Forside > Det radikale Venstre, Folkestyre/demokrati, Glistrup-sagen > Helveg-Petersen som retfærdighedens vogter

Helveg-Petersen som retfærdighedens vogter

3. februar 2012

Helveg-Petersen som retfærdighedens vogter 

Det var pudsigt at se, hvorledes hykleriet blomstrede med skammens røde roser i kinderne, da Niels Helveg-Petersen (B) kom i TV for at udtale sin mening om, hvorvidt folketinget skal tilsidesætte vælgernes ønske om, at have Glistrup i tinget. 

De radikale har som bekendt – og mange vil mene med fuld ret – fundet det uretfærdigt, at en af deres egne fremtrædende politikere – hvis navn skal være unævnt her (Arnold Chr. Normann, red.) – af tinget blev kendt uværdig til, at være medlem efter en dom for en alvorlig færdselssag.

Der er endog skrevet bøger om det uretfærdige i, at denne radikale blev stemt ud af folketinget af sine politiske modstandere, og det var derfor lidt vanskeligt for Helveg-Petersen at forlange, at Glistrup også skulle udelukkes, især da Glistrup jo ikke har været årsagen til nogens død eller slået nogen ung dame til invalid for livstid. Glistrups brøde består som bekendt i, at han ganske åbenlyst fremlagde sin vurdering af egne skatteforhold og fik dem først godkendt af myndighederne og siden underkendt, men som dommer Kistrup understregede, Glistrup har hele tiden lagt alle kort på bordet.

Hvordan kunne Helveg-Petersen klare den? Partiet hænger ved den yderste tåspids over afgrunden og forsøger at gøre sig til et modstykke til Fremskridtspartiet. Helveg forklarede da, at så længe Glistrup ikke var dømt ved den sidst mulige instans, ville det være i strid med respekten for retten til at sige det mindste om, hvorvidt Glistrup, hvis byretsdommen blev den endelige, skulle forblive i folketinget.

Det lyste ud af ham, at det ville være uanstændigt, at netop de radikale ville nægte et folkevalgt medlem ret til at udøve sit mandat, og han undlod derfor det ganske naturlige at sige, hvorledes de radikales stilling til Glistrups forbliven ville være – om partiet stadigvæk delte den anskuelse, som professor Anders Øllegård har fremført i Berlingeren, at det naturligvis kun er vælgerne, der skal bestemme, hvem der skal sidde i folketingssalen, eller om man mener, at dette synspunkt skal gælde, når det er en radikal forhenværende minister, der har kørt nogle mennesker ihjel, men ikke skal gælde, når det er en mand, der har vist at skattesystemet er forældet.

Helveg-Petersen vil ikke bide hovedet af al skam, før det er nødvendigt, og til den tid vil han nok finde på et eller andet, der skal sætte skel mellem hans eget udstødte partimedlem og Glistrup.

Himmel, hvor er det radikalt!

Orbiter

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 4 / 6. årgang / 20. marts 1978

%d bloggers like this: