Arkiv

Posts Tagged ‘Er velfærdsstaten en en dårlig ide’

Bøvle Danmark

19. april 2011 7 kommentarer

Bøvle Danmark

I min skoletid – længe før uvidenhed var anerkendt som en menneskeret, dovenskab blev kaldt skoletræthed og dumhed for alternativ intelligens –, havde Danmark et fint renommé ude i verden.

Min geografilærer fortalte, at man som dansker kunne gå ind i enhver bank i Canada og låne penge til jordkøb – på sit glatte ansigt. Overalt vidste man, at der var gods i danskerne.

Tiderne skifter. I dag skal man ikke reklamere med at være dansk, når man færdes i udlandet. Reaktionerne veksler fra venlig overbærenhed over lettere fnisen og uartige bemærkninger til kølig foragt. I pænt internationalt selskab ser man os som forkælede børn og skrækindjagende eksempler på, hvor galt det kan gå, når et folk udvikler bøvleriet til en kunstart.

Og vi er jo blevet et folk af bøvlere – mennesker, der mener at have en guddommelig ret til alverdens goder uden, at vi vil påtage os de dermed forbundne pligter.

Vi under alverdens folkeslag – ’Bolivias højlandsindianere, pakistanske bønder og Indiens sultende masser for slet ikke at tale om afrikanerne (men naturligvis ikke naboen – det dumme svin) hver sit parcelhus med bil i carporten, farve-tv og et liv i velfærd, men på den anden side, vil vi ikke røre en finger for at opnå disse tilstande. Bortset naturligvis fra at skænke penge – som vi låner!

Bøvlere anser principielt pligter som indgreb i den personlige frihed, og følgelig er de mennesker, som skaber arbejdspladser i deres øjne suspekte og strafværdige individer, som ikke hører hjemme i det mønstergyldige bøvler samfund.

Bøvlerne mener desuden, at alle problemer – menneskelige, økonomiske og politiske – kan løses ved strejker, faglige møder (i arbejdstiden forstår sig) og optog med hylekor og faner. De drages uimodståeligt mod de personer, som taler højest om solidaritet og retfærdighed.

Videre er det typisk for bøvlerne, at de betragter staten som den naturlige forsørger, når forældrene falder fra.

I denne tro bestyrkes de også daglig af deres regering bestående af super-bøvlere valgt på god demokratisk – og af massemedierne, der fortæller dem, at det er onde, udenlandske magter – især de multinationale selskaber og præsident Reagan –, der er skyld i alle fortrædeligheder, medens de selv er skyldfri og rene som nyfalden sne.

I de senere år har bøvlerne knyttet stærke bånd til fæller i udlandet. Med dem udveksler de værdifulde erfaringer. Vi har jo her i landet to institutioner, der har udviklet sig til forbilleder for alverdens bøvlere. Postvæsenet og Danmarks Radio – så at sige vore esser i ovennævnte erfaringsudveksling.

Først og størst er postvæsenet, hvis studierejser i det sydlige Europa og de mellemamerikanske bananstater har medført indførelse af nye og vigtige teknikker mht. ineffektivitet og pakkebehandling. I postterminalen – i årevis Danmarks dyreste syltekrukke – havde man efter sigende et slogan, der lød: Tag telefonen – samtalen bliver ikke væk undervejs! Det var kort før, KTAS også blev overtaget af bøvlerne.

Ledelsen talte om indskrænkninger – af økonomiske grunde. Personalet om udvidelser – af arbejdsmæssige grunde. Så den ansvarlige minister stillede – 500 nye stillinger i udsigt. Set fra enhver synsvinkel forbilledligt bøvleri.

Vor anden mønsterbøvlevirksomhed er Danmarks Radio, som efterhånden er ved at fortrænge postvæsenet fra den gule førertrøje – undskyld – røde!

Her producerer en medarbejderstab (bl.a. ca. 600 journalister) på størrelse med en mindre provinsbys befolkning Europas mindste og måske ringeste udbud af radio- og tv-programmer. Og med det absolut maksimale antal fejl og tekniske vanskeligheder på trods af det dyreste og mest avancerede udstyr der kan købes for penge.

Mikrofonprøver har man for længst forkastet som udemokratisk. I dag behøver en speaker ikke at kunne læse en tekst uden at hakke eller stamme i den. Man retter sig selv med et frejdigt ”om igen” og i fjernsynet med et lille smil; betror eventuelt seeren at det sandelig var et svært ord at sige. Man fumler med manuskripter, der ikke passer sammen med de viste billeder. Glemmer med usvigelig sikkerhed at trykke på en knap som får mikrofonen til at virke.

Det er heller ikke mere nødvendigt at kunne stave for at skrive undertekster – lige så lidt, som det er nødvendigt med sprogkundskaber for at oversætte.

Danmarks Sproglærerforening forsøgte for år tilbage at få Danmarks Radio til at ansætte kvalificerede sprogfolk til dette job, men man holder sig konsekvent til skuespillere og andre uden nævneværdige sproglige forudsætninger.

En sprogbehandling som ville have været kritisabelt i en 3. mellem i gamle dage er ej heller nogen hindring for en strålende karriere. Altafgørende er nemlig hvorvidt fagforeningsbogen er iorden!

Men lad os ikke fortvivle –, de nævnte institutioner har et absolut modstykke for at skabe balance: Skattevæsenet!

Der fungerer alt friktionsfrit. Skatteopkrævninger når ud til tiden. Momsregnskaber behandles hurtigt og effektivt. Ingen slinger i valsen.

Det er nok kun et spørgsmål om tid, hvornår bøvlerne også holder deres indtog der, og så er der nok en del, som vil fejre det som en festdag – værdig til den gamle flaske whisky (43 %), som i årevis har ventet på en virkelig anledning.

Claus Frost-Hansen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 13 / 15. årgang / 10. april 1987

Nu må der ”røres op” i de gamle politikere

22. december 2010 11 kommentarer

Nu må der ”røres op” i de gamle politikere

Dyrlæge A. Th. Riemann gør op med de gamle partiers skalten og valten med dansk erhvervsliv og økonomi.

Der er oprørsstemning i mange befolkningsgrupper. Utilfredsheden og harmen er stor. I løbet af 18 år har uduelige politikere ødelagt vort land og samtidig fyldt os med ”løs tale”.

”Pamperne” har, for at hytte sig selv, misregeret landet og udplyndret befolkningen. Alle de 4 gamle partiers levebrødspolitikere har været lige gode om det. Vi er blevet fyldt med tomme ord og vrøvl og holdt hen med ”reformer og løfter”, som hver gang har bragt os længere og længere ud i et utåleligt pampervælde. Vi er i tilgift blevet forfulgt af skrankepaver, skatterøvere og papirnussere, der er stærkt på vej til at køre erhvervene herhjemme, ja, hele samfundet i sænk.

Der var engang

For 18 år siden var Danmark en kreditornation. Vi skyldte intet væk. Vi have endda penge til gode i udlandet. Siden den tid har skiftende regeringer af socialdemokrater, venstrefolk, konservative (C) og radikale (B) ødelagt økonomien, arbejdsglæden og selvrespekten hos det danske folk. Vi er kommet så langt ud, at vi i dag står med hatten i hånden og tigger om hjælp hos vore naboer.

Trods konfiskation, renteåger og skatteplyndring er statens underskud vokset støt og stadigt. I år er underskuddet således 9 milliarder (9.000.000.000) kroner eller 1/20 af bruttonationalproduktet. Et uhyggeligt tal set på baggrund af et nedkørt erhvervsliv og en hær af arbejdsløse. Alene i sidste kvartal brugte danskerne 3 milliarder kroner mere, end de tjente, og gælden til udlandet steg til 70 milliarder (70.000.000.000) kroner.

Trods disse uhyggelige tal planlægger politikerne nye offentlige investeringer til 163 milliarder (163.000.000.000) kroner til bro, gas og atomkraft. Hvor mon disse penge skal komme fra? Tror de gamle politikere, at vælgerne er evnesvage? Før disse investeringer må vi have orden i Danmarks økonomi, og før det kan ske, må de gamle partiers ødsle politikere skiftes ud.

Politikerne trækker tiden ud

Arbejdsløshed, erhvervspassivitet og økonomisk krise skyldes indenlandske politiske forhold. Kun prisstigninger og inflation kører stærkere og stærkere. Seddelpressen kan knap følge med, og snart vil pengeforringelsen føre os ud i en ulykkelig udvikling med endnu højere priser, lønninger, skatter og statsstøttet ledighed.

Politikerne søger at trække tiden ud med alle mulige ”hjælpeprogrammer”. Man ansætter socialarbejdere indenfor institutioner, socialkontorer og ”velfærdsetablisementer” i et tempo, så vi alle om tyve år vil være placeret i ”hjælpesektoren”. Imens forbløder de produktive erhverv.

Galskaben med vor kronisk syge ”velfærdsstatnæres gennem voksende gæld, overforbrug, bureaukrati og embedsmandsvælde. Den politiske uforsvarlighed er udartet til et ”pengeædende apparat”, der i sidste instans sluger os alle, medens landet forsømmes, og ugjort arbejde hober sig op.

Falsk statistik

Vi er et af verdens rigeste lande, hører vi gang på gang. Statistikken er bare falsk og kun beregnet på at stikke folk blår i øjnene. Man lægger hele befolkningens indtægter og lønninger sammen. ”Hokuspokus” har man nationalindtægten, og den er som sagt en af de højeste i verden.

Regnestykket siger med andre ord, at hver gang vi ansætter en embedsmand, tolder eller socialarbejder eller sætter arbejdsløshedsunderstøttelsen op, bliver vi mere velhavende, for så stiger nationalindtægten! Enhver kan se, at tingene er stillet på hovedet, og at forholdet er det stik modsatte. Alligevel fremturer politikerne med den falske statistik.

Sommeren bliver uden tvivl hed, og den lumre politiske luft vil blive fyldt med udenomssnak og afledningsmanøvrer. De gamle partiers samarbejdspolitikere holder os hen med snak om hvem, der skal samarbejde med hvem, og hvem der skal være minister i Anker Jørgensens ”sammenrendsregering”.

Som om det er det, sagen drejer sig om. Tror nogen, at de gamle borgerlige partier, der har indført vort sindssyge skattesystem, uretfærdige pristalsordning, ødsle bistandslov og urimelige arbejdsløshedsunderstøttelse, har evne til at rette op på de socialistiske letsindigheder? Så kan man i hvert fald godt tro om igen.

Det er på høje tid, at vi gør ”oprør”. De gamle partiers politikere må ud og principperne ændres, hvis Danmark på ny skal gøre FREMSKRIDT.

A. Th. Riemann

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 10 / 6. årgang / 19. juni 1978

Korrektion af Henning Christophersen (V)

15. december 2010 9 kommentarer

Korrektion af Henning Christophersen (V)

Henning Christophersen (V) gav forkerte oplysninger om Fremskridtspartiets forslag i den ekstravalgudsendelse, Danmarks Radio forærede Venstre den 28. september 1979.

Han sagde tre ting om forslaget, og det var forkert alt sammen.

  • Halvdelen af statsbudgettet skulle spares ifølge Christophersens oplysninger. Tallet er godt 20 % det første år af alle offentlige udgifter lidt mere det næste år, så vi i alt kommer op på, at 30 % af de offentlige udgifter spares. Det er nødvendigt for at klare de meget, meget alvorlige økonomiske problemer som Danmark er kommet ud i på grund af de regeringer og de forlig som Venstre har deltaget i gennem de sidste 11 år.
  • Endelig beskyldte Venstres formand Fremskridtspartiet for at ville skære kraftigt ned på de nødvendige sociale udgifter. Det er usandt. Socialvæsenet må lukke, hvis regeringens (A og V) politik fortsætter en halv snes år endnu, fordi alle pengene skal bruges til afdrag på den gæld, staten påtager sig. Derimod får det offentlige social– og sundhedsvæsen midler og bliver forbedret for de virkeligt svagt stillede og de ældre og syge, hvis Z-politikken gennemføres.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 18 / 7. årgang / 15. oktober 1979

Det brede parti

17. november 2010 Skriv en kommentar

Det brede parti

De gamle partier har deres rod i hver sin befolkningsgruppe: Socialdemokraterne hos arbejdere, de radikale (B) hos husmænd, de konservative (C) hos funktionærer og selvstændige og Venstre hos bønder.

Selv om disse partier til en vis grad rekrutterer deres vælgere på tværs af de gamle klasseskel, har de dog bevaret deres tilhørselsforhold til f.eks. LO, Industrirådet og landbrugsorganisationerne.

Fremskridtspartiet varetager derimod ikke nogen gruppes særinteresser, men ønsker blot, at folk skal have lov til, at få deres belønning for det arbejde de udfører, hvad enten det består i det daglige slid ved samlebåndet, igangsættelse af nye initiativer eller anden sund udfoldelse.

Til gengæld skal det offentlige ikke føde på samfundsnassere, men begrænse sig til det, der er nødvendigt for et sundt samfunds beståen. Kun herved skabes de store værdier, som de fleste ønsker sig, og kun herved kan der ydes rundhåndet hjælp til de gamle, de syge og til dem, der uforskyldt er i økonomisk nød.

Med disse tanker står Fremskridtspartiet som det virkelige folkeparti, der med sin respekt for folks arbejde er i stand til at hente sine vælgere jævnt fordelt fra næsten alle dele af samfundet.

Redaktionen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 18 / 4. årgang  / 21. oktober 1976

Fejhed – et dansk symbol

10. november 2010 12 kommentarer

Fejhed – et dansk symbol

Lederskabet i Danmark er overtaget af middelmådige politikere opfostret i og af snævre fagegoistiske udklækningsgrupper, skriver dyrlæge A. Th. Riemann, der er EF-kandidat.

At vide, hvad der er ret og rigtigt og ikke gøre det, er fejhed. Definitionen er klar, enkel og indlysende og – desværre – betegnende for den danske nation. Et folkekaraktertræk brænder sig i disse år fast og udvisker konturen af det samfund, der for et par menneskealdre siden var præget af stærke personligheder indenfor kirke, skole, andelsbevægelse og politik.

Lederskabet er overtaget af middelmådige politikere opfostret i og af snævre fagegoistiske udklækningsgrupper. Folket ser passivt på, at opkomlinge i fagbevægelsen, småpaver, der ved teknikkens hjælp og skæbnens tilskikkelser er blevet placeret på tekniske nøgleposter, terroriserer befolkningen. Ja, politikerne, hvoraf de fleste kommer fra samme kredse og hylder samme socialistiske og samfundsskadelige idéer, opgejler tilmed ofte deres socialistiske meningsfæller til samfundsødelæggende aktioner.

Selvfølgelig ved de udmærket, hvad der er ret og rigtigt, men de gør det modsatte. Danmark regeres og terroriseres af feje personer.

Aktionerer for særfordele

Gruppe efter gruppe aktionerer for at opnå særfordele. Akademikere, lærere, postbude, politibetjente, chauffører, journalister, børnehavepædagoger, læger og sygeplejersker, alle vil have mere i løn, uanset om de i dag aflønnes med 100.000 eller 300.000 kroner årligt. Man arbejder ”efter reglerne”, som man selv fortolker, holder faglige møder, stormer rundt med opråb og skilte eller aktionerer fysisk med trusler og psykisk vold mod sagesløse mennesker.

Aktivisterne er alle feje personer. De ved, at arbejdet ikke kan bære højere løn og at de, hver gang de tiltvinger sig en ekstra krone, tages den fra en anden. De ved således inderst inde, at deres krav er urimelige og alligevel forlanger de mere og mere. Det er fejt.

For nylig solgtes en færgerute på den danske ø Rømø til tyskerne. Ingen danskere turde købe den af frygt for matroserne og styrmændenes fagforeningsterror. De ansatte blev af den nye ejer tilbudt fortsat arbejde til den løn og på de vilkår, tyske søfolk har, men de foretrak i stedet den høje, danske arbejdsløshedsunderstøttelse. De er feje, for de ved, at det ikke er rigtigt at være naboerne, skatteyderne, ja, hele det danske samfund til byrde, når man har mulighed for at klare sig selv. Også de politikere, der har lavet regler for arbejdsløshedsunderstøttelse, så de frister Rømø-matroserne og 100.000 andre til misbrug, er feje, for de ved, at reglerne ikke er rigtige.

”Velfærdsstaten” – et misfoster

Den såkaldte ”velfærdsstat” i Danmark er et sørgeligt misfoster og følgerne er, at store dele af befolkningen lider af depression og psykisk trauma, medens 700.000 embedsmænd og socialarbejdere udplyndrer de offentlige kasser, samtidig med, at de øver åndelig, økonomisk og legemlig vold mod børn, unge og gamle. De professionelle embedsmænd og socialhjælpere sikrer sig selv, medens de med andres egoistiske indstilling invaliderer de nødstedte og skaber sociale tabere.

Under alt dette tappes erhvervslivet naturligvis for arbejdskraft. Det er ikke ”in” at arbejde med materielle ting eller fremme ”profit” og fortjeneste. Derfor er Danmark arbejdsmæssigt et underudviklet land med tusindvis af ”arbejdsløse” og masser af ugjort arbejde i landbruget, industrien, ja, i hele erhvervslivet.

Det er ikke ”meningsfyldt”, at skabe værdier, velstand og frodighed, ej heller tilfredshed og arbejdsglæde. I stedet appellerer politikere, skoler, uddannelsessteder, radio og TV til slaphed, arbejdsvægring og dovenskab. Det er fejhed mod den opvoksende slægt, der skal råde bod på og afdrage vor tids udskejelser og gæld.

Tidens samtaleemne er energipolitik. Skal vi have vindkraft, termoenergi fra sol og jord eller kernekraft, siger mange, for se bare, hvordan det er gået i Amerika! Selvom politikerne ved, at uheldet i Pennsylvania netop beviser, at teknikerne er i stand til at forhindre et uheld i at udvikle sig til en ulykke, søger man, at slå politisk mønt af tildragelsen. Med stramme miner tales alvorsord og fiskes letkøbte stemmer på urigtige påstande. Fejheden er åbenbar! Man søger at bilde befolkningen ind, at Danmark kun kan klare sig med de såkaldte ”alternative energiformer” og skyder igen et problem, der skal løses, over på efterkommerne.

Lever på nas

Vi praler af at være et af verdens rigeste lande og lever alligevel på nas, samtidig med, at vi dækker os, hvor andre træder modigt frem. Hvornår lærer vi at se op og ikke ned, at se frem og ikke tilbage, at se ud og ikke ind? Vi bilder os selv ind, at danskerne er specielle, værdifulde skabninger, der i langt højere grad skal beskyttes mod naturens, teknikkens og arbejdets risiko og farer, end andre folk, organisationer, fagforeninger og selvbestaltede ”sundhedspaver” pylrer om børn, voksne og gamle. De gør, med evindeligt sludder om risikoen ved at trække vejret, nyde maden og bruge hænderne, sunde og stærke mennesker til sygelige svæklinge, hvilket i høj grad er fejt!

Også blandt vore søstre og brødre i EF sakker vi agter ud. Vi har i de fem år, hvor vi har været tilknyttet det europæiske fællesskab, modtaget dobbelt så store beløb, som vi selv har ydet. At vore ministre rejser rundt i de såkaldte Ulande og falder vore hvide racefæller i ryggen, mens de agerer ”julemænd” for de lånte penge, gør bare situationen endnu mere barok. Metoden er fejhed i renkultur!

En folkerejsning er nødvendig

Hvorfor kommer der dog ikke en folkerejsning mod al denne fejhed og uduelighed? Hvorfor finder vi os i, at vore egne ledere nedrangere Danmark til en andenrangs nation, derhygger sig i smug, medens energiske, vågne og modige folk i nabolandene påtager sig både arbejdet, risikoen og de økonomiske byrder, – vi bør ikke fortsat lade os gøre til feje mennesker.

Det er måske skæbnes ironi, at vi selv har valgt de ledere, der i den sidste menneskealder har demoraliseret folket, gældsat landet og sat den nationale værdighed over styr.

Har velfærdsstatens dvaskhed og umoral paralyseret os? Eller er vi vanemennesker helt ud i det parodiske? Der er ingen tvivl om, at de fleste ved, hvad der er ret og rigtigt. De gør det bare ikke – heller ikke på valgdagen.

Fejheden er blevet en dansk folkesygdom.

A. Th. Riemann

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 8 / 7. årgang / 7. maj 1979

Erhvervsstøtte

17. oktober 2010 14 kommentarer

Erhvervsstøtte

De glade 60 ´ere, blev af Folketinget benyttet til en påbegyndelse af erhvervsstøtte. På et tidspunkt, hvor der var mangel på arbejdskraft, hvor erhvervslivet blomstrede, hvor ordrene strømmede ind til os fra udlandet, og hvor dansk industri år for år øgede såvel produktion som overskud, anså Folketingsflertallet tiden inde til at give erhvervslivet støtte.

De to mest kendte former er skibskreditfonden og egnsudviklingsstøtten.

Skibskreditfonden blev oprettet som en konsekvens af den forfejlede rentepolitik som Danmark har ført indenfor de sidste 12-15 år. Skibsværfterne kan her optage lån til en rente, som ligger på linje med deres konkurrenter i for eksempel Japan. Man har altså i konsekvens af en forfejlet finanspolitik ønsket, at gennemføre en selektiv støtteordning for at redde en del af erhvervslivet, hvor mange tusinde er beskæftiget. At skibsværfterne overhovedet har kunnet reddes indtil nu hænger formentlig sammen med den kendsgerning, at de store skibsværfter er ejet af skibsrederne:

  • Lindøværftet således af A. P. Møller
  • Nakskov-værftet af Ø. K.
  • Helsingør- og Aalborg-værftet af D.F.D.S.

Det er vanskeligt nøjagtigt at gøre støtten op pr. arbejdstime, men ifølge beregninger foretaget af Handelsministeriet udgjorde det i 1977 ca. 27 kroner pr. arbejdstime. Beregningen er foretaget på basis af, at Nationalbanken ved løbende overtagelse til pari af obligationer udstedt af Danmarks Skibskreditfond på overtagelsestidspunktet har konstateret et kurstab i forhold til de på Københavns Fondsbørs noterede kurser på 776 millioner kroner. Da der i 1977 udførtes i alt ca. 29 millioner arbejdstimer på værfterne, når man altså frem til beløbet 27 kroner pr. arbejdstime. Det anførte kurstab er udtryk for den merudgift, skibskreditfondens låntagere ville have haft, såfremt obligationerne skulle have været afhændet på det danske obligationsmarked.

Kunne rederne i stedet være gået ind på det internationale kapitalmarked, havde Statens Skibskredit Fond været overflødig. Statens Skibskredit Fond er således et godt eksempel på, hvorledes en restriktion medfører at specielle grene af erhvervslivet har kunnet få særordninger.

Imidlertid er det jo en kendsgerning, at særordninger, der indføres betales af andre og i dette specielle tilfælde har Nationalbanken altså båret et tab på 776 millioner kroner.

For at gøre sagen til ende, må man gøre opmærksom på, at de 776 millioner kroner fremkommer som skattefri gevinst hos de velhavende skatteborgere, der har haft mulighed for at købe statens skibskredit obligationer og som er pengestærke nok til at have dem liggende indtil de udbetales til pari. Med andre ord en skattefri gevinst til velhavende danskere.

Egnsudviklingsstøtten blev indført på et tidspunkt, hvor arbejdsløshedsøer var et begreb. Nu,  hvor der er arbejdsløshed over hele landet, skulle man tro, at baggrunden for lovgivningen var borte og at man derfor ville sløjfe den.

Egnsudviklingsstøtten har i et par tilfælde direkte været misbrugt og kostet skatteyderne mange penge, således som for eksempel tilfældet Balling Engelsen på Lolland viste.

Her var en stor fabrik dukket op på basis af lån fra det offentlige. Fabrikkens succes, der var baseret blandt andet på en lav rente, medførte at ordentlige, veldrevne firmaer i samme branche måtte lukke, således som det var tilfældet med tre.

Da fabrikken lukkede, manglede det offentlige over 20 millioner. Pengene kan jo kun komme et sted fra og erhvervslivet må altså se i øjnene, at det via skat til det offentlige må finansiere, at staten medvirker som igangsætter at firmaer, som via lav rente går i konkurrence med de bestående virksomheder.

Det erhvervslivet har brug for er ikke støtte, som mere eller mindre tilfældigt gives til grene af erhvervslivet eller som i tilfældet med erhvervsudviklingsstøtten til enkelte firmaer, som har dygtighed til at få de forskellige statsinstitutioner til at finansiere dem. Det erhvervslivet har brug for, er en total ændring af Danmarks finanspolitik, som vil medføre dels et lavere omkostningsniveau. Fremskridtspartiet har gennem vore ændringsforslag til finansloven vist vejen til et bedre Danmark, hvor velstand og frihed kan gå hånd i hånd og hvor de støtteordninger, som gives i flæng på uretfærdigt grundlag er fjernet. Et samfund, hvor såvel erhvervslivet som den enkelte i langt højere grad er ansvarlig for sin egen skæbne. Et samfund, der får langt bedre råd til at værne om de grupper af befolkningen, der virkelig trænger til støtte, således som for eksempel vore gamle, vores syge eller andre, som af en eller anden grund ikke kan beskytte sig selv.

Fremskridtspartiet

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 6  / 7. årgang / 2. april 1979

Velfærdssamfundet!!!

23. november 2009 5 kommentarer

Velfærdssamfundet!!!

For den almindelige dansker er de faktiske daglige forhold vel egentlig ganske gode. Aldrig tidligere i vor historie har man ved lånoptagning, belåning af konjunktur- og inflationsgevinster m.v. haft mulighed for at bo så godt, spise så dyrt, klæde sig så moderne, købe så mange nye biler, hårde hvidevarer, video- og Tv-apparater, holde så lange ferier, rejse så meget og få så meget udbetalt fra de offentlige kasser uden arbejdsindsats o.s.v. – o.s.v.

Den private lille egoisme trives i dag så godt som aldrig før. Hvis man en kort stund gider høre på de uduelige politikere eller som forleden lange aften i TV se og lytte til, hvad forskellige økonomer m.fl. mener om landets økonomiske situation, så kan man nok lige acceptere, at der muligvis bør gøres noget, men hvorfor egentlig? – Vi har det da nogenlunde! Og er det alligevel nødvendigt med indgreb og tilbageholdenhed, så skal det i hvert fald ikke være overfor os eller lige på vort område.

Det børnefjendske samfund

Ved læsning af dagens aviser m.v. afsløres dagligt nogle af de problemer vort velfærds- og lånesamfund også er belemret med. Flere og flere børn er de sidste årtier af fortravlede, udearbejdende forældre blevet overladt til pasning og opvækst i samfundets forkvaklede institutionssystemer.

Resultatet er, at flere og flere børn i disse år henvises til skole- og kliniske psykologer, kommer under psykiatrisk behandling, får støttepædagog, hjemmepædagog eller bliver anbragt under forskellige former uden for eget hjem.

Børne- og ungdomskriminaliteten er – sammen med voksenkriminaliteten – stærkt stigende, og hvis ikke flere og flere lovovertrædelser blev gjort straffrie – afkriminaliseret, så ville tallene for kriminalitetens stigning være chokerende store.

Dagligt beretter pressen om voldelige og blodige overfald på såvel børn, unge, voksne og ældre. Væbnede overfald på såvel sagesløse som banker og lignende er desværre nu også blevet en af vi danskes dagligdag.

Behandlersamfundet

Familien, der tidligere var det centrale – det samlende og faste ståsted for det enkelte menneske og det grundlæggende for hele samfundet er gennem de sidste 25 år blevet mere og mere tilsidesat og familiens opgaver overtaget af de såkaldte behandlere. I behandlersamfundet tales der i dag ofte mere om: Min dagplejemor, min pædagog, min lærer, min vejleder, min sagsbehandler, min læge, min hjemmehjælper, min omsorgsassistent, min hjemmesygeplejerske, min bankvejleder, min revisor, min skilsmissesagfører, min o.s.v. – o.s.v., end der tales om min mor og min far eller min familie.

I stedet for hjemmets tryghed og lille overskuelige verden er der nu i mange danskes hverdag – lige fra vugge til grav – kommet en sværm af vejledere og behandlere, der alle har en eller anden form for autoritet. Det er sikkert bl.a. derfor, mange børns og unges tillid og tro på autoriteter kan være på et meget lille sted.

Jeg hører ikke til dem, der mener, at alt det gamle var godt, og alt det nye dårligt, men vil vi have genskabt et menneskeværdigt, varmt og rigt samfund, så må meget genprivatiseres og det naturlige i børneopdragelse- og pasning genindføres.

Barnets naturlige base skal igen være familien, og dermed vil grunden til en rolig og harmonisk ungdoms- og voksentilværelse være lagt.

Privatisering

Ved en udstrakt privatisering af de alt for mange opgaver, der i dag løses af det offentlige, kan vi genskabe et trygt og frit menneskeværdigt samfund.

En klar forudsætning for gennemførelse af disse privatiseringstanker er den grundlæggende skatte, friheds– og socialpolitik som Fremskridtspartiet står for.

Med en skatte- og frihedsreform – der kan skabe gode konkurrencevilkår for danske eksportvarer -vil der over en overskuelig periode i forbindelse med en vidtgående privatisering, kunne skabes arbejdspladser i den produktive sektor til de mange offentligt ansatte, der vil blive overflødige i Fremskridtssamfundet.

Derfor er Fremskridtspolitikken så aktuel som nogensinde!

Johs. Sørensen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 3 /16. årgang / 29. januar 1988

%d bloggers like this: