Arkiv

Archive for september 2010

Lejeværdi af egen bolig

29. september 2010 2 kommentarer

Lejeværdi af egen bolig

Finansminister Poul Møller fra det konservative folkeparti blev af sine nationaløkonomer bildt ind, at parcelhusstigningen kunne tøjles, hvis man satte lejeværdien op. Så ville folk ikke betale så meget, når de skulle købe hus.

Den 8. december 1969 stod Møller på folketingets talerstol. Han fik det dengang så føjelige gammelpartiting til enstemmigt at vedtage at alle, der købte hus efter den dag skulle belastes med ekstra lejeværdi. Hvad de tabte herved, ville de vinde ind ved at få deres hus billigere.

Betragtningen holdt ikke i det levende liv. Derfor er der al mulig grund for at ophæve strafforanstaltningen over for de familier, der har købt hus efter 1969.

Den 31. januar 1979 sagde Møllers efterfølger, Anders Andersen fra Venstre, Danmarks liberale Parti, imidlertid, at nu skal også husejere fra før 9. december 1969 betale den ekstra høje lejeværdi. Hans ræsonnement var typisk for ministrene, der er i en presset situation, fordi de mangler mange penge i statskassen på grund af eget fråseri. Han sagde nemlig, at sådanne husejere blot må tænke på, at de i årevis har haft fordel af en lav lejeværdisats.

Da Poul Møllers parti – til stor fornærmelse hos Poul Schlüter og partiets andre ledere – ikke har fået lov til at komme med på ministertaburetterne denne gang, kan det konservative Dagens Nyt spydigt kommentere: ”Holdninger er klar: Vælger regeringen at forhøje indkomstskatten med 40 %, kan ministeren blot sige: Nå, ja, men så glæd jer over, at i hidtil har haft så lave skatter”.

Det kan selvfølgelig være nok så underholdende med dette ping-pong-spil mellem VK’ere. Det korte i det lange er imidlertid, at hundredtusindvis af familier nu skal til, hver, at betale en betydelig ekstraskat.

Lejeværdien for 1980 bliver 1,7 % af 135 % af 16. almindelige vurdering. Er den på 675.000 kroner, bliver der som følge af Anders Andersens usmagelige fidus tale om en merlejeværdi på 2.000 kroner. Det betyder oftest er merskat på cirka 1.250 kroner.  For at kunne betale det, må man tjene 3.300 kroner ekstra, idet der af en sådan ekstraindtægt går cirka 2.050 kroner til indtægtsskat.

Med andre ord: De første 275 kroners lønforhøjelse om måneden går bare til at dække Anders Andersens påfund.

Fremskridtspartiet stiller naturligvis ændringsforslag om, at det er husejerne fra efter 8. december 1969, der skal ned på niveauet for de ældre husejere. De har jo i årevis både måttet lide under den høje lejeværdi og måttet betale toppris for deres huse, fordi 1970´ ernes folketingsflertal ikke har evnet at tøjle inflationen og fordi 1969-folketinget ikke kunne gennemskue, at de ministerielle nationaløkonomiers påstande var virkelighedsfjernt skrivebordsfantasi.

Måske vil nogen synes, at 675.000 kroner i ejendomsskyld da nærmest er en millionærvilla.

Sandheden er imidlertid den, at det er svært at finde en byggegrund i hovedstadsområdet til billigere pris end 250.000,00 kroner.

Hvis man bare vil bygge 100 kvadratmeter, må man regne med, at håndværkerudgifter, omkostninger o.s.v. løber op i 300.000,00 kroner.

Dertil kommer så kurstab, der med de nuværende obligationskurser for et normalt prioriteret hus meget let kan være 180.000,00 kroner således, at anskaffelsesprisen for et nyt familieparcelhus uden spor overdrivelse i Københavns omegn, hvor der immervæk bor cirka 30 % af landets parcelhusejere bliver i alt 730.000,00 kroner.

Slagspriserne på ældre huse afhænger selvsagt af anskaffelsespriserne for nyopførte ejendomme, og ejendomsskyldsværdierne følger med disse salgspriser.

Der vil ikke gå mange år, før københavnerniveauet som sædvanlig breder sig ud over hele landet, men til den tid er det for sent at beklage sig over de høje lejeværdipriser, hvis Anders Andersen opnår folketingsflertal her i foråret 1979 for sine skatteforhøjelsesbestræbelser.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 3 / 7. årgang / 19. februar 1979

Reklamer

Kunst for millioner

26. september 2010 6 kommentarer

Kunst for millioner

Fremskridtspartiet ønsker kulturministeriet nedlagt – Statens Kunstfond hen, hvor peberet gror – bevillingerne til museer og biblioteker skåret ned til sokkeholderne.

Af vort debatoplæg februar 1978, DET VIL FREMSKRIDTSPARTIET, fremgår, at Fremskridtspartiet har den opfattelse, at kulturaktiviteterne trives bedst uden offentlig indblanding, samt at religion og moral er den enkeltes privatsag.

Vor generation søger febrilsk efter meninger – efter en religion – en moral, en kultur – noget at tro på og Kulturministeriets embedsmænd arbejder energisk og utrætteligt med at opfylde behovene.

Aldrig før i Danmarkshistorien er der brugt så mange penge på kulturaktiviteter – en politik, som alle politiske partier i folketinget – med undtagelse af Fremskridtspartiet – enigt står bag.

Intet under at Fremskridtspartiets totale undsigelse har vakt opsigt – vel, endog forfærdelse. Vore politiske modstandere har beskyldt Fremskridtspartiet for total mangel på interesse for kultur, moral og religion. Vore bevæggrunde er lige stik modsatte. Vor kulturpolitik er opstået af vor tolerance overfor anderledes tænkende – af vor dybe respekt for den enkeltes ret til at gå sine egne veje.

Fremskridtspartiets kulturpolitik er en direkte beskyldning mod folketingets øvrige partier for ikke kun på dette område, men også på alle andre, at umyndiggøre befolkningen, fratage den resultaterne af dens arbejdsindsats, for at lade politiske eksperter, rådgivere og vejledere fratage den enkelte sin frihed, for at ville forme hver enkelt af os i det billede som det regerende parti i Danmark – Socialdemokratiet – finder rigtigt.

H. C. Hansen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1 / 6. årgang / 3. juli 1978

Hvem er asocial?

22. september 2010 33 kommentarer

Hvem er asocial?

Vore modstandere påstår, at Fremskridtspartiets program skulle være asocialt.

Betegnende nok kan de ikke fremkomme med ét eneste eksempel eller én eneste begrundelse for påstanden.

Det skyldes, at den simpelthen er usand. Det asociale element i valgkampen repræsenteres af SVCQMBF-politikken. Den går som bekendt ud på at blive ved med at vælte nutidens vanskeligheder over på fremtiden ved blot at låne, låne og atter låne. Fremturer vi ad den vej, bliver resultatet om en halv snes år at alt, hvad staten kan skrabe ind i skatter, skal bruges til renter og afdrag på Heinesens (A) statsobligationer og på udlandsgælden. Da de samme penge ikke kan bruges to gange, vil det sige det samme som, at der ikke er midler til rimelig socialpolitik.

Heroverfor står Redningsplanen for Danmark, hvori Fremskridtspartiet påvise, hvordan vi ved at forkæle produktionen kan undgå yderligere gældsætning og tilbagebetale den ved en forfejlet politik allerede pådragne gæld og få en samlet samfundskage, der er stor nok til virkelig at hjælpe dem, som uforskyldt er i nød. Allerede med det samme skal folkepensionen forhøjes til 3.000 kroner om måneden for at modvirke de katastrofale stigninger i varmeudgifterne, som SV-regeringen skabte med afgiftsforhøjelserne i juni 1979. Sygehusområdet skal styrkes efter Fremskridtspartiets plan, og der skal være direkte og hurtigere hjælp til dem, der virkelig kommer i nød.

Dette er overensstemmende med præcise lovforslag, som Fremskridtspartiet til stadighed har fremsat i folketinget i de sidste 5-6 år.  Og vi har vist, hvorfra pengene skal skaffes – fra besparelser på de mindre nødvendige udgifter såsom overflødig administration samt Lise Østergaards (A) og Niels Matthiasens (A) aktiviteter. Ene af alle har vi fremlagt et fuldstændigt alternativt finanslovsforslag.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 19 / 7. årgang / 5. november 1979

Bedre folkepension

19. september 2010 20 kommentarer

Bedre folkepension

I vore fire folketingsår har Fremskridtspartiet til stadighed slidt og slæbt for en mere rimelig folkepension.

Det er forrykt, at et arbejdsløst ægtepar får 140.000 kroner af skatteyderne når der kun kan blive 38.000 kroner til et folkepensionistpar. Det er skingrende uretfærdigt, at den, som i sine aktive år har siddet på et offentligt kontor får 4-5 gange så meget i pension som automekanikeren, købmanden eller lagerarbejderen.

Når folkepensionen skal stige, må man imidlertid passe på, at staten får råd til at betale. Det kan være nok så vanskeligt, efter at Knud Heinesen (A) nu i tre år har ødelagt statens økonomi med underskud på 12, 21 og 33 milliarder kroner.

31.200 kroner årligt

Derfor har Fremskridtspartiet i sit folkepensionsforslag alene kunnet nå op på 2.400 kroner månedligt. Men fra 1. januar 1979 kan vi klare 2.600 kroner. Og vi vil væk fra, at beløbet svinger op og ned måned for måned på helt uforståelig vis. Man skal vide på forhånd, hvad man har til sig selv. Altså 31.200 kroner i 1979. derefter får vi forhåbentlig så megen hånd i hanke med statsøkonomien, at vi i 1980 på ny kan skaffe penge til en klækkelig forbedring.

Skattefri bundgrænse på 60.000 kroner

1979-beløbet på 62.400 kroner til et ægtepar bliver skattefrit. Vedtages Fremskridtspartiets spareforslag – som ikke rammer nogen som helst uretfærdigt – får vi nemlig i 1979 plads til et skattefrit bundfradrag på 60.000 kroner for hver person. Enhver kan hermed tjene 28.800 kroner skattefrit over i pensionen.

Vi får råd til det, uden hverken stat eller kommune kommer til at spare på det nødvendige, fordi der i øjeblikket er så enormt mange områder, hvor det offentlige bruger kæmpebeløb, uden at det er strengt nødvendigt. Og det bliver en absolut rimelig overgangsordning for tjenestemænd og tjenestemandspensionister.

Fremskridtspartiets forslag er en videreførelse af det materiale, som vi har gennemarbejdet hvert år. Ingen har kunnet fremføre nogen holdbar, saglig kritik herimod, selv om lysten bestemt ikke har manglet hos vore magtfulde modstandere. Vi kan derfor med sikkerhed fastslå, at der er hold i Fremskridtspartiets beregninger. De nødvendige penge kommer fra: Moms, tobaksafgifter og de utallige andre indtægtskilder, som stat og kommune stadig beholder, selv om indkomstskat ikke opkræves af de første 60.000 kroner.

Regeringen mangler dækning

De andre partier har hidtil været træge at danse med. Vi er derfor glade for, at socialministeren (Eva Gredal, A, red.) nu omsider også kommer med forslag. Desværre er regeringen (Socialdemokratiet, red.) i vildrede med, hvor pengene skal komme fra. Det er jo også svært når man er i fuld fart nedad den underskudsrutschebane, som er Socialdemokratiets finanslovspolitik. De samme penge kan ikke bruges to gange. De kroner som går til pampere og prestigeprojekter, kan ikke komme folkepensionisterne til gode.

Derfor siger Eva Gredal, at hun først kan få forbedringerne i gang fra 1979. Fremskridtspartiet regner med, at vort forslag kan nå at blive behandlet og vedtaget af folketinget nu i foråret, så vi allerede til sommer kan se resultatet. I disse tider risikere man jo, at der er sket så meget før 1979, at man ikke får nogen glæde af regeringens forslag.

Eva Gredal straffer ekstraindtægter

Desværre er Eva Gredals forslag er også noget vældigt indviklet regereri. Socialkontoret skal til – på store skemaer – løbende at følge alle detaljer i hver enkelt pensionists boligforhold. Der skal så udbetales mest til dem der har de største og dyreste, men også bedste boliger. Og pensionister med ekstra indtægter skal straffes med fuldstændig tab af pension, hvis Eva Gredal får sin vilje. Et meget farligt princip at indfører. Har man først en regel herom, vil inflation og andet hurtigt føre ud i, at pensionen stjæles fra flere og flere at de flittige.

Udover en god pension skal staten selvfølgelig sørge for, at vi bevarer ordentlige og gratis sygehuse. Man må holde op med at nedlægge mindre sygehuse. Plejehjem er glimrende i titusindvis af tilfælde. Men vi må heller ikke glemme hjemmehjælpen der kan bistå, så den ældre kan blive i de vante omgivelser. Her skorter det en hel del på hjælpen fra fredag eftermiddag til mandag morgen. Det er især på det punkt, Fremskridtspartiet til stadighed maser på, når hjemmehjælpsspørgsmål er på folketingets dagsorden.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 5 / 6. årgang / 3. april 1978

Naturgassen bør eksporteres

15. september 2010 7 kommentarer

Naturgassen bør eksporteres

Elleve mod en – eller elleve mod den sunde fornuft – Folketinget har igen nedstemt et Frp-forslag, der vedtaget ville have forhindret en ny kæmpe fejlinvestering.

Arentoft (Z) fortalte i FREMSKRIDT 1977 side 9 om naturgasproblematikken. Hans synspunkter fulgtes af gruppen ved folketingets debat om emnet den 9. februar 1978, men alle de andre 11 partier nedstemte følgende forslag fra Fremskridtspartiet:

Folketinget udtaler, at skatteyderne ikke skal tvinges til at betale ledningsanlæg for naturgas fra Nordsøen.

Finanstidende skriver senere om emnet:

Naturgasprojektet vil medføre betydelige investeringer og må antages at ville være samfundsøkonomisk urentabelt. Dette skal formentlig gennemtvinges på grund af en række partiers egen bekvemmelighed, idet det kan give anledning til vanskeligheder med protestgrupper, såfremt en anden energipolitisk prioritering lægges til grund”.

Skal 600.000 husholdninger opvarmes med naturgas, skal der udover hovedledningsanlægget graves op i en meget stor del af Danmarks haver for at lægge stikledninger og oliefyr, komfurer m.v. skal udskiftes i stor mængde. Før man er færdige hermed har man ganske givet rundet de 30 milliarder kroner i skatteyderudgifter. Det svarer til en ekstra bet på 50.000 kroner for hver husstand, der får naturgasinstallationer.

Selv i bedste fald kan naturgassen kun fungere i nogle få år. Fyringsmæssigt bliver den nok dyrere end anden opvarmning. Dertil kommer, at naturgasledninger er sårbare for både tekniske uheld og sabotage. Forgiftningsulykker vil komme til at høre til dagens orden efterhånden som ledningerne tæres

Sådan kan man blive ved med at opregne den ene afgørende ulempe efter den anden på dette projekt, der alene finder sin begrundelse i Socialdemokraternes lyst til at tumle med kæmpe statsudgifter gennemføres vanvidsprojektet, vil det blot være et af de mange eksempler på, hvordan Venstre og konservative er for gamle partier til at byde socialdemokraterne noget effektivt modspil.

Herover står, at det er økonomisk meget mere rentabelt, at sælge den danske Nordsøgas til de kontinental-europæiske lande, der i forvejen benytter sig af naturgasopvarmning. For slagsprisen kan vi naturligvis erhverve anden energi.

Det er derfor helt forkert, når det hævdes, at vi bliver mindre energiafhængige af udlandet ved at bruge vor egen gas til at klare en ret lille del af vort energiforbrug i nogle få år.

Naturgassen forekommer derfor så oplagt, at folketingets medlemmer skulle have fulgt Fremskridtsforslaget om allerede nu, at sige nej. Hele landet lammes snart af, at folketinget udskyder afgørelsen af den ene store sag efter den anden. Adskille bygge- og anlægsprojekter rundt omkring i landet må således vente, fordi man ikke ved, hvordan et eventuelt naturgasledningsnet vil gribe ind i de lokale forhold.

Folketingets medlemmer er først og fremmest valgt for at undgå usikkerhed og uklarhed af den art ved at træffe afgørelser.

Det forsømte alle de andre partier i folketinget, da de stemte imod Fremskridtsforslaget.

Men det var jo helt på linje med den kurs, hvormed Socialdemokratiet under sin enorme vælgerfremgang (Fremskridt 1978-3 side 19).

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 6 / 6. årgang / 24. april 1978

Dyre drenge!

12. september 2010 2 kommentarer

Dyre drenge!

Ingen bør være i tvivl om, hvad der foregår i den blegrøde højborg. Den socialdemokratiske mindretalsregering søger på alle måder at sikre sin eksistens. Ikke ved fremragende regeringskunst til redning af landets økonomi eller til afskaffelse af arbejdsløsheden.

Man fristes til at sige tværtimod.

En konsekvent udsugning af skatteyderne hvor en ikke ubekendt hr. Kampmann (A) beviser, at man ikke behøver at være født som en ottearmet blæksprutte for at forsøge, at få alle hænder ned i alle borgernes lommer og samtidig forhindre arbejdsgivere i at skabe arbejdspladser, er blot en af de stupiditeter, det blegrøde kabinet fører sig frem med.

Samtidig er hetzen mod en borgerlig regeringsmulighed kørt op i fulde omdrejninger: ”Når vi ikke kan gøre det bedre, hvordan skulle så et borgerligt alternativ kunne gøre det?”.

Pjat og vrøvl – hvordan kan det gøres ringere?

Se bare på hvordan vor udmærkede og efter visses udsagn overintelligente udenrigsminister (K. B. Andersen, A, red.) ustandseligt blamerer Danmarks navn med sine vanvittige dispositioner og udtalelser.

Sådan noget som burde koste en hvilken som helst udenrigsminister posten aldeles omgående. Andre socialdemokratiske udenrigsministre har tidligere blameret sig, nu sidder en af dem i et andet ministerium.

Og vor blegrøde regering kan ikke tåle et stormløb mod vor nuværende udenrigsminister. Et sådant kunne få taburetterne til at vakle alvorligt under de brede ministernumser, så alle tricks bringes i anvendelse for at stabilisere underlaget.

Man afskaffer bare på en smart måde de få emner, der findes til lederskabet for oppositionen.

Glistrup bundet af en retssag og almindelige anstrengelser på at give ham et image af uvederhæftighed.

Poul Hartling (V) fik den æresbevisning, at man fra regeringens side anbefalede hans valg til højkommissær for FNs flygtningekommission. Så var han ude af billedet.

Men der sidder endnu en lille torn tilbage: Poul Schlüter (C). Sådan en er jo svær at stoppe munden på. Så det blegrøde rædselskabinet af politiske ”rotter” må nu prøve, om der ikke skulle være et svagt punkt hos Schlüter. Et forsøg på latterliggørelse kom ikke rigtigt ud til den brede befolkning. – Og konservative har frem- og medgang netop nu.

Men alle mennesker har en pris – også – og måske især gamle politikere, som er ved at køre træt af cirkus Christiansborg, det er blot spørgsmålet om, hvor høj den er, og hvor smuk den ser ud.

Den skulle jo ikke ligne en bestikkelse.

Vi forudser, at det lille ben nok skal blive fundet. Et der koster den socialdemokratiske pamper, der ellers skulle have det, en indtægt på et par hundrede tusinde kroner om året. Måske er det derfor, Kr. Albertsen (A) nu nævnes som borgmesteremne på Frederiksberg – denne pensionisternes selvbestaltede og derigennem velaflagte skytshelgen.

Hvem ved, men lad os ikke forbavses. Sådan en mindretalsregering kan være dyr, det har vi allerede mærket. Men hvad er prisen for en udenrigsminister?

Jul.

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 2 / 6. årgang / 13. februar 1978

Hvornår kommer skipper Clement?

8. september 2010 7 kommentarer

Hvornår kommer skipper Clement?

Landmænd har i 20 år glædet sig til den dag, de i ”fællesmarkedet” kunne få lige vilkår med andre folk. Nu har vi i 6 år været medlem af ”det nye Europa”. Ligeret er der dog kun blevet lidt af.

Politikerne har brændt landmændene af, og som en sværtet ”sorteper” har bonden mistet næsten hele gevinsten, medens andre kører videre på den kendte melodi: Højere løn, stigende priser, voksende pristal og endnu højere løn! Landbrugslederne burde for længst have krævet pristallet ændret således, at dette fordelingstal ikke bare gælder lønmodtagerne, men gøres til fællesnævner for hele samfundsvelstanden og bliver normgivende også for bøndernes priser og indtægter, så blev man hurtigt klar over, at systemet er tosset. Dersom landbrugets priser (og løn) skal fastlægges i Bruxelles, må dette retfærdigvis også gælde andres lønninger!

Ved vor tilslutning til ”det nye Europa” hørte man advarende røster om faren for, at vi skal miste vort nationale særpræg. På det økonomiske område består særpræget jo blot i organisationernes kamp om ret til at udnytte andre befolkningsgrupper. Alle søger at kapre særfordele, begunstigelser og uforholdsvis høje fortjenester. Det gælder fra de højeste akademiske kredse til de mere beskedne manuelle arbejdere.

Talen om, at vi alle er i samme båd, gælder åbenbart ikke de økonomiske forhold og muligheder. Her sidder en lille flok begunstigede ved roret, den brede befolkning trækker i årene, medens bønderne er overladt til sig selv helt ude på det dybe vand.

Den politiske vej er lukket for bønderne. Der bliver færre og færre stemmer at hente i landdistrikterne og partiernes interesse for folket derude skrumper tilsvarende ind. Politikerne lemlæster landbruget og forbyder tilmed fri handel med landbrugsejendomme. Vornedskabet er genindført. Prisen skal ved tvang sænkes så landmændene enten må fortsætte deres lavbetalte slid eller forære jorden bort. Medens andre folk frit kan vælge livsbane, erhverv og bopæl tilmed hjulpet af staten med studielån, boligsikring og en mængde andre tilskud, plyndrer man landbruget for en væsentlig del af deres indtægt og nægter dem tilmed ret til frit at sælge deres ejendom. Økonomisk forskelsbehandling og underbetalt arbejde jager ungdommen bort fra landbruget, medens gamle udslidte bønder forarmes gennem tvangssalg. De bønderbørn, der af nød og tvang har søgt arbejde i et andet erhverv, forhindres i at følge deres lyst til at vende tilbage til landbruget.

Vores ”liberale” landbrugsminister (Poul Dalsager, A, red.) kan ikke lide et lystbetonet landbrug og slet ikke et moderniseret og rationelt landbrug med vellønnede og tilfredse udøvere. Landbruget skal, efter hans mening, være surt og lavtlønnet slæb.

I kommunistiske lande tvinger man bønderne til at afstå gårdene til staten ved simpelthen at forbyde ejerne at besidde så meget jord, at de kan leve deraf. Det er en brutal måde at gennemføre strukturændringen på. Herhjemme vil landbrugsministerens spærreregler forhindre en tiltrængt rationalisering og specialisering af jorddyrkning og husdyrforhold, hvilket er brutalt overfor de mennesker, der ønsker, at nedlægge urentable størrelser, og det er tillige samfundsøkonomisk uklogt.

Det kan ikke være rigtigt gang på gang, at gøre landbruget til ”sorteper. Erhvervet må have samme muligheder som handel og industri til uden restriktioner og tvang – og med samme rettigheder som andre – at tilpasse sig den nye tid.

Helt urimeligt er det, når indtægter og formuer gøres op, og man fortæller, at landbrugets indtægter procentvis er steget dobbelt så meget som embedsmændenes. Det er rigtigt, at 10 procents stigningen af landmandens årsindtægt på 50.000 kroner giver 5.000 kroner, medens 5 % ekstra til embedsmandens 200.000 kroner ”kun” giver 10.000 kroner, men opstillingen smager af bedrageri.

Nu er der langt om længe startet en ”oprørsbevægelse” blandt unge, hårdt kørende landmænd. Er det ”Skipper Clement”, der under dæknavnet ”Landbo Reform – 80” igen forbereder et felttog i det jyske bondeland? Det er bestemt på høje tid, selvom de nuværende husmands- og landboforeningsledere endnu ikke har fået gnedet søvnen ud af øjnene.

Vi kan kun ønske held og lykke. Gid I ikke må trættes af modstanden, men bevare kampånden.

Også landbruget har fået sine ”strammere”.

A. Th. Riemann

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 21 / 7. årgang / 3. december 1979

%d bloggers like this: