Arkiv

Posts Tagged ‘offentlige udgifter’

Beskæftigelsesneutrale offentlige besparelser – Dansk dynamik

20. maj 2013 154 kommentarer

4. Beskæftigelsesneutrale offentlige besparelser

Kilde: DANSK DYNAMIK – En helt ny vækststrategi

         Udgivet af Fremskridtspartiets folketingsgruppe 1993

         Må gengives med fuld kildeangivelse

 ——————————————————————————————

Råderummet i dansk økonomi er ikke blevet større, blot fordi betalingsbalancen når et forventet årsoverskud på over 30 mia. kroner i 1993. Overskuddet er ikke en provenukilde, som staten kan anvende efter forgodtbefindende. Det giver alene staten mulighed for at konvertere sin udenlandske gæld til indenlandske lån som følge af øgede valutapositioner.

Råderummet bliver således ikke større, der foretages kun en simpel låneomlægning.

Denne låneomlægning er imidlertid ikke betydningsløs. Statens øgede aktivitet på det danske kapitalmarked bevirker, at en større del af udlånsmassen går til passive offentlige udgifter i stedet for aktive investeringer, der fortrænger de private investeringsprojekter. Det er derfor ikke ubetinget godt, at staten ombytter udenlandske lån med indenlandske.

Fortrængningsproblemet understreger mere end noget andet, at det er nødvendigt at stoppe den statslige underskudsfinansiering. Dels fordi den er truende for vor fremtidige vækst og beskæftigelsesmuligheder, og dels fordi den forvrænger befolkningens opfattelse af de offentlige aktiviteters sande omkostninger.

Men det er ikke ligegyldigt, hvordan gældsspiralen stoppes.

Forsøget på at nedbringe den store statsgæld, som i 1993 vil andrage mindst 633 mia. kroner, bør i starten ske ved at foretage så mange beskæftigelsesneutrale besparelser som muligt.

Fremskridtspartiets udspil er derfor underlagt en tidshorisont, der tager hensyn til den nuværende beskæftigelsessituation. Der foreslås således ingen afskedigelser af offentligt ansatte i 1993, ud over den naturlige afgang. Reduktionen i den offentlige arbejdsstyrke er i stedet fremskudt til finansårerne 94 og 95, hvor den private sektor forventes at kunne opsuge en del af den offentlige sektors overkapacitet.

Der er principielt tale om en nyskabelse inden for økonomisk politik, idet der foretages en kombineret finanspolitisk stramning og lempelse med positive beskæftigelsesmæssige konsekvenser. Stramningen sker ved at justere overførselsindkomsterne og fjerne en lang række tilskud. Og lempelsen effektueres ved de føromtalte skattelettelser, der alle opfylder et strategisk sigte.

Udspillet imødekommer dermed flere formål samtidig.

Fremskridtspartiet erkender, at offentlige besparelser er et spørgsmål om prioritering, og at vi netop i dette udspil tillægger beskæftigelseshensynet størst betydning. På lang sigt er det dog nødvendigt, at der gennemføres mere gennemgribende ændringer af den offentlige sektor. Derfor bør der allerede nu nedsættes et uafhængigt ekspertudvalg, der i 1993 kan præsentere forslag til en egentlig udgiftsreform. Ønsket er bl.a. begrundet af, at antallet af offentligt ansatte er vokset fra 420.000 i 1972 til 870.000 i 1992. Udvalget skal derfor præsentere løsninger til, hvordan de offentlige udgifters naturlige vækstmekanismer kan stoppes.

4.1. Målrettede offentlige besparelser

Besparelsesforslagene er sammensat på en sådan måde, at de ud fra en netto-betragtning er beskæftigelsesneutrale. Der kan således godt forekomme variationer i hvert enkelt besparelsesforslag uden, at der samlet set er tale om en netto-forskydning.

  • Reduktion af dansk ulandsbistand

Ulandsbistanden, som i 1993 er berammet til 8,3 mia. kroner, foreslås beskåret med 5 mia. kroner, hvorefter det reducerede beløb kan søges suppleret med frivillige private donationer. Lignende besparelser er foretaget i bl.a. Sverige, Norge og Finland, hvorfor der ikke er tale om et isoleret dansk fænomen. Det er dog Fremskridtspartiets mål, at der kun skal være en statslig katastrofereserve på 500 mio. kroner.

  • Afvikling af børnechecken

Den indkomstuafhængige børneydelse på 7.850 kroner for 0-6-årige og 5.900 for 7-17-årige afvikles. Det er helt urimeligt, at staten optræder som medforsørger for børn, som de enkelte familier har besluttet at få. Der er tale om et privatøkonomisk anliggende, som der kun kan kompenseres for i socialt begrundede tilfælde. Disse udgifter kan imidlertid afholdes inden for rammen af de øvrige børneydelser. Udgifterne på godt 7 mia. kroner skal derfor gradvis afvikles, begyndende med 1 mia. kroner i 1993.

  • Forhøjet egenbetaling for børnepasning

I Danmark anvendes der godt 11 mia. kroner til drift af vuggestuer, børnehaver, integrerede daginstitutioner og dagpleje, hvoraf det offentlige betaler ca. 8,5 mia. kroner. Det er et i international sammenligning uhørt beløb. Forældrebetalingen til den offentlige børnepasning skal derfor forhøjes således, at der etableres en bedre overensstemmelse mellem forbrug og finansiering. Den forhøjede egenbetaling, der skal give en samlet besparelse på 2 mia. kroner vil især ramme højindkomstgrupperne. I en undersøgelse foretaget af Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut (AKF), er det også blevet bekræftet, at det er denne gruppe, der benytter sig mest af de forskellige offentlige børnepasningsordninger (13)..

  • Kultursektoren

De offentlige kulturudgifter andrager godt 13. mia. kroner (14). Ved at forhøje egenbetalingen på dette område kan der opnås en besparelse på mindst 1 mia. kroner, uden at det påvirker beskæftigelsessituationen inden for kultursektoren. På længere sigt er det imidlertid nødvendigt, at der foretages mere gennemgribende tilskudsreduktioner og privatiseringer på dette område. Statsstyret kultur er et potentielt undertrykkelsesredskab, som passivere det kreative til fordel for det konforme og afrettede.

  • Færre tilskud

En lang række offentlige tilskud foreslås enten fjernet eller reduceret.

Det gælder fx tilskuddene til:

  1. Erhvervslivet på ca. 6 mia. kroner.
  2. Boligselskaberne på ca. 5 mia. kroner.
  3. Grønland og Færøerne  på ca. 3,5 mia. kroner.
  4. Østhjælpen på ca. 2 mia. kroner.
  5. Foreninger og organisationer på ca. 1,2 mia. kroner.

De forskellige tilskudskonti beskæres, så der opnås en samlet besparelse på i alt 5 mia. kroner.

  • Arbejdsmarkedsuddannelserne

De nuværende arbejdsmarkedspolitiske foranstaltninger foreslås erstattet med den såkaldt virksomhedsrelaterede uddannelse (VRU). Derved opnås dels en forbedret uddannelses- og beskæftigelsesindsats, dels en besparelse i de samlede offentlige udgifter til arbejdsmarkedsformål på 5 mia. kroner. De personer, der i øjeblikket er omfattet af ordningen, færdiguddannes, hvorefter systemet langsomt afvikles. På længere sigt skal de såkaldte AMU-centre sælges, men indtil da, kan erhvervslivet leje dem til deres uddannelsesaktiviteter. De ansatte på centrene skal fortsat fungere som undervisere og betjene de funktioner, VRU-ordningen indebærer.

I princippet kan denne kombinerede omlægning og besparelse ikke betragtes som beskæftigelsesneutral. Det nuværende system bidrager nemlig ikke til skabelse af varige arbejdspladser, hvilket vil være tilfældet med VRU-ordningen.

Besparelsen er derfor paradoksalt nok beskæftigelsesfremmende.

  • Dagpengejustering

Forhøjelsen af den skattefri bundgrænse til 60.000 kroner har en skatteværdi på ca. 15.000 kroner. Indtil der er etableret en finansieringsform på dagpengeområdet, foreslås det derfor, at der foretages en generel nedjustering af dagpengene, så rådighedsbeløbet for dagpengemodtagerne er uforandret. Det vil dels øge udbuddet af arbejdspladser, der har et lønindhold under de nuværende maksimumsydelser og dels fjerne en række af de samspilsproblemer, der i dag afholder personer fra aktiv deltagelse på arbejdsmarkedet.

Nedjusteringen har en provenuværdi på 3 mia. kroner.

  • Lavere lønudvikling

Gennemførslen af skattelettelser vil få en positivt afsmittende effekt på lønudviklingen, både på det private og offentlige arbejdsmarked. Hvis lønstigningen i den offentlige sektor blot begrænses med 2 %, vil der kunne opnås en besparelse på over 3 mia. kroner. Det bør derfor også være finansministerens forhandlingsmål ved de kommende overenskomstforhandlinger.

  • Brugerbetaling

Private virksomheder, der i dag benytter sig af offentlige servicetilbud, skal i højere grad dække de omkostninger, der er forbundet med at levere ydelsen. Det samme gælder for privatpersoner, der modtager ydelser fra det offentlige. At gennemføre brugerbetaling er dog en tung proces, der kræver en vis indkøringsperiode. Derfor er besparelsen på dette område kun berammet til 2 mia. kroner i 1993.

  • Opstramning af udlændingeloven

Der foreligger ikke eksakte opgørelser over, hvor meget den offentlige sektor samlet anvender på udlændingeformål. Budgetoplysninger fra stat, amter og kommuner viser dog, at der på konti med direkte henvisning til udlændinge er tale om ca. 9 mia. kroner. For eksempel har Justitsministeriet oplyst, at de i 1993 skal bruge mellem 3 og 4 mia. alene til modtagelse af asylansøgere m.v. Hertil kommer forskellige socialudgifter samt udgifter til uddannelse, bolig kriminalforsorg, politi og mange udgifter i kommunerne på skønsmæssigt 8 mia. kroner. Ved en opstramning af udlændingeloven og en ændring af flygtninges sociale status vil der kunne opnås en minimums besparelse på 3 mia. kroner.

  • Kontanthjælpsreduktion

I forsøget på at fjerne en række af de såkaldte samspilsproblemer foretages en reduktion i de forskellige kontanthjælpsydelser. De samlede udgifter til kontanthjælp andrager i dag godt 11 mia. kroner, hvorfor en besparelse på 1 mia. kroner vil kunne fordeles med 10 % nedjustering af de forskellige ydelsesformer uden mærkbare ændringer i rådighedsbeløbet. Justeringen vil imidlertidvære af en sådan størrelsesorden, at der opnås en betydelig indkomstfremgang ved overgangen fra passiv hjælp til beskæftigelse.

Dermed etableres den motivation, som bl.a. Socialkommissionen har efterlyst i deres seneste rapport (15).

  • Driftsbesparelser ved privatisering

Ved en totalprivatisering af en række udvalgte statsopgaver vil der skønsmæssigt kunne opnås driftsbesparelser på 2 mia. kroner i 1993. Alene en delprivatisering af DSB skønnes at lette statens budgetmæssige driftsunderskud på 3,9 mia. kroner. Viften af privatiseringsmodne offentlige institutioner er imidlertid så stor, at der ikke alene bør fokuseres på de største statsvirksomheder.

4.2. Budgetforbedringer

Sideløbende med de ovenstående besparelser på i alt 33,5 mia. kroner, vil der kunne opnås en række budgetforbedringer som følge af den øgede økonomiske aktivitet.

  • 40.000 flere i arbejde

Det meget beskedne skøn om 40.000 flere personer i beskæftigelse vil alene føre til en budgetforbedring på 10 mia. kroner. Den forbedre budgetposition er en sammensætning af sparede dagpenge og øget skattegrundlag. Idet omfang, der sideløbende med dette udspil ikrafttrædelse indtræffer en international konjunkturopgang, vil virkningen naturligvis forstærkes.

  • Øgede momsindtægter som følge af større forbrug

De foreslåede skattelettelser vil især i det første skatteår blive omsat til tidligere uindfriede forbrugsønsker. Det vil ud fra en ret præcis vurdering føre til øget moms og afgiftsindtægter på 30 % af de 53 mia. kroner, en skattefri bundgrænse på 60.000 koster eller 15 mia. kroner i alt. For eksempel vil køb af biler med 180 % i registreringsafgift betyde, at 2 ud af 3 kroner havner i statskassen, ud over den almindelige moms på 25 %.

  • Dynamiske effekter

De planlagte skattelettelser for 1993, 1994 og 1995 vil medvirke til, at arbejdsindsatsen og investeringsomfanget øges kraftigt allerede i 1993. Forklaringen er, at både personer og virksomheder indretter sig efter de skattemæssige forhold, som de har sikkerhed for bliver gennemført i fremtiden. Der opnås således dynamiske effekter, før de planlagte skattelettelser er i funktion. Det vil både betyde øget indkomst- og selskabsskat på skønsmæssigt 6 mia. kroner.

4.3. Besparelser er ikke nok

De foreslåede besparelser og budgetforbedringer beløber sig til i alt 64,5 mia. kroner. Der er således tale om en overfinansiering i forhold til de skattelettelser, som Fremskridtspartiets udspil lægger op til. I forsøget på at stoppe den gældsspiral, som i de sidste mange år har præget dansk økonomi, er det dog nødvendigt at finde yderligere provenukilder. Målet er i første omgang at reducere det forventede underskud på finansloven for 1993 på 40,3 mia. kroner. Det kræver engangsindtægter i størrelsesordnen 30-35 mia. kroner.

Det er imidlertid vanskeligt at foretage større offentlige besparelser, uden at det får uheldige beskæftigelsesvirkninger. Derfor foreslår Fremskridtspartiet, at der rejses så meget provenu som muligt ved øget udlicitering og privatisering.

Tiltag af den karakter er også i overensstemmelse med kravet om beskæftigelsesneutralitet.

Henvisninger

13. Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut (AKF), ”Offentlige børnepasningsordninger”, AKFs Forlag, København, oktober 1988.

14. Kulturministeriet, ”Kulturens penge: Offentlige udgifter til kultur og folkeoplysning”, København, oktober 1992, s. 10.

15. Socialkommissionen, ”Tabt?” – Debatoplæg om midtergruppen”, København, november 1992.

Velfærd

17. oktober 2012 13 kommentarer

Velfærd

Uvilkårligt sætter mange ledighedstegn mellem summen af offentlige udgifter og velfærden i samfundet.

Den skinbarlige Fremskridtssandhed er lige modsat under den offentlige sektors nuværende uholdbare opsvulmning. Velfærden bliver større, hvis staten lader folk beholde flere af deres egne penge, så de selv kan afgøre, om de vil købe det ene eller det andet.

Her kan man høre radiointerviews med Mogens Glistrup

Det nuværende uoverskuelige virvar af offentlige tilskud forvrider prisforholdet mellem varegrupperne. Men alt i alt bliver der færre forbrugsgoder til rådighed for flere penge, fordi varerne bliver dyrere og dårligere, når de betales med al den slendrian, som uundgåeligt følger med at betalingen går over statslige eller kommunale monopoler.

Derfor er det velfærdsfremmende med en klækkelig nedsættelse af de offentlige udgifter og dermed af skatterne.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 10 / 15. årgang / 20. marts 1987

Stop jagten på trækdyrene

20. august 2012 6 kommentarer

Stop jagten på trækdyrene 

Socialdemokratiet og de Radikales (B) forslag om at nedskære befordringsfradraget vil skubbe tusinder af lønmodtagere over i offentlig forsørgelse, siger Fremskridtspartiets skatteordfører, Kim Behnke.

– Allerede i dag er det således, at mange familier næsten ingen økonomisk fordel har ved at passe et arbejde, frem for at være på. Udgifterne ved at tage på arbejde opvejes næsten ikke af lønindkomsten, når der også skal betales skat og de mange offentlige afgifter. Regeringens sidste skattereform gav et urimeligt indhug i befordringsfradraget, hvilket øjeblikkeligt kunne aflæses i manglende lyst hos ledige til at tage arbejde i nabobyer m.v.

Det er et komplet absurd samfund, hvor offentlige udgifter i stigende omfang går til dem, der ikke bidrager til samfundskagen, mens trækdyrene ude på arbejdspladserne konstant udsættes for nye angreb mod deres indkomst, siger Kim Behnke og fortsætter:

– Forslaget fra Socialdemokratiet og Radikale giver en verdensfjern miljøindpakning. Med de udgifter der allerede i dag er ved bilkørsel, er det ikke for sjov, folk bruger bil. Offentlig transport er ikke et alternativ for folk med skæve arbejdstider eller familier, der både skal hente børn og gøre indkøb på vej hjem fra arbejde.

Fremskridtspartiet vender sig stærkt imod de tilbagevendende angreb mod den arbejdende del af befolkningen. Hold fingrene fra trækdyrene, slutter Kim Behnke.

Kim Behnke

Pressemeddelelse

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 11 / 24. årgang / november 1996

Otte hovedveje fra 124.000 til 91.000 millioner kroner

5. juli 2012 68 kommentarer

Otte hovedveje fra 124.000 til 91.000 millioner kroner 

Udgiftsreduktionerne fra 124.000 til 91.000 millioner kroner kører ad otte hovedveje: 

Fra én kasse til en anden                                                                                                             

En del af de milliardbeløb borgerne indbetaler i den ene offentlige kasse, får de samme borgere senere udbetalt af en anden offentlig kasse. Havde skattevæsenet blot ladet folk i fred, havde de selv været i stand til at betale deres egne udgifter. Både økonomisk og menneskeligt vil det være langt bedre. Ud fra denne synsvinkel spares for eksempel børnetilskud, fritidsundervisning, boligsikring og teaterstøtte.

Forældede udgifter                                                                                                                     

Det offentlige har gennem årerne påtaget sig at betale for et væld af aktiviteter, hvor Fremskridtspartiet under nutidens forhold prioriterer indkomstskatteafviklingen højere end fortsat skatteyderfinansiering. Nye udgiftsområder (f.eks. forureningsbekæmpelse) og vækst på gamle (folkepension og sygelønnens overgang fra arbejdsgiver til stat) bevirker, at man for ikke at havne i uacceptable skatteresultater må bortsanere offentlige udgiftsfelter, der er groet op under andre samfundsforhold end de nu rådende. Eksempelvis kan nævnes diplomatiske repræsentationer, store dele af biblioteksvæsenet, erhvervstilskud, Ribe, Roskilde og Aalborg Universitets Centre og uddannelser i sociologi, psykologi og snesevis af luksusuddannelser.

Urimelige udgifter                                                                                                                     

Staten og kommunerne har for skatteborgernes penge indladt sig på at yde tilskud til formål, om hvilke der er vidtstrakt uenighed. Fremskridtspartiet mener, at den enkelte selv må afgøre, hvad hun eller han vil bidrage til. Derfor bør man ikke skatteyderfinansiere f.eks. ulandsbistand, idræt og kunstfonds.

Kirken                                                                                                                                         

Med indkomstskatteafviklingen forsvinder kirkeskatten pr 1. januar 1978. Menighederne får herefter økonomisk selvstyre. Ved at gøre statens kirke til folkets kirke modvirkes den ligegyldighedspræst, der på lidt længere sigt truer den lutherske kirke.

Færøerne og Grønland                                                                                                                              

Færøerne og Grønland er ikke naturlige områder under Danmark. Ønsker færinger eller grønlændere at flytte til Danmark, skal de være velkomne, men at fortsætte med at styre disse områder fra Syddanmark, er hverken i den færøske eller den grønlandske nations interesse.

Offentlige lønninger                                                                                                                    

Indkomstskatteafvikling vil især være en fordel for de offentligt ansatte. I praksis rammes de nemlig særlig hårdt af indkomstskatten.  Dette er nok en del af baggrunden for, at der sideløbende med indkomstskattens himmelflugt i de sidste 12-14 år er sket større forhøjelser i de offentligt ansattes arbejdsvederlag pr. effektiv arbejdstime, end de privatansatte har opnået. Alle, der forbliver i offentlig tjeneste, vil få mindre bruttoløn efter alternativ Z. Forskellen bliver minimal for de lavtlønnede tjenestemænd og så meget desto større for de højtlønnede overenskomstansatte. Gennemsnitsnedsættelsen bliver på 14 %. Med den samtidige indkomstskattereduktion skulle alligevel næsten alle få levestandardsfremgang, men det offentlige sparer ca. 9 % af de 33.000 millioner kroner, der skal findes.

Det er naturligvis ikke de offentligt ansatte som mennesker, Fremskridtspartiet har noget imod. Det, vi går i krig mod er, at vi i Danmark fejlanvender vort vigtigste råstof, arbejdskraften. Det har vi simpelthen ikke råd til at fortsætte med. Slet ikke efter at stigende råvarepriser og den unødvendige arbejdsløshed har gjort os fattigere. I de næste par år bør man nok holde op med at øge antallet af offentligt ansatte med ca. 2500 om måneden og i stedet mindske det med omkring 4300. Den gradvise mindskning skal først og fremmest ske ved, at man undlader at foretage nyansættelser ved naturlig afgang. Der bliver jo rigeligt med beskæftigelsesmuligheder i det private erhvervsliv i et samfund, hvor indkomstskatten er under afvikling. Egentlige afskedigelser kommer der nok kun ca. 100 af pr. måned (mindre end 1/7000 del af de offentligt ansatte).

Ens pension                                                                                                                                 

Den skatteyderfinansierede pension til tidligere offentligt ansatte må i længden ikke være større end andre borgers folkepension. Som led i overgangsordningen nedskæres aktuelle tjenestemandspensioner med 55 %, samtidig med indkomstskatteafviklingens iværksættelse den 1. januar 1978. Dette betyder, at det disponible pensionsbeløb bliver nogenlunde uændret for den enkelte tjenestemandspensionist. I og med forhøjelsen af den almindelige folkepension ophæves særpensionsordningerne såsom ATP og den til 1979 planlagte tillægspension fra den sociale pensionsfond.

Mindre administration

Fremskridtspartiets lovforenklingsindsats vil medføre, at det administrative personale – også i den offentlige sektor – bliver formindsket meget væsentligt. Herved spares naturligvis ikke blot lønudgifter til de pågældende, men også alle de mange følgeudgifter, som det nuværende kontoriusseri fører med sig.

Fremskridtspartiet

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 20 / 4. årgang / 18. november 1976 

Nye skatter hele tiden

23. juni 2012 216 kommentarer

Nye skatter hele tiden

Regeringen (A og B, red.) har siden 1993 indført nye skatter og afgifter, som betyder, at vi i dag – efter bare 6 år – betaler 100.000 millioner kroner mere i skatter og afgifter. I samme periode er der indført 75 nye skatter og afgifter. Hvis de offentlige udgifter var blevet holdt i ro over de 6 år, så kunne vi i dag have klaret os med f.eks. 15 pct. moms, eller 5 pct. point lavere indkomstskat. Men det seneste år er det med Pinsepakken gået rigtigt hurtigt.

Alene vores boligejere vil komme til at betale 3.300 millioner kroner mere i skat i 1999. Når Pinsepakken er helt gennemført i år 2002 vil boligejerne betale 10.000 millioner kroner mere om året end før Pinsepakken.

En familie som bor i eget hus, har bil og en kapitalpension vil – når Pinsepakken er helt gennemført – komme til at betale 25.000 kr. mere om året i skatter og afgifter. For hele befolkningen er det 22.000 millioner kroner!

Fremskridtspartiet

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridtspartiets nyhedsbrev nr. 1 / 18. marts 1999  

Boganmeldelse – Om å bruke andres penge

21. juni 2012 60 kommentarer

Boganmeldelse: Om å bruke andres penge

Juraprofessoren Fridtjof Frank Gundersen stiller op i tilslutning til Fremskridtspartiet ved stortingsvalget i næste måned. Han har netop udsendt artikelsamlingen: Om å bruke andres penge. En innføring i norsk parasittiøkonomi.

Her kan man høre radiointerviews med Mogens Glistrup

Her skildrer han bl.a. den norske problemstilling således: ”Jeg ser det som min vigtigste opgave at forsvare den enkelte skatteborger og forbruger mod det øgede magtmisbrug for organisationer i nærings- og arbejdsliv, den offentlige forvaltning og erhvervspolitikere med fælles næringsinteresser på tværs af partigrænserne. Et vigtigt led i denne kamp er at afsløre organisationernes og politikernes argumentation, når denne tager form af propaganda, som tager sigte på at føre vælgerne bag lyset.

Da kommer man ikke udenom at afsløre Højre, når partiet i Stortingsperioden ikke markere klare alternativer til Arbejderpartiets politik. Men så snart valgene nærmer sig, sætter Højre i gang med en voldsom ordduel med Arbejderpartiet. De to partier forsøger – ved hjælp af en enorm mere eller mindre partibunden presse og mangfoldige millioner kroner i statsstøtte og kollektive bidrag – at dele vælgerne i to grupper.

Ved dette valg skal illusionen personificeres ved at stille Kåre op mod Gro. Arbejderpartiet og Højre har faktisk fælles interesser af at have hverandre at skræmme vælgerne med. Højre er lige så afhængige af Arbejderpartiet som Arbejderpartiet af Højre. På samme måde som LO ville være meningsløs uden at have N.A.F. at kæmpe mod. Jeg ser det som en opgave at afsløre de velorganiserede forsøg på at markedsføre kunstige modsætninger i norsk politik.

Hulheden viser sig bedst, når vi ser, at Højre i praktisk politik ikke seriøst og konkret går ind for at reducere de offentlige udgifter.

Skal Norge reddes uden ren statskapitalisme, må vi støtte et parti, som har mod til at afstå fra at forsøge at købe sig stemmer på skatteborgernes bekostning, og som i stedet søger at skaffe sig vælgere ved at foreslå betydelige nedskæringer i offentligt forbrug og indtægtsoverførsler. Fremskrittspartiet er ikke ligesom Højre indvævet i en masse bånd og forpligtelser til de mægtige organisationer i norsk nærings- og arbejdsliv. Partiet har den uafhængige basis, som er nødvendig for at fremlægge et alternativ til forvaltningsstaten. De, som i det store og hele er enige i de grundtanker bør se det som en vigtig politisk opgave at sikre, at Fremskrittspartiets tanker bliver repræsenteret på Stortinget. Hvis ikke, vil vi komme til at opleve en stærkt amputeret politisk debat fremover. Højre vil i en sådan situation, uden at frygte stemmetab, kunne bevæge sig endda længere i retning af samarbejdspartierne, når det gælder foreksempel landbrugs-, fiskeri- og kommunalpolitik. De vil ikke risikere nogen kritik fra Stortingets talerstol. Og Fremskrittspartiet er jo praktisk talt uden presse”.

Hele bogen er på godt 200 sider og kan erhverves for 50 danske kroner hos forfatteren på adressen:

xxxxxxxxxxxxx

xxxxxxxxxxxxx

xxxxxxxxxxxxx

Forholdene er så ligeartede i Norge og Danmark, at Gundersens kan gennemarbejdes som en lærebog også i dansk Fremskridtspolitik – og udgøre en fortrinlig inspirator ved læserbrevsskrivning.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 30 / 9. årgang / 4. september 1981

Her er tallene Hartling ikke fik i TV

17. juni 2012 10 kommentarer

Her er tallene Hartling ikke fik i TV 

Fremskridt afslører statsministerens fuskargumentation og bringer besparelsesposterne for skolesektoren.

I mange måneder interesserede Fremskridtspartiets spareforslag og fuldt udarbejdet budget, Hvad koster 60.000 kr. skattefrit?” ikke venstrehøvdingen Poul Hartling. Først minuttet før valgklokken faldt i slag – på et tidspunkt, hvor Fremskridtspartiet takket være TVs´ minutdemokrati var afskåret fra at give udtømmende svar, og de hartlingske insinuationer således kunne hænge fritsvævende i æteren – kom interessen. 

Her kan man høre radiointerviews med Mogens Glistrup

Ved samme lejlighed afslørede Poul Hartling sin totale uvidenhed om summen af de milliarder kroner, indførelsen af “60.000 kr. skattefrit” kan spare landets hårdt plagede skatteydere for og sammen med den “friske” bemærkning: “Jeg har lige rekvireret budgettet,” fortæller det en hel del om saligheden i argumentationen og den politiske orientering hos rigets nuværende førstemand.

Fremskridt har gjort sig den ulejlighed, Poul Hartling ikke fandt nødvendig. Vi har set på budgettet og begrundelserne for de foreslåede nedskæringer på skolesektoren.

Her er resultatet:

2,7 milliarder skal spares

Hvis skattetrykket holdes uændret, vil en fortsættelse af de sidste års politiske linje i de offentlige udgifter medføre, at skolerne i finansåret 1975/76 bruger 11 milliarder kroner. Får Fremskridtspartiet lov til at råde, bliver beløbet 8,3 milliarder.

Af de 11 milliarder bruges ca. 2 centralt samt til skolebyggeri. Dette tal vil Fremskridtspartiet nedsætte til 500 millioner kroner.

De 9 milliarder, der anvendes lokalt, fordeler sig på ca. 830.000 elever, eller pr. elev ca. 10.800 kr.

Ved at nedsætte undervisningspligten fra 9 til 7 år fra august 1974 og gennem det øvrige felttog mod akademikersnobberiet, forventer Fremskridtspartiet at opnå, at elevtallet i 1975/76 bliver gennemsnitligt ca. 790.000. De 7,8 milliarder kroner repræsenterer altså en gennemsnitsudgift pr. elev på ca. 9.900 kr.

De 7,8 milliarder kroner vil blive fordelt til de enkelte skoler – private som offentlige – til ret fri anvendelse, således at det beløb, som hver enkelt skole får, vil afhænge af skolens elevtal, elevernes aldersfordeling, og hvor tyndt befolket skoledistriktet er.

Forældrene skal bestemme

Herefter vil det være op til forældrekredsen ved hver skole for sig at finde ud af, hvordan den mene at kunne få størst udbytte af det modtagne beløb. De væsentligste restriktioner forældrene bliver underkastet vil være, at den offentlige skole skal lægge hovedvægten på at lære eleverne at regne, at læse og at udtrykke sig skriftligt, samt at lære eleverne fremmede sprog grundigt, og at den offentlige skole ikke må give sig af med at indoktrinere eleverne.

I de forældreskoler, hvor Fremskridtsfolk kommer til at præge budgetterne, vil besparelsen på gennemsnitlig 900 kroner pr. elev (godt 8 pct.) nok ofte forekomme med stor vægt lagt på nogle af følgende poster:

Tolv områder

1. Administrationsarbejdet nedskæres drastisk. F.eks. ved bortskæring af refusionsordninger, forenkling af lønberegninger og bortryddelse af statistikopgaver.

2. Alle penge bliver mere værd, når indkomstskatteafviklingen bremser inflationen.

3. Lønningerne falder med gennemsnitligt 11.000 kr. pr. ansat samtidig med, at indkomstskatten lettes med godt 25.000 kr. for de fleste i gruppen.

4. Skolebøger fornyes ikke så ofte. Sparsommelighedsdyrkere står for uddeling af stilehæfter, ringbind og lignende.

5. Skolepsykologerne henvises til at blive selvstændige næringsdrivende.

6. Skolebiblioteker, lydbilledsamlinger etc. fornyes næsten ikke i nogen år. Regionscentraler mindsker ulemperne herved.

7. Særfag med små hold opgives (tilvalgsskolen har meget store løn- og materialeudgifter).

8. Eleverne rengør i vidt omfang selv skolen.

9. Skolelægeordningen (herunder også sundhedsplejersker) og skoletandplejen begrænses.

10. Stipendiestøtte bliver unødvendig i mange tilfælde, når forældrene bliver indkomstskattefrie. Skolebespisningsordninger kan også spares.

11. Skolerejser begrænses.

12. Skolekørslen bliver mindre omfattende, når man standser nedlæggelsen af småskoler og opførelsen af centralskolepaladser.

Mogens Glistrup og

Torben Zinglersen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1 / 2. årgang / 8. januar 1974 

De borgerlige svækker rentefradragsretten

28. april 2012 6 kommentarer

De borgerlige svækker rentefradragsretten

Kun Fremskridtspartiet fører en målbevidst politik imod ”salamimetoden” til rentefradragsrettens afskaffelse.

Så længe renter indkomstbeskattes, skal renteudgiften kunne trækkes fra.

Det har stedse været og vil fortsat være Fremskridtspartiets sikre ledetråd.

Rentefradragsretten har imidlertid hårde tider.

Vi kender alle Erhard Jacobsens (CD) kongstanker om at nedbarbere parcelhusfradragene.

Værre blev det, da Venstre-regeringen sidste sommer fandt på, at kun ham med en vis renteudgift (foreløbig over 4.000 kr.) overhovedet skulle have fradragsret.

Dengang var Fremskridtspartiet heldigvis tilstrækkeligt stærkt til at forpurre gennemførelsen.

Her kan man høre radiointerviews med Mogens Glistrup

Ved sit valgkup for et år siden fik Hartling (V) svækket Fremskridtspartiet. Der gik da også kun et par måneder, før Folketinget – med Fremskridtspartiet som eneste opposition – vedtog som en del af den nye parcelhusskattelov, at renter til skattevæsenet ikke mere kunne fratrækkes.

Det eneste forsonende var, at den nye regel først skulle træde i kraft 1. januar 1976.

Så sad vi da en december aften, mens hele resten af Danmark juleforberedte sig og trak tov, time efter time om at redde fradragsretten.

Men modspillet mod Jens Kampmann (A) og Henry Grünbaum (A) var for spinkelt. Der gik råddenskab i de svage træer, ét efter ét: Først frafaldt de radikale, så Kristeligt Folkeparti, så Centrum-Demokraterne og da først kæmpen, Anders Andersen (V), ikke kunne holde stand længere, var også de konservative smuttet ind på holdet til at aflive skattefradragsretten. Alle ni mod Fremskridtspartiet var afstemningsresultatet den 17. december 1975.

Om føje tid har vi så argumentet, at når han, der ikke kan låne i banken, ikke kan fratrække renter, ja så bør kassekreditrenter heller ikke kunne trækkes fra. I alt fald ikke når de vedrører privat gæld.

Alle de andre partier har nemlig også i den forløbne uge solgt deres mulighed for at kæmpe mod, at der kan skelnes mellem privat gæld og forretningsmæssig gæld. Den fik skatteministeren (Svend Jakobsen, A, red.) dem til at hoppe på i forbindelse med valutakurstabsloven. Alternativet var nemlig at stemme for et fremskridtsændringsforslag og det var alligevel for meget at forlange af de konservative og af Danmarks liberale parti (Venstre, red.), for slet ikke at tale om de kristelige centrum-demokrater eller de radikale.

Nej, julegaven i år til skatteministeren skulle ikke være nogen salamipølsemaskine. Den han har fungerer så fortrinligt, at han ikke behøvede nogen ny.

Men hvor er det dog begrædeligt at se vort skattesystem blive yderlige forringet, skive for skive, fordi der stadig ikke er fast modstandskraft mod socialdemokratiske skatteforøgelsesanslag. Hverken i Venstre eller hos nogen af de tre partier, Venstre ville have dannet regering med i februar.

Det hele minder så forbistret meget om udviklingen i 1966, da skattefradragsretten – diget mod statsplyndringen – smuldrede væk, og hvor følgen blev, at verdenshistoriens største skattestigningsflodbølge, væltede ind over Danmark i de følgende år. De offentlige udgiftsbehov var jo lige så ubegrænsede dengang som nu.

Skal en historiegentagelse undgås, er der nogle, der har gode grunde til at have nytårsfortsætter om at forbedre sig i 1976.

Vi bragte en særmelding med hilsen til Hilmer, Jens, Erhard og til Poul og Poul.

Mogens Glistrup 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 2 / 4. årgang / 29. januar 1976 

Statsudgiftsvækst i 1987

26. april 2012 77 kommentarer

Statsudgiftsvækst i 1987

Det er regnskabsfusk, når Palle Simonsen (C) m.fl. påstår, at de offentlige udgifter holdes i ro i disse år. Men det er rigtigt, at firkløverne (V, C, CD og KrF, red.) anvender alskens Tribini-tricks for at bilde folk ind, at der skulle være offentligt udgiftsstop eller måske endda besparelser.

En af regeringens bedragerimetoder er at tale nettotal: Altså ikke sammenligne de faktiske udgifter, men derimod udgifter med fradrag af, hvad der kommer ind i gebyrer osv. Og det er ikke småting. Ifølge budgetredegørelse 1986 har tallene inden for statens område udviklet sig således i Schlüter-epoken (C):

År Milliarder kroner
1982 31,3
1983 33,5
1984 37,7
1985 40,9
1986 45,1
1987 49,9

I VCQMB-sminkekrukken findes andre ”indtægter på udgiftskonti”. De er kommet op i størrelsesordnen 5-6 milliarder. Energiministeriet er en af topscorerne, når de skal lænse A. P. Møller-selskaberne for kapital, der unægtelig kunne være anvendt langt mere fornuftigt end at forsvinde i den bundløse statskasse. Små 60 milliarder kroner af de samfundsressourcer – som staten beslaglægger – går altså helt uden om det, som Palle Simonsen oplyser som statens samlede udgifter.

Her kan man høre radiointerviews med Mogens Glistrup

Herudover kommer en række andre narreværker: Fx at statens renteudgifter konteres som ”negative indtægter”. I 1987 forventes det at blive 52,8 milliarder kroner, hvortil kommer afdragsforpligtigelser m.v. for 105.609.300.000 kroner. Næsten alle disse ca. 160 milliarder statsudgifter stammer fra statsgæld, som de fire partier har stemt for. Det gælder lige fuldt gælden før som efter det formelle statsministerskifte i 1982.

Et tredje bogholderifup – hvormed Palle Simonsen bluffer befolkningen – er først begyndt her i 1987. Det gælder børnetilskud, som nu også skal være med til at være negative indtægter og derfor ikke formelt påvirker det statsudgiftstal, som regeringen foregøgler befolkningen.

For 1987 drejer det sig om 2,9 milliarder kroner, men allerede i 1988 bliver tallet fordoblet.

Kontingentudgiften til EF (6,5 milliarder i 1987) behandles på tilsvarende vis.

Dernæst er femkløversnakken om at holde de offentlige udgifter i ro blændværk, for så vidt staten vælter udgiftsområder over på kommunerne og derefter bryster sig af, at statsudgifterne ikke skulle være steget.

Det, som interesserer såvel samfundsøkonomien som borgernes privatøkonomi er selvfølgelig, hvor meget de samlede offentlige udgifter stiger som følge af det nuværende løsslupne og letsindige folketingsflertals fædrelandsødelæggende frådserier med borgernes penge.

Specielt for 1987 er en af Simonsens julelege bag hans såkaldte udgiftsloft, at den største post vedrørende statsrefusion af de kommunale sociale udgifter kun dækker 11 måneder. Ganske tilsvarende er boligministeriet jonglørekspert. Det øger bestandig det tilskudsberettigede byggeri. Man omlægger de tekniske udbetalingsregler, så staten skyder en voksende udgiftsdyne foran sig, men ministrene foregiver, at de holder deres budget i ro.

De udgiftstal som Palle Simonsen taler om skifter fra artikel til artikel. Men, de er så at sige altid for lave. Også af den grund er de renset for inflation. Men de virkelige udgifter som statskatteyderne skal skrabe sammen til, er de virkelige priser altså inklusive mellemliggende prisstigninger.

En række statsudgifter klares helt uden om Palle Simonsens finanslovstal ved, at regeringen lader nogle formelt statsuafhængige betale som fx Danmarks Radio, DONG, elselskaberne osv. Storebæltsbroen går altså under området. Angiveligt fordi de radikale hellere vil stå til søs, når de skal fra Sjælland til Danmark.

Efter finanslovens vedtagelse myldrer det ind med yderligere statsudgifter, som vi først får det samlede tal på, når tillægsbevillingsloven for 1987 forelægges i 1988. Altså efter valget: Miljøtiltag, arbejderbeskyttelse, EF, lønforhøjelser for offentligt ansatte osv. Finanslovslæseren får unægtelig det modsatte indtryk. Han støder på en post på 1,8 milliarder til endnu ikke fundne besparelser – et tal Palle Simonsen er blevet nødt til at nedfælde, fordi ikke engang summen af hans mange andre tyvetricks har været nok til at skjule, at han ikke har noget som helst styr på statsudgifterne. I lodret modstrid med hvad han selvpralende fremfører, hver gang han får ordet skriftligt eller mundtligt.

Mogens Glistrup 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 5 / 15. årgang  / 13. februar 1987

Nej til forhøjelse af punktafgifter

28. marts 2012 Skriv en kommentar

Nej til forhøjelse af punktafgifter

Fremskridtspartiet vender sig på det kraftigste mod regeringens (A, B og Centrum Demokraterne (D), red.) planer om at finansiere rabatkort til de studerende over en forhøjelse af afgifterne på øl, vin og spiritus. Det siger Fremskridtspartiets finanspolitiske ordfører, Kim Behnke.

– Punktafgifterne er en skjult skat, og Fremskridtspartiet vil under ingen omstændigheder være med til at skatteskruen får endnu et nøk opad. Tværtimod. Danskerne er verdens mest skatteplagede folk, og fordi regeringen nu føler sig presset til at give de studerende rabat på deres transport til og fra skole, skal det ikke gå ud over den øvrige del af befolkningen.

Ordet ”spare” indgår desværre ikke i regeringens ordbog. Man tvivler nogle gange på, om de overhovedet kan stave til det. Hvis de studerende skal have mulighed for at komme til og fra skole – billigere end nu – så må der findes tilsvarende besparelser for denne udgift.

Det nytter ikke, at hver gang regeringen vil have finansieret et af sine påhit, så skal pengene finansieres over skatter, afgifter eller gebyrer. Befolkningen er i forvejen ved at kvæles af det alt for høje skatteniveau, der slår ethvert initiativ ihjel.

Fremskridtspartiet kræver, at regeringen sætter sig ned og finder kompenserende besparelser, hvis de studerende skal have et rabatkort og ikke bare blindt vælte udgifterne over på skatteyderne, slutter Kim Behnke.

Kim Behnke

Pressemeddelelse 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 5 / 24. årgang  / maj 1996 

%d bloggers like this: