Arkiv

Archive for oktober 2012

AIDS-kontrol og DNA-test af alle indvandrere og flygtninge

31. oktober 2012 1 kommentar

Fremskridtspartiets forslag til en ny udlændingepolitik

Forslag 2

AIDS-kontrol og DNA-test

Alle indvandrere og flygtninge der kommer hertil skal underkastes en AIDS-kontrol og en DNA-test.

Mange udlændinge kommer til Danmark fra områder i verden, hvor AIDS er meget udbredt. Derfor skal det være et krav, at de pågældende kontrolleres for AIDS. Af hensyn til folkesundheden må vi i Danmark have kontrol med hvem og hvor mange AIDS-smittede, der ønsker at komme til Danmark.

Indvandrere i Danmark og flygtninge der ønsker at komme til landet skal underkastes en obligatorisk DNA-test. Den skal også omfatte alle børn.

En DNA-test er nødvendig for at imødegå svindel med fx familiesammenføring. DNA-tests har allerede afsløret at i omkring cirka 30 % af disse sager, er der tale om fup. Derfor skal DNA-testen gøres obligatorisk.

Fremskridtspartiet fremsætter beslutningsforslag om disse forhold.

Fremskridtspartiet

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 12 / 25. årgang / december 1997

Forslag om kontrakt for flygtninge og indvandrere

30. oktober 2012 7 kommentarer

Fremskridtspartiets forslag til en ny udlændingepolitik

Forslag 1

Forslag om kontrakt for flygtninge og indvandrere

Fremskridtspartiet stiller forslag om, at alle flygtninge og indvandrere der opholder sig i Danmark skal underskrive en opholdskontrakt. Hvis de nægter, medfører det øjeblikkelig udvisning.

Kontrakten skal altid kun give midlertidig opholdstilladelse og sikre at de krav, der stilles til danske statsborgere om at overholde dansk lov også stilles til flygtninge og indvandrere.

Kontrakten skal indeholde bestemmelser om pligt til at tage imod anvist arbejde og om, at den pågældende skal hjemsendes, så snart forholdene i hjemlandet tillader det og om, at der ikke kan ske familiesammenføring. Der skal også være en indberetningspligt for alle pengeoverførsler mellem Danmark og hjemlandet. Overtrædes kontraktens bestemmelser, skal det medføre øjeblikkelig udvisning.

Kontrakten indeholder desuden følgende:

  1. Flygtninge og indvandrere skal efter meddelt opholdstilladelse opholde sig i det anviste område, kommune, by.
  2. Det er flygtningens og indvandrernes pligt at lære sig dansk.
  3. Fradrag i skattepligtig indkomst er afhængig af, at modtageren er bosiddende i Danmark.
  4. Turistrejse til udlandet for flygtninge medfører udelukkelse fra Danmark.
  5. Indfødsret tildeles ikke automatisk ved fødsel her i landet for flygtninges børn.
  6. Statsborgerskab kan kun opnås ved særlig tilknytning til Danmark.
  7. Flygtningene tillades ophold i Danmark med heraf følgende fysisk beskyttelse og garanti af basale rettigheder.

Fremskridtspartiet fremsætter beslutningsforslag om, at alle flygtninge og indvandrere fremover kun kan opholde sig i Danmark, hvis de underskriver en kontrakt.

Fremskridtspartiet

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 12 / 25. årgang / december 1997

Vort store gæstebud

29. oktober 2012 4 kommentarer

Vort store gæstebud

Det er ikke god skik at diskutere, om gæster er velkomne, når gæsterne selv er til stede, og om de er dukket op på en noget ureglementeret måde. Men hvis der stadig dukker flere og flere gæster op, som ikke er inviteret, og som endog laver om på husets orden og åbent praktiserer egen sæd og skik, som er huset fremmed, – ja, så er det på tide at holde husmøde om sagen.

På husmødet viser det sig, at den ansvarlige for indbydelsen har skrevet: “Alle er hjertelig velkomne til gæstebuddet”! Der er ikke sat nogen begrænsninger i indbydelsen – hverken på antal gæster eller varigheden på gæstebuddet. Gæsterne kan altså ikke klantres, det er indbydelsen, der er noget i vejen med.

Hvem er de ansvarlige?

Det er en sådan situation, Danmark befinder sig i i dag, fordi vore politikere i 1983 vedtog en fremmedlov, som ikke sætter nogen grænser for det antal asylsøgere, vort land skal være forpligtet til at modtage.

Dansk retsområde, der ellers kun omfatter rigets territorium, er udvidet til at omfatte den vide verden, så enhver udvandrer fra den tredje verdens mange befolkningseksploderende lande, der ved grænsen eller på et dansk konsulat i udlandet er i stand til at stave til “A-s-y-l“, har ret til at blive modtaget enten som såkaldt flygtning – eller mere ærligt og redeligt – som bekvemmelighedsindvandrer. For Danmark er et dejligt land – har de hørt, – hvor få har for meget og færre for lidt. Ganske vist kom der i 1987 en lille stramning af loven, men ikke nær tilstrækkeligt til at standse folkevandringen, som 1983-loven afstedkom. Vore politikere har forpligtet det danske folk – uden at spørge det – til at være værter for et ubegrænset antal fremmede, som af en eller anden grund finder det opportunt at fremstille sig som asylansøger, fordi græsset er grønnere på vore marker.

Hvem bør de ansvarlige være?

Ikke politikerne, som af frygt for en fædrelandsforagtende og alt dominerende presses verbale overgreb og terror har vedtaget lovene hen over hovedet på det menige folk, der alene bør træffe en så vigtig afgørelse, der berører folkets råderum over sit eget territorium. Det er danskernes soleklare ret til at udforme en fremmedlov, der er i overensstemmelse med almindelige menneskers retsopfattelse. En sådan lov er vigtigere end nogen anden paragraf i den danske grundlov, fordi den får konsekvenser for vore børn ikke blot i 2 og 3 led, men i 10 og 20 led, og videre endnu. Den får konsekvens for Danmark som nationalstat. Derfor skal loven laves om, indvandringen af fremmede religioner og kulturer stoppes, ved en folkeafstemning og reglerne for dansk statsborgerskab skærpes meget.

Hvor og hvem skal vi hjælpe?

Vi skal hjælpe nødlidende mennesker i den 3 verden så nær deres hjem som muligt. Der kan vi hjælpe langt flere og bedre end i Danmark.

T. Lassen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 37 / 16. årgang / 11. november 1988

Z lige nu

28. oktober 2012 2 kommentarer

Z lige nu

Det statsmonopol som indehaves af Danmarks Radio og TV er helt og fuldt i hænderne på gammelpartiernes røde lejesvende med deres bestandige tromlen fra årle morgen til sen nat for at fremkomme med ensidige budskaber til fædrelandets fordærvelse.

Løgn, fortielse og forvrængning er de våben, hvormed de vil ødelægge Fremskridtsbevægelsen. Brugt år efter år. Nu 16. år i træk. Og af alle de toneangivende journalister.

Derfor har vi nok kun os selv og vore spinkle kræfter at bygge på. Og derfor må disse kræfter udnyttes i længere tid, end de få uger som hengår fra valgudskrivelsen til valgdagen. I de par dusin døgn er det særdeles svært for et kirkerottefattigt parti som Fremskridtspartiet overhovedet at komme til orde. I de dage overlades scenen jo stort set til magthaverpartierne, som lover alt paradisisk og spiller på, at vælgerhukommelsen gang efter gang har vist sig at være uhyggelig kort.

Vor opgave nu er derfor ikke at fuldkommengøre vort indre partiorganisationsapparat. Det må vente. Vort virke skal være udadvendt. Med et ofte anvendt Fremskridtsudtryk: Nu gælder det at missionere blandt hedninge. Og efter opinionsresultater er der over 97 % af dem på landsplan. I visse egne af landet endda endnu flere.

Metoden er ganske enkel. Det eneste vi skal gøre er at sige sandheden. Vi Fremskridtsfolk skal bruge alle vore kræfter til at oplyse om de virkelige forhold.

Hver gang det lykkedes for os, er sejren vor. Hver eneste dansker er nemlig i virkeligheden et Fremskridtsmenneske. De fleste ved det bare ikke selv. Fordi de er blevet proppet med så mange usandheder om Z-partiet. Vor opgave er derfor uforfærdet at være sandhedens fakkelbærere.

I højsædet skal vi sætte de gamle dyder. Folketinget skal forkæle den arbejdsomme, den flittige, den selvdisciplinerede, den selvopofrende. Det er kravene, når vi skal ud af de folketingsskabte plager, som har præmieret ødslerne, de letsindige, de forkælede, de klynkende og de uforstandige.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 6 / 15. årgang / 20. februar 1987 

Ny sejr for fagforeningsdiktaturet

27. oktober 2012 9 kommentarer

Ny sejr for fagforeningsdiktaturet

Beskæmmende, siger Z-gruppeformanden om regeringens afværgeværk.

Folketinget udtaler, at ingen mod sin vilje kan tvinges til at bidrage økonomisk til partier, de ikke sympatiserer med”.

Så enkelt og indlysende var ordene i det dagsordensforslag Fremskridtsgruppen fremsatte ved Folketingets afslutningsdebat i forrige uge.

Men selv det var for meget for tøsedrengene i firkløverregeringen og dens partier (V, C, CD og KrF, red.). Der måtte en afværgedagsorden til. Så sølle var det.

– Det har været beskæmmende og deprimerende at opleve først HT-konflikten og nu senest uroen på hospitaler, siger gruppeformand Helge Dohrmann. Vi danskere har altid med henvisning til Grundloven påstået, at vi har foreningsfrihed i landet. Den sidste tids begivenheder, hvor der nærmest er sket en legalisering af organisationernes tyveri af medlemmernes penge, vidner om noget andet.

Ny sejr

– Desværre kom vores dagsorden ikke til afstemning i Folketinget. Regeringens ynkelige afværgeværk blev, med hjælp af en grønlænder, en færing og en løsgænger, vedtaget. Dermed har fagforeningsdiktaturet i realiteten vundet en ny sejr, slutter Helge Dohrmann.

T. Zinglersen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 22 / 12. årgang / 8. juni 1984

Med Z for et renere EF

26. oktober 2012 4 kommentarer

Med Z for et renere EF

Forureningen i Europa skal stoppes. EF har muligheden.

I 1977 blev forureningen fra elværkerne i EF målt. Der blev bl.a. udsendt 50 millioner ton svovldioxid, samt tilsvarende enorme mængder af kuldioxid og andre giftgasser, samt sod og aske i umålelige mængder.

Hvis anden industri også tages med, er det klart for enhver, at disse mængder luftforurenende stoffer ikke ustraffet udsendes. Nu begynder skaderne, at melde sig overalt i Europa. Skovene dør, plante og dyreliv bliver nedbrudt. Problemet er, at selvom man satte filtre på alle skorstenene, så kommer der blot forurening fra nabolandene.

Derfor er det ikke alene en fornem opgave for EF, at koordinere en omfattende bekæmpelse af luftforureningen, det kan også blive en livsvigtig opgave, hvis tilsviningen fortsætter uhæmmet de kommende år.

Også floderne

Tilsvarende kan EF også bidrage til at få renset de store floder som uden hensyn til grænsepassage flyder ned gennem Europa. Den europæiske forurening skal stoppes, EF har mulighederne.

Det er dog ikke ligegyldigt, hvordan opgaven gribes an, bl.a. derfor er der også på dette område et stort behov for, at der bliver en stor og handlekraftig Fremskridtsrepræsentation i det nye parlament efter 14. juni.

Kim Behnke

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 19 / 12. årgang / 18. maj 1984 

Focus på Z

25. oktober 2012 2 kommentarer

Focus på Z

Den 22. august fyldte Fremskridtspartiet 10 år.

Dette blev selvfølgelig markeret, men det interesserede ikke pressen hverken før eller efter. At alle vore modstandere ved partiets start spåede partiets undergang i løbet af et halvt års tid, men at dette ikke gik i opfyldelse, det har ingen bragt artikler om – udover vi selv. At vi har fået ret i vore forudsigelser har ikke interesseret TV-Aktuelt, Danmarks Radio eller aviserne.

Nu står Danmark ved bankerottens afgrund. Statsministeren (Anker Jørgensen, red.) siger, at nu må der føres overlevelsespolitik, – altså en politik, der sikrer, at samfundet kan overleve.

Man har i de forløbne år hånet Fremskridtspartiet og sagt, at vor politik ville nedlægge velfærdssamfundet. Det blev imidlertid den politik, de andre førte, der nedlagde vort samfund som velfærdssamfund. Man hånede os for det, som man selv forårsagede.

Medierne har ikke villet belyse eller fokusere på det væsentlige omkring Fremskridtspartiet. Men man vil fokusere os.

Mogens Glistrup kom for skade at udtale sig lidt bombastisk på partiets fødselsdag om, at han ville melde sig ud af partiet, hvis nogle nye vedtægter skulle blive vedtaget på landsmødet.

Selvfølgelig er det ikke muligt for noget logisk ræsonnerende menneske at tage en Glistrup-påstand af denne art alvorlig. Glistrup ved, at han ikke kan starte et nyt parti, og derfor vil han aldrig gøre forsøget en gang til.

Når Glistrup efter al den uret, der er begået imod ham de seneste 10 år reagerer, som han gør, er alle ordentlige fremskridtsfolk parate til at tilgive ham, og det var da også den gennemgående reaktion, hin søndag formiddag blandt tillidsfolkene.

At pressen er sensationshungrende og hungrer efter at fokusere på noget uvæsentligt i stedet for at fokusere på det fantastiske, der ligger i, at vi stadig eksisterer med tilslutning fra 11 procent af befolkningen, det er kun et billede af, hvilken vare danske avislæsere ønsker at købe.

Danske aviskøbere ønsker sensationer af underlødig art. Saglig information kan ikke sælges på avispapir. Derfor fik nationen i løbet af sidste del af august 82 et ganske fortegnet billede af, hvad der foregår i Fremskridtspartiet. På trods heraf fortsætter vi vort saglige arbejde. Vi har før overlevet værre storme.

STORM GØR STÆRK!

Leder

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 30 / 10. årgang / 3. september 1982

Opskriften på et muhamedaner-helvede!

24. oktober 2012 26 kommentarer

Opskriften på et muhamedaner-helvede!

Det er ganske enkelt umenneskeligt. Bare ved at læse beretningen, græder hjertet. Tænk så på de stakler, der lever midt i disse forfærdende tilstande, og nu har gjort det i mere end en håndfuld år.

Jeg taler om de små øsamfund i Indonesien. Der, hvor næsten paradisiske tilstande herskede, hvor ingen behøvede at sulte – naturen gav rigeligt til alt og alle. Temperaturen var året rundt, p.g.a. det omgivende hav så tilpas, at det bare var herligt sommer og vinter. Og de mange mennesker kom fortrinligt ud af det med hinanden på trods af, at de omfattede flere forskellige trosretninger. Den katolsk kristne dog den dominerende.

Da kom en slange ind i paradiset. En slange i form af nye love fra regeringen. Regeringen havde et voldsomt overskud af fødsler blandt de muslimske grupper på hovedøerne. Man besluttede nu, under ekspræsident Suharto, at sende mægtige grupper af disse til andre øer. Endda totalt i et hundredtusindtal. Rent umiddelbart en sød og menneskelig tanke – lade de rige dele med de fattige. Der var protester, men regeringen og de ledende kvalte modstanden.

Få år senere gik det galt. Pludselig udgjorde muslimerne 40-45 % af befolkningen, og nu forlangte de muslimske tilstande. Vi har alle gennem årerne læst om de hundredvis af nedbrændte landsbyer, som fulgte i kølvandet på de forfærdende tilstande, hvor muslimerne nedbrændte de kristne kirker, og de kristne svarede igen ved at nedbrænde moskeer. Hele muslimske eller kristne kvarterer og forretninger blev raseret, huse brændt ned, alt og alle blev voldtaget, skændet og/eller dræbt. Og et hundredtusindtal af mennesker på flugt, brændt eller tortureret ihjel.

Men endnu er det ikke slut. Newsweek (Februar /12, 2001) har genbesøgt et par af øerne. Det er forfærdende læsning. November 2000 ankom en flok muslimer fra naboøen med sværd i hånd til en landsby på øen Kesui og forlangte, at de skulle omvende sig. De fleste af de 100 indbyggere var romersk katolske. De følte sig tvunget til at sige ja til en omvendelse. På dette tidspunkt var de uvidende om, hvad en omvendelse til Islam medførte.

Thomas Oury (billede i artiklen, red) fortæller, at den 5. december ankom muslimske kvinder til deres hjem. De tog hans 6-årige datter, Emillian, og omskar hende (skærer noget af hendes kønsdele bort). “Det var bare så smertefuldt for hende”, forklarer Thomas.

Fire dage senere kom de muslimske mænd. Thomas – og de andre mænd i landsbyen – havde jo sagt ja til omvendelse, nu skulle de omskæres (have forhuden skåret bort fra penis). Og omskåret blev de. Med samme sløve barberblad, som måtte skære 2-3 gange. Thomas fik en så slem infektion, at han ikke engang kunne bære bukser mere.

Den 15. december flygtede 69 personer fra byen. Af disse havde de 63 allerede været tvunget “under muslimsk behandling”. De flygtede til øen Ambon, den tidligere attraktion for store grupper af turister. Men også denne ø er ramt af infektionen, eftersom muslimerne – i øvrigt efter opfordring fra præsident og parlament – var ankommet i hobetal. Snart udgjorde de 40-45 % af indbyggerne. For et par år siden eksploderede det hele i et kristent-muslimsk blodbad; 8.000 dræbte og 500.000 mennesker stod tilbage uden hjem. “Verdens til dato værste borgerkrig”, kaldes den.

Tilbage er resterne. Ambon ligner i dag de sørgelige rester i Beirut. Alt er udbombet og udbrændt. Der er nu skarpt adskilte distrikter i det, der var byer, med neutralt ingenmandsland, bevogtet af militæret. For 2 uger siden blev et dusin mennesker dræbt i en regn af kugler.

På alle, de over 1.000, øer er man nu nødt til at kæmpe hårdt for sin religion. Kommer muslimerne først ind, bliver alle omskåret, og økonomien er få år senere kørt i sænk. Begge de to hovedreligioner (kristendom og islam) kæmper hårdt mod den anden.

I en anden kristen landsby på Kesui fortæller Tommy Rusin om, hvordan de (muslimerne) en dag for nylig kom og forlangte, at alle skulle omvende sig. En kristen lærer, David Balubum, nægtede. Han blev trukket til side. Resten af eftermiddagen blev hans afskårne hoved båret rundt i landsbyen, som opfordring til omvendelse. To andre protesterede også, og hovedforbindelsen blev prompte afbrudt. Deres hoveder blev sat på 2 pæle nær den muslimske moske. Resten konverterede straks til islam. Nogle dage senere blev alle i landsbyen, fra 2 år og op, selv de gamle og syge, omskåret. “The razor-blade wasn´t clean and the pain was unimaginable”.

Ambon: Blot for 5 år siden var det områdets foretrukne ferieparadis, med betagende strande, vældige turistområder, en enestående natur, venlige mennesker, og et velstående samfund. Så ændrede regeringen på strukturen – fordelte de store fødselsoverskud fra muslimske øer rundt på de kristne øer. Derefter forsøgte man at tvinge en integrering igennem; alle skulle holde af hinanden.

Men helvede brød løs i paradis. Tusinder og atter tusinder er brændt ihjel. I hundredvis er kirker og moskeer brændt ned til grunden. Tusinder og atter tusinder overlevede – men måtte acceptere at blive omskåret.

På mindre end 5 år ændredes Indonesiens vel nok smukkeste ø – fra et rigt og blomstrende samfund – til en rygende og stinkende ruinhob, hvor folket på begge sider, nu lever i usselhed, fattigdom og frygt.

Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal afslutte! Kan ikke rigtig finde ord. Så jeg stopper bare her.

E. Mortensgaard

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 3 og 4 / 29. årgang / marts og april 2001

Skattereform – sådan!

23. oktober 2012 4 kommentarer

Skattereform – sådan!

USA´s præsident – Ronald Reagan – der i den danske presse fremstår som manden, der har tabt alt og med journalisternes garanti vil tabe det næste valg har for nyligt formået at få vedtaget en amerikansk skattereform, som med rette kan bære titlen: REFORM! I USA betragter man det som hans største indenrigspolitiske sejr i hele hans præsidentperiode, og Senatet vedtog da også reformen med overvældende flertal. De traditionsbundne gammelpolitikere i USA havde på forhånd betegnet reformen som det rene vanvid. For Fremskridtsfolk er reformen både realistisk og et positivt tegn på, at vores politik er rigtig.

Skattereformen betegnes af internationale økonomer som den mest vidtgående skattelovsændring i den vestlige verden. Reagan selv begrænser sig til at kalde reformen for ”den anden amerikanske revolution”.

Skattereformen indeholder – modsat den danske – en meget kraftig nedsættelse af skatterne kombineret med en afskaffelse af en lang række smuthuller. Endelig er antallet af skattetrin reduceret fra 16 til kun 2 og den skattefrie bundgrænse hævet således, at personlige indtægter på op til ca. 50.000 kroner er skattefrie (Z-forslag i Fremskridt nr. 1 er på 48.000 kroner skattefrit!), det gør, at omkring 6 millioner af USA´s fattigste slipper helt for skat.

Erhvervslivet pålægges højere selskabsskat, der vil indbringe ca. 925 milliarder kroner over 5 år. Pengene bruges så til at reducere den personlige skat.

Skatteeksperterne i Kongressen har regnet ud, at omkring 20,4 millioner amerikanere vil i 1988 komme til at betale 13.000 kroner mere i skat i gennemsnit, hvorimod 76,3 millioner vil få deres skat nedsat med 6.200 kroner.

Det sker fortrinsvis ved at ændre marginalskatten. Den sænkes fra 50 % til 28 %! Amerikanere med en indkomst der overstiger den skattefrie bundgrænse på 50.000 kroner skal betale 15 % indkomstskat af indkomst op til 150.000 kroner og derefter 28 % af resten af indkomsten!

Nogle satser som kan få en skatteplaget dansker til at trække vejret endnu engang.

Udover den ekstra selskabsskat vil der ske en reduktion af mulighederne for at skattetænke. Således afvikles alle fradrag. Eneste undtagelse er fradrag for beløb, som anvendes til velgørende formål.

En af hovedmændene bag reformen er skatteeksperten Arthur Laffer, der har den grundholdning, at skatterne har en grænse, og at stigende skatter udover det punkt ikke giver større provenu (indtægt som staten får ved opkrævning af skatter og afgifter m.m. red.). Folk vil ganske enkelt bruge flere kræfter på at unddrage sig skatten og derved arbejde mindre. Arthur Laffer er overbevist om, at den lavere skat rent faktisk vil give staten flere penge i kassen!

Som Fremskridtsfolk er det meget let at se det fornuftige i denne skattereform. Desværre er USA ikke et forbillede, når Foighel (C) og Lykketoft (A) skal lave reformer.

For de mange – som påstår, at Fremskridtspartiets politik ikke er afprøvet noget steds –, er her endnu et eksempel på, hvordan den fornuftige politik finder indpas.

Kim Behnke

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 3  / 15. årgang / 30. januar 1987

Pressemeddelelse fra Mogens Glistrup

22. oktober 2012 Skriv en kommentar

Pressemeddelelse fra Mogens Glistrup

I forbindelse med Knud Leif Thomsens udtræden af Radiorådet har TV, radio og næsten alle aviser bragt misvisende reportager. Jeg må derfor bede om, at man retleder seere, lyttere og læsere ved at optage følgende:

Jeg har ikke nogen særlig alliance med Danske Tidende.

Til ethvert blad sender jeg alt det Fremskridtsstof, jeg kan forvente optaget.

I ethvert blad findes mangt og meget som jeg er uenig i, og som jeg finder uanstændigt.

Det gælder Danske Tidende. Men det gælder også: Jydske Tidende, Sjællands Tidende, Berlingske Tidende, Aktuelt, Fagbladet, FTF-bladet, Land og Folk og alle andre blade.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 3 / 7. årgang  / 19. februar 1979

%d bloggers like this: