Arkiv

Archive for the ‘Steen Steensen’ Category

Frie borgere

29. april 2012 4 kommentarer

Frie borgere 

I uddrag bringes:

Borgernes første ret er retten til at råde over sit eget arbejde. Næringsfriheden angiver det væsentligste i folkestyret. Imidlertid truer den ekspanderende offentlige forvaltning arbejdets frihed. Individets ret opsluges af statens magt. Navnlig forekommer miljøpolitikken skræmmende. Øvrigheden erobrer beslutningsretten. Et par århundredets frihedsstræben sættes over styr.

De politiske partier og de faglige organisationer beskytter ikke individet mod den nye magtdannelse. Snarere udgør de en del af den. Derfor må nye folkelige sammenslutninger opstå. ”Foreningen for Frie Borgere” skal begribes i dette perspektiv. Foreningen er dannet med henblik på at bære et folkeligt oprør frem udtalte ”Foreningen for Frie Borgere” på et pressemøde den 29. maj på restaurant ”Søens Perle” i Holstebro.

Steen Steensen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 7 / 19. årgang / august 1991

Begrebsforurening

19. april 2012 3 kommentarer

 Begrebsforurening 

Uigennemsigtige fagudtryk er nødvendige for miljøaktivisterne. Nitrat og tungmetaller, pesticider, cyklamat, DDT og PVC, parathion, fungicider, kemoterapeutik, svovltrioxid, strontium 90, rem og krypton – for blot at nævne et par begreber – giver indtryk af en hemmelig viden. Lægmand er sat ud af spillet.

Metoden med fremmedord bør absolut ikke underkendes i den sociale kamp. De uigennemskuelige ord danner voldgrav til omverdenen. Menigmand gribes af usikkerhed og betvivler egen dømmekraft. Krigsherrerne påfører modstanderen en følelse af uvidenhed og utilstrækkelighed. Samtidig fastslås teoretisk uddannelse endnu engang som alibiet for adkomsten til at bestemme. Det er ikke kapital og ejendomsret, men viden og embedsret, der fæstner autoriteten. De mægtiges selvfølelse og bevidstheden om den moralske overlegenhed svulmer tilbage.

Brug af fremmedord er et led i tendensen til at skabe et videns- og meningsmonopol.

Den uuddannede ved jo ikke engang, hvad de biologiske fagudtryk betyder. Det er således en pædagogisk opgave for de indviede at undervise den menige flok i tingens rette sammenhæng. Miljøets snarlige sammenbrud må gøres begribelig for de ikke boglige. Alternativet er tvang.

Frygten er et middel til at underminere sansningen og knække viljen. Angsten lærer folk at holde sig til de mægtige. Usikkerhed er førerens stærkeste rekvisit til lederskab. Frygt og trusler om straf er og bliver embedsstatens kendetegn. Vogternes interesser bestemmer tingens fremtrædelsesform. At fratage menigmand retten til at bruge sit eget hoved udgør for miljøaktivisterne metoden over alle metoder. Den er nemlig grundfæstet i hele intellektualismens væsen.

Steen Steensen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 18 / 15. årgang / 22. maj 1987

Klassekamp mod befolkningen

8. maj 2009 12 kommentarer

Klassekamp mod befolkningen

Steen Steensen gør i en ny bog op med vor tids ridefogder.

Der blæses til kamp for politikfrie zoner, selveje og civil ulydighed

Steen Steensen hører til de danskere, som kæmper en beundringsværdig og utrættelig kamp imod alle de ridefogder, der vil bestemme over danskernes liv og tanker. Tyrannerne bærer mange navne: Bureaukrater, intellektuelle, fagforeningsbosser, kulturpaver, kommissærer, miljøeksperter o.s.v. Men fælles for dem alle er, at de vil tiltage sig magt over danskerne og bestemme, hvordan vi skal leve vores liv.

I en ny bog blæses der nok engang til modstand mod tyrannerne. Det er især tre kampmidler, der benyttes til at kujonere befolkningen med: Uddannelse, det sociale og miljøet. Ved hjælp af uddannelse opdrages befolkningen til at værdsætte boglige værdier højere end markedets nyttige og håndværksmæssige værdier. Mantra-ordet “det sociale” bruges til at give mere magt til staten på bekostning af samfundets mange frivillige foreninger og organisationer. Enhver ulighed mellem mennesker kan begrunde statslige tiltag. Men det stærkeste våben i dagens danske klassekamp hedder “miljøet”, der som et sesam-ord åbner døren på vid gab for omfattende regulering og virker som et knusende slag mod privat foretagsomhed. “Økologi er politik med andre midler”.

I Steensens nyeste bog, Problemet med de intellektuelle, rettes skytset mod dem, der i kraft af ordets magt formår at undertrykke andre. “Politisk aktivisme, statsvæsen og socialisering af næring og mennesker udgør nøglen til forståelse af de intellektuelles sociale succes”. Modsætningen her til er den frie næring. “Markedet er frihedens kilde“.

Hvad er midlet mod al denne regeren? Politikfri zoner, lyder slagordet. Det gælder om at udvikle flere og flere politikfrie områder, hvor statens regulering ikke griber ind.

Som en helt naturlig ting for Steen Steensen hører friheden sammen med lille-staten. Jo mere centraliseret og globaliseret magten bliver, des mere truer den selvejet, friheden og den enkeltes selvstændighed. EU er det sidste skud på stammen. “Unionen er skabt af intellektuelle, ved intellektuelle og for intellektuelle. Det europæiske projekt har aldrig været en folkelig sag. Intet i retning af Europas enhed er begæret nedefra. Menige borgere ønsker et nationalt hjem”.

Man må altid gå ind for så mange og så små stater som muligt, sagde Steensen engang. Stik imod hvad vi får at høre fra radio og TV, hvor omkvædet bestandigt lyder: Vi kan ikke være os selv nok, verden kalder, og globaliseringen er over os.

Steen Steensen

Fra bogen: Problemet med de intellektuelle

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 12 / december 1998 / 26. årgang

Svageste minister sat til at lede det farligste ministerium

16. februar 2009 30 kommentarer

Schlüters fatale fejlgreb:

 

Svageste minister sat til at lede det farligste ministerium

 

Miljøkrigen føres af et batteri af gamle studenteroprører, der har bemægtiget sig landets farligste ministerium: Miljøministeriet. Herfra slagtes det frie næringsliv og den private ejendomsret.

 

Forurening burde udelukkende være et emne for ærkæologer. Forpestning og tilsvining hører fortiden til. Nu om stunder udgør oprydning af affaldsstoffer intet problem. Planter, dyr og mennesker formentlig strutter af sundhed. En yppig frodighed møder beskueren af skov og mark. Fødevarerne svulmer af friskhed. Ungdommens fysiske velgående er uden fortilfælde i historien. Middellevetiden for mennesker slår alle rekorder. Aldrig har samfundet været så rent som nu. Intet menneske, der endnu formår at bruge sit hoved, kan nå til et andet resultat. Det gjorde da heller ingen før 1968.

 

Miljøkampagnen er importeret fra USA af studenteroprørere. Den er politisk og bør alene vurderes som sådan.

Miljøkrigen ledes af intellektuelle. Bestandig er den rettet mod de næringsdrivende, mod den private ejendomsret, produktionsretten, mod kapitalismen kort sagt.

 

Men hvilken rolle har de borgerlige politikere spillet i dette opgør? Forsvarer de liberale intellektuelle næringsfriheden, eller gør de fælles sag med angriberen?

 

Et typisk eksempel

For så vidt er folketingsmedlem, Niels Ahlmann-Olsen (C), repræsentativ for en typisk borgerlig politiker. Men har han været til nogen hjælp for de selvstændige erhvervsdrivende? Hvornår gik han sidst i brechen for kapitalismen, for næringsfriheden, for retten til at være sin egen lykkes smed?. Så vidt det er bekendt, har han aldrig forsvaret det frie samfund mod bureaukratiske overgreb. De private virksomheder lod han i stikken, da miljøaktivisterne slog til. Fiskeriet værnede han ikke, da de intellektuelle greb dette erhverv i struben.

 

Og landbrugets undergang som fri næring rører ham ikke. Den åbenlyse krænkelse af den private ejendomsret lader ham kold. Miljøkommissærerne kan som et brovtende herrefolk trænge ind i stald og mark og udstede deres domme. Niels Ahlmann-Olsen lægger dem ingen hindring i vejen. Han kender magten og ved at bøje sig for den.

 

I visse henseender kan bekæmpelsen af friheden i dansk landbrug minde om de russiske bønders endeligt under Stalins tvangskollektivisering i 1930`erne. De privatejede bondebrug udgjorde en trussel mod den socialistiske opbygning.

 

Fribårne bønder var socialismens mest naturlige fjender. Derfor måtte kulakkerne likvideres som klasse.

 

Miljøkommissærene

I Rusland gik det hårdt til. Hensynsløst blev selvejerbønderne drevet bort fra deres jord og berøvet al ejendom. I Danmark deporteres landmændene ikke, men de mister friheden. De politiske kommissærer i Sovjet-staten drog aldrig ubevæbnet ud i landsbyerne. Miljøkommissærerne herhjemme farer frem med større lempe, men bønderne kommer ligefuldt under planlæggernes forvaltning. Socialiseringen her til lands skal gå pænt og ordentligt for sig, men gå for sig skal den. De intellektuelle føler sig ikke trygge ved eksistensen af en privatisme med mulighed for udvikling af sociale kræfter. Konstante overførsler af kapital fra de produktive erhverv er en uomgængelig nødvendighed, ellers løber skrivebordene tør for blæk.

 

Også i brugen af frygtens våben er der paralleller til den sovjetiske betvingelse af selvejerbønderne. Angsten nedbryder evnen til kamp hos modstanderen. Mismod fører til overgivelse. Også dette fif behersker Ahlmann-Olsen til fulde. Den med de blå nitratbørn skal nok gøre sin virkning.

 

Som antydet er Niels Ahlmann-Olsen noget nær prototypen på en borgerlig politiker. Fra den side er der ingen støtte at få for de næringsdrivende. Forskellen på venstre og højreintellektuelle er vanskelig at øjne. De borgerlige partier og deres ungdomsafdelinger afholder miljøkonferencer, hvor tonen stemmes i dur med miljøaktivisterne.

 

Det frie næringsliv slagtes

Hold til stadighed i erindring, at det var den borgerlige regering (V, C, CD og KrF, red), der satte den svageste minister i mands minde til at lede det farligste af alle ministerier: Miljøministeriet.

 

Fra dette batteri fører de gamle studenteroprørere kampen mod kapitalismen videre. De slagter det frie næringsliv, mens de borgerlige politikere ser passivt til. Adskillige deltager endog aktivt i ødelæggelsen af den private ejendomsret.

I denne flok er Niels Ahlmann-Olsen at skue som en driftig stridsmand. Men forrest med korsfanen marcherer Christian Christensen (Miljøminister, Kristeligt Folkeparti, red.).

 

Steen Steensen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr 41 / 13. årgang / 22. november 1985

Uffe, Bertel og Anders socialiserede Danmark

7. september 2008 96 kommentarer

Uffe, Bertel og Anders socialiserede Danmark

 

Under Uffe Ellemann-Jensen, Bertel Haarder og Anders Fogh Rasmussen steg skatteplyndringen og bureaukratiet satte nye rekorder, fastslår lektor Steen Steensen, Ranum, i denne artikel.

 

Tre politikere i moderne tid falder i øjnene. Det er Uffe Ellemann-Jensen, Bertel Haarder og Anders Fogh Rasmussen. Deres evne til at fremstå som superliberale, som forkæmpere for den enkeltes ret over for staten forekommer imponerende. Ingen har som disse tre politikmagere i den grad formået, at socialisere samfundet. Denne præstation kommer utvivlsomt til at danne skole. I vælgerbedragets kunst tager de suverænt førstepladsen.

 

Uffe Ellemann-Jensens politiske stil når til randen af det perfekte. Venstre sætter mennesker over systemet, lyder kampråbet. De kan selv styre sin næring og sin tilværelse. Statens barnepigementalitet er utålelig. Sådanne ord strømmer fra munden. Samtidig slår han i bordet for Eurostaten, den stat, der for alvor repræsenterer systems sejr over individet.

 

EF står over for en politisk dirigisme, en øvrighedsånd og en statslig undertrykkelse, som råber til himlen af antiliberalisme. Centrum bringer menneskelig aktivitet på formel. Uden direktiver går det ikke. Århundredets kamp for individuel frihed løbes over ende. Handlingsplanerne myldrer frem af skufferne. Tusinder af kommissærer hænger allerede på ryggen af arbejdende mennesker. En bureaukratisme uden sidestykke i Europas historie er under udvikling.

 

Kriminaliseringen af privat virksomhed forekommer vidt fremskreden. Den institutionelle vold mod de næringsdrivende tager til. Overvågningen lurer ved hvert hjørne. Satellitterne er i kredsløb.

 

Folkenes selvbestemmelsesret og individets ret til et selvstændigt liv danner kernen i liberalismens lære. Just disse søjler knuser Eurostaten. Indtil benet er EF antiborgerlig. Trin for trin brydes de selvregulerende kræfter, og de embedsregulerende tager over. I spidsen for denne totalitære kraft står Uffe Ellemann-Jensen. Alligevel evner manden at træde op som næringsfrihedens fortaler. Disse store ideologiske sejre har slået verden med forbavselse og beundring.

 

Bertel Haarder er heller ikke nogen novice i maskeringens svære bestilling. På friskfyragtig facon har han gjort sig til bannerfører for mindre politik og kompromisløs afbureaukratisering. Frihedssnakken synes på ingen måde at mangle noget i styrke. Slip frihed løs og giv ansvar, gjalder stemmen. Desværre er mandens liberalisme ikke af denne verden.

 

Selvbestemmelsesretten forsvares langt fra i praksis. Ude på fiskekuttere, minkfarme, gårde, dambrug, værksteder og hos skrothandleren føres en fortvivlet strid mod alskens kommissærer.

 

Bureaukraterne fra de offentlige institutioner ydmyger og nedværdiger selvstændige mennesker på det smerteligste. Systemet sættes ind mod et menneske i hvert sogn dagligt. Ofrene råber forgæves på Haarders hjælp.

 

Under den borgerlige regering (V, C, CD og KrF, red.)  raslede regelmagerne uhæmmet. Da samfundsherskerne i borgerlig forklædning kom til i 1982, fandtes ca. 15.000 love og forordninger. Ved de borgerliges afgang havde regelmængden passeret de 18.000.

 

Erhvervslivet holdt for. I særlig grad sattes planlovene ind mod familiebrugene, rygraden i det liberale samfund. I de første syv år af den borgerlige bureaukratiseringsfase forsvandt 40.000 selvstændige virksomheder fra landkortet, heraf 30.000 i landvæsenet. Husmændene blev likvideret som klasse. Det gamle bondeparti åd sine egne børn. Unægtelig en køn tak for hundrede års trofast støtte.

 

Professor Jørgen Grønnegård har i bogen “Den usynlige stat” afsløret Bertel Haarder som bureaukratismens fremmeste jordemoder. På fem år blev det til 623 love og bekendtgørelser. Ingen anden minister nåede dette niveau. Alle undervisere i skoleverdenen mærker reglernes og kontrollanternes rå ånde i nakken. Staten tager ingen chancer.

 

Mere end nogen anden undervisningsminister pumper Bertel Haarder kapital ind i magtens yngelgårde.

Statsforskningen og de højere læreranstalter tilførtes yderligere autoriteter. Hundreder af kommissærer erhvervede kandidatgraden og fik tildelt embeder. Ikke desto mindre formår manden at boltre sig som liberalismens bygmester. Den indsats efterlader frihedsorienterede kredse måbende.

 

Anders Fogh Rasmussen udgør den tredje spydspids i den liberale verbalisme. Mægtig er hans tunge. På frygtelig vis går han til angreb på statens grådige beslaglæggelse af borgernes værdier. Skat er tyveri, snerrer den drabelige stridsmand.

 

Så højt råbte manden som skatteminister, at ordene noget nær fordunklede de iværksatte skattestigninger. Ingen forgænger i embedet vovede et tilsvarende ran fra borgerne. Fogh føjede flere procenter til momsen. Afgiftsmetoden håndterede han mesterligt. Samtlige skatteplyndrerne på kloden lagde han bag sig. Ligesom de to andre liberale løver klarede han at spille regerings- og oppositionsrollen samtidig. Dette lærerstykke i politisk behændighed vil næppe blive overgået i en overskuelig tid.

 

De tre politikmagere indtager en særstilling i nyere politisk historie. Under liberalismens fane forvandlede de handlefrihed til handlingsplaner. Rasende stormede de ind i politikfrie zoner med en hær af bureaukrater i hælene.

 

Mere end nogen satte de som ministre systemet over mennesket. Ellemann, Haarder og Rasmussen opstillede vejskilte til politisk succes. Unge hedsporer skal nok vide at følge pilene.

 

Steen Steensen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 3 / 21. årgang / marts 1993

Kategorier:EU/EF, Steen Steensen, Velfærdsstaten, Venstre Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Med hvilken ret?

7. september 2008 43 kommentarer

Med hvilken ret?

 

Miljøbevægelsen kræver et organiseret modspil. Uden nævneværdige hindringer drager miljø-aktivisterne erobrende gennem landskabet. Uhyre summer smides ud til handlingsplaner og overvågningsprogrammer. Udgifter til uddannelse, forskning, lønninger og med tiden pensioner synes helt uoverskuelige.

 

Penge er kun én side ved miljøbevægelsens aktivisme. Der foreligger også et moralsk problem. Med hvilken ret påføres virksomheder omkostninger, som de ikke selv har bedt om? Med hvilken ret sættes mistillid til seriøst arbejdende mennesker? Med hvilken ret påføres landmænd, fiskere, dambrugere, smede og fabrikanter inspektion og kontrol? Producenterne har ikke sendt bud efter dem. Der er tale om et magtopbud.

 

Det politiske problem overstiger dog den økonomiske og moralske side ved miljøbevægelsens aktiviteter. Miljøpolitikken er systemændrende. Vi får et helt andet samfund. Magten glider over på politik og embedsvæsen. Kommissærerne rykker frem. Miljølovene socialiserer landet. Staten vokser ud over al måde.

 

Udslettet

Miljø-aktivismen rammer i første række de mindre næringsdrivende. Husmandskulturen er allerede så godt som udslettet. Antallet af selvejere i samtlige brancher formindskes faretruende. Når en erhvervsgruppe sættes under politisk pres, falder de mindre virksomheder først. Men embedsstanden vokser sig stor og mægtig.

 

Et oprør med miljøbevægelsen forekommer uomgængelig nødvendig. Der er ikke i en sådan politisk bevægelse indbygget hæmninger. Kun vækstkræfter gør sig gældende. Således må der sættes grænser for miljøaktivismen uden for miljøbevægelsen selv.

 

Både politisk og organisatorisk ligger de næringsdrivende helt åbent for angreb. Det konservative Folkeparti (C), Venstre og Det radikale Venstre (B) er på miljøbevægelsens side. De har stillet sig på Brundtlands-rapportens grund. Ej heller kan de store fagorganisationer bruges til noget. Fagforeningerne fører sig frem med en samarbejdspolitik. Der er imidlertid brug for en modstandspolitik.

 

Udfordring

Her er det, at Fremskridtspartiet må træde hjælpende til. Som en oprindelig oprørsbevægelse, hviler der en særlig forpligtelse på partiet. Og glem ikke konfliktmønstret i miljøkampen! En ikke-vareproducerende klasse står over for en gruppe af vareproducenter. Det synes oplagt som noget, at Fremskridtspartiet udfordrer miljøbevægelsen.

 

Partiets officielle miljøpolitik må skærpes. Her er et forslag til Fremskridtspartiets fremtidige formulering af miljøpolitikken:

 

Usand påstand

Danmark hører til blandt verdens reneste lande. Således er påstanden om den tiltagende forurening usand fra ende til anden. Fremskridtspartiet betragter miljøbevægelsen som et politisk fænomen.

 

Forureningen er opfundet af intellektuelle. Miljøet bruges som rambuk for egne interesser. Den produktive befolkning angribes. Magten glider over på politik og embedsvæsen. Samtidig erhverver kandidaterne fra de højere læreranstalter en mængde lukrative stillinger i stat, amter og kommuner.

 

Miljølovene ophæver de økonomiske frihedsrettigheder. Den private ejendomsret og dispositionsfriheden krænkes systematisk. Men netop næringsfriheden betragter Fremskridtspartiet som forudsætningen for forudsætningen for personlig og åndelig frihed.

 

Derfor vil Fremskridtspartiet bekæmpe miljøbevægelsen af al kraft. Behovet for et organiseret modspil er stort. I opgøret med miljøbevægelsen er Fremskridtspartiet at finde.

 

Vinderne

De bedst organiserede vinder altid. Miljøbevægelsen bør udfordres med en håndfast organiseret indsats. Heldigvis synes Fremskridtspartiets ledelse indstillet på en mere aktiv kamp mod miljø-aktivismen. Landsmødet i Fredericia var i den henseende meget opmuntrende. Knud Linds (Z) forslag om et stående udvalg til etablering af en miljømodstandsgruppe fortjener den højeste ros. Måske kan dette initiativ vende udviklingen. I så fald er beslutningen af historisk rækkevidde.

 

Steen Steensen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 9 / 18. årgang / oktober 1990

Demokratiets rødder

24. august 2008 37 kommentarer

Kompetent historisk skildring af frihed og knægtelse i verden

Lektor Steen Steensen er med udgivelsen af bogen “Demokratiets rødder” kommet med en imponerende analyse af demokratiet fra det antikke Grækenland til vor tid.

Den eksisterende parlamentarisme, der fungerer som legeplads for levebrødspolitikerne uden plads til og respekt for den almindelige befolkning, er ikke et ægte demokrati, men derimod et politikerstyre, hvor der ikke findes frihed. At politikerne formelt set er valgt, gør ikke formen mere demokratisk.

 

I demokratiets rødder defineres demokratiet som en institution, der respekterer borgerne og beskytter dem mod magtudøvelse fra statens side, og dette er netop, hvad der ikke kendetegner samfundet i dag. For at opnå et samfund med frihed, er oprør i form af civil ulydighedsnægtelse nødvendigt, konkluderer forfatteren.

 

Fremskridtspartiets idealer og grundholdninger udgives sjældent i bogform, men Steen Steensens “Demokratiets rødder” er uden tvivl det, der er kommet tættest på i de senere år i regulær bogform, at give en fyldestgørende begrundelse for de idealer og grundholdninger, som Fremskridtspartiet hviler på.

 

“Fremtiden skabes, den vedtages ikke” var det populære slogan, som det norske Fremskrittsparti i mange år arbejdede under, og det bliver formentlig det norske Fremskrittspartis slogan igen – i hvert fald, hvis bladet Fremskridt er et troværdigt stemningsbarometer. Temaet i Demokratiets rødder er, at samfundet netop ikke kan vedtages, men skabes. Dette angiver forskellen på, hvilke værdier politik og privat arbejde skaber.

 

Præcis som i Fremskridtspartiets politik er det i Demokratiets rødder den lille mand, der hyldes – “sømanden, håndværkeren, fribonden og den frie arbejder var dynamiske personer i det handelskapitalistiske miljø. Nævnte skikkelser bar demokratiet til sejr” (side 397).

 

Historisk set har de intellektuelle sammen med det fødte aristokrati skabt samfund, der hviler på tvang og ufrihed.

 

Det udprægede demokratiske samfund i antikkens Athen og i det gennemgribende individualistiske amerikanske samfund i pionertiden er omdrejningspunktet i Steensens meget flotte værk, der med historiske argumenter begrunder, hvorfor politikernes og embedsmændenes rolle i samfundet skal være så begrænset som muligt og de individualistiske udfoldelsesmuligheder så store som muligt.

 

Demokrati er intimt forbundet med kapitalisme og privat ejendomsret, og hvis kapitalismen eller den private ejendomsret begrænses, så reduceres demokratiet.

 

I det græske demokrati blev embedsmændene udskiftet hvert år, hvilket betød, at embedsmændene ikke kunne nå at bureaukratisere. Desuden undgik grækerne professionalisering af statsorganerne og holdt sig i øvrigt fri af politiske partier og af fagforeninger, de eksisterede nemlig ikke: “På det tidspunkt fungerede det direkte demokrati efter hensigten” (side 83). Demokratiseringen af den græske bystat skabte frihed. Indflydelsen på samfundets udvikling var ikke overladt til bestemte klasser, men til den brede befolkning. Der fandtes ikke professionelle politikere, der kun arbejdede for sig selv og arrogant betragtede befolkningen/vælgerne som et nødvendigt onde. Det enkelte menneske havde mulighed for gennem energisk indsats at forbedre sine sociale kår.

 

Den personlige frihed medfødte vækst i alle dele af samfundet. Kunst og håndværk blomstrede, økonomien nåede nye højder og gav velstand til alle, og der blev grundlagt en frugtbar videnskabelig tradition.

 

Imidlertid varede grækernes individualistiske civilisation ikke ved, den blev løbet over ende af stærkere stater: “Først gjorde Makedonerkongerne det forbi med bystaternes selvstændighed. Derefter tog romerne fat. I år 146 f. Kr. mistede Hellas den sidste rest af suverænitet” (side 86).

 

Det amerikanske demokrati beskrives så malerisk og humoristisk, at man ofte ler spontant. Steensen gennemgår det amerikanske demokratis historie så levende og indsigtsfuldt, at læseren fristes til at tro, at han selv har været til stede med en seksløber i bæltet, da uafhængighedserklæringen blev til i Philadelphia eller sejlende på Mississippi-floden, når hjuldamperne fra de forskellige selskaber konkurrerede så voldsomt, at kedlerne var ved at eksplodere.

 

Demokratiet i Amerika var forskelligt fra demokratiet i antikkens Athen. Det athenske demokrati var først og fremmest anti-elitært, det var folkets styre, derfor blev der indført beskyttelse mod aristokratiets indflydelse. I stedet for énmands- eller fåmandsstyre var der mange, der deltog i den politiske proces.

 

Det amerikanske demokrati var derimod defineret som selvstyre, både nationalt og personligt, der havde karakter af et rettighedsdemokrati; ret til liv, frihed og ejendom. Politik handlede om at garantere og fastholde disse rettigheder. Disse to demokratier havde i sagens natur forskellig baggrund, hvilket indvirkede på deres respektive udformning. I Grækenland havde et aristokrati tidligere domineret alt, hvorimod indvandrerne i Amerika – der ofte var flygtet og emigreret fra undertrykkende stater – skabte et samfund helt fra grunden af.

 

Steensen beskriver, at EU er elitær, fremmedgørende og ufolkelig og videre, at EU repræsenterer den autoritære retning i Europas historie. Beskrivelsen er fortvivlende korrekt og præcis: “Unionen slipper politikkens kræfter løs. Det sociale initiativ springer fra institutionerne. Politikmagerne har travlt. De ser problemer alle vegne og klør på dem. På teleskærmene kan folket iagttage de folkevalgtes aktivisme. Skinnende fly ruller op foran sværmen af journalister og pressefotografer. Ud stiger folkets repræsentanter. Badet i lys vinker demokratiets spidser til kameraerne. Tiden tillader ikke megen snak. Mappemændene haster ind i de sorte limousiner. Sikkerhedsfolk og blinkende politieskorter fører eliten ind i salene. De vidende i magtens udøvelse lejrer sig om mahognibordene. Spillet sættes i gang. Strategier udtænkes. Der flyttes rundt med bønder og springere, soldater og tårne. Det 20. århundredes højheder sjakrer med mennesker og grænser. Toget kører. Kedlerne varmes yderligere op. Nye ruter vedtages. Direktiverne er på vej. Ude ved skærmene sidder den store mængde, hovedrystende og magtesløse. Men karrieremagerne følger godt med. At kende kørselsretningen betyder noget. Det gælder om at være med på toget, at være på forkant med udviklingen.

 

Fyrsterne om mahognibordene rejser sig. Middagen med de celebre vine venter. Der skåles under prismelysekronerne. De professionelle politikere og kommissærerne kender hinanden. Fælles interesse styrker broderskabet. Champagnen drikkes ud. Limousinerne holder foran trappen. Igen er de folkevalgte i luften. Levebrødspolitikerne løber ikke tør for problemer” (side 486).

 

Det er fornuftigt, at Steensen ikke blot overvejer, hvordan den undertrykkende stat kan sættes ud af kraft, men også, hvordan det er muligt at bevare friheden i et nyt samfund, hvor initiativet ikke kommer fra politikerne og embedsapparatet, men fra folket. Det er interessant, at Steensens forslag er meget tæt på Fremskridtspartiets politik. Således peger han på: En ny forfatning, der skærmer mod politiske indgreb og udplyndring; en uafhængig forfatningsdomstol; en afprofessionalisering af politik; ejendomsrettens og en garanti og sikring af boligens ukrænkelighed, arbejdets frihed, etableringsfriheden, produktions- og bevægelsesfriheden samt flere folkeafstemninger.

 

Steensens radikale holdninger til trods, mener han dog alligevel, at der er nogle opgaver, der bør varetages af det offentlige. Han peger på retsvæsenet, forsvaret samt en begrænset socialpolitik over for fysisk og psykisk handicappede.

 

For fremskridtsfolk, der ønsker viden om frihedens og undertrykkelsens historie fra antikken til vor tid, er Demokratiets rødder ikke til at komme uden om. Den må læses. Steensens bog er en kompetent historisk skildring af frihed og knægtelse i verden. Den er skrevet af en idealist ildsjæl, som river læseren med. Det store engagement og det ukomplicerede og maleriske sprog gør bogen meget nem at læse.

 

Tak for nogle timers spændende og oprivende læsning, Steensen.

Demokratiets rødder er anmeldt af Per Ørum Hansen, der er projektleder i det amerikanske public relationsbureau Crohn & Wolfe. Han har tidligere været økonomisk politisk sekretær i Fremskridtspartiets sekretariat.

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 4 / 23. årgang / april 1995 

%d bloggers like this: