EPOXY-ode til Auken

16. juni 2012

EPOXY-ode til Auken 

Det er farligt at leve.

Så farligt, at vi alle under alle omstændigheder dør af det. Og mange livsforkortere er endda menneskeskabte: Biler, elektricitet, køkkenknive og tusindvis af andre foreteelser, som er nødvendige for, at vi kan leve det liv, vi har vænnet os til.

Det hører vor tid til, at tilværelsen er blevet spækket med hundredetusindevis af  uforståelige kemiske sammensætninger.

Rædslen for det ukendte medfører, at det er let at skabe ubegrundet frygt.

Det gælder også epoxyforbindelserne. Af dem er der i masser af år forekommet mere end 1.600 slags i den danske hverdag. For eksempel bruger tandlægen epoxy som fyld i vore tænder.

Nogle af epoxypræparaterne er så giftige, at det er fornuftigt at forbyde dem. Men mangfoldige frembyder ikke sådan en risiko. Overfor de ukyndige er det imidlertid let med skræmmekampagner på melodien, at ingen om nye produkter kan bevise, at de ikke under visse forudsætninger kan medvirke til at fremskynde den død, som vi alle før eller senere skal lide.

Når man således forurener debatten, afleder man opmærksomheden fra andre langt større farekilder (som for eksempel at ryge mere end 4 cigaretter om dagen eller at forurene Øresund, fordi det store Lynette rensningsanlæg ikke kan komme i funktion eller at lukke Rigshospitalet på grund af faglige møder eller på Lise Østergaard-facon, (A), at oppuste angrebslystne kræfter i den tredje verden).

Og der er jo altid samfundsgravere parate til, at deltage i hylekoret. For eksempel på diverse offentlige læreanstalter. Det er distanceblænderi, når man kalder sig ”Mutagengruppen på Danmarks farmaceutiske Højskole” eller henviser til de 197 læger, der averterede i Politiken. Faktum er, at ingen af disse har mere sagkundskab på området end en hvilken som helst forløben skoledreng eller andre, der ikke specielt har befattet sig med den rivende udvikling, som der har været på epoxyområdet og som af alle, der har studeret de dele nærmere, bedømmes sådan, at Svend Aukens epoxybekendtgørelse bestemt ikke er for lemfældig, når menneskelig sundhed skal beskyttes.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 17 / 7. årgang / 8. oktober 1979

Advertisements
  1. Endnu ingen kommentarer.
  1. 2. september 2013 kl. 08:24
  2. 5. november 2013 kl. 11:03
  3. 5. november 2013 kl. 11:21
Der er lukket for kommentarer.
%d bloggers like this: