Arkiv

Posts Tagged ‘skattesystemet’

Hvorfor holder Socialdemokratiet fast ved en politik, der er så åbenlys forkert?

21. august 2012 97 kommentarer

Hvorfor holder Socialdemokratiet fast ved en politik, der er så åbenlys forkert? 

Jeg tænker her på Socialdemokratiets politik m.h.t. den voldsomt store offentlige sektor, der har medført en forskel mellem udgifter og indtægter i milliardklassen.

Statsgælden kommer op på ca. 400 mia. kr. i 1983 som et resultat af mange års forsyndelser. Tallet sættes i relief, når man kan konstatere, at de personlige indkomster i 1983 forventes at udgøre 390,7 mia. kr., og de samlede skatter og afgifter vil beløbe sig til 234,3 mia. kr.

Hvis man havde ønsket, at der skulle være balance mellem statens indtægter og udgifter, skulle der have været opkrævet skatter og afgifter for yderligere ca. 400 mia. kr.

Man trykker statspapirer

Det turde Socialdemokratiet ikke. I stedet valgte man at trykke statspapirer, der kunne sælges – skulle man tro – til Socialdemokratiets politiske modstandere, nemlig kuponklipperne. For at dække underskuddet ind, måtte Socialdemokratiet give kuponklipningen imellem 10 til 20 mia. kr. i skattefri gevinster forlods, for at nogle overhovedet ville købe statspapirerne. Dernæst måtte Socialdemokratiet give kuponklipperne ca. 40 mia. kr. i renteindtægter. Altså en stensikker indkomst af passive investeringer der ikke har medvirket til nye produktive arbejdspladser.

Hvem skal nu betale denne statsgæld, kursgevinster og renteindkomster til kuponklipperne? Det skal de lønmodtagere, der ikke har mere i indkomst, end til at betale skatter, husleje og andre fornødenheder. Fremskridtspartiet finder, det er en ejendommelig fordelingspolitik, Socialdemokratiet fører. Dette parti tager fra de fattige og giver til de rige (kuponklipperne).

Det er ikke os, der er asociale

Når Socialdemokratiet skælder Fremskridtspartiet ud for at være asocialt, så kan Fremskridtspartiet melde hus forbi. I stedet for at skabe balance på de offentlige budgetter har Socialdemokratiet ved sin asociale politik yderligere skabt over 300.000 arbejdsløse i den private sektor. Det kan man da kalde fiasko på alle fronter.

Socialdemokratiet har haft travlt med at forsvare kuponklippernes, de finkulturelles, de højtlønnede offentligt ansattes interesser, frem for almindelige lønmodtageres interesser. Oven i alle de andre ulykker Socialdemokratiet har påført de mindre indkomster her i landet, har Socialdemokratiet forbitret bekæmpet Fremskridtspartiets idé med at hæve den skattefri bundgrænse. Socialdemokratiet vil kun være med til at forbedre statens budget ved at opkræve nye skatter og afgifter.

De lave indkomster skal ud af skattesystemet

Uanset hvordan man vender og drejer skattelovene, så må det være indlysende, at det er en fordel for de laveste indkomster, at de bliver løftet ud af skattesystemet. At hæve den skattefri bundgrænse er et udtryk for, at de laveste indkomster ikke kan bære skattebyrden.

Hvordan Socialdemokratiet kan få en sådan skattepolitik til at være asocial, kan kun være et udtryk for, at Socialdemokratiet har mistet enhver tillid til, at indkomstskatten er anvendelig til noget som helst.

Hvis det skulle være tilfældet, så støt Fremskridtspartiet i, at vi får afskaffet et asocialt skattesystem.

Ole Maisted

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 38 / 11. årgang / 28. oktober 1983 

Kategorier:Økonomi, Den offentlige sektor, Offentligt ansatte, Skat og afgifter, Socialdemokratiet Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

500 millioner kr. for at kunne klare skatte”reformen”

27. juni 2012 14 kommentarer

500 millioner kr. for at kunne klare skatte”reformen”

Kommunerne vil ansætte 600 nye medarbejdere på skattekontorerne.

Kommunerne forlanger 100 millioner kroner af staten til nye medarbejdere og omskoling af gamle, for at kunne opfylde kravene i skatte”reformen”.

Berlingske tidende skriver: ”Der er katastrofestemning på skattekontorerne. Medarbejderne flygter, og resten skal på kursus for at sætte sig ind i den nye skatteopkrævnings-reforms mysterier. Der skal mindst 600 nye medarbejdere til!

Spørgsmålet er, hvem der skal betale for de flere nye medarbejdere, som er nødvendige. Der er over de næste fem år tale om en udgift på 500 millioner kroner. Kommunerne siger, at deres økonomi er så anstrengt, at de ikke har mulighed for at betale. De mener, det må være statens opgave”.

Et bogholderispørgsmål

Til det sludder har Ekstra Bladet denne kommentar: ”Nu er der heldigvis ikke tale om en naturkatastrofe, men en menneskeskabt. Det havde været muligt at forme et forenkelt skattesystem, men i stedet valgte politikerne at sammenflikke en ny serie revisorbeskæftigelses-venlige regler. Det skal nok blive et skattefestligt 1987.

Det er ret misvisende at spørge, hvem der skal betale. Der er kun én gruppe: Skatteyderne. Om det bliver via stats- eller kommuneskat er alene et bogholderispørgsmål”.

Ekstra Bladet og

Fremskridtspartiet

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 23 / 14. årgang / 20. juni 1986

Velkommen Lykketoft som chef for det danske skattevæsens lovjungle

20. juni 2012 5 kommentarer

Velkommen Lykketoft som chef for det danske skattevæsens lovjungle

Steen Danø bød Lykketoft (A) velkommen som skatteminister ved at gøre ham opmærksom på ”at den danske skatteadministration er et enormt roderi. Sandsynligvis er en skandale af større omfang end postskandalen under opsejling i løbet af et års tid eller to”.

Han fulgte op med at skrive:

”Igennem de senere år har jeg såvel privat som i kraft af min stilling oplevet en række enkeltsager indenfor forskellige områder af skatteadministrationen hvor fejl, mangler, koordineringssvigt, langsommelighed og manglende kommunikation har været så fremherskende, at jeg ikke har kunnet undgå at få en fornemmelse af, at der er roderi og slendrian.

Sommetider har jeg reflekteret over, om jeg er særlig uheldig eller måske bevidst overfor sådanne sager. Det tror jeg ikke, men på den anden side, kan man ikke se bort fra, at hele skattesystemet med sine magtbeføjelser virker overvældende og dominerende på en række enkeltindivider, der simpelthen opgiver at kæmpe imod og i stedet for falder hen i sløvhed. Er det sådan en befolkning, vi skal have i Danmark, hvis vi skal have gang i foretagsomheden og have udryddet arbejdsløsheden?

Gennem min forfølgelse af en række sager har jeg gjort den observation, at skatteadministrationerne hænger sammen som ærtehalm og på alle mulige måder forsøger at dække over deres fejl. Denne observation kunne være en årsag til at de analyserer, man naturligvis foretager internt ikke bliver rigtige, og at ledelsen ikke har en klar fornemmelse af, hvad der foregår (jf. postskandalen).

Jeg er temmelig hårdhudet og står nok til kampen med myndighederne, men hvad med de lidt mere følsomme og undselige borgere i vort samfund uden hvis forståelse, uaccept og positive medvirken, der ikke skabes fornyet fremgang”.

P.S.

Hvad sagde Z-manden for 5 år siden, for 10 år siden og nu?

Steen Danø og

Z-manden 

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 16 / 9. årgang / 1. maj 1981

Det bør være lovligt at arbejde

15. april 2012 3 kommentarer

Det bør være lovligt at arbejde 

Forbud imod overarbejde og ekstra arbejde.

Det er planer, som dele af fagbevægelsen og en del socialdemokratiske politikere i disse tider fremturer med. Man påstår at ved at gøre det ulovligt at lave en ekstra indsats, løses arbejdsløsheden. Det var fra samme sted, at man i sommerens løb ville forbyde unge studerende og andre unges mulighed for at tjene en sum penge til studier og private gøremål. Da var det også i overbevisningen om, at ville klare arbejdsløsheden.

Man tror, at tvang og ensretning i bedste socialistiske stil vil løse problemerne. Metoden er blevet prøvet i Østeuropa, og vi skal i vesten nu betale for deres mislykkede socialistiske eksperiment.

Det ville være en skændsel, såfremt det bliver gjort strafbart at yde en ekstra indsats – det er tilstrækkeligt, at folk flåes af skattesystemet og endvidere risikerer dagpengekarantæne ved lidt ekstra arbejde.

Danmarks gældsproblemer skal løses ved, at folk yder en ekstra indsats, og øget produktion vil også give flere arbejdspladser.

Et af Fremskridtspartiets politiske hovedmål er kampen for den personlige frihed. Det er den frihed, som socialisterne ønsker at indskrænke mest muligt. Desværre har de ikke lært af Østeuropas triste erfaringer med det socialistiske tvangssamfund.

Fremskridtspartiet vil gerne medvirke til at løse arbejdsløsheden, men det bliver aldrig via forslag, som forbyder folk at yde en ekstra indsats, men via forslag, som gør det attraktivt.

Johannes Sørensen

Landsformand 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1 / 20. årgang / januar 1992

Væk med gamle småskattesager

4. april 2012 13 kommentarer

Fremskridtsforslag: Væk med gamle småskattesager

Mogens Glistrup redegør for lovforslag, der skal afskaffe umådeligt tidsspilde for offentligt ansatte, skatteborgerne og deres rådgivere, fordi skattevæsenet har alt for travlt med unødvendige småkorrektioner af skatteregningen.

Samfundsmæssigt er det rent spild af beslaglagte ressourcer til indkomstskattevæsenet. Herved tilvejebringes intet trivselsskabende. Danmarks kosteligste råstof – arbejdskraften – bør derfor ikke benyttes til bureaukrati ud over, hvad der er strengt nødvendigt for at opretholde nødvendige funktioner.

Faktum er imidlertid, at umådelig megen tid bruges både af de offentligt ansatte, skatteborgerne og deres rådgivere til noget så nyttelyst som at korrigere skatteligningen. Under alle omstændigheder vil den være skrigende uretfærdig, fordi indkomstskattesystemet ikke kan tilpasses det moderne samfund, og fordi den danske indkomstskattelovgivning er så rædselsfuld dårlig.

Lovforslaget

Fremskridtspartiet har derfor i folketinget fremsat følgende lovforslag om begrænsning af skattesagernes antal:

”Har en skatteyder (fysisk person) ikke senest den 8. november i det efter indkomståret følgende år fået meddelelse om iværksættelse af forhøjelse af ansættelsen af hans skattepligtige indkomst, formue eller særlige indkomst, kan sådan forhøjelse ikke senere ske, medmindre den udløser skattekrav for de pågældende indkomstår på mindst 40.000 kroner.

En sådan ordning vil medføre større tryghed i danske hjem og stærkt nedsætte skattevæsenets personalebehov. Den vil næppe medføre noget nævneværdigt nettoprovenuetab og ej heller forøge skatteuretfærdighederne.

Et af degenerationselementerne i indkomstskattesystemet ligger i myndighedernes overnidkærhed med skønsvilkårlige indkomstforhøjelser, for eksempel vedrørende et længst udrundet års befordring, privatforbrug og overarbejdsfradrag. I det offentliges mangemilliardforretning er det småpenge. Men skatteyderen rejser børster. Og hurtigt har sagen slugt mere til administration m.v., end skattekravet udgør. Og ingen ved, om det rejste krav eller det oprindeligt selvangivne, er det mindst ukorrekte for en millimeterretfærdig optimus vir (juridisk for en idealperson som er i besiddelse af den højeste viden på et givet livsområde, red.).

Landsskatteretten overdynges med sager i forhold til, hvad den på sit nuværende ineffektivitetsniveau har kapacitet til at behandle og afgøre. Skattemyndighedernes tilbøjelighed til at gå tilbage i tiden for at foretage småreguleringer er en af hovedkilderne til overbebyrdelse af landsskatteretten.

Om ”8. november”

Når skattevæsenet skriver til skattesubjekterne om forhøjelser af skatteindkomsten, plejer man at anføre, at svar skal være meddelt i løbet af nogle få dage eller uger.

Man kunne – hvis det var nødvendigt – selvfølgelig opstille endnu kortere frister for det arbejde, som skattevæserne skal udføre. Deres folk er jo specialister, heldagsbeskæftigede og professionelle på skatteområdet.

Imidlertid er det for en hensigtsmæssig måde at tilrettelægge ligningsarbejdet på ikke nødvendigt at være så skrap over for eksperterne, som de er over for menigmand.

Man kan vente helt frem til begyndelsen af november måned med at forlange, at eksperterne skal være færdige med den selvangivelse som de har modtaget for 5-10 måneder forinden.

Fra 8. november er der cirka tre måneder til, at det næste års selvangivelser begynder at strømme ind. Disse tre måneder kan anvendes til afholdelse af ferier for skatteembedsmændene, færdiggørelse af de sager, som er rejst før 8. november for det foregående indkomstår og forberedelse af ligningsarbejdet for det nye år.

Dette sidste må så ske på en sådan måde, at nogle skatteydere eller skatteydergrupper ikke år efter år begunstiges ved at blive sat nederst i rækken, så deres selvangivelser er dårligere gennemgået end andre i perioden før 8. november.

Kernen er, at skattepersonalet under alle omstændigheder skal klare ét indkomstår på ét års arbejde. I stedet for inden for det enkelte år at beskæftige sig med mange indkomstår er det langt mere befolkningsvenligt til stadighed kun at beskæftige sig med det sidst indkomne hold selvangivelser.

Om ”40.000 kroner”

Hovedbetragtningerne bag det stillede lovforslag og hensynet til enkelhed i lovgivningen ville føre til, at tidsfristen 8. november var absolut.

Mange af betragtningerne taber imidlertid i vægt, hvis den enkelte sag drejer sig om et noget større skattebeløb.

Fremskridtspartiet mener derfor, at der i sådanne tilfælde skal kunne ske en afvigelse fra 8. november-grænsen.

Det er vigtigt, at få en helt skarp og klar grænse. Langt vigtigere end at man herved udsætter sig for ioniseringer vedrørende den, der ligger lige under grænsen i forhold til den, der ligger lige over grænsen. Sådanne angreb plejer socialdemokrater (herunder VCQMBF´ erne) at svælge i, men ret beset er de blot afkom af den lille misundelse over i den tarveligste og tommeste Christiansborgtone.

De 40.000 kroner er ikke noget helligt tal og for at kunne fremme med nytænkningen og lade denne chance for at vise sine velsignelser i praksis, vil Fremskridtspartiet gerne forhandle om et mindre grænsebeløb, som vi altid har været og altid vil være kompromisvillige, når blot udviklingen går i den rigtige retning.

En lav grænse vil imidlertid føre til, at mange gamle sager kommer op på ny. Sager, der ellers højst kunne føre til skatteforhøjelser på 8.000, 10.000 eller 12.000 kroner, undersøges. Fejlanvendelse af arbejdskraft finder derved sted, og man presser måske til syvende og sidst forhøjelser svarende til 15.000 kroner i merskat igennem, hvis grænsen for eksempel blev lagt på dette beløb.

Om ”strafbare forhold”

Det har været overvejet, om man ud over den objektive afgrænsede undtagelse på de 40.000 kroner, også skulle have en subjektivt afgrænset undtagelse, så strafbare forhold skulle føre til, at man under alle omstændigheder kunne foretage forhøjelser.

Herved ville man hidføre en enorm social ubalance. Det ville blive en undtagelse, som ramte rengøringskonen, den der privat udlejer sit sommerhus og andre ikke-skatteakrobater. Derimod er det typiske for den, der med Nureddin-mentalitet snu lægger sine skatteforhold til rette – eventuelt med revisorbistand – at hans skatteunddragelser bevæger sig uden for det strafbare område.

Dertil kommer, at dansk skattestrafferet er udformet så tilfældigt og vilkårligt, at myndighederne uden noget særligt overbevisende grundlag somme tider lader en sag falde inden for det strafbares område og til andre tider lader en ganske tilsvarende sag falde uden for.

Dette er tilfældighedernes hasardpræg over for skattevæsenshverdagen ville blot yderligere blive sat i skarp sovs, hvis der blev indført en undtagelse for strafbare forhold. Man ville meget vel kunne risikere, at skattevæsenerne i deres jagt på at få nogle flere personaleomkostninger ville undergrave hele lovens formål ved blot at kalde meget mere end nu for strafbart. I så fald ville man ikke nå den tilsigtede betydelige begrænsning af skattesagernes antal.

Selve lovforslaget og mere om spørgsmålet kan fås på folketingsgruppens kontor.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 5 / 7. årgang / 19. marts 1978

Helveg-Petersen som retfærdighedens vogter

3. februar 2012 5 kommentarer

Helveg-Petersen som retfærdighedens vogter 

Det var pudsigt at se, hvorledes hykleriet blomstrede med skammens røde roser i kinderne, da Niels Helveg-Petersen (B) kom i TV for at udtale sin mening om, hvorvidt folketinget skal tilsidesætte vælgernes ønske om, at have Glistrup i tinget. 

De radikale har som bekendt – og mange vil mene med fuld ret – fundet det uretfærdigt, at en af deres egne fremtrædende politikere – hvis navn skal være unævnt her (Arnold Chr. Normann, red.) – af tinget blev kendt uværdig til, at være medlem efter en dom for en alvorlig færdselssag.

Der er endog skrevet bøger om det uretfærdige i, at denne radikale blev stemt ud af folketinget af sine politiske modstandere, og det var derfor lidt vanskeligt for Helveg-Petersen at forlange, at Glistrup også skulle udelukkes, især da Glistrup jo ikke har været årsagen til nogens død eller slået nogen ung dame til invalid for livstid. Glistrups brøde består som bekendt i, at han ganske åbenlyst fremlagde sin vurdering af egne skatteforhold og fik dem først godkendt af myndighederne og siden underkendt, men som dommer Kistrup understregede, Glistrup har hele tiden lagt alle kort på bordet.

Hvordan kunne Helveg-Petersen klare den? Partiet hænger ved den yderste tåspids over afgrunden og forsøger at gøre sig til et modstykke til Fremskridtspartiet. Helveg forklarede da, at så længe Glistrup ikke var dømt ved den sidst mulige instans, ville det være i strid med respekten for retten til at sige det mindste om, hvorvidt Glistrup, hvis byretsdommen blev den endelige, skulle forblive i folketinget.

Det lyste ud af ham, at det ville være uanstændigt, at netop de radikale ville nægte et folkevalgt medlem ret til at udøve sit mandat, og han undlod derfor det ganske naturlige at sige, hvorledes de radikales stilling til Glistrups forbliven ville være – om partiet stadigvæk delte den anskuelse, som professor Anders Øllegård har fremført i Berlingeren, at det naturligvis kun er vælgerne, der skal bestemme, hvem der skal sidde i folketingssalen, eller om man mener, at dette synspunkt skal gælde, når det er en radikal forhenværende minister, der har kørt nogle mennesker ihjel, men ikke skal gælde, når det er en mand, der har vist at skattesystemet er forældet.

Helveg-Petersen vil ikke bide hovedet af al skam, før det er nødvendigt, og til den tid vil han nok finde på et eller andet, der skal sætte skel mellem hans eget udstødte partimedlem og Glistrup.

Himmel, hvor er det radikalt!

Orbiter

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 4 / 6. årgang / 20. marts 1978

Formår ikke at løse opgaverne

2. september 2009 Skriv en kommentar

Formår ikke at løse opgaverne

Folketinget har endnu ikke løst den mest presserende opgave: At få folk til at arbejde. Vi vil ikke arbejde over og være til grin, siger mange arbejdere.  Trækprocenten bevirker, at staten tager de 34 minutter af hver overarbejdstime og restskatten senere fire-fem minutter.

Den udvikling skyldes simpelthen, at politikerne på “Slotsholmen har mistet taget. Det er næppe sket på grund af ond vilje, men fordi de ikke har kunnet overskue konsekvenserne af, hvad de lavede.

Man må konstatere, at de nuværende partier simpelthen ikke formår at løse opgaverne i nutidens samfund. De offentlige udgifter er kommet op på et alt for højt plan.

Skatteprocenterne stiger næste år igen, men politikerne trøster os. Der kommer skattelettelser om et par år. Det har vi imidlertid hørt på i flere år, og vi tror ikke mere på det. Fremskridtspartiet kan derimod starte med en ren ubelastet tavle, hvilket er en stor fordel.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 9 / 1. årgang  / 2. november 1973

Indkomstskatten er ubrugelig

1. juli 2009 67 kommentarer

Indkomstskatten er ubrugelig

Den er samfundsskadelig og uretfærdig.

Det er en grundtanke i fremskridtspolitikken, at de samlede offentlige udgifter skal nedsættes kraftigt, så borgerne skal af med mindre i samlede skatter og afgifter.

De samlede skatter og afgifter består af så forskelligartede ydelser som f.eks. indkomstskat, moms, ejendomsskat, told, A/S skat, afgift på øl, spiritus og tobak o.s.v., o.s.v.

En beskæring af de offentlige udgifter ville derfor kunne udmøntes i lempelser af mange slags skatter og afgifter.

Skat på arbejdsindsats

Fremskridtspartiet mener imidlertid, at det frem for alt er indkomstskatten, der skal lettes eller fjernes, fordi den i bund og grund er en skat på arbejde og på den indsats, hvorved arbejdspladser skabes. Da indfrielse af udlandsgælden og fortsat velfærdsfremgang først og fremmest kræver arbejdsindsats, er det særdeles uforstandigt, at bevare denne skatteform.

En 1903-model

Dertil kommer, at indkomstskatten hører til i tidligere tiders stillestående, let overskuelige samfund. Det er aldeles umuligt, at udforme den på hæderlig vis i det samfund, der nu er under udvikling. Dels udspecialiserer indtægtsdannelsen sig på mange forskellige arbejdsområder, så det ikke lader sig gøre for et embedsmandsapparat at foretage en rimelig og ligelig bedømmelse. Dels bevirker den stigende internationalisering, at kontrolarbejdet umuliggøres mere og mere for flere og flere skatteydere.

Indkomstbegrebet kunne bruges i det prisstabile, enkle samfund, vi havde ved indkomstskattens indførelse i 1903. Manglerne trådte ikke så skarpt frem, fordi satserne var så små – toppen lå på 2½ % og skavankerne var derfor ikke til at få øje på.

Uanvendelig

På baggrund af sit lektorat i skatteret ved Københavns Universitet og sin erfaring fra praktisk skattearbejde er Mogens Glistrup nået til den entydige konklusion, at indkomstskattebegrebet er aldeles uanvendeligt som beskatningsgrundlag under nutidens forhold.

Forslagene om at rydde op i fradragsjunglen hører kun hjemme hos ukyndige romantikere og hos kynikere, der ønsker et øget skattetryk.

Indkomstskatten er direkte samfundsskadelig, idet den beskatter arbejdsindsats og til trods for mange års ihærdigt arbejde på at gøre den millimeterretfærdig, er resultatet kun blevet en uoverskuelig jungle af regulativer, som til trods for et enormt administrationsapparat ikke giver retfærdighed.

Redaktionen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 19 / 4. årgang / 4. november 1976

Ulykkestoften

12. februar 2009 17 kommentarer

Ulykkestoften

For et par måneder siden gik en prås op for Hans Excellence Statsministeren (Poul Schlüter, C, red.): “Vort indkomstskattesystem er pilråddent“.

Denne mageløse opdagelse har efterplaprerne siden gentaget igen og igen.

Men Schlüter har nu præsteret det hartad umulige: At gøre et pilråddent skattesystem endnu mere pilråddent.

Bevares, også på skatteområdet har Optimist-Poul det som den nok som bekendte Admiral: Andres tanker er ham mere end nok.

Og hans faste tænketank i skattespørgsmål hedder Kong Mogens (Mogens Lykketoft, A, red.). Ulykkeligvis med Lykketoft som efternavn. Han fulgte Schlüter blindt, da det gjaldt at plyndre selvpensionisterne med realrenteskatten. Selskabsskatteforhøjelsen og den lede tvangsopsparing groede også i Lykketofts ukrudts-urtegård. Og nu gjorde Schlüter så alle dårlige gange tre ved mindre end tre måneder efter den seneste kæmpefadæse råt at sluge den daværende socialdemokratiske regerings skattereformoplæg fra maj 1982.

Hovedstrategiener den gammelkendte: Folketinget jævner befolkningens fradragschancer med jorden. Når skatteborgeren først en gang for alle har mistet sit forsvarsværk, vil presset på de offentlige udgifter med uomgængelig sikkerhed hurtigt udløse, at skattedoseringen igen når op i de alt for velkendte galskabshøjder. Men nu udskrives de høje procenter vel at mærke på en større indkomstsum, så slutresultatet bliver langt større skatteplyndring.

Når de gammelparti-ræve taler for de gæs, fortier de, at dette er deres hovedformål.

Kuponklippere skal slippe billigere end dem, der går på arbejde. Fremtidig beskattes arbejdsindkomst med 48,5 % op til 106.000, så 50 % til 130.000, 56 % til 200.000 og 68 % derudover, mens kapitalafkastprocenten indtil videre “kun” bliver 50. Fordi man siger, at det skal betale sig at spare op. Men opsparing – udskudt forbrug – er ikke livets lyst. Den økonomiske side af tilværelsen trives ved øget produktion. Og det kræver et lavere skattetryk.

Derfor måles en skattereforms fortræffelighed først og fremmest i, hvor meget den nedsætter skatten. Lykketoft er just ikke skattenedsætter. Og derfor er firkløverregeringen (V, C, CD og KrF, red.) det heller ikke.

“Argumentet” mod skattenedsættelser er det puritanske: Det vil da være forfærdeligt at øge folks forbrug. Nej og atter nej. Det er da kun pragtfuldt, hvis det sker. Orden i økonomien – den ønskede forbrugsbegrænsning – skal opnås ved, at det offentlige nedsætter sit overforbrugs-vanvid. Men det behager ikke socialdemokratteknokrat-herskerklassen. Og derfor behager det heller ikke den firkløverregering, som har vist sig ikke at være noget skift fra socialdemokratstyret – blot et socialdemokratisk alternativ.

Efter den sorte 19. juni-forligsdag kan man med endnu større styrke end tilforn fastslå, at Danmark har brug for et stærkt Fremskridtsparti. Måske kommer vi et spadestik dybere end at tale om en Lykketoftsreform ved at kalde det en V. A. Jakobsen/Uffe Thorndahl-reform. Havde de ikke ved deres partisplitning gjort Fremskridtspartiet midlertidigt svagt, var katastrofen aldrig indtruffet. Da Fremskridtspartiet var rigtig stærkt – 1974 og følgende år – faldt indkomstskattetrykket. Da vi svækkedes kunne vi holde skattetrykket uændret. Da Schlüteristispesten hærgede os, begyndte skattetrykket at stige. Og nu da vi for en tid ligger på sottesengen, kommer så denne ulykkelige skattereform.

Men 19. juni-udspillet er ikke endnu blevet lov i Danmark. En hurtig vækst af Z-partiet vil forskrække de andre – som vi forskrækkede dem uden at have flertal for 10-12 år siden. Dengang fik vi bragt dem over mod dydens smalle vej. Det kan vi nå igen.

Der er i al fald ikke nogen som helst anden redningsmulighed end at aktionere stærkt for at genskabe ånden fra 1973. Der er alt at tabe og intet at vinde ved at støtte et af forligspartierne. Der er alt at vinde og intet at tabe ved at storme over til Holger Danskes Fremskridts Parti.

Men tro ikke enfoldigt,at dette befolkningens eneste selvforsvar kommer af sig selv. Hvert eneste Z-menneske må gøre en målbevidst, arbejdsom, selvopofrende og disciplineret indsats.

Den sædvanlige underlødige gammelparti-snedighed udfolder sig bl.a. i, at 19. juni-papiret bevirker, at staten fra 1. januar 1987 vil pumpe kæmpemilliardbeløb ud i dagligdagsomsætningen. Under etiketten børnetilskud. Den øjeblikkelige virkning heraf bliver, at folk tror, at nu har gammelpartierne gjort det godt for dem, mens de ikke tilstrækkeligt erkender, at de selv kommer til senere mangefold at betale regningen.

Efteråret 1987 er af stemmekøbsfidusmageren Poul Schlüter gentagne gange udpeget som næste valgtermin.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 25 / 13. årgang / 28. juni 1985

Skattelovjungleriet

2. februar 2009 1 kommentar

Skattelovjungleriet 

Samtidig med, at skattereglerne i traditionelt tempo bliver mere og mere indviklede hvert eneste folketingsår, hykler den siddende skatteminister (Anders Fogh Rasmussen, V, red.) som sædvanligt, at han vil forenkle.

Anders Fogh Rasmussen har nok det særkende, frem for forgængerne, at han kan udtrykke sig i mere fortryllende sprog.

Som for eksempel:

For skatteyderne og for samfundsøkonomien som helhed består skattesystemets belastning ikke alene i det, der rent faktisk skal svares i skat. Hertil skal lægges de direkte og indirekte omkostninger, som er forbundet med at orientere sig i skattereglerne og med administrative byrder. Komplicerede skatteregler kan endvidere bevirke, at borgerne er tilbageholdende med, at iværksætte nye initiativer, fordi de skattemæssige konsekvenser er vanskelige at overskue. I en vis forstand kan forenklinger af skattereglerne således siges, at lette “skattetrykket”, selvom det ikke nødvendigvis indebærer lavere indtægter for det offentlige.

Men væksten i Juristforbundets skattelovssamling fra 1.008 sider i 1980 til 1.980 sider i 1989 foregår ikke i aftagende tempo. Og de mange tilvækster er ikke mere forståelige end de tidligere regler.

Sådan er bare de faktiske forhold.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 4 / 18. årgang / april 1990

%d bloggers like this: