Arkiv
Fiktive værdier!
Fiktive værdier!
I Glistrup-sagen har det været skattemyndighederne meget magtpåliggende at få fastslået, at en borger ikke kan få formindsket sin skat gennem det, der betegnes som fiktive fradrag. Men der er ikke det ringeste i vejen for, at de samme myndigheder beskatter borgerne af nogle værdier, der er fiktive og som altså ikke findes. Der er der masser af eksempler på. Her skal blot nævnes to:
Her kan man høre radiointerviews med Mogens Glistrup
Fiktive formuer
En enkemand bor i en villa, som han og hans nu afdøde kone købte for mange år siden. Ved sidste vurdering blev villaen ansat til 1 million kroner. Da der ikke længere er lån i huset og da enkemanden i øvrigt hverken har gæld eller anden formue har han på sin selvangivelse måttet anføre en skattepligtig formue på 1 million kroner. Og når man har en formue på 1 million kroner, skal man betale 9 promille i formueskat af det beløb, der ligger over 630.000 kroner. Det betyder, at enkemanden årligt skal af med 3.300 kroner i formueskat.
Men denne mand har slet ikke en formue på 1 million, idet han, hvis han sælger huset, kun vil kunne få et kontant beløb på omkring 600.000 kroner. Hans reelle formue er altså på 600.000 kroner og af en formue på 600.000 kroner skal der ikke svares formueskat.
Med andre ord: Hvert år må denne borger af med 3.300 kroner i i formueskat af en fiktiv formue.
Fiktiv arv
Manden har en datter, der bor i huset og plejer ham på hans gamle dage. Så sker det, at manden dør og datteren er hans eneste arving. Fra skifteretten får hun at vide, at hun har arvet 1 million, nemlig villaen og at hun derfor skal udrede en arveafgift på 193.000 kroner, der skal betales kontant. Men datteren har ikke arvet en million. Hun har kun arvet det beløb som huset kan indbringe ved kontantsalg, hvilket som før nævnt er omkring 600.000 kroner. Når en datter arver 600.000 kroner efter sin far skal hun, ifølge arveafgiftsloven, ikke betale 193.000 kroner i afgift, men kun 97.000 kroner. Hun er altså blevet opkrævet alt for meget i arveafgift, fordi myndighederne har forlangt afgift af en fiktiv afgift.
Hvis man, som Glistrup, foretager fradrag på sin selvangivelse som skattemyndighederne efter årelange og spidsfindige fortolkninger finder ud af må være fiktive, falder der bøder, der skal lægges store efterbetalinger og måske endog idømmes frihedsstraf. Men hvad sker der i det væld af tilfælde, hvor skattemyndighederne uden videre farer løs på folk og pålægger dem formueskat og arveafgift af værdier, der, som enhver kan se er opdigtede og altså fiktive?
Der sker naturligvis ingenting.
Kommentar
Ved behandling i folketinget er Fremskridtspartiet gået ind for, at der ved kommende ejendomsvurderinger anvendes det såkaldte kontantvurderingsprincip. Det skete i et betænkningsbidrag af 26. maj 1976 af følgende indhold:
”Gennemføres 16. almindelige vurdering pr. 1. april 1977 på nugældende stærkt forældede lovgrundlag, vil næsten alle ejendomsværdier stige med mere end halvdelen og et meget stort antal ejendomme vil opleve en lille fordobling af vurderingen.
I mange henseender vil dette virke som at kaste benzintankbeholdere på inflationsbålet. På grund af 16 års uforstandig styre er den danske økonomi nu så svag, at det vil være særdeles uheldigt at udsætte den for også en sådan behandling.
Den hensigtsmæssige måde at klare spørgsmålet på er anvist i Fremskridtspartiets forslag nr. 119 af 11. december 1975: Udskydelse af 16. almindelige vurdering, indtil ejendomsskatteområdet er blevet forsvarligt indrettet.
Hvis lovforslag nr. 119 samler flertal, er det uden betydning, hvad, der sker med kontantvurderingengsforslaget. Vedtages lovforslaget derimod ikke, vil Venstres forslag udgøre et lispund vand, der kan køle vanvidsinflationsbålet noget ned som en engangshjælp og så må man håbe, at der i mellemtiden kommer et fornuftigt folketingsflertal, der kan reparere de virkelige skader.
Som en sådan nødløsning indstiller mindretallets medlemmer af udvalget derfor, som ovenfor nævnt, kontantvurderingsforslaget til vedtagelse”.
Jeg benægter som bekendt vedholdende – og fuldstændig støttet af de cirka 20.000, der har deltaget i diskussionerne – at der for mit vedkommende er tale om aftaler indgået på skrømt.
Det er derfor en aparte oplevelse, at høre Kjeld Olesen (A) fortælle, hvor fiks man er i hans ministerium. Han har fået øje for, at et EF-direktiv, der formentlig træder i kraft den 1. juli 1978 – vil medføre, at man ikke kan sikre Storebæltsbroentrepriserne for danske virksomheder. Han vil derfor forud for 1. juli 1978 indgå en såkaldt rammeaftale med nogle danske leverandører og entreprenører. Denne rammeaftale skal, efter Kjeld Olesens oplysninger, være af et sådant indhold, at staten kan træde tilbage fra den uden overhovedet at være forpligtet til at betale noget som helst og også virksomhederne skal være frit stillede efter aftalens indgåelse. Alligevel vil han kalde den for en bindende aftale i forhold til EF-myndighederne.
Såvel i grovhed som i beløbsstørrelser var der her nok megen grund for bagmandspolitiet til at gribe ind overfor statsvirksomheden, der forestår Storebæltsbroen.
Det gør man imidlertid nok ikke.
Mogens Glistrup
(Klippet fra en Hans Egebjerg artikel i Berlingske Tidende)
Må citeres med fuld kildeangivelse
Fremskridt nr. 5 / 6. årgang / 3. april 1978
Helveg-Petersen som retfærdighedens vogter
Helveg-Petersen som retfærdighedens vogter
Det var pudsigt at se, hvorledes hykleriet blomstrede med skammens røde roser i kinderne, da Niels Helveg-Petersen (B) kom i TV for at udtale sin mening om, hvorvidt folketinget skal tilsidesætte vælgernes ønske om, at have Glistrup i tinget.
De radikale har som bekendt – og mange vil mene med fuld ret – fundet det uretfærdigt, at en af deres egne fremtrædende politikere – hvis navn skal være unævnt her (Arnold Chr. Normann, red.) – af tinget blev kendt uværdig til, at være medlem efter en dom for en alvorlig færdselssag.
Der er endog skrevet bøger om det uretfærdige i, at denne radikale blev stemt ud af folketinget af sine politiske modstandere, og det var derfor lidt vanskeligt for Helveg-Petersen at forlange, at Glistrup også skulle udelukkes, især da Glistrup jo ikke har været årsagen til nogens død eller slået nogen ung dame til invalid for livstid. Glistrups brøde består som bekendt i, at han ganske åbenlyst fremlagde sin vurdering af egne skatteforhold og fik dem først godkendt af myndighederne og siden underkendt, men som dommer Kistrup understregede, Glistrup har hele tiden lagt alle kort på bordet.
Hvordan kunne Helveg-Petersen klare den? Partiet hænger ved den yderste tåspids over afgrunden og forsøger at gøre sig til et modstykke til Fremskridtspartiet. Helveg forklarede da, at så længe Glistrup ikke var dømt ved den sidst mulige instans, ville det være i strid med respekten for retten til at sige det mindste om, hvorvidt Glistrup, hvis byretsdommen blev den endelige, skulle forblive i folketinget.
Det lyste ud af ham, at det ville være uanstændigt, at netop de radikale ville nægte et folkevalgt medlem ret til at udøve sit mandat, og han undlod derfor det ganske naturlige at sige, hvorledes de radikales stilling til Glistrups forbliven ville være – om partiet stadigvæk delte den anskuelse, som professor Anders Øllegård har fremført i Berlingeren, at det naturligvis kun er vælgerne, der skal bestemme, hvem der skal sidde i folketingssalen, eller om man mener, at dette synspunkt skal gælde, når det er en radikal forhenværende minister, der har kørt nogle mennesker ihjel, men ikke skal gælde, når det er en mand, der har vist at skattesystemet er forældet.
Helveg-Petersen vil ikke bide hovedet af al skam, før det er nødvendigt, og til den tid vil han nok finde på et eller andet, der skal sætte skel mellem hans eget udstødte partimedlem og Glistrup.
Himmel, hvor er det radikalt!
Orbiter
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 4 / 6. årgang / 20. marts 1978
Glistrup fik lystbådeafgiften til at falde
Glistrup fik lystbådeafgiften til at falde
I gyserføljetonen om lystbådeafgiften – se senest FREMSKRIDT nr. 2 side 11 – kommer nu et oplivende kapitel.
Ved folketingets 2. behandling den 31. januar 1979 viste det sig, at – af de i det egentlige Danmark valgte 175 folketingsmedlemmer – var alene Socialdemokratiet og Venstre med 86 stemmer for forslaget, mens de resterende 89 gik imod.
Da afgiften jo ikke skulle være gældende for Færøerne og Grønland, måtte man anstændigvis forvente, at de fire, der var valgt i disse områder, ville lade være med at blande sig i afstemningen.
Så hæderlig var imidlertid kun Lars Emil Johansen, da det endelige opgør kom den 2. februar 1979. Steenholdt, Johan Nielsen og Ellefsen gav imidlertid deres stemmer til socialdemokraterne og Venstre. Næppe fordi lystbådeafgiften interesserede dem synderligt, men simpelthen som en slags stemmekøb, hvor man vel regner med, at ministrene viser bevågenhed med skatteydermidler overfor projekter på Grønland og Færøerne, som særligt interesserer disse tre medlemmer.
Resultatet var herefter, at 178 kunne stemme og at 89 – altså præcis halvdelen af disse – var indstillet på at sige ja til lystbådeafgiften.
For at få denne til at falde måtte der derfor være samtlige 89 stemmer imod. Østre Landsret havde imidlertid med 6 stemmer mod 0 sagt, at jeg skulle være i landsretten uanset denne kampafstemning. Havde jeg efterkommet denne indblanding fra landsrettens side i folketingsarbejdet, var følgen blevet, at vi i dag havde haft en lystbådeafgift.
Min plads er imidlertid i folketinget, når dette arbejder. Det ville være svindel mod vælgerne, om jeg lod mig bøje af landsrettens kendelse.
Derfor var jeg i folketinget og gav min stemme sammen med de 88 andre, som stemte imod lystbådeafgiften.
Og derfor har vi ikke nogen lystbådeafgift i dag.
Her kan man høre radiointerviews med Mogens Glistrup
Dette er et eksempel, hvor virkningen så åbenbart havde været umiddelbar og direkte af Østre Landsrets bestræbelser på at holde mig væk fra at gøre oppositionsarbejdet i folketinget. Men hver evig eneste gang, jeg trodser landsrettens krav, er der mange områder, hvorpå regeringen (A og V, red.) bliver krydset i sine onde anslag mod befolkningen. Det viser sig blot mere direkte og over en længere periode som et led i et forløb, der var blevet mere SV–embedsmandsfordelagtigt, hvis landsretten havde fået sin vilje.
Mogens Glistrup
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 3 / 7. årgang / 19. februar 1979
Brixtofte går i kamp for Glistrup
Brixtofte går i kamp for Glistrup
“FARMAKA-INFO” omtaler sagen mod Jørgen Winther yderligere og slutter med følgende kommentar:
Der findes mange eksempler på, at folk der har udfordret systemet ved provokerende at afsløre dets mangler, er blevet genstand for myndighedernes særdeles udsøgte opmærksomhed for nu ikke at bruge så stærke ord som “forfølgelse” eller “repressalier”. Det mest kendte er vel skattesagen mod Mogens Glistrup.
Vi skal fra Fremskridtspartiets side huske at gøre Brixtofte opmærksom på hans synspunkter, næste gang der i Folketinget skal stemmes ja til, at Glistrup skal beskyttes mod politisk forfølgelse.
Redaktionen
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 30/9. årgang/4. september 1981
Der handles mis med retsbevidstheden
Der handles mis med retsbevidstheden
Hvordan vil man dog forlange, at befolkningen fremover skal have blot den mindste antydning af tiltro til og respekt for retssystem og domstol i dette land?
I øjeblikket forsøger man at foregøgle al folket, at det er en fri og uafhængig domsmandsret, uden den allermindste forudindtagethed, der ved Københavns Byret (mis)behandler Glistrup-sagen.
Jo, go´morgen!
En retsformand, byretsdommer Preben Kistrup, udgået fra den herskende klasses rækker, hvis avancementsmuligheder er lig med og afhængig af, hvorledes den dom han til sin tid skal afsige vil be- eller mishage hans foresatte, landets magthavere.
Det er denne mand, der undervejs og ved selve domsforhandlingen skal ret- og vejlede de to civile domsmænd. Hr. Kistrup får det ikke svært. Byretspræsident, Erik Brogers, der allerede på et tidligt tidspunkt erkendte, at sagen er politisk ved at forkynde, at ingen fremskridtsmand eller -kvinde kunne dømme i denne sag, har møjsommeligt håndplukket de to domsmænd: Et SF medlem med nære relationer til partiets rødeste sjak, samt en tro socialdemokrat, der, med håb om en passende erkendtlighed, bekender sig til Anker Jørgensens til-venstre-for-midten-politik.
Læg dertil en anklager, som den karrierejagende, politisk sammenspiste stik-i-rend-dreng, Leo Lemvigh, der håber at kunne gøre sig fortjent til at aspirerer til en justitsministerpost i et – Gud forbyde det – nyt ministerium på niveau – A. Jørgensen.
Objektiv ret? Nej, fyldt med juridiske spidsfindigheder, der oser langt væk af politisk heksejagt.
T. Zinglersen
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 18 / 2. årgang / 5. november 1974
Glistrup nægtet taleret – frihed til narkogangster
Glistrup nægtet taleret – frihed til narkogangster
Ny bommert af kriminalforsorgen understreger grovheden i justitsministerens negative særbehandling af Glistrup.
“Deltagelse i offentlige valgmøder er ikke formålstjenesteligt med henblik på Mogens Glistrups behandling herunder forberedelse af hans løsladelse”.
Her kan man høre radiointerviews med Mogens Glistrup
Sådan lød den konservative justitsminister Erik Ninn-Hansens naragtige og til lejligheden aldeles frit opfundne argumentation, da der i de justitsministerielle kontorer i en fart skulle hittes på en undskyldning for de grove overgreb på Fremskridtspartiets politiske leders ytringsfrihed og demokratiske rettigheder. De overgreb, der forhindrede partiets spidskandidat i at benytte surt sammensparede udgange fra fængslet i Horserød til deltagelse i EF-valgkampen.
(Se også FREMSKRIDT nr. 21.)
Nye beviser
At Ninn-Hansens aktion alene har haft til formål at stække handlekraften og lukke kæften på en besværlig politisk modstander, skal man enten være stok konservativ eller hedde Jakobsen for at benægte.
Og nu foreligger nye beviser for, hvor fjernt fra kriminalforsorgens gældende regler og daglige praksis justitsministerens argumentation i Glistrups sag befinder sig.
Frihed på rekordtid
Med Interpol som aktiv deltager støver dansk politi i øjeblikket rundt efter en farlig og berygtet narkoforbryder. Den 48-årige tyrk Serafet Oztürk.
Ikke fordi politiet ikke har haft ham fanget og fået ham dømt. Men fordi sagsbehandlerne i det – under justitsministeriet hørende – Direktoratet for Kriminalforsorg åbenbart anså det som “formålstjenligt med henblik på Oztürks behandling herunder forberedelse af hans løsladelse” kort tid efter en alvorlig dom at lade ham slippe ud.
Egen bil og kostbare stene
Historien er kort fortalt denne: I marts 1980 arresteres Serafat Oztürk som bagmand for et større heroinkup. 3,75 kg. farlig heroin til en værdi af omkring tyve millioner kroner skulle indsmugles til salg i Danmark. Den 19. maj 1981 idømmer et nævningeting ved Østre Landsret Oztürk otte års fængsel. Afsoning i Vridsløselille.
I statsfængslet får han kontakt med en vekselerer, der er dømt seks års fængsel for svindel til 11 mil. kr. Sammen arbejder de på at blive overflyttet til det åbne Horserød. Det lykkes på noget, der må betegnes som rekordtid, og snart anses tyrken for så resocialiseret, at han bevilges daglig udgang, så han kan passe “job” i København.
To år efter en dom på otte års indespærring for alvorlig narkokriminalitet kører Oztürk rundt i hovedstaden i en ny flot bil i 150.000 kroners-klassen og afsløres ved en given lejlighed i besiddelse af en samling kostbare ædelstene. Alligevel får han fortsat lov til hver morgen at forlade Horserød, blot han om aftenen triller retur nordpå for at nyde middagen og nattesøvnen i statspensionen.
Ingen – hverken ledelsen i Horserød eller skrivebordspaverne i kriminalforsorgen – har øjensynligt vist interesse for, hvad Oztürk foretog sig på sine daglige udgange.
Alle har vel haft for travlt med at hetze imod og opfinde specielle regler for Glistrups fåtallige fridage.
Fuglen fløjet
For nylig fik imidlertid politiet fornyet mistanke til den driftige bilkørende strafafsoner og heroinforbryder. Han blev hentet til afhøring for at forklare om sin gøren og laden.
Dagen efter var fuglen fløjet.
Formentlig stukket af til Tyrkiet. Efterladende sig kone og børn i Danmark som de danske skatteydere nu kan forsørge.
Et par spørgsmål
Med chefen for Københavns narkotikapoliti – politiadvokat Volmer Nissen – kan man spørge:
Jeg ved ikke, hvordan man tænker i kriminalforsorgen, men det roterer modsat i mit hoved. Jeg fatter ikke tilfældet Oztürk. Hvorfor skulle han så hurtigt i åben anstalt?. (B.T. 19/5)
Og nok et spørgsmål:
Hvad er det – set i lyset af Oztürk-sagen og flere lignende forhold -, der gør det “ikke formålstjenesteligt med henblik på behandling herunder forberedelse til løsladelse, “hvis politikeren Mogens Glistrup anvender en mindre del af en lovlig tildelt udgang til deltagelse i et politisk møde?”.
De kender svaret: Den mand er farlig!
T. Zinglersen
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 23 / 12. årgang / 15. juni 1984
Sy(g)stemet fører over 40 år gamle skattesager mod Glistrup
Sy(g)stemet fører over 40 år gamle skattesager mod Glistrup
Hvis du tror, Glistrups skattesager blev afgjort i 1983 så tro om igen!
Nu hvor han igen er blevet leder af Fremskridtspartiet, prøver de igen at beslaglægge hans arbejdskraft.
I korte træk er sagen forløbet således: Glistrup var selvstændig advokat fra 1956. Hans selvangivelser blev indgående gransket både af det lokale skattevæsen i Lyngby og af Ligningsdirektoratet.
Altid godkendt
Hver gang blev de godkendt, og da finansministeren (Poul Møller, C, red.) efter den berømte Focus-udsendelse i januar 1971 beordrede skattesagen startet, stod både Lyngbys borgmester, Fenneberg, og ligningsdirektør, Hove, offentligt frem og erklærede, at de havde kigget det meget nøje igennem hvert år, og Glistrups metoder var fuldt legale.
Der er på intet tidspunkt fundet noget ved efterforskningen, som ikke allerede var lagt åbent frem for skattevæsenet. Det gav systemet et problem! Svig er jo noget, man gør skjult, og hvordan kan man dømme en mand for skattesvig, når han hele tiden har lagt alle kortene på bordet?
Systemet svindlede
Systemet måtte selv begå svindel for at nå sit mål, så man allierede sig med en ekspert på området. Revisor Lundgaard Andersen fik til opgave at finde noget at dømme Glistrup på. Da der ikke fandtes ulovligheder, opfandt han den såkaldte fiktionsteori, der går ud på, at når fakta viste, at Glistrups selvangivelser er i orden, måtte staten simpelthen benægte fakta.
Sagen kørte frem til 1983, hvor Højesteret idømte Glistrup 3 års fængsel.
17 fiktive sommerhuse
Dommen byggede på, at en del af Glistrups aktieselskaber blev erklæret fiktive og uden reelt indhold. Det har senere vist sig upraktisk, fordi mange af selskaberne ejede fast ejendom. F.eks. har Glistrup 17 sommerhuse ved Skagen, som Højesteret har erklæret fiktive. Lene (Glistrups kone, red.) siger, de ikke er fiktive, når hun skal vaske gulve.
Systemets mand begik selvmord!
Lundgaard Andersen begik senere selvmord, da det blev afsløret, at han som hovedrevisor for Nordisk Fjer havde begået omfattende bedrageri og svindel.
Det var kun ca. 4 promille af Glistrups dispositioner, der var plukket ud til anklageskriftet, og selv her blev han frifundet for en stor del. Det siger sig selv, at frifindelsesprocenten ville være betydeligt højere i de 96,6 %, der ikke var medtaget i anklageskriftet. Alligevel har skattevæsenet siden krævet Glistrups slutopgørelser ændret til det bedrageren, Lundgaard Andersen er kommet frem til, selvom anklageren kun har fundet 4 promille af det værd at efterprøve og heraf kun har fået delvist medhold i straffesagen.
Alle Glistrups årsopgørelser siden 1956 er stadig uafklarede, og det kære væsen har bl.a. haft store problemer med at tackle lejeindtægter fra sommerhuse, der er erklæret fiktive ved højesteretsdom.
Særligt kontor til Glistrup-sagen
Der har siden starten i 1971 været et kontor udelukkende til behandling af Glistrup-sagen, hvor fastlønnede skatteeksperter har kunnet køre på Glistrup med det hovedformål at beslaglægge hans tid.
Overfor dette magtapparat må Glistrup selv forsvare sig og samtidig spille med blind makker. Der er nu et syvcifret antal sider i sagen, og når dele af den behandles, får han ikke at vide hvilke sider, der skal diskuteres.
Af de 45 år (1956 – 2000) er det eneste, der er kommet frem til domstolene året 1972. Den sag behandles i første instans ved Østre Landsret, som stadig har den under forberedelse.
“Blødersagen” (Britta Schall Holberg, V, red.) blev i sin tid kritiseret af menneskerettighedsdomstolen fordi den tog 5 år.
Hvad mon de vil sige til en sag fra 1956?
H. Søndergård
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 1-2 / 29. årgang / januar-februar 2001
Vi anklager
Vi anklager
Inden kommunalvalget i november vil der være afsagt dom i ”Glistrup-sagen”.
Hvorvidt dommen vil blive appelleret af Mogens Glistrup eller af anklagemyndighederne er naturligvis endnu uvist.
Sigtelsen mod Mogens Glistrup for bedrageri er i al stilfærdighed frafaldet. Den tavshed som pressen har udvist om denne kendsgerning står i skrigende modstrid til den opsigt, bedragerisigtelsen i sin tid gjorde. En sigtelse som medførte en pressekampagne af et uhørt hadsk og voldsomt omfang.
Her kan man høre radiointerviews med Mogens Glistrup
Ingen anden dansk skatteborger har fået sine selvangivelser så grundigt gennemgået som Mogens Glistrup med det resultat, at der ikke har kunnet sættes en finger på nogen unøjagtighed. Alt har været korrekt bogført og opgivet i overensstemmelse med bilagene.
Mogens Glistrups virksomhed talte – da den var størst – ca. tyve tusinde klienter. Mogens Glistrup ville formentlig havde kunne fortsætte uanfægtet, hvis der havde været tyve klienter – og ikke tyve tusinde. Navnlig hvis en kontorchef i kirkeministeriet, en borgmester fra Jylland, en enkelt socialdemokratisk folketingsmand samt en halv snes agtværdige og velhavende forretningsmænd havde været med. Men tyve tusinde klienter betød, at enten måtte Folketinget acceptere, at indkomstskattesystemet var forældet eller også måtte Mogens Glistrup dømmes. Hvis Glistrup havde ret i, at der blev betalt skat efter evne til at udfylde selvangivelsen – og ikke efter evne til at tjene penge –, måtte den danske stats økonomi ændres.
Udviklingen i 70`erne har i stadigt stigende grad givet Mogens Glistrup ret. Indkomstskatten er ikke retfærdig og virker mere og mere ødelæggende for tillidsforholdet mellem Folketinget og befolkning.
Hul efter hul i lovgivningen er blevet opdaget. Ændring efter ændring er blevet føjet til et i forvejen uoverskueligt skattesystem. Samfundet er gået mere og mere i opløsning.
Til trods herfor ser det ud som om, landsretten vil dømme Glistrup og dermed hans klienter for, at de indgåede kontrakter er ”fiktive” og dermed ikke retsgyldige. Dermed vil Danmarks borgere være stillet over for den kendsgerning, at selv om selvangivelserne i en lang årrække er blevet anerkendt af skattemyndighederne, vil en domstol til enhver tid kunne rejse sigtelse mod skatteyderne for at indgåede aftaler, der kun er foretaget af skattemæssige årsager og derfor ikke er gyldige. Ingen vil kunne føle sig sikker, med mindre de tilhører den herskende klasse.
Vi anklager samtlige øvrige danske partier for at fastholde et umuligt og bunduretfærdigt indkomstskattesystem, som straffer arbejdsomme, flittige og hæderlige arbejdere, småerhvervsdrivende, ekspeditricer, kontorfunktionærer, landmænd, chauffører – kort sagt de mennesker, som udgør rygraden i det danske samfund, medens smarte pengemænd flyder ovenpå.
Vi anklager Danmarks øvrige partier for at holde hånden over et system, som med største brutalitet opkræver den sidste øre i indkomstskat hos almindelige mennesker, medens Folketinget smider skattekronerne ud til pjank og pjat.
Vi anklager Folketingets øvrige partier for at lade det danske samfund gå under i uretfærdighed og korruption.
Vi har rejst disse anklager fra partiets start, og intet – ej heller en eventuel dom over Mogens Glistrup – skal få os til at bøje ryg.
Vi lader os ikke kujonere.
Leder
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 28 / årgang 9 / 21. august 1981
Ven af Schlüter og Foighel slipper for tiltale i million-skattesag
Ven af Schlüter og Foighel slipper for tiltale i million-skattesag
Der var ingen smalle steder, da Mogens Glistrup skulle kanøfles.
I titusindvis af arbejdstimer og millioner af kroner af det offentliges sparsomme ressourcer blev forlods reserveret til Fremskridtsbevægelsens stifter og overhoveds fjorten års lange tur gennem retsvæsenets vridemaskine.
Anderledes sparsommelighed med offentlige midler lægges tilsyneladende for dagen, når det gælder venner af de borgerlige magthavere, som har vovet sig ud i skattetænkeriet.
Det afslører den seneste tids avisomtale af skattevæsenets millionstudehandel med DMK-leasings bestyrelsesformand, advokat og skatteekspert Robert Koch-Nielsen.
50 millioner kroner kontant “efterbetaler” Koch-Nielsen, og så skulle den sag være ude af verden. Mener aviserne at vide. For skattevæsenet, politiet, anklagemyndigheden og retsvæsenet har ikke ressourcer til at gennemføre en omfattende sag. SÅDAN!
Mistænkeligt
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi i Fremskridtspartiets folketingsgruppe vil følge den sag med den allerstørste interesse, siger Pia Kjærsgaard. Ikke på grund af den skattetænkning der ligger til grund for sagen, men fordi der er mistænkelige tegn på, at der afgjort ikke er lighed for i skattesager her i landet.
Når man oplevede, hvordan skattevæsenet og retsvæsenet kunne afsætte mandskab og penge af til i årevis at føre sag mod Mogens Glistrup, må det undre, hvis en skattetænker med nær tilknytning til den borgerlige regering kan undgå at få sin sag bedømt og afklaret efter samme recept, siger Pia Kjærsgaard.
Advokat Robert Koch-Nielsen har i skattelovstekniske spørgsmål ved flere lejligheder været både rådgiver og pennefører for den konservative skatte- og afgiftsminister Isi Foighel.
Fire spørgsmål
I anledningen af sagen har Pia Kjærsgaard i Folketinget stillet fire spørgsmål til Isi Foighel:
- Vil ministeren be- eller afkræft, at DMK-leasings bestyrelsesformand – Robert Koch-Nielsen – undgår tiltale i forbindelse med en konstateret skatteunddragelse, fordi en skattesag vil belaste skattevæsenet og retsvæsenet?
- Hvilke fortilfælde kan ministeren oplyse, der har været, hvor en konstateret skatteunddragelse i millionklassen er endt med forlig om efterbetaling uden strafforfølgning og/eller bøde?
- Har ministeren for nylig gjort brug af Koch-Nielsens indsigt i skattelovene ved forarbejdet til nye skattelove?
- Vil ministeren oplyse om Koch-Nielsens ekspertise vil kunne komme i betragtning i fremtidige udvalg, ministeren har tanker om at nedsætte til udarbejdelse af nye skattelove?
I sine begrundelser fremhæver Pia Kjærsgaard, at det er vigtigt, at folk med indsigt og ekspertise er med til udarbejdelsen af nye love på skatteområdet. Hvis ministeren meddeler, at han ikke længere vil gøre brug af Koch-Nielsens indsigt bedes oplyst hvorfor ikke, skriver Pia Kjærsgaard.
T. Zinglersen
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 37 / 13. årgang / 25. oktober 1985
Bjerg af papirnusseri
Bjerg af papirnusseri
Anklagemyndigheden har meddelt Mogens Glistrups to forsvarere lrs. Philip Ingerslev og skatteeksperten, professor cand. jur. Thøger Nielsen, at der vil fremkomme 35.000 – femogtredivetusinde – sider bilag til sagen. Det er noget i retning af fire-fem gange så meget som til juridisk embedseksamen.
Selv med fart på politiets kopimaskine, kan dette kæmpe papirbjerg først være forsvarerne, der har betinget sig to måneders læsetid, i hænde i sidste halvdel af august.
Hvem sagde papirnusseri, spil for galleriet og spild af gode skattekroner? Selvfølgelig ikke Anker Jørgensen-!
Fremskridtspartiet
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 13 / 2. årgang / 13. august 1974
Fremskridtdk's Weblog 