Arkiv

Posts Tagged ‘Finanslove’

Socialdemokratiet bange for at VKZ får flertal

30. september 2012 18 kommentarer

Socialdemokratiet bange for at VKZ får flertal 

Når hovedparten af landets erhvervsledere og andre med tilknytning til den private sektor holder ferie, er der grund til, at den bliver brugt til grundigt at overveje, hvorledes udviklingen skal være efter efterårets folketingsvalg. Som alt står i øjeblikket, vil Socialdemokratiet kun kunne fortsætte, hvis de danner regering med støtte fra SF. Er det ønskeligt for dansk erhvervsliv? Eller vil man hellere prøve den mulighed, som meningsmålingerne har vist i mere end et år – et VKZ-flertal?

At VKZ ikke længere blot er teoretiske drømme, vidner Socialdemokratiets adfærd om. De er bange, meget bange, for at miste regeringsmagten. De ved, at hvis Nyrup må forlade statsministerposten og blive formand for et mindre folketingsudvalg, da vil Socialdemokratiet ikke komme i regering mere i dette årtusind.

Derfor er de bange, og derfor har de allerede givet smagsprøver på, hvorledes de vil søge at skabe et ekstremt skræmmebillede af, hvad et VKZ-flertal vil betyde. Det er der ingen grund til at blive skræmt over.

Fakta er, at den væsentligste opgave for et VKZ-flertal bliver at flytte centrum for den økonomiske udvikling i samfundet tilbage til den private sektor. Mens den nuværende regering (A, B, CD og KrF, red.) har brugt alle midler for at flytte vækstcentrum ind i staten, så skal et VKZ-flertal bruge ændrede skattelove, erhvervslove, arbejdsmarkedslove, finanslove m.v. til at flytte væksten over, hvor den er samfundsgavnlig, nemlig i den private sektor.

Den nuværende regering har mødt ethvert problem i samfundet med nye love, flere regler, flere embedsmænd og mere planøkonomi. Den nuværende regering tror på, at det er politikere og kommissærer, som skal styre udviklingen. Konsekvensen er blevet stigende skatter, afgifter og gebyrer for erhvervslivet til skade for erhvervsfriheden, konkurrenceevnen og beskæftigelsen. Det er på trods af, at den nuværende regering lovede, at den ikke ville forringe konkurrenceevnen. Hvordan tror man så, det vil blive, hvis CD og KrF bliver skiftet ud med SF?

Mange (alt for mange) ledere i erhvervslivet har valgt den typiske danske “lad-os-nu-se” holdning over for regeringens politik. De meget betydelige flytninger af ideologiske hegnspæle, som regeringen har gennemført – specielt inden for erhvervsområdet, har ikke alle vist deres sande ansigt endnu. Kommuners adgang til privat erhvervsdrift, ødelæggelse af udligningscirkulæret, statslige fonde til erhvervsinvesteringer m.v. er initiativer, som først om nogle år vil vise, hvor planøkonomiske og socialistiske de er. I mellemtiden rinder sandet ud af den private sektors timeglas. Erhvervsledere må derfor tænke lidt længere end til næste termin. De må bruge sommerferien til grundigt at tænke over hvilket politisk klima, de ønsker i Danmark.

Vil man have den planøkonomiske “tredje vej” med den snigende socialdemokratisme, der efter værste salamimetode skærer sig ind på erhvervslivets frihed? Eller vil man have et politisk flertal, hvis hovedmålsætning er at skabe fornyet vækst i den private sektor? VKZ vil møde problemer i samfundet ved at fjerne love, afbureaukratisere og deregulere til fordel for friheden og mangfoldigheden.

Den nuværende regering har gennemført hovedparten af sine initiativer for lånte midler. Væksten i den offentlige sektor har vi slet ikke haft råd til. Alene statens gæld vil i år runde 700 milliarder kroner. Hvor tror man, disse penge skal komme fra? Er det ved at ansætte flere embedsmænd i ToldSkat? Ved at lave nogle kulturprojekter? Ved at systemeksportere vores børnehaver til Østeuropa? Nej, midlerne kan kun komme fra den private sektor. Det bliver den private sektor, som gennem de næste mange år skal afdrage den store gæld. Skal det gøres muligt, må erhvervslivet have vækstfrihed og forbedret konkurrenceevne. Det hjælper jo ikke, at der bliver færre om at løfte byrden!

Ledere og beskæftigede i alle private erhverv fra fiskere, landmænd, industri, transport og håndværk, for slet ikke at tale om handel og service, må derfor bruge sommerferien til – meget grundigt – at overveje, hvad de vil satse på til efteråret. Det er en vigtig beslutning, måske den vigtigste. Det er langsigtede investeringer, der foretages, når Folketinget sammensættes ved efterårets valg.

Kim Behnke 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 8 / 22. årgang / august 1994

Reklamer
Kategorier:Økonomi, Den offentlige sektor, Erhvervspolitik, Folkestyre/demokrati, Skat og afgifter, Socialdemokratiet Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Socialdemokratiets fantasteri-finanslov

16. december 2008 Skriv en kommentar

Socialdemokratiets fantasteri-finanslov

 

Socialdemokratiets oplæg til dette års finanslov er at lægge en ny skat på handel med aktier og obligationer. De forventer at få 1,5 mia. kr. hjem på denne nye konto. Auken og Co. glemmer at virksomhederne vil søge til udlandet, hvis der gøres alvor af denne nye afgift.

 

På udgiftssiden er der også interessante ting at læse:

 

Projekt Kroner
Kapitalindskud i de almennyttige boligselskaber 76 millioner
Oplysningskampagne om flygtninge 10 millioner
Forbrugerområdet 4 millioner
Turistplanen 25 millioner
Monopoltilsynet 10 millioner
Danmarks Turistråd 25 millioner
Statens kunstfond 10 millioner
Daghøjskolerne 10 millioner
Betalt frihed til uddannelse 50 millioner
Christiania 15 millioner
Penge til at fjerne dæmningen ved Hjarbæk Fjord 15 millioner
Patientbiblioteket på Rigshospitalet 1,7 millioner
Landsforeningen af Bøsser og Lesbiske 1,5 millioner
Next stop Sovjet”kampagnen 100.000
ANC´s kontor i København 600.000

Og sådan fortsætter Socialdemokratiets løsning af landets alvorlige problemer. Og det hele bygger på, at man kan lægge denne nye ekstra skat på aktier og obligationer!

 

Og så kalder man Fremskridtspartiet for urealistisk!

 

Kim Behnke

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 40 / 16. årgang / 2. december 1988

Den ræverøde finanslov er selvmord

3. december 2008 16 kommentarer

Den ræverøde finanslov er selvmord

 

Nu skal den danske befolkning igen belemres med en finanslov sammensat af det røde rædselskabinet. Det er sket førtilbage i 1981, hvor Anker Jørgensen – ligesom den nuværende regering (A og B, red.) – forsøgte at pådutte danskerne rendyrket socialisme. Det vil den danske befolkning heldigvis ikke finde sig i. Dengang gik det røde kabinet ned med et brag, og det vil ske igen.

 

Danskerne kan nemlig sagtens gennemskue Lykketoft (Finansminister Mogens Lykketoft, A, red.) og hans talmagi. Folk undrer sig, når Lykketoft konstant maler skønmalerier over rigets stilling, for det stemmer overhovedet ikke overens med den virkelighed, som danskerne lever i.

 

På trods af højkonjunktur er ventelisterne stadig lige så lange, som da regeringen trådte til.

 

Regeringen har afsat sølle 250 millioner kr. til at reducere ventelister, men det er langt fra nok. På Fremskridtspartiets finanslov er der afsat 1 milliard kr. ekstra i 1997, hvilket er et tigerspring i ventelistespørgsmålet.

 

På trods af højkonjunktur er antallet af danskere på offentlig forsørgelse ikke faldet. D.v.s. ledigheden er bare skjult i alverdens offentlige kasser. Der er stadig ca. 1 million mennesker på passiv offentlig forsørgelse. Regeringen vil ikke tage det skridt, som alle nationale og internationale eksperter anbefaler nemlig skattelettelser. Det vil Fremskridtspartiet, og det er det eneste, som virkelig hjælper.

 

På trods af højkonjunktur er statsgælden på over 800 milliarder kr. Regeringen forsøger dog at camouflere underskuddet ved at indregne Den Sociale Pensionsfond i opgørelsen, hvorved man når “ned” på 620 milliarder kr. Fordeler man det ud på alle danske borgere, giver det over 140.000 kr. pr. person. Men da spædbørn jo ikke har betalingsevne, er det mere relevant at udregne beløbet pr. skatteyder, og så bliver det til ca. 200.000 kr. Hvor mange danskere har plads til denne gældspost i privatøkonomien?

 

Alene renteudgifterne af gælden er på 60 milliarder kr. om året er en møllesten for dansk økonomi. Til sammenligning kan nævnes, at de samlede hospitalsudgifter udgør 33 milliarder kr. om året. På grund af sin økonomiske uansvarlighed ekspederer regeringen derfor de kolossale gældsproblemer videre til de kommende generationer.

 

Derfor er der i dag lagt en enorm skattebyrde på endnu ufødte danskere for vi – der lever i Danmark i dag – har jo siden 1973 haft et overforbrug på 800 milliarder kr. Det skal betales tilbage, og siden vi blot bliver ved med at stifte gæld – gælden bliver ved med at stige også i 1997 -, er der ikke andre til at betale end de kommende generationer. Det mener Fremskridtspartiet ikke, vi kan være bekendt.

 

Derfor skal der spares på de offentlige budgetter. Det nytter ikke noget, at det røde rædselskabinet bliver ved med at poste penge ud i socialismens hellige navn. Besparelser er nødvendige, når der ikke er orden i økonomien som følge af flere års overforbrug. Vreden over besparelser skal ikke rettes mod Fremskridtspartiet, fordi vi foreslår dem, men derimod mod de partier, som har ansvaret for, at underskuddet er opstået. I juni 1989 udtalte Niels Helveg Petersen (B), at hvis Folketinget i 70´erne havde lyttet til Fremskridtspartiet, så havde statens gæld været 300 milliarder kr. mindre! Dette blev sagt i 1989, og i mellemtiden har de “ansvarlige” partier gældsat danskerne op over begge ører.

Fremskridtspartiet tør godt påvise besparelser og privatiseringer af statslige udgifter, hvorved vi skaber budgetforbedringer til nedbringelse af underskuddet og finansiering af skattelettelser. Det røde rædselskabinet er derimod på vej til at begå selvmord. Kabinettet har nu vedtaget en finanslov med skattestigninger, yderligere gældsætning og et stort milliardunderskud på statens budget. Regeringen ved godt, at det er uansvarligt. Den mangler blot mod til at informere vælgerne om hvilke økonomiske besparelser, der rent faktisk er nødvendige og efterfølgende gennemføre dem. Det vil vælgerne straffe, og det vil ske, når selv ikke Carlssons Klister kan holde regeringen på taburetterne.

Kim Behnke

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1 / 25. årgang / januar 1997

Finanslovens gøgeunger giver dig nye sten til gældsmuren

8. november 2008 49 kommentarer

Finanslovens gøgeunger giver dig nye sten til gældsmuren

Aviserne er i øjeblikket fyldte med beretninger om de igangværende forhandlinger mellem regeringen (V, C og B, red.) og Socialdemokratiet. Regeringen  har ultimativt krævet, at 6 pct. skatten sættes ned og, at nogle besparelser og skatteomlægninger gennemføres. Socialdemokratiet har forlangt en aktiv erhvervspolitik m.v. Begge parter har stribevis af forslag til justeringer, omlægninger og enkelte besparelser. Men ingen har finanslovens “gøgeunge” – § 37 – med ved forhandlingsbordet.

Finanslovens glemte § 37-konto er rentekontoen. Her kan aflæses, hvor meget der må betales i renter på den store statsgæld, som er akkumuleret gennem de sidste næsten 30 år. Det er desværre ikke noget nyt, at man ikke hører meget til den konto. Faktisk er det nok den konto, man i gennem alle årerne har hørt mindst til.

En flov udgift

Det er ganske forståeligt, at regering og de såkaldte “ansvarlige politikere” ikke råber højt om rentekontoen. Faktisk er det den mest flove udgift på finansloven. Ifølge regeringens budgetoversigt fra oktober 1990 forventes det, at statens renteudgift i 1991 bliver ca. 60.000 millioner kr. Dette svimlende beløb svarer til ca. 20 pct. af alt, hvad der kommer ind i skatter og afgifter!

Tænk hvad vi kunne få af skattelettelser, reducerede sygehusventelister, bedre forhold for de ældre eller andre gode ting for de penge. Men vi får intet, intet andet end rentebetaling på gælden.

Når renten er så stor, hænger det selvfølgelig sammen med, at statsgælden er stor. I 1991 vil statens samlede gæld runde 510.000 millioner kr. Det er hele to års samlede udgifter for staten! Når gælden er blevet så stor, så skyldes det, at renter og renters rente løber hurtigt. Men det skyldes også, at der fortsat tilskrives ny gæld.

Nye sten til gældsmuren

Hvert finansår, som ender med et underskud, betyder nye sten til gældsmuren. Og de seneste år er ingen trøst. 1989 skulle være sluttet med overskud på 7.800 millioner kr., men endte med underskud på ca. 19.900 millioner kr. 1991 var budgetteret til “kun” at give et underskud på 7.000 millioner kr., men det ender nok med over 20.000 millioner kr. i underskud.

Befolkningen kan med rette forvente, at politikerne, regeringen og Folketinget i dette lys vil være meget opmærksomme på ikke at skabe ny gæld. Men nej – forslaget til finanslov for 1991 vil betyde underskud på 30.400 millioner kr. og så sent som den 11. oktober gav alle folketingets partier (minus Fremskridtspartiet) tilsagn om, at finansministeren (Henning Dyremose, C red.) må optage nyt lån til 50.000 millioner kr.

Umættelig rentekonto

Inden læserne falder om af de mange tal og de mange milliarder, er jeg nødt til at understrege, at disse forhold er langt vigtigere at tage stilling til, end små besparelser og “vigtige” nye udgifter. Gældens renteefterslæb udgør nemlig en gøgeunge på finansloven. Rentekontoen vil umættelig kræve nye årlige skattepenge tilført i en strid strøm. Det betyder, at alle de andre opgaver, staten beskæftiger sig med, vil blive “skubbet ud af reden”, hvis politikerne fortsat ser passivt til.

Jeg vil derfor opfordre regeringen til at tage situationen alvorligt. Vi må have en finanslov for 1991 som i det mindste ikke giver mere gæld. Vi kan ikke være andet bekendt for vores efterkommere. En sådan finanslov kan ikke skabes med Socialdemokratiet, kun i samarbejde mellem de ikke-socialistiske partier.

Kim Behnke

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 10 / 18. årgang / november 1990

Det betaler sig ikke længere at bestille noget

18. oktober 2008 53 kommentarer

Det betaler sig ikke længere at bestille noget

 

Som en århusianer i et liberalt erhverv forleden udtrykte det overfor Fremskridts redaktion, så skal man arbejde mere og mere for at få råd til at betale skat.

 

Det, der engang var en god spas, at man blev nødt til lige at tage et ekstra stykke arbejde for også at få råd til at betale skat, er nu blevet alvor for millionvis af danskere, der nu – efter seks års “borgerligt” styre – kan mærke, at det strammer økonomisk.

 

Sommeren er gået på hæld efter en heftig diskussion om renteafgiften og dens virkning på Familien Danmark. Den sidste dag i august bød på præsentationen af en ny og udgiftskrævende finanslov, der – for at fungere blot tilfredsstillende -burde være omkring 40 milliarder kroner billigere. Og imens christiansborgerne diskuterer milliarder og finanslovsstrategi på alenlange gruppemøder og i korridorerne, prøver familierne landet over at fatte, hvorfor september bliver dyrere at komme igennem, efterhånden som fire- og trekløvere misregerer.

 

En forbrydelse

Landet over sidder små selvstændige næringsdrivende og forstår ikke den besked, revisoren har afleveret i denne sommer: Betal lige f.eks. 20.000 kr. ekstra i skat – kaldet arbejdsgiverafgift. Hvor f….. skal de penge komme fra?

 

Det er en forbrydelse, der er overgået det danske folk i disse år og hvad der er værst for politikerne, det er ved at gå op for folket. Selv om man vånede sig ved at erkende det, tyr man i dag til den indrømmelse, at da Glistrup for næsten femten år siden sammenlignede statsministeren med en på det tidspunkt forsideomtalt, men ikke særlig elskelig person, var sammenligningen nok både ekstrem og uheldig, men ikke desto mindre sand i overført betydning.

 

Det, som Schlüter (C) som leder af skiftende regeringer har gjort mod Danmark, kunne socialdemokraterne ikke have gjort værre. Startede med pensionskasse-tyveriet, der ufatteligt nok blev glemt af vælgerne ved sidste valg og indtil nu kulminerende med arbejdsgiverafgiften, har hans regeringer svækket os i en sådan grad, så alle kan mærke det. Måske på nær de begrædte enlige mødre, bistandsklienterne og flygtningene, der går højere op i deres eksistential-problemer end i andres besvær med at slæbe sammen til deres overforbrug af cigaretter, 12 procents hakkekød og ferieophold!

 

Følgende eksempler taler for sig selv:

 

Første eksempel

En lønmodtager, fuldtidsbeskæftiget, skifter arbejde, hvorved indkomsten fordobles. Som følge af jobskiftet kommer et par ekstra fradrag, men også tilsvarende forhøjelse af trækprocenten. Lønmodtageren kan med udgangen af 1988 erkende, at det, han økonomisk fik ud af arbejdsbyttet, blev 25 procent flere nettokroner i pengekassen. Til historien hører, at en 37 timers arbejdsuge blev byttet ud med en 65-70 timers ditto!

 

Andet eksempel

En studerende får mulighed for at tage lidt ekstraarbejde ved siden af studierne, der i denne fase er væsentligt selvstudium, så arbejdet kan tilpasses. Vedkommende kan i sin kommende karriere få gavn og glæde af dette ekstraarbejde, der falder indenfor den studerendes fag. Efter i nogle måneder at have optjent dette ekstra supplement til studiestøtten, ender studiet med eksamen, og vedkommende får fast arbejde.

 

Få måneder efter kommer der et krav fra Statens Uddannelsesstøtte om, at ca. 6000 kr. betales retur. Vedkommende har tjent “så meget” ved siden af studierne, at retten til støtte er delvist bortfaldet – i dette tilfælde 25 procent af det udbetalte støttebeløb pro anno.

 

Pengene må naturligvis tilbagebetales, men den fhv. studerende kan efter lidt beregninger nå frem til, at det havde været bedre for hans økonomi og fritid blot at have ladet være med at arbejde i studietiden. Nettoindtjeningen ved ekstraarbejdet, når både skat, faglige kontingenter, udgifter til transport til arbejdspladsen m.v. er fratrukket, oversteg nemlig kun de 6000 kr. med et par tusinde kr. Ikke engang nok til en udlandsferie i den uges ferie, vedkommende undte sig selv!

 

Tredje eksempel

Et sted i Jylland sidder en selvstændig, midaldrende erhvervsdrivende. Vedkommendes årsindkomst er god, men det kræver også en arbejdsuge på ikke under 60 timer, flere gange månedligt endog arbejdsdage på mere end 20 timer med kun fire-fem timers søvn forud for denne arbejdsmarathon.

 

Vedkommende har et par deltidsansatte, der tilsammen ikke arbejder mere end højest 15-16 timer ugentligt. Arbejdsgiveren kommer dette år til at betale ca. 20.000 kr. i strafskat, fordi han tillader sig at være arbejdsgiver. Revisoren kan blot fortælle, at det er en udregningsformel mellem momsbelagt vareforbrug, årsindtægt og omsætning. Formlen er mindre vigtig for denne arbejdsgiver, der er mere interesseret i at få rede på, hvor Anders Fogh Rasmussen (V) har forestillet sig, at de 20.000 kr. til den såkaldte arbejdsgiverafgift skal komme fra.

 

Fremskridt har indsamlet eksemplerne og hermed i sløret form a.h.t. kilderne præsenteret dem for vore læsere for i dokumentarisk form at give et klart indblik i, hvordan tre løngrupper i praksis sjofles af det samfund, som de alle tre gerne vil arbejde i og for, men som alene takker dem med yderligere skattekrav og byrder!

 

Lige siden Fremskridtspartiets spæde start i bogstaveligste forstand i en grøft, og til i dag har politikere som Glistrup, Dohrmann, Poulsgaard og Kjærsgaard skreget sig hæse for at gøre opmærksom på disse urimeligheder. I år er det værre end nogensinde.

 

Ready

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 28 / 16. årgang / 9. september 1988

Hvordan skal gældsbyrden afvikles?

14. oktober 2008 127 kommentarer

Hvordan skal gældsbyrden afvikles?


Vores grundlovsgivende forgængere var desværre ikke så forudseende, at de indbyggede nogle sikkerhedsventiler i vores grundlov, sådan at der f.eks. var en grænse for, hvor meget statens underskud kunne vokse til eller en grænse for, hvor højt vores skattetryk kunne blive her i landet.


Jeg tror nok, at hvis de kunne se, hvordan landets økonomi har udviklet sig i øjeblikket, ville de ærgre sig lidt over, at de ikke i sin tid indbyggede sådan nogle ventiler i vores grundlov. For forskellige flertal i denne sal har nemlig medvirket til, at staten i dag er så langt ude, at vores statsunderskud svarer til mere end 2 års samlede statsudgifter, hvilket nok må siges at være aldeles uacceptabelt.


På trods af den kendsgerning – at statens gæld i 1991 vil runde 500 milliarder kr. -, er der ikke et eneste af de øvrige 7 partier i Folketinget eller endsige Regeringen (V, og B, red.), som har fremlagt en politik til, hvordan vi får den enorme gældsbyrde afviklet. Finansministeren (Henning DyremoseC, red.) erkender da ganske vist gældsbyrdens eksistens i den seneste budgetoversigt, nr. 2, men egentlige løsninger synes vi ikke man kan finde. Der er ganske vist en kvart sætning om, at man håber på lidt mere gang i den private sektor. Lidt senere erkender man, at væksten, i hvert fald næste år, bliver desværre nok ikke så stor, som man havde regnet med, så allerede dér er der næppe den store løsning at hente.


Nu kan det selvfølgelig også være en barsk omgang at skulle nedbringe så stor en gældspost, særlig når man selv har ansvaret for dens tilblivelse, men det kan vel ikke være for meget at forlange, at vi hvis vi ikke kan afvikle gælden så i det mindste lader være med at lade gælden vokse yderligere. Men heller ikke her formulerer regeringen en, hvad der på nudansk hedder bæredygtig politik.


Alene 1989- og 1990-underskuddene burde i sig selv få enhver ansvarlig finansminister og enhver ansvarlig regering til øjeblikkelig at slå bremserne i, så gældsudviklingen ikke fortsætter. Men ak nej, Finanslovsforslaget, som det ligger på bordet til forhandling i dag, har et budget med 17 milliarder kr. i underskud, og den seneste prognose spår, at 1991 minsandten vil ende snarere med 31 milliarder kr. i underskud. Hvert eneste år med underskud betyder, at den samlede gæld bliver tilsvarende højere.


Gæld giver altså begrænset økonomisk bevægelsesfrihed. Gæld er en møllesten på hele landets økonomi. Ikke mindst den årlige rentebetaling på gælden, der i 1991 er sat til 59 milliarder kr., er med til at stjæle penge op af lommen på landets befolkning. Tænk engang, hver borger fra vugge til grav, må hvert år eller i hvert fald næste år undvære 12.000 kr. blot for at kunne betale renter på den gigantiske gæld.


Forestiller vi os, at udviklingen fortsætter uændret, f.eks. i bare 5 år, vil statsgælden ved udgangen af 1995 være på næsten 700 milliarder kr., og den årlige renteudgift vil være på et sted mellem 75 og 77 milliarder kr., afhængigt at renteniveauet. Den årlige rentebetaling vil på det tidspunkt svare til alt, hvad der kommer ind i moms. Er det holdbart?


Efter vores mening nej. For den fortsatte gældssætning vil alene på rentesiden betyde, at der hvert år skal skæres yderligere en 4-5 milliarder kr. væk fra andre statsudgifter; ikke for at spare eller lave skattelettelser, nej, blot for at fodre gældsuhyret med yderligere rentebetaling.


Hvis jeg nu, og jeg understreger ordet hvis, fra denne talerstol formulerede et besparelseskrav på f.eks. 50 eller 60 milliarder kr. næste år, og de penge skulle bruges til budgetbalance, skattelettelser og måske oven i købet en lille smule gældsfradrag, ville finansministeren gå på talerstolen og erklære, at mit og Fremskridtspartiets krav var komplet urealistisk, og aviserne ville i morgen være fyldt med lignende bemærkninger om det urealistiske og det ultimative protestparti, som man under ingen omstændigheder kan samarbejde med.


Men hvem er egentlig urealistisk? Er det den politiker, der erkender, at der skal gøres noget ved gældssituationen, eller er det de politikere, der fortsætter med at bevilge guld og grønne skove, vel at mærke på kredit?


Regeringen mener f.eks., at det både er realistisk og ansvarligt:

  • at fortsætte med at forhøje ulandsbistanden med 500 millioner kr. om året,
  • at afsætte mange hundrede millioner kroner til brug i Østlandene,
  • at bruge endnu flere penge på såkaldt uddannelse og igangsættelse,
  • at bruge endnu flere penge på kultur, at fortsætte med at sætte arbejdstiden ned
  • o.s.v.

Til finansiering af det og af nogle af de skattelettelsesforslag som regeringen har formuleret, anvender man så ikke engang besparelser. Nej, man anvender nye indtægter, hvilket altså betyder, at den danske befolkning vil have et fortsat uforskammet højt skatteniveau. Det er altså det, man kalder “den realistiske politik” , hvorimod den politiker der er så “uforskammet” at snakke om at få sat balance i tingene bliver erklæret urealistisk. Det kan godt være, at det er godt med moral, men det er altså ikke dobbelt så godt med dobbeltmoral. Derfor burde regeringen leve op til de påbud, man har givet befolkningen.


Det pudsige er, at hver gang en interesseorganisation – en flok kunstnere, et erhvervsområde eller lignende – kommer på finansloven, er der ingen grænser for, hvor hurtigt det kan gå, og hvor mange rosende ord det giver i landets aviser. Hvis man derimod går den anden vej, hvis man vil skære ned, så kræver det årelange afviklingsordninger, der skal laves alternativer og lapperier og alt muligt bureaukrati, og så er der kun anledning til skældsord. For et af de største problemer, vi har i den offentlige sektor er, at der er alt for mange folk ansat til at lave stadig mindre, men nødvendigt arbejde. I 1970 var der 420.000 offentligt ansatte. Der var ingen sygehusventelister dengang, der var postudbringning de fleste steder to gange om dagen o.s.v., o.s.v. I dag er der næsten 900.000 offentligt ansatte. Der er lange ventelister på sygehusene, og der er end ikke engang pakkeudbringning om lørdagen. Det er bare for at give to eksempler.


Så finansministeren burde erkende at statens størrelse, også rent personalemæssigt, er for stor. Det, man praler med i finanslovteksten, at man laver personalereduktioner er efter vores mening fup og talmagi. Det, at man har ændret statussen for Københavns Lufthavn, og at man nu også vil gøre det for telesektoren godtgør ikke, at man kan fratrække det personale, lige så vel som også Storebæltsforbindelsen, D.O.N.G. o.s.v., er en del at statens personale.


Men tilbage er det helt grundlæggende spørgsmål, hvor stor den offentlige sektor skal være eller kan være, før samfundsøkonomien kollapser. Der er vel næppe nogen, der er i tvivl om, at hvis ikke vi havde lånt de 500 milliarder kr. på statens vegne, var den offentlige økonomi for længst kollapset. Derfor må man, uanset partifarve, erkende, at det ikke længere går.


Amerikanerne har et begreb, de kalder “welfare pusher”, hvilket vil sige at mange af dem, der er ansat i velfærdssektoren har en personlig og faglig interesse i at få flest mulige klienter og holde på dem længst muligt. Sådan behøver det ikke at være.


F.eks. har man i Kina mange steder et system, hvor patienten betaler lægen, lige så længe man er rask, men i det øjeblik man bliver syg, betaler man ikke længere til sin læge. Uden at jeg specielt skal anbefale den ordning i Danmark, er det er eksempel på, hvor incitamentstrukturen vender rigtigt. Det gør den ikke i den offentlige danske sektor.


Velfærdsarbejderne får tværtimod flere ressourcer, jo dårligere folk har det. Det er altså en diskussion, som måske nok kan virke lidt provokerende, men som vi bliver nødt til at tage her på randen af velfærdsstatens kollaps.


Fremskridtspartiets budskab i forhold til finansloven for 1991 er, at vi da gerne medvirker til at bære finansloven igennem, hvis målet kan blive, og jeg understreger ordet målet, budgetbalance, skattelettelser og fortsatte privatiseringer. Tre mål, som det næppe kan være hverken finansministeren eller regeringen særlig fjernt at kunne tilslutte sig.


Et det at snakke om budgetbalance bare noget fuldstændig urealistisk, som man ikke gider høre på? Det er nemlig sådan, at den danske karrusel kører baglæns i øjeblikket. Vi kan konstatere, at et lavere privatforbrug giver mere arbejdsløshed og færre indtægter til staten, at begge dele giver større statsunderskud, og hvortil regeringen så minsandten maner befolkningen til at spare endnu mere og lægge endnu flere penge til side. Og så kører man endnu en tur mere på karrusellen. Det vi skal have er, at vi skal have karrusellen til at køre den modsatte vej rundt. Vi skal give nogle lavere skatter, vi skal have en forøget omsætning i den danske samfundsøkonomi. Det giver nemlig flere arbejdspladser, det giver igen færre statsudgifter, som igen giver plads til flere skattelettelser, og så lige pludselig kører samfundsøkonomien den rigtige vej rundt.


Vi håber i Fremskridtspartiet, at regeringen ikke vil bruge alt for lang tid til at konstatere, at et finansforlig med Socialdemokratiet ikke fører noget som helst godt med sig. Regeringen må nemlig forstå, at hvis vi skal have et realistisk forlig mellem regeringen og Fremskridtspartiet, tager det tid. Det tager nemlig tid, har vi erfaret at nå frem til besparelser, og besparelser skal der altså til, subsidiært voldsomme privatiseringer. Derfor opfordrer vi regeringen til, at den hurtigst muligt indleder realitetsforhandlinger om finansloven for 1991 med et forlig som mål.


Så har jeg også til sidst en bøn. Ikke så meget til finansministeren, men måske mere til hele regeringen: Hvis vi allerede på nuværende tidspunkt får en erklæring om, når vi i Fremskridtspartiet har som mål ved indgangen til forhandlingerne, at vi skal prøve at få balance på budgettet, at det er totalt urealistisk, har regeringen afskåret sig fra at kunne få et finanslovforlig med Fremskridtspartiet. Det må være målet ved indgangen til de forhandlinger, vi skal i gang med nu, og så vil vi ikke hverken kaldes urealistiske eller fanatiske, når vi stiller med noget så simpelt som et ønske om balance på budgettet, skattelettelser og fortsatte privatiseringer.


Kim Behnkes ordførertale

Uddrag fra 1. behandling af finansloven


Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 10 / 18. årgang / november 1990

De tilsminkede 74.000 millioner kroner

11. oktober 2008 Skriv en kommentar

De tilsminkede 74.000 millioner kroner

74.000 millioner kr. er regeringens skræmmetal overfor befolkningen. Selv dette forfærdende underskudstal fortæller langt fra den usminkede sandhed.

Finanslovsforslagets virkelige tale er, at “kun” 239.000 millioner kr. af de planlagte offentlige udgifter for 1983 – 394.000 millioner kr. – vil være skattedækkede. Ikke engang det tal er realistisk.

For det er et fastfrosset øjebliksfotografi af 1983. Og er der noget, de offentlige finanser ikke er i øjeblikket  er det fastfrosne. De galopperer mod afgrunden. Fotograferes et jetfly 2000 meter over jordoverfladen i et styrt, er det ikke nok at læne sig tilbage i lænestolen og nedsætte en kommission til at finde frem til, hvordan det undgås, at flyet rammer jordoverfladen. Før man overhovedet kan komme til at påvirke det med sine handlinger, er det kommet katastrofalt væsentligt nærmere.

Om den løbskkørsel, Folketinget skal standse, skriver Fællesbanken:

” Det har hidtil været en målsætning, at de økonomiske problemer skulle løses uden at ødelægge vort sociale velfærdssystem, men denne målsætning har i realiteten ikke længere nogen mening. I løbet af fem år er skatterne nemlig næsten udelukkende i stand til at dække forrentningen af statens gæld, således at der stort set intet bliver tilbage til undervisnings-, social og sundhedsvæsenet, ganske uanset hvilken brandbeskatning af befolkningen man tænker sig. “

Det gør ondt af få ret.

For den trotylbombe som nu eksploderer, er præcis, som Fremskridtspartiet har varslet det år efter år som konsekvensen af Folketingets vedtagelser af forbryderiske ødsle-finanslove.

1983-underskuddet er den direkte fremregning af, at SVCQMB og SF den 24. februar 1982 klokken 16:06 stemte ja til landsødelæggerfinansloven for 1982.

Når der nu skal diges mod bankerot-stormfloden, skal man ikke kaste skylden på Fremskridtspartiet.

Det er pyromanerne og ikke brandvæsenet, som fortjener vælgernes straf. Men pyromanerne er 91,1 % af det nuværende Folketing. Derfor evner det Folketing ikke at forbedre forholdene højst at formindske forværrelsen.

Og flertal hertil kan kun dannes på grundlag af to partier. At kalde dem BZ er at trække tanken hen på de samfundsdestruktive. Regeringsfundamentet må derfor døbes ZB, men VCQM og alle de andre er da velkomne til at være med.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 29 / 10. årgang  / 27. august 1982

%d bloggers like this: