Arkiv

Archive for februar 2012

CD eller Z?

29. februar 2012 78 kommentarer

CD eller Z?

CD har som bekendt stemt ja til næsten alle de lovforslag, som Folketinget har vedtaget i de snart 14 år, partiet har siddet i Folketinget.

Partiets kronprinsesse (Mimi Jakobsen, red.) opsummerer i Berlingske resultatet som:

Regler og styring – vi har fået det Regel-Danmark, man kender i dag. Vennerne må dårligt nok komme og hjælpe med at male huset eller reparere taget. Pensionister må måske ret beset heller ikke passe syge børn, så kommer fagforeningen. Har pensionisterne en fejekost med knækket skaft, kræver Arbejdstilsynet det straks udskiftet for slet ikke at tale om, hvad arbejdsløse må og navnlig ikke må også i relation til deres egne børn, og sådan kan man blive ved. Vennetjenester og hjælpsomhed er nærmest blevet kriminaliseret, og sparer man op til alderdommen, straffes man økonomisk.

Fremskridtspartiet har stemt nej til det hav af love, der tilsammen har ført til den beskrevne tilstand.

Derfor bebrejder man os, at vi skulle være sure og negative. Det kan imidlertid aldrig være hverken surt eller negativt at stemme nej til forslag, som gør livet mere surt og negativt.

Og vi har ikke kun stemt nej. Vi har i Folketinget fremsat tusindvis af forslag, som vil trække i den rigtige retning. Her har de andre til gengæld – i samlet flok – stemt nej, bare fordi forslagene kom fra Fremskridtspartiet.

Vi er ikke som de andre: Når Mimis blinde høner en sjælden gang har fundet korn, som trak blot lidt i den retning, har vi stemt ja til det. Uanset hvor lille og beskedent fremskridtet har været.

Aldrig har Z-folkene været noget alt-eller-intet parti.

Det er en knusende hård dom over danske journalister, at de ikke har fået disse fakta til at stå lyslevende og klare for hver eneste danske radiolytter, hver eneste danske TV-kikker og hver eneste danske avislæser.

Det er så let. Der kræves blot, at journalisten giver et sandfærdigt, afbalanceret og loyalt referat af, hvad enhver kan læse i Folketingstidende.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 23 / 15. årgang / 26. juni 1987

Et typisk socialforskningsprodukt

28. februar 2012 Skriv en kommentar

Et typisk socialforskningsprodukt

Under lederskab af cand.psyk – Eszter Körmendi har det skatteyderbetalte Socialforskningsinstitut i maj 1984, august 1984 og oktober 1985 spurgt 2.000 danskere om deres syn på de fremmede i landet.

Resultatet er blevet en ligeledes skatteyderbetalt bog (Socialforskningsinstituttets skrift nr. 153), der hadsk tager anti-danskeres parti ved hele tiden at betegne fædrelandets venner som ”negative”. TV og andre medier har selvsagt slugt produktet råt og forgyldt det.

At optræde så uneutralt og forhåndsværdiladet gør selvsagt bogen til et propagandanummer. Videnskabeligt set er det også et makværk: Man har konstrueret nogle udsagn, som man beder folk sige ja eller nej til. Men det er udformet så prokuratorfiffigt, at mange af os der er negative – efter fru Körmandis mening – må give et svar, som kun kan henføres til sin positivkategori.

Et eksempel – blandt mange – er: Hvis arbejdsløsheden stiger, bør vi så tvinge de fremmede til at rejse hjem? Jeg vil erklære mig uenig heri, fordi jeg ikke mener, at arbejdsløshedsstigning skal føre til ændret udvisningspraksis. Derfor vil Socialforskningsinstituttet sige, at jer er, hvad de kalder positiv overfor de fremmede i Danmark, selv om jeg selv med stolthed vil hævde, at i Socialforskningssagsbehandlernes opfattelsesverden, er jeg udpræget negativ.

Men hvis mit job var at udfinde, hvordan den danske befolkning fordeler sig mellem de anti-muhammedanergræsrødder, som jeg anser for fædrelandsvenner, og de jeg betragter som Danmarksødelæggere, ville jeg selvsagt ydmygt gå til opgaven uden, at min egen personlige holdning på nogen måde ville have så meget som en millidøjts indflydelse.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 6 / 15. årgang / 20. februar 1987

Ophæv Danmarks Radios ret til at opkræve licens

27. februar 2012 6 kommentarer

Ophæv Danmarks Radios ret til at opkræve licens

Fremskridtspartiet vil nu fremsætte forslag om at ophæve Danmarks Radios ret til at opkræve licens.

Danmarks Radios lovsikrede ret til licens virker ekstremt konkurrenceforvridende over for tv-stationer, der ikke nyder en tilsvarende statsbeskyttelse. Licensen er et historisk levn, der virker groft krænkende over for de seere, der aldrig eller kun meget sjældent ser udsendelser fra DR.

En ophævelse af retten til at opkræve licens vil styrke Danmarks Radio, da DR vil blive tvunget til at producere kvalitetsprogrammer for at tiltrække og fastholde seere. Den automatiske og lovsikrede tilgang af økonomiske ressourcer på over 2 mia. kr. årligt bevirker, at Danmarks Radio i dag ikke har nogen tilskyndelse til at producere tv-programmer af høj kvalitet.

Den moderne teknologi giver i dag mulighed for et hav af alternative finansieringsmuligheder, der ikke nødvendigvis betyder, at seerne skal forstyrres hvert tyvende minut af irrelevante reklameindslag.

DR´s serviceforpligtelser er ikke en grund til at bevare licensen. Mange kommercielle TV- og radiostationer leverer “public service”, idet deres kommercielle flade hermed tilføres supplement, der giver en mere seer- og lyttervenlig og konkurrencedygtig sendeflade.

Jo før DR´s licensrettigheder ophæves, jo før vil DR blive hjulpet. DR vil blive tvunget til at indrette sin organisation på en moderne måde, der specielt kommer seerne til gode. I dag virker det nærmest som om, at seerne og lytterne er til for Danmarks Radios skyld. Det må ændres.

Kim Behnke

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1 / 22. årgang / januar 1994

 

Fiktive værdier!

26. februar 2012 6 kommentarer

Fiktive værdier! 

I Glistrup-sagen har det været skattemyndighederne meget magtpåliggende at få fastslået, at en borger ikke kan få formindsket sin skat gennem det, der betegnes som fiktive fradrag. Men der er ikke det ringeste i vejen for, at de samme myndigheder beskatter borgerne af nogle værdier, der er fiktive og som altså ikke findes. Der er der masser af eksempler på. Her skal blot nævnes to:

Fiktive formuer

En enkemand bor i en villa, som han og hans nu afdøde kone købte for mange år siden. Ved sidste vurdering blev villaen ansat til 1 million kroner. Da der ikke længere er lån i huset og da enkemanden i øvrigt hverken har gæld eller anden formue har han på sin selvangivelse måttet anføre en skattepligtig formue på 1 million kroner. Og når man har en formue på 1 million kroner, skal man betale 9 promille i formueskat af det beløb, der ligger over 630.000 kroner. Det betyder, at enkemanden årligt skal af med 3.300 kroner i formueskat.

Men denne mand har slet ikke en formue på 1 million, idet han, hvis han sælger huset, kun vil kunne få et kontant beløb på omkring 600.000 kroner.  Hans reelle formue er altså på 600.000 kroner og af en formue på 600.000 kroner skal der ikke svares formueskat.

Med andre ord: Hvert år må denne borger af med 3.300 kroner i i formueskat af en fiktiv formue.

Fiktiv arv

Manden har en datter, der bor i huset og plejer ham på hans gamle dage. Så sker det, at manden dør og datteren er hans eneste arving. Fra skifteretten får hun at vide, at hun har arvet 1 million, nemlig villaen og at hun derfor skal udrede en arveafgift på 193.000 kroner, der skal betales kontant. Men datteren har ikke arvet en million. Hun har kun arvet det beløb som huset kan indbringe ved kontantsalg, hvilket som før nævnt er omkring 600.000 kroner. Når en datter arver 600.000 kroner efter sin far skal hun, ifølge arveafgiftsloven, ikke betale 193.000 kroner i afgift, men kun 97.000 kroner. Hun er altså blevet opkrævet alt for meget i arveafgift, fordi myndighederne har forlangt afgift af en fiktiv afgift.

Hvis man, som Glistrup, foretager fradrag på sin selvangivelse som skattemyndighederne efter årelange og spidsfindige fortolkninger finder ud af må være fiktive, falder der bøder, der skal lægges store efterbetalinger og måske endog idømmes frihedsstraf. Men hvad sker der i det væld af tilfælde, hvor skattemyndighederne uden videre farer løs på folk og pålægger dem formueskat og arveafgift af værdier, der, som enhver kan se er opdigtede og altså fiktive?

Der sker naturligvis ingenting.

Kommentar

Ved behandling i folketinget er Fremskridtspartiet gået ind for, at der ved kommende ejendomsvurderinger anvendes det såkaldte kontantvurderingsprincip. Det skete i et betænkningsbidrag af 26. maj 1976 af følgende indhold:

”Gennemføres 16. almindelige vurdering pr. 1. april 1977 på nugældende stærkt forældede lovgrundlag, vil næsten alle ejendomsværdier stige med mere end halvdelen og et meget stort antal ejendomme vil opleve en lille fordobling af vurderingen.

I mange henseender vil dette virke som at kaste benzintankbeholdere på inflationsbålet. På grund af 16 års uforstandig styre er den danske økonomi nu så svag, at det vil være særdeles uheldigt at udsætte den for også en sådan behandling.

Den hensigtsmæssige måde at klare spørgsmålet på er anvist i Fremskridtspartiets forslag nr. 119 af 11. december 1975: Udskydelse af 16. almindelige vurdering, indtil ejendomsskatteområdet er blevet forsvarligt indrettet.

Hvis lovforslag nr. 119 samler flertal, er det uden betydning, hvad, der sker med kontantvurderingengsforslaget. Vedtages lovforslaget derimod ikke, vil Venstres forslag udgøre et lispund vand, der kan køle vanvidsinflationsbålet noget ned som en engangshjælp og så må man håbe, at der i mellemtiden kommer et fornuftigt folketingsflertal, der kan reparere de virkelige skader.

Som en sådan nødløsning indstiller mindretallets medlemmer af udvalget derfor, som ovenfor nævnt, kontantvurderingsforslaget til vedtagelse”.

Jeg benægter som bekendt vedholdende – og fuldstændig støttet af de cirka 20.000, der har deltaget i diskussionerne – at der for mit vedkommende er tale om aftaler indgået på skrømt.

Det er derfor en aparte oplevelse, at høre Kjeld Olesen (A) fortælle, hvor fiks man er i hans ministerium. Han har fået øje for, at et EF-direktiv, der formentlig træder i kraft den 1. juli 1978 – vil medføre, at man ikke kan sikre Storebæltsbroentrepriserne for danske virksomheder. Han vil derfor forud for 1. juli 1978 indgå en såkaldt rammeaftale med nogle danske leverandører og entreprenører. Denne rammeaftale skal, efter Kjeld Olesens oplysninger, være af et sådant indhold, at staten kan træde tilbage fra den uden overhovedet at være forpligtet til at betale noget som helst og også virksomhederne skal være frit stillede efter aftalens indgåelse. Alligevel vil han kalde den for en bindende aftale i forhold til EF-myndighederne.

Såvel i grovhed som i beløbsstørrelser var der her nok megen grund for bagmandspolitiet til at gribe ind overfor statsvirksomheden, der forestår Storebæltsbroen.

Det gør man imidlertid nok ikke.

Mogens Glistrup

(Klippet fra en Hans Egebjerg artikel i Berlingske Tidende)

Må citeres med fuld kildeangivelse

Fremskridt nr. 5  / 6. årgang / 3. april 1978

Krig mod alle?

25. februar 2012 Skriv en kommentar

Krig mod alle? 

Jyllands-Posten beskylder i en leder 1. oktober Fremskridtspartiet for at føre krig mod alle.

Tværtimod vil vi gerne samarbejde med dem, der vil samarbejde med os på lige fod. Det kan da ikke nytte noget at skælde os ud, fordi Schlüter (C) m.fl. stadig afviser, at snakke med os. For denne bundudemokratiske holdning – der udgør Anker Jørgensens  livsforsikring – fortjener VCQM´ erne en dundrende øretæve.

Jyllands-Posten fremturer også i, at der skulle være modsætninger af nævneværdig betydning inden for Fremskridtspartiet. Det er fortsat forkert. Det hører bare – nu som før – til vort gennemdemokratiske sindelag, at vi kampvælger om formandsposten. Der ville ikke være en millimeters forskel på Fremskridtspartiets holdning på noget punkt, hvad enten Tang Sørensen eller Roland Petersen var blevet landsformand.

Året før Roland Petersen blev landsformand, tabte han i øvrigt en tilsvarende formandsafstemning til Palle Tillisch med 368 stemmer mod 318 uden, at det senere formandsskifte gjorde Fremskridtspartiet mere eller mindre samarbejdsvilligt. Vi har nemlig altid alle været samarbejdsvillige, og det bliver vi ved med.

Men VCQM´ erne vil ikke samarbejde.

Det er deres fejl og deres fejl alene.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 18 / 7. årgang 15. oktober 1979

Black is beautiful

24. februar 2012 Skriv en kommentar

Black is beautiful 

Jeg gik til bageren efter morgenbrød. De 8 kroner for 5 rundstykker røg ned i den åbne kasse.

Derefter var jeg hos frisøren, hvor vi drøftede ”Momsen” og dens forhøjelse til 22,5 %. ”Det er skønt”, sagde frisøren, medens han lagde betalingen i tegnebogen: ”Nu tjener jeg 22,5 % mere”.

Mit sidste ærinde gjaldt vinduespudseren, som jeg bad pudse husets vinduer. ”Skal du have kvittering?”, spurgte han. Jeg trak på skuldrene. ”Ja, så slipper du med 200 kroner. Skal det bogføres, er det 400 kroner”.

Havemanden ventede på mig derhjemme. ”55 kroner i timen”, sagde han ”eller 80 regnskabskroner”.

Moralen bliver bedre og bedre. Der er ikke længere noget, der er umoralsk!.

Th. Riemann 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 23 / 15. årgang / 26. juni 1987 

Skatterekord

23. februar 2012 Skriv en kommentar

Skatterekord 

Den bestandige sætten skattetryksrekord efter det seneste valg bekræfter på ny det gamle ord: Som man reder, så ligger man.

Og opredningen fra VKR-regering nr. 2 har fra første færd været at piske den danske befolkning med endnu flere skatteskorpioner.

Det er, hvad den såkaldte borgerlige regering har gjort. Det må enhver erkende, som vil og tør se sandheden i øjnene. Og at spærre sig ude fra den kommer en nation ikke godt fra i længden.

Schlüter (C) har fået os til at holde fire års pause frikvarter fra kendsgerningerne, men nu nærmer sandhedens time sig forhåbentlig. Der er derfor al mulig grund til at gå ud i åben kamp.

Når der i det næste folketing kommer en indflydelsesrig Fremskridtsgruppe, vil Schlüters muligheder blive stærkt formindsket for at fortsætte skatteplyndringsrekorderne, plagsomme skrankepaverier, forlængede sygehusventelister, fedtede folkepensionsudmålinger, forstærkede muhamedanerinvasioner, fixering af Mor Danmark i ØD-spændetrøjer, og hvad der nu ellers har kendetegnet firkløverregimet (V, C, CD og KrF, red.).

Men det vil udarte langt værre, såfremt Fremskridtsfolket ikke – hver og en – er tilstrækkeligt energisk, vedholdende, veldisciplineret og loyal overfor Fremskridtssagen til, at vi erobrer den afgørende plads i Folketinget.

Mogens Glistrup 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 4 / 15. årgang / 6. februar 1987

%d bloggers like this: