Fiktive værdier!

26. februar 2012

Fiktive værdier! 

I Glistrup-sagen har det været skattemyndighederne meget magtpåliggende at få fastslået, at en borger ikke kan få formindsket sin skat gennem det, der betegnes som fiktive fradrag. Men der er ikke det ringeste i vejen for, at de samme myndigheder beskatter borgerne af nogle værdier, der er fiktive og som altså ikke findes. Der er der masser af eksempler på. Her skal blot nævnes to:

Fiktive formuer

En enkemand bor i en villa, som han og hans nu afdøde kone købte for mange år siden. Ved sidste vurdering blev villaen ansat til 1 million kroner. Da der ikke længere er lån i huset og da enkemanden i øvrigt hverken har gæld eller anden formue har han på sin selvangivelse måttet anføre en skattepligtig formue på 1 million kroner. Og når man har en formue på 1 million kroner, skal man betale 9 promille i formueskat af det beløb, der ligger over 630.000 kroner. Det betyder, at enkemanden årligt skal af med 3.300 kroner i formueskat.

Men denne mand har slet ikke en formue på 1 million, idet han, hvis han sælger huset, kun vil kunne få et kontant beløb på omkring 600.000 kroner.  Hans reelle formue er altså på 600.000 kroner og af en formue på 600.000 kroner skal der ikke svares formueskat.

Med andre ord: Hvert år må denne borger af med 3.300 kroner i i formueskat af en fiktiv formue.

Fiktiv arv

Manden har en datter, der bor i huset og plejer ham på hans gamle dage. Så sker det, at manden dør og datteren er hans eneste arving. Fra skifteretten får hun at vide, at hun har arvet 1 million, nemlig villaen og at hun derfor skal udrede en arveafgift på 193.000 kroner, der skal betales kontant. Men datteren har ikke arvet en million. Hun har kun arvet det beløb som huset kan indbringe ved kontantsalg, hvilket som før nævnt er omkring 600.000 kroner. Når en datter arver 600.000 kroner efter sin far skal hun, ifølge arveafgiftsloven, ikke betale 193.000 kroner i afgift, men kun 97.000 kroner. Hun er altså blevet opkrævet alt for meget i arveafgift, fordi myndighederne har forlangt afgift af en fiktiv afgift.

Hvis man, som Glistrup, foretager fradrag på sin selvangivelse som skattemyndighederne efter årelange og spidsfindige fortolkninger finder ud af må være fiktive, falder der bøder, der skal lægges store efterbetalinger og måske endog idømmes frihedsstraf. Men hvad sker der i det væld af tilfælde, hvor skattemyndighederne uden videre farer løs på folk og pålægger dem formueskat og arveafgift af værdier, der, som enhver kan se er opdigtede og altså fiktive?

Der sker naturligvis ingenting.

Kommentar

Ved behandling i folketinget er Fremskridtspartiet gået ind for, at der ved kommende ejendomsvurderinger anvendes det såkaldte kontantvurderingsprincip. Det skete i et betænkningsbidrag af 26. maj 1976 af følgende indhold:

”Gennemføres 16. almindelige vurdering pr. 1. april 1977 på nugældende stærkt forældede lovgrundlag, vil næsten alle ejendomsværdier stige med mere end halvdelen og et meget stort antal ejendomme vil opleve en lille fordobling af vurderingen.

I mange henseender vil dette virke som at kaste benzintankbeholdere på inflationsbålet. På grund af 16 års uforstandig styre er den danske økonomi nu så svag, at det vil være særdeles uheldigt at udsætte den for også en sådan behandling.

Den hensigtsmæssige måde at klare spørgsmålet på er anvist i Fremskridtspartiets forslag nr. 119 af 11. december 1975: Udskydelse af 16. almindelige vurdering, indtil ejendomsskatteområdet er blevet forsvarligt indrettet.

Hvis lovforslag nr. 119 samler flertal, er det uden betydning, hvad, der sker med kontantvurderingengsforslaget. Vedtages lovforslaget derimod ikke, vil Venstres forslag udgøre et lispund vand, der kan køle vanvidsinflationsbålet noget ned som en engangshjælp og så må man håbe, at der i mellemtiden kommer et fornuftigt folketingsflertal, der kan reparere de virkelige skader.

Som en sådan nødløsning indstiller mindretallets medlemmer af udvalget derfor, som ovenfor nævnt, kontantvurderingsforslaget til vedtagelse”.

Jeg benægter som bekendt vedholdende – og fuldstændig støttet af de cirka 20.000, der har deltaget i diskussionerne – at der for mit vedkommende er tale om aftaler indgået på skrømt.

Det er derfor en aparte oplevelse, at høre Kjeld Olesen (A) fortælle, hvor fiks man er i hans ministerium. Han har fået øje for, at et EF-direktiv, der formentlig træder i kraft den 1. juli 1978 – vil medføre, at man ikke kan sikre Storebæltsbroentrepriserne for danske virksomheder. Han vil derfor forud for 1. juli 1978 indgå en såkaldt rammeaftale med nogle danske leverandører og entreprenører. Denne rammeaftale skal, efter Kjeld Olesens oplysninger, være af et sådant indhold, at staten kan træde tilbage fra den uden overhovedet at være forpligtet til at betale noget som helst og også virksomhederne skal være frit stillede efter aftalens indgåelse. Alligevel vil han kalde den for en bindende aftale i forhold til EF-myndighederne.

Såvel i grovhed som i beløbsstørrelser var der her nok megen grund for bagmandspolitiet til at gribe ind overfor statsvirksomheden, der forestår Storebæltsbroen.

Det gør man imidlertid nok ikke.

Mogens Glistrup

(Klippet fra en Hans Egebjerg artikel i Berlingske Tidende)

Må citeres med fuld kildeangivelse

Fremskridt nr. 5  / 6. årgang / 3. april 1978

%d bloggers like this: