Arkiv

Posts Tagged ‘Politik’

Skatter og afgifter, der er indført eller forhøjet under Nyrup

29. maj 2012 17 kommentarer

Nyhedsbrev nr. 1

18. marts 1999

Nyhedsbrev over 73 skatter og afgifter, der er indført eller forhøjet under Nyrup

Nye skatter og afgifter:

Arbejdsmarkedsbidrag for arbejdsgivere (1993)

Goodwillbeskatningen genindført (1993)

Afviklingen af ulandslempelse (1993)

Indgreb mod anpartsprojekter m.m. (1993)

Spildevandsafgift (1993)

Bruttoskatten (1993)

Afgift på bæreposer (1993)

Vandafgift (1993)

CO2-afgifter (1995)

Afgifter på bilbatterier (1996)

Afgift på slam (1997)

Nye bilafgifter (1997)

Passagerafgift på indenrigsfly (1997)

Sygeskat (1997)

Obligatorisk aconto-selskabsskat (1997)

Afskaffelser af erhvervslivets bestikkelsesfradrag (1997)

Pinsepakken: Den midlertidige ATP-opsparing blev permanent

Pinsepakken: Ejendomsværdiskat

Pinsepakken: Aktieskat på pensionsopsparing

Pinsepakken: Regler om tynd kapitalisering

Pinsepakken: Regler om armslængdeprincippet

Stramninger af eksisterende skatter:

Skærpet beskatning af ejendomsavancer (1993)

Forhøjelse af CO2-afgifter på el og kul (1993)

Forhøjelse af diesel- og benzinafgifter (1993)

Forhøjelse af registreringsafgift på varebiler (1993)

Aftrapning af fradrag for varelagernedskrivning og investeringsfond (1993)

Forhøjelse af affaldsafgift (1993)

Reduktion af befordringsfradrag (1993)

Skærpet beskatning på biler og personalegoder (1993)

Udhuling af fradrag generelt (1993)

Skærpet beskatning på investeringsbeviser (1993)

Skærpet beskatning af aktieavancer (1993)

Diverse stramninger af bruttoskatten

Forøgede ATP-bidrag (1993, 1996 og 1997)

Fremrykning af bankernes afregning af pensionsskatter (1996)

Forhøjelse af diverse energi- og CO2-afgifter (1996)

Forhøjede tobaksafgifter (1996)

Forhøjede bilafgifter (vægtafgift og ansvarsforsikring) (1996)

Nye afgiftsforhøjelser på naturgas og bygas (1996 og 1997)

Nye forhøjelser af benzinafgifter (1997)

Forhøjelser af afgifter på øl og vin (1997)

Grøn afgiftspakke: Bl.a. forhøjet stempelafgift (1997)

Forhøjelse af afgift på affald (1997)

Forhøjelse af lønsumsafgift (1997)

Fremrykning af skat på feriepenge (1997)

Fremrykning af betaling af lønsumsafgift (1997)

Fremrykning af momsbetaling for landbrug og fiskeri (1997)

Fremrykning af kommunernes skattebetaling (1997)

Fremrykning af betaling af el-afgifter (1997)

Fremrykning af skattebetaling vedr. kursgevinster i realkreditinst. m.v. (1997)

Finanslov ´98: Forhøjede afgifter på pesticider og kvælstof

Finanslov ´98: Forhøjede afgifter på forbrugsgoder, bl.a. tobak, kaffe, is og chokolade

Forhøjelse af afgifter på emballage til fødevarer m.v.

Pinsepakken: Arbejdsmarkedsbidraget faldt ikke som tidligere forudset

Pinsepakken: Rentefradraget reduceres

Pinsepakken: Ligningsmæssigefradrag reduceres

Pinsepakken: Benzinafgiften forhøjes

Pinsepakken: Fradrag for indskud på kapitalpensioner reduceres

Pinsepakken: Hyppigere momsafregning for større virksomheder

Pinsepakken: Højere afgift på olie

Pinsepakken: Højere afgift på naturgas

Pinsepakken: Højere afgift på kul

Pinsepakken: Beregning af registreringsafgiften skærpes (mindsteavancereglen ændres)

Pinsepakken: 3 måneders kredittid på registreringsafgift afskaffes

Pinsepakken: Skatteloftet hæves til 59%

Pinsepakken: Skattepligtig værdi af firmabiler hæves fra 23 til 25%

Pinsepakken: Afgiften på varme fra affald hæves

Pinsepakken: Afgiften på El-varme hæves

Pinsepakken: Afgift på El til andet formål hæves

Pinsepakken: Bygningsafskrivningssatsen ændres til enhedssats

Fremskridtspartiet

Her kan De læse om 15 fremskridt for økonomien.

Forældede synspunkter

27. marts 2012 1 kommentar

Forældede synspunkter 

Socialister og forstokkede arbejderførere har svært ved at acceptere Fremskridtspartiet som et arbejderparti.

Det skyldes, at de stadig lever i samfundet, som det var på Karl Marx’s tid. Dengang gik det dybe klasseskel imellem arbejdsgiverne på den ene side og arbejderne på den anden.

Nu deler samfundet sig imidlertid mellem de produktive, der udfører nyttigt arbejde på den ene side og nasserne i den herskende klasse på den anden. Det er pinende nødvendigt, at vi her i landet får indført en tilstand, så man ikke først og fremmest belønner dem, der kan udnytte indviklede lovkomplekser eller udføre goldt administrationsarbejde. Skal landets problemer løses, sker det kun ved at vort eneste råstof af betydning, vor arbejdskraft, får bedst mulige vilkår at udfolde sig under. Om arbejdskraften så viser sig i form af lønarbejde eller i form af arbejdsgiverrisiko skaber ikke nu om dage de store skel.

Jo før man får øjnene op for, at sammenhængen er sådan nu om dage, des tidligere kan vi komme af med det uføre, som de mange års dårlige politik har bragt os i.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 17 / 4. årgang / 7. oktober 1976 

”Flygtninge” og metaforiske ordsprog

20. marts 2012 Skriv en kommentar

”Flygtninge” og metaforiske ordsprog 

Politik er underfundig – heldigvis, ellers ville den være uudholdelig. Den, der ikke er i besiddelse af lune og evner at udtrykke sig morsomt eller ”tørt vittigt”, egner sig ikke som politiker.

Seem-præsten (Søren Krarup, red.) åbenbarer i Jyllands-Posten en forunderlig mangel på lune, – og nu bakkes han op af humørforladte Fremskridtsfolk!

Glistrups ordsprog om ”flygtningene” er jo udsprunget af gammel ”folkelynne” født i lune menneskers folkesjæl. Man har i årtier ”ynglet som rotter” i Tyskland, Norge, Sverige og nu også i Danmark, hvor ordsproget findes i litteraturen.

Politiforfatteren Torben Nielsen fortæller i sin bog ”Lavinen” om mennesker, der ”yngler som rotter”, og forfatteren Hans Kirk skriver det samme i ”Kapitalismens Endeligt”.

TV fremsatte nøjagtig det samme ordsprog – oven i købet tekstet – i en reportage den 29. juli 1982, og DR brugte det om aftenen den 1. april 1984 i filmen ”En god dag at dø”.

Dansk sprognævn har det med i sin ordbog bd. 27, 1954, og i ”Nudansk Ordbog” skriver man tilsvarende om ”rotterne” og om, at en klog mand er ”en snedig gammel rotte”.

Jeg vil ikke beskylde nogen for at ”have rotter på loftet”, men humoristisk set – og i en politisk diskussion –, er man ”helt til rotterne”, hvis man ikke kan håndtere et metaforisk ordsprog.

Th. Riemann

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 18 / 15. årgang / 22. maj 1987

Skæbnens ironi

28. juni 2011 11 kommentarer

Skæbnens ironi 

Ved Vesterport – Københavns gamle indfaldsvej på grænsen mellem land og by – står frihedsstøtten til minde om frihedsstøtten løsning i 1788, og indskriften lyder: ”Kongen bød! Stavnsbåndet skal ophøre, landbolovene gives orden, og kraft at den frie bonde kan vorde kiek og oplyst, flittig og god, hæderlig borger, lykkelig”. Store ord af store politikere.

Er indskriften efterlevet?

Ja, for så vidt angår stavnsbåndets praktiske form, men ikke efter ordens ånd og vingesus. Bonden har vel aldrig været så bastet og bundet som nu. Gældsbundet som aldrig før er han bastet og bundet i love, forordninger og cirkulærer, der har frataget ham grundlaget for enhver frihed – den økonomiske frihed – og grebet ind i hans drift, disposition og familieliv.

Hvor herremanden tidligere bestemte hans livsform, griber staten langt mere drastisk ind. Hoveriet for herremanden var for intet at regne mod statens embedsmandsvælde, der økonomisk og psykisk er langt mere brutal og kynisk.

Billedhuggeren Nicolai Abildsgårds symbolske statuer der bærer ”frihedsstøtten” står for troskab, bondeflid, tapperhed og borgerdyd, medens fodstykkets relieffer betegner retfærdigheden og friheden.

Bønderne har efterlevet deres del og båret samfundet frem til gavn ikke blot for bondestanden, men for alle samfundsklasser og –grupper. Også i dag – hvor bønderne kun udgør få procent af befolkningen -, er bondefliden Danmarks bærende element.

Til gengæld har det øvrige samfund svigtet både troskaben, borgerdyden, retfærdigheden og friheden.

Kontrollører, inspektører, miljøpaver, told- og politibetjente inspicerer bondens stalde, dyr og marker – og dirigerer hans indsats. Medens skatteopkræverne gransker i privatforbrug og familieforhold. Alt vendes og drejes i mistænkeliggørelse og mistillid.

Skatteflåning på huse, jord, indtægt, driftskapital og investering er konfiskatorisk og levner kun en beskeden løn for bondens døgnlange og hårde slid.

Bønderne plyndres på det groveste, og til gengæld giver man lidt at rovet tilbage som ”tilskud”. Bønderne tvinges til at stå med hatten i hånden og tigge om deres egne penge, medens man foregøgler andre, at landbruget lever af almisse. Metoden er fræk, men effektiv. Politikerne og embedsmændene beslaglægger og fordeler værdierne, medens befolkningen indoktrineres om lovgivernes godgørenhed.

Hvor fortidens frie, ranke og selvhjulpne bonde dyrkede sin jord, er nutidens landmænd i færd med at gå til grunde i forordninger, paragraffer og livisndgreb. Samtidig med flugten fra det mishandlede bondeland synker hele det danske samfund langsomt, men sikkert i grus.

”Thi ødes bort din marv, din bondestand, det tab forsvandt ej dit – ej noget land!”.

Der bliver intet at feste for, når 200-året for ”bondefrigørelsen” oprinder i 1988. Tværtimod bør man benytte jubilæet til at flytte frihedsstøtten til frilandsmuseet i Lyngby til minde om den frihedsidé, man på det skammeligste har svigtet.

A. Th. Riemann

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 17 / 15. årgang / 15. maj 1987 

Pressen skaber grobund for Glistrupper af alle slags

21. juni 2011 3 kommentarer

Pressen skaber grobund for Glistrupper af alle slags

Kræver lov om kæmpebøder der vil ruinere kritiske aviser.

Konservativt medlem af Århus Byråd, landsretssagfører Eigil Jørgensen siger i en samtale med Morgenavisen Jyllands-Posten til Erik Brodin, at den forløbne byrådsperiode har været præget af en voldsom hetz mod politikerne. En del af dagspressen går for vidt med hensyn til at dyrke det negative, skandaler og bagateller, hedder det.

Pressen skal være hyggelig og hvis ikke…

– Efter min opfattelse bør pressen interessere sig mere for det positive, det konservative og det hyggelige i stedet for konstant at være på jagt efter skandaler og dramaer, siger Eigil Jørgensen. Og han foreslår at der i de tilfælde, hvor uskyldige mennesker rammes af pressens angreb bør være lejlighed til at idømme bladet bøder, så gentagne overskridelser af loven vil true bladets eksistens.

Pressen skal være god ved politikerne

Eigil Jørgensen finder videre, at pressens forfølgelse af politikerne betyder, at der på et forkert grundlag skabes surhed og utilfredshed i den del af befolkningen, som ikke kender sagens rette sammenhæng, hvilket igen betyder risiko for parlamentslede og grobund for Glistruppere af alle kategorier.

Pressen udnævnt til syndebuk

Eigil Jørgensens mening om pressen deles af en helt anden Jørgensen – nemlig Anker Jørgensen, der for nylig i sin egenskab af pressens minister udtalte manende ord i forbindelse med indvielsen af Journalisthøjskolen i Århus.

Begge de herrer Jørgensen har udset sig en syndebuk i pressen, og begge de herrer er ganske på afveje i deres argumentation, når det gælder pressens behandling af politikere.

For det første er de fleste blade ganske enkelt politiske talerør, og for det andet overvurderer man pressens opinionsskabende magt. Fremskridtspartiet f.eks. består ikke som følge af “pressen”, men på trods af fjendtlige avisskriverier. Og den omtalte parlamentslede opstår ikke efter nogen avisartikler i f.eks. Ekstra Bladet om skandaler hist og affærer her.

Parlamentsleden opstår på grund af kendsgerninger. Befolkningen er simpelthen utilfreds med politikere, der ikke kan løse lovgivningsopgaven og sørge for en fornuftig administration. De nuværende politikeres inkompetence ses i følgerne af deres undladelser og fejlhandlinger. De nuværende politikere har hverken kunnet modernisere skattesystemet, stoppet papirraseriet eller billiggøre administrationen.

Bolignød og trafikkaos har man heller ikke begreb om, og det bedste vore hensynsfulde politikere vil kunne gøre for os er, at holde sig inden døre i deres politiske syklubber, hvor de kan skulderklappe hinanden ugenert for lukkede døre. Det er absolut de færreste “politikere”, der har forudsætninger for konstruktivt politisk arbejde i byrådssal eller på tinge, udklækket som de er i en antidemokratisk atmosfære, hvor det bare drejer sig om at manøvrere hinanden frem til ærefulde eller indbringende poster.

Politik er kappestrid

Det er karakteristisk for nervøse mennesker, at de viger tilbage for kappestrid. De foretrækker hyggesnak og letkøbte løsninger. De herrer Jørgensens nervøsitet er bragt til at stige gennem resultatet af nogle opinionsundersøgelser, der viser velfunderet mistillid til deres glorværdige arbejde.

Men politikerne skal ikke selv bestemme, om deres arbejde er glorværdigt. Det skal vælgerne. Og vælgerne har man alt for længe puttet henholdsvis højre blår, venstre blår og centrum blår i øjnene. I stedet skulle man putte vælgerne nogle kendsgerninger i øjnene. Kendsgerninger i form af resultater eller kendsgerninger i form af klare retningslinjer frem mod mere holdbare samfundstilstande.

De uduelige politikere, der ikke tåler vejr og vind efter at være blevet udklækket i partiorganisationernes kuvøser, skal vige sædet eller give sig til at drive politik for alvor. En politiker der ikke kan tåle kritik i pressen, må blive i sin kurvestol. Skulle det usandsynlige indtræffe, at hvis kritikken var uberettiget, må manden vel kunne finde udveje for at tage til genmæle. Men bedre var det, om han så kritikken i øjnene og tog ved lære af den. Det bliver fremtidens politikere i hvert fald nødsaget til.

Neuf

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 8 / 1. årgang / 15. oktober 1973

Politisk forurening

19. juni 2011 1 kommentar

Politisk forurening

Den største forureningskilde af alle er den politiske. Således udtalt af Helge Dohrmann, Fremskridtspartiet, ved landbostævnet i Herning, men Jyllands-Postens reporter fandt overhovedet ingen anledning til – med ét ord,– at omtale Fremskridtspartiets indsats i Folketinget om at bringe miljøhysteriet ned på et fornuftigt plan – endsige nævne Fremskridtspartiets udtalelser på stævnet, men partiet kan  ikke i længden kules ned.

Det største problem i brugen af det frie ord ligger i debatredaktionerne, der beklipper, redigerer, hensylter eller afviser læserindlæg, som afslører de virkelige sandheder, og deri er J-P desværre ingen undtagelse, selvom avisen i den henseende ikke hører til de værste.

De værste eksempler på knægtelse af ytringsfriheden er synspunkter om de såkaldte flygtninge. For tre år siden var det praktisk talt umuligt at få optaget kritik af indvandrerloven fra 1983, som nu skaber større og større problemer, men for de fleste må det vel nu stå klart, at Fremskridtspartiet som det eneste parti – også i dette forhold – havde ret i sine advarsler.

Sigurd Høy 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 17 / 15. årgang / 15. maj 1987

Politik ødelægger landbruget

22. august 2009 6 kommentarer

Politik ødelægger landbruget

I forbindelse med Folketingets debat om et ”bæredygtigt landbrug” sagde Fremskridtspartiets miljø- og landbrugspolitiske ordfører, Aage Brusgaard, bl.a.:

Vi har ikke et bæredygtigt landbrug i dag, fordi det er gældsat med over 110 milliarder kroner. Det er ikke udygtigt landmandskab, der har gældsat landbruget, men årevis med ufornuftige og udygtige politiske beslutninger. Når der i det hele taget fortsat findes landmænd i Danmark, som endnu ikke er gået fallit, er årsagen stor dygtighed fra landmændenes side.

At gøre fri bonde i Danmark er en saga blot. Der er udstedt forordninger, der på næsten alle områder regulerer, hvad landmanden må og ikke må. Tænk blot på forordningen om, at halvdelen af markerne skal ligge grønne, hvad enten det er rentabelt eller ikke. Eller forordninger om mælkekvote, antal dyreenheder pr. hektar. Og så videre. Landmandens frie dispositionsret er i dag styret af skrivebordsteknikere og politikere, som for de flestes vedkommende aldrig har haft en møggreb i hånden. Allerværst er det, at landbrugets egen top nærmest er blevet tandløs og miljøskadet.

Aage Brusgaard slutter:

Hele landbruget er blevet lagt for had, men Fremskridtspartiet mener, at bønderne og Danmark bedst kan overleve med et så frit landbrug som muligt. Der er ingen landmænd, der bevidst sviner mere, end det er nødvendigt. Vi får kun et bæredygtigt landbrug, hvis det får frihed til at udvikle sig mere frit, med lavere skatter, mindre kontrol og færre skemaer end for landbrug fra de lande, vi konkurrerer med. Ingen andre lande har så restriktive krav til landbruget, som Danmark, og situationen må ikke yderligere forværres…

Aage Brusgaard

Pressemeddelelse

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 5 / 19. årgang / maj 1991

Pas på pamperne!

7. maj 2009 1 kommentar

Pas på pamperne!

Lad os være taknemmelige for fæhovederne. Uden dem kunne vi socialister ikke få succes.

Denne kyniske udtalelse af en snedig socialist dækker godt over de senere års politiske udvikling. Og nu søger man på ny at narre befolkningen. Man kan ikke komme længere ad skatteplyndringens vej, men der er andre metoder.

Indkomstpolitik, reformer, fordelingstaktik og økonomisk demokrati. Bag etiketterne står det faktum, at vi igen skal plukkes.

Økonomisk demokrati” er misundelse i politisk funktion. Røde og halvrøde politikere søger at bilde os ind, at det er lønmodtagerne, der får medbestemmelsesret, når fagforeningspaver dykker ned i lønningsposen og vil bestemme, hvad ugelønnen skal bruges til.

Fremskridtspartiet siger klart fra, når der ud fra socialistisk side lægges op til konfiskation af produktionsmidlerne i løbet af 10-15 år med tilstande som øst for jerntæppet til følge.

De ansatte skal have del i den formuestigning, der i dag ensidigt kommer erhvervslivets ejere til gode, siger man, og det lyder forjættende i manges ører. Selv såkaldte liberale som Venstre, radikale (B) og de kristelige er hoppet på limpinden og har hver deres forslag om ”økonomisk demokrati”.

Disse borgerlige partier leger med ilden, når de forsøger at præke fornuft, medens de er med til at udbrede galskaben.

Vi må med hænder og fødder, oplysning, propaganda og krav om folkeafstemning sætte os imod det ”økonomiske demokratis” økonomiske diktatur.

Det står enhver dansker frit for at bruge sin ugeløn eller sine sparepenge til at købe aktier for og derigennem få indflydelse på ledelse og udbytte. Det har man imidlertid altid opfordret til i fagforeningen eller Socialdemokratiet. Tværtimod, da bryggerierne for nylig inviterede arbejderne til aktietegning på særdeles gunstige vilkår, gik socialisterne voldsomt imod. Man ville godt lave vrøvl på arbejdspladsen, men ikke tage et medansvar.

Aktionærernes stilling er da heller ikke misundelsesværdig. Udbyttet er sparsomt og der bliver kun lidt tilbage, når staten har været der med sin dobbeltbeskatning. Propagandaen mod erhvervslivet er i bund og grund falsk, når man taler om kæmpeudbytte og arbejderudnyttelse og bliver ikke mere sand af socialisternes voksende og pågående agitation.

Med Jern-Anker og L.O.-Thomas i spidsen lancerer socialisterne deres idé om en ”lønmodtagerfond”. Idéen er kynisk. Man søger at lokke lønmodtagerne til at betale uden at kende noget som helst til værdien af det, man betaler for.

Kapitalisterne skal finansiere fonden, hævder man. De skal nemlig gennem en lønskat købe sig ud af deres egne virksomheder. Med bind for øjnene skal erhvervslivet overlade produktionsapparatet til embedsmænd og socialister. En speciel lønmæssig ”merværdiskat” skal gøre erhvervslivet mørt og modent til offentlig overtagelse.

Små virksomheder, der ikke kan klare lønmodtagerfondens afgifter, må naturligvis lukke og overgive sig til de store statsdrevne foretagender.

”Økonomisk demokrati” har intet med retfærdighed at gøre. Det drejer sig simpelthen om magt til at ekspropriere fabrikker og virksomheder uden erstatning. Uanset navne som ”Ø.D.” eller ”lønmodtagerfond” bliver resultatet afskaffelse af den private ejendomsret og indførelse af statskapitalisme og diktatur.

A. Th. Riemann

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 9 / 4. årgang / 6. maj 1976

Storkapitalen og Socialdemokratiet

1. maj 2009 72 kommentarer

Storkapitalen og Socialdemokratiet

Ole Maisted skildrer Socialdemokratiets systematiske kvælning af erhvervslivet, så staten til sidste må overtage det. Kun storkapitalen kan leve under disse forhold.

Ved hjælp af støtteordninger forsøger den socialdemokratiske regering at styre dansk erhvervsliv i den retning, der passer ind i deres politiske kram.

Socialisterne går ind for en kapitalstyring og en statsstyret planøkonomi. Ved hjælp af arbejdsmiljøloven har man fået et nyt styringsmiddel til at knægte småindustrien og håndværksmestrene.

Ved hjælp af fonden til støtte af virksomheder der er i økonomiske vanskeligheder, er det lykkedes at lukke de virksomheder, der er uønskede og holde liv i den, man har politisk interesse i betalt af de produktionsvirksomheder, der kan klare dagen og vejen.

Ved hjælp af en stor offentlig sektor har man muligheder for at øge skattetrykket og derigennem gøre erhvervslivet afhængigt af støtten fra det offentlige.

Konkurrencen fra det offentlige

Ved at gøre indtjeningsmulighederne større i den offentlige sektor og beslægtede serviceområder afgår en række virksomheder ved døden, og de der beskæftigede må søge til det offentlige for at overleve. Tilbage bliver mand/kone virksomhederne, hvis levetid er begrænset.

Produktionsapparatet giver mindre muligheder for en lønsom afkastning, og lønningerne bliver presset. Filosofien er enkel: Idet det kun ved støtteordninger er muligt at aflønne rimeligt i forhold til de lønninger, det offentlige udbetaler og i forhold til arbejdstid, ferie, pensionsordninger og andre arbejdsvilkår, vil det frie erhvervsliv blive afløst af et statsdrevet erhvervsliv.

Denne socialdemokratiske salamitaktik – hvor man skive for skive nærmer sig den socialistiske stat – er kommet i vanskeligheder, fordi vi har fået et økonomisk tilbageslag. I 1974 var det en klar socialistisk taktik, at de mindre erhvervsdrivende skulle kvæles, og deres arbejdskraft skulle overføres til de store arbejdspladser og den offentlige sektor.

Der blev bevidst ført en politik, hvor trykket blev øget på de mindre virksomheder i form af øget lønpres, regnskabsmæssige byrder, nedsættelse af arbejdstiden for de ansatte etc.

De store selskaber

Færre og færre af de unge ønskede at blive selvstændige, når det offentlige kunne tilbyde større lønninger, kortere arbejdstid og skatteyderbetalt pension. De eneste konkurrenter på arbejdsmarkedet til det offentlige blev de store selskaber, der har institutionspræg. Den bevidste plan om et samarbejde mellem socialisterne og storkapitalen blev sløret af de gode tider, og kun det stigende skattetryk gjorde, at befolkningen begyndte at reagere imod den socialistiske plan.

De store koncerner har selvfølgelig kun accepteret denne udvikling p.g.a. de økonomiske fordele, de har haft, og fordi ethvert stort firma har muligheder for at foretage en pengeoverførsel til det sted i verden, hvor beskæringen af deres nettoudbytte er mindst mulig.

Den økonomiske krise har imidlertid væltet de socialistiske planer og sat det socialistiske systems svagheder i relief.

I dag har vi underskud på de offentlige budgetter og et stort underskud på vor samhandel med udlandet, hvilket betyder, at vi rammes særligt hårdt af arbejdsløsheden.

For at opretholde og udvide den offentlige sektor må befolkningen gå ned i realløn.

P.g.a. en dårlig indkomstpolitik vil vore produktionsvirksomheder blive ramt af en række strejker. De mindre virksomheder vil uddø, hvis den socialistiske strukturrationalisering fastholdes over en kortere årrække, og arbejdsløsheden vil stige.

Tilskud

De store virksomheder vil kræve tilskud til deres produktionsapparat for at fastholde rentabiliteten. Hvis der ikke ydes støtte, vil produktionen blive overført til andre lande, hvor arbejdslønnen og restriktionerne er mindre.

Dette er endnu en faktor, der vil få arbejdsløsheden til at stige, fordi vi ikke kan konkurrere med de store landes statskasser.

Fastholdes den socialistiske politik, vil vi nå frem til en socialistisk stat, hvor levestandarden for den arbejdende del af befolkningen skal nedsættes til det halve, men målet er nået: – Socialdemokraterne har fået en statsstyring af kapitalen og produktionsapparatet.

Fremskridtspartiet som redning

Fremskridtspartiet vender sig skarpt imod denne udvikling. Vi ønsker ikke, at staten skal yde tilskud til erhvervslivet. Vi vil afskaffe restriktionerne og lade erhvervslivet i fred. Vi vil skabe et indkomstskattefrit samfund og beskære den alt for store offentlige sektor, der har ødelagt velfærdssamfundet.

Der er endnu en grund til at skabe et samfund, hvor fremmedkapitalen strømmer til. Det er den arbejdsmarkedssituation vi vil komme i om 5-10 år.

Inden for 5-10 år vil vi være ude af stand til at konkurrere med østlandene og Ulandene om de produktioner, hvor lønningerne er af afgørende betydning. Vi er derfor nødsaget til at satse på teknisk avancerede produktioner, der kræver megen kapital og være handelscenter for udenlandske virksomheder, der kan se en skattemæssig fordel i, at placere deres virksomheder her i landet. Det vil skabe flere arbejdspladser, økonomisk vækst for landet og større velfærd for den enkelte borger.

Ole Maisted

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 19 / 4. årgang / 4. november 1976

Kategorier:Økonomi, Den offentlige sektor, Erhvervspolitik, Fremskridtspartiet, Socialdemokratiet, Velfærdsstaten Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Ungdomsarbejdsløshed – hvorfor dog?

30. april 2009 12 kommentarer

Ungdomsarbejdsløshed – hvorfor dog?

Selvom understøttelser kan være store, føler den ungdom, der er arbejdsløs sig sat udenfor. De føler, der er noget galt med et samfund, der ikke kan bruge sin ungdom, og det har de ret i. Det er en forfærdelig dom, Socialdemokratiet har fældet over sig selv og sin politik ved at have skabt denne ungdomsarbejdsløshed.

Hvordan er det sket? Det har jo ikke været med vilje, det er ikke noget, Anker Jørgensen har stræbt imod. Han vil sprede hygge, men han er hildet i partiets forældede ide om, at staten skal dirigere alt, og enhver der vil sætte noget i gang skal kontrolleres i alle ender og kanter og have den ene arm bundet på ryggen.

Når jeg tænker på arbejdsløsheden blandt unge, mindes jeg en elskelig kunstmaler, jeg engang kendte. Han hed også Jørgensen og var en charmerende mand med stor følelse både for sin familie og for de undertrykte i samfundet. Han tjente en masse penge og brugte dem også, – han kunne gå ud og sælge et maleri for 5.000 kroner, og straks lavede han en fest, købte dyre kjoler og pels til sin kone og fandt på flotte ting til børnene. De skulle alle have det så godt. Det sårede ham lidt, da han engang overraskede børnene med et legehus til 4.000 kroner, som de ikke engang gad sove i én eneste nat. Nå, så måtte han forære det til naboerne. Børnene skulle naturligvis ikke tvinges til at bruge legehuset. Men det havde jo kun kostet et lille maleri, og han kunne sælge mange flere, og der kom nye fester og nyt indbo, skønt det gamle kun var et år gammelt, men han kunne ikke lide farverne mere. Og der kom flere af de berømte fester, hvor vin og øl flød, og Jørgensen drak sin faste skål: Skål! Vi har det vel nok godt i det lille Danmark!

Vinteren var ikke rigtig noget for Jørgensen, men så tog han til Sydfrankrig med hele familien og logerede sig ind på gode hoteller og nød solen og den franske mad, og blot på en formiddag kunne han jo male et billede, som betalte for en uges ophold.

Men pludselig kunne han ikke sælge malerier mere. Ligesom med danske møbler i Amerika – der havde været på mode i et par år -, var Jørgensens malerier ikke mere det, som kunderne i udlandet var interesseret i. Det havde jo aldrig været nødvendigt at spare op. – Vi ligger lunt i svinget her i familien, plejede Jørgensen at sige, – ikke at han så ned på andre, som tjente meget mindre og alligevel sparede op – som de tyrkiske fremmedarbejdere, han så sidde på cafeen, hvor han fik sig en whisky engang imellem. Han kunne godt finde på at give øl til dem alle sammen og trække sin overfrakke til 1.200 kroner af og give den til en forfrossen tyrk, selvom frakken endnu ikke var betalt. Jo, han var et godt menneske ham Jørgensen.

Men nu stod han der. Og børnene – der nu var store og skulle have en uddannelse – dem havde Jørgensen jo lært at penge – det skidt -, det er jo bare noget, man har, når man er en Jørgensen, som alt lykkes for! Nu var det slut! Af hele den gyldne strøm – der var gået gennem Jørgensens hænder -, var der ikke noget tilbage!

Han havde simpelthen soldet sine børns fremtid op.

Ikke underligt at børnene er bitre på Jørgensen.

Observer

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 22 / 5. årgang / 19. december 1977

%d bloggers like this: