Arkiv

Posts Tagged ‘Regeringen Anker Jørgensens skattepolitik’

Skattevæsenet blæser på Finansministeren

17. april 2012 10 kommentarer

Skattevæsenet blæser på Finansministeren

Finansminister Henry Grünbaum, der i politikerkredse er kendt under navnet Ærlige Henry (A), har flere gang i TV-diskussioner etc. tilkendegivet, at hans skattevæsen ikke må frarøve de mindrebemidlede et elementært eksistensniveau i efterbetalingstilfælde. Hans synspunkt er nedfældet i beskyttelsesparagraffen, som nidkære skattefolk dog vil blæse højt og flot på. Grünbaum har ikke styr på sine skattejægere, på samme måde som han heller ikke har styr på sit såkaldte kildeskattedirektorat. 

Skattevæsenets overgreb aftegnes i strømmen af læserbreve til Fremskridt. Et karakteristisk eksempel kommer fra en borger i en sjællandsk kommune. Han tjener kr. 13,80 i timen. Årsindtægten i 1972 var 30.000 kr., hvoraf han måtte slippe kr. 8.000 i kildeskat.

Nu har regnekunstnere i Birkerød pludselig fundet ud af, at den pågældende skal betale en “restskat” på kr. 5.250 fra 1972 og desuden også en 1971-extra skat på kr. 2.500 kr.  Hans indsigelser over for det Grünbaumske smertensbarn, kildeskattedirektoratet, resulterede i, at de praktiske mennesker deroppe gør rabiate tvangsudlæg i hans løn. Og resultatet er, at manden har 1.250 kr. om måneden at leve for. Han har kone og to børn. Han er alene om at forsørge fire mennesker.

På et tidspunkt inden for det nærmeste tiår vil regnekunstnens mestre i Birkerød indse sagens uhyrlighed. Manden vil få pengene tilbage. Historien vil få en happy ending.

Til Ærlige Henrys ros må det jo siges, at han lader sine embedsmænd arbejde selvstændigt. Han forstyrrer dem ikke med utålelig indgriben i utide og minder dem ikke om tørre paragraffer. Og Ærlige Henry kan da også glæde sig over, at der i denne skattesag kun er begået to fejl. Dels en ubetydelig regnefejl og dels en smule distraktion med hensyn til, hvad det koster fire mennesker at bo, spise og klæde sig tåleligt.

Neuf 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 10 / 1. årgang / 16. november 1973

Dobbeltmoral

19. december 2010 4 kommentarer

Dobbeltmoral

Den 11. januar 1978 stillede Ole Maisted følgende forslag:

Folketinget udtaler, at det er et nødvendigt led i den kommende erhvervspolitik, at beskatningen ved generationsskifte lempes bl.a. ved afvikling af kapitalvindingsskatten og at skattereglerne for medhjælpende ægtefæller lempes, således at op til 50 % af indtægten uden overgrænse beskattes hos hustruen.

Ved afstemningen stemte Fremskridtspartiet for, Retsforbundet undlod at stemme, og de ni andre partier stemte imod.

Det gav anledning til nogen drøftelse, hvorfor specielt Venstre og Konservative stemte imod.

Den væsentligste årsag hertil var nok, at de to partier endnu ikke er modne nok til at acceptere forslag fra Fremskridtspartiet, og at de mener, at Fremskridtspartiet vil sygne hen, hvis man kan henvise til, at Fremskridtspartiet altså står alene med sine forslag.

Sagligt nok har nogle Venstrefolk og konservative sikkert argumenteret på den måde, at når partierne – som forholdet vitterligt er – har stemt for så at sige alle offentlige udgifter, har man ikke grundlag for at gå ind for skattelettelser.

Fra folketingets talerstol motiverede Venstremanden Jens Peter Jensen og den konservative Jens Winther standpunktet med, at det skulle være ”parlamentarisk korrekt” at stemme imod forslaget.

Denne begrundelse er i al fald det rene vås. Det parlamentariske korrekte kan – når forslaget kommer til afstemning i folketinget – alene være at stemme ja til, hvad man synes, er det rigtige og nej til, hvad man finder forkert. Selvfølgelig kan man være bundet af aftaler med andre partier til at skabe et flertal for en bestemt holdning. Hvis der derfor skal indlægges nogen som helst fornuft i Venstres og konservatives udtalelser, må det være, at man føler en så fast tilknytning til socialdemokratisk skattepolitik, at det må ligestilles med en aftale og at de to partier derfor i afgørelsens stund – og det er jo, når der skal stemmes i folketinget – ikke på væsentlige punkter vil gå imod socialdemokratiske skatteønsker.

En sådan forståelse bringer sammenhæng og orden i de standpunkter som Venstre og konservative dag efter dag har indtaget i folketinget – såvel i VKR-flertalsregeringens tid som i årene derefter.

Gentagne udtalelser fra både Henning Christophersen (V) og Poul Schlüter (C) bekræfter, at de nuværende partiledere føler, at Venstre og konservative er lænket sammen med Socialdemokratiet.

Det kastes der yderligere lys over i følgende citater fra et stort interview i Socialistisk Dagblad med Per Hækkerup (A):

Socialistisk Dagblad:

Når regeringen har indgået et forlig, tænker du så på, om opfyldelsen af de socialdemokratiske principper derved er kommet nærmere?

Per Hækkerup:

Ikke i detaljer. Nu har jeg med økonomien at gøre, så det afgørende for mig er, om den økonomiske bringer os nærmere en samfundsstyring, og hvad jeg vil kalde en højere grad af demokrati i det økonomiske liv.

På længere sigt vil jeg godt sige, at de borgerlige – Fremskridtspartiet snakker vi ikke om i denne sammenhæng – er mere åbne, end deres bastante udtalelser kan tyde på. De er ved at erkende behovet for medejendomsret og medbestemmelsesret. Problemerne bliver ikke disse principper som sådan, for de er helt sikkert indført om fem-ti år. Diskussionen kommer til at dreje sig om ”hjørner” som, hvordan, hvor meget og hvor hurtigt.

Skattebegunstigelser og de andre ”opsparingsgulerødder” foran næsen har vi haft i årevis. Uden held.

Når de andre ikke kan forsvare deres kritik i indholdet, vender de sig mod formen. Den skal ifølge folketingets forretningsorden være en dagsorden og derfor kalder Henning Christophersen det ”dagsordenshalløj”. Det er der nok enkelte ukyndige, som lader sig narre af.

Dagsordener er imidlertid den måde, hvorpå folketinget i kort og klar form udtrykker, hvad det mener om en given sag. Derfor er dagsordener et lige så vigtigt redskab i folketingsarbejdet, som en høvl eller sav er det på et snedkerværksted. Blandt alle folketingsmedlemmernes hverv er der ikke noget, som er vigtigere end at stemme ja eller nej, når forslag kommer frem til afgørelse i folketingssalen. Det gjorde vi da også, da vi stemte om skatten for de medhjælpende hustruer og kapitalvindingsskatten, hvor Fremskridtspartiet altså stemte ja til lempelser og Venstre stemte nej.

Andet og mere er der ikke i den sag.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 2 / 6. årgang / 13. februar 1978

Mod afgrunden

31. oktober 2010 24 kommentarer

Mod afgrunden

Otte års utrætteligt Fremskridtsoplysningsarbejde har dokumenteret, at Danmark styrer lige lukt mod afgrunden, så længe virksomhedernes konkurrenceevne ikke forbedres massivt.

Men Danmarks Radios og avisernes fordummelsesapparat er stærkere. Derfor lod SV’erne hånt om Z-forslagene om lønfremgang gennem skattenedsættelse. Og gjorde i stedet onde fremtids tider værre. Overenskomstloven betyder endnu større gældstilbagebetalingsbyrde for os alle.

Dette er en udfordring til alle Fremskridtsfolk om at lægge sig endnu stærkere i selen for at forklare, at den enkelte opnår bedre vilkår ved at få rådighed over større dele af sin indtjening. Med andre ord at flere penge får lov at blive i borgernes lommer, og en mindre del af nationalindtjeningen disponeres på den dyre og ofte menneskefjendske facon, som hedder kollektivt forbrug via ministerier og offentlige direktorater. Læs mere…

Dyre drenge!

12. september 2010 2 kommentarer

Dyre drenge!

Ingen bør være i tvivl om, hvad der foregår i den blegrøde højborg. Den socialdemokratiske mindretalsregering søger på alle måder at sikre sin eksistens. Ikke ved fremragende regeringskunst til redning af landets økonomi eller til afskaffelse af arbejdsløsheden.

Man fristes til at sige tværtimod.

En konsekvent udsugning af skatteyderne hvor en ikke ubekendt hr. Kampmann (A) beviser, at man ikke behøver at være født som en ottearmet blæksprutte for at forsøge, at få alle hænder ned i alle borgernes lommer og samtidig forhindre arbejdsgivere i at skabe arbejdspladser, er blot en af de stupiditeter, det blegrøde kabinet fører sig frem med.

Samtidig er hetzen mod en borgerlig regeringsmulighed kørt op i fulde omdrejninger: ”Når vi ikke kan gøre det bedre, hvordan skulle så et borgerligt alternativ kunne gøre det?”.

Pjat og vrøvl – hvordan kan det gøres ringere?

Se bare på hvordan vor udmærkede og efter visses udsagn overintelligente udenrigsminister (K. B. Andersen, A, red.) ustandseligt blamerer Danmarks navn med sine vanvittige dispositioner og udtalelser.

Sådan noget som burde koste en hvilken som helst udenrigsminister posten aldeles omgående. Andre socialdemokratiske udenrigsministre har tidligere blameret sig, nu sidder en af dem i et andet ministerium.

Og vor blegrøde regering kan ikke tåle et stormløb mod vor nuværende udenrigsminister. Et sådant kunne få taburetterne til at vakle alvorligt under de brede ministernumser, så alle tricks bringes i anvendelse for at stabilisere underlaget.

Man afskaffer bare på en smart måde de få emner, der findes til lederskabet for oppositionen.

Glistrup bundet af en retssag og almindelige anstrengelser på at give ham et image af uvederhæftighed.

Poul Hartling (V) fik den æresbevisning, at man fra regeringens side anbefalede hans valg til højkommissær for FNs flygtningekommission. Så var han ude af billedet.

Men der sidder endnu en lille torn tilbage: Poul Schlüter (C). Sådan en er jo svær at stoppe munden på. Så det blegrøde rædselskabinet af politiske ”rotter” må nu prøve, om der ikke skulle være et svagt punkt hos Schlüter. Et forsøg på latterliggørelse kom ikke rigtigt ud til den brede befolkning. – Og konservative har frem- og medgang netop nu.

Men alle mennesker har en pris – også – og måske især gamle politikere, som er ved at køre træt af cirkus Christiansborg, det er blot spørgsmålet om, hvor høj den er, og hvor smuk den ser ud.

Den skulle jo ikke ligne en bestikkelse.

Vi forudser, at det lille ben nok skal blive fundet. Et der koster den socialdemokratiske pamper, der ellers skulle have det, en indtægt på et par hundrede tusinde kroner om året. Måske er det derfor, Kr. Albertsen (A) nu nævnes som borgmesteremne på Frederiksberg – denne pensionisternes selvbestaltede og derigennem velaflagte skytshelgen.

Hvem ved, men lad os ikke forbavses. Sådan en mindretalsregering kan være dyr, det har vi allerede mærket. Men hvad er prisen for en udenrigsminister?

Jul.

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 2 / 6. årgang / 13. februar 1978

Katastrofens måned?

29. august 2010 2 kommentarer

Katastrofens måned?

December 1979 kan blive den måned, hvori folkestyret virker mest landsskadeligt i hele det danske folkestyres 130½ år lange historie.

Sådan går det, hvis det viser sig at den magt, vælgerne 23. oktober gav Anker Jørgensen er lige så stor som hans agt.

Vejen mod Danmarks Afgrund blev bygget med stigende skatter og øget restriktionsbinding af de danskes arbejdspladser. Hjernevaskindoktrineret af de herskende embedsmandsklasser vil Anker Jørgensen nu slukke bålet med benzin og overdænge nationen med endnu højere skattetryk og endnu flere papirformalitetsbindinger af de eneste, som kan hjælpe os væk fra afgrunden – produktionslivets folk.

Det, regeringen (Socialdemokratiet, red.)  kalder den lange løsning er højst en løsning på Socialdemokratiets vanskelighederikke på Danmarks.

Den fallitpolitik, som har ødelagt Danmarks økonomi i mange år, fortsætter nu med at ødelægge endnu mere.

Alle skal nu til at trælle under kraftige byrder – mindre i løn, mere i skat – men det er helt nytteløst. Byrderne bliver båret forgæves som bidrag til en politik, der kun gør ondt værre.

Baggrundene er især to:

  • Regeringen vil gerne hyppe fikse idéer om ØD, værdistigningsafgift og meget mere, som kun bidrager til at forøge arbejdsløshed, valutaunderskud og inflation.

Men finder Anker Jørgensen 89 papegøjer, der efterplaprer, hvad han siger?

De 68 er på plads. Og det er sådan ser i orden. Liste A-vælgerne stemte ikke på Socialdemokratiet, men på Anker Jørgensen. Derfor må vi alle affinde os med, at han ene mand reelt har 69 stemmer. Demokrati betyder jo, at folket har lov til at ødelægge landet og dermed deres egen og deres børns og børnebørns fremtid. Og det var præcis den linje, som blev tilkendegivet ved valget den 23. oktober. Det er en dårlig undskyldning, at det vidste man ikke. I skæbnetimen må alle sætte sig nøje ind i de samfundsøkonomiske sammenhænge og når de ikke gør det, da uden at kny tage skade for hjemgæld. Sådan er folkestyrets filosofi.

Otto Stenholt (grønlandsk folketingsmedlem, red.) er nok også på plads. Blot lovvandalismen får den tillægsparagraf, at den ikke gælder for Grønland. Så får Stenholt nok en passende betaling til sit land. Hvem kan da forlange af ham, at han skal tage hensyn til et helt andet og fremmed land, som Danmark er i forhold til Grønland?

Gallup på månedens første dag vil muligt gøre nogle så valgforskrækkede, at de leverer de sidste 20 mandater.

Men kommer det til at knibe, har Anker Jørgensen jo ministertaburetter at dele ud til for eksempel en SVKR-regering.

Kun ét kan det danske folk være helt sikker på i al denne mistrøstighed: Fremskridtspartiet kan man stole 100 % på – også efter et valg. En liste Z-stemme bliver aldrig brugt til at ødelægge landet. Vi er positive til at stemme ja til selv det mindste Fremskridt. Men når feje krysterpolitikere som sædvanlig ikke tør tage et ansvar for at gøre noget som helst rigtigt, er der som sædvanlig 20 Z-stemmer imod – og Z-ordførere og Z-betænkningsbidrag, der udpenslet forklarer, hvor skidt det går. Ganske som vi nu i snart 9 år har forklaret sandheden til interesse for næsten ingen som helst.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 21 / 7. årgang / 3. december 1979

Socialdemokratiet eller Fremskridtspartiet

22. august 2010 50 kommentarer

Socialdemokratiet eller Fremskridtspartiet

Man må vælge mellem statsstyring eller meget store offentlige besparelser, og der må i al fald arbejdes konsekvent.

Ved næste folketingsvalg vil stemmesedlen opregne 11 – måske endda flere – partier. Reelt får vælgerne imidlertid kun to valgmuligheder: Socialdemokratiet eller Fremskridtspartiet.

VKR-partierne har vist, at de savner mod og styrkekraft til at føre selvstændig politik. De kristelige, centrum-demokrater (D) har så ringe saglig indsigt i landets hovedspørgsmål, at de blot hænger på som frynsevasaller til den enhver tid siddende regering. De to kommunistpartiers hovedsyn – socialiseringen – kan alene gennemføres efter en grundlovsændring. Retsforbundet har ikke styrke til at udgøre alternativet.

Hovedpartierne

De to hovedpartier er enige om, at Danmarks situation er meget alvorlig og om, at der kræves en kraftanstrengelse for at landet ikke skal gå helt rabundus.

Den altdominerende årsag hertil er, at Folketinget i de sidste 16 år har ført en slap og uforstandig politik. Umiddelbart kan man sige sig selv, at det er dumdristigt at stemme på de partier, som i de sidste år klart har bevist, at de ikke magter problemer, som var langt mere beskedne end de nuværende.

Tocifrede milliardbeløb

Kun Fremskridtspartiet har fremlagt præcise tal for, hvad vi vil gøre. Vi opererer bl.a. med offentlige besparelser på tocifrede milliardbeløb. Alle de andre partier kalder dette urealistisk. Så meget har ingen af dem jo nogensinde sparet. Sandheden er imidlertid, at vi i 1977 med gammelpartiernes politik må se i øjnene, at vi får øget skattetryk, høj rente, øget arbejdsløshed og et statsunderskud på hen ved en snes milliarder kroner samtidig med, at den danske stat på ny må ud og låne kæmpebeløb – sandsynligvis omkring 15 milliarder kroner – i udlandet.

Når problemerne er af den størrelsesorden, består det urealistiske i forskræmt at lukke øjnene herfor og alene foreslå foranstaltninger på det beskedne niveau, hvor augustforligsmagerne og Venstre bevæger sig.

To veje

Skal tilstrækkeligt store indgreb til, må de nødvendigvis gå en af to veje. Enten kraftig statsdirigering og planøkonomi eller frigørelse af de nu bundne økonomiske kæmpekræfter med afvikling i stort format af restriktioner, bureaukrati og indkomstskat.

Det er landsskadeligt miskmask i den situation at foregøgle, at problemerne kan løses hen over midten i dansk politik. Tager man lidt fra den ene dåse og lidt fra den anden, bliver vi på stedet og synker stadig dybere i hængedyndet.

Så enkelt

På vejviseren til den første metode står liste A. Til den anden liste Z.

Så enkel plejer politik altid at blive, når store nationale katastrofer truer.

Og det gør de i øjeblikket.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 19 / 4. årgang / 4. november 1976

Kategorier:Økonomi, Fremskridtspartiet, Mogens Glistrup, Personlig frihed, Socialdemokratiet Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

A eller Z?

15. maj 2009 9 kommentarer

A eller Z?

Tror man Danmarks problemer kan løses ved at nedsætte statens underskud fra 63 millioner om dagen til 56?

Anker Jørgensen har i det sidste års tid styret Danmarks økonomi yderst letsindigt.

Han har fråset med statsudgifter langt ud over de skatter, han har fået ind i kassen og hans regering (Socialdemokratiet, red.) har givet løfter til alle sider om yderligere støtte og hjælp. Før augustforliget var han på vej til næste år at lade seddelpressen hver eneste dag udspy 63 millioner kroner i falsk købekraft – altså penge, der ikke var produktion bag ved, og som derfor stort set måtte omsætte sig i indkøb af udenlandske varer. Med andre ord i forøgelse af vor valutagæld.

September og august

Augustforligets kæmpebyrder på befolkningen har mindsket disse 63 millioner kroner til 56 millioner. Men hver eneste dag går det altså stadig hurtigt ned ad skråplanet med den danske økonomi.

Det var septemberforliget i 1975, som gav Anker Jørgensen lov til at iværksætte dette enorme statsunderskud og den deraf følgende milliardgældsætning af Danmark til Tyskland. Aldrig skal vi glemme, at dette septemberforlig blev sikret flertal i Folketinget gennem Venstres stemmer.

Venstre vendte sig imidlertid i august 1976 bort fra uansvarligheden – forhåbentlig for bestandig. Men så ilede radikale, Kristeligt Folkeparti, centrum-demokrater og konservative til og sørgede for et knebent flertal til fortsættelse af Anker Jørgensens samfundsødelæggende politik.

De sagde at så undgik landet, at Anker Jørgensen skulle foretage en anden landsskadelig handling – udskrivning af folketingsvalg. Men Anker Jørgensens finger sidder stadig på valgaftrækkeren, og landets situation forværres for hver dag. Den undskyldning er altså meget tynd.

At socialdemokraterne vil store offentlige udgifter, der uundgåeligt fører til endnu hårdere skattetryk, kan dårligt bebrejdes dem. Det er nu engang socialdemokraternes grundholdning, at det offentliges virkefelt skal vokse mest muligt.

En bedre løsning

Er der da slet ikke noget fyrtårnslys, som kan lede os ud af dette mørke?

Jo – syvpunkts-Z-planen blev lagt på Folketingets bord i august.

Z-planen rydder op i de offentlige udgifter, så de ikke bliver større end at vi får balance – ikke mere falsk købekraft – med skattefrit bundfradrag på 25.000 kroner med det samme, (60.000 kr. fra 1978). Sømandsskatten afskaffes straks. Kapitalvindingsskatten – der er et dundrende underskudsforetagende for staten – fjernes også øjeblikkelig.

Det sker vel at mærke uden, at der spares på de sociale udgifter til dem, der virkelig er i nød – de åndssvage, andre handicappede, de syge og ældre. Tværtimod, her bliver råd til en ekstra indsats, fordi der luges ud i de mange mindre nødvendige statsudgifter.

Ud over de store reallønsforbedringer der ligger i skattelettelserne, tilskynder der også på anden måde til at sætte arbejde i gang. Den stive offentlige arbejdsformidling nedlægges, arbejdsløshedsdagpengereglerne reformeres og sygelønsbestemmelserne omlægges, så den afskrækkende 5 ugers-regel ophæves. Det skal ikke mere være arbejdsgivernes opgave at udbetale sygeløn. Dertil har vi fundet plads på statens budget.

16. almindelige ejendomsvurdering aflyses og folkepension gøres – en kort, men nødvendig overgangsperiode – ens for alle. Landmanden, smeden og fiskeren får samme pensionsbeløb (26.000 kroner for enlige, 52.000 kroner for ægtepar) som ministeren, dommeren og ministerialkontorchefen.

Såvel fjernsyn, radio som aviser fortier Z-planen for befolkningen. Vil man være ordentligt underrettet, må man derfor abonnere på Folketingstidende eller på ”FREMSKRIDT”.

Forskellen

Z-planen hviler på samme erkendelse, som den augustpartierne udtrykker: Danmark er nu kommet så langt ud i økonomisk uføre, at kaos truer. Dette har forledt venstrepressen til at meddele, at Glistrup på landsmødet opfordrede Anker Jørgensen til et samarbejde.

Imidlertid blev Socialdemokratiet udfordret for, at vælgerne gennem debatten kan få solidt grundlag, når de en dag skal træffe valget mellem augustpolitikken og Z-planen – to programmer, der er i skrigende uoverensstemmelse med hinanden.

Redaktionen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 17 / 4. årgang / 7. oktober 1976 

%d bloggers like this: