Arkiv

Posts Tagged ‘glistrup artikler’

Z-genrejsningen

7. november 2012 10 kommentarer

Z-genrejsningen

Fremskridtspartiet havde før september 1982 en ikke helt så ringe indflydelse.

Men så startede Thorndahlismen en bølge af bortforæringer af Z-synspunkter. Fremskridtsfolk blev så selvopgivende, at det lignede et totalt ophørsudsalg.

Midt i al traurigheden i afvigte vinter tør vi håbe på, at sabotagen indefra mod vort nødvendige parti alene var noget forbigående og midlertidigt.

Men vi skal ikke være overmodige over, at det nu er gået så fredeligt indadtil i de sidste par år. Vi bøder stadig for synderne i halvandet året med de mange faneflugter. Derfor er det stadig nødvendigt at handle disciplineret og uselvisk og opofrende at afstå fra egotrips:

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 14 / 14. årgang / 18. april 1986

Fortryder Anker Jørgensen?

6. november 2012 11 kommentarer

Fortryder Anker Jørgensen?

Demokratiets livskraft er størst, når debatterne kan ske for åbent tæppe. Anker Jørgensens hyppige advarsler om faren for demokratiet består ikke i de mange partier – store eller små – men kun i hemmelighedskræmmeriet eller fortielser.

Derfor endnu en opfordring til statsministeren om i fuld udstrækning at debattere landets problemer for åbent tæppe.

I forbindelse med Tv-debatten den 1. oktober havde Billed-Bladet planlagt en artikel om Mogens Glistrup og Anker Jørgensen. Hver især var opfordret til at skrive om modparten.

 

Den 19. september sendte Billed-Bladet følgende brev til Mogens Glistrup:

Kære Glistrup:

Det er med sorg jeg skriver til dig for at fortælle dig, at dit indlæg i sidste øjeblik er taget ud. Efter at Anker Jørgensen havde sagt nej, besluttede bladets ledelse trods alt at droppe sagen, fordi vi ikke må beskyldes for at tage parti. Sådan mener man, det kunne virke på nogle mennesker, hvis vi bragte dit indlæg alene.

Jeg er ked af, at du har ulejliget dig forgæves, men regner med, at vi er lige gode venner af den grund. Hils din kone mange gange.

Venlig hilsen

Leif Kjeldsen

 

Nedenstående gengiver vi den artikel, Mogens Glistrup havde skrevet, idet det dog skal tilføjes, at Billed-Bladet ville have kortet artiklen en smule ned:

Da fremskridtsbevægelsen var spædbarn, kom mange dybt fortvivlede til os og sagde med næsten ens ord: ”Min bedstefar var socialdemokrat. Min far var socialdemokrat. Selv har jeg altid stemt socialdemokratisk. Jeg har aldrig troet, jeg skulle tvivle, men nu kan jeg altså ikke holde det ud længere. Kildeskatten, Rifbjerg og alt det der. Det kan da ikke være socialdemokratisk politik. Jeg kan simpelt hen ikke blive ved mere. Er det mig, der er fej? Er det mig, der svigter? Eller er det Krag og de andre fine?

Samme Jens Otto Krag fortæller ikke om tilsvarende oplevelser i sin offentliggjorte dagbog. Utvivlsomt må imidlertid også han have mødt holdningen og fornemmet dens udbredthed. Derfor var det ikke overraskende at han – der jo ikke længere var nogen årsunge – benyttede først givne lejlighed til at lade sig erstatte af en arbejdsmand. De 13 år med cand. politter som socialdemokratiske partiledere havde kostet dyrt i retning af tabt kontakt med de virkelige samfundsproblemer.

Arbejdsmanden var Anker Jørgensen. Vi fremskridtsfolk modtog ham i største spænding. Skulle han blive med- eller modspiller i vor kamp mod den nye herremandsklasse, som de 13 år havde skabt?

Olympiadetalen

Det første sikre tegn på, hvor det bar hen, var hans olympiade tale. Blot muligheden for offentlige besparelser – den eneste vej at komme ud af skattemoradset på – blev kaldt for ”falsk tale”. Ved enhver olympiade – sagde Anker Jørgensen – sættes nye rekorder, og sådan er også naturloven for hver finanslov. Det offentliges udgifter må nødvendigvis blive større og større.

Hermed var handsken til fremskridtsbevægelsen kastet. Da vi få måneder senere i Gallup-tilslutning var Socialdemokratiets jævnbyrdige, udfordrede vi gang på gang Anker Jørgensen til at komme og diskutere med os. Han undslog sig konsekvent og undtagelsesfrit. Men omsider kom dog en socialdemokrat – Erhard Jacobsen. Med ham dystede vi møde efter møde om sygdomsbærmen i den danske samfundsøkonomi – at stat og kommuner har ladet sine udgifter svulme så stærkt ud over den økonomiske bæreevne.

I løbet af et halvt års tid var Erhard Jacobsen blevet klar over, hvilken vej de stærke befolkningsstrømme bar. På fjernsynsskærmen så vi Anker Jørgensen holde sin ”til venstre for midten-tale”. Direkte kontakt med ham var aldeles uopnåelig. Hans forhold til fremskridtsbevægelsen var blot, at han efter avisernes sigende arbejdede med, om han dog ikke kunne få puttet mig i fængsel.

Men snart skulle han få endnu flere problemer. Den Erhard Jacobsen, der skulle have gjort socialdemokratiarbejdet med at knække Fremskridtspartiet, indgik nu i de manges brigade, der simpelt hen ikke længere kunne bære over deres samvittighed fortsat at slutte op om Socialdemokratiet, som var blevet så totalt ændret siden Staunings og H. C. Hansens dage.

For at knuse oprøreren Erhard Jacobsen, før denne nåede partimæssigt at etablere sig tilstrækkeligt fast, kastede Anker Jørgensen Danmark ud i et valg. Snart stod det klart, at dette stykke partitaktik slog fejl. Befolkningen havde fået nok af socialdemokraternes olympiske rekorder.

Foragt for fair play

Men midt i valgkampen kammede udviklingen over. Anker Jørgensen havde været i Middelfart og talt om Middelhavet. Med socialdemokraternes sædvanlige nævnenyttighed til at ville løse alle andre landes problemer, havde han groft fornærmet olielandene. Det førte nu til boykot af Danmark, og det blev Anker Jørgensens redning. Med suveræn foragt for alle fair play synspunkter og særregler, lod Danmarks Radio nemlig socialdemokraterne – især Erling Jensen – køre en trommeild af valgpropaganda med det hovedindhold, at i en sådan national krisesituation, måtte man da slutte op om regeringspartiet.

Derfor gik Anker Jørgensen ud af valgslaget som nr. 1. Stadig leder af Danmarks største parti. Men det næststørste blev Fremskridtspartiet. Og derfor kunne han nu ikke længere undslå sig for at møde os ved officielle lejligheder.

Første gang, jeg traf ham på tomandshånd, var et par dage efter valget. Da statsministersekretæren viste mig ind, sad han ved et lille bord i et kæmpestort isnende koldt lokale. Menneskekontakten mellem os føltes endnu koldere.  Hans uforstående foragt var tydelig for dette nymodens sammenrend af apolitiske fremskridtsfolk. Også jeg skulle imidlertid sige noget. Jeg kom til at formulere mig på den måde, at jeg nok vidste, at en statsminister fik umådeligt mange tal på sit arbejdsbord hver dag og knapt kunne huske dem alle, men jeg ville dog lige gerne genopfriske hans hukommelse med ét tal, han måske havde glemt, nemlig at vælgerne havde udrustet Fremskridtspartiet med 28 folketingsmandater.

Det skæve smil hvormed han svarede ændrede aldeles stemningen. Det nærmest forårsvarmede. Det udtrykte til 100 %, at jeg da også måtte forstå den knibe, han var i. Kastet ud i at være leder for det parti, som i to generationer havde været den danske arbejders. Og så nu alle disse bryderier fordi andre havde fejlet.

Andres fejl

Siden da har ånden fra den 6. december 1973 altid været det dominerende, når jeg tænker på Anker Jørgensen. Nok har ikke i de knapt tre år vi har haft fælles arbejdsplads én eneste gang villet sludre uformelt med mig. Vi påtrængende fremskridtsfolk skal bestemt ikke tro, at vi er noget – at vi skulle være lige så gode som de gamle. Men selv om han altså dag ud og dag ind passerer forbi mig på Christiansborg uden et ord eller en kommentar til, hvad der er oppe – selv på trods af det, fornemmer jeg altså – ærlig eller falsk – en vis gensidighedens sympati fra december mødets tøbrud.

Men med en enkelt begrænsning: Fra Folketingets talerstol taler man lige ned til ministrene. Nærmest sidder statsministeren. Og normalt virker Anker Jørgensen som den forstående lytter, som det er inspirerende at henvende sig til. Men ikke når K. B. Andersen undtagelsesvis er på visit i Danmark og sidder ved hans side. Han er legemliggørelsen af det inkvisitoriske fremskridtshad. Og påvirkelig som han er af sine nærmeste omgivelser, konkurrerer  Anker Jørgensen med sin udenrigsminister ved de lejligheder om at hidse sig op mod banditten Glistrup.

Ganske oplagt er det skammeligt, at der skal være så elendig en kontakt mellem de to største politiske partier inden for arbejdslivet.

Derfor var den 13. september 1976 en lykkens dag. Anker Jørgensens fok erkendte da omsider, at man ikke får Z-bevægelsen dræbt ved fortsat at lade som om, vi ikke eksisterede. Folkestyre betyder debat. Debat med dem man er uenige med så det folk, der skal styre også kan bedømme de eksisterende opfattelser over for hinanden.

Og selv om vi fremskridtsfolk har svært ved at forstå at 913.155 ved sidste valg holdt fast ved det socialdemokratiske parti, må vi naturligvis respektere det og respektere, at deres politiske leder er Anker Jørgensen. Måtte den seneste udvikling klart konstatere, at han ikke længere til de mindreværdiges kreds henregner de 414.219, som satte deres krydser i den anden ende af stemmesedlen.

Vi er alle sammen mennesker.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 17 / 4. årgang  / 7. oktober 1976

Z lige nu

28. oktober 2012 2 kommentarer

Z lige nu

Det statsmonopol som indehaves af Danmarks Radio og TV er helt og fuldt i hænderne på gammelpartiernes røde lejesvende med deres bestandige tromlen fra årle morgen til sen nat for at fremkomme med ensidige budskaber til fædrelandets fordærvelse.

Løgn, fortielse og forvrængning er de våben, hvormed de vil ødelægge Fremskridtsbevægelsen. Brugt år efter år. Nu 16. år i træk. Og af alle de toneangivende journalister.

Derfor har vi nok kun os selv og vore spinkle kræfter at bygge på. Og derfor må disse kræfter udnyttes i længere tid, end de få uger som hengår fra valgudskrivelsen til valgdagen. I de par dusin døgn er det særdeles svært for et kirkerottefattigt parti som Fremskridtspartiet overhovedet at komme til orde. I de dage overlades scenen jo stort set til magthaverpartierne, som lover alt paradisisk og spiller på, at vælgerhukommelsen gang efter gang har vist sig at være uhyggelig kort.

Vor opgave nu er derfor ikke at fuldkommengøre vort indre partiorganisationsapparat. Det må vente. Vort virke skal være udadvendt. Med et ofte anvendt Fremskridtsudtryk: Nu gælder det at missionere blandt hedninge. Og efter opinionsresultater er der over 97 % af dem på landsplan. I visse egne af landet endda endnu flere.

Metoden er ganske enkel. Det eneste vi skal gøre er at sige sandheden. Vi Fremskridtsfolk skal bruge alle vore kræfter til at oplyse om de virkelige forhold.

Hver gang det lykkedes for os, er sejren vor. Hver eneste dansker er nemlig i virkeligheden et Fremskridtsmenneske. De fleste ved det bare ikke selv. Fordi de er blevet proppet med så mange usandheder om Z-partiet. Vor opgave er derfor uforfærdet at være sandhedens fakkelbærere.

I højsædet skal vi sætte de gamle dyder. Folketinget skal forkæle den arbejdsomme, den flittige, den selvdisciplinerede, den selvopofrende. Det er kravene, når vi skal ud af de folketingsskabte plager, som har præmieret ødslerne, de letsindige, de forkælede, de klynkende og de uforstandige.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 6 / 15. årgang / 20. februar 1987 

Pressemeddelelse fra Mogens Glistrup

22. oktober 2012 Skriv en kommentar

Pressemeddelelse fra Mogens Glistrup

I forbindelse med Knud Leif Thomsens udtræden af Radiorådet har TV, radio og næsten alle aviser bragt misvisende reportager. Jeg må derfor bede om, at man retleder seere, lyttere og læsere ved at optage følgende:

Jeg har ikke nogen særlig alliance med Danske Tidende.

Til ethvert blad sender jeg alt det Fremskridtsstof, jeg kan forvente optaget.

I ethvert blad findes mangt og meget som jeg er uenig i, og som jeg finder uanstændigt.

Det gælder Danske Tidende. Men det gælder også: Jydske Tidende, Sjællands Tidende, Berlingske Tidende, Aktuelt, Fagbladet, FTF-bladet, Land og Folk og alle andre blade.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 3 / 7. årgang  / 19. februar 1979

Velfærd

17. oktober 2012 13 kommentarer

Velfærd

Uvilkårligt sætter mange ledighedstegn mellem summen af offentlige udgifter og velfærden i samfundet.

Den skinbarlige Fremskridtssandhed er lige modsat under den offentlige sektors nuværende uholdbare opsvulmning. Velfærden bliver større, hvis staten lader folk beholde flere af deres egne penge, så de selv kan afgøre, om de vil købe det ene eller det andet.

Det nuværende uoverskuelige virvar af offentlige tilskud forvrider prisforholdet mellem varegrupperne. Men alt i alt bliver der færre forbrugsgoder til rådighed for flere penge, fordi varerne bliver dyrere og dårligere, når de betales med al den slendrian, som uundgåeligt følger med at betalingen går over statslige eller kommunale monopoler.

Derfor er det velfærdsfremmende med en klækkelig nedsættelse af de offentlige udgifter og dermed af skatterne.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 10 / 15. årgang / 20. marts 1987

De gamle partiers berøringsangst

7. oktober 2012 40 kommentarer

De gamle partiers berøringsangst 

Finansminister Henning Dyremose (C) udtaler til BT: “I 1979 fik vi efterlønsordningen, i 1984 lavede vi en reform, der betød, at mange flere blev førtidspensionister, i 1987 lavede vi en kontanthjælps-reform, der afviklede den skønsmæssige udmåling af kontanthjælpen.

I forbindelse med finansloven for 1988 lavede vi en éngangsforhøjelse af dagpenge, efterløn o.s.v., og samme år fik vi en SU-reform.

Det virkelige indhold af de seneste års politik er, at der er sket et voldsomt løft i det sociale system. I dag må vi betvivle, om vi har haft råd til dette løft”.

Kommentar:

Som næsten altid, når de gamle politiske partier angrer deres fejl, må vi konstatere, at Fremskridtspartiet i rette tid gjorde opmærksom på, hvilke ulykker de pågældende forslag ville forvolde, og stemte imod.

Naturgasvildskab, flygtningelovmisere, skatteforhøjelser, offentlig sektor-vækst, Lønmodtagernes Dyrtidsfond, universitetsudvidelser, skoleforsimpling, tvangsopsparinger, Kongelige Teatre-udbygninger, ulandsbistand, A-kasselove, skattereform, kartoffelkur, børnepasningssocialisering, ytringsfrihedsknægtelse og voldsforbryder-begunstigelser er nogle af de mange andre eksempler, hvor der (stort set) har været samfundsskadelig altdominerende enighed mellem de gamle partier. At der ikke var flere Z-nej-stemmer, lider Danmark og den danske befolkning meget hårdt under i dag.

Men man kan ikke lave fortiden om med tilbagevirkende kraft. Derimod vil hver eneste stemme på Fremskridtspartiet, ved kommende valg, give fornuften bedre chancer på ufornuftens bekostning.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 9 / 18. årgang / oktober 1990

Verdens-sammenbrud?

29. september 2012 Skriv en kommentar

Verdens-sammenbrud?

Boganmeldelse:

Fremtidsadvarselsromanen ”The crash of 79” beskæftiger indgående med den politisk-økonomiske nutidsbaggrund i en række bestemmende lande, for eksempel USA, Schweiz, Italien, Iran og Saudi-Arabien. Samtidig med, at den underholder, giver den en omfattende klar og tydelig baggrundsviden på en uhøjtidelig facon, som klart afslører, med hvilken kynisme og overfladiskhed mange af denne verdens store problemer bliver løst.

Den er skrevet med så enkle sætningsbygninger, at dens 428 sider giver udbytte og sprogtræning til enhver, som blot har haft omkring fire års engelskundervisning. Der er derfor god grund til at anbefale den, efter at den nu er kommet i billigbogudgave – udsendt af Pocket Books, 1230 Avenue of the Americans, New York 10020.

Forfatteren, Paul E. Erdman, mener, at der er så mange brøstfældigheder i den internationale pengeverden og med den igangværende vanvittige våbentekniske udvikling (FREMSKRIDT 1977-8, side 7), at det helt store verdens-sammenbrud ligger lige om hjørnet. Derved bliver hans fremstilling en pedant til den fremragende udredning, som John Kenneth Galbraith skrev om baggrunden for ”Det store krak 1929).

Under den titel indgår sidstnævnte bog i Gyldendals serie af Uglebøger.

Mogens Glistrup 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 21 / 5. årgang / 5. december 1977

Glistrup: Indflydelse efter vælgergrundlag

27. september 2012 20 kommentarer

Glistrup: Indflydelse efter vælgergrundlag 

Da Poul Hartling (V) igennem de sidste 3½ år konsekvent har nægtet at møde mig til debatarrangementer rundt om i landet, må han tage til takke med følgende svar på hans indlæg forleden:

Fremskridtspartiet har siden valget den 9. januar 1975 uden vaklen og gentagne gange påvist, at en socialdemokratisk regering, hverken kan eller tør løse de meget betydelige problemer, som Folketinget har påført landet ved slaphed i økonomiske anliggender. Letsindigheden har ført til statsunderskud og stadigt voksende gældsættelse, som igen fastlåser arbejdsløsheden, højrenten og fortsætter pengeforringelsen.

Vort synspunkt beror ikke på, at vi anser socialdemokraterne for at være værre end folk fra andre partier. Tværtimod har vi fra bevægelsens fødsel i 1971 uafbrudt godtaget den berømte Baunsgaard-udtalelse: ”Det afgørende er ikke, hvem man samarbejder med, men, hvad man samarbejder om”. 

Tydeligere og tydeligere er det imidlertid blevet, at denne sætning trænger til tilføjelsen ”og hvordan man samarbejder”. Dette er bl.a. godtgjort gennem rivningerne i røde kabinetter, VKR-regeringens lammelse på grund af hvert partis vetoret og musefældeklausulfarcen – alt opført, mens landets problemer voksede sig store i årene fra 1967.

Z-oplæg

Efter at Anker Jørgensen holdt sin regerings nekrologtale i fredags, er tiden inde til på ny at gøre et fremstød for at udmønte samarbejdet i praksis. Det gør Fremskridtspartiet herved i nedenstående-ikke-ultimative-fempunktsoplæg:

  1. Massive offentlige besparelser må være hovedgrundlaget for at få orden i dansk økonomi. De, som (endnu) ikke kan indse dette, er (endnu) ikke modne til at være med i samarbejdet om redning af landet.
  2. Den uanstændigt lave skattefri bundgrænse på 12.600 kr. for 1977 må forhøjes – gerne ad flere gange.
  3. Lønfremgangen skabes gennem skattelettelse. For en dels vedkommende kan den modregnes i den lønfremgang, der nu søges opnået ved forøgelse af firmaernes lønomkostninger være sig ved tariflønforhøjelser, lønglidning og/eller dyrtidsportioner.
  4. Samarbejdspartierne må i gerning vise den yderste forståelse og tolerance for hinanden, så ingen kommer til at dominere, men alle ligestilles i overensstemmelse med vælgergrundlag. Mod og hårdhudethed bliver også nødvendig.
  5. Et samlingsregeringsgrundlag, der kun indeholder foranstående punkter, vil være særdeles utraditionelt. I den foreliggende situation er det imidlertid at foretrække. Ellers skal der nemlig spildes lang tid på, at man forhandler sig frem til enighed om mere eller mindre vage formuleringer. Man må alligevel forudse, at den hastige udvikling hurtigt løber fra udformningen som man derefter skal spilde tid og kræfter og indbyrdes tillid på at drøfte ændringer i. holdbarheden i samarbejdet sikres derfor ved, at enhver samarbejdsdeltager kan fordre opstående spørgsmål afgjort bindende for alle samarbejdsdeltagere med en på forhånd aftalt kvalificeret majoritet, for eksempel tre femtedele eller to tredjedele i et fællesmøde mellem samarbejspartiernes folketingsmedlemmer.

400.00 vælgere

Fremskridtsgruppen overser ikke, at kolde skuldre har mødt os alle de mange gange vi tidligere har bedt om at komme ind i samarbejde. Det er imidlertid vort håb, at de seneste begivenheder har åbnet tilstrækkeligt manges øjne for, at landets problemer er af så alvorlig en størrelsesorden, at det er utilstedeligt fortsat at udelukke repræsentanterne for over 400.000 vælgere, som vil være med i et konstruktivt samarbejde og underkaste sig flertals beslutninger heri. Selv erkender vi selvsagt, at der med den nuværende folketingssammenslutning på en lang række områder ikke vil kunne skabes flertal for fremskridtspolitikken – for eksempel med hensyn til størrelsen af de ønskelige besparelser hos det offentlige, Sydslesvig-politik o.s.v. Vi er imidlertid desuagtet rede til at slide under samarbejdets åg, blot vi derved kan få udviklingen trukket i den rigtige retning. Selv om det selvfølgelig vil være kreperligt for os at se, at de løsninger, vi så kunne komme til at medvirke til, er for små og for langsomme sammenholdt med størrelsesordenen på de krav, som er skabt af de store tal på arbejdsløshedsregistrerede, valutagæld, statsunderskud, skattetryk, inflationsrate og rentesats.

VCQM-partierne banede i februar 1975 vejen for Anker Jørgensen-regeringen ved ikke at ville respektere de godt 400.000 fremskridtsvælgere som ligeværdige med deres egne. Lad ikke fejlen gentage sig. Vi kræver ikke større indflydelse for vore vælgere, end vi vil indrømme samarbejdspartnernes. Men et samarbejde, der skal bygge på, at fremskridtsfolkene ensidigt underkaster sig de andre kan aldrig blive noget holdbart samarbejde.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 22 / 4. årgang / 16. december 1976

Løb fra C til Z

26. september 2012 1 kommentar

Løb fra C til Z

Efter at Det konservative Folkepartis pressetjeneste har fået hjemtaget og analyseret sit dyrt købte opinionsmateriale fra tiden omkring valget den 8. september 1987, oplyser partiets formand, “At det især var midtervælgerne, der i sidste øjeblik svigtede firkløver-partierne, og i stedet stemte socialdemokratisk. De højreorienterede borgerlige vælgere stemte derimod igen på et firkløver-parti”.

Poul Schlüter (C) drager heraf den konsekvens, at nu gælder det for regeringen om at arbejde tæt sammen med Socialdemokratiet for at generobre midtervælgerne.

Her har vi forbrugeroplysning af højeste karat for de såkaldte “højreorienterede”.

Hvis de vil opnå indflydelse, skal de ved næste valg lade være med at stemme på ét regeringsparti. Så bliver resultatet, at VCQM vil føre fornuftig, økonomisk politik i stræben efter at generobre de frafaldne stemmer.

Historien bekræfter da også, at sådan er sammenhængen i de politiske kendsgerninger.

Da Fremskridtspartiet var stærkt, faldt skatterne. Ikke fordi Fremskridtspartiet havde flertal. Men fordi de andre partier gerne ville generobre de skatteforpinte, som havde krydset Z.

Da generobringen var fuldbyrdet den 10. januar 1984, steg skattetrykket til absolutte verdensrekordhøjder. Det var belønningen, de pågældende fik for at lade sig lokke af Schlüter og Co. til at forlade liste Z til fordel for liste C.

Det er nok ikke god takt og tone at bruge udtrykket “die dummen Dänen” om disse vælgere. Men det er faktisk sørgeligt, at de ved valg efter valg lader sig lokke til at stemme forkert og derved bidrager til, at det går skævere og skævere for Danmark. Med hensyn til den personlige frihed, forhøjelser af skatteplyndringen og deraf følgende verdensrekord i udlandsgæld, som alene kan tilbagebetales af de familier, som har sparet op og derfor ejer noget.

Kan det dog ikke snart trænge ind i folks hjerner, at den eneste måde, vi kan få ordentlige samfundstilstande på, er, at den enkelte bruger sit eneste ene kostbare kryds på valgdagen til at stemme Fremskridt?

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 9 / 16. årgang / 11. marts 1988

Ingen forskel

25. september 2012 Skriv en kommentar

Ingen forskel 

Kun realitetsforvanskede udenomssnakkere kan hævde, at Poul Schlüter (C) og Uffe Ellemann (V) skulle være mindre socialistiske end Anker Jørgensen og Gert Petersen (F).

Mogens Glistrup 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 23 / 15. årgang / 26. juni 1987

%d bloggers like this: