Hvordan skal gældsbyrden afvikles?

Hvordan skal gældsbyrden afvikles?

Vores grundlovsgivende forgængere var desværre ikke så forudseende, at de indbyggede nogle sikkerhedsventiler i vores grundlov, sådan at der f.eks. var en grænse for, hvor meget statens underskud kunne vokse til eller en grænse for, hvor højt vores skattetryk kunne blive her i landet.

Jeg tror nok, at hvis de kunne se, hvordan landets økonomi har udviklet sig i øjeblikket, ville de ærgre sig lidt over, at de ikke i sin tid indbyggede sådan nogle ventiler i vores grundlov. For forskellige flertal i denne sal har nemlig medvirket til, at staten i dag er så langt ude, at vores statsunderskud svarer til mere end 2 års samlede statsudgifter, hvilket nok må siges at være aldeles uacceptabelt.

På trods af den kendsgerning – at statens gæld i 1991 vil runde 500 milliarder kr. -, er der ikke et eneste af de øvrige 7 partier i Folketinget eller endsige Regeringen (V, C og B, red.), som har fremlagt en politik til, hvordan vi får den enorme gældsbyrde afviklet. Finansministeren (Henning Dyremose, C, red.) erkender da ganske vist gældsbyrdens eksistens i den seneste budgetoversigt, nr. 2, men egentlige løsninger synes vi ikke man kan finde. Der er ganske vist en kvart sætning om, at man håber på lidt mere gang i den private sektor. Lidt senere erkender man, at væksten, i hvert fald næste år, bliver desværre nok ikke så stor, som man havde regnet med, så allerede dér er der næppe den store løsning at hente.

Nu kan det selvfølgelig også være en barsk omgang at skulle nedbringe så stor en gældspost, særlig når man selv har ansvaret for dens tilblivelse, men det kan vel ikke være for meget at forlange, at vi hvis vi ikke kan afvikle gælden så i det mindste lader være med at lade gælden vokse yderligere. Men heller ikke her formulerer regeringen en, hvad der på nudansk hedder bæredygtig politik.

Alene 1989- og 1990-underskuddene burde i sig selv få enhver ansvarlig finansminister og enhver ansvarlig regering til øjeblikkelig at slå bremserne i, så gældsudviklingen ikke fortsætter. Men ak nej, Finanslovsforslaget, som det ligger på bordet til forhandling i dag, har et budget med 17 milliarder kr. i underskud, og den seneste prognose spår, at 1991 minsandten vil ende snarere med 31 milliarder kr. i underskud. Hvert eneste år med underskud betyder, at den samlede gæld bliver tilsvarende højere.

Gæld giver altså begrænset økonomisk bevægelsesfrihed. Gæld er en møllesten på hele landets økonomi. Ikke mindst den årlige rentebetaling på gælden, der i 1991 er sat til 59 milliarder kr., er med til at stjæle penge op af lommen på landets befolkning. Tænk engang, hver borger fra vugge til grav, må hvert år eller i hvert fald næste år undvære 12.000 kr. blot for at kunne betale renter på den gigantiske gæld.

Forestiller vi os, at udviklingen fortsætter uændret, f.eks. i bare 5 år, vil statsgælden ved udgangen af 1995 være på næsten 700 milliarder kr., og den årlige renteudgift vil være på et sted mellem 75 og 77 milliarder kr., afhængigt at renteniveauet. Den årlige rentebetaling vil på det tidspunkt svare til alt, hvad der kommer ind i moms. Er det holdbart?

Efter vores mening nej. For den fortsatte gældssætning vil alene på rentesiden betyde, at der hvert år skal skæres yderligere en 4-5 milliarder kr. væk fra andre statsudgifter; ikke for at spare eller lave skattelettelser, nej, blot for at fodre gældsuhyret med yderligere rentebetaling.

Hvis jeg nu, og jeg understreger ordet hvis, fra denne talerstol formulerede et besparelseskrav på f.eks. 50 eller 60 milliarder kr. næste år, og de penge skulle bruges til budgetbalance, skattelettelser og måske oven i købet en lille smule gældsfradrag, ville finansministeren gå på talerstolen og erklære, at mit og Fremskridtspartiets krav var komplet urealistisk, og aviserne ville i morgen være fyldt med lignende bemærkninger om det urealistiske og det ultimative protestparti, som man under ingen omstændigheder kan samarbejde med.

Men hvem er egentlig urealistisk? Er det den politiker, der erkender, at der skal gøres noget ved gældssituationen, eller er det de politikere, der fortsætter med at bevilge guld og grønne skove, vel at mærke på kredit?

Regeringen mener f.eks., at det både er realistisk og ansvarligt:

• at fortsætte med at forhøje ulandsbistanden med 500 millioner kr. om året,
• at afsætte mange hundrede millioner kroner til brug i Østlandene,
• at bruge endnu flere penge på såkaldt uddannelse og igangsættelse,
• at bruge endnu flere penge på kultur, at fortsætte med at sætte arbejdstiden ned
• o.s.v.

Til finansiering af det og af nogle af de skattelettelsesforslag som regeringen har formuleret, anvender man så ikke engang besparelser. Nej, man anvender nye indtægter, hvilket altså betyder, at den danske befolkning vil have et fortsat uforskammet højt skatteniveau. Det er altså det, man kalder “den realistiske politik” , hvorimod den politiker der er så “uforskammet” at snakke om at få sat balance i tingene bliver erklæret urealistisk. Det kan godt være, at det er godt med moral, men det er altså ikke dobbelt så godt med dobbeltmoral. Derfor burde regeringen leve op til de påbud, man har givet befolkningen.

Det pudsige er, at hver gang en interesseorganisation – en flok kunstnere, et erhvervsområde eller lignende – kommer på finansloven, er der ingen grænser for, hvor hurtigt det kan gå, og hvor mange rosende ord det giver i landets aviser. Hvis man derimod går den anden vej, hvis man vil skære ned, så kræver det årelange afviklingsordninger, der skal laves alternativer og lapperier og alt muligt bureaukrati, og så er der kun anledning til skældsord. For et af de største problemer, vi har i den offentlige sektor er, at der er alt for mange folk ansat til at lave stadig mindre, men nødvendigt arbejde. I 1970 var der 420.000 offentligt ansatte. Der var ingen sygehusventelister dengang, der var postudbringning de fleste steder to gange om dagen o.s.v., o.s.v. I dag er der næsten 900.000 offentligt ansatte. Der er lange ventelister på sygehusene, og der er end ikke engang pakkeudbringning om lørdagen. Det er bare for at give to eksempler.

Så finansministeren burde erkende at statens størrelse, også rent personalemæssigt, er for stor. Det, man praler med i finanslovteksten, at man laver personalereduktioner er efter vores mening fup og talmagi. Det, at man har ændret statussen for Københavns Lufthavn, og at man nu også vil gøre det for telesektoren godtgør ikke, at man kan fratrække det personale, lige så vel som også Storebæltsforbindelsen, D.O.N.G. o.s.v., er en del at statens personale.

Men tilbage er det helt grundlæggende spørgsmål, hvor stor den offentlige sektor skal være eller kan være, før samfundsøkonomien kollapser. Der er vel næppe nogen, der er i tvivl om, at hvis ikke vi havde lånt de 500 milliarder kr. på statens vegne, var den offentlige økonomi for længst kollapset. Derfor må man, uanset partifarve, erkende, at det ikke længere går.

Amerikanerne har et begreb, de kalder “welfare pusher”, hvilket vil sige at mange af dem, der er ansat i velfærdssektoren har en personlig og faglig interesse i at få flest mulige klienter og holde på dem længst muligt. Sådan behøver det ikke at være.

F.eks. har man i Kina mange steder et system, hvor patienten betaler lægen, lige så længe man er rask, men i det øjeblik man bliver syg, betaler man ikke længere til sin læge. Uden at jeg specielt skal anbefale den ordning i Danmark, er det er eksempel på, hvor incitamentstrukturen vender rigtigt. Det gør den ikke i den offentlige danske sektor.

Velfærdsarbejderne får tværtimod flere ressourcer, jo dårligere folk har det. Det er altså en diskussion, som måske nok kan virke lidt provokerende, men som vi bliver nødt til at tage her på randen af velfærdsstatens kollaps.

Fremskridtspartiets budskab i forhold til finansloven for 1991 er, at vi da gerne medvirker til at bære finansloven igennem, hvis målet kan blive, og jeg understreger ordet målet, budgetbalance, skattelettelser og fortsatte privatiseringer. Tre mål, som det næppe kan være hverken finansministeren eller regeringen særlig fjernt at kunne tilslutte sig.

Et det at snakke om budgetbalance bare noget fuldstændig urealistisk, som man ikke gider høre på? Det er nemlig sådan, at den danske karrusel kører baglæns i øjeblikket. Vi kan konstatere, at et lavere privatforbrug giver mere arbejdsløshed og færre indtægter til staten, at begge dele giver større statsunderskud, og hvortil regeringen så minsandten maner befolkningen til at spare endnu mere og lægge endnu flere penge til side. Og så kører man endnu en tur mere på karrusellen. Det vi skal have er, at vi skal have karrusellen til at køre den modsatte vej rundt. Vi skal give nogle lavere skatter, vi skal have en forøget omsætning i den danske samfundsøkonomi. Det giver nemlig flere arbejdspladser, det giver igen færre statsudgifter, som igen giver plads til flere skattelettelser, og så lige pludselig kører samfundsøkonomien den rigtige vej rundt.

Vi håber i Fremskridtspartiet, at regeringen ikke vil bruge alt for lang tid til at konstatere, at et finansforlig med Socialdemokratiet ikke fører noget som helst godt med sig. Regeringen må nemlig forstå, at hvis vi skal have et realistisk forlig mellem regeringen og Fremskridtspartiet, tager det tid. Det tager nemlig tid, har vi erfaret at nå frem til besparelser, og besparelser skal der altså til, subsidiært voldsomme privatiseringer. Derfor opfordrer vi regeringen til, at den hurtigst muligt indleder realitetsforhandlinger om finansloven for 1991 med et forlig som mål.

Så har jeg også til sidst en bøn. Ikke så meget til finansministeren, men måske mere til hele regeringen: Hvis vi allerede på nuværende tidspunkt får en erklæring om, når vi i Fremskridtspartiet har som mål ved indgangen til forhandlingerne, at vi skal prøve at få balance på budgettet, at det er totalt urealistisk, har regeringen afskåret sig fra at kunne få et finanslovforlig med Fremskridtspartiet. Det må være målet ved indgangen til de forhandlinger, vi skal i gang med nu, og så vil vi ikke hverken kaldes urealistiske eller fanatiske, når vi stiller med noget så simpelt som et ønske om balance på budgettet, skattelettelser og fortsatte privatiseringer.

Kim Behnkes ordførertale

Uddrag fra 1. behandling af finansloven

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 10 / 18. årgang / november 1990