Arkiv

Archive for april 2011

Korstogenes renæssance

28. april 2011 3 kommentarer

Korstogenes renæssance

Et af valgets hovedpunkter – måske det vigtigste – er en revideret politik mht. indvandrere og flygtninge.

Kun Fremskridtspartiet går helhjertet ind for, at danskerne ikke skal være andenrangs borgere i deres eget land.

De gamle politikere i de såkaldte borgerlige partier kan ikke overskue konsekvenserne af de love, de har vedtaget, mens de socialistiske er særdeles klar over dem. Deres mål er ikke Danmarks vel, men socialismens fremme, og indvandrerne er netop det stemmekvæg, som skal opfylde drømmen om et socialistisk Danmark. Derfor hilses de velkommen og lægges ”på lager”, til de får stemmeret. I mellemtiden indoktrineres de grundigt af fagforeningerne og bringes på rette spor, hvilket vil sige det socialistiske.

En taknemmelig opgave. For enten er de socialister eller kommunister hjemmefra, eller de er analfabeter, som let kan overtales med følelsesladet, men urealistisk snak. Desuden, har fagforeningerne måske ikke sørget godt for dem lige fra begyndelsen? Jovist, der er god grund til taknemmelighed, og den udmøntes ved at stemme på socialister.

Alligevel har de dummet sig – vore socialistiske medborgere –, de har nemlig klart undervurderet Islam, der for flertallet af indvandrerne fra de muslimske lande går forud for alle politiske ideologier. Også den socialistiske. Islam er, – siger de – løsningen på alle menneskelige problemer.

I dag går ”korstogene” den modsatte vej, og uanset om vi er kommunister, socialister, liberale eller bare uinteresserede tilskuere, så er vi kort og godt fjender, hvis vi sætter os mod Islam. En ung iransk lærerinde formulerede det ganske klart i TV: Enten må mennesker erkende, at Islam er sandheden og den eneste rigtige religion, eller de må dø! Da intervieweren spurgte, om hun selv ville dræbe for Islam, var der ingen tøven: Ja, sagde hun, – det ville hun.

Hvis Danmark ikke skal ende som en barbarisk islamisk provins, er det på høje tid, at vi sætter hælene i jorden og sørger for Danmarks vel frem for den store verden.

Det er Fremskridtspartiet mod dumheden – husk det på valgdatoen!

Claus Frost-Hansen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 29 / 15. årgang / 4. september 1987

Schlüters flabethed

26. april 2011 8 kommentarer

Schlüters flabethed

Den 17. august 1987 sendte Fremskridtspartiet et brev til statsminister Poul Schlüter (C) med anmodning om, at vælgerne samtidig med afholdelse af folketingsvalg fik mulighed for – gennem en folkeafstemning – at tilkendegive deres holdning til Danmarks fremtidige flygtningepolitik.

I skrivende stund har statsministeren end ikke kvitteret for modtagelsen af brevet, hvilket kun kan opfattes således, at vedrørende invasionen af bekvemmelighedsflygtninge er holdningen hos regeringspartierne (V, C, CD og KrF, red.) nøjagtig den samme som hos Socialdemokratiet, SF og de radikale (B) – nemlig den, at grænseportene skal stå fuldstændig åbne og tilstrømningen af de fremmede fortsætte.

Fremskridtspartiet er således fortsat det eneste parti, der mener, at Danmark ikke skal være socialkontor for hele verden. Husk også derfor liste Z den 8. september. (Valgdato, red.).

Helge Dohrmann

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 29 / 15. årgang / 4. september 1987

Betaling for sygdom

24. april 2011 7 kommentarer

Betaling for sygdom 

Det er beklageligt og påfaldende, så ofte og ensidigt venstrefolk økonomisk truer dem, der er blevet ramt af sygdom.

Senest skete det ved et møde i Hjerndrup, hvor Venstres folketingskandidat i Haderslev-kredsen – Eva Kjer Hansen – ifølge Jydske Tidende udtalte, at Venstre mente, det var yderst rimeligt, om folk selv betalte, hvis de fik brug for lægehjælp enten ved ulykker eller sygdom.

Venstres asociale holdning til dette spørgsmål fortjener så absolut et par barske ord med på vejen.

Som Eva Kjer Hansen så udmærket ved, har vi danskere verdensrekord i skattetryk. Rekorden gælder såvel, hvad angår de direkte personskatter som afgiftsniveauet. Under den nuværende såkaldte borgerlige regering er skattetrykket blevet endnu værre. Folk bliver ganske enkelt flået i skat, og mange har som følge deraf dårlig råd til at betale deres andre udgifter til bolig, tøj og mad.

Skulle man nu oven i det hele til at lægge en slags skat på sygdom, hører alting op. Kronisk syge og ældre mennesker ville selvfølgelig blive så hårdt ramt, at der kun var råd til læge og medicin først på måneden. Men for alle andre ville det også blive et lotterispil, om man kunne holde sig sund og rask.

På verdensplan ynder Danmark – oftest repræsenteret ved udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) – at svinge sig på de bonede gulve. Var det ikke bedre, om Venstre støttede Fremskridtspartiets forslag om at skære ned på de milliardbeløb, vi hver eneste år øser ud til meningsløse projekter i udlandet? Eller hvad med om vi fik hjemsendt nogle af de mange fremmede, der har invaderet landet de sidste år?

Var det ikke mere rimeligt end at straffe folk, der bliver syge?

Fremskridtspartiet har altid ment, at de offentlige udgifter skulle reduceres og skatterne sænkes. Derfor har vi tidligere stillet hundredevis af ændringsforslag til Finansloven om at fjerne helt urimelige tilskudsordninger og udgifter. Men Fremskridtspartiet kunne ikke drømme om at sparke til folk, der ligger ned. Ikke mange ved det, men i 1983 var de nuværende regeringspartier (V, C, CD og KrF, red.) og Det Radikale Venstre enige om, at patienterne på sygehusene selv skulle betale for mad og drikke.

Som formand for Fremskridtspartiets folketingsgruppe fejede jeg forslaget af bordet under et møde i Statsministeriet, og det kom aldrig til behandling i folketingssalen. Eksemplet viser blot, hvor farligt det kan være at stemme på de partier og folketingskandidater, hvis synsrækkevidde bedst kan sammenlignes med muldvarpens.

Helge Dohrmann 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 25 / 15. årgang / 21. august 1987

ANC – en voldsbevægelse

21. april 2011 3 kommentarer

ANC – en voldsbevægelse

ANC er terrororganisationer, der driver deres terror i hele det sydlige Afrika. I Zimbabwe under navnet ”African National Council” og i Sydafrika som ”African National Congres”.

Danmark støtter ANC og har oven i købet oprettet et ANC-kontor i København. Vi er med andre ord blevet terrorister i Afrika. Nu kan vi vel vente, at omtalte lande – som gengæld – opretter BZ-kontorer til støtte for voldsmænd her i Danmark. Jo, så er krigen i gang startet af socialistiske danskere fra både den ”borgerlige” og ”røde” fløj.

I Sydafrika er kun en lille gruppe rabiate kommunister tilsluttet ANC. Langt de fleste sorte tager afstand fra ANC.

Lederne i Sydafrika holder et vågent øje med ANC og både det militære, og politimæssige efterretningsvæsen har infiltreret organisationen.

Hver gang ANC sender medlemmer på terroristuddannelse i Østtyskland eller Angola, er der et par folk fra ”Secret Service” med, og regeringen er derfor godt orienteret om ANC’s planer og metoder.

Man er på samme måde godt informeret om, hvor terroristerne i nabolandene holder til og kan omgående slå igen mod deres snig angreb. Derfor er der meget få bombeangreb i Sydafrika.

Danmarks forsmædelige støtte til voldsmænd og mordere har – heldigvis – ikke nogen stor effekt, men forkastelig er den. Og mest forkastelig fordi vi – der er modstandere af terror – tvinges til at være medbetalere.

A. Th. Riemann  

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 25 / 15. årgang / 14. august 1987

Bøvle Danmark

19. april 2011 7 kommentarer

Bøvle Danmark

I min skoletid – længe før uvidenhed var anerkendt som en menneskeret, dovenskab blev kaldt skoletræthed og dumhed for alternativ intelligens –, havde Danmark et fint renommé ude i verden.

Min geografilærer fortalte, at man som dansker kunne gå ind i enhver bank i Canada og låne penge til jordkøb – på sit glatte ansigt. Overalt vidste man, at der var gods i danskerne.

Tiderne skifter. I dag skal man ikke reklamere med at være dansk, når man færdes i udlandet. Reaktionerne veksler fra venlig overbærenhed over lettere fnisen og uartige bemærkninger til kølig foragt. I pænt internationalt selskab ser man os som forkælede børn og skrækindjagende eksempler på, hvor galt det kan gå, når et folk udvikler bøvleriet til en kunstart.

Og vi er jo blevet et folk af bøvlere – mennesker, der mener at have en guddommelig ret til alverdens goder uden, at vi vil påtage os de dermed forbundne pligter.

Vi under alverdens folkeslag – ’Bolivias højlandsindianere, pakistanske bønder og Indiens sultende masser for slet ikke at tale om afrikanerne (men naturligvis ikke naboen – det dumme svin) hver sit parcelhus med bil i carporten, farve-tv og et liv i velfærd, men på den anden side, vil vi ikke røre en finger for at opnå disse tilstande. Bortset naturligvis fra at skænke penge – som vi låner!

Bøvlere anser principielt pligter som indgreb i den personlige frihed, og følgelig er de mennesker, som skaber arbejdspladser i deres øjne suspekte og strafværdige individer, som ikke hører hjemme i det mønstergyldige bøvler samfund.

Bøvlerne mener desuden, at alle problemer – menneskelige, økonomiske og politiske – kan løses ved strejker, faglige møder (i arbejdstiden forstår sig) og optog med hylekor og faner. De drages uimodståeligt mod de personer, som taler højest om solidaritet og retfærdighed.

Videre er det typisk for bøvlerne, at de betragter staten som den naturlige forsørger, når forældrene falder fra.

I denne tro bestyrkes de også daglig af deres regering bestående af super-bøvlere valgt på god demokratisk – og af massemedierne, der fortæller dem, at det er onde, udenlandske magter – især de multinationale selskaber og præsident Reagan –, der er skyld i alle fortrædeligheder, medens de selv er skyldfri og rene som nyfalden sne.

I de senere år har bøvlerne knyttet stærke bånd til fæller i udlandet. Med dem udveksler de værdifulde erfaringer. Vi har jo her i landet to institutioner, der har udviklet sig til forbilleder for alverdens bøvlere. Postvæsenet og Danmarks Radio – så at sige vore esser i ovennævnte erfaringsudveksling.

Først og størst er postvæsenet, hvis studierejser i det sydlige Europa og de mellemamerikanske bananstater har medført indførelse af nye og vigtige teknikker mht. ineffektivitet og pakkebehandling. I postterminalen – i årevis Danmarks dyreste syltekrukke – havde man efter sigende et slogan, der lød: Tag telefonen – samtalen bliver ikke væk undervejs! Det var kort før, KTAS også blev overtaget af bøvlerne.

Ledelsen talte om indskrænkninger – af økonomiske grunde. Personalet om udvidelser – af arbejdsmæssige grunde. Så den ansvarlige minister stillede – 500 nye stillinger i udsigt. Set fra enhver synsvinkel forbilledligt bøvleri.

Vor anden mønsterbøvlevirksomhed er Danmarks Radio, som efterhånden er ved at fortrænge postvæsenet fra den gule førertrøje – undskyld – røde!

Her producerer en medarbejderstab (bl.a. ca. 600 journalister) på størrelse med en mindre provinsbys befolkning Europas mindste og måske ringeste udbud af radio- og tv-programmer. Og med det absolut maksimale antal fejl og tekniske vanskeligheder på trods af det dyreste og mest avancerede udstyr der kan købes for penge.

Mikrofonprøver har man for længst forkastet som udemokratisk. I dag behøver en speaker ikke at kunne læse en tekst uden at hakke eller stamme i den. Man retter sig selv med et frejdigt ”om igen” og i fjernsynet med et lille smil; betror eventuelt seeren at det sandelig var et svært ord at sige. Man fumler med manuskripter, der ikke passer sammen med de viste billeder. Glemmer med usvigelig sikkerhed at trykke på en knap som får mikrofonen til at virke.

Det er heller ikke mere nødvendigt at kunne stave for at skrive undertekster – lige så lidt, som det er nødvendigt med sprogkundskaber for at oversætte.

Danmarks Sproglærerforening forsøgte for år tilbage at få Danmarks Radio til at ansætte kvalificerede sprogfolk til dette job, men man holder sig konsekvent til skuespillere og andre uden nævneværdige sproglige forudsætninger.

En sprogbehandling som ville have været kritisabelt i en 3. mellem i gamle dage er ej heller nogen hindring for en strålende karriere. Altafgørende er nemlig hvorvidt fagforeningsbogen er iorden!

Men lad os ikke fortvivle –, de nævnte institutioner har et absolut modstykke for at skabe balance: Skattevæsenet!

Der fungerer alt friktionsfrit. Skatteopkrævninger når ud til tiden. Momsregnskaber behandles hurtigt og effektivt. Ingen slinger i valsen.

Det er nok kun et spørgsmål om tid, hvornår bøvlerne også holder deres indtog der, og så er der nok en del, som vil fejre det som en festdag – værdig til den gamle flaske whisky (43 %), som i årevis har ventet på en virkelig anledning.

Claus Frost-Hansen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 13 / 15. årgang / 10. april 1987

Socialforskningsobjekt?

17. april 2011 Skriv en kommentar

Socialforskningsobjekt? 

Siden 1814 har vi haft folkeskolen der forpligtige børn mellem 7 og 14 år at lære skrivning og læsning. Undervisningen er udbygget med gymnasier, universiteter, højskoler og talrige kurser, der lod os være stolte af dansk folkeoplysning. Når det så alligevel i dag står ringe til med den, kan vi måske bedre forstå, at verden ser ud som den gør – søden for Kongeåen og øst for Skåne. For slet ikke at tale om de talrige lande hvor man slet ikke kan være nyttige.

Det er et meget interessant emne, vi her skal beskæftige os med, som burde appellere til sociologisk nysgerrighed dette, at vi danskere er så skrappe til mangt og meget. Til at bygge broer, komplicerede vejanlæg og klare os find ude i verden, mens vi overhovedet ikke kan se simple sammenhænge i vort samfund og overskue dagligdagens problemer end ikke, når de bliver klippet i pap og bukket i neon for os. Blinde muldvarpe som løser rumfartsproblemer – en interessant konstellation.

Min saglige far berettede engang for mig, at han som lille dreng en juleaften havde fået et indianertelt af den slags med en stang i midten. Han ville rejse det på gulvtæppet med det samme. Det mislykkedes naturligvis, fordi stangen ikke ville stå. Det udløste skrig og skrål, til han med et klaps i enden blev beordret i seng. Logik var ikke hans stærke side i otteårsalderen. Om end på et højere niveau, men med samme mangel på logik bevæger vi os som folk i dag. Tingene skal hænge sammen og fungere uanset, hvor meget de strider mod naturlovene. Vi er ret tungnemme.

Lad os se på et par eksempler.

1.      Fortiden jamres over et tiltagende fattigdomsproblem. Det siges, at omkring 150.000 er fattige. Heraf ca. 30.000 så elendigt stillede at selv Mother Teresa ville knibe en tåre, hvis hun hørte om deres trængsler. En af hendes disciple hastede tilbage til Bombays slum, da han ikke kunne udholde synet af de lidende danskere.

Smertelig berørt søger socialministeren (Mimi Jakobsen, CD, red.) at fremskaffe 10 millioner kroner til at lindre den værste nød. Forskellige muligheder prøves, hedder det.

Samtidig ansøger udenrigsministeren (Uffe Ellemann-Jensen, V, red.) om finansudvalgets godkendelse af yderligere 700 millioner kroner til asylsøgende og flygtninge. Foruden 120 millioner kroner til at udbedre hullede veje (!) i Kenya og Tanzania. Sidstnævnte land ville også være glad for at få godt 27 millioner kroner til forbedring af transportsystemet. Det er for resten også en erkendelse af, at ca. 400 bevilgede millioner til projekter i Indien er spildte, hvilket dog ikke forhindre, at der bedes om 400 mere. Formanden for ulandsstyrelsen (et ret ironisk navn) – socialdemokraten Chr. Kelm-Hansen – siger i den forbindelse, at vi må lære at forstå mentaliteten i de lande, vi ønsker at hjælpe. Der er ikke den samme forståelse af begrebet tid, og effektivitetskravet har man også svært ved at efterkomme. Det er jo sandt nok og velsagtens årsagen til den elendighed, vi så gerne vil afhjælpe. Det at man ikke rigtig forstår noget og kræver hjælp på sine egne præmisser, at vi ikke kan sige: Så fatter vi skovlen venner og tager fat!

2.      Vi har svært ved at se sammenhængen mellem vor egen sociale deroute, manglen på penge til sygehuse, operationer, vanskeligt stillede medborgere, boliger og anlægsarbejde og det faktum, at vi forærer pengene bort hurtigere, end vi kan tjene dem.

Nuvel, men så kan vi i det mindste glæde os over de mange venner, vi får ude i verden, ikke sandt? Tja, det kan måske diskuteres.

Dagbladet Information bragte for nogle dage siden udtalelser fra en libaneser, som talte på egne og andres vegne. Han kritiserede asylcentret Sandholmlejren og havde sandelig noget at skrive hjem om. Politiet var racistisk, personalet sjusket og de fysiske forhold sammenlignede han med Hitlers koncentrationslejre. Det er nærliggende at formode, at de kurdere som iført håndjern blev ført bort af politiet efter deres happening i København deler disse meninger, iranerne gør det i stor udstrækning som palæstinenserne også.

Mon ikke snart en rimelig portion nationalegoisme kunne være påkrævet i stedet for det daglige vås om, at vi er et af verdens rigeste lande?

Claus frost-Hansen

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 25 / 15. årgang  / 21. august 1987

Grønland – forbudt emne?

15. april 2011 3 kommentarer

Grønland – forbudt emne? 

Det er typisk for vor tid, at vi i dag offentligt drøfter emner, man før i tiden aldrig ville have berørt. Frejdigt fortæller man omverdenen om sit kønsliv. I kirkerne præsenterer præster deres valgprogram, og i Danmarks Radio kunne man for ikke så længe siden høre en ung mands mening om tyveri som en simpel menneskeret. Han stjal, hvis jeg husker ret, for ca. 5.000 kroner om ugen.

Tilsyneladende kan man tale om alt, men det er nu ikke tilfældet. Visse emner er tabu – oven i købet strafbare. Hvis nogen tror, at demokratiet sikrer ytringsfriheden, ja endog forpligter borgerne til at sige deres meninger, så har de misforstået noget. Eller også har vi ikke mere demokrati hertillands. Ikke desto mindre – efter at OECD har konstateret, at af 27 industrinationer ligger vi i bunden med hensyn til økonomi, må det være enhver borgers simple pligt at anvise vore kloge, men åbenbart blinde politikere muligheder for at spare. Til gavn for landets indbyggere og statens økonomi.

Reelt siver ca. 15-20 milliarder danske kroner ud af landet til fremmede og i det store og hele uvedkommende lande årligt. Vrøvlet om at ca. 60 % vender tilbage, fordi disse lande køber varer hos os er naturligvis vrøvl, for de varer vi leverer, kunne vi sælge til reelle købere. Det er, siger nogle, FN som pålægger os denne økonomiske byrde som vi, dvs. nogle politikere har accepteret. Nuvel – denne accept må de damer og herrer så tilbagekalde – med henvisning til Danmarks ubestridelige ringe økonomi, som selvsagt også annullerer fraserne om at være et af verdens rigeste lande. Intet menneske – eller land – er rigt, hvis det hele tiden skal låne til dagen og vejen.

Men lad os videre se på et andet tilfælde.

I ca. 200 år var Grønland en dansk koloni, og det kom ikke grønlænderne til skade – tværtimod. Danmark opførte sig stik modsat de store kolonimagter, som slæbte enorme rigdomme hjem til moderlandene. Belgien lukrerer såmænd stadig på fortiden i Congo, medens det tidligere koloniområde er ved at gå til i sult og nød, fordi man intet gjorde for at udvikle befolkningen og landet. Det Danmark fik ud af Grønland kan – så at sige – ligge på en trækvogn set i relation til de milliardværdier, Danmark investerede. Det kan man ikke mindst takke Den kgl. Grønlandske Handels arbejde fra 1774 og op til vore dage for. Danmark har bygget Grønland op, sørget for skoler og lærere, hospitaler, læger og sygeplejerske. Der er rejst bygninger, bygget veje og etableret tekniske installationer. Unge grønlændere er kommet på studieophold i Danmark.

Det er næppe overdrevet at sige, at hver eneste af de ca. 51.000 grønlændere har fået omkring 5 millioner i dåbsgave af den danske stat.

Indtil 1979 var Grønland en del af Danmark – vort nordligste amt. Dengang ville det have mere end upassende at minde grønlænderne om, at de var et dyrt bekendtskab. I realiteten var der jo tale om en slags egnsudvikling.

Siden Hjemmestyret indførelse i 1979 har forholdene imidlertid ændret sig radikalt. Trods det at Danmark fortsat yder milliardtilskud hvert år, får vi hele tiden mindre at skulle have sagt i det såkaldte Rigsfællesskab.

Udnyttelsen af de værdier der findes i den grønlandske undergrund, og som formentlig på få år kunne få bugt med vor enorme statsgæld, der også er Grønlands, vil man ikke høre tale om.

Grønlændernes holdning overfor danskerne er – mildt sagt – yderst uvenlig. Vi får skyld for den store drikfældighed, volden og identitetskriserne i det grønlandske samfund.

Det er urimeligt!

Der er ikke mange steder på jorden, hvor man kan leve som på oldefars tid, og de færreste ønsker det. Formentlig heller ikke de gamle grønlændere som det tidligere var skik og brug at parkere på indlandsisen for at komme af med dem, når de ikke mere var til nytte i samfundet.

Tiderne skifter og med dem vore levevilkår. Det må vi lære at leve med. Ganske vist siger man, at utak er verdens løn. Men det ville være passende, om det grønlandske hjemmestyre praktiserede lidt af den så meget omtalte solidaritet med Danmark, som har vist Grønland så megen interesse og grønlænderne så megen velvilje!

Intet kæmpemæssigt landområde med en mikroskopisk befolkning og store jordskatte kan forvente, at kunne henligge som et jomfrueligt naturreservat i vor tid – i særdeleshed ikke med en uvurderlig strategisk beliggenhed!

Danmark har en stor arbejdskraftreserve, Grønland har tilsvarende opgaver at løse. Hvornår kommer vi i gang? Til fælles gavn og udbytte.

Claus Frost-Hansen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 25 / 15. årgang / 14. august 1987

At låne er at leve

13. april 2011 14 kommentarer

At låne er at leve

Der var en gang en konge, der hed Ludvig den 16. Ved sin tronbestigelse i 1774 erfarede han, at landet – Frankrig – var en økonomisk ruin. Stor sparsommelighed var eneste redning. I de dage – bør man vide –, var kongen det, som Folketinget er idag. Heller ikke dengang havde folket et klap at skulle have sagt. Preben Wilhjelm (VS) skrev nylig i en kronik, at ”folkets meninger naturligvis ikke skal påvirke lovgivningen” –, eller skrev han stemninger?

Nå – hip som hap – hvem kan skelne? I hvert fald var det en replik, som Ludvig ville have elsket. Nuvel – og hvad gjorde kongen så ved synet af den tomme statskasse? Han jamrede. Sparsommelighed var for ham et ukendt begreb. Folket var så ludfattigt, at der ikke var noget at hente der bortset fra et svin eller en høne nu og da, når skatteopkræverne var heldige. Adelens og kirkens folk var skattefri, – de støttede kongen og mente, at det kunne være nok. Gode råd var en mangelvare, men hoffolkene hjalp ham. Så dukkede der en mægtig smart fyr op – Charles Alexander de Callone –,,der var kendt for sine mange gode idéer. Han havde et valgsprog, som også mange af vore politikere ville nikke genkende til. Han sagde: ”Vil man låne, må man føre sig frem med flothed, så ingen er i tvivl om, at man har magt over tingene!”. Det virkede fint – også dengang. Så han blev finansminister.

På kun 3 år lånte han 800 millioner francs til sin herre og mester. En sum som der er svær at omsætte til nutidspenge, men det var en hulens masse. Kongen var begejstret. Til sin dronning – Marie Antoinette – købte han lystslottet St. Cloud for 8 millioner og til sig selv et andet – Ramboillet – for 16 millioner. Videre overlod en falleret hertug ham en række mindre godser for 12 millioner. Det var herlige tider. Hoffet, adelen og kirkefyrsterne havde aldrig kendt dem bedre. Se hvor vidunderligt vi har det, sagde de til hinanden – lyt til vor skønne musik, læs de nye forfattere Descartes og Pascal. Intet land kan måle sig med vort, hvad angår kultur og levemåde. Det går forrygende godt! Strålende fester, maskeballer og jagtselskaber afløste hinanden og overalt hvor Callone færdedes, hørte han behagelige ord og så smilende ansigter. Han var sandelig dagens mand.  Når store lån forfaldt, arrangerede han enestående middage for de europæiske finansfolk. Han gav flotte gaver til deres hustruer og elskerinder og fik nye lån til at dække de gamle – plus lidt ekstra til at gøre godt med ved hoffet.

Callone vidste godt, at situationen var uholdbar, og sagde det også til kongen, men han var bedøvende ligeglad og havde arvet en talemåde fra sin far. “Efter os kommer syndfloden”, sagde han og tilføjede -, “men det haster jo ikke”! Det lo man meget af ved hoffet i de dage.

Callone smilte også, men lidt anstrengt, og han grublede. Jo mere han gjorde det, blev han klar over, at den eneste redning ville være at opkræve skatter hos de privilegerede stænder. Han tænkte, at når de så de barske kendsgerninger i øjnene, ville de falde til føje. Og så indkaldtes statsrådet. Callone meddelte forsamlingen, at gælden nu var på 125 millioner livres. En livre var dengang en guldmønt med meget høj værdi – noget i retning af en normalborgeres årsindtægt. Han sagde, at det var bydende nødvendigt at ophæve privilegierene og svare skat. Folket var så udpint, at man end ikke havde brød at sætte på bordet, hvis man havde et bord. Det var ved den lejlighed, – siges det –, at Marie Antoinette lo en perlende latter og mente, at så kunne folket jo bare spise kager. Hendes sociale forståelse var virkelig ikke noget at skrive hjem til Mor Maria Theresia i Wien om. Men Callone havde forregnet sig. Forsamlingen afviste pure at betale skat, og så fyrede kongen ham. Det var i 1787.

To år senere kom revolutionen, hvor kongen, dronningen og en masse andre blev et hoved kortere. Callone havde i mellemtiden skaffet sig et job i udlandet som konsulent for et stort handelshus.

Nuvel. Kan vi så 200 år senere lære noget af denne historie? Det burde vi kunne. I et demokrati er det os, der styrer landet. Vi kan ikke – som fortidens konger og ministre – træde tilbage og for långiverne – de udenlandske banker –, er det heller ingen løsning at kappe hovederne af os. Vi hæfter solidarisk, og må selv rydde op i vor rodede økonomi.

I dag låner vi mere end 100.000.000 kroner – om dagen! – til at betale afdrag og rente på vor gæld. Gud fri mig vel, hvor Callone ville have beundret os! Det faktum at det ikke er en lille forædt overklasse, som har soldet pengene op, men selve folket, der har levet over evne og foræret milliarder af lånte kroner til fjerne, fremmede folkeslag, det interesserer ikke vore kreditorer en bønne. De vil se deres moneter igen og samme slags, som de har lånt os: D-mark, dollars og francs. Så det hjælper ikke at speede seddelpressen op. Kun producerede varer er konvertibel valuta.

I et Tv-interview for år tilbage blev professor Anders Ølgaard spurgt, om han kunne vise vej ud af vort økonomiske dilemma. Han svarede med sit glade smil: Javist! Men, folk vil ikke følge den!

Om historien gentager sig? Ja, mon ikke – til vi lærer vor lektie.

C. F.-Hansen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 6 / 15. årgang / 20. februar 1987 

Dansk selvmord

10. april 2011 114 kommentarer

Dansk selvmord

Er Danmark et land, der har besluttet sig til at begå selvmord? Eller er der tale om at nogle relativt få, men magtfulde miljø-fanatikere og socialist-akademikere, der er ved at føre både sig selv og hele den øvrige befolkning ud i ulykke, katastrofe og ruin?

I hvert fald er man i fuld gang med at kvæle både landbruget, den personlige frihed og folkestyret.

Kunstgødningsafgift, marginaljord, fredning, grundskatter, hysteriske og overdrevne miljøkrav, produktionsbegrænsninger, ejendomsskatter og grov hetz – er blot nogle af de metoder, der bruges for at knække landbruget. Det erhverv, der sidste år indtjente 42 milliarder kroner og gav danskerne mad på bordet.

Folkestyret er lavet om til et hovmodigt bureaukrat- og akademikerstyre.

Den personlige frihed er kraftigt beskåret gennem:

  • Verdens højeste skatter på:
  • Arbejdsløn
  • Transport
  • Bolig
  • Mad
  • Fornøjelser
  • og gennem en jungle af:
  • Love
  • Forskrifter
  • Påbud
  • Forbud
  • Politivedtægter
  • og gennem:
  • Personnumre
  • Registre
  • Overvågning

Hertil kommer, at de socialistiske partier forsøger at slagte:

  • Forsvaret
  • Kernefamilien
  • Erhvervslivet
  • Den nationale selvstændighed
  • Og i det hele taget alt, hvad der kan brydes ned

Og til denne nedbrydning er man endog klar til at kalde udlandet til hjælp.

Noget tyder virkelig på, at der er tale om en sammensværgelse imod det danske folk.

Det er helt vanvittigt, men vanviddet har jo ofte sejret i historiens løb.

Dog synes jeg, at danskerne denne gang skulle stritte imod forsøgene på at ødelægge deres land og fremtid.

M. Wolff

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 15 / nr. 15 / 1. maj 1987

Har vi en erhvervsvenlig regering?

6. april 2011 81 kommentarer

Har vi en erhvervsvenlig regering?

Når jeg rejser dette spørgsmål, skyldes det, at regeringens (V, C, CD og KrF, red.) forskellige ministre er enige om, at et godt erhvervsliv – med vægt på eksporterhvervene – er den eneste udvej af den økonomiske sump, vi er havnet i. Dette problem er i øvrigt soleklart, at Socialdemokratiets kronprins endda fortæller, at industrien skal forkæles.

Er det realistisk af regeringen at tro, at erhvervslivet vil pukle endnu mere, end det altid har gjort, på de vilkår erhvervslivet lever på?

De erhvervsledere vi har i dag er fra årgange, hvor flid, energi, opfindsomhed etc. ligefrem var indbygget i os. Hver gang en regering lagde nye byrder på os, indrettede vi os efter de skærpede betingelser med et minimum af protest.

Det samlede erhvervsliv har adskillige gange haft betydelig mere grund til at strejke end de risikofrie lønmodtagere. Det er måske en stor fejl, at vi ikke har meddelt samfundet, at grænsen for vor tålmodighed er nået. Jeg erindrer et forslag fra en driftig grosserer gående ud på, at vi skulle omringe Christiansborg med en ring af evigt tudende biler. Vi har da bilerne endnu – så måske.

Hvordan er erhvervslivets vilkår?

Formålet med at drive risikofyldt erhverv er, at der skal indtjenes en profit. Den skal bruges til at afholde et firmas udgifter, og så skulle der gerne være en fortjeneste til den/de, som løber risikoen.

Skal vi se på vilkårene, må vi begynde med dette lands skattesystemer.

Den personlige skat

Skattereformen er vedtaget og gennemføres nu. For driftige erhvervsfolk er det intet godt nyt at hente der. Vi skal stadig leve med en marginalskat på op til 78 %, hvor et land som Tyskland i øjeblikket er ved at reducere deres marginalskat fra 56 til 53 %. En god indtjening skal straffes med verdens højeste personskat.

Selskabsskatten

Medens et land som Holland er i fuld gang med at reducere denne form for beskatning, fandt vor såkaldte liberale regering anledning til at forhøje denne skat med 25 %. Det gav 8 milliarder kroner mere i den bundløse statskasse. Altså 8 milliarder som kunne være brugt til investeringer i blandt andet eksportindustrien samtidig med, at kostprisen pr. produceret enhed kunne holdes nede og altså dermed forbedre vor konkurrenceevne på de udenlandske markeder.

Formueskatten

Danmark er ene om denne ”opfindelse”, der alene kan føres tilbage til de danske socialisters misundelseskompleks. Skatten er ganske enkelt helt igennem uhæderlig.

Hvorfor?

Den bygger på følgende:

  1. Opkrævning af penge der allerede er beskattet én gang.
  2. Skat af erhvervslivets driftsmidler: Maskiner, bygninger, inventar, lager af råvarer og halvfabrikata.
  3. Skat af fiktive værdier ansat af det offentlige gennem ”vurdering” af ejendomme, grunde etc.

Vi kender alle en mand, der herhjemme blev straffet hårdt, fordi han arbejdede med såkaldte fiktive værdier.

Det offentlige gør det straffrit.

Har en driftig mand lavet et A / K, og er han af den gamle skole, der hvert år konsoliderer sit firma til glæde for de ansatte og for efterfølgerne, så mener staten, at han bør straffes på det alvorligste. Lidt efter lidt forhøjes skattekursen til det tidobbelte, og så kræves der 2,2 % i formueskat. Mon det opmuntrer til fortsat konsolidering? Mon de generationer der kommer efter os er lige så tåbelige?

Energiafgifter

Vi ved alle, at olieprisen har været oppe på 38 dollar pr. tønde ,og at den nu er et godt stykke under det halve. Hvem andre end staten har fået glæde heraf? Se på benzinprisen og på prisen på fyringsolier. De har aldrig været så højt oppe som nu til glæde for statskassen og til hård belastning for erhvervslivet. Varerne må bære disse omkostninger, og konkurrenceevnen nedsættes atter.

Miljøafgiften

Industrien og landbrugets forurening har jo affødt rent hysteriske udtalelser og krav. Er det virkeligt rigtigt at belaste disse erhverv med 20 milliarder kroner i omkostninger, og har ”de vise” foretaget konsekvensberegninger?

Diverse

I hvert firma er der en statsafgift på over 6.000 kroner pr. ansat til dækning af førtidspensionering og diverse forsikringer.

Konsekvenserne af disse belastninger

Jeg har allerede påpeget, at den første konsekvens er, at vore varer fordyres og dermed gør os mindre konkurrencedygtige i udlandet. Den anden konsekvens er, at driftige erhvervsfolk – med penge, der kunne være brugt til investeringer – ganske enkelt forlader landet for at undgå skatteplyndringer og de uantagelige arbejdsvilkår herhjemme. Det er ikke de ringeste, der pakker sammen. En enkelt bank hjælper hvert år ca. 2.000 danskere med de praktiske arrangementer i forbindelse med emigreringen.

Hvor skal pengene komme fra

…vil regeringens finansfolk straks spørge?

Herpå er 2 klare svar:

  1. For det første vil en anstændig skattepolitik gøre eksporterhvervene mere konkurrencedygtige. Eksporten vil stige og mange flere komme i arbejde.
  2. For det andet må de offentlige omkostninger ned. Det kan ikke være rigtigt, at der skal ca. 900.000 offentlige ansatte til at administrere et land med 5,1 million indbyggere.

Et godt forslag

Send 5 virkelig dygtige folk med forstand på administration og økonomi til Schweiz og lad dem blive der, lige til de har opdaget, hvorledes et land skal ledes. Et land hvor det offentlige er en tredjedel af det danske regnet pro capita (pr. hoved, red.). Jeg håber, vor udenrigsminister (Uffe Ellemann-Jensen, red.) læser dette. Han var i TV så klog, at han talte om en kraftig reduktion af de offentlige udgifter. Han brugte for resten de samme argumenter som et progressivt politisk parti i 1972. Inkubationstiden har været lang.

H. Kjær-Hansen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 15 / nr. 15 / 1. maj 1987

%d bloggers like this: