Arkiv

Posts Tagged ‘nye arbejdspladser’

Hvorfor holder Socialdemokratiet fast ved en politik, der er så åbenlys forkert?

21. august 2012 97 kommentarer

Hvorfor holder Socialdemokratiet fast ved en politik, der er så åbenlys forkert? 

Jeg tænker her på Socialdemokratiets politik m.h.t. den voldsomt store offentlige sektor, der har medført en forskel mellem udgifter og indtægter i milliardklassen.

Statsgælden kommer op på ca. 400 mia. kr. i 1983 som et resultat af mange års forsyndelser. Tallet sættes i relief, når man kan konstatere, at de personlige indkomster i 1983 forventes at udgøre 390,7 mia. kr., og de samlede skatter og afgifter vil beløbe sig til 234,3 mia. kr.

Hvis man havde ønsket, at der skulle være balance mellem statens indtægter og udgifter, skulle der have været opkrævet skatter og afgifter for yderligere ca. 400 mia. kr.

Man trykker statspapirer

Det turde Socialdemokratiet ikke. I stedet valgte man at trykke statspapirer, der kunne sælges – skulle man tro – til Socialdemokratiets politiske modstandere, nemlig kuponklipperne. For at dække underskuddet ind, måtte Socialdemokratiet give kuponklipningen imellem 10 til 20 mia. kr. i skattefri gevinster forlods, for at nogle overhovedet ville købe statspapirerne. Dernæst måtte Socialdemokratiet give kuponklipperne ca. 40 mia. kr. i renteindtægter. Altså en stensikker indkomst af passive investeringer der ikke har medvirket til nye produktive arbejdspladser.

Hvem skal nu betale denne statsgæld, kursgevinster og renteindkomster til kuponklipperne? Det skal de lønmodtagere, der ikke har mere i indkomst, end til at betale skatter, husleje og andre fornødenheder. Fremskridtspartiet finder, det er en ejendommelig fordelingspolitik, Socialdemokratiet fører. Dette parti tager fra de fattige og giver til de rige (kuponklipperne).

Det er ikke os, der er asociale

Når Socialdemokratiet skælder Fremskridtspartiet ud for at være asocialt, så kan Fremskridtspartiet melde hus forbi. I stedet for at skabe balance på de offentlige budgetter har Socialdemokratiet ved sin asociale politik yderligere skabt over 300.000 arbejdsløse i den private sektor. Det kan man da kalde fiasko på alle fronter.

Socialdemokratiet har haft travlt med at forsvare kuponklippernes, de finkulturelles, de højtlønnede offentligt ansattes interesser, frem for almindelige lønmodtageres interesser. Oven i alle de andre ulykker Socialdemokratiet har påført de mindre indkomster her i landet, har Socialdemokratiet forbitret bekæmpet Fremskridtspartiets idé med at hæve den skattefri bundgrænse. Socialdemokratiet vil kun være med til at forbedre statens budget ved at opkræve nye skatter og afgifter.

De lave indkomster skal ud af skattesystemet

Uanset hvordan man vender og drejer skattelovene, så må det være indlysende, at det er en fordel for de laveste indkomster, at de bliver løftet ud af skattesystemet. At hæve den skattefri bundgrænse er et udtryk for, at de laveste indkomster ikke kan bære skattebyrden.

Hvordan Socialdemokratiet kan få en sådan skattepolitik til at være asocial, kan kun være et udtryk for, at Socialdemokratiet har mistet enhver tillid til, at indkomstskatten er anvendelig til noget som helst.

Hvis det skulle være tilfældet, så støt Fremskridtspartiet i, at vi får afskaffet et asocialt skattesystem.

Ole Maisted

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 38 / 11. årgang / 28. oktober 1983 

Kategorier:Økonomi, Den offentlige sektor, Offentligt ansatte, Skat og afgifter, Socialdemokratiet Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Tiden arbejder for Fremskridtspartiet

1. maj 2012 4 kommentarer

Tiden arbejder for Fremskridtspartiet

Uretten kan ikke bære et nederlag! Og det er uretten, der præger det danske folketing.

Vi må kende vores besøgelsestid, for tiden er med os. Og kun hvis vi svigter ideologien og de sunde tanker, Fremskridtspartiet er bygget op på, vil vælgerne svigte os. Og derfor skal vi stå fast.

Kompromis – mellemting er ”noget bras” – for at benytte et statsministerudtryk (Poul Schlüter, C, red.). Vi skal ikke være kompromissøgende – tværtimod –, for det vil være farligt ikke mindst på det økonomiske område. Vi vil – ved for en hver pris at søge kompromis – kompromittere os, og denne kompromispolitik vil igen ende i alles kamp mod alle – netop den situation Danmark befinder sig i.

Samfundsøkonomisk skal fanen holdes højt. Vi har alt for længe hørt på Keynes og Gallbraiths letsindige principper. Følgen er blevet gældsætning og økonomisk morads for både de enkelte og fællesskabet.

Den økonomiske frihed – liberalismen – må frigøre sig, fra det socialistiske vildnis vi er langt inde i.

Rundt omkring os præger nye principper – fremført af den internationale finansekspert Lafall – udviklingen og fremgangen. Se blot på Japan, USA og England! Dem må vi lære af.

Principperne er:

  • Skatterne fjernes eller holdes på et lavt niveau. Virksomhederne og de enkelte mennesker får lov til at beholde indtjening og overskud.
  • Pengene vil efter god forretningsskik blive investeret i nye arbejdspladser, der sætter yderligere gang i erhvervslivet, produktudviklingen og eksporten.
  • Det vil overalt tjenes sunde penge, – penge der ligger en produktion og værdiskabelse bagved. Og der vil blive et sundt forbrug på baggrund af velstand i stedet for et forbrug, der modsvarers af oppustede, fiktive værdier og gældsættelse af befolkningen og samfundet.

Hvis ikke vi finder ud af det, forarmes landet, og vi ender i økonomisk trældom og politisk forvirring.

A. Th. Riemann

PS. Læs Guy Sormans nye bog ”Den liberale løsning”.

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1 / 15. årgang / 16. januar 1987

15 Fremskridt – for økonomien

14. november 2011 251 kommentarer

15 Fremskridt for økonomien 

  1. Den skattefrie bundgrænse forhøjes til 60.000 kroner. Skattelettelsen betales ved, at:
  2. den offentlige sektor reduceres betydeligt gennem
  3. omfattende privatiseringer, afbureaukratiseringer og færre ansatte ved naturlig afgang, som giver
  4. større erhvervsfrihed og ny vækst i den private sektor, hvorved
  5. flere kommer i arbejde i den private sektor, så de offentlige budgetter aflastes, og
  6. udgifterne til dagpenge og bistandshjælp reduceres som følge af færre modtagere, som giver endnu flere
  7. besparelser, der sammen med indtægter fra privatiseringer kan nedbringe den alt for store statsgæld, hvorved
  8. statens renteudgift kan nedsættes og skabe plads til endnu flere
  9. skattelettelser, herunder nedsættelse af topskatten og bruttoskatten, samt
  10. nedsættelse af afgifter på erhvervslivet, herunder CO2-afgiften, så
  11. den danske befolkning får råd til investeringer og forbrug, der giver
  12. nye arbejdspladser og investeringer således, at
  13. samfundsøkonomien igen bliver sund, og vi kan
  14. tiltrække udenlandske virksomheder og kapital – alt sammen for at opnå
  15. et skattefrit Danmark uden gæld.
 —————————————————————————————————————————————————–

Alt for længe har man søgt at løse landets alvorlige problemer ved at gøre en offentlig sektor større og forhøje skatterne. Det skal være slut nu. De offentlige budgetter skal reduceres, og væksten skal ske i den private sektor. Det er helt absurd med over 500.000 ansatte i det offentlige, da det betyder: verdens højeste skatteniveau * over 300.000 arbejdsløse og * en statsgæld på 700.000 millioner kroner Erhvervslivet kan ikke brødføde så stor en offentlig sektor.

FREMSKRIDTSPARTIET vil vende udviklingen. Der skal fart på den private erhvervssektor og gang i skattelettelserne. Løsningen er derfor at reducere den offentlige sektor gennem omfattende PRIVATISERINGER og udliciteringer.

FREMSKRIDTSPARTIET vil gøre DANMARK til landet hvor arbejde, kreativitet, virkelyst og initiativ belønnes. Kilde: Fremskridt valg ´94 – september 1994  

Må citeres med fuld kildeangivelse

Arbejdsløshedsbekæmpelse

3. marts 2010 13 kommentarer

Arbejdsløshedsbekæmpelse

Kun et sundt erhvervsliv kan afskaffe arbejdsløsheden.

Folketinget skal sørge for, at der altid er rigeligt med arbejde til alle.

Det sker navnlig ved:

  • Kapitalvindingsskattens øjeblikkelige afskaffelse vil føre til masser af virksomheder – i landbrug som byerhverv – vil overgå fra nuværende opslidte indehavere til unge energiske mennesker. Både direkte og indirekte skaber de nye arbejdspladser.
  • Den offentlige arbejdsformidling nedlægges, så arbejdspladser og arbejdssøgende samtidigt kan finde hinanden som før 1969 – altså stort set gennem fagforeningerne.
  • Den syges lønordning, som afskrækker mange af landets 350.000 virksomheder fra at antage en eller flere nye medarbejdere, ændres og sygesikringen overføres til sociallovgivningen. De 120.000 registrede arbejdsløse, de 50.000 handicappede og de 20.000 fejlbeskæftigede vil herved let kunne opnå nyttig beskæftigelse.
  • Arbejdsløshedsdagpenge skal kunne opnås med ubegrænset størrelse på frivillig forsikringsbasis, hvori statspenge ikke indblandes.
  • Selv i Fremskridtssamfundet med overbeskæftigelse vil det kunne forekomme, at folk uden egen skyld bliver korttidsarbejdsløse, når enkelte virksomheder eller enkelte brancher går ned, og der derfor skal skiftes over til andre arbejdspladser. Inden for sådanne korttidsperioder skal der af offentlige midler ydes rundelige arbejdsløshedsdagpenge.

Derimod bekræfter en række forslag fra de socialistiske partier, at de ikke har indsigt i samfundsøkonomiske sammenhænge:

  • Arbejdsfordeling og overarbejdsforbud virker på blot lidt længere sigt arbejdshedsforøgend. Sandheden er nemlig, at arbejde skaber arbejde og ledighed skaber ledighed. Det er aldeles forkert at tro, at der er en bestemt mængde arbejde, som skal fordeles ud mellem arbejdskraften.
  • Yngre pensionsalder er ønskelig ud fra en social synsvinkel, men ikke ud fra en beskæftigelsesmæssig. Jo færre, der er med til at producere i samfundet, des fattigere bliver det. Og des sværere får det ved at beskæftige folk.
  • Septemberforligetstilskudsdillen betød på blot lidt længere sigt øget arbejdsløshed. Tilskuddene skal nemlig betales af erhvervslivet (der er ikke andre til det) over en forhøjelse af den omkostning, der hedder skatterne og forhøjelsen bliver større end den gavn tilskuddet har givet. Dels skal der betales til administration af tilskudsordningerne, dels betyder tilskudsordninger, at midlerne normalt ikke anvendes så samfundsrentabelt som når virksomheder tvinges til at disponere uden tilskud.
  • Troen på, at det er muligt at formindske ungdomsarbejdsløsheden uden tilsvarende at forøge de midaldrendes og de ældres arbejdsløshed er forfejlet. Arbejdsmarkedet som helhed og arbejdsløshed er en svøbe, hvad enten den rammer den 19-årige, den 32-årige eller den 55-årige. Skal man endelig i en overgangsperiode hjælpe en enkelt gruppe, må de langtidsarbejdsløse først og fremmest begunstiges. Et års påtvungen arbejdsløshed er mindst ti gange så belastende som en tre månedersperiode uden beskæftigelse.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 12 / 4. årgang / 17. juni 1976

Arbejdsløsheden er uansvarlig

17. august 2009 2 kommentarer

Arbejdsløsheden er uansvarlig

Den store arbejdsløshed er en skamplet for Danmark, og det er deprimerende for de berørte mennesker.

Skattetrykket er et væsentligt element i den manglende beskæftigelse. Det er ikke længere attraktivt at yde en ekstra indsats. Gør man det, bliver man straks straffet af systemet.

Danske arbejdere er en anerkendt og dygtig arbejdskraft, men det er uattraktivt at etablere sig i Danmark. Bureaukratiet og skattetrykket er for besværlige modstandere.

Folketinget bør gøre en kraftig indsats for at sænke de offentlige udgifter og derved gøre plads til skattelettelser. Den skattefrie bundgrænse skal forhøjes. Dermed får de lavestlønnede først og fremmest mest glæde af skattelettelsen, og det gøres endvidere attraktivt at gøre en ekstra indsats. Det vil gavne virksomhedernes produktivitet og dermed deres konkurrenceevne og derved skabe nye arbejdspladser.

De offentlige udgifter sænkes ved bl.a. at gøre, som man nu gør i det tidligere kommunistiske Østeuropa – privatisering og fri markedsøkonomi. Fjern bureaukratiet og giv erhvervslivet frie tøjler til at løse beskæftigelsen.

Danske arbejdere kan sagtens klare konkurrencen med udlandet med hensyn til effektivitet og dygtighed, men Danmark kan ikke klare sig i kampen om arbejdspladserne på grund af skattetrykket og det offentlige formynderi og bureaukrati.

Folketinget kunne løse problemerne, men indtil videre har viljen manglet. De kæmper om taburetterne og ikke om at løse de faktiske problemer.

Johannes Sørensen

Landsformand

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 9 / 19. årgang  / oktober 1991

Erhvervszonerne – hvad blev der af dem?

14. august 2009 8 kommentarer

Erhvervszonerne – hvad blev der af dem?

Fremskridtspartiet havde den 8. maj 1992 held til at indgå et politisk forlig, hvor vi for alvor fik et fremskridtspunkt gennemført. Konservative (C), Venstre, CD, radikale Venstre (B) og Kristelig Folkeparti gik med til at lave et forsøg med indførelse af 10 erhvervszoner. 1. juni 1992 blev forliget omsat til 6 vedtagne love. Næste stop var en EF-godkendelse af lovene. I efteråret 1992 giver EF-kommissionen den tilbagemelding, at de kun vil godkende ordningen, hvis der blev lagt et loft over, hvor meget eksisterende virksomheders fordel kan blive i en erhvervszone. Industriministeriet foranlediger derfor, at der udarbejdes to supplerende lovforslag, der skal indføre en beløbsgrænse på 380.000 kr. for støtteværdien af forbedrede afskrivningsregler! Det lyder indviklet, og er det også.

I mellemtiden havde vi seks forligspartier fordelt de 10 erhvervszoner ud fra 16 brugbare ansøgninger, men kommunerne fik ikke besked, da vi ville afvente den endelige EF-godkendelse.

De to supplerende lovforslag nåede ikke at blive vedtaget før jul 1992 på grund af finanslov m.v. Men allerede den 13. januar 1993 var industriministeren (Anne Birgitte Lundholt, C, red.) klar med forslagene, nu manglede de bare at blive fremsat. Men…

Igen kom der grus i maskineriet – regeringen gik af, og en ny kom til. Ikke desto mindre skrev den nye industriminister (Jan Trøjborg, A, red.) den 11. februar, at de to lovforslag var klar til fremsættelse. Inden de nåede at komme på bordet, sker der imidlertid det meget besynderlige, at skatteministeren (Ole Stavad, A, red.) griber ind og forlanger eksisterende virksomheder og investeringer taget helt ud af erhvervsordningen. Det var en så markant ændring af forliget fra maj 1992, at vi anmodede om et møde. Det fandt sted den 24. marts 1993.

På mødet repræsenterede skatteministeren nu pludselig tre af de seks forligspartier – nemlig CD, radikale Venstre og Kristelig Folkeparti, der jo i mellemtiden havde dannet regering med socialdemokraterne.

Socialdemokraterne havde fra forligets indgåelse anlagt den holdning, at erhvervszonerne skulle bekæmpes med alle midler og stoppes. LOs formand skrev i LO-bladet, at socialdemokratiet og fagbevægelsen måtte forhindre, ”… at sultens slavehær kom til at gå ind gennem pigtrådshegnet til disse erhvervszoner…”, – så der var ingen tvivl om socialisternes modstand mod disse friheds-zoner.

Skatteministeren meddelte kort og klart på mødet i marts 1993, at de eksisterende virksomheder og investeringer måtte udgå af ordningen. De to lovforslag om indførelse af en økonomisk grænse på 380.000 kr. for støtteværdien kunne pludselig ikke bruges længere. Da vi var enige om, at de to lovforslag ikke var særligt heldige rent administrativt foreslog vi derfor, at man accepterede en afvigelse af forliget på dette punkt – men at forligets ordlyd om at forsøgsordningen skal køre ”… toårig…” til gengæld skal holdes. Da der allerede var gået et halvt år med tovtrækkeri og regeringsdannelse ville vi derfor have udløbsdatoen for forsøgets etableringsfase forskudt til 1995 i stedet for 1994.

Dette fornuftige kompromis ville skatteministeren ikke høre tale om – og mødet blev afsluttet. Nu var situationen jo den, at forliget ikke var indgået med skatteministeren eller socialisterne. Derfor var det mest interessante jo at få de seks forligspartier indkaldt. Men lige siden er det ikke lykkedes at få de tre små partier i tale. Venstre og konservative har for længst tilsluttet sig vores forslag, men vi mangler de tre små.

I slutningen af juli lykkedes det så at få gjort radioavisen og Børsen interesseret i sagen og gennem et kraftigt pres gennem pressen er foreløbigt CD og Kristelig Folkeparti kommet på vores side og er enig med os.

Seneste initiativ er derfor en skriftlig henvendelse til skatteministeren af 29. juli, hvor vi forlanger alle forligspartierne indkaldt og sagen sat på skinner igen.

Der er jo en politisk forpligtigelse til at nå en afklaring. 10 kommuner venter spændt på, at komme i gang og mange virksomheder venter på, at kunne sætte skub i udvidelser og ansættelser.

Med den nuværende arbejdsløshed er det ganske enkelt uforskammet, men ikke overraskende – at socialisterne i den grad – udnytter situationen til at forhindre etablering af disse erhvervszoner, der kan blive 10 vækst lokomotiver. I Storbritannien blev der i perioden 1981 til 1986 etableret de første 23 zoner. På bare 5 år blev der skabt 63.000 nye jobs i disse vækstzoner! Det var jo ikke dårligt, om vi kunne opnå tilsvarende succes i Danmark.

Vi arbejder fortsat videre og håber på en afklaring, allerede inden denne artikel kommer på gaden.

Kim Behnke

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 8 / 21. årgang / august 1993

%d bloggers like this: