Arkiv

Posts Tagged ‘regeringen anker jørgensen’

Fortryder Anker Jørgensen?

6. november 2012 11 kommentarer

Fortryder Anker Jørgensen?

Demokratiets livskraft er størst, når debatterne kan ske for åbent tæppe. Anker Jørgensens hyppige advarsler om faren for demokratiet består ikke i de mange partier – store eller små – men kun i hemmelighedskræmmeriet eller fortielser.

Derfor endnu en opfordring til statsministeren om i fuld udstrækning at debattere landets problemer for åbent tæppe.

I forbindelse med Tv-debatten den 1. oktober havde Billed-Bladet planlagt en artikel om Mogens Glistrup og Anker Jørgensen. Hver især var opfordret til at skrive om modparten.

 

Den 19. september sendte Billed-Bladet følgende brev til Mogens Glistrup:

Kære Glistrup:

Det er med sorg jeg skriver til dig for at fortælle dig, at dit indlæg i sidste øjeblik er taget ud. Efter at Anker Jørgensen havde sagt nej, besluttede bladets ledelse trods alt at droppe sagen, fordi vi ikke må beskyldes for at tage parti. Sådan mener man, det kunne virke på nogle mennesker, hvis vi bragte dit indlæg alene.

Jeg er ked af, at du har ulejliget dig forgæves, men regner med, at vi er lige gode venner af den grund. Hils din kone mange gange.

Venlig hilsen

Leif Kjeldsen

 

Nedenstående gengiver vi den artikel, Mogens Glistrup havde skrevet, idet det dog skal tilføjes, at Billed-Bladet ville have kortet artiklen en smule ned:

Da fremskridtsbevægelsen var spædbarn, kom mange dybt fortvivlede til os og sagde med næsten ens ord: ”Min bedstefar var socialdemokrat. Min far var socialdemokrat. Selv har jeg altid stemt socialdemokratisk. Jeg har aldrig troet, jeg skulle tvivle, men nu kan jeg altså ikke holde det ud længere. Kildeskatten, Rifbjerg og alt det der. Det kan da ikke være socialdemokratisk politik. Jeg kan simpelt hen ikke blive ved mere. Er det mig, der er fej? Er det mig, der svigter? Eller er det Krag og de andre fine?

Samme Jens Otto Krag fortæller ikke om tilsvarende oplevelser i sin offentliggjorte dagbog. Utvivlsomt må imidlertid også han have mødt holdningen og fornemmet dens udbredthed. Derfor var det ikke overraskende at han – der jo ikke længere var nogen årsunge – benyttede først givne lejlighed til at lade sig erstatte af en arbejdsmand. De 13 år med cand. politter som socialdemokratiske partiledere havde kostet dyrt i retning af tabt kontakt med de virkelige samfundsproblemer.

Arbejdsmanden var Anker Jørgensen. Vi fremskridtsfolk modtog ham i største spænding. Skulle han blive med- eller modspiller i vor kamp mod den nye herremandsklasse, som de 13 år havde skabt?

Olympiadetalen

Det første sikre tegn på, hvor det bar hen, var hans olympiade tale. Blot muligheden for offentlige besparelser – den eneste vej at komme ud af skattemoradset på – blev kaldt for ”falsk tale”. Ved enhver olympiade – sagde Anker Jørgensen – sættes nye rekorder, og sådan er også naturloven for hver finanslov. Det offentliges udgifter må nødvendigvis blive større og større.

Hermed var handsken til fremskridtsbevægelsen kastet. Da vi få måneder senere i Gallup-tilslutning var Socialdemokratiets jævnbyrdige, udfordrede vi gang på gang Anker Jørgensen til at komme og diskutere med os. Han undslog sig konsekvent og undtagelsesfrit. Men omsider kom dog en socialdemokrat – Erhard Jacobsen. Med ham dystede vi møde efter møde om sygdomsbærmen i den danske samfundsøkonomi – at stat og kommuner har ladet sine udgifter svulme så stærkt ud over den økonomiske bæreevne.

I løbet af et halvt års tid var Erhard Jacobsen blevet klar over, hvilken vej de stærke befolkningsstrømme bar. På fjernsynsskærmen så vi Anker Jørgensen holde sin ”til venstre for midten-tale”. Direkte kontakt med ham var aldeles uopnåelig. Hans forhold til fremskridtsbevægelsen var blot, at han efter avisernes sigende arbejdede med, om han dog ikke kunne få puttet mig i fængsel.

Men snart skulle han få endnu flere problemer. Den Erhard Jacobsen, der skulle have gjort socialdemokratiarbejdet med at knække Fremskridtspartiet, indgik nu i de manges brigade, der simpelt hen ikke længere kunne bære over deres samvittighed fortsat at slutte op om Socialdemokratiet, som var blevet så totalt ændret siden Staunings og H. C. Hansens dage.

For at knuse oprøreren Erhard Jacobsen, før denne nåede partimæssigt at etablere sig tilstrækkeligt fast, kastede Anker Jørgensen Danmark ud i et valg. Snart stod det klart, at dette stykke partitaktik slog fejl. Befolkningen havde fået nok af socialdemokraternes olympiske rekorder.

Foragt for fair play

Men midt i valgkampen kammede udviklingen over. Anker Jørgensen havde været i Middelfart og talt om Middelhavet. Med socialdemokraternes sædvanlige nævnenyttighed til at ville løse alle andre landes problemer, havde han groft fornærmet olielandene. Det førte nu til boykot af Danmark, og det blev Anker Jørgensens redning. Med suveræn foragt for alle fair play synspunkter og særregler, lod Danmarks Radio nemlig socialdemokraterne – især Erling Jensen – køre en trommeild af valgpropaganda med det hovedindhold, at i en sådan national krisesituation, måtte man da slutte op om regeringspartiet.

Derfor gik Anker Jørgensen ud af valgslaget som nr. 1. Stadig leder af Danmarks største parti. Men det næststørste blev Fremskridtspartiet. Og derfor kunne han nu ikke længere undslå sig for at møde os ved officielle lejligheder.

Første gang, jeg traf ham på tomandshånd, var et par dage efter valget. Da statsministersekretæren viste mig ind, sad han ved et lille bord i et kæmpestort isnende koldt lokale. Menneskekontakten mellem os føltes endnu koldere.  Hans uforstående foragt var tydelig for dette nymodens sammenrend af apolitiske fremskridtsfolk. Også jeg skulle imidlertid sige noget. Jeg kom til at formulere mig på den måde, at jeg nok vidste, at en statsminister fik umådeligt mange tal på sit arbejdsbord hver dag og knapt kunne huske dem alle, men jeg ville dog lige gerne genopfriske hans hukommelse med ét tal, han måske havde glemt, nemlig at vælgerne havde udrustet Fremskridtspartiet med 28 folketingsmandater.

Det skæve smil hvormed han svarede ændrede aldeles stemningen. Det nærmest forårsvarmede. Det udtrykte til 100 %, at jeg da også måtte forstå den knibe, han var i. Kastet ud i at være leder for det parti, som i to generationer havde været den danske arbejders. Og så nu alle disse bryderier fordi andre havde fejlet.

Andres fejl

Siden da har ånden fra den 6. december 1973 altid været det dominerende, når jeg tænker på Anker Jørgensen. Nok har ikke i de knapt tre år vi har haft fælles arbejdsplads én eneste gang villet sludre uformelt med mig. Vi påtrængende fremskridtsfolk skal bestemt ikke tro, at vi er noget – at vi skulle være lige så gode som de gamle. Men selv om han altså dag ud og dag ind passerer forbi mig på Christiansborg uden et ord eller en kommentar til, hvad der er oppe – selv på trods af det, fornemmer jeg altså – ærlig eller falsk – en vis gensidighedens sympati fra december mødets tøbrud.

Men med en enkelt begrænsning: Fra Folketingets talerstol taler man lige ned til ministrene. Nærmest sidder statsministeren. Og normalt virker Anker Jørgensen som den forstående lytter, som det er inspirerende at henvende sig til. Men ikke når K. B. Andersen undtagelsesvis er på visit i Danmark og sidder ved hans side. Han er legemliggørelsen af det inkvisitoriske fremskridtshad. Og påvirkelig som han er af sine nærmeste omgivelser, konkurrerer  Anker Jørgensen med sin udenrigsminister ved de lejligheder om at hidse sig op mod banditten Glistrup.

Ganske oplagt er det skammeligt, at der skal være så elendig en kontakt mellem de to største politiske partier inden for arbejdslivet.

Derfor var den 13. september 1976 en lykkens dag. Anker Jørgensens fok erkendte da omsider, at man ikke får Z-bevægelsen dræbt ved fortsat at lade som om, vi ikke eksisterede. Folkestyre betyder debat. Debat med dem man er uenige med så det folk, der skal styre også kan bedømme de eksisterende opfattelser over for hinanden.

Og selv om vi fremskridtsfolk har svært ved at forstå at 913.155 ved sidste valg holdt fast ved det socialdemokratiske parti, må vi naturligvis respektere det og respektere, at deres politiske leder er Anker Jørgensen. Måtte den seneste udvikling klart konstatere, at han ikke længere til de mindreværdiges kreds henregner de 414.219, som satte deres krydser i den anden ende af stemmesedlen.

Vi er alle sammen mennesker.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 17 / 4. årgang  / 7. oktober 1976

Reklamer

Ankers sande tanker – partisplittelse hos A

13. oktober 2012 1 kommentar

Ankers sande tanker – partisplittelse hos A

Anker Jørgensen har sagt noget klogt om de indre forhold i Socialdemokratiet. De er i al fald ikke bedre end i Fremskridtspartiet, men til forståelsen kan vi Fremskridtsfolk lære noget ved at kaste blikket ind bag naboens vinduer:

”Gruppen i Folketinget virker splittet, fordi den mindste forskel i synspunkter bliver blæst op til den helt store uenighed. I virkeligheden er der ikke tale om nogen splittelse.

Nogle af medlemmerne siger for meget for at gøre sig bemærket. Her må man forstå, at det netop er en del af demokratiet, at den enkelte politiker siger sin mening. Nogen større beherskelse og selvdisciplin var dog ønskværdig.

Den sideordnede opstilling kalder på den enkeltes aktivitet. Det kan være sundt, men det kan også være farligt.

Det bør gælde, at man har en åben debat indadtil, men optræder enig udadtil. Men det er klart, at der i store spørgsmål som eksempelvis EF, atomkraft i et så stort og åbent parti som Socialdemokratiet er forskel på opfattelserne.

Hverken en million socialdemokratiske vælgere eller 66 folketingsmedlemmer tænker ensrettet. Det ville mildest talt også være pinligt, hvis det var tilfældet”.

Dette stod at læse i Aktuelt for 10. februar 1980. Og er jo sådan set blot en uddybning af Øberg-citatet i FREMSKRIDT 1980-3 side 21. Men det var dejligt, om det kunne sive ind i de titusinder, som – midlertidigt (?) – har opgivet Fremskridtspartiet på grund af den tåbelige oppustning af de påståede strammer/slapper-modsætninger.

Fremskridtspartiet

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 6 / 8. årgang  / 14. april 1980

Klokkerent LO-udspil mod arbejdspladserne

18. september 2012 11 kommentarer

Klokkerent LO-udspil mod arbejdspladserne

Om så jorden slår revner, og himlen falder ned… ja, koste hvad det vil, Thomas Nielsen vil have den totale styring over al kapital i Danmark.

Den halv-avisløse tid bruges til at slå på stortromme for det dødssyge socialdemokratiske luftkastel kaldet ØD/OD. Radioavisen var i påskedagene fyldt med snak om, at nu er der flertal for Aukens og Thomas Nielsens dille om OD/ØD.

Ved nærmere læsning viste det sig, at det der er flertal for, blot er det, der hele tiden har været lovligt og muligt uden at ændre på den bestående lovgivning.

Det drejer sig slet og ret om, hvorvidt borgerne synes, det er godt, at virksomhedernes overskud deles, og det gør man jo i allerhøjeste grad allerede. De fleste steder endda så voldsomt, at der kun er det rene og nøgne underskud tilbage, men underskudsdeling tales der ikke nær så meget om.

Dateret 15. april og bragende rødt udsendtes et særnummer af LO-bladet. På side 2 i bladet bringes et billede af en smilende Thomas Nielsen, og LO-bossen citeres for en udtalelse om, at LO vil sætte hjulene i gang. Hvis det er muligt for LO at sætte hjulene i gang, forudsætter det i hvert fald, at hjulene står stille- og vi kan jo nok være enige om, at der er mange af erhvervslivets hjul, der står stille. Men når nu det er tilfældet ifølge LO, hvorfor vil LO så fortsætte i ledtog med det parti, der har sat hjulene i stå, nemlig Socialdemokratiet.

Hvad rummer LO-bladets særnummer i øvrigt?

Jo, man lancere en eneste stor nedrakning af erhvervslivets ledere, hvilket ”Fremskridt” kan illustrere ved at gengive et af bladets karikatur tegninger. Det er ”Hosby-Huse, det går ud over, og tegningen viser en ”rigtig fæl og ækel arbejdsgiver”, der med cigar i munden og fed mave står og uddeler ”overskud” i form af søm til forhutlede, lasede, duknakkede arbejdere med ”hatten i hånden”.

Ja, så grov er LO – og så tror man, at man kan få virksomhedernes indehavere til at ansætte flere folk, og man tror, at nye tør starte virksomheder, når de ser, hvad de kan vente fra LO`s side.

Sagen er, at de vedholdende trusler om ØD og OD holder tusindvis af virksomhedsindehavere tilbage fra at tage nye initiativer. Hvorfor skal man dog risikere kapital, når eventuel profit blot skal opsuges af og administreres af Thomas Nielsen og hans LAKAJER?

Hvorfor finder danske lønmodtagere sig i, at LO kører denne hetz mod virksomhedsindehavere? Hvad skal denne mistænkeliggørelse af erhvervslivets folk til for, hvis det da ikke er, fordi alle privatejede arbejdspladser efter LO`s program skal lægges øde?

LO har formået at få Instituttet for Statskundskab ved Århus Universitet til at kompromittere sig sammen med meningsmålingsinstituttet AIM. Man har stillet nogle ledende spørgsmål om ØD og OD, og følgelig fået de svar man ønskede, og herudfra er det så, at LO`s gigantiske reklamenummer affyres. Hvis det skulle være ærligt, så skulle man naturligvis have stillet ærlige spørgsmål som f.eks.: 

”Når det nu er således under allerede eksisterende lovgivning, at enhver arbejdstager og arbejdsgiver frit, individuelt eller kollektivt kan aftale overskudsdelingsordninger, er der så grund til at lovgive herom?”

Hvad ville alle have svaret?

At så behøver Folketinget selvfølgelig ikke blande sig mere i den sag;

Hvis man desuden havde spurgt, om det er rimelig, at erhvervsvirksomheder skal dele deres overskud med skatteministeren (Mogens Lykketoft, A, red.) på en måde således, at der efter en deling med skatteministeren ikke er overskud nok til en rimelig konsolidering af virksomhederne, bør skatteministerens part af virksomhedernes overskud så ikke reduceres til fordel for den sikring af danske arbejdspladser, der følger af bedre konsolidering af danske virksomheder, ville alle så ikke logisk have svaret JA? Jo, selvfølgelig.

Man kunne også have spurgt, om det er logisk at trække kapital ud af virksomhederne via kunstige ordninger for derefter at påberåbe sig, at den kapital, man har trukket ud af virksomhederne, skal bruges til at konsolidere med via Thomas Nielsen styrede tilskud? Ja, selvfølgelig ville alle svare, at så ville det være langt mere rationelt blot at lade kapitalerne blive i virksomhederne

Og se, denne belysning afslører jo, at det ikke er virksomhederne Thomas Nielsen og Svend Auken vil styrke, nej, man vil styrke LO`s magt.

Redaktionen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 16 / 9. årgang / 1. maj 1981

Socialdemokrater og finanslov

24. juni 2012 Skriv en kommentar

Socialdemokrater og finanslov

Den nuværende generation af topsocialdemokraters politik har ført til kæmpe arbejdsløshed, enorm valutagæld, meget høj rente, rekordskattetryk, statsunderskud (en snes milliarder) og alt for lav folkepension. Enhver må kunne se at de mennesker, der har ført denne politik ikke evner korrekt at vurdere samfundsøkonomiens sammenhænge.

Derfor ville det være urimeligt at lægge vægt på det, ledende socialdemokrater siger, når de udtaler sig om Fremskridtspartiets 800 ændringsforslag til finansloven.

Sandheden er, at en vedtagelse af forslagene over kort tid vil fjerne arbejdsløshed, valutaunderskud, lave obligationskurser og størstedelen af inflationspengeforringelsen. Derudover lempes den urimelige indkomstskat, der ikke svarer til tidens krav allerede i år, så den skattefri bundgrænse bliver 21.000 kroner, medens bundgrænsen bliver 60.000 kroner i 1977. Folkepensionen stiger til 23.400 kroner (46.800 kroner for et pensionistægtepar), og der kommer orden i statens finanser.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 7 / 4. årgang / 8. april 1976 

Om folkepension

25. maj 2012 22 kommentarer

Om folkepension 

Forskellen mellem Fremskridtspartiet og Socialdemokratiets forslag til folkepensionen fremgår tydeligt, når Fremskridtspartiets tal med 31.000 kroner til enlige og 62.000 kroner til ægtepar og dertil mulighed for skattefri indtægt for hver person på 29.000 kroner sammenholdes med Eva Gredals (A) forslag som nedsætter folkepensionen ved arbejdsindtægter ud over 29.600 kroner om året og pensionen forsvinder helt, når arbejdsindtægten når op på 61.500 kroner for samgifte og 65.700 kroner for enlige.

Derimod berører forslaget ikke den, det har ministerpension, andre statspensioner eller renteindtægter – uanset, hvor store disse indtægter er.

Redaktionen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 3 / 6. årgang / 6.marts 1978 

To måder at se tingene på:

8. maj 2012 5 kommentarer

To måder at se tingene på:

Det er besynderligt at se, hvorledes Socialdemokratiet og Fremskridtspartiet ud fra samme målsætning: At gøre det bedre for befolkningen kan komme til de stik modsatte synspunkter om, hvad der skal gøres.

Takket være EF kunne mange danskere dette nytår få champagne og anden mousserende vin til en rimelig pris. Danske socialdemokrater havde været nødt til at fjerne de to ekstra afgifter vi tidligere havde. Dels fordi vinen er mousserende, dels fordi den er aftappet i udlandet.

Lige før EF forsøgte de danske vinhandlere at få regeringen (Socialdemokratiet, red.) til at fjerne den særlige luksus-afgift på mousserende vine, men socialdemokraterne sagde: Nej, er i vanvittige? Vi har lige måttet sætte skatterne op igen og hvad tror i kommunisterne og SF vil sige til, at vi nedsætter prisen på denne overklassedrik?

Det lød jo virkelig socialt: Først lægger man store afgifter på den harmløse og behagelige tilsætning af kulsyre til vin, og så kalder man det asocialt at ville nedsætte afgifterne. Fremskridtspartiets synspunkt er naturligvis dette: Hvorfor i alverden skal fisker Hansen ved Thorup Strand eller landmand Petersen på Lolland ikke kunne servere en flaske mousserende vin nytårsaften uden at ruinere sig, når de året rundt i billedbladene kan se de socialdemokratiske spidser drikke champagne?

Socialdemokratiet: Japan må eksportere mindre.

Fremskridtspartiet: Japan må eksportere mere!

Både K. B. Andersen og Anker Jørgensen har truende løftet pegefingrene: Japan må standse med at sende så mange udmærkede produkter til Danmark, eller falder fars hammer.

Det er udtryk for den fantasiløse opfattelse af økonomien som er Socialdemokratiets og som også giver sig udslag i, at man vil erstatte traktorer med håndskovle for at afhjælpe arbejdsløsheden. Fremskridtspartiets påstand om, at japanerne skal eksportere mere lyder paradoksalt, men hvorfor skulle vi ikke have gavn af det nye Japans mange idéer og store viden, ligesom Japan tidligere har hentet knowhow hos os?  Vist skal Japan eksportere mere og ikke mindre, men den eneste måde de kan komme til at gøre det er ved at importere mere af også danske varer – ellers har vi jo ikke noget at betale deres eksport med!

Japanernes fejl er IKKE, at de vil eksportere deres mange fine produkter til os, men at de laver kunstige told og andre skranker for dansk eksport til Japan.

GATT – Den internationale Told- og Handelsaftale og den konservative Poul Møller er enige med Fremskridtspartiet og uenige med Socialdemokratiet. For nylig udtalte GATT’s  generaldirektør:

Får de protektionistiske kræfter egentlig gennemslagskraft, vil det ramme alle lande hårdt.

Redaktionen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 2 / 6. årgang / 13. februar 1978 

Lufthavnen på Saltholm

23. april 2012 Skriv en kommentar

Lufthavnen på Saltholm 

Allerede i januar 1973 blev det et Fremskridtsprogrampunkt at bekæmpe lufthavnsbyggeriet på Saltholm. Vi henviste dels til den igangværende flyvemaskineudvikling og dels til, at de mange milliarder lå bedre i skatteydernes lommer end i prestigeprojekter på Øresunds Tågemågesø.

Den første Anker Jørgensen  regering ænsede os ikke, men indgik aftaler med Sverige om den gigantiske fejlinvestering.

En sådan aftale skal godkendes af folketinget. Hartlingregeringen (Venstre, red.) var imidlertid – også på det punkt – socialdemokraterne følgagtige og gik ind for anlægget. Fremskridtspartiet dyngede argument oven på argument imod prestigeprojektet, se for eksempel FREMSKRIDT 1974-8, side 14-16.

De fem Retsforbundsfolk var gode kampfæller for de 28 i Fremskridtsgruppen.

Da også folk fra andre partier efterhånden kunne se, at Jens Kampmanns (A) storsyner fra hans trafikministertid i 1972 og 1973 var en vildmand, trak sagens behandling ud. Flertallet skrumpede mere og mere ind. Finanslovsbehandlingen i marts 1975 viste, at også Venstre var kommet til besindelse, og at regeringens flertal antagelig var gået tabt.

Man reddede så ansigt ved, at nedsætte en komite til fornyet undersøgelse af sagen (FREMSKRIDT 1975-8 side 1). Nu er der gået tre år, og man regner med, at folk for længst har glemt, at det var Fremskridtspartiet som, da tingene brændte på, var den sunde fornufts fremmeste fortaler.

Derfor kan man lade komiteen afgive betænkning og i enighed tage til efterretning, at de mange milliarder bør spares.

Havde Fremskridtspartiet ikke siddet i folketinget i 1974 og 1975, havde byggeriet imidlertid for længst været igangsat.

Det er en typisk og opbyggelig historie, som viser, at det nytter noget at krydse ved Z (andre eksempler ses i FREMSKRIDT 1978-1, side 7).

Men selvfølgelig fortier medierne denne tingenes rette sammenhæng.

Fremskridtspartiet

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 6  / 6. årgang / 24. april 1978

%d bloggers like this: