Arkiv

Archive for the ‘Glistrup-sagen’ Category

Fiktive værdier!

26. februar 2012 6 kommentarer

Fiktive værdier! 

I Glistrup-sagen har det været skattemyndighederne meget magtpåliggende at få fastslået, at en borger ikke kan få formindsket sin skat gennem det, der betegnes som fiktive fradrag. Men der er ikke det ringeste i vejen for, at de samme myndigheder beskatter borgerne af nogle værdier, der er fiktive og som altså ikke findes. Der er der masser af eksempler på. Her skal blot nævnes to:

Fiktive formuer

En enkemand bor i en villa, som han og hans nu afdøde kone købte for mange år siden. Ved sidste vurdering blev villaen ansat til 1 million kroner. Da der ikke længere er lån i huset og da enkemanden i øvrigt hverken har gæld eller anden formue har han på sin selvangivelse måttet anføre en skattepligtig formue på 1 million kroner. Og når man har en formue på 1 million kroner, skal man betale 9 promille i formueskat af det beløb, der ligger over 630.000 kroner. Det betyder, at enkemanden årligt skal af med 3.300 kroner i formueskat.

Men denne mand har slet ikke en formue på 1 million, idet han, hvis han sælger huset, kun vil kunne få et kontant beløb på omkring 600.000 kroner.  Hans reelle formue er altså på 600.000 kroner og af en formue på 600.000 kroner skal der ikke svares formueskat.

Med andre ord: Hvert år må denne borger af med 3.300 kroner i i formueskat af en fiktiv formue.

Fiktiv arv

Manden har en datter, der bor i huset og plejer ham på hans gamle dage. Så sker det, at manden dør og datteren er hans eneste arving. Fra skifteretten får hun at vide, at hun har arvet 1 million, nemlig villaen og at hun derfor skal udrede en arveafgift på 193.000 kroner, der skal betales kontant. Men datteren har ikke arvet en million. Hun har kun arvet det beløb som huset kan indbringe ved kontantsalg, hvilket som før nævnt er omkring 600.000 kroner. Når en datter arver 600.000 kroner efter sin far skal hun, ifølge arveafgiftsloven, ikke betale 193.000 kroner i afgift, men kun 97.000 kroner. Hun er altså blevet opkrævet alt for meget i arveafgift, fordi myndighederne har forlangt afgift af en fiktiv afgift.

Hvis man, som Glistrup, foretager fradrag på sin selvangivelse som skattemyndighederne efter årelange og spidsfindige fortolkninger finder ud af må være fiktive, falder der bøder, der skal lægges store efterbetalinger og måske endog idømmes frihedsstraf. Men hvad sker der i det væld af tilfælde, hvor skattemyndighederne uden videre farer løs på folk og pålægger dem formueskat og arveafgift af værdier, der, som enhver kan se er opdigtede og altså fiktive?

Der sker naturligvis ingenting.

Kommentar

Ved behandling i folketinget er Fremskridtspartiet gået ind for, at der ved kommende ejendomsvurderinger anvendes det såkaldte kontantvurderingsprincip. Det skete i et betænkningsbidrag af 26. maj 1976 af følgende indhold:

”Gennemføres 16. almindelige vurdering pr. 1. april 1977 på nugældende stærkt forældede lovgrundlag, vil næsten alle ejendomsværdier stige med mere end halvdelen og et meget stort antal ejendomme vil opleve en lille fordobling af vurderingen.

I mange henseender vil dette virke som at kaste benzintankbeholdere på inflationsbålet. På grund af 16 års uforstandig styre er den danske økonomi nu så svag, at det vil være særdeles uheldigt at udsætte den for også en sådan behandling.

Den hensigtsmæssige måde at klare spørgsmålet på er anvist i Fremskridtspartiets forslag nr. 119 af 11. december 1975: Udskydelse af 16. almindelige vurdering, indtil ejendomsskatteområdet er blevet forsvarligt indrettet.

Hvis lovforslag nr. 119 samler flertal, er det uden betydning, hvad, der sker med kontantvurderingengsforslaget. Vedtages lovforslaget derimod ikke, vil Venstres forslag udgøre et lispund vand, der kan køle vanvidsinflationsbålet noget ned som en engangshjælp og så må man håbe, at der i mellemtiden kommer et fornuftigt folketingsflertal, der kan reparere de virkelige skader.

Som en sådan nødløsning indstiller mindretallets medlemmer af udvalget derfor, som ovenfor nævnt, kontantvurderingsforslaget til vedtagelse”.

Jeg benægter som bekendt vedholdende – og fuldstændig støttet af de cirka 20.000, der har deltaget i diskussionerne – at der for mit vedkommende er tale om aftaler indgået på skrømt.

Det er derfor en aparte oplevelse, at høre Kjeld Olesen (A) fortælle, hvor fiks man er i hans ministerium. Han har fået øje for, at et EF-direktiv, der formentlig træder i kraft den 1. juli 1978 – vil medføre, at man ikke kan sikre Storebæltsbroentrepriserne for danske virksomheder. Han vil derfor forud for 1. juli 1978 indgå en såkaldt rammeaftale med nogle danske leverandører og entreprenører. Denne rammeaftale skal, efter Kjeld Olesens oplysninger, være af et sådant indhold, at staten kan træde tilbage fra den uden overhovedet at være forpligtet til at betale noget som helst og også virksomhederne skal være frit stillede efter aftalens indgåelse. Alligevel vil han kalde den for en bindende aftale i forhold til EF-myndighederne.

Såvel i grovhed som i beløbsstørrelser var der her nok megen grund for bagmandspolitiet til at gribe ind overfor statsvirksomheden, der forestår Storebæltsbroen.

Det gør man imidlertid nok ikke.

Mogens Glistrup

(Klippet fra en Hans Egebjerg artikel i Berlingske Tidende)

Må citeres med fuld kildeangivelse

Fremskridt nr. 5  / 6. årgang / 3. april 1978

Helveg-Petersen som retfærdighedens vogter

3. februar 2012 5 kommentarer

Helveg-Petersen som retfærdighedens vogter 

Det var pudsigt at se, hvorledes hykleriet blomstrede med skammens røde roser i kinderne, da Niels Helveg-Petersen (B) kom i TV for at udtale sin mening om, hvorvidt folketinget skal tilsidesætte vælgernes ønske om, at have Glistrup i tinget. 

De radikale har som bekendt – og mange vil mene med fuld ret – fundet det uretfærdigt, at en af deres egne fremtrædende politikere – hvis navn skal være unævnt her (Arnold Chr. Normann, red.) – af tinget blev kendt uværdig til, at være medlem efter en dom for en alvorlig færdselssag.

Der er endog skrevet bøger om det uretfærdige i, at denne radikale blev stemt ud af folketinget af sine politiske modstandere, og det var derfor lidt vanskeligt for Helveg-Petersen at forlange, at Glistrup også skulle udelukkes, især da Glistrup jo ikke har været årsagen til nogens død eller slået nogen ung dame til invalid for livstid. Glistrups brøde består som bekendt i, at han ganske åbenlyst fremlagde sin vurdering af egne skatteforhold og fik dem først godkendt af myndighederne og siden underkendt, men som dommer Kistrup understregede, Glistrup har hele tiden lagt alle kort på bordet.

Hvordan kunne Helveg-Petersen klare den? Partiet hænger ved den yderste tåspids over afgrunden og forsøger at gøre sig til et modstykke til Fremskridtspartiet. Helveg forklarede da, at så længe Glistrup ikke var dømt ved den sidst mulige instans, ville det være i strid med respekten for retten til at sige det mindste om, hvorvidt Glistrup, hvis byretsdommen blev den endelige, skulle forblive i folketinget.

Det lyste ud af ham, at det ville være uanstændigt, at netop de radikale ville nægte et folkevalgt medlem ret til at udøve sit mandat, og han undlod derfor det ganske naturlige at sige, hvorledes de radikales stilling til Glistrups forbliven ville være – om partiet stadigvæk delte den anskuelse, som professor Anders Øllegård har fremført i Berlingeren, at det naturligvis kun er vælgerne, der skal bestemme, hvem der skal sidde i folketingssalen, eller om man mener, at dette synspunkt skal gælde, når det er en radikal forhenværende minister, der har kørt nogle mennesker ihjel, men ikke skal gælde, når det er en mand, der har vist at skattesystemet er forældet.

Helveg-Petersen vil ikke bide hovedet af al skam, før det er nødvendigt, og til den tid vil han nok finde på et eller andet, der skal sætte skel mellem hans eget udstødte partimedlem og Glistrup.

Himmel, hvor er det radikalt!

Orbiter

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 4 / 6. årgang / 20. marts 1978

Glistrup fik lystbådeafgiften til at falde

20. oktober 2011 4 kommentarer

Glistrup fik lystbådeafgiften til at falde 

I gyserføljetonen om lystbådeafgiften – se senest FREMSKRIDT nr. 2 side 11 – kommer nu et oplivende kapitel.

Ved folketingets 2. behandling den 31. januar 1979 viste det sig, at – af de i det egentlige Danmark valgte 175 folketingsmedlemmer – var alene Socialdemokratiet og Venstre med 86 stemmer for forslaget, mens de resterende 89 gik imod.

Da afgiften jo ikke skulle være gældende for Færøerne og Grønland, måtte man anstændigvis forvente, at de fire, der var valgt i disse områder, ville lade være med at blande sig i afstemningen.

Så hæderlig var imidlertid kun Lars Emil Johansen, da det endelige opgør kom den 2. februar 1979. Steenholdt, Johan Nielsen og Ellefsen gav imidlertid deres stemmer til socialdemokraterne og Venstre. Næppe fordi lystbådeafgiften interesserede dem synderligt, men simpelthen som en slags stemmekøb, hvor man vel regner med, at ministrene viser bevågenhed med skatteydermidler overfor projekter på Grønland og Færøerne, som særligt interesserer disse tre medlemmer.

Resultatet var herefter, at 178 kunne stemme og at 89 – altså præcis halvdelen af disse – var indstillet på at sige ja til lystbådeafgiften.

For at få denne til at falde måtte der derfor være samtlige 89 stemmer imod. Østre Landsret havde imidlertid med 6 stemmer mod 0 sagt, at jeg skulle være i landsretten uanset denne kampafstemning. Havde jeg efterkommet denne indblanding fra landsrettens side i folketingsarbejdet, var følgen blevet, at vi i dag havde haft en lystbådeafgift.

Min plads er imidlertid i folketinget, når dette arbejder. Det ville være svindel mod vælgerne, om jeg lod mig bøje af landsrettens kendelse.

Derfor var jeg i folketinget og gav min stemme sammen med de 88 andre, som stemte imod lystbådeafgiften.

Og derfor har vi ikke nogen lystbådeafgift i dag.

Dette er et eksempel, hvor virkningen så åbenbart havde været umiddelbar og direkte af Østre Landsrets bestræbelser på at holde mig væk fra at gøre oppositionsarbejdet i folketinget.  Men hver evig eneste gang, jeg trodser landsrettens krav, er der mange områder, hvorpå regeringen (A og V, red.) bliver krydset i sine onde anslag mod befolkningen. Det viser sig blot mere direkte og over en længere periode som et led i et forløb, der var blevet mere SVembedsmandsfordelagtigt, hvis landsretten havde fået sin vilje.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 3 / 7. årgang / 19. februar 1979

Brixtofte går i kamp for Glistrup

25. november 2008 1 kommentar

Brixtofte går i kamp for Glistrup

Venstremanden Peter Brixtofte, som er inviteret til at skrive i “Fremskridt”, er nu gået i aktivitet for at hjælpe Mogens Glistrup. Brixtofte har stillet spørgsmål til Indenrigsministeren (Henning Rasmussen, A, red.), om det kan være rigtigt, at en person skal udsættes for repressalier, fordi han gør opmærksom på urimelige forhold i lovgivning og administration.

Ja, nu skal vi jo ikke blive alt for glade, for Brixtoftes spørgsmål er foranlediget af den aktivitet læge Jørgen Winther (V) har i gang og som bladet “FARMAKAINFO” omtales som følger:Sygesikring 1802 kritik frabedes. Læge Jørgen Winther`s påpegning af, at reglerne for medicintilskud medfører, at patienter kan få udskrevet et dyrt præparat skal betale en beskeden udgift har nu ført til, at sygesikringen i Århus amt har sendt ham en regning på godt 3.300 kr. Beløbet er den merudgift, Winther har påført sygesikringen ved at ordinere Naprosyn fremfor Acetard”.

FARMAKA-INFO” omtaler sagen mod Jørgen Winther yderligere og slutter med følgende kommentar:

Der findes mange eksempler på, at folk der har udfordret systemet ved provokerende at afsløre dets mangler, er blevet genstand for myndighedernes særdeles udsøgte opmærksomhed for nu ikke at bruge så stærke ord som “forfølgelse” eller “repressalier”. Det mest kendte er vel skattesagen mod Mogens Glistrup.

Vi skal fra Fremskridtspartiets side huske at gøre Brixtofte opmærksom på hans synspunkter, næste gang der i Folketinget skal stemmes ja til, at Glistrup skal beskyttes mod politisk forfølgelse.

Redaktionen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 30/9. årgang/4. september 1981

Der handles mis med retsbevidstheden

29. oktober 2008 Skriv en kommentar

Der handles mis med retsbevidstheden

Hvordan vil man dog forlange, at befolkningen fremover skal have blot den mindste antydning af tiltro til og respekt for retssystem og domstol i dette land?

I øjeblikket forsøger man at foregøgle al folket, at det er en fri og uafhængig domsmandsret, uden den allermindste forudindtagethed, der ved Københavns Byret (mis)behandler Glistrup-sagen.

Jo, go´morgen!

En retsformand, byretsdommer Preben Kistrup, udgået fra den herskende klasses rækker, hvis avancementsmuligheder er lig med og afhængig af, hvorledes den dom han til sin tid skal afsige vil be- eller mishage hans foresatte, landets magthavere.

Det er denne mand, der undervejs og ved selve domsforhandlingen skal ret- og vejlede de to civile domsmænd. Hr. Kistrup får det ikke svært. Byretspræsident, Erik Brogers, der allerede på et tidligt tidspunkt erkendte, at sagen er politisk ved at forkynde, at ingen fremskridtsmand eller -kvinde kunne dømme i denne sag, har møjsommeligt håndplukket de to domsmænd: Et SF medlem med nære relationer til partiets rødeste sjak, samt en tro socialdemokrat, der, med håb om en passende erkendtlighed, bekender sig til Anker Jørgensens til-venstre-for-midten-politik.

Læg dertil en anklager, som den karrierejagende, politisk sammenspiste stik-i-rend-dreng, Leo Lemvigh, der håber at kunne gøre sig fortjent til at aspirerer til en justitsministerpost i et – Gud forbyde det – nyt ministerium på niveau – A. Jørgensen.

Objektiv ret? Nej, fyldt med juridiske spidsfindigheder, der oser langt væk af politisk heksejagt.

T. Zinglersen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 18 / 2. årgang  / 5. november 1974

Glistrup nægtet taleret – frihed til narkogangster

21. september 2008 10 kommentarer

Glistrup nægtet taleret – frihed til narkogangster


Ny bommert af kriminalforsorgen understreger grovheden i justitsministerens negative særbehandling af Glistrup.

“Deltagelse i offentlige valgmøder er ikke formålstjenesteligt med henblik på Mogens Glistrups behandling herunder forberedelse af hans løsladelse”.


Sådan lød den konservative justitsminister Erik Ninn-Hansens naragtige og til lejligheden aldeles frit opfundne argumentation, da der i de justitsministerielle kontorer i en fart skulle hittes på en undskyldning for de grove overgreb på Fremskridtspartiets politiske leders ytringsfrihed og demokratiske rettigheder. De overgreb, der forhindrede partiets spidskandidat i at benytte surt sammensparede udgange fra fængslet i Horserød til deltagelse i EF-valgkampen.

(Se også FREMSKRIDT nr. 21.)


Nye beviser

At Ninn-Hansens aktion alene har haft til formål at stække handlekraften og lukke kæften på en besværlig politisk modstander, skal man enten være stok konservativ eller hedde Jakobsen for at benægte.


Og nu foreligger nye beviser for, hvor fjernt fra kriminalforsorgens gældende regler og daglige praksis justitsministerens argumentation i Glistrups sag befinder sig.


Frihed på rekordtid

Med Interpol som aktiv deltager støver dansk politi i øjeblikket rundt efter en farlig og berygtet narkoforbryder. Den 48-årige tyrk Serafet Oztürk.


Ikke fordi politiet ikke har haft ham fanget og fået ham dømt. Men fordi sagsbehandlerne i det – under justitsministeriet hørende – Direktoratet for Kriminalforsorg åbenbart anså det som “formålstjenligt med henblik på Oztürks behandling herunder forberedelse af hans løsladelse” kort tid efter en alvorlig dom at lade ham slippe ud.


Egen bil og kostbare stene

Historien er kort fortalt denne: I marts 1980 arresteres Serafat Oztürk som bagmand for et større heroinkup. 3,75 kg. farlig heroin til en værdi af omkring tyve millioner kroner skulle indsmugles til salg i Danmark. Den 19. maj 1981 idømmer et nævningeting ved Østre Landsret Oztürk otte års fængsel. Afsoning i Vridsløselille.


I statsfængslet får han kontakt med en vekselerer, der er dømt seks års fængsel for svindel til 11 mil. kr. Sammen arbejder de på at blive overflyttet til det åbne Horserød. Det lykkes på noget, der må betegnes som rekordtid, og snart anses tyrken for så resocialiseret, at han bevilges daglig udgang, så han kan passe “job” i København.


To år efter en dom på otte års indespærring for alvorlig narkokriminalitet kører Oztürk rundt i hovedstaden i en ny flot bil i 150.000 kroners-klassen og afsløres ved en given lejlighed i besiddelse af en samling kostbare ædelstene. Alligevel får han fortsat lov til hver morgen at forlade Horserød, blot han om aftenen triller retur nordpå for at nyde middagen og nattesøvnen i statspensionen.


Ingen – hverken ledelsen i Horserød eller skrivebordspaverne i kriminalforsorgen – har øjensynligt vist interesse for, hvad Oztürk foretog sig på sine daglige udgange.


Alle har vel haft for travlt med at hetze imod og opfinde specielle regler for Glistrups fåtallige fridage.


Fuglen fløjet

For nylig fik imidlertid politiet fornyet mistanke til den driftige bilkørende strafafsoner og heroinforbryder. Han blev hentet til afhøring for at forklare om sin gøren og laden.


Dagen efter var fuglen fløjet.


Formentlig stukket af til Tyrkiet. Efterladende sig kone og børn i Danmark som de danske skatteydere nu kan forsørge.


Et par spørgsmål

Med chefen for Københavns narkotikapoliti – politiadvokat Volmer Nissen – kan man spørge:

Jeg ved ikke, hvordan man tænker i kriminalforsorgen, men det roterer modsat i mit hoved. Jeg fatter ikke tilfældet Oztürk. Hvorfor skulle han så hurtigt i åben anstalt?. (B.T. 19/5)


Og nok et spørgsmål:


Hvad er det – set i lyset af Oztürk-sagen og flere lignende forhold -, der gør det “ikke formålstjenesteligt med henblik på behandling herunder forberedelse til løsladelse, “hvis politikeren Mogens Glistrup anvender en mindre del af en lovlig tildelt udgang til deltagelse i et politisk møde?”.


De kender svaret: Den mand er farlig!


T. Zinglersen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 23 / 12. årgang / 15. juni 1984 

Sy(g)stemet fører over 40 år gamle skattesager mod Glistrup

20. september 2008 47 kommentarer

Sy(g)stemet fører over 40 år gamle skattesager mod Glistrup

 

Hvis du tror, Glistrups skattesager blev afgjort i 1983 så tro om igen!

 

Nu hvor han igen er blevet leder af Fremskridtspartiet, prøver de igen at beslaglægge hans arbejdskraft.

 

I korte træk er sagen forløbet således: Glistrup var selvstændig advokat fra 1956. Hans selvangivelser blev indgående gransket både af det lokale skattevæsen i Lyngby og af Ligningsdirektoratet.

 

Altid godkendt

Hver gang blev de godkendt, og da finansministeren (Poul Møller, C, red.) efter den berømte Focus-udsendelse i januar 1971 beordrede skattesagen startet, stod både Lyngbys borgmester, Fenneberg, og ligningsdirektør, Hove, offentligt frem og erklærede, at de havde kigget det meget nøje igennem hvert år, og Glistrups metoder var fuldt legale.

 

Der er på intet tidspunkt fundet noget ved efterforskningen, som ikke allerede var lagt åbent frem for skattevæsenet. Det gav systemet et problem! Svig er jo noget, man gør skjult, og hvordan kan man dømme en mand for skattesvig, når han hele tiden har lagt alle kortene på bordet?

 

Systemet svindlede

Systemet måtte selv begå svindel for at nå sit mål, så man allierede sig med en ekspert på området. Revisor Lundgaard Andersen fik til opgave at finde noget at dømme Glistrup på. Da der ikke fandtes ulovligheder, opfandt han den såkaldte fiktionsteori, der går ud på, at når fakta viste, at Glistrups selvangivelser er i orden, måtte staten simpelthen benægte fakta.

 

Sagen kørte frem til 1983, hvor Højesteret idømte Glistrup 3 års fængsel.

 

17 fiktive sommerhuse

Dommen byggede på, at en del af Glistrups aktieselskaber blev erklæret fiktive og uden reelt indhold. Det har senere vist sig upraktisk, fordi mange af selskaberne ejede fast ejendom. F.eks. har Glistrup 17 sommerhuse ved Skagen, som Højesteret har erklæret fiktive. Lene (Glistrups kone, red.) siger, de ikke er fiktive, når hun skal vaske gulve.

 

Systemets mand begik selvmord!

Lundgaard Andersen begik senere selvmord, da det blev afsløret, at han som hovedrevisor for Nordisk Fjer havde begået omfattende bedrageri og svindel.

 

Det var kun ca. 4 promille af Glistrups dispositioner, der var plukket ud til anklageskriftet, og selv her blev han frifundet for en stor del. Det siger sig selv, at frifindelsesprocenten ville være betydeligt højere i de 96,6 %, der ikke var medtaget i anklageskriftet. Alligevel har skattevæsenet siden krævet Glistrups slutopgørelser ændret til det bedrageren, Lundgaard Andersen er kommet frem til, selvom anklageren kun har fundet 4 promille af det værd at efterprøve og heraf kun har fået delvist medhold i straffesagen.

 

Alle Glistrups årsopgørelser siden 1956 er stadig uafklarede, og det kære væsen har bl.a. haft store problemer med at tackle lejeindtægter fra sommerhuse, der er erklæret fiktive ved højesteretsdom.

 

Særligt kontor til Glistrup-sagen

Der har siden starten i 1971 været et kontor udelukkende til behandling af Glistrup-sagen, hvor fastlønnede skatteeksperter har kunnet køre på Glistrup med det hovedformål at beslaglægge hans tid.

 

Overfor dette magtapparat må Glistrup selv forsvare sig og samtidig spille med blind makker. Der er nu et syvcifret antal sider i sagen, og når dele af den behandles, får han ikke at vide hvilke sider, der skal diskuteres.

 

Af de 45 år (1956 – 2000) er det eneste, der er kommet frem til domstolene året 1972. Den sag behandles i første instans ved Østre Landsret, som stadig har den under forberedelse.

 

“Blødersagen” (Britta Schall Holberg, V, red.) blev i sin tid kritiseret af menneskerettighedsdomstolen fordi den tog 5 år.

Hvad mon de vil sige til en sag fra 1956?

H.  Søndergård

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1-2  / 29. årgang / januar-februar 2001

%d bloggers like this: