Sporene er skræmmende

Sporene er skræmmende

 

Når 1980`ernes fædrelandshistorie skal skrives, bliver en kendingsmelodi: Årtiet, hvor Danmark gik i stykker på midten. Tidligere dominerede ensartede holdninger det lille puslingeland. Afstandene er små. Geografisk såvel som mellem de forskellige familiers levevilkår.

 

Opsplitningen af fordums harmoni skyldes først og fremmest, at 1968-studenterne er vokset op til bestemmende manddomsalder, men har fastholdt blomsterbørnsforkastelsen af, at de økonomiske naturlove kommer dem ved.

 

Overalt er sangen den samme: Dette og hint må virkelig betales af staten. Med den konservative Poul Møller som ideologisk inspirator indpiskes, at økonomiske sammenhænge er noget kedeligt underordnet noget, som man virkelig ikke skal beskæftige sig med.

Her kan man høre radiointerviews med Mogens Glistrup

 

I stedet gælder det over statsbudgettet – uden grænser for vækst – at smide penge ud på de sektorer, hvor 1968-gøgeungerne færdes: Universiteterne, ministerierne, daginstitutionerne, ulandshjælpen, forureningsbekæmpelsen o.l.

 

Metoden består i vidt omfang i at skubbe klientgrupper foran sig. Et – blandt mange eksempler – er muhammeddanertilstrømningen. Med flygtningekoncernchef Hans Gammeltoft-Hansen som murbrækker, allierede man sig med Erik Ninn-Hansen (C), som så i 1983 skaber lovgrundlaget for at prisgive Danmarks grænser for tilstrømningen udefra. Den virkelige drivkraft er, at hver portion på 10.000 bekvemmelighedsflygtninge – fordelt over mangfoldige eksotiske folkeslag – kræver langt flere sagsbehandlere end 10.000 fynboer.  De fremmede i landet skal passes på alle ledder og kanter: Lejrpersonale, køkkentjeneste, kultursociologer, rengøring, tolke, sproglærere (både i dansk og hjemmesprog, boligservice, socialrådgivere, psykologer, støttepædagoger o.s.v., o.s.v. Jo større kolonner des flere faciliteter og alle de livsvarende frynsegoder (rejser, kursusdeltagelse o.s.v.), som den nye herskende klasse benytter i stedet for sort arbejde for at få en luksustilværelse uden om vor tids grusomme skatteplyndringslove.

 

Det offentliges forkælelse og forsørgelse af BZ`ere, Christianitter, rockere og andre voldsbøller udgør nogle af de mange tilsvarende eksempler.

 

Når Danmarks Radio skummer over i vrede mod sociale nedskæringer, gælder forargelsen aldrig de hårdtslidende landmænds faldende svineafregningspriser.

 

Diskret og fintfølende forbigås Svend Aukens uretmæssige milliardfodringer af A-kasser til fordel for den fagbevægelse, som Socialdemokratiet lever af. Helt anderledes aggresivitetshetzes mod landbruget, uanset at det hverken kan gøre fra eller til med hensyn til havforureningen, der først og fremmest skyldes Tjekkoslovakiet, Polen og Østtyskland. Men det er jo socialistvennerne, så det forties.

 

Omvendt vægtede man ved Tjernobylulykken. Den spillede ingen reel rolle for Danmark. Strålingen oversteg intetsteds, hvad enhver sygehusrøntgenfotografering indebærer. Bornholmsk granit giver større baggrundsstråling, end hvad der kom fra Ukraine. Men hvornår har statsmonopolet Danmarks Radios røde lejesvende bragt katastrofereportager om udenrigshandelstallene i stil med flimmerkassens manipulerende propaganda-spærreild om død og dommedag, der forurenede det meste af den danske skærsommer 1986?

 

For enhver, der gider interesserer sig for Danmarks tarv, står imidlertidig klart, at de betydende farer for vore børn og børnebørn ligger i valutagæld, skatteverdensrekord og alle de andre miserabiliteter, som bankerot truer landets fremtid, fordi vore herskere lader hånt om samfundsøkonomiens mustkrav. Dræberbakterien er oplagt, at den offentlige sektor er svulmet alt for kraftigt som summen af 1968-aktivisternes krav.

 

Det kan derfor forekomme mærkeligt, at 175 af Folketingets 179 medlemmer år efter år støtter den uomtvistelige, skinbarlige fædrelandsødelæggelse.

 

Forklaringen er, at whiskybæltshæren råder over en atombombe, som er alle andre våben overlegen.

 

De besidder medierne. Først og fremmest det mest afgørende: Statsmonopolet Danmarks Radio, hvis fjernsyn og øvrige afdelinger er overbefolket med og totaldomineret af snæversynede, ukyndige, fordomsfyldte ensidigheds-missionærer.

 

De skjuler ikke, hvem der efter deres opfattelse må autoriseres som gode helte, og hvem der er dumme og afskyelige skurke.

 

Og vælgerne må jo nødvendigvis stemme efter, hvordan de tror, at forholdene ligger. Over for forførende nedtromling af deres selvstændige tankekraft er det ligegyldigt, hvordan tingene i virkeligheden hænger sammen.

 

Fra årle morgen til sen nat vil de, som åbner for Danmarks Radio,  blive indoktrineret flade med propaganda, som bestandig går ud på at bilde lyttere/seere ind, at det og det område skal det offentlige tage sig af. Udtrykkene “positivt”, “godt nyt” og tilsvarende bemærkninger bruges bestandigt om tiltag, der afføder flere skatteyderudgifter.

 

At spørge om hvor pengene skal komme fra eller belyse spørgsmål om det enkelte menneskes frihed i forhold til embedsmandsknusemaskinen, ligger det alsidigheds-fornægtende medium fjernt. Hvad der ud fra TV-programsekretærens indskrænkede horisont forekommer aparte skal kanøfles. Drengen i Keiserens Ny Klæder havde ikke fået sit budskab frem, hvis han havde levet i Lasse Jensen-alderen (programchef på DR, red.).

 

I stedet for at befatte sig med almindelige menneskers problemer bortødes det ene hundredtal af sendetimer efter det andet på AIDS´ere, ANC`ere, NOAH-folk og lignende egocentrede afvigersærgrupper. I 1986 blev det ikke blot 1. maj, men for eksempel også de populære decembermorgenjuleudsendelser, som kom i de ondes lommer både på, før og efter fandens fødselsdag. I alt væsentligt godtages kun tyranklassens vaner og synspunkter som noget, der kan viderebringes. Med alskens krumsprings-undskyldninger og bortforklaringer ekskluderes personer og synspunkter, der vil varetage danskernes tarv alle 365 døgn som ikke-eksisterende. Til trods for at al fremadrettet, sprudlende, socialkonstruktiv nytænkning på så at sige alle områder i de sidste 16 år er kommet fra netop den side, som dagsordens-besætterne i TV m.v. med så stor uføje har sortstemplet som ultra-højre.

 

Forbrugerrådsjammerkommodens nedsabling af det sunde og gode produktionsliv gør danskerne vrede og nedtrykte, hvor USA`erne går løs på livet med  glæde og optimisme bibragt dem af oplysningerne i fjernsynsreklamernes positive oplysninger om hvilke gode nye varer, der nu er fremstillet til favorable priser og kreditvilkår. Det er forbrugeroplysning, så det basker. Modsat hvad danskerne belemres med.

 

Med genudsendelse hver lørdag underviser Hanne Reintoft hver onsdag i, hvordan man via sociallovene trækker penge ud af det offentlige system. I stedet for denne programflade,som har kørt i årtier, var der samfundsmæssigt meget mere brug for at belære om, hvordan folk via skattetænkning kan beholde pengene i egne lommer. Og de tusindvis af udsendelser, som går ud på, hvordan stat og kommune kan bruge flere penge burde omlægges til pres for at ophæve urimeligheder i skattelovgivningen.

 

Trods al omvæltning af befolkningens hverdag lever mange endnu tilbage fra de gamle dyders tid. Flittige, samvittighedsfulde, pligtopfyldende og sparsommelige. Men det er fortidslevninger, som under det ydre pres har stor risiko for at uddø som andre truede raritetsdyrearter rundt om på kloden. Det omgivende klima kan blive så barsk, at nok så megen nøjsomhed og arbejdsomhed ikke forslår til at slide føden i hus.

 

Efterhånden som de skabende, producerende og kreative trænges væk af flommen af statskassesnyltere, punkterer disse de kuvøser, som de selv ligger og fjerer sig i. For på lang sigt beror Danmarks velstand, velfærd og frihedsbasis på, at netop de produktive og nyttige bliver forkælet. Vi kan ikke leve af at sagsbehandle hinanden.

 

Men det kortsigtede,som ikke rækker ud over egen næsetips øjebliks forherligelse, råder hos landets nye herremænd og ditto damer, som i indeværende årti gør deres kæmpefremstød til at sætte sig på den altdominerende magt med deres bagudrettede ideologi, der ene og alene baseres på, at alle universets problemer partout skal løses ud fra deres beskuelser af egne navler.

 

Menneskeheden havde fortsat kravlet rundt på samme niveau som for en halv milliard år siden, hvis folk som 1980`ernes danske journalister havde bestemt, da der fremkom forslag om at gå på to ben og at bruge ilden, hjulet, elektriciteten, bilen, og hvad der nu ellers i den mellemliggende tid har været af fremskridt.

 

Måtte 1990`ernes reaktion blive en genopdagelse af hele den brogede verden med ytringsadgang, ikke blot for Loke, men også for de Thorskikkelser, som vil lade forskellighederne blomstre i frihed for statskontrol og statsstyring.

 

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 2 / 15. årgang / 23. januar 1987