Arkiv

Posts Tagged ‘Mogens Glistrup citater’

Glistrup: Indflydelse efter vælgergrundlag

27. september 2012 20 kommentarer

Glistrup: Indflydelse efter vælgergrundlag 

Da Poul Hartling (V) igennem de sidste 3½ år konsekvent har nægtet at møde mig til debatarrangementer rundt om i landet, må han tage til takke med følgende svar på hans indlæg forleden:

Fremskridtspartiet har siden valget den 9. januar 1975 uden vaklen og gentagne gange påvist, at en socialdemokratisk regering, hverken kan eller tør løse de meget betydelige problemer, som Folketinget har påført landet ved slaphed i økonomiske anliggender. Letsindigheden har ført til statsunderskud og stadigt voksende gældsættelse, som igen fastlåser arbejdsløsheden, højrenten og fortsætter pengeforringelsen.

Vort synspunkt beror ikke på, at vi anser socialdemokraterne for at være værre end folk fra andre partier. Tværtimod har vi fra bevægelsens fødsel i 1971 uafbrudt godtaget den berømte Baunsgaard-udtalelse: ”Det afgørende er ikke, hvem man samarbejder med, men, hvad man samarbejder om”. 

Tydeligere og tydeligere er det imidlertid blevet, at denne sætning trænger til tilføjelsen ”og hvordan man samarbejder”. Dette er bl.a. godtgjort gennem rivningerne i røde kabinetter, VKR-regeringens lammelse på grund af hvert partis vetoret og musefældeklausulfarcen – alt opført, mens landets problemer voksede sig store i årene fra 1967.

Z-oplæg

Efter at Anker Jørgensen holdt sin regerings nekrologtale i fredags, er tiden inde til på ny at gøre et fremstød for at udmønte samarbejdet i praksis. Det gør Fremskridtspartiet herved i nedenstående-ikke-ultimative-fempunktsoplæg:

  1. Massive offentlige besparelser må være hovedgrundlaget for at få orden i dansk økonomi. De, som (endnu) ikke kan indse dette, er (endnu) ikke modne til at være med i samarbejdet om redning af landet.
  2. Den uanstændigt lave skattefri bundgrænse på 12.600 kr. for 1977 må forhøjes – gerne ad flere gange.
  3. Lønfremgangen skabes gennem skattelettelse. For en dels vedkommende kan den modregnes i den lønfremgang, der nu søges opnået ved forøgelse af firmaernes lønomkostninger være sig ved tariflønforhøjelser, lønglidning og/eller dyrtidsportioner.
  4. Samarbejdspartierne må i gerning vise den yderste forståelse og tolerance for hinanden, så ingen kommer til at dominere, men alle ligestilles i overensstemmelse med vælgergrundlag. Mod og hårdhudethed bliver også nødvendig.
  5. Et samlingsregeringsgrundlag, der kun indeholder foranstående punkter, vil være særdeles utraditionelt. I den foreliggende situation er det imidlertid at foretrække. Ellers skal der nemlig spildes lang tid på, at man forhandler sig frem til enighed om mere eller mindre vage formuleringer. Man må alligevel forudse, at den hastige udvikling hurtigt løber fra udformningen som man derefter skal spilde tid og kræfter og indbyrdes tillid på at drøfte ændringer i. holdbarheden i samarbejdet sikres derfor ved, at enhver samarbejdsdeltager kan fordre opstående spørgsmål afgjort bindende for alle samarbejdsdeltagere med en på forhånd aftalt kvalificeret majoritet, for eksempel tre femtedele eller to tredjedele i et fællesmøde mellem samarbejspartiernes folketingsmedlemmer.

400.00 vælgere

Fremskridtsgruppen overser ikke, at kolde skuldre har mødt os alle de mange gange vi tidligere har bedt om at komme ind i samarbejde. Det er imidlertid vort håb, at de seneste begivenheder har åbnet tilstrækkeligt manges øjne for, at landets problemer er af så alvorlig en størrelsesorden, at det er utilstedeligt fortsat at udelukke repræsentanterne for over 400.000 vælgere, som vil være med i et konstruktivt samarbejde og underkaste sig flertals beslutninger heri. Selv erkender vi selvsagt, at der med den nuværende folketingssammenslutning på en lang række områder ikke vil kunne skabes flertal for fremskridtspolitikken – for eksempel med hensyn til størrelsen af de ønskelige besparelser hos det offentlige, Sydslesvig-politik o.s.v. Vi er imidlertid desuagtet rede til at slide under samarbejdets åg, blot vi derved kan få udviklingen trukket i den rigtige retning. Selv om det selvfølgelig vil være kreperligt for os at se, at de løsninger, vi så kunne komme til at medvirke til, er for små og for langsomme sammenholdt med størrelsesordenen på de krav, som er skabt af de store tal på arbejdsløshedsregistrerede, valutagæld, statsunderskud, skattetryk, inflationsrate og rentesats.

VCQM-partierne banede i februar 1975 vejen for Anker Jørgensen-regeringen ved ikke at ville respektere de godt 400.000 fremskridtsvælgere som ligeværdige med deres egne. Lad ikke fejlen gentage sig. Vi kræver ikke større indflydelse for vore vælgere, end vi vil indrømme samarbejdspartnernes. Men et samarbejde, der skal bygge på, at fremskridtsfolkene ensidigt underkaster sig de andre kan aldrig blive noget holdbart samarbejde.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 22 / 4. årgang / 16. december 1976

Reklamer

Udslidte partier

14. november 2010 35 kommentarer

Udslidte partier

Socialdemokratiet og Det radikale Venstre (B) har opfyldt deres missioner og dermed mistet deres berettigelse.

1970ernes parti hedder Fremskridtspartiet.

Det radikale Venstre og Fremskridtspartiet er så at sige identiske i menneskesyn, tænkemåde og socialopfattelse. Den dybe afgrund mellem partierne skyldes, at deres historiske udspring findes i to vidt forskellige tidsaldre.

Fremskridtspartiet er skabt med henblik på det samfund, der er under kraftig udvikling i 1970´erne. Det er et Danmark som på næsten alle punkter adskiller sig markant fra det samfund, som det radikale partis stiftere ville reformere, da det nye århundrede gryede.

Den historiske opgave dengang var at formidle overgangen af den politiske grundopfattelse fra 1800-tallet liberalisme til det socialdemokrati, som fremtiden dengang tilhørte. Her havde Det radikale Venstre sin historiske mission, og partiet løste utvivlsomt opgaven i den overgangsperiode på en snes år, der fulgte efter partiets stiftelse i 1905.

I og med de socialdemokratiske ideers sejre var det rimeligt og sømmeligt, at de radikale kom på tryg aftægt. De fik kors og bånd og mange stjerner på, men befolkningens tilslutning mindskedes så at sige ved hvert eneste valg. Det kunne med sikkerhed forudses, at partiet ville forsvinde med 1970´erne. Hertil krævedes blot en ekstrapolation (det at danne ukendte størrelser ud fra kendte sammenhænge, red.) ud fra kendskabet til loven om, at når man falder ned af et skråplan, vil man til sidst rutsje med stærkt accelererende fart.

Tilfældigheden

Med H. C. Hansens (A) død den 19. februar 1960 – som det klareste tideskifteskel – havde socialdemokratismen udtømt det, som den kunne give Danmark.

Som vælgerne gjorde det for 2-3 generationer siden, måtte de på ny til at søge efter, hvem der nu var i pagt med samfundet, som det nu havde ændret sig. Der var ingen umiddelbare egnede emner på markedet. Ud fra princippet om at i de blindes rige er den kvartsynede den mest seende, flokkedes man om de radikales nye leder, Hilmar Baunsgaard, som i visse udsagn kunne give indtryk af, at han dog havde en vis kontakt til samfundets udvikling.

Denne ret tilfældige krusning på langtidsudviklingen skabte Det radikale Venstres Indian Summer. Den måtte imidlertid holde op præcis på det tidspunkt, hvor der blandt vælgernes valgmuligheder var nogen, som var i fuld pagt med samfundsudviklingen.

Derfor førte de to seneste folketingsvalg med et års mellemrum til, at de radikale drattede tilbage i den nedtursbane, som indledtes i 1920´erne.

Fremtiden

Det er nok også kortsigtede krusninger på den historiske udvikling, at Fremskridtspartiets opstigningsbane ikke blev så brat, som den burde have været. På grund af massemediernes misinformation blev den tordenkile, der skulle drive Z-partiet frem ved det første valg til dels forpagtet af Erhard Jacobsen (CD) og Poul Hartling (V).

Langtidstendensen er imidlertid klar: Såvel de radikale som Socialdemokratiet har gjort deres særdeles nyttige indsatser i Danmarkshistorien. Men nu er de ældede, og kan ikke hjælpe landet yderligere frem. Dertil har de mange år slidt alt for meget på dem og tilvejebragt hellige køer og begrebsforvirringer, som ikke kan føres med i fremtiden. Derfor er forholdet nu som det var på vore oldeforældres tid: Nye partier må tage over for at føre Danmark videre frem.

Havde Stauning, Borgbjerg, Peter Sabroe og Hørup været unge i dag, havde de utvivlsomt været at finde i Fremskridtspartiets rækker.

Niels Helveg Petersen (B) har derfor ikke ret, når han i pressen konkluderer at de to partier, som på nuværende udviklingspunkt er dømt til stadig tilbagegang – Socialdemokratiet og radikale – vil kunne tilføre landets ledelse stabilitet ved at gå i regeringssamarbejde med hinanden.

Ude af trit med 1970´erne

Tværtimod har de to partier mere end de fleste andre demonstreret, at de ikke forstår nutidssamfundets økonomiske sammenhænge. Derfor konsoliderede de ikke landet i de gode tider i 1960´erne, hvor statsministrene kom enten fra Socialdemokratiet eller fra Det radikale Venstre. Derfor har hver eneste af de mange storpolitiske forlig de to partier har deltaget i siden H. C. Hansens død ført til, at man nogle måneder senere måtte konstatere, at de store ord ikke hjalp et hak, men at landets problemer blot var blevet alvorligere.

Ser man på aldersfordelingen blandt vælgerne, viser det sig, at disse to partier – sammen med Kristeligt Folkeparti og de konservative – i særlig ringe grad har tag i de yngre aldersklasser, men bliver stærkere og stærkere repræsenteret, jo højere alder vælgerne har. Dette er der selvsagt ikke noget nedværdigende i. Partierne skal respekteres for den indsats, de har gjort, men man kan ikke rende fra, at de har passeret deres kulmination.

Det vil være en landsskadelig nostalgi, om vælgerne nu i nogle år faldt for Niels Helvegs indsmigrende opfordring til at genoplive den 1930´er-tid, som uigenkaldeligt er forbi.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 15 / 4. årgang / 2. september 1976

Sporene er skræmmende

29. december 2008 120 kommentarer

Sporene er skræmmende

 

Når 1980`ernes fædrelandshistorie skal skrives, bliver en kendingsmelodi: Årtiet, hvor Danmark gik i stykker på midten. Tidligere dominerede ensartede holdninger det lille puslingeland. Afstandene er små. Geografisk såvel som mellem de forskellige familiers levevilkår.

 

Opsplitningen af fordums harmoni skyldes først og fremmest, at 1968-studenterne er vokset op til bestemmende manddomsalder, men har fastholdt blomsterbørnsforkastelsen af, at de økonomiske naturlove kommer dem ved.

 

Overalt er sangen den samme: Dette og hint må virkelig betales af staten. Med den konservative Poul Møller som ideologisk inspirator indpiskes, at økonomiske sammenhænge er noget kedeligt underordnet noget, som man virkelig ikke skal beskæftige sig med.

 

I stedet gælder det over statsbudgettet – uden grænser for vækst – at smide penge ud på de sektorer, hvor 1968-gøgeungerne færdes: Universiteterne, ministerierne, daginstitutionerne, ulandshjælpen, forureningsbekæmpelsen o.l.

 

Metoden består i vidt omfang i at skubbe klientgrupper foran sig. Et – blandt mange eksempler – er muhammeddanertilstrømningen. Med flygtningekoncernchef Hans Gammeltoft-Hansen som murbrækker, allierede man sig med Erik Ninn-Hansen (C), som så i 1983 skaber lovgrundlaget for at prisgive Danmarks grænser for tilstrømningen udefra. Den virkelige drivkraft er, at hver portion på 10.000 bekvemmelighedsflygtninge – fordelt over mangfoldige eksotiske folkeslag – kræver langt flere sagsbehandlere end 10.000 fynboer.  De fremmede i landet skal passes på alle ledder og kanter: Lejrpersonale, køkkentjeneste, kultursociologer, rengøring, tolke, sproglærere (både i dansk og hjemmesprog, boligservice, socialrådgivere, psykologer, støttepædagoger o.s.v., o.s.v. Jo større kolonner des flere faciliteter og alle de livsvarende frynsegoder (rejser, kursusdeltagelse o.s.v.), som den nye herskende klasse benytter i stedet for sort arbejde for at få en luksustilværelse uden om vor tids grusomme skatteplyndringslove.

 

Det offentliges forkælelse og forsørgelse af BZ`ere, Christianitter, rockere og andre voldsbøller udgør nogle af de mange tilsvarende eksempler.

 

Når Danmarks Radio skummer over i vrede mod sociale nedskæringer, gælder forargelsen aldrig de hårdtslidende landmænds faldende svineafregningspriser.

 

Diskret og fintfølende forbigås Svend Aukens uretmæssige milliardfodringer af A-kasser til fordel for den fagbevægelse, som Socialdemokratiet lever af. Helt anderledes aggresivitetshetzes mod landbruget, uanset at det hverken kan gøre fra eller til med hensyn til havforureningen, der først og fremmest skyldes Tjekkoslovakiet, Polen og Østtyskland. Men det er jo socialistvennerne, så det forties.

 

Omvendt vægtede man ved Tjernobylulykken. Den spillede ingen reel rolle for Danmark. Strålingen oversteg intetsteds, hvad enhver sygehusrøntgenfotografering indebærer. Bornholmsk granit giver større baggrundsstråling, end hvad der kom fra Ukraine. Men hvornår har statsmonopolet Danmarks Radios røde lejesvende bragt katastrofereportager om udenrigshandelstallene i stil med flimmerkassens manipulerende propaganda-spærreild om død og dommedag, der forurenede det meste af den danske skærsommer 1986?

 

For enhver, der gider interesserer sig for Danmarks tarv, står imidlertidig klart, at de betydende farer for vore børn og børnebørn ligger i valutagæld, skatteverdensrekord og alle de andre miserabiliteter, som bankerot truer landets fremtid, fordi vore herskere lader hånt om samfundsøkonomiens mustkrav. Dræberbakterien er oplagt, at den offentlige sektor er svulmet alt for kraftigt som summen af 1968-aktivisternes krav.

 

Det kan derfor forekomme mærkeligt, at 175 af Folketingets 179 medlemmer år efter år støtter den uomtvistelige, skinbarlige fædrelandsødelæggelse.

 

Forklaringen er, at whiskybæltshæren råder over en atombombe, som er alle andre våben overlegen.

 

De besidder medierne. Først og fremmest det mest afgørende: Statsmonopolet Danmarks Radio, hvis fjernsyn og øvrige afdelinger er overbefolket med og totaldomineret af snæversynede, ukyndige, fordomsfyldte ensidigheds-missionærer.

 

De skjuler ikke, hvem der efter deres opfattelse må autoriseres som gode helte, og hvem der er dumme og afskyelige skurke.

 

Og vælgerne må jo nødvendigvis stemme efter, hvordan de tror, at forholdene ligger. Over for forførende nedtromling af deres selvstændige tankekraft er det ligegyldigt, hvordan tingene i virkeligheden hænger sammen.

 

Fra årle morgen til sen nat vil de, som åbner for Danmarks Radio,  blive indoktrineret flade med propaganda, som bestandig går ud på at bilde lyttere/seere ind, at det og det område skal det offentlige tage sig af. Udtrykkene “positivt”, “godt nyt” og tilsvarende bemærkninger bruges bestandigt om tiltag, der afføder flere skatteyderudgifter.

 

At spørge om hvor pengene skal komme fra eller belyse spørgsmål om det enkelte menneskes frihed i forhold til embedsmandsknusemaskinen, ligger det alsidigheds-fornægtende medium fjernt. Hvad der ud fra TV-programsekretærens indskrænkede horisont forekommer aparte skal kanøfles. Drengen i Keiserens Ny Klæder havde ikke fået sit budskab frem, hvis han havde levet i Lasse Jensen-alderen (programchef på DR, red.).

 

I stedet for at befatte sig med almindelige menneskers problemer bortødes det ene hundredtal af sendetimer efter det andet på AIDS´ere, ANC`ere, NOAH-folk og lignende egocentrede afvigersærgrupper. I 1986 blev det ikke blot 1. maj, men for eksempel også de populære decembermorgenjuleudsendelser, som kom i de ondes lommer både på, før og efter fandens fødselsdag. I alt væsentligt godtages kun tyranklassens vaner og synspunkter som noget, der kan viderebringes. Med alskens krumsprings-undskyldninger og bortforklaringer ekskluderes personer og synspunkter, der vil varetage danskernes tarv alle 365 døgn som ikke-eksisterende. Til trods for at al fremadrettet, sprudlende, socialkonstruktiv nytænkning på så at sige alle områder i de sidste 16 år er kommet fra netop den side, som dagsordens-besætterne i TV m.v. med så stor uføje har sortstemplet som ultra-højre.

 

Forbrugerrådsjammerkommodens nedsabling af det sunde og gode produktionsliv gør danskerne vrede og nedtrykte, hvor USA`erne går løs på livet med  glæde og optimisme bibragt dem af oplysningerne i fjernsynsreklamernes positive oplysninger om hvilke gode nye varer, der nu er fremstillet til favorable priser og kreditvilkår. Det er forbrugeroplysning, så det basker. Modsat hvad danskerne belemres med.

 

Med genudsendelse hver lørdag underviser Hanne Reintoft hver onsdag i, hvordan man via sociallovene trækker penge ud af det offentlige system. I stedet for denne programflade,som har kørt i årtier, var der samfundsmæssigt meget mere brug for at belære om, hvordan folk via skattetænkning kan beholde pengene i egne lommer. Og de tusindvis af udsendelser, som går ud på, hvordan stat og kommune kan bruge flere penge burde omlægges til pres for at ophæve urimeligheder i skattelovgivningen.

 

Trods al omvæltning af befolkningens hverdag lever mange endnu tilbage fra de gamle dyders tid. Flittige, samvittighedsfulde, pligtopfyldende og sparsommelige. Men det er fortidslevninger, som under det ydre pres har stor risiko for at uddø som andre truede raritetsdyrearter rundt om på kloden. Det omgivende klima kan blive så barsk, at nok så megen nøjsomhed og arbejdsomhed ikke forslår til at slide føden i hus.

 

Efterhånden som de skabende, producerende og kreative trænges væk af flommen af statskassesnyltere, punkterer disse de kuvørser, som de selv ligger og fjerer sig i. For på lang sigt beror Danmarks velstand, velfærd og frihedsbasis på, at netop de produktive og nyttige bliver forkælet. Vi kan ikke leve af at sagsbehandle hinanden.

 

Men det kortsigtede,som ikke rækker ud over egen næsetips øjebliks forherligelse, råder hos landets nye herremænd og ditto damer, som i indeværende årti gør deres kæmpefremstød til at sætte sig på den altdominerende magt med deres bagudrettede ideologi, der ene og alene baseres på, at alle universets problemer partout skal løses ud fra deres beskuelser af egne navler.

 

Menneskeheden havde fortsatkravlet rundt på samme niveau som for en halv milliard år siden, hvis folk som 1980`ernes danske journalister havde bestemt, da der fremkom forslag om at gå på to ben og at bruge ilden, hjulet, elektriciteten, bilen, og hvad der nu ellers i den mellemliggende tid har været af fremskridt.

 

Måtte 1990`ernes reaktion blive en genopdagelse af hele den brogede verden med ytringsadgang, ikke blot for Loke, men også for de Thorskikkelser, som vil lade forskellighederne blomstre i frihed for statskontrol og statsstyring.

 

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 2 / 15. årgang / 23. januar 1987

Kategorier:Økonomi, Danmarks Radio, Den offentlige sektor, Mogens Glistrup, Personlig frihed, Pressen, Skat og afgifter, Tossegode Danmark, Velfærdsstaten Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,
%d bloggers like this: