Vi kunne alle have det så godt

28. september 2008

Vi kunne alle have det så godt


og med tryghed se fremtiden i møde, hvis ikke velmenende, men udygtige politikere havde ødelagt det.


De ville lave Danmark om.


Forbedrer Danmark, gøre Danmark til en velfærdsstat. Rigdommen, som automatiseringen af landbruget og industrien gav os, skulle administreres rigtigt, fordeles af politikere og embedsmænd. Så vi alle kunne blive lige – lige lykkelige – og lige ens.


Firkløverpartierne (V, C, CD og KrF, red.) og De radikale (B) sang med på omkvædet. Rødmede af skam, hvis de blev kaldt asociale – eller værre endnu – usolidariske.


Kun Fremskridtspartiet sagde nej. Mørkemænd kaldte man os. Vi ville føre Danmark tilbage til stenalderen.


Men hvad var det, vi sagde? Vi sagde, at befolkningen og den enkelte selv var i stand til at prioritere sine ønsker og behov og ikke behøvede andre til at bestemme for sig.


PP1 og PP2

De gamle politikere satte økonomer til at regne. De lavede noget, som hed en perspektivplanlægning. Og da den var lavet så lavede man en til. Den første kaldte man PP1. Den anden var man så opfindsom at kalde PP2. PP2 forudså, at der i 1987 ville være mere end 870.000 beskæftiget i det offentlige.


Det lo man meget af den vinter.


De embedsmænd, der stod bag PP2, advarede mod det stigende skattetryk og den manglende balance i den danske samfundsøkonomi, også fordi planen forudså, at antallet af de beskæftigede i erhvervslivet ville falde drastisk.


Man sad advarslerne overhørig

De glade 60-ere sad endnu Folketingets flertal i blodet. Så man kørte blot videre. Lo af advarslerne. Noget skulle nok vise sig.


Det gjorde der bare ikke. Det blev faktisk endnu værre, end PP2 havde forudsagt.


De “ansvarlige” politikere fra dengang er de samme som nu. Der tales stadig om forlig hen over midten. Statsministeren (Poul Schlüter, C, red.) er optimist. Det var den daværende statsminister (Anker Jørgensen red.) også.


Firkløverregeringens finanslovforslag for 1984 viser, at staten forventer at bruge 60 milliarder mere, end den får ind i skatter og afgifter. Det vil sige, at Danmarks samlede gæld til næste år vil stige til ca. 400 milliarder.


Renterne af denne gæld vil være ca. 40-45 milliarder. Som en gøgeunge i en sangfuglerede vil disse renter efterhånden sparke alle andre statsudgifter ud. De midler, som er til rådighed til sociale ydelser – undervisning, forsvar o.s.v. – vil blive mindre år for år. Konsekvenserne af fortsatte underskud betyder mord på al sund økonomi og velfærd.


Renterne er ved at nærme sig 10.000 kroner om året pr. dansker fra vugge til grav.


40.000 kroner for en familie med to børn.


Og så er der endda ikke tænkt på afdrag på gælden.


Der skal orden i økonomien

Fremskridtspartiet vil gerne bidrage til at bringe orden i Danmarks økonomi. Men vi peger på, at samfundet må omlægges, og at firkløverregeringens tanker om at ville bevare, beskytte og forsvare den socialdemokratiske velfærdsstat er mørketale.


Forsøget på at skabe den socialdemokratiske velfærdsstat blev en økonomisk katastrofe – starten på en socialistisk formynderstat. Danskerne kan godt selv – uden politikere og 800.000 embedsmænd til at bestemme og administrere.


Danmark skal frigøres fra mange års lovregereri. Det vil Fremskridtspartiet. Vil firkløverregeringen også det?


Finanslovforslaget for 1984 tyder ikke meget herpå.


H. C. Hansen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 40 / 11. årgang / 11. november 1983

Reklamer
Kategorier:Økonomi, Centrum-Demokraterne, Det konservative Folkeparti, Det radikale Venstre, Fremskridtspartiet, Skat og afgifter, Socialdemokratiet, Velfærdsstaten, Venstre Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,
%d bloggers like this: