Arkiv

Posts Tagged ‘statslig regulering’

Liberaliseringer – Dansk dynamik

20. maj 2013 53 kommentarer

6. Liberaliseringer

Kilde:

DANSK DYNAMIK – en helt ny vækststrategi.

Udgivet af Fremskridtspartiets folketingsgruppe 1993

Må gengives med fuld kildeangivelse

———————————————————————————

Regulering af virksomhedernes etableringsret og erhvervsudøvelse er en af de mest undervurderede statslige aktiviteter. Da der endnu ikke eksisterer et kvalificeret mål for det samlede reguleringstryk, er det yderst vanskeligt at danne sig et samlet billede af reguleringens rækkevidde og de samfundsøkonomiske konsekvenser.

I en nyligt offentliggjort undersøgelse – foretaget af konsulentfirmaet McKinsey & Co. – fremhæves den statslige regulering ligefrem som den værste trussel mod produktivitetstilvæksten (18). Undersøgelsen anfører, at det netop kan forklare den relative produktivitetsforskel mellem USA og de europæiske lande.

Undersøgelsen påviser, at den fri etableringsret og erhvervsudøvelse er dét produktivitetsforhold, der har den største betydning for et lands konkurrenceevne. Det interessante ved den omtalte undersøgelse er, at uddannelse ikke figurerer som et afgørende produktivitetskriterium. Der var i 80´erne en international konkurrence, der gik ud på at tiltrække så mange virksomheder som overhovedet muligt. Desværre indtog Danmark en tilbagetrukket rolle i denne konkurrence med en mindre liberalisering af lukkeloven som det mest kreative højdepunkt.

Skal de danske virksomheders konkurrenceevne sikres, skal der foretages mere omfattende liberaliseringer. Ellers vil de danske virksomheder flytte til de steder i Europa, hvor etableringsretten og erhvervsudøvelsen er mindst reguleret.

Fremskridtspartiet har i denne forbindelse valgt at fokusere på tre områder:

  • Energisektoren
  • Transportsektoren
  • Boligsektoren

6.1. Energisektoren

Fremskridtspartiet foreslår, at der foretages en gennemgribende liberalisering af energisektoren, der ophæver el-selskabernes monopol. Derved vil de billigste energiformer fortrænge de dyreste og skabe et optimalt energimarked, der er i overensstemmelse med virksomhedernes langsigtede behov. Forudsætningen er imidlertid, at den offentlige regulering af el-priserne bringes til ophør. Staten skal således stoppe favoriseringen af en energiform frem for en anden.

6.2. Transport og Kommunikationssektoren

Liberaliseringen skal dels ske ved, at private virksomheder får adgang til at operere på det samlede europæiske jernbanenet, dels ved at staten umiddelbart overlader det til private entrepriser at etablere faste forbindelser over Øresund og Femernbælt.

Private skal desuden inddrages i udbygning og drift af det danske motorvejsnet.

Fremskridtspartiet foreslår også, at dereguleringen af luftfarten intensiveres. Formålet er at gøre flytrafikken til en mere konkurrencedygtig transportform – både for person- og cargoflyvning. I den forbindelse er det nødvendigt, at monopolrettighederne på indenrigsflyvningen fjernes, samtidig med at statens aktiebeholdning i De Danske Luftfartsselskaber A/S (SAS) afhændes.

Inden for kommunikationssektoren er der allerede foretaget væsentlige liberaliseringer; fx er apparat- og mobiltelefonområdet i dag underlagt en konkurrence, der både sikre et frit forbrugsvalg og prisbillige løsninger. Sammenlægningen af telefonselskaberne under TeleDanmark A/S ved tvangsindløsning af private investorers aktiebeviser i KTAS (Københavns Telefon Aktieselskab, red.) og JTAS (Jydsk Telefon Aktieselskab, red.), var en bevægelse i forkert retning med øget statskontrol og monopolisering. Derfor skal TeleDanmark A/S udbydes til salg samtidig med, at retten til at drive televirksomhed liberaliseres.

6.3. Boligsektoren

Et af de områder, hvor reguleringens konsekvenser har været mest synligt, er inden for boligsektoren. Det er nærmest en tilsnigelse at tale om et marked, for intet sted er forholdet mellem udbud og efterspørgsel mere forvredet af planøkonomi.

Huslejekontrollen har fx medvirket til:

  • at fastlåse den eksisterende beboelsesstruktur, idet besiddelsen af et lejemål, der har en større værdi end den betalte husleje, har fjernet tilskyndelsen til at flytte.
  • at reducere arbejdskraftens geografiske mobilitet, hvilket kan forklare en del af den såkaldte strukturarbejdsløshed.
  • at skabe en ineffektiv udnyttelse af boligmassen, idet midaldrende mennesker sjældent fraflytter deres lejlighed, selvom børnene har forladt hjemmet. Boligvalget er således betinget af økonomiske forhold og ikke af kapacitetsmæssige behov.
  • at ejendomssaneringen er blevet nedprioriteret, idet udlejerne ikke har fundet det lønsomt at opretholde dets beboedes værdi.
  • at mindske byggeaktiviteten og dermed reducere udbuddet af lejligheder.

Disse negative ´virkninger kan bedst imødegås ved en ophævelse af huslejekontrollen. Fremskridtspartiet er opmærksom på, at en sådan liberalisering – i en overgangsperiode – kan få alvorlige følger for enkelte familiers privatøkonomi. Men vi vil hellere medvirke til en midlertidig finansiering af disse enkelte lejeres forhøjede boligudgifter end at fortsætte med den helt uacceptable forvridning af boligmarkedet.

De samme problemer optræder på erhvervslejeområdet, hvor reguleringen også forvrider den naturlige prisdannelse. Her kan der dog ikke argumenteres for forholdet mellem en stærk og svar part, idet der altid er tale om stort set jævnbyrdige parter. Derfor bør aftale- og kontraktfriheden genskabes og reguleringsbestemmelserne i erhvervslejeloven udgå.

Henvisninger:

18. Undersøgelsen af konsulentfirmaet McKinsey & Co. er gengivet i ugeskriftet Mandag Morgen; ”Regeringen spænder ben for høj produktivitet”, nr. 38 – 2. november 1992, s. 10-13.

Reklamer

Socialdemokratiet vil umyndiggøre folket

18. august 2011 143 kommentarer

Socialdemokratiet vil umyndiggøre folket 

Er det en socialdemokratisk valgstrategi at lade folkestyret degenerere? – spørger medlem af Helsingør lokalforening, Marianne Lorensen, i denne artikel.

Et sundt folkestyre er ikke foreneligt med velfærdsstatens atmosfære. Vælgerens tilslutning til de socialdemokratiske velfærdsforanstaltninger opnås ved, at man appellerer til egensindethed og dumhed og ikke til retfærdighedssans eller den sunde fornuft. Samtidig fører socialdemokraterne meget snedigt ved disse foranstaltninger landet længere herimod PLANSTATEN, hvor det offentlige regulerer og kontrollerer både produktion og planlægning. Derfor hverken kræver eller befordrer den socialdemokratiske velfærdsstat den selvstændighed og handlekraft hos borgerne, uden hvilken et folkestyre bliver en ynkelig parodi. Selvstændighed og handlekraft er uønskede begreber hos den socialdemokratiske elite. De er nemlig farlige for partiets fortsatte eksistens. Den velfærdsstat der er skabt af Socialdemokratiet, er efter alt at dømme kun at betragte som en indledende fase af en uheldig udvikling, som vil ende i en ret systematisk, formynderisk umyndiggørelse af borgerne, hvis den får lov at fortsætte uhindret.

Hvis man er i stand til at sætte sig ned på det socialdemokratiske tankeniveau, hører der ikke ret meget ”rød fantasi” til at forestille sig samfundet i dets næste fase som ”behandlingssamfundet”, hvis helligste opgave er at registrere, behandle og omvende anderledes tænkende højremennesker til ensartede mønsterundersåtter i en socialistisk, formynderisk ”terapistat”.

Hvis dette er de ledende politikeres velvalgte strategi, minder det påfaldende om en socialiseret udgave af Marx’s terminologi, der så via den hule lighedsideologi tager sigte på at udråbe politisk degenererede, indavlede personligheder til normale personligheder.

Det er en ganske snedig måde socialdemokraterne lige så stille – lidt efter lidt – forfører og til sidst ændrer visse folks relativbegreber derhen, at de samme folks opfattelse af, hvad der er normalt bliver ændret i den for partiet ønskede retning. Man kan tale om ”mental krigsførelse”.

Dette skaffer uden tvivl socialdemokraterne en del vælgere blandt den dårligst begavede femtedel af voksenbefolkningen, der således bliver stemmekvæg for en forfejlet lighedsideologi, som de ikke engang selv fatter betydningen og konsekvensen af. ”Fødekæden” fortsætter, idet den socialdemokratiske folkeskole er hofleverandør til næste årgangs politisk, gasforgiftede individer. Ritt (Ritt Bjerregaard, A, red.) gør skam sit arbejde!! Stygt, men sandt!

Fremskridtspartiet ville kunne mase sig hårdt ind på socialdemokraterne til næste valg, hvis man fra en skjult indfaldsvinkel kunne neutralisere denne mentale forgiftning af det, jeg vil kalde den voksenpolitiske risikogruppe med en virksomhed ideologis modgift i form af en utraditionel, letfattelig virksomhedsgørelse af fremskridtsidéen overfor denne gruppe. Man kunne forestille sig en fremskridtsgruppe, der arbejder overfor Danmarks lavest betalte kontornussere.

Marianne Lorensen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 12 / 6. årgang / 14. august 1978

Kategorier:Folkestyre/demokrati, Fremskridtspartiet, Socialdemokratiet, Velfærdsstaten Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Klassekamp mod befolkningen

8. maj 2009 12 kommentarer

Klassekamp mod befolkningen

Steen Steensen gør i en ny bog op med vor tids ridefogder.

Der blæses til kamp for politikfrie zoner, selveje og civil ulydighed

Steen Steensen hører til de danskere, som kæmper en beundringsværdig og utrættelig kamp imod alle de ridefogder, der vil bestemme over danskernes liv og tanker. Tyrannerne bærer mange navne: Bureaukrater, intellektuelle, fagforeningsbosser, kulturpaver, kommissærer, miljøeksperter o.s.v. Men fælles for dem alle er, at de vil tiltage sig magt over danskerne og bestemme, hvordan vi skal leve vores liv.

I en ny bog blæses der nok engang til modstand mod tyrannerne. Det er især tre kampmidler, der benyttes til at kujonere befolkningen med: Uddannelse, det sociale og miljøet. Ved hjælp af uddannelse opdrages befolkningen til at værdsætte boglige værdier højere end markedets nyttige og håndværksmæssige værdier. Mantra-ordet “det sociale” bruges til at give mere magt til staten på bekostning af samfundets mange frivillige foreninger og organisationer. Enhver ulighed mellem mennesker kan begrunde statslige tiltag. Men det stærkeste våben i dagens danske klassekamp hedder “miljøet”, der som et sesam-ord åbner døren på vid gab for omfattende regulering og virker som et knusende slag mod privat foretagsomhed. “Økologi er politik med andre midler”.

I Steensens nyeste bog, Problemet med de intellektuelle, rettes skytset mod dem, der i kraft af ordets magt formår at undertrykke andre. “Politisk aktivisme, statsvæsen og socialisering af næring og mennesker udgør nøglen til forståelse af de intellektuelles sociale succes”. Modsætningen her til er den frie næring. “Markedet er frihedens kilde“.

Hvad er midlet mod al denne regeren? Politikfri zoner, lyder slagordet. Det gælder om at udvikle flere og flere politikfrie områder, hvor statens regulering ikke griber ind.

Som en helt naturlig ting for Steen Steensen hører friheden sammen med lille-staten. Jo mere centraliseret og globaliseret magten bliver, des mere truer den selvejet, friheden og den enkeltes selvstændighed. EU er det sidste skud på stammen. “Unionen er skabt af intellektuelle, ved intellektuelle og for intellektuelle. Det europæiske projekt har aldrig været en folkelig sag. Intet i retning af Europas enhed er begæret nedefra. Menige borgere ønsker et nationalt hjem”.

Man må altid gå ind for så mange og så små stater som muligt, sagde Steensen engang. Stik imod hvad vi får at høre fra radio og TV, hvor omkvædet bestandigt lyder: Vi kan ikke være os selv nok, verden kalder, og globaliseringen er over os.

Steen Steensen

Fra bogen: Problemet med de intellektuelle

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 12 / december 1998 / 26. årgang

Med hvilken ret?

7. september 2008 43 kommentarer

Med hvilken ret?

 

Miljøbevægelsen kræver et organiseret modspil. Uden nævneværdige hindringer drager miljø-aktivisterne erobrende gennem landskabet. Uhyre summer smides ud til handlingsplaner og overvågningsprogrammer. Udgifter til uddannelse, forskning, lønninger og med tiden pensioner synes helt uoverskuelige.

 

Penge er kun én side ved miljøbevægelsens aktivisme. Der foreligger også et moralsk problem. Med hvilken ret påføres virksomheder omkostninger, som de ikke selv har bedt om? Med hvilken ret sættes mistillid til seriøst arbejdende mennesker? Med hvilken ret påføres landmænd, fiskere, dambrugere, smede og fabrikanter inspektion og kontrol? Producenterne har ikke sendt bud efter dem. Der er tale om et magtopbud.

 

Det politiske problem overstiger dog den økonomiske og moralske side ved miljøbevægelsens aktiviteter. Miljøpolitikken er systemændrende. Vi får et helt andet samfund. Magten glider over på politik og embedsvæsen. Kommissærerne rykker frem. Miljølovene socialiserer landet. Staten vokser ud over al måde.

 

Udslettet

Miljø-aktivismen rammer i første række de mindre næringsdrivende. Husmandskulturen er allerede så godt som udslettet. Antallet af selvejere i samtlige brancher formindskes faretruende. Når en erhvervsgruppe sættes under politisk pres, falder de mindre virksomheder først. Men embedsstanden vokser sig stor og mægtig.

 

Et oprør med miljøbevægelsen forekommer uomgængelig nødvendig. Der er ikke i en sådan politisk bevægelse indbygget hæmninger. Kun vækstkræfter gør sig gældende. Således må der sættes grænser for miljøaktivismen uden for miljøbevægelsen selv.

 

Både politisk og organisatorisk ligger de næringsdrivende helt åbent for angreb. Det konservative Folkeparti (C), Venstre og Det radikale Venstre (B) er på miljøbevægelsens side. De har stillet sig på Brundtlands-rapportens grund. Ej heller kan de store fagorganisationer bruges til noget. Fagforeningerne fører sig frem med en samarbejdspolitik. Der er imidlertid brug for en modstandspolitik.

 

Udfordring

Her er det, at Fremskridtspartiet må træde hjælpende til. Som en oprindelig oprørsbevægelse, hviler der en særlig forpligtelse på partiet. Og glem ikke konfliktmønstret i miljøkampen! En ikke-vareproducerende klasse står over for en gruppe af vareproducenter. Det synes oplagt som noget, at Fremskridtspartiet udfordrer miljøbevægelsen.

 

Partiets officielle miljøpolitik må skærpes. Her er et forslag til Fremskridtspartiets fremtidige formulering af miljøpolitikken:

 

Usand påstand

Danmark hører til blandt verdens reneste lande. Således er påstanden om den tiltagende forurening usand fra ende til anden. Fremskridtspartiet betragter miljøbevægelsen som et politisk fænomen.

 

Forureningen er opfundet af intellektuelle. Miljøet bruges som rambuk for egne interesser. Den produktive befolkning angribes. Magten glider over på politik og embedsvæsen. Samtidig erhverver kandidaterne fra de højere læreranstalter en mængde lukrative stillinger i stat, amter og kommuner.

 

Miljølovene ophæver de økonomiske frihedsrettigheder. Den private ejendomsret og dispositionsfriheden krænkes systematisk. Men netop næringsfriheden betragter Fremskridtspartiet som forudsætningen for forudsætningen for personlig og åndelig frihed.

 

Derfor vil Fremskridtspartiet bekæmpe miljøbevægelsen af al kraft. Behovet for et organiseret modspil er stort. I opgøret med miljøbevægelsen er Fremskridtspartiet at finde.

 

Vinderne

De bedst organiserede vinder altid. Miljøbevægelsen bør udfordres med en håndfast organiseret indsats. Heldigvis synes Fremskridtspartiets ledelse indstillet på en mere aktiv kamp mod miljø-aktivismen. Landsmødet i Fredericia var i den henseende meget opmuntrende. Knud Linds (Z) forslag om et stående udvalg til etablering af en miljømodstandsgruppe fortjener den højeste ros. Måske kan dette initiativ vende udviklingen. I så fald er beslutningen af historisk rækkevidde.

 

Steen Steensen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 9 / 18. årgang / oktober 1990

Stop for flere bureaukrater

30. august 2008 49 kommentarer

Stop for flere bureaukrater

 

– Det er direkte undergravende for dansk økonomi, at regeringen (A, B, Centrum Demokraterne (D), red.) ansætter så mange nye bureaukrater i disse år, siger Fremskridtspartiets finansordfører Kim Behnke.

 

Fremskridtspartiet fremsætter til oktober et forslag om totalt stop for nyansættelser af bureaukrater i hele den offentlige sektor. Amter og kommuner skal også stoppe for ansættelsen af disse totalt uproduktive og unødvendige folk. Til gengæld skal der fortsat ansættes folk i sundhedssektoren, Ældreforsorgen m.v. – de steder hvor skatteyderne får velfærd og tryghed for pengene.

 

Regeringen har de seneste år ansat mange tusind ekstra bureaukrater i statens regi. Det er miljø– og arbejdsmarkedsområderne, der er topscore, når det gælder om at udvide antallet af papirnussere. Det samfundsøkonomisk skadelige ved at ansætte de mange skrankepaver er, at hver eneste af dem skal retfærdiggøre sin stilling ved at pine og plage dansk erhvervsliv og den almindelige borger ved at indføre mere regulering og ufrihed for danskerne.

 

Vi må stoppe regeringens socialisering af samfundet, inden det løber løbsk.

 

Vi er bare 5,2 millioner danskere, og alligevel har vi i dag næsten 1 million offentligt ansatte. Det er for mange, og der er særligt for mange bureaukrater, slutter Kim Behnke.

 

Kim Behnke

Pressemeddelelse

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 7-8 / 24. årgang / august 1996 

Nordisk råd skal stoppe

27. august 2008 5 kommentarer

Nordisk Råd skal stoppe

 

Nordisk Råd holdt i begyndelsen af marts sin 44. session i Stockholm. Da denne session var præget af en utrolig træghed og tynde dagsordener, burde det være nærliggende, at forestille sig, at den vil blive en af de sidste sessioner. Nordisk Råd får en anden og mindre betydningsfuld rolle ved de nordiske landes eventuelle indtræden i EU.

 

En eventuel nedlæggelse af Nordisk Råd var da også et af de dominerende temaer uden for de officielle forhandlinger og i medierne. Således skrev f.eks. Sveriges største morgenavis, Dagens Nyheter, i en leder, at om få år vil tiden være inde til at nedlægge Nordisk Råd. Den finske avis Ilta-Sanomat skrev, at Nordisk Råd vil komme i skyggen, hvis Finland, Sverige og Norge bliver medlemmer af EU, hvorefter Island vil være det eneste land i Nordisk Råd, der ikke er medlem af EU.

 

I Fremskridtspartiet hilser vi disse overvejelser fra toneangivende nordiske aviser velkommen. Debatten om Nordisk Råds fremtid i relation til EU er ikke til at komme uden om.

 

Vælgerne og medierne har ofte fundet Fremskridtspartiets rolle som den lille dreng i “Kejsernes nye klæder”, der stiller de uartige, men nødvendige spørgsmål. Det har vi også gjort – og vil gøre i fremtiden – om Nordisk Råds fremtid.

 

Det har altid været en rodfæstet del af Fremskridtspartiets politik, at Nordisk Råd bør nedlægges, da meget af Nordisk Råds arbejde er overflødigt og unødvendigt. Det nødvendige arbejde, der udføres i de nordiske lande, såsom juridiske forhold, fiskeriforhold og grænseoverskridende miljøforhold de nordiske lande imellem, kan udføres af et lavere og mindre ressourcekrævende niveau, f.eks. ved ministermøder.

 

Fremskridtspartiet var, af mange grunde, meget uenige i, at kulturbudgettet blev opprioriteret så voldsomt, at det nu skal modtage 50 pct. af hele Nordisk Råds budget på i alt 600-700 mio. kr. Opprioriteringen er udtryk for en forstærkelse af det formynderi, der i forvejen finder sted på de kulturelle områder. Det er synd, idet offentlig og statslig regulering snarere skader end gavner kulturen. Offentlig og statslig regulering af kulturen betyder, at kulturen ikke bliver et kritisk spejl af samfundet, men i stedet indretter sig efter de forventninger, politikerne og de offentlige institutioner må have. I øvrigt er det i så voldsomme krisetider et ufornuftigt signal at sende til de dele af befolkninger, der må leve for meget små økonomiske midler.

 

Fremskridtspartiet har gennem flere af sine forslag påvist, at selv om det ikke er muligt at nedlægge Nordisk Råd, er det muligt at bruge Nordisk Råd konstruktivt som fælles-nordisk platform for liberaliseringer m.m. Fremskridtspartiet vil fremover i Nordisk Råd forelægge forslag, der vil liberalisere og afbureaukratisere. Fremskridtspartiet har derfor bl.a. fremsat forslag om at liberalisere energimarkedet i Norden og et forslag om, at skabe erhvervszoner i de nordiske lande for herigennem, at reducere ledigheden. Forslaget om erhvervszoner blev positivt modtaget, og der arbejdes nu videre på det.

 

Fremskridtspartiet er ikke negativt indstillet over for alt, der foregår i Nordisk Råd. F.eks. finder Fremskridtspartiet det positivt, hvis Nordisk Råd kan bruges til, at der generelt stilles miljøkrav til Nordens nærområder for således, at bidrage til en bedre miljøstandard i Norden og ikke mindst i de tidligere socialistiske østeuropæiske lande. Dette vil gavne både Nordisk Råds medlemslande og Nordens nærområder.

Aage Brusgaard

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 4 / 22. årgang / april 1994 

Demokratiets rødder

24. august 2008 37 kommentarer

Kompetent historisk skildring af frihed og knægtelse i verden

Lektor Steen Steensen er med udgivelsen af bogen “Demokratiets rødder” kommet med en imponerende analyse af demokratiet fra det antikke Grækenland til vor tid.

Den eksisterende parlamentarisme, der fungerer som legeplads for levebrødspolitikerne uden plads til og respekt for den almindelige befolkning, er ikke et ægte demokrati, men derimod et politikerstyre, hvor der ikke findes frihed. At politikerne formelt set er valgt, gør ikke formen mere demokratisk.

 

I demokratiets rødder defineres demokratiet som en institution, der respekterer borgerne og beskytter dem mod magtudøvelse fra statens side, og dette er netop, hvad der ikke kendetegner samfundet i dag. For at opnå et samfund med frihed, er oprør i form af civil ulydighedsnægtelse nødvendigt, konkluderer forfatteren.

 

Fremskridtspartiets idealer og grundholdninger udgives sjældent i bogform, men Steen Steensens “Demokratiets rødder” er uden tvivl det, der er kommet tættest på i de senere år i regulær bogform, at give en fyldestgørende begrundelse for de idealer og grundholdninger, som Fremskridtspartiet hviler på.

 

“Fremtiden skabes, den vedtages ikke” var det populære slogan, som det norske Fremskrittsparti i mange år arbejdede under, og det bliver formentlig det norske Fremskrittspartis slogan igen – i hvert fald, hvis bladet Fremskridt er et troværdigt stemningsbarometer. Temaet i Demokratiets rødder er, at samfundet netop ikke kan vedtages, men skabes. Dette angiver forskellen på, hvilke værdier politik og privat arbejde skaber.

 

Præcis som i Fremskridtspartiets politik er det i Demokratiets rødder den lille mand, der hyldes – “sømanden, håndværkeren, fribonden og den frie arbejder var dynamiske personer i det handelskapitalistiske miljø. Nævnte skikkelser bar demokratiet til sejr” (side 397).

 

Historisk set har de intellektuelle sammen med det fødte aristokrati skabt samfund, der hviler på tvang og ufrihed.

 

Det udprægede demokratiske samfund i antikkens Athen og i det gennemgribende individualistiske amerikanske samfund i pionertiden er omdrejningspunktet i Steensens meget flotte værk, der med historiske argumenter begrunder, hvorfor politikernes og embedsmændenes rolle i samfundet skal være så begrænset som muligt og de individualistiske udfoldelsesmuligheder så store som muligt.

 

Demokrati er intimt forbundet med kapitalisme og privat ejendomsret, og hvis kapitalismen eller den private ejendomsret begrænses, så reduceres demokratiet.

 

I det græske demokrati blev embedsmændene udskiftet hvert år, hvilket betød, at embedsmændene ikke kunne nå at bureaukratisere. Desuden undgik grækerne professionalisering af statsorganerne og holdt sig i øvrigt fri af politiske partier og af fagforeninger, de eksisterede nemlig ikke: “På det tidspunkt fungerede det direkte demokrati efter hensigten” (side 83). Demokratiseringen af den græske bystat skabte frihed. Indflydelsen på samfundets udvikling var ikke overladt til bestemte klasser, men til den brede befolkning. Der fandtes ikke professionelle politikere, der kun arbejdede for sig selv og arrogant betragtede befolkningen/vælgerne som et nødvendigt onde. Det enkelte menneske havde mulighed for gennem energisk indsats at forbedre sine sociale kår.

 

Den personlige frihed medfødte vækst i alle dele af samfundet. Kunst og håndværk blomstrede, økonomien nåede nye højder og gav velstand til alle, og der blev grundlagt en frugtbar videnskabelig tradition.

 

Imidlertid varede grækernes individualistiske civilisation ikke ved, den blev løbet over ende af stærkere stater: “Først gjorde Makedonerkongerne det forbi med bystaternes selvstændighed. Derefter tog romerne fat. I år 146 f. Kr. mistede Hellas den sidste rest af suverænitet” (side 86).

 

Det amerikanske demokrati beskrives så malerisk og humoristisk, at man ofte ler spontant. Steensen gennemgår det amerikanske demokratis historie så levende og indsigtsfuldt, at læseren fristes til at tro, at han selv har været til stede med en seksløber i bæltet, da uafhængighedserklæringen blev til i Philadelphia eller sejlende på Mississippi-floden, når hjuldamperne fra de forskellige selskaber konkurrerede så voldsomt, at kedlerne var ved at eksplodere.

 

Demokratiet i Amerika var forskelligt fra demokratiet i antikkens Athen. Det athenske demokrati var først og fremmest anti-elitært, det var folkets styre, derfor blev der indført beskyttelse mod aristokratiets indflydelse. I stedet for énmands- eller fåmandsstyre var der mange, der deltog i den politiske proces.

 

Det amerikanske demokrati var derimod defineret som selvstyre, både nationalt og personligt, der havde karakter af et rettighedsdemokrati; ret til liv, frihed og ejendom. Politik handlede om at garantere og fastholde disse rettigheder. Disse to demokratier havde i sagens natur forskellig baggrund, hvilket indvirkede på deres respektive udformning. I Grækenland havde et aristokrati tidligere domineret alt, hvorimod indvandrerne i Amerika – der ofte var flygtet og emigreret fra undertrykkende stater – skabte et samfund helt fra grunden af.

 

Steensen beskriver, at EU er elitær, fremmedgørende og ufolkelig og videre, at EU repræsenterer den autoritære retning i Europas historie. Beskrivelsen er fortvivlende korrekt og præcis: “Unionen slipper politikkens kræfter løs. Det sociale initiativ springer fra institutionerne. Politikmagerne har travlt. De ser problemer alle vegne og klør på dem. På teleskærmene kan folket iagttage de folkevalgtes aktivisme. Skinnende fly ruller op foran sværmen af journalister og pressefotografer. Ud stiger folkets repræsentanter. Badet i lys vinker demokratiets spidser til kameraerne. Tiden tillader ikke megen snak. Mappemændene haster ind i de sorte limousiner. Sikkerhedsfolk og blinkende politieskorter fører eliten ind i salene. De vidende i magtens udøvelse lejrer sig om mahognibordene. Spillet sættes i gang. Strategier udtænkes. Der flyttes rundt med bønder og springere, soldater og tårne. Det 20. århundredes højheder sjakrer med mennesker og grænser. Toget kører. Kedlerne varmes yderligere op. Nye ruter vedtages. Direktiverne er på vej. Ude ved skærmene sidder den store mængde, hovedrystende og magtesløse. Men karrieremagerne følger godt med. At kende kørselsretningen betyder noget. Det gælder om at være med på toget, at være på forkant med udviklingen.

 

Fyrsterne om mahognibordene rejser sig. Middagen med de celebre vine venter. Der skåles under prismelysekronerne. De professionelle politikere og kommissærerne kender hinanden. Fælles interesse styrker broderskabet. Champagnen drikkes ud. Limousinerne holder foran trappen. Igen er de folkevalgte i luften. Levebrødspolitikerne løber ikke tør for problemer” (side 486).

 

Det er fornuftigt, at Steensen ikke blot overvejer, hvordan den undertrykkende stat kan sættes ud af kraft, men også, hvordan det er muligt at bevare friheden i et nyt samfund, hvor initiativet ikke kommer fra politikerne og embedsapparatet, men fra folket. Det er interessant, at Steensens forslag er meget tæt på Fremskridtspartiets politik. Således peger han på: En ny forfatning, der skærmer mod politiske indgreb og udplyndring; en uafhængig forfatningsdomstol; en afprofessionalisering af politik; ejendomsrettens og en garanti og sikring af boligens ukrænkelighed, arbejdets frihed, etableringsfriheden, produktions- og bevægelsesfriheden samt flere folkeafstemninger.

 

Steensens radikale holdninger til trods, mener han dog alligevel, at der er nogle opgaver, der bør varetages af det offentlige. Han peger på retsvæsenet, forsvaret samt en begrænset socialpolitik over for fysisk og psykisk handicappede.

 

For fremskridtsfolk, der ønsker viden om frihedens og undertrykkelsens historie fra antikken til vor tid, er Demokratiets rødder ikke til at komme uden om. Den må læses. Steensens bog er en kompetent historisk skildring af frihed og knægtelse i verden. Den er skrevet af en idealist ildsjæl, som river læseren med. Det store engagement og det ukomplicerede og maleriske sprog gør bogen meget nem at læse.

 

Tak for nogle timers spændende og oprivende læsning, Steensen.

Demokratiets rødder er anmeldt af Per Ørum Hansen, der er projektleder i det amerikanske public relationsbureau Crohn & Wolfe. Han har tidligere været økonomisk politisk sekretær i Fremskridtspartiets sekretariat.

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 4 / 23. årgang / april 1995 

%d bloggers like this: