Velfærd

Velfærd

Uvilkårligt sætter mange ledighedstegn mellem summen af offentlige udgifter og velfærden i samfundet.

Den skinbarlige Fremskridtssandhed er lige modsat under den offentlige sektors nuværende uholdbare opsvulmning. Velfærden bliver større, hvis staten lader folk beholde flere af deres egne penge, så de selv kan afgøre, om de vil købe det ene eller det andet.

Her kan man høre radiointerviews med Mogens Glistrup

Det nuværende uoverskuelige virvar af offentlige tilskud forvrider prisforholdet mellem varegrupperne. Men alt i alt bliver der færre forbrugsgoder til rådighed for flere penge, fordi varerne bliver dyrere og dårligere, når de betales med al den slendrian, som uundgåeligt følger med at betalingen går over statslige eller kommunale monopoler.

Derfor er det velfærdsfremmende med en klækkelig nedsættelse af de offentlige udgifter og dermed af skatterne.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 10 / 15. årgang / 20. marts 1987

Socialdemokratiet bange for at VKZ får flertal

Socialdemokratiet bange for at VKZ får flertal 

Når hovedparten af landets erhvervsledere og andre med tilknytning til den private sektor holder ferie, er der grund til, at den bliver brugt til grundigt at overveje, hvorledes udviklingen skal være efter efterårets folketingsvalg. Som alt står i øjeblikket, vil Socialdemokratiet kun kunne fortsætte, hvis de danner regering med støtte fra SF. Er det ønskeligt for dansk erhvervsliv? Eller vil man hellere prøve den mulighed, som meningsmålingerne har vist i mere end et år – et VKZ-flertal?

At VKZ ikke længere blot er teoretiske drømme, vidner Socialdemokratiets adfærd om. De er bange, meget bange, for at miste regeringsmagten. De ved, at hvis Nyrup må forlade statsministerposten og blive formand for et mindre folketingsudvalg, da vil Socialdemokratiet ikke komme i regering mere i dette årtusind.

Derfor er de bange, og derfor har de allerede givet smagsprøver på, hvorledes de vil søge at skabe et ekstremt skræmmebillede af, hvad et VKZ-flertal vil betyde. Det er der ingen grund til at blive skræmt over.

Fakta er, at den væsentligste opgave for et VKZ-flertal bliver at flytte centrum for den økonomiske udvikling i samfundet tilbage til den private sektor. Mens den nuværende regering (A, B, CD og KrF, red.) har brugt alle midler for at flytte vækstcentrum ind i staten, så skal et VKZ-flertal bruge ændrede skattelove, erhvervslove, arbejdsmarkedslove, finanslove m.v. til at flytte væksten over, hvor den er samfundsgavnlig, nemlig i den private sektor.

Den nuværende regering har mødt ethvert problem i samfundet med nye love, flere regler, flere embedsmænd og mere planøkonomi. Den nuværende regering tror på, at det er politikere og kommissærer, som skal styre udviklingen. Konsekvensen er blevet stigende skatter, afgifter og gebyrer for erhvervslivet til skade for erhvervsfriheden, konkurrenceevnen og beskæftigelsen. Det er på trods af, at den nuværende regering lovede, at den ikke ville forringe konkurrenceevnen. Hvordan tror man så, det vil blive, hvis CD og KrF bliver skiftet ud med SF?

Mange (alt for mange) ledere i erhvervslivet har valgt den typiske danske “lad-os-nu-se” holdning over for regeringens politik. De meget betydelige flytninger af ideologiske hegnspæle, som regeringen har gennemført – specielt inden for erhvervsområdet, har ikke alle vist deres sande ansigt endnu. Kommuners adgang til privat erhvervsdrift, ødelæggelse af udligningscirkulæret, statslige fonde til erhvervsinvesteringer m.v. er initiativer, som først om nogle år vil vise, hvor planøkonomiske og socialistiske de er. I mellemtiden rinder sandet ud af den private sektors timeglas. Erhvervsledere må derfor tænke lidt længere end til næste termin. De må bruge sommerferien til grundigt at tænke over hvilket politisk klima, de ønsker i Danmark.

Vil man have den planøkonomiske “tredje vej” med den snigende socialdemokratisme, der efter værste salamimetode skærer sig ind på erhvervslivets frihed? Eller vil man have et politisk flertal, hvis hovedmålsætning er at skabe fornyet vækst i den private sektor? VKZ vil møde problemer i samfundet ved at fjerne love, afbureaukratisere og deregulere til fordel for friheden og mangfoldigheden.

Den nuværende regering har gennemført hovedparten af sine initiativer for lånte midler. Væksten i den offentlige sektor har vi slet ikke haft råd til. Alene statens gæld vil i år runde 700 milliarder kroner. Hvor tror man, disse penge skal komme fra? Er det ved at ansætte flere embedsmænd i ToldSkat? Ved at lave nogle kulturprojekter? Ved at systemeksportere vores børnehaver til Østeuropa? Nej, midlerne kan kun komme fra den private sektor. Det bliver den private sektor, som gennem de næste mange år skal afdrage den store gæld. Skal det gøres muligt, må erhvervslivet have vækstfrihed og forbedret konkurrenceevne. Det hjælper jo ikke, at der bliver færre om at løfte byrden!

Ledere og beskæftigede i alle private erhverv fra fiskere, landmænd, industri, transport og håndværk, for slet ikke at tale om handel og service, må derfor bruge sommerferien til – meget grundigt – at overveje, hvad de vil satse på til efteråret. Det er en vigtig beslutning, måske den vigtigste. Det er langsigtede investeringer, der foretages, når Folketinget sammensættes ved efterårets valg.

Kim Behnke 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 8 / 22. årgang / august 1994

Hvorfor holder Socialdemokratiet fast ved en politik, der er så åbenlys forkert?

Hvorfor holder Socialdemokratiet fast ved en politik, der er så åbenlys forkert? 

Jeg tænker her på Socialdemokratiets politik m.h.t. den voldsomt store offentlige sektor, der har medført en forskel mellem udgifter og indtægter i milliardklassen.

Statsgælden kommer op på ca. 400 mia. kr. i 1983 som et resultat af mange års forsyndelser. Tallet sættes i relief, når man kan konstatere, at de personlige indkomster i 1983 forventes at udgøre 390,7 mia. kr., og de samlede skatter og afgifter vil beløbe sig til 234,3 mia. kr.

Hvis man havde ønsket, at der skulle være balance mellem statens indtægter og udgifter, skulle der have været opkrævet skatter og afgifter for yderligere ca. 400 mia. kr.

Man trykker statspapirer

Det turde Socialdemokratiet ikke. I stedet valgte man at trykke statspapirer, der kunne sælges – skulle man tro – til Socialdemokratiets politiske modstandere, nemlig kuponklipperne. For at dække underskuddet ind, måtte Socialdemokratiet give kuponklipningen imellem 10 til 20 mia. kr. i skattefri gevinster forlods, for at nogle overhovedet ville købe statspapirerne. Dernæst måtte Socialdemokratiet give kuponklipperne ca. 40 mia. kr. i renteindtægter. Altså en stensikker indkomst af passive investeringer der ikke har medvirket til nye produktive arbejdspladser.

Hvem skal nu betale denne statsgæld, kursgevinster og renteindkomster til kuponklipperne? Det skal de lønmodtagere, der ikke har mere i indkomst, end til at betale skatter, husleje og andre fornødenheder. Fremskridtspartiet finder, det er en ejendommelig fordelingspolitik, Socialdemokratiet fører. Dette parti tager fra de fattige og giver til de rige (kuponklipperne).

Det er ikke os, der er asociale

Når Socialdemokratiet skælder Fremskridtspartiet ud for at være asocialt, så kan Fremskridtspartiet melde hus forbi. I stedet for at skabe balance på de offentlige budgetter har Socialdemokratiet ved sin asociale politik yderligere skabt over 300.000 arbejdsløse i den private sektor. Det kan man da kalde fiasko på alle fronter.

Socialdemokratiet har haft travlt med at forsvare kuponklippernes, de finkulturelles, de højtlønnede offentligt ansattes interesser, frem for almindelige lønmodtageres interesser. Oven i alle de andre ulykker Socialdemokratiet har påført de mindre indkomster her i landet, har Socialdemokratiet forbitret bekæmpet Fremskridtspartiets idé med at hæve den skattefri bundgrænse. Socialdemokratiet vil kun være med til at forbedre statens budget ved at opkræve nye skatter og afgifter.

De lave indkomster skal ud af skattesystemet

Uanset hvordan man vender og drejer skattelovene, så må det være indlysende, at det er en fordel for de laveste indkomster, at de bliver løftet ud af skattesystemet. At hæve den skattefri bundgrænse er et udtryk for, at de laveste indkomster ikke kan bære skattebyrden.

Hvordan Socialdemokratiet kan få en sådan skattepolitik til at være asocial, kan kun være et udtryk for, at Socialdemokratiet har mistet enhver tillid til, at indkomstskatten er anvendelig til noget som helst.

Hvis det skulle være tilfældet, så støt Fremskridtspartiet i, at vi får afskaffet et asocialt skattesystem.

Ole Maisted

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 38 / 11. årgang / 28. oktober 1983 

Socialdemokratiet lyver

Socialdemokratiet lyver

Her op til kommunevalget har regeringen (Socialdemokratiet, red.) nu igennem flere uger udtrykt ønske om at pensionerne bliver forbedret. Sådan har Socialdemokratiet gået på barrikaderne i pensionsspørgsmålet, hver eneste gang der har været valg til enten kommunalbestyrelserne eller folketinget. Med Eva Gredal (A)som talerør kører de frem med de sædvanlige løfter om forhøjelser, ens pension for alle og skattefrihed for udbetalte pensioner.

Socialdemokratiet lyver. Det er også denne gang valgflæsk. Derfor skal Eva Gredal og Socialdemokratiet passe på ikke at stikke sig på de politiske stikkelsbærbuske – det kan give en grim blodforgiftning. Socialdemokratiet påstår ofte, at de står uden forståelse for, at pensionister i større og større antal vender det store Socialdemokrati ryggen. Dette er en dum påstand at fremkomme med, idet det ikke er pensionisterne som har vendt ryggen til Socialdemokratiet. Det er derimod Socialdemokratiet, der har vendt ryggen til vore pensionister. Dette er gået op for vore mange pensionister og straffen kommer den 7. marts, hvor pensionisterne vil flytte krydset fra A til Z.

Intet andet parti har som Fremskridtspartiet fremlagt forslag til forbedring af pensionisternes kår. Gang på gang har partiet peget på nødvendigheden og rimeligheden i, at pensionen skal være ens for alle. De offentlige ansatte skal ikke have bedre pensionsvilkår for skattemidler end andre. Ligestillingen skal også gælde for afgående ministre, borgmestre, folketingsmedlemmer m.fl. Pensionen skal følge velstandsudviklingen og man må ikke straffe ægtefæller eller dem, der gør en ekstra indsats. Hvor hånligt systemet er, kommer klart til udtryk i det svar finansministeren (Knud Heinesen, A, red.) har givet folketingsmand Helge Dohrmann, Fremskridtspartiet på et spørgsmål om, hvor mange, der får pensioner fra det offentlige på grund af tidligere medlemskab af regering og folketing. Af svaret fremgår det, at cirka 3½ million kroner om året bliver givet til ministre, deres ægtefæller og børn. Ikke noget at sige til, at den arbejdsmand, som igennem et langt liv har arbejdet hårdt for samfundet, ryster på hovedet og føler sig slet behandlet.

Når et samfund kommer ud i økonomiske vanskeligheder, vil det altid gå ud over nogle særlige svage grupper i samfundet. Vores pensionister har mærket på deres krop, at den uansvarlige økonomiske politik, som Socialdemokratiet har ført igennem de sidste mange år gør utroligt ondt.

Pensionisterne har mærket, at den svigtende beskæftigelse har medført et pres for at få dem til at forlade arbejdsmarkedet tidligere, end de havde planlagt det i den tro, at der så blev mange flere jobs til de yngre. At denne teori ikke holder er en anden sag. Men denne indstilling overfor pensionisterne har meget uheldige virkninger til følge, idet de føler, at de ikke mere slår til, at de ikke længere er velkomne til at yde en indsats for samfundet og dermed den arbejdsplads, som de loyalt og trofast har tjent gennem mange år.

Lad os håbe at Socialdemokratiet og andre partier meget snart vil forstå, at det er nødvendigt med en mere positiv indstilling overfor denne gruppe af ældre, som i et langt liv har været med til at opbygge det velfærdssamfund op – som trods alt stadigvæk eksisterer.

Fremskridtspartiets vil altid være at finde i første række, når det gælder om at skabeøkonomisk tryghed og lykke for vore ældre medborgere. En sådan positiv indstilling over for de ældre, er både udtryk for sund fornuft og for en værdig holdning, som for længst burde have indfundet sig hos Socialdemokratiet.

Zmann

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 2 / 6. årgang / 13. februar 1978

Socialdemokratiet vil umyndiggøre folket

Socialdemokratiet vil umyndiggøre folket 

Er det en socialdemokratisk valgstrategi at lade folkestyret degenerere? – spørger medlem af Helsingør lokalforening, Marianne Lorensen, i denne artikel.

Et sundt folkestyre er ikke foreneligt med velfærdsstatens atmosfære. Vælgerens tilslutning til de socialdemokratiske velfærdsforanstaltninger opnås ved, at man appellerer til egensindethed og dumhed og ikke til retfærdighedssans eller den sunde fornuft. Samtidig fører socialdemokraterne meget snedigt ved disse foranstaltninger landet længere herimod PLANSTATEN, hvor det offentlige regulerer og kontrollerer både produktion og planlægning. Derfor hverken kræver eller befordrer den socialdemokratiske velfærdsstat den selvstændighed og handlekraft hos borgerne, uden hvilken et folkestyre bliver en ynkelig parodi. Selvstændighed og handlekraft er uønskede begreber hos den socialdemokratiske elite. De er nemlig farlige for partiets fortsatte eksistens. Den velfærdsstat der er skabt af Socialdemokratiet, er efter alt at dømme kun at betragte som en indledende fase af en uheldig udvikling, som vil ende i en ret systematisk, formynderisk umyndiggørelse af borgerne, hvis den får lov at fortsætte uhindret.

Hvis man er i stand til at sætte sig ned på det socialdemokratiske tankeniveau, hører der ikke ret meget ”rød fantasi” til at forestille sig samfundet i dets næste fase som ”behandlingssamfundet”, hvis helligste opgave er at registrere, behandle og omvende anderledes tænkende højremennesker til ensartede mønsterundersåtter i en socialistisk, formynderisk ”terapistat”.

Hvis dette er de ledende politikeres velvalgte strategi, minder det påfaldende om en socialiseret udgave af Marx’s terminologi, der så via den hule lighedsideologi tager sigte på at udråbe politisk degenererede, indavlede personligheder til normale personligheder.

Det er en ganske snedig måde socialdemokraterne lige så stille – lidt efter lidt – forfører og til sidst ændrer visse folks relativbegreber derhen, at de samme folks opfattelse af, hvad der er normalt bliver ændret i den for partiet ønskede retning. Man kan tale om ”mental krigsførelse”.

Dette skaffer uden tvivl socialdemokraterne en del vælgere blandt den dårligst begavede femtedel af voksenbefolkningen, der således bliver stemmekvæg for en forfejlet lighedsideologi, som de ikke engang selv fatter betydningen og konsekvensen af. ”Fødekæden” fortsætter, idet den socialdemokratiske folkeskole er hofleverandør til næste årgangs politisk, gasforgiftede individer. Ritt (Ritt Bjerregaard, A, red.) gør skam sit arbejde!! Stygt, men sandt!

Fremskridtspartiet ville kunne mase sig hårdt ind på socialdemokraterne til næste valg, hvis man fra en skjult indfaldsvinkel kunne neutralisere denne mentale forgiftning af det, jeg vil kalde den voksenpolitiske risikogruppe med en virksomhed ideologis modgift i form af en utraditionel, letfattelig virksomhedsgørelse af fremskridtsidéen overfor denne gruppe. Man kunne forestille sig en fremskridtsgruppe, der arbejder overfor Danmarks lavest betalte kontornussere.

Marianne Lorensen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 12 / 6. årgang / 14. august 1978

Idealerne – borte med blæsten

Idealerne – borte med blæsten

Spørger vi os selv, hvorfor alting ser så sort ud i verden, så var det måske en idé, om vi så lidt på de forbilleder, vi har. Måske de kunne trænge til at blive udskiftet.

Under en af de store snestorme sidste vinter lod jeg bilen stå og begav mig til S-togstationen. I Virum – hvor jeg bor –, lå der bjerge af sne på vejene, som var spejlglatte. En gammel herre faldt og kunne ikke rejse sig. Forbipasserende tog sig af ham, medens en dame ringede efter en ambulance. Jeg fortsatte spadsereturen – en travetur på ca. 15 minutter –, og inden jeg var nået til stationen, kunne jeg høre ambulancen tude i det fjerne. Med fuld udrykning pløjede den sig gennem snemasserne. Hvad der videre skete, kan man jo forestille sig, men jeg tænkte en del over tingene og over de djærve Falck folk, der døgnet rundt tjener os alle og ofte under meget vanskelige forhold. Og hvad med alle de andre gode samfundsborgere, som gør deres pligt og lidt til, er de vore idoler? Er der nogle, som skriver digte og sange for dem? Er de forbilleder for ungdommen eller for os andre for den sags skyld?

På ingen måde. De er der bare.

Men for tåbelige popsangere i latterlige antræk – lige slemme om de er klædt ud som omvandrende tøjbunker, præsenterer sig med nøgen overkrop eller i snusket arbejdstøj –, der foredrager idiotiske tekster med skingre stemmer, medens andre hamrer i trommer. Dem ligger vi på maven for – ja, tilbeder!

Verdensberømte forskere – som vi kan takke for menneskehedens store fremskridt – modtages i lufthavnen af nogle få kolleger upåagtet af det store flertal, medens titusinder hujende strømmer til, når en af tidens ”grupper” beærer landet med et besøg. De bliver millionærer på deres pjank og fup.

Foreningen til Kræftens Bekæmpelse kan til gengæld tigge småpenge af os på gader og stræder.

Eller vor regering (V, C, Centrum Demokraterne (D) og KrF, red.) og Folketinget skænker i tusindvis af millioner til hel- eller halvvilde stater i fjerne verdensdele for slet ikke, at tale om alle de banditchefer og diktatorer verden over som vor ”progressive” regering støtter i menneskehedens og fremskridtets navn.

Respekten for hæderlighed og dygtighed, flid og foretagsomhed er svundet ind til intet i de senere år. Langt mere interesserer man sig i de beslutningsdygtige kredse for samfundets ringeste og mest uduelige mennesker end for dem, der både har evne og vilje til at bringe os ud af vort økonomiske kaos og det åndelige og moralske forfald.

Det er vor egen skyld, når vi lever i et demokratisk samfund. Og når vi ikke sætter de uduelige politikere og deres falske ideer på porten.

Skal Danmark blive en tromme- og dansestat som landene i Afrika eller som de socialistiske lande, hvor selv snørebånd og vaskepulver er mangelvarer for slet ikke at tale om de daglige fødevarer. Eller skal vi igen blive et samfund, som har råd til at tage vare på sine syge, gamle og de unge generationer.

I så fald er det på høje tid, at vi tager skeen i den anden hånd og foretager os andet end blot at jamre.

Faktisk har tilværelsen aldrig været lettere i Danmark, hvis blot vi bruger hovedet til andet end at spise med.

Danmark er et ludfattigt land, så længe vi bruger mere, end vi tjener, og det er strengt, hvis bare vi bruger en anelse mindre, end vi tjener.

Så simpelt er det!

Frost-Hansen 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 18 / 15. årgang / 22. maj 1987 

Nu må der ”røres op” i de gamle politikere

Nu må der ”røres op” i de gamle politikere

Dyrlæge A. Th. Riemann gør op med de gamle partiers skalten og valten med dansk erhvervsliv og økonomi.

Der er oprørsstemning i mange befolkningsgrupper. Utilfredsheden og harmen er stor. I løbet af 18 år har uduelige politikere ødelagt vort land og samtidig fyldt os med ”løs tale”.

”Pamperne” har, for at hytte sig selv, misregeret landet og udplyndret befolkningen. Alle de 4 gamle partiers levebrødspolitikere har været lige gode om det. Vi er blevet fyldt med tomme ord og vrøvl og holdt hen med ”reformer og løfter”, som hver gang har bragt os længere og længere ud i et utåleligt pampervælde. Vi er i tilgift blevet forfulgt af skrankepaver, skatterøvere og papirnussere, der er stærkt på vej til at køre erhvervene herhjemme, ja, hele samfundet i sænk.

Der var engang

For 18 år siden var Danmark en kreditornation. Vi skyldte intet væk. Vi have endda penge til gode i udlandet. Siden den tid har skiftende regeringer af socialdemokrater, venstrefolk, konservative (C) og radikale (B) ødelagt økonomien, arbejdsglæden og selvrespekten hos det danske folk. Vi er kommet så langt ud, at vi i dag står med hatten i hånden og tigger om hjælp hos vore naboer.

Trods konfiskation, renteåger og skatteplyndring er statens underskud vokset støt og stadigt. I år er underskuddet således 9 milliarder (9.000.000.000) kroner eller 1/20 af bruttonationalproduktet. Et uhyggeligt tal set på baggrund af et nedkørt erhvervsliv og en hær af arbejdsløse. Alene i sidste kvartal brugte danskerne 3 milliarder kroner mere, end de tjente, og gælden til udlandet steg til 70 milliarder (70.000.000.000) kroner.

Trods disse uhyggelige tal planlægger politikerne nye offentlige investeringer til 163 milliarder (163.000.000.000) kroner til bro, gas og atomkraft. Hvor mon disse penge skal komme fra? Tror de gamle politikere, at vælgerne er evnesvage? Før disse investeringer må vi have orden i Danmarks økonomi, og før det kan ske, må de gamle partiers ødsle politikere skiftes ud.

Politikerne trækker tiden ud

Arbejdsløshed, erhvervspassivitet og økonomisk krise skyldes indenlandske politiske forhold. Kun prisstigninger og inflation kører stærkere og stærkere. Seddelpressen kan knap følge med, og snart vil pengeforringelsen føre os ud i en ulykkelig udvikling med endnu højere priser, lønninger, skatter og statsstøttet ledighed.

Politikerne søger at trække tiden ud med alle mulige ”hjælpeprogrammer”. Man ansætter socialarbejdere indenfor institutioner, socialkontorer og ”velfærdsetablisementer” i et tempo, så vi alle om tyve år vil være placeret i ”hjælpesektoren”. Imens forbløder de produktive erhverv.

Galskaben med vor kronisk syge ”velfærdsstat” næres gennem voksende gæld, overforbrug, bureaukrati og embedsmandsvælde. Den politiske uforsvarlighed er udartet til et ”pengeædende apparat”, der i sidste instans sluger os alle, medens landet forsømmes, og ugjort arbejde hober sig op.

Falsk statistik

Vi er et af verdens rigeste lande, hører vi gang på gang. Statistikken er bare falsk og kun beregnet på at stikke folk blår i øjnene. Man lægger hele befolkningens indtægter og lønninger sammen. ”Hokuspokus” har man nationalindtægten, og den er som sagt en af de højeste i verden.

Regnestykket siger med andre ord, at hver gang vi ansætter en embedsmand, tolder eller socialarbejder eller sætter arbejdsløshedsunderstøttelsen op, bliver vi mere velhavende, for så stiger nationalindtægten! Enhver kan se, at tingene er stillet på hovedet, og at forholdet er det stik modsatte. Alligevel fremturer politikerne med den falske statistik.

Sommeren bliver uden tvivl hed, og den lumre politiske luft vil blive fyldt med udenomssnak og afledningsmanøvrer. De gamle partiers samarbejdspolitikere holder os hen med snak om hvem, der skal samarbejde med hvem, og hvem der skal være minister i Anker Jørgensens ”sammenrendsregering”.

Som om det er dét, sagen drejer sig om. Tror nogen, at de gamle borgerlige partier, der har indført vort sindssyge skattesystem, uretfærdige pristalsordning, ødsle bistandslov og urimelige arbejdsløshedsunderstøttelse, har evne til at rette op på de socialistiske letsindigheder? Så kan man i hvert fald godt tro om igen.

Det er på høje tid, at vi gør ”oprør”. De gamle partiers politikere må ud og principperne ændres, hvis Danmark på ny skal gøre FREMSKRIDT.

A. Th. Riemann

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 10 / 6. årgang / 19. juni 1978

Udslidte partier

Udslidte partier

Socialdemokratiet og Det radikale Venstre (B) har opfyldt deres missioner og dermed mistet deres berettigelse.

– 1970ernes parti hedder Fremskridtspartiet.

Det radikale Venstre og Fremskridtspartiet er så at sige identiske i menneskesyn, tænkemåde og socialopfattelse. Den dybe afgrund mellem partierne skyldes, at deres historiske udspring findes i to vidt forskellige tidsaldre.

Fremskridtspartiet er skabt med henblik på det samfund, der er under kraftig udvikling i 1970´erne. Det er et Danmark som på næsten alle punkter adskiller sig markant fra det samfund, som det radikale partis stiftere ville reformere, da det nye århundrede gryede.

Her kan man høre radiointerviews med Mogens Glistrup

Den historiske opgave dengang var at formidle overgangen af den politiske grundopfattelse fra 1800-tallet liberalisme til det socialdemokrati, som fremtiden dengang tilhørte. Her havde Det radikale Venstre sin historiske mission, og partiet løste utvivlsomt opgaven i den overgangsperiode på en snes år, der fulgte efter partiets stiftelse i 1905.

I og med de socialdemokratiske ideers sejre var det rimeligt og sømmeligt, at de radikale kom på tryg aftægt. De fik kors og bånd og mange stjerner på, men befolkningens tilslutning mindskedes så at sige ved hvert eneste valg. Det kunne med sikkerhed forudses, at partiet ville forsvinde med 1970´erne. Hertil krævedes blot en ekstrapolation (det at danne ukendte størrelser ud fra kendte sammenhænge, red.) ud fra kendskabet til loven om, at når man falder ned af et skråplan, vil man til sidst rutsje med stærkt accelererende fart.

Tilfældigheden

Med H. C. Hansens (A) død den 19. februar 1960 – som det klareste tideskifteskel – havde socialdemokratismen udtømt det, som den kunne give Danmark.

Som vælgerne gjorde det for 2-3 generationer siden, måtte de på ny til at søge efter, hvem der nu var i pagt med samfundet, som det nu havde ændret sig. Der var ingen umiddelbare egnede emner på markedet. Ud fra princippet om at i de blindes rige er den kvartsynede den mest seende, flokkedes man om de radikales nye leder, Hilmar Baunsgaard, som i visse udsagn kunne give indtryk af, at han dog havde en vis kontakt til samfundets udvikling.

Denne ret tilfældige krusning på langtidsudviklingen skabte Det radikale Venstres Indian Summer. Den måtte imidlertid holde op præcis på det tidspunkt, hvor der blandt vælgernes valgmuligheder var nogen, som var i fuld pagt med samfundsudviklingen.

Derfor førte de to seneste folketingsvalg med et års mellemrum til, at de radikale drattede tilbage i den nedtursbane, som indledtes i 1920´erne.

Fremtiden

Det er nok også kortsigtede krusninger på den historiske udvikling, at Fremskridtspartiets opstigningsbane ikke blev så brat, som den burde have været. På grund af massemediernes misinformation blev den tordenkile, der skulle drive Z-partiet frem ved det første valg til dels forpagtet af Erhard Jacobsen (CD) og Poul Hartling (V).

Langtidstendensen er imidlertid klar: Såvel de radikale som Socialdemokratiet har gjort deres særdeles nyttige indsatser i Danmarkshistorien. Men nu er de ældede, og kan ikke hjælpe landet yderligere frem. Dertil har de mange år slidt alt for meget på dem og tilvejebragt hellige køer og begrebsforvirringer, som ikke kan føres med i fremtiden. Derfor er forholdet nu som det var på vore oldeforældres tid: Nye partier må tage over for at føre Danmark videre frem.

Havde Stauning, Borgbjerg, Peter Sabroe og Hørup været unge i dag, havde de utvivlsomt været at finde i Fremskridtspartiets rækker.

Niels Helveg Petersen (B) har derfor ikke ret, når han i pressen konkluderer at de to partier, som på nuværende udviklingspunkt er dømt til stadig tilbagegang – Socialdemokratiet og radikale – vil kunne tilføre landets ledelse stabilitet ved at gå i regeringssamarbejde med hinanden.

Ude af trit med 1970´erne

Tværtimod har de to partier mere end de fleste andre demonstreret, at de ikke forstår nutidssamfundets økonomiske sammenhænge. Derfor konsoliderede de ikke landet i de gode tider i 1960´erne, hvor statsministrene kom enten fra Socialdemokratiet eller fra Det radikale Venstre. Derfor har hver eneste af de mange storpolitiske forlig de to partier har deltaget i siden H. C. Hansens død ført til, at man nogle måneder senere måtte konstatere, at de store ord ikke hjalp et hak, men at landets problemer blot var blevet alvorligere.

Ser man på aldersfordelingen blandt vælgerne, viser det sig, at disse to partier – sammen med Kristeligt Folkeparti og de konservative – i særlig ringe grad har tag i de yngre aldersklasser, men bliver stærkere og stærkere repræsenteret, jo højere alder vælgerne har. Dette er der selvsagt ikke noget nedværdigende i. Partierne skal respekteres for den indsats, de har gjort, men man kan ikke rende fra, at de har passeret deres kulmination.

Det vil være en landsskadelig nostalgi, om vælgerne nu i nogle år faldt for Niels Helvegs indsmigrende opfordring til at genoplive den 1930´er-tid, som uigenkaldeligt er forbi.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 15 / 4. årgang / 2. september 1976

Erhvervsstøtte

Erhvervsstøtte

De glade 60 ´ere, blev af Folketinget benyttet til en påbegyndelse af erhvervsstøtte. På et tidspunkt, hvor der var mangel på arbejdskraft, hvor erhvervslivet blomstrede, hvor ordrene strømmede ind til os fra udlandet, og hvor dansk industri år for år øgede såvel produktion som overskud, anså Folketingsflertallet tiden inde til at give erhvervslivet støtte.

De to mest kendte former er skibskreditfonden og egnsudviklingsstøtten.

Skibskreditfonden blev oprettet som en konsekvens af den forfejlede rentepolitik som Danmark har ført indenfor de sidste 12-15 år. Skibsværfterne kan her optage lån til en rente, som ligger på linje med deres konkurrenter i for eksempel Japan. Man har altså i konsekvens af en forfejlet finanspolitik ønsket, at gennemføre en selektiv støtteordning for at redde en del af erhvervslivet, hvor mange tusinde er beskæftiget. At skibsværfterne overhovedet har kunnet reddes indtil nu hænger formentlig sammen med den kendsgerning, at de store skibsværfter er ejet af skibsrederne:

• Lindøværftet således af A. P. Møller
• Nakskov-værftet af Ø. K.
• Helsingør- og Aalborg-værftet af D.F.D.S.

Det er vanskeligt nøjagtigt at gøre støtten op pr. arbejdstime, men ifølge beregninger foretaget af Handelsministeriet udgjorde det i 1977 ca. 27 kroner pr. arbejdstime. Beregningen er foretaget på basis af, at Nationalbanken ved løbende overtagelse til pari af obligationer udstedt af Danmarks Skibskreditfond på overtagelsestidspunktet har konstateret et kurstab i forhold til de på Københavns Fondsbørs noterede kurser på 776 millioner kroner. Da der i 1977 udførtes i alt ca. 29 millioner arbejdstimer på værfterne, når man altså frem til beløbet 27 kroner pr. arbejdstime. Det anførte kurstab er udtryk for den merudgift, skibskreditfondens låntagere ville have haft, såfremt obligationerne skulle have været afhændet på det danske obligationsmarked.

Kunne rederne i stedet være gået ind på det internationale kapitalmarked, havde Statens Skibskredit Fond været overflødig. Statens Skibskredit Fond er således et godt eksempel på, hvorledes en restriktion medfører at specielle grene af erhvervslivet har kunnet få særordninger.

Imidlertid er det jo en kendsgerning, at særordninger, der indføres betales af andre og i dette specielle tilfælde har Nationalbanken altså båret et tab på 776 millioner kroner.

For at gøre sagen til ende, må man gøre opmærksom på, at de 776 millioner kroner fremkommer som skattefri gevinst hos de velhavende skatteborgere, der har haft mulighed for at købe statens skibskredit obligationer og som er pengestærke nok til at have dem liggende indtil de udbetales til pari. Med andre ord en skattefri gevinst til velhavende danskere.

Egnsudviklingsstøtten blev indført på et tidspunkt, hvor arbejdsløshedsøer var et begreb. Nu,  hvor der er arbejdsløshed over hele landet, skulle man tro, at baggrunden for lovgivningen var borte og at man derfor ville sløjfe den.

Egnsudviklingsstøtten har i et par tilfælde direkte været misbrugt og kostet skatteyderne mange penge, således som for eksempel tilfældet Balling Engelsen på Lolland viste.

Her var en stor fabrik dukket op på basis af lån fra det offentlige. Fabrikkens succes, der var baseret blandt andet på en lav rente, medførte at ordentlige, veldrevne firmaer i samme branche måtte lukke, således som det var tilfældet med tre.

Da fabrikken lukkede, manglede det offentlige over 20 millioner. Pengene kan jo kun komme et sted fra og erhvervslivet må altså se i øjnene, at det via skat til det offentlige må finansiere, at staten medvirker som igangsætter at firmaer, som via lav rente går i konkurrence med de bestående virksomheder.

Det erhvervslivet har brug for er ikke støtte, som mere eller mindre tilfældigt gives til grene af erhvervslivet eller som i tilfældet med erhvervsudviklingsstøtten til enkelte firmaer, som har dygtighed til at få de forskellige statsinstitutioner til at finansiere dem. Det erhvervslivet har brug for, er en total ændring af Danmarks finanspolitik, som vil medføre dels et lavere omkostningsniveau. Fremskridtspartiet har gennem vore ændringsforslag til finansloven vist vejen til et bedre Danmark, hvor velstand og frihed kan gå hånd i hånd og hvor de støtteordninger, som gives i flæng på uretfærdigt grundlag er fjernet. Et samfund, hvor såvel erhvervslivet som den enkelte i langt højere grad er ansvarlig for sin egen skæbne. Et samfund, der får langt bedre råd til at værne om de grupper af befolkningen, der virkelig trænger til støtte, således som for eksempel vore gamle, vores syge eller andre, som af en eller anden grund ikke kan beskytte sig selv.

Fremskridtspartiet

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 6  / 7. årgang / 2. april 1979

Socialdemokratiet eller Fremskridtspartiet

Socialdemokratiet eller Fremskridtspartiet

Man må vælge mellem statsstyring eller meget store offentlige besparelser, og der må i al fald arbejdes konsekvent.

Ved næste folketingsvalg vil stemmesedlen opregne 11 – måske endda flere – partier. Reelt får vælgerne imidlertid kun to valgmuligheder: Socialdemokratiet eller Fremskridtspartiet.

VKR-partierne har vist, at de savner mod og styrkekraft til at føre selvstændig politik. De kristelige, centrum-demokrater (D) har så ringe saglig indsigt i landets hovedspørgsmål, at de blot hænger på som frynsevasaller til den enhver tid siddende regering. De to kommunistpartiers hovedsyn – socialiseringen – kan alene gennemføres efter en grundlovsændring. Retsforbundet har ikke styrke til at udgøre alternativet.

Hovedpartierne

De to hovedpartier er enige om, at Danmarks situation er meget alvorlig og om, at der kræves en kraftanstrengelse for at landet ikke skal gå helt rabundus.

Den altdominerende årsag hertil er, at Folketinget i de sidste 16 år har ført en slap og uforstandig politik. Umiddelbart kan man sige sig selv, at det er dumdristigt at stemme på de partier, som i de sidste år klart har bevist, at de ikke magter problemer, som var langt mere beskedne end de nuværende.

Her kan man høre radiointerviews med Mogens Glistrup

Tocifrede milliardbeløb

Kun Fremskridtspartiet har fremlagt præcise tal for, hvad vi vil gøre. Vi opererer bl.a. med offentlige besparelser på tocifrede milliardbeløb. Alle de andre partier kalder dette urealistisk. Så meget har ingen af dem jo nogensinde sparet. Sandheden er imidlertid, at vi i 1977 med gammelpartiernes politik må se i øjnene, at vi får øget skattetryk, høj rente, øget arbejdsløshed og et statsunderskud på hen ved en snes milliarder kroner samtidig med, at den danske stat på ny må ud og låne kæmpebeløb – sandsynligvis omkring 15 milliarder kroner – i udlandet.

Når problemerne er af den størrelsesorden, består det urealistiske i forskræmt at lukke øjnene herfor og alene foreslå foranstaltninger på det beskedne niveau, hvor augustforligsmagerne og Venstre bevæger sig.

To veje

Skal tilstrækkeligt store indgreb til, må de nødvendigvis gå en af to veje. Enten kraftig statsdirigering og planøkonomi eller frigørelse af de nu bundne økonomiske kæmpekræfter med afvikling i stort format af restriktioner, bureaukrati og indkomstskat.

Det er landsskadeligt miskmask i den situation at foregøgle, at problemerne kan løses hen over midten i dansk politik. Tager man lidt fra den ene dåse og lidt fra den anden, bliver vi på stedet og synker stadig dybere i hængedyndet.

Så enkelt

På vejviseren til den første metode står liste A. Til den anden liste Z.

Så enkel plejer politik altid at blive, når store nationale katastrofer truer.

Og det gør de i øjeblikket.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 19 / 4. årgang / 4. november 1976