Arkiv

Archive for juli 2008

Verdens længste generalforsamling

31. juli 2008 14 kommentarer

Verdens længste generalforsamling


For nogle er København et gråtrist sted fra midtseptember til ind under jul. Dag for dag vinder mørket mere og mere af døgnet. Regntunghed og sjap deprimerer.


Men hvor anderledes er ikke Lysenes Metropolis, New York. Alskens variationer og altid i spidsen med det nyeste nye. Waldorf-Astoria og andre topspisesteder byder simpelthen på alt, hvad der er af lyster for ganen for den, hvem prisen ingen rolle spiller. Den klassiske Gyldenspjætundskyldning: “Jeg skal til generalforsamling” er ikke indterpet forgæves i vor generation. Fra ca. 15. september til 17. december holdes verdens længste generalforsamling i New York. I FN.


De danske magthavere har for længst nuppet fiduserne i flugten. Selv om næsten alle lande erkender, at denne generalforsamling kun er noget for fagdiplomater, sender Danmark talstærke repræsentationer fra: Folketinget, LO, Danske Kvinders Nationalråd og Ungdomsorganisationerne. De får rekreation og fornøjelse. Hver dag har sine overdådighedsarrangementer. Der er langt flere medlemslande end dage for generalforsamlingen. Så gå på gæstebud hos hinanden kan man meget let flere gange om dagen. Meget berettes om hummeranretninger og fine champagner.


Derimod hører man sjældent eller aldrig om, at disse folketingsmedlemmer m.fl. gør nogen som helst gavn. De saglige opgaver klares af repræsentanterne fra udenrigstjenesten. Folketingsmedlemmernes m.fl. deltagelse forsvares af udenrigsministeren (Ove Guldberg, V, red.) med, at den gennem en lang årrække har været “betragtet som en uundværlig og ukontroversiel del af ikke blot de skiftende regeringers udenrigspolitik, men også de skiftende Folketings holdning til dansk udenrigspolitik”.


Denne forargelige ødslen med skatteydernes penge burde naturligvis aldrig være iværksat. Nu bør den i al fald stoppes. 4. decembervalget sidste år skulle klart nok have belært politikerne om, at nu er det alvor med at spare på de mindre nyttige offentlige udgifter, også selv om de har en lang årrækkes hævd. Drænet i vor betalingsbalance fra olieproducenterne og andre råstofleverandører burde have skabt forståelse for, at vi i ganske særlig grad skal nedsætte de valutakrævende udgifter.


Desuagtet har Folketingets partier – med undtagelse af Fremskridtspartiet – nu vedtaget at sende 10 af deres veltjente folk til generalforsamlingen i New York (hvoraf de 6 dog kun får lov til at være der hver halvanden måned). Karl Skyttes (B) svar på Fremskridtspartiets protest var, at der skam ikke kunne spares på skatteydernes udgifter, selv om der ingen deltager kommer fra Fremskridtspartiet. I så fald skulle man nok sørge for, at de andre partier får den ledige plads.


Ligesom man gjorde det, da vi for at nedskære skatteyderudgifterne nægtede at deltage i den dansende befolkningskongres i Bukarest her i denne eftersommer, hvor Folketinget i stedet for at fjase rundt omkring i verden burde have været samlet for at klare beskæftigelse, beskatning og besparelser.


Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 15 / 2. årgang / 13. september 1974

Den uanstændige sag

30. juli 2008 3 kommentarer

Den uanstændige sag

Vi Fremskridtsfolk bliver ofte spurgt om, hvad vi mener om det offentliges sag mod Glistrup.

Svaret kommer prompte: Den er uanstændig.

Og hvorfor er den det? Det er den, fordi sagen er ganske ude af proportion med de forhold, det drejer sig om.

Glistrups brøde består i 2 forhold:

1. Glistrup har optrådt som “klasseforræder”, idet han har påvist, hvorledes advokater og andre sagkyndige på skatteområdet kunne nedbringe en hvilken som helst skattepligtig indkomst på et bestemt tidspunkt til nul. Ved at offentliggøre den kendte teknik og mangfolddiggøre myndighederne for at anvende teknikken, satte han fokus på sine kolleger, der kun brugte systemet blandt familie og venner, inden Glistrup gjorde systemet til folkeeje. Derved blev forretningerne en trussel imod skattesystemet, på samme måde som leasing- og fondssystemet bliver en trussel imod skattesystemet, hvis det bliver folkeeje.

Den slags systemer er forbeholdt en udsøgt gruppe i samfundet, og når én fra denne gruppe ødelægger systemet for de andre ved at udbrede det, så er han en “klasseforræder”, der skal knuses.

2. Glistrup gik videre med at popularisere sine forretningsmetoder, der udskød skatten, han brugte systemet til at provokere. Han blev politiker -oven i købet en populær en. Han blev en politisk trussel, og han turde sige og gøre det, mange mennesker fandt var befriende – i forhold til de eksisterende forhold. Han påviste sort på hvidt, at skattesystemet var svindel og kun en fordel for de kloge og velbjergede. Det var der mange, der vidste i forvejen, men få havde talent og mod til at sige det.

I stedet for at ændre skattesystemet, gik magthaverne til angreb på Glistrup. Man tacklede manden i stedet for bolden.

På trods af, at alle skattemyndigheder har kendt systemet i et kvart århundrede, og på trods af, at Glistrups regnskaber og papirer har været skattevæsenet bekendt, rejste man en straffesag imod Glistrup. Man opfandt en særlig teori, der kun gælder for Glistrup: “Fiktionsteorien”. Alle posteringer var uden hold og tjente kun det formål at nedbringe indkomstskatten. Hvis denne teori kan bruges imod Glistrup, skal der rejses straffesag imod tusinder af mennesker i dette land.

Se blot annoncerne i dagbladene i januar og februar måned.

Glistrup og hans familie skulle knuses.

Hvis der blot havde været lidt anstændighed hos de mennesker, der har haft ansvaret for Glistrups skatteligning siden 60`erne, og de selv troede på fiktionsteorien, så havde de for 15 år siden hævet Glistrups skattepligtige indkomst med adskillige millioner, og så havde det været Glistrup, der skulle gå rettens vej for at få ret. Men så havde man samtidig været nødt til at gøre det samme imod et utal af hans kolleger. Og det var ikke så godt.

I stedet valgte man, at føre en straffesag imod Glistrup. En sag, der i hele sit indhold og indtil nu er af en sådan karakter, at han er dømt på forhånd, og dommen langt overstiger det, man kan finde på at idømme voldsforbrydere og andre kriminelle.

Det er en skandale, at det danske samfund behandler Glistrup som en kriminel på baggrund af en nyopfundet fiktionsteori, og det er første gang, man fører en straffesag imod en mand, fordi man ikke er enig med ham i en teoretisk fortolkning af en bemyndigelseslov.

Reelt betyder det, at alle danskere er retsløse, hvis de opfattes som en trussel imod de til enhver tid siddende magthavere.

Derfor er sagen imod Glistrup uanstændig.

Ole Maisted

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 15 / årgang 11  / 22. april 1983

R E T S P O L I T I K

29. juli 2008 17 kommentarer

Det vil Fremskridtspartiet:

 

R E T S P O L I T I K

 

Fremskridtspartiet mener, at retspolitikkens væsentligste funktion er at sikre den enkelte borger mod overgreb. Til det formål har samfundet fastsat nogle normer, der danner retsningslinier for, hvad der kan accepteres og inden for hvilke grænser. Begår man en strafbar handling, skal man straffes og tage den afsoning, der er forbundet med strafudmålingen.

 

Svarer straffen ikke til den almene opfattelse af, hvad det koster at begå forbrydelsen, går det ud over retsopfattelsen.

 

Med andre ord skal strafudmålingen virke præventiv, og strafudmålingen skal sikre, at den også bliver eksekveret.

Nøgleordet er derfor sammenhæng mellem forbrydelse og straf.

 

Retspolitikken er altså til for at sikre, at den enkelte borger ikke får sine rettigheder krænket. Sker det alligevel skyldes det mangler i den nuværende retspolitik – mangler som Fremskridtspartiet i det følgende vil redegøre for.

 

Når Fremskridtspartiet har det synspunkt, at retspolitiske mangler ikke kan accepteres, skyldes det, at vi har et menneskesyn og en politisk filosofi, der bygger på den personlige frihed. Det harmonerer ikke med den løse og til tider uansvarlige politik, som et flertal i Folketinget gennem en årrække har ført. Det vil Fremskridtspartiet ændre på.

 

1. Lovene

Staten skal ikke lovgive på alle områder. Det er urimeligt, at staten kriminaliserer offerløse handlinger og handlinger, hvor et eventuelt offer kun er personen selv. Fremskridtspartiet ønsker derfor en række ændringer i forskellige love.

Enhver må leve, son han/hun nu engang finder bedst, når andre ikke generes væsentligt derved.

 

Straffeloven er næsten 70 år gammel og bærer tydeligt præg af dette. Til trods for sine mange reformer og lapperier, så synes et dybere reformarbejde uundgåeligt. Ikke alene bærer straffeloven præg af at være fra en svunden tid, hvor forbrydelser mod ejendom skulle straffes langt hårdere end forbrydelser mod personer, men mange af bestemmelserne er tillige slet ikke gearet til nutidens højteknologiske samfund. Ifølge straffeloven er det f.eks. ikke tyveri at stjæle telefontid fra en fremmedes telefon. Så selvom det måske påfører offeret et tab i tusinde kroners klassen, så straffer man alene for brugstyveri. Eller hvad med forbrydelser begået over internettet? Det grundliggende problem er, at nutidens kriminelle har ændret adfærd, uden at lovgivningen er fulgt med. Forbrydelserne er i højere grad personrelateret og langt mere rå. Og tendensen er, at det er de unge, der står for den groveste kriminalitet – ikke mindst fordi, det er blevet “legalt”, at spekulere i den kriminelle lavalder. Desuden er banderelateret, til tider organiseret, kriminalitet blevet hverdag. Og hyppigheden, hvormed forbrydelser sker, er skræmmende. Eksempelvis sker brugstyveri af biler stort set “på samlebånd”. Så snart den ene bil “giver op”, stjæles den næste. Normen har altså ændret sig fra, at det i gamle dage var sådan, at en person, der begik en kriminel handling fik sin straf og aldrig gjorde det mere – til i dag, hvor der i højere grad er tale om færre kriminelle, som til gengæld står for et hav af kriminelle handlinger.

 

Færdselsloven – er den mest konsekvente og logiske lov vi har. Færdselsloven regulerer trafikken gennem regler og påbud, som et langt stykke af vejen er fornuftige nok, men på visse områder er for restriktive. Fremskridtspartiet er f.eks. af den mening, at påbud om brug af sele og styrehjelm ikke skal dikteres, men i højere grad være op til den enkeltes eget ansvar. Stod det til Fremskridtspartiet skulle automatisk hastighedskontrol også afskaffes. Det vigtige er, at trafikanterne kører efter forholdene. De, der ikke kan finde ud af det, skal ikke bare have tilsendt et girokort, men stoppes af politiet i forbindelse med overtrædelsen.

 

2, Våben, vold og bander

Tendensen i lovovertrædelser går i retning af stadig grovere handlinger. Og i den sammenhæng er vold, våben og bander de tre faktorer, der hver for sig, eller i kombination, medvirker til at præge udviklingen. Denne udvikling skal bremses. Skal den grove kriminalitet bekæmpes effektivt, er det Fremskridtspartiets overbevisning, at satsningen skal ligge på disse områder.

 

Våben

Under den nuværende våbenlov er det paradoksale forhold opstået, at de eneste som har våben er diverse kriminelle bander – ofte med tilknytning til rockermiljøet. Fremskridtspartiet finder det fuldstændig vanvittigt at man reelt fører en politik, hvor lovlydige borgere afskæres fra at eje og besidde, selv helt banale ting som tågegasspray og småknive, mens kriminelle rask væk kan erhverve og bruge både panserværnsraketter og håndgranater. Stod det til Fremskridtspartiet burde den modsatte situation tilstræbes og Fremskridtspartiet ønsker derfor at ustraffede personer skal kunne købe velegnede forsvarsvåben, som f.eks. tåregaspatroner og stødanordninger.

 

Bander/vold

Voldelige overgreb på mennesker er den værst tænkelige krænkelse af den personlige frihed. Desværre bliver det stadig mere udbredt. Fra at være et næsten ukendt fænomen for blot tyve år siden, er bandevold blevet et hverdagsproblem.

 

Antallet af voldsanmeldelser er nogenlunde stabilt, men der er en klar tendens til at volden bliver grovere og ikke mindst meningsløst, hvilket giver en forståelig, men forfærdelig utryghed i befolkningen generelt. Det er dybt forkasteligt, og Fremskridtspartiet vil gøre alt for at vende udviklingen. Det skal igen være sikkert at gå på gader og stræder.

 

Fremskridtspartiet finder det fuldstændigt forrykt, at relativt få individer kan få lov til at terrorisere en hel befolkning. Der skal gribes ind, første gang og hver gang.

 

3. Politiet

Det danske politi kører på pumperne. Stadig flere opgaver læses over på politiet uden at bevillingerne tilsvarende øges. Samtidig bliver de kriminelle bander stadig mere rå i deres aktiviteter, hvorfor behovet for politiet aldrig har været større. Fremskridtspartiet ønsker politiet tildelt flere ressourcer, således at der kan blive slået hårdt ned på bl.a. rockernes terroraktiviteter. De øgede bevillinger skal bl.a. bruges til at ansætte mere civilt kontorpersonale, således at uddannede politibetjente ikke sidder på politistationerne og bruger deres tid på kontoropgaver, men i stedet kan være ude på gaden for at patruljere og opklare forbrydelser. Det betyder også, at nogle af politiets nuværende opgaver burde flyttes til andre instanser. F.eks. er det dobbeltadministration, at man først skal anmelde sin cykel strålet hos politiet for så bagefter at give de samme oplysninger til sit forsikringsselskab.

 

4. Straffene

Hvis vi skal forhindre, at specielt unge udvikler en kriminel løbebane, skal reglen være, at der straffes første gang – og hver gang! Voldsforbrydere skal ikke sættes på fri fod efter afhøring, men gå direkte fra anholdelse til domsafsigelse og afsoning.

 

Fremskridtspartiet ser straf som en reaktion fra samfundets side, for at slå fast, at den kriminelle handling er forkert, at gerningsmanden ikke skal gøre det igen, og for at vise andre, at det ikke kan betale sig at begå kriminalitet. Ofte er årsagen til kriminalitet, at den pågældende i sin opvækst aldrig har mødt konsekvens i forhold til sine handlinger, og dermed har mistet respekten, ikke bare for andre, men også respekten for sig selv. Med andre ord skal vi sikre, at den pågældende igen får ansvaret for sit eget liv og fremtid. Det gøres først og fremmest ved at myndighederne i alle led er konsekvente, så den kriminelle opdager, at det ikke er ligegyldigt, hvordan man opfører sig.

 

Den danske retspolitik bygger på en blødsøden holdning, hvor der fokuseres alt for meget på forbryderens baggrund og alt for lidt på offerets lidelser. I grovere voldssager kan offeret tilmed opleve, at forbryderen er sat på fri fod, førend offeret kan forlade sygesengen.

 

Fremskridtspartiet ønsker at dommene ved udmålingen af en tildelt straf, sætter offerets lidelser i centrum og ikke, som i dag gerningsmanden. Det er fuldstændigt uacceptabelt, at en person, som har banket en anden til “lirekassemand”, kan slippe af sted med at tilbringe få måneder i fængsel under henvisning til, at gerningsmanden har haft det hårdt.

 

Det kan heller ikke være rigtigt, at forbrydelser mod ting, skal straffes langt hårdere end forbrydelser mod mennesker. Med den nuværende indretning af retssystemet straffes f.eks. tyveri langt hårdere end både volds- og sædelighedskriminalitet, hvilket efter Fremskridtspartiets holdning er ude af proportioner med både ret og rimelighed.

 

5. Den kriminelle lavalder

Der syntes at være en ubehagelig tendens til, at forbryderne bliver stadig yngre. Lovovertræderne får ikke bare deres kriminelle debut i en stadig yngre alder, deres forbrydelser bliver også grovere. Mens det tidligere var små-rapserier og butikstyverier nogle unge gjorde sig skyldige i, er væbnet røverier og grove overfald på andre unge eller pensionister nu også en del af storbyens ungdomsliv. En stadig større del af disse unge spekulerer groft i, at politiet intet kan gøre, så længe de er under 15 år, og mindreårige sættes således til at gøre det grove og farlige arbejde. Det må stå klart for enhver, at tiden er løbet fra den kriminelle lavalder og Fremskridtspartiet ønsker den derfor afskaffet til fordel for en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde. Ung alder bør alene have betydning for sanktionsudvalget, herunder også strafudmålingen og ikke som i dag forhindre enhver retsforfølgelse. I den nuværende straffelov er der f.eks. lagt et øvre låg på, hvor hårdt personer under 18 år kan straffes og i domspraksis gives der også en stor rabat til sådanne mindreårige.

 

Det afgørende er, at den unge oplever en reaktion, der er så kraftig, at den virker præventiv og har det sigte, at den unge holder sig væk fra yderligere kriminalitet. Det er derfor vigtigt, at der gribes ind første gang – og hver gang. Det er langt lettere at hjælpe den unge mod at udvikle en kriminel løbebane, end det er at hjælpe dem ud af den på et senere tidspunkt.

 

6. Domstolene

Ifølge Grundloven skal domstolene være med til at vogte staten, men det forekommer unægtelig tvivlsomt om folk, som har virket i en menneskealder i et ministerium, skulle kunne frigøre sig fra den loyalitet, som netop gjorde dem til så dygtige embedsmænd. Fremskridtspartiet er derfor tilfreds med at partiet fik gennemført en uafhængig domstolsinstitution, som sikrer, at dommerne rekrutteres bredt.

 

Dommerstanden er en erhvervsgruppe, hvor det at have et bihverv snarere er reglen end undtagelsen. Det er højst uheldigt. Dels forlænges arbejdsgangen i domstolene, idet der skal tages højde for at dommerne “har tid” til at varetage dommergerningen, dels forekommer der situationer, hvor dommeren, grundet sit bierhverv, muligvis er partisk og dermed inhabil. Reglen bør være, at dommeren skal vælge, om han vil være offentlig eller privat dommer på samme måde som politifolk i dag ikke kan være ansat både i politiet og i et privat vagtværn.

 

Ligeså lidt som det virker betryggende at dommerne rekrutteres fra statens tjeneste, virker det betænkeligt, at nævninge og domsmænd, er udpeget af de politiske partier. En tiltalt må have et krav på, at de personer, som skal pådømme hans sag, er fuldstændig uvildige og ikke har nogen forudfattet holdning. Når nævningene alle er medlemmer af politiske partier, kan deres politiske overbevisning og interesser måske påvirke deres holdning til forbrydelsen. Men uanset om dette sker eller ej, så virker det næppe betryggende for den tiltalte, at noget sådan måske kan ske.

 

Fremskridtspartiet ønsker derfor, at nævninge-udvælgelsen fjernes fra de politiske partier og i stedet sker på basis af folkeregisteret, således at det bliver helt almindelige mennesker, som udpeges til domsmænd og nævninge. Derved sikres også, at strafudmålingen i højere grad kommer til at stemme overens med befolkningens opfattelse af ret og rimeligt.

 

7. Anonyme vidner

Der skal være større mulighed for af føre anonyme vidner i de grove sager, hvor det er nødvendigt for af beskytte vidnet mod fremtidige repressalier. En tiltalt må ikke dømmes alene på baggrund af et anonymt vidne. Der skal være spor på gerningsstedet eller andet, der godtgør, at den tiltalte med rette er tiltalt, ligesom der skal være andre vidner, som bekræfter hændelsen og endelig skal det være op til dommeren at tillade et anonymt vidneudsagn.

 

8. Udeblivelsesdomme

Det sker ofte, at dommeren, forsvareren, anklageren, domsmændene og vidnerne har sat tid af til et retsmøde, der efterfølgende må aflyses, fordi tiltalte ikke gider gøre fremmøde. Det er til gene for de implicerede, til skade for domstolenes ventelister og dyrt for skatteyderne. Udeblivelsesdomme kan i dag kun bruges, hvis straffen højest vil blive på 30 dage. Det betyder, at tiltalte, der udebliver fra retsmøderne, kan dømmes in absentia i straffesager med domme op til 30 dages fængsel. For straframmer over 30 dage skal tiltalte være til stede. Fremskridtspartiet foreslår derfor, at straframmen for udeblivelsesdomme udvides til at omfatte domme op til 3 måneders fængsel.

 

9. Voldgift

Fremskridtspartiet mener, at alle private aftaler, der er indgået frivilligt kun skal underlægges privat påtale og private voldgiftsafgørelser. Det offentlige skal holdes helt udenfor private aftaler, der er indgået frivilligt.

 

10. Varetægtsfængsling

Varetægtsfængsling skal kun bruges i de tilfælde, hvor der er risiko for, at forbryderen vil ødelægge beviser eller advare medgerningsmænd. Såfremt der alene er risiko for flugt, skal det overvejes om økonomisk sikkerhedsstillelse, i form af kaution, kan udgøre en tilstrækkelig garanti for, at man ikke undslipper til udlandet. I særligt grove tilfælde skal det dog være muligt at varetægtsfængsle forbrydere, såfremt det ville stride mod almindelig hæderlighed at lade personen være på fri fod indtil tidspunktet for hans retssag.

 

11. Erstatning

Udover det personlige ubehag ved at blive udsat for en forbrydelse, lides der ganske ofte også et betydeligt økonomisk tab. En person, son har været udsat for et voldeligt overfald, er måske ude af stand til at arbejde i længere tid. Et økonomisk tab, der i dag kun sker delvis kompensation af. Ofte mangler forbryderen både evnen og viljen til at kompensere for sine gerninger og den nuværende lovgivning giver kun i begrænset omfang mulighed for at hente erstatningen i statskassen. Fremskridtspartiet ønsker derfor et system, hvor gerningsmandens incitament til at yde erstatning bliver langt større.

 

12. Fængsler

Den teknologiske udvikling er tilsyneladende gået sporløst henover det danske fængselsvæsen. Kamera og anden elektronisk overvågning i og omkring fængslerne, burde kunne eliminere enhver risiko for flugt og således sikre, at fangerne ikke undslap deres velfortjente straf. Fremskridtspartiet ønsker derfor at oprette et flugtsikkert fængsel, hvor bl.a. den nyeste teknologi tages i brug. Men også i de åbne fængsler vil elektronikken kunne medføre store økonomiske og menneskelige besparelser. I Sverige og navnlig i USA er man nået langt med elektroniske fængslinger, hvor det med sensorer omkring f.eks. håndleddet sikres, at afsoneren opholder sig i sin celle på de anviste tidspunkter.

 

Fremskridtspartiet er positivt overfor sådanne initiativer, ikke kun fordi det vil give økonomiske besparelser i form af færre ansatte, men også fordi det vil være en menneskelig gevinst f.eks. at lade folk afsone kortere straffe i deres eget hjem. Elektronisk hjemmefængsel vil kun komme på tale, når den dømte ikke er farlig for sine omgivelser og når straffen er for mindre grove forhold. Elektronisk hjemmefængsling skal derfor opfattes som et supplement til det etablerede fængselssystem.

 

Men også indenfor de egentlige fængsler kan store reformer gennemføres. I USA og i England har private fængsler kunnet demonstrere ikke bare langt lavere økonomiske omkostninger, men også lange bedre afsoningsforhold for de indsatte. Der er færre klager og færre overfald på personale og andre indsatte. Der er færre selvmord blandt indsatte, og der er færre flergangsforbrydere blandt indsatte (recidiv).

 

Fremskridtspartiet er villig til at tildele de nødvendige ressourcer til både at oprette superfængsler, men også til at øge fængselskapaciteten. Straks efter idømt straf skal forbryderen påbegynde sin afsoning og ikke som i dag vente i flere måneder. Den præventive effekt må antages at være størst, når man betaler prisen hurtigst muligt.

 

13. Livsvarigt fængsel

I dag kan domstolene højest idømme en tidsbestemt straf på 16 år. Hvis domstolene finder det nødvendigt at straffe hårdere, er der kun mulighed for at idømme livsvarigt fængsel. Det skal ændres, så domstolene kan idømme en person f.eks. 30 års fængsel. Livsvarigt fængsel skal dog bevares som en mulighed til de groveste forbrydere og så skal livsvarigt fængsel være livsvarigt og ikke som i dag, hvor langt de fleste kommer ud efter ca. 16 år. Livstid bliver derved en straf, som ikke kan “overstås” og et klart signal om, at samfundet ikke tolererer grove forbrydelser.

 

14. Prøveløsladelse

Anvendelse af prøveløsladelse har taget overhånd og reelt medført en afkortelse af straffen med en tredjedel. Idømmes en forbryder 9 måneders fængsel, så skal personen også afsone 9 måneder – og ikke som i dag kun 6 måneder. Adgang til prøveløsladelse skal ikke være et retskrav, men derimod en belønning til fanger, der gennem eksemplarisk opførsel har vist vilje og fremskridt til at forbedre sig. Får en fange undtagelsesvis bevilliget udgang (ikke at forveksle med prøveløsladelse), bør den som hovedregel være ledsaget og såfremt forbryderen misbruger tilliden og stikker af eller i øvrigt overtræder vilkårene, skal det have alvorlige konsekvenser. Fremskridtspartiet foreslår, som sanktionsmulighed, at forbryderen får inddraget muligheden for udgang i resten af afsoningsperioden og ingen mulighed for prøveløsladelse.

 

15. Kriminelle udlændinge

Fremskridtspartiet hører ikke til dem, der har medlidenhed med kriminelle udlændinge. Udlændinge er gæster, så begår de kriminalitet, har de intet at gøre i Danmark. Det er en konsekvent politik som udlændinge har respekt for.

Asylansøgere, med en kriminel baggrund og udlændinge, hvor urigtige oplysninger har dannet grundlag for opholdstilladelse og eventuel statsborgerskab, skal øjeblikkelig udvises.

 

Udlændinge, der opholder sig i Danmark, skal naturligvis følge dansk lovgivning. Kriminel aktivitet bliver derfor retsforfulgt og straffet efter dansk lov. Forskellen er, at kriminelle udlændinge skal udvises af Danmark efter princippet: Jo kortere ophold i Danmark – jo mindre straf skal der til, før man udvises. Desuden mener vi i Fremskridtspartiet, at alle grove kriminelle udlændinge straks efter udstået straf, skal udvises af Danmark.

 

16. Narkotika

Narkotikamisbrug er en tragedie for den afhængige og påvirker utrolig mange mennesker. Det ødelægger narkomanens liv, splitter ofte venner og familie og skaber følgekriminalitet til gene for en stor mængde mennesker. Narkomisbrug og kriminalitet skal derfor bekæmpes og det gøres bedst ved at fjerne behovet for narko. Det er præcis, hvad den nuværende narkotikapolitik tilsigter. En narkotikapolitik, der i høj grad er Fremskridtspartiets fortjeneste.

 

Fremskridtspartiet fremsatte 4 forslag til en realistisk narkotikapolitik, hvoraf 3 – tilbud til dømte narkomaner om en behandlingsdom i stedet for en fængselsdom, afvænningstilbud, hvor det menneskelige selvværd er i højsædet og oprettelsen af et narkotikaråd – udgør grundlaget for dagens narkopolitik. Udgangspunktet for en god narkopolitik er derfor til stede, men på grund af utilstrækkelige økonomiske midler har den vist sig mangelfuld.

 

Fremskridtspartiet er derfor indstillet på at gøre noget drastisk for at komme narkokriminaliteten til livs. Først og fremmest skal der tilføres de nødvendige midler, således at de allerede vedtagne foranstaltninger kan fungere efter hensigten. Dernæst skal tilbuddet om afvænning, der strækker sig over flere år og indebærer en regelmæssig opfølgning resten af livet. Ved kapacitetsmangel på afvænningsinstitutionerne skal narkomanen tilbydes narko, således at han/hun ikke behøver, at kaste sig ud i berigelseskriminalitet for at finansiere misbruget.

 

Fremskridtspartiet er ikke tilhænger af fri narko, men indstillet på at lade narkomanerne få deres stof på en klinik, hvor stoffet skal indtages på stedet under kontrol. En sådan ordning er ikke afvænning eller led i afvænning, men udelukkende en parkeringsplads, hvor narkomanen under kontrol kan få det stof, han ellers ville være nødt til at skaffe sig illegalt på gaden. Målet må være at forbedre narkomanens sundhedstilstand, nedbringe følgekriminaliteten og ramme bagmændene. Klinikkerne skal således kun bruges, indtil narkomanen kan komme i kvalificeret afvænning.

 

Ovennævnte stammer fra brochuren:

Det vil Fremskridtspartiet – Retspolitik 1998

Glistrups trontale

27. juli 2008 1 kommentar

Glistrups trontale

Efter af Fremskridtspartiet har sikret sig flertallet her i Folketinget, er befolkningens udsigter blevet lyse. Den håbløshed og græmmelse som længe har bredt sig her fra Christiansborg og ud over det ganske land er væk. I tyve år har vi været vant til, at der hvert halve år eller så fra denne talerstol er fremsat udtalelser om, at nu må befolkningen bære ofre, for at vi kan få reddet landets økonomi. Hver gang er ofrene båret forgæves. Selv de mest tungnemme i og udenfor Folketinget har efter få måneder indset, at de trufne foranstaltninger ikke hjalp noget som helst.

Økonomi
Nu er de kortsynede lapperiers tid forbi. Orden i dansk økonomi forudsætter en langsigtet tilrettelæggelse. Man kan ikke fra den ene dag til den anden rette op, hvad næsten en generations perspektivløse politikere med mindre og mindre jordforbindelse har spoleret. Derfor retter regeringen (A, red) ikke først og fremmest sine øjne mod indeværende eller det komne finansår. Vore to hovedforslag får først virkning fra 1. januar 1975. De vil komme til at gå ud på, at de første 60.000 kr. for hver dansk skatteborger ikke skal belægges med nogen indkomstskat og, at indtægter ud over denne grænse skal beskattes med 50%. Regeringen sætter sin eksistens ind på, at disse to forslag er færdigbehandlede inden Mortensaften, således at vi om en måneds tid præcist ved, hvordan grundlaget for indkomstskatteudskrivningen i 1975 bliver.

Herefter vil der ske noget fundamentalt nyt i dansk politik. Finansbevillingerne vil blive ydet efter princippet, at der sættes tæring efter næring og ikke på det hidtidige grundlag, at man uden noget samlet overblik strøer om sig med skatteydernes penge. I løbet af november måned vil der fra regeringens side blive forelagt et forslag til, hvordan det samlede skatteprovenu i finansåret 1975/76 skal fordeles over en lille halv snes hovedområder. Det vigtigste arbejde for folketinget i den kommende vinter bliver at gennemføre principdrøftelser vedrørende dette forslag.

Lovgivning
Sideløbende med de nævnte forberedelser til at vi får indført rationelle tilstande i den offentlige økonomi, vil regeringen fremsætte et væld af forslag, som på næsten alle områder indenfor lovgivningen vil sigte efter, at overflødige love bliver ophævet, og de tilbageværende love bliver udtrykt i overskuelige, enkle og for næsten alle letforståelige sætninger. Disse mange lovforslag vil som en af hovedvirkningerne have, at det administrative arbejde her i landet – både i og udenfor den offentlige sektor – bliver drastisk reduceret.

Et af de første lovforslag der fremkommer i så henseende er ophævelse af landets fjorten amter. Dette lovforslag skal nemlig gerne være gennemført inden nytår, således at amtsrådsvalget i marts 1974 kan afblæses, og der bliver den fornødne forberedelsestid for at amterne og deres virke kan være totalafviklet inden 1. april.
Totalafskaffelse vil ligeledes meget hurtigt finde sted af det offentliges bidrag til filmoptagelser og andre såkaldte kulturelle aktiviteter. Arbejdet med oprettelse af universiteter i Aalborg og Esbjerg vil øjeblikkeligt blive standset, og Roskilde Universitets Center vil ikke fungere som uddannelsessted efter udløbet af indeværende efterårssemester. Bygningerne vil blive afhændet så betids, at køberne vil kunne foretage de fornødne installationer af badeværelser etc. til, at bygningerne kan bruges for eksempel som ungdomsmotel fra og med turistsæsonen 1974.

Udenrigspolitik
Udenrigspolitisk vil Danmark ophøre med at blande sig i fremmede landes forhold. Det er ikke den danske regerings opgave at give hverken belønningspræmier eller nedrakninger til fremmede landes regimer. Rationalisering inden for udenrigstjenesten vil ske derved, at alle – der udenfor Bruxelles er beskæftiget under Udenrigsministeriet i fremmed lande – snarest vil blive hjemkaldt og danske ambassadebygninger m.v. i udlandet solgt. Arbejdet hermed forventes at være tilendebragt pr. 1. juni 1974.

Forureningsbekæmpelse
Regeringen vil med særlig styrke sætte ind på, at landet får danske og/eller udenlandske forureningsbekæmpelseseksperter til rådighed i langt større mængde, end tilfældet i øjeblikket er. Der vil blive søgt bevillinger til overensstemmende med disse eksperters råd at iværksætte forureningsbekæmpelse i langt større omfang, end vi hidtil har kendt. På længere sigt vil regeringen arbejde for princippet om, at forurenende virksomheder eller personer selv må betale deres forureningsomkostninger, men for virkelig at få gang i miljøbeskyttelser, er det nødvendigt i indeværende og de kommende finansår at afsætte langt flere skatteydermidler til dette formål end sket på hidtidige budgetter.

Regeringen
Regeringen vil fortsat bestå af otte ministre, men det må forventes, at de enkelte ministre vil blive udskiftet, efterhånden som det lykkedes at få frigjort folk, der er endnu dygtigere til at lede forretningen Danmark til ministerposter. Det politiske tyngdepunkt ligger i folketinget. Ministres opgave er at gennemføre folketingets politik, mens det ikke på længere sigt er meningen med ministerposter, at de skal være belønninger til folk, der har arbejdet indenfor regeringspartiet.

Regeringen er sig bevidst, at det arbejde den skal udføre sammen med folketinget i indeværende og de kommende tre folketingsår, vil komme til at stå som en model ikke blot for vore skandinaviske broderlande, men tillige for en lang række andre lande ud over verden, og at det derfor ikke blot af hensyn til Danmark er særdeles vigtigt, at den folketingsvalgperiode, der nu indledes, bliver en succes, men det vil tillige have betydning langt ud over landets grænser.

Velkommen til et inspirerende arbejde uden smålig kævl.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 7 / 1. årgang / oktober 1973

Hvis man vil købe for 4.000,- kr. må man først tjene 28.000,- kr

26. juli 2008 10 kommentarer

Hvis man vil købe for 4.000,- kr. må man først tjene 28.000,- kr.

Nutidens skatteborger tvinges tilbage til Gør-Det-Selv-niveauet.

Skattetrykket har ført os 50-75 år tilbage til den tid, da man gjorde tingene selv, vaskede, syltede, bryggede, dyrkede have, og i det hele taget levede i den lykkelige tilværelse, da det kunne betale sig at bestille noget.

Med andre ord det stolte fremskridt, velfærdssamfundet, alle de mange goder, som vore bedsteforældre ikke kendte: Biler, Vaskemaskiner, køleskabe, frysebokse, elektriske komfurer, fjernsyn og radio og tusinde andre tekniske vidundere, de betales i dag med et skattetryk, der for den jævne borger svinger omkring 50% af den samlede indtægt plus 15% moms af næsten alting og et varierende tal for “andre afgifter“, alt afhængigt af, hvad man ryger, drikker og kører op, hvis man da ikke er så fræk at man spiser ispinde og chokolade eller endog anvender elektriske pærer og grammofonplader.

Hvis en familie har en almindelig vogn og bruger den af og til (og ikke kan skrive af på den til erhvervsformål), koster den ca. 8.5000,- om året. Hvis mand og kone ryger 20 cigaretter tilsammen om dagen, koster det godt 3.500,- afhængigt af mærket. Drikker man to pilsnere og to sodavand om dagen, bliver det ca. 2.000,- kr. Det bliver sammenlagt en udgift på 14.000 kr. For at betale dette skal familien tjene det dobbelte – altså 28.000 kr. Heraf tager staten yderligere afgifter og moms til et beløb af 10.000,- kr. Med en slidsom bjerget indtægt på kr. 28.000 erhverver man sig altså såkaldte luksusgoder for kr. 4.000,- netto

Skattetrykket betyder, at der i dag er store besparelser at hente på alt, hvad man kan fremstille selv – ikke blot øl og vin -, men den fingernemme, der kan klare reparationer og hende med de grønne fingre, der kan dyrke urter og blomster -, de er guld værd i familien, fordi de skaber reelle værdier – nettoværdier – renset for avance til handlende og håndværkeren, renset for moms og andre afgifter og først og fremmest renset for den firdobling af værdien, som den almindelige kildeskat i gennemsnit medvirker til.

Dette er bagsiden af den teknologiske medalje, eller skal vi sige teknokratiske (planlægning og styring af samfundet, red.). Det fuldgyldige bevis for at vi som troldmandens lærling fik tingene til at danse, men de dansede fra os. Økonomerne var ikke så dygtige som teknikerne, og nu står vi begge parter i en situation, hvor de må erkende, at vel var fremskridtet skønt, men vi var ikke voksne nok til at administrere det.

Vi er bragt tilbage til bønders og håndværkeres Gør-Det-Selv-samfund. Nu kan hænders arbejde i egen bedrift igen betale sig. Og det er måske ikke så galt.

Men for produktiviteten, effektiviteten, eksporten, nationalindkomsten og den tomme statskasse er det mildest talt ad helvede til.

M. Jørgensen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 14 / årgang / 30. august 1974

Om fradragsjunglen

24. juli 2008 Skriv en kommentar

Om fradragsjunglen

Et af gammelpartiernes slogans i de senere år har været, at man skal rydde op i fradragsjunglen.

Tilsyneladende er dette en resolut måde til at klare nogle af vore skatteproblemer.

Man behøver imidlertid ikke fundere så længe over sagen, før man bliver klar over, at der er tale om et blålys.

Hver gang man fjerner et fradrag, forøger man den ubeskyttede indkomstmasse, på hvilken de offentlige kasser kan drive deres jagt. Klarest så vi det jo, da det største af alle fradrag faldt. Skattefradragsrettens afskaffelse i 1966 åbnede sluserne for de helt store indkomstskatteplyndringer. I virkeligheden er det – omend i lidt mindre målestok – det samme, som sker, når man går i krig med andre fradrag.

Man skal derfor omgås tankerne med forsigtighed. Er man i tvivl, skal man sige nej til at gå med i sådanne oprydningsaktioner. Selve det, at blive ved med at lave om på skattereglerne og tage væk fra folk, hvad de har vænnet sig til, er jo i sig selv et betydeligt onde.

Navnligt på det seneste har de to andre store partier her i landet interesseret sig for en særlig teknik i deres bestræbelser for at nedsætte værdien af folks fradrag. Kan man ikke (med det samme) tage et fradrag hundrede procent fra folk, kan man måske tage halvdelen deraf. Man har derfor opfundet begrebet, at fradrag ikke sker i indkomsten, men i skatten.

Propagandaen for denne idé kører man med styrke på, at der så bliver givet det samme fradrag i kroner og ører til den fattige som til den rige.

Dette forsøg på at spille op til misundelseskomplekserne hos store dele af befolkningen gennemføres vel med en vis succes. Der er imidlertid grund til at advare folk mod at gå i fælden. I virkeligheden er opfindelsen “fradrag i skatten” kun en mellemstation på vejen til helt at lade fradraget forsvinde.

Nyskabningen vil medføre, at systemet bliver endnu en tak mere uoverskueligt. Man må først for hver skatteart for sig (statsskat, amtsskat, kommuneskat o.s.v.) foretage selvstændige beregninger med den skatteprocent, der nu gælder for den pågældende skatteart. Derefter skal fradraget – med den nedsatte værdi – indregnes som et fradrag i indkomsten, for at tallet kan komme ind på de normale trækkort og forskudsregistreringsblanketter.

For mange mennesker er skatten den største budgetpost. Hele det nævnte kinesiske system gør det ikke lettere for dem at fatte, hvordan det beløb, man skal betale, i virkeligheden er fremkommet. Når man første har fået det hele kamoufleret tilstrækkeligt, kan operationen gå videre og fradraget helt fjernes efter en periode.

Dertil kommer, at argumentet med, at den rige ikke skal behandles bedre end den fattige, i virkeligheden intet er værd. I det omfang man vil have en hårdere beskatning af velstående end af folk, der tjener mindre godt, gør man det ved at indføre stigende beskatningsprocenter, efterhånden som indkomsten øges. Hermed har man skabt en progressiv skatteskala og deraf kan man aflæse, hvor meget hårdere man ønsker at behandle folk på højere indkomsttrin. At øge denne hårdhed gennem metoden fradrag i skatten betyder blot, at man rammer tilfældigt blandt nogle – dem, der har fradragene – på det højere indkomsttrin til gavn for andre med tilsvarende høje indkomster. Derudover slører man hele progressionsvirkningen, så billedet kommer til at fremtræde endnu mere tåget.

Det er ikke yderligere uklarhed, vi har brug for i dansk indkomstskattelovgivning.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 15 / 2. årgang / 13. september 1974

Folketingets formand bag utilstedelig manipulation

23. juli 2008 12 kommentarer

Folketingets formand bag utilstedelig manipulation

 

Ny gammelpartichikane imod Fremskridtspartiet fratager partiet en plads i Landsskatteretten.

 

Med folketingsformand Karl Skytte (B) i en lidet flatterende hovedrolle har Folketinget – ved simpel gammelpartitaktisk manipulation – foranstaltet, at Fremskridtspartiet kun har fået valgt et af de to medlemmer af Landskatteretten, partiet er berettiget til iflg. folketingsrepræsentationens størrelse.

 

Mogens Glistrup beretter:

Før folketingssommerferien fik partigruppen meddelelse om, at der skulle foretages valg af 15 medlemmer til Landsskatteretten hvoraf de 11 for en seksårig periode og de 4 for en etårig periode.

 

De pågældende sager var sat på Folketingets dagsorden for fredag den 14. juni 1974, idet valget af de 15 medlemmer til Landsskatteretten var optaget som ét punkt på dagsordenen. Dette punkt lød således: “Valg af i alt 15 medlemmer af Landsskatteretten (11 for perioden 1. juni 1974 – 31. maj 1980 og 4 for perioden 1. juni 1974 – 31. marts 1975)”.

 

Da et færøsk og to grønlandske medlemmer jo plejer at holde sig udenfor disse afstemninger, måtte det påregnes, at der var 176 medlemmer, der ville deltage i afstemningerne. Det faste valgforbund mellem Fremskridtspartiet og partiet De Uafhængige råder over 28 mandater. Da 1/15 af 176 udgør 11,73 havde valgforbundet rigeligt plads til at besætte to pladser ud af de 15.

 

Dette blev lagt til grund ved forhandlingerne i vor gruppe bl.a. om, hvorvidt vi skulle søge valgforbund med andre partier.

 

Skeptisk røst

Under vore drøftelser rejste der sig imidlertid en skeptisk røst, der påpegede at Fremskridtspartiet jo gennem de måneder, partiet har været i Folketinget, adskillige gange har oplevet at blive behandlet som pariaer, og den pågældende var derfor bange for, om man ville slutte sig sammen mod Fremskridtspartiet fra størstedelen af det øvrige Folketings side og så vælge de 11 medlemmer for sig, hvoraf Fremskridtspartiet kunne få 1 og de 4 for sig, hvoraf Fremskridtspartiet ingen ville få.

 

Jeg tillod mig at berolige den pågældende med, at det ville være fuldstændig i strid mod princippet i grundlovens § 52 og med reglen i forretningsordenens § 36. Den dér knæsatte forholdstalordenensmåde ville jo fuldstændig blive udvandet, hvis man virkelig skulle opdele de samtidig foretagne valg til ét organ i grupper.

 

Jeg argumenterede videre med, at i det foreliggende tilfælde var sagen så meget mere klar, som valget stod som ét punkt på dagsordenen og derfor klart fremtrådte som een samlet valghandling. Jeg frarådede derfor, at vi søgte kontakt med andre partier for at danne valgforbund i den foreliggende sag, idet vi selv havde styrke nok til at få de to medlemmer ind, som vi ønskede.

 

Imidlertid var mistænksomheden hos visse af vore gruppemedlemmer mod, at der kunne blive lavet numre med os så stor, at man ikke uden videre ville slå sig tilfreds med det anførte, men bad om at gruppens sekretær – Ole Gerstrøm -, fik bekræftet hos Folketingets organisation, at det virkelig forholdt sig som af mig anført.

 

Sekretæren gav tilsagn

I henhold hertil rettede Ole Gerstrøm henvendelse til Folketingets Bureau, og det traf sig da så heldigt, at folketingssekretær Salby netop indfandt sig på bureauet samtidig vedrørende netop denne sag. Af den samtale Gerstrøm således havde med folketingssekretæren og bureauet, fik han en klar og entydig bekræftelse på, at forholdsvalget skulle foregå med de 15 medlemmer under ét, således at valgforbundet mellem Fremskridtspartiet og partiet De Uafhængige trygt kunne regne med at få valgt to medlemmer af Landsskatteretten.

 

Efter at udvalgsarbejdet blev genoptaget her for nogen tid siden i Folketinget, erfarede vi så, at vort medlem nr. 2 af Landsskatteretten ikke havde fået besked om udnævnelsen, og vi har derefter undersøgt, hvorpå denne formentlige fejl skulle bero.

 

Kan ikke fraviges

Som led i undersøgelsen har vi fået i et notat af 26. juni 1974, – hvori Justitsministeriet udtaler sig om den fremgangsmåde – at vælge de 11 medlemmer for sig og de 4 for sig og konkluderer, at ministeriet er “af den opfattelse, at den af partierne valgte fremgangsmåde,  – hvorefter de to valg skal foretages hver for sig – er juridisk forsvarlig”. Vi må naturligvis protestere herimod. I anden forbindelse har folketingsformanden flere gange i samlingens løb fremhævet, hvis alle partier er enige om “den af partierne valgte fremgangsmåde”, så dækker dette udtryk bestemt ikke Fremskridtspartiet, der intet har fået at vide om den pågældende sag og dens behandling, før vi selv her efter ferien begyndte at grave i den.

 

Krav om ombeskikkelse

Så vidt Mogens Glistrup om forhistorien. Partiets folketingsgruppe har naturligvis indsendt en protest til tingformand Skytte, hvori det fastholdes, at Fremskridtspartiet er berettiget til to pladser i Landsskatteretten, og at det forventes, at folketingsformanden snarest foranlediger en ombeskikkelse.

 

Mogens Glistrup og

T. Zinglersen

 

PS:

Folketingsgruppen har, som tidligere meddelt, udpeget Niels Højbjerg, Frederikshavn og Frederik Johansen, Rungsted, som partiets repræsentanter i Landsskatteretten. Det er Frederik Johansens plads gammelpartierne forsøger at tilrane sig.

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 14 / 2. årgang / 30. august 1974

%d bloggers like this: