Arkiv

Posts Tagged ‘Det radikale Venstre’

Objektivitet?

10. juni 2012 4 kommentarer

Objektivitet?

En opinionsundersøgelse foretaget af Observa blev i flere radioaviser den 15. maj frydefuldt omtalt derhen, at nu kunnefirkløveret” (V, C, CD og KrF, red.) og de radikale (B) fortsætte uden hensyn til Fremskridtspartiet, men der var ingen grund til den megen jubel, for man havde glemt at tage kuglerammen til hjælp ved sammentælling af procenterne. Det er forståeligt, at det passede den socialistiske Danmarks Radio helt fint, idet et stærkt Fremskridtsparti uden skånsel vil forsøge at beskære deres mange privilegier og besynderlige tillæg.

Men det er ikke blot Danmarks Radio, som med god grund er skræmt for Fremskridtspartiet. De radikales leder Niels Helveg Petersen ønsker ikke at støtte en borgerlig regering, hvis også Fremskridtspartiet skal have indflydelse, og ifølge Jyllands-Posten den 15. maj fantaserer den gode Helveg om selv at danne regering, men det er vel dog en betingelse, at han selv bliver genvalgt, og jeg tror ikke, at vælgerne igen vil svigte Fremskridtspartiet til fordel for de radikale.

Under interviewet undslog hr. Helveg sig ikke for at tilsværte Fremskridtspartiet med den sædvanlige politikerløgn om, at Fremskridtspartiet allierede sig med venstrefløjen og nedstemte Schlüters finanslovsforslag i december 1983, selv om sandheden er, at de to parter nedstemte forslaget ud fra diametralt modsatte synspunkter om mere contra mindre solderi i den offentlige sektor.

Hr. Helveg skulle ellers være varsom med postulater om at alliere sig med socialisterne, idet de radikale alene i denne valgperiode har allieret sig med venstrefløjen og bragt regeringen i mindretal i over tyve tilfælde af forskellig art.

En partileder der omgår sandheden så lemfældigt har mistet sin troværdighed, og gennem årerne har de radikale i øvrigt vist, at de ikke alene kan være støtteparti for en borgerlig regering, hvis den skal være handlekraftig. Vi mindes med ubehag den radikalledede VKR-regering (1968-71, red.).

Sigurd Høy

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 21 / 15. årgang / 12. juni 1987

Radikal særbehandling

7. maj 2012 Skriv en kommentar

Radikal særbehandling

I sit partiblad – Berlingske Tidende – udtaler finansminister Palle Simonsen (C) om forliget vedrørende finansloven 1987:

I drøftelserne med de radikale (B) er sket nøjagtigt det samme, som er sket i de foregående tre år, nemlig at for at nå til enighed, må de radikale naturligvis have nogle af deres ønsker opfyldt.

Det glemmes undertiden i den offentlige debat, at når man skal indgå en politisk aftale, må man naturligvis betale noget på nogle områder.

Sådan set er dette ikke andet end banaliteter. Men det tør jo nok siges, at i forhold til Fremskridtspartiet følger firkløverne (V, C, CD og KrF, red.) til stadighed en helt anden kurs.

Det skyldes måske, at man tror, at Fremskridtspartiet under alle omstændigheder vil stemme imod et hvilket som helst finanslovsforslag. Det er imidlertid ikke korrekt. Vi vil blot have en rimelig indflydelse på, at de offentlige udgifter falder betragteligt. Selvfølgelig ser vi helst et finanslovsforslag, som fører til formindskelse af statens gæld. Men der er ikke nogen principiel barriere hos Fremskridtspartiet, som hindrer os i – i givet fald – at stemme for et underskudsforslag eller for den sags skyld imod et finanslovsforslag, som udviser overskud.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1 / 15. årgang / 16. januar 1987

Kongerøgelse

2. marts 2012 36 kommentarer

Kongerøgelse

Den radikal-politiske ”gyngehøvding” Niels Helveg Petersen (B) udtaler til Jyllands-Posten den 15. maj, at han lugter kongerøgelse og måske vil stile efter statsministerposten i en eventuel radikal mindretalsregering, hvor han så kan ”gyngetil højre og venstre i folketingssalen for at få sine radikale forslag igennem.

Mens fremtrædende regeringsmedlemmer klart har set skriften på væggen, mener den radikale ”gyngehøvding” ikke, at Fremskridtspartiet er ”salonfæhigt” til at deltage i et regeringssamarbejde fordi – som ”gyngehøvdingen” siger –, sporene skræmmer!

Ja, det tør nok siges, at de radikale spor er skræmmende, for aldrig er skattefolket blevet belemret med større skattebyrder, end når de radikale var tungen på vægtskålen!

Og aldrig har man set en ”ansvarlig” regering (V, C, CD og KrF, red.) fået trukket så mange ”radikalstrikkede” narrehatte ned over hovedet i så alvorligt et spørgsmål som landets sikkerhedspolitik, så vi i vore NATO-partneres øjne fremstår som et i allerhøjeste grad utroværdigt NATO-medlem, som blot vil køre på frihjul og lade de andre trække læsset!

Jo, de radikale fodspor i danske politik er mere end skræmmende. De er faretruende skræmmende.

J.L. 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 19 / 15. årgang / 29. maj 1987

Helveg-Petersen som retfærdighedens vogter

3. februar 2012 5 kommentarer

Helveg-Petersen som retfærdighedens vogter 

Det var pudsigt at se, hvorledes hykleriet blomstrede med skammens røde roser i kinderne, da Niels Helveg-Petersen (B) kom i TV for at udtale sin mening om, hvorvidt folketinget skal tilsidesætte vælgernes ønske om, at have Glistrup i tinget. 

De radikale har som bekendt – og mange vil mene med fuld ret – fundet det uretfærdigt, at en af deres egne fremtrædende politikere – hvis navn skal være unævnt her (Arnold Chr. Normann, red.) – af tinget blev kendt uværdig til, at være medlem efter en dom for en alvorlig færdselssag.

Der er endog skrevet bøger om det uretfærdige i, at denne radikale blev stemt ud af folketinget af sine politiske modstandere, og det var derfor lidt vanskeligt for Helveg-Petersen at forlange, at Glistrup også skulle udelukkes, især da Glistrup jo ikke har været årsagen til nogens død eller slået nogen ung dame til invalid for livstid. Glistrups brøde består som bekendt i, at han ganske åbenlyst fremlagde sin vurdering af egne skatteforhold og fik dem først godkendt af myndighederne og siden underkendt, men som dommer Kistrup understregede, Glistrup har hele tiden lagt alle kort på bordet.

Hvordan kunne Helveg-Petersen klare den? Partiet hænger ved den yderste tåspids over afgrunden og forsøger at gøre sig til et modstykke til Fremskridtspartiet. Helveg forklarede da, at så længe Glistrup ikke var dømt ved den sidst mulige instans, ville det være i strid med respekten for retten til at sige det mindste om, hvorvidt Glistrup, hvis byretsdommen blev den endelige, skulle forblive i folketinget.

Det lyste ud af ham, at det ville være uanstændigt, at netop de radikale ville nægte et folkevalgt medlem ret til at udøve sit mandat, og han undlod derfor det ganske naturlige at sige, hvorledes de radikales stilling til Glistrups forbliven ville være – om partiet stadigvæk delte den anskuelse, som professor Anders Øllegård har fremført i Berlingeren, at det naturligvis kun er vælgerne, der skal bestemme, hvem der skal sidde i folketingssalen, eller om man mener, at dette synspunkt skal gælde, når det er en radikal forhenværende minister, der har kørt nogle mennesker ihjel, men ikke skal gælde, når det er en mand, der har vist at skattesystemet er forældet.

Helveg-Petersen vil ikke bide hovedet af al skam, før det er nødvendigt, og til den tid vil han nok finde på et eller andet, der skal sætte skel mellem hans eget udstødte partimedlem og Glistrup.

Himmel, hvor er det radikalt!

Orbiter

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 4 / 6. årgang / 20. marts 1978

Udskift Folketinget

2. januar 2012 3 kommentarer

Udskift Folketinget 

Det sidste valg blev vundet af egoisterne, pamperne, nasserøvene og landsforræderne. Således skrev jeg i 1984, og enhver kan i dag se, at der var noget om snakken, for jeg mindes ikke, at vi tidligere har haft et så samfundsnedbrydende Folketing.

Ulykkeligvis blev Fremskridtspartiet sat udenfor indflydelse, og regeringen (V, C, CD og KrF, red.) har hele vejen måtte nøjes med de holdningsløse og usaglige radikale (B), der mere end tyve gange har bragt regeringen i mindretal på vitale spørgsmål som forsvars- og sikkerhedspolitikken m.m.

De seneste skævere om miljøpanikken, den uhyrlige økonomiske situation med en komplet fejlslagen skattepolitik og meget mere af samme karat afslører at statsministerens (Poul Schlüter, C, red.) optimistiske floskler om, at det hele går så ufatteligt godt aldrig har haft nogen fornuftig mening, men miseren skyldes Folketingets medlemmer, hvoraf de færreste fortjener at blive genvalgt.

Derfor bør der til næste valg stemmes personligt og vel at mærke på kandidater, som ikke i dag sidder i Folketinget. En ”udrensning” er nødvendig for bevarelse af den politiske troværdigheds sørgelige rester og for demokratiets skyld.

Sigurd Høy

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 9 / 15. årgang  / 13. marts 1987

Ligestilling

20. september 2011 1 kommentar

Ligestilling 

Er der dog ingen grænser for, hvilke tåbeligheder vort Folketing beskæftiger sig med? Nu er der i fuld alvor fremsat forslag om – i ligestillingens hellige navn –, at kvinder skal tildeles flere magtfulde poster i bestyrelser etc.

Hvis det blot er et spørgsmål om ”ben”, kan det naturligvis være et fedt, hvem som gnaver, men det synes for kvindekønnet at være en falliterklæring, når der nu også nødvendigvis skal lovgives på området, som ellers burde være afhængige af kvalifikationer.

Meget i vort samfund ville have det bedre, hvis de fremstormende kvindesagskvinder i højere grad havde appelleret til varetagelse af hjem og børn. En halv snes – som især fører sig frem på området – kan af pladshensyn ikke komme med her, men de er i velvillig erindring.

Det undrer mig ikke, at det er de radikale (B), som lancerer dette påfund, der er lige så pjattet som loven om barselsorlov for mænd, men det foruroliger mig, at andre partiers medlemmer – forhåbentlig ikke Fremskridtspartiets – er med på disse fjollede banaliteter, og de fortjener ikke at blive genvalgt.

Sigurd Høy 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 10 / 15. årgang / 20. marts 1987

Udslidte partier

14. november 2010 35 kommentarer

Udslidte partier

Socialdemokratiet og Det radikale Venstre (B) har opfyldt deres missioner og dermed mistet deres berettigelse.

1970ernes parti hedder Fremskridtspartiet.

Det radikale Venstre og Fremskridtspartiet er så at sige identiske i menneskesyn, tænkemåde og socialopfattelse. Den dybe afgrund mellem partierne skyldes, at deres historiske udspring findes i to vidt forskellige tidsaldre.

Fremskridtspartiet er skabt med henblik på det samfund, der er under kraftig udvikling i 1970´erne. Det er et Danmark som på næsten alle punkter adskiller sig markant fra det samfund, som det radikale partis stiftere ville reformere, da det nye århundrede gryede.

Den historiske opgave dengang var at formidle overgangen af den politiske grundopfattelse fra 1800-tallet liberalisme til det socialdemokrati, som fremtiden dengang tilhørte. Her havde Det radikale Venstre sin historiske mission, og partiet løste utvivlsomt opgaven i den overgangsperiode på en snes år, der fulgte efter partiets stiftelse i 1905.

I og med de socialdemokratiske ideers sejre var det rimeligt og sømmeligt, at de radikale kom på tryg aftægt. De fik kors og bånd og mange stjerner på, men befolkningens tilslutning mindskedes så at sige ved hvert eneste valg. Det kunne med sikkerhed forudses, at partiet ville forsvinde med 1970´erne. Hertil krævedes blot en ekstrapolation (det at danne ukendte størrelser ud fra kendte sammenhænge, red.) ud fra kendskabet til loven om, at når man falder ned af et skråplan, vil man til sidst rutsje med stærkt accelererende fart.

Tilfældigheden

Med H. C. Hansens (A) død den 19. februar 1960 – som det klareste tideskifteskel – havde socialdemokratismen udtømt det, som den kunne give Danmark.

Som vælgerne gjorde det for 2-3 generationer siden, måtte de på ny til at søge efter, hvem der nu var i pagt med samfundet, som det nu havde ændret sig. Der var ingen umiddelbare egnede emner på markedet. Ud fra princippet om at i de blindes rige er den kvartsynede den mest seende, flokkedes man om de radikales nye leder, Hilmar Baunsgaard, som i visse udsagn kunne give indtryk af, at han dog havde en vis kontakt til samfundets udvikling.

Denne ret tilfældige krusning på langtidsudviklingen skabte Det radikale Venstres Indian Summer. Den måtte imidlertid holde op præcis på det tidspunkt, hvor der blandt vælgernes valgmuligheder var nogen, som var i fuld pagt med samfundsudviklingen.

Derfor førte de to seneste folketingsvalg med et års mellemrum til, at de radikale drattede tilbage i den nedtursbane, som indledtes i 1920´erne.

Fremtiden

Det er nok også kortsigtede krusninger på den historiske udvikling, at Fremskridtspartiets opstigningsbane ikke blev så brat, som den burde have været. På grund af massemediernes misinformation blev den tordenkile, der skulle drive Z-partiet frem ved det første valg til dels forpagtet af Erhard Jacobsen (CD) og Poul Hartling (V).

Langtidstendensen er imidlertid klar: Såvel de radikale som Socialdemokratiet har gjort deres særdeles nyttige indsatser i Danmarkshistorien. Men nu er de ældede, og kan ikke hjælpe landet yderligere frem. Dertil har de mange år slidt alt for meget på dem og tilvejebragt hellige køer og begrebsforvirringer, som ikke kan føres med i fremtiden. Derfor er forholdet nu som det var på vore oldeforældres tid: Nye partier må tage over for at føre Danmark videre frem.

Havde Stauning, Borgbjerg, Peter Sabroe og Hørup været unge i dag, havde de utvivlsomt været at finde i Fremskridtspartiets rækker.

Niels Helveg Petersen (B) har derfor ikke ret, når han i pressen konkluderer at de to partier, som på nuværende udviklingspunkt er dømt til stadig tilbagegang – Socialdemokratiet og radikale – vil kunne tilføre landets ledelse stabilitet ved at gå i regeringssamarbejde med hinanden.

Ude af trit med 1970´erne

Tværtimod har de to partier mere end de fleste andre demonstreret, at de ikke forstår nutidssamfundets økonomiske sammenhænge. Derfor konsoliderede de ikke landet i de gode tider i 1960´erne, hvor statsministrene kom enten fra Socialdemokratiet eller fra Det radikale Venstre. Derfor har hver eneste af de mange storpolitiske forlig de to partier har deltaget i siden H. C. Hansens død ført til, at man nogle måneder senere måtte konstatere, at de store ord ikke hjalp et hak, men at landets problemer blot var blevet alvorligere.

Ser man på aldersfordelingen blandt vælgerne, viser det sig, at disse to partier – sammen med Kristeligt Folkeparti og de konservative – i særlig ringe grad har tag i de yngre aldersklasser, men bliver stærkere og stærkere repræsenteret, jo højere alder vælgerne har. Dette er der selvsagt ikke noget nedværdigende i. Partierne skal respekteres for den indsats, de har gjort, men man kan ikke rende fra, at de har passeret deres kulmination.

Det vil være en landsskadelig nostalgi, om vælgerne nu i nogle år faldt for Niels Helvegs indsmigrende opfordring til at genoplive den 1930´er-tid, som uigenkaldeligt er forbi.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 15 / 4. årgang / 2. september 1976

Vi har talt for døve øren

16. november 2009 7 kommentarer

Vi har talt for døve øren

BT kan fortælle sine læsere, at 12.000 afghanere i disse dage forsøger at komme til Danmark. Udenrigsminister (Uffe Ellemann-Jensen (V) udtaler, at ”Danmarks flygtningeregler er for åbne og må skærpes”. Justitsministeren (Hans Engell, C, red.) vil have begrænset retten til familiesammenføringer. Den konservative formand for Udenrigsudvalget siger, at ”indvandrernes automatiske retskrav på familiesammenføring skal sløjfes”. Venstres Bjørn Elmquist udtaler, at ”barneægteskaber bør ikke have retskrav i Danmark”. Men de radikales (B) flygtningepolitiske ordfører, Kirsten Lee, mener ikke, at der ”umiddelbart er saglige grunde for at ændre flygtningeloven, da EF-flygtningekonventionen ikke giver nogen grund til at Danmark skulle komme til at virke som en flygtningemagnet”.

Godtroende

Man skal være meget godtroende, hvis man som fru Lee tør hævde, at den store ”efterspørgsel” på opholdstilladelse i Danmark ikke hænger sammen med, at de fremmede her i landet er stillet langt bedre end andre steder, og at Danmark derfor vil blive det foretrukne land for alle flygtninge, som får foden indenfor i EF.

Fremskridtspartiet har i årevis forsøgt at råbe politikerne fra andre partier op i disse spørgsmål, men vi har talt for ”døve øren”, og de øvrige partier har totalt afvist vore ønsker om en folkeafstemning om flygtninge- og indvandrerpolitikken. Først nu er alvoren ved at gå op for de konservative (C) og Venstre. Man må håbe, at de to borgerlige partiers politikere endelig tør stå fast og dermed redde Danmark fra en flygtningeinvasion, som vi i dag kun kan forestille os i et mareridt.

Aage Brusgaard

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 7/18. årgang /august 1990 

Pinligt at regeringen manipulerer med statens gældsforpligtigelser

23. oktober 2009 33 kommentarer

Pinligt at regeringen manipulerer med statens gældsforpligtigelser

Regeringens (A, B, Centrum Demokraterne (D) og KrF, red.) forsøg på at manipulerer sig til en lavere statslig gæld går ikke og må afvises totalt, siger Fremskridtspartiets finansordfører Kim Behnke i en kommentar til regeringens seneste finansredegørelse.

Vi har tidligere oplevet, siger Kim Behnke, at den borgerlige regering pludselig fratrak Den sociale Pensionsfond i opgørelsen af statens gæld, for at pynte på tallene. Men med finansminister Mogens Lykketofts (A) nye manipulationer med statens gæld, hører al anstændighed op.

At indregne endnu ikke opkrævede skatter i statens ”formue” er forkasteligt. Særligt uhyrligt er det, når regeringen i forvejen snyder i opgørelsen af statens gældsforpligtigelser, eftersom der overhovedet ikke er hensat midler til de mange tjenestemands– og øvrige pensioner.

Ej heller landets kommuner har sat penge til side for pensionsforpligtelser. Derfor ligger der en tikkende udgiftsbombe under alle de offentlige budgetter.

Fremskridtspartiet afviser talmanipulationen og efterlyser bare ét eneste ærligt initiativ fra regeringen. Den regering der taler om moral, men som på en helt umoralsk måde jonglerer med statens gæld, siger Kim Behnke, der opfordrer finansministeren til at tage et kursus i elementær regnskabsteknik, så han igen kan komme ind i virkelighedens verden.

Kim Behnke

Pressemeddelelse

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 12 / 21. årgang / december 1993

Erhvervszonerne – hvad blev der af dem?

14. august 2009 8 kommentarer

Erhvervszonerne – hvad blev der af dem?

Fremskridtspartiet havde den 8. maj 1992 held til at indgå et politisk forlig, hvor vi for alvor fik et fremskridtspunkt gennemført. Konservative (C), Venstre, CD, radikale Venstre (B) og Kristelig Folkeparti gik med til at lave et forsøg med indførelse af 10 erhvervszoner. 1. juni 1992 blev forliget omsat til 6 vedtagne love. Næste stop var en EF-godkendelse af lovene. I efteråret 1992 giver EF-kommissionen den tilbagemelding, at de kun vil godkende ordningen, hvis der blev lagt et loft over, hvor meget eksisterende virksomheders fordel kan blive i en erhvervszone. Industriministeriet foranlediger derfor, at der udarbejdes to supplerende lovforslag, der skal indføre en beløbsgrænse på 380.000 kr. for støtteværdien af forbedrede afskrivningsregler! Det lyder indviklet, og er det også.

I mellemtiden havde vi seks forligspartier fordelt de 10 erhvervszoner ud fra 16 brugbare ansøgninger, men kommunerne fik ikke besked, da vi ville afvente den endelige EF-godkendelse.

De to supplerende lovforslag nåede ikke at blive vedtaget før jul 1992 på grund af finanslov m.v. Men allerede den 13. januar 1993 var industriministeren (Anne Birgitte Lundholt, C, red.) klar med forslagene, nu manglede de bare at blive fremsat. Men…

Igen kom der grus i maskineriet – regeringen gik af, og en ny kom til. Ikke desto mindre skrev den nye industriminister (Jan Trøjborg, A, red.) den 11. februar, at de to lovforslag var klar til fremsættelse. Inden de nåede at komme på bordet, sker der imidlertid det meget besynderlige, at skatteministeren (Ole Stavad, A, red.) griber ind og forlanger eksisterende virksomheder og investeringer taget helt ud af erhvervsordningen. Det var en så markant ændring af forliget fra maj 1992, at vi anmodede om et møde. Det fandt sted den 24. marts 1993.

På mødet repræsenterede skatteministeren nu pludselig tre af de seks forligspartier – nemlig CD, radikale Venstre og Kristelig Folkeparti, der jo i mellemtiden havde dannet regering med socialdemokraterne.

Socialdemokraterne havde fra forligets indgåelse anlagt den holdning, at erhvervszonerne skulle bekæmpes med alle midler og stoppes. LOs formand skrev i LO-bladet, at socialdemokratiet og fagbevægelsen måtte forhindre, ”… at sultens slavehær kom til at gå ind gennem pigtrådshegnet til disse erhvervszoner…”, – så der var ingen tvivl om socialisternes modstand mod disse friheds-zoner.

Skatteministeren meddelte kort og klart på mødet i marts 1993, at de eksisterende virksomheder og investeringer måtte udgå af ordningen. De to lovforslag om indførelse af en økonomisk grænse på 380.000 kr. for støtteværdien kunne pludselig ikke bruges længere. Da vi var enige om, at de to lovforslag ikke var særligt heldige rent administrativt foreslog vi derfor, at man accepterede en afvigelse af forliget på dette punkt – men at forligets ordlyd om at forsøgsordningen skal køre ”… toårig…” til gengæld skal holdes. Da der allerede var gået et halvt år med tovtrækkeri og regeringsdannelse ville vi derfor have udløbsdatoen for forsøgets etableringsfase forskudt til 1995 i stedet for 1994.

Dette fornuftige kompromis ville skatteministeren ikke høre tale om – og mødet blev afsluttet. Nu var situationen jo den, at forliget ikke var indgået med skatteministeren eller socialisterne. Derfor var det mest interessante jo at få de seks forligspartier indkaldt. Men lige siden er det ikke lykkedes at få de tre små partier i tale. Venstre og konservative har for længst tilsluttet sig vores forslag, men vi mangler de tre små.

I slutningen af juli lykkedes det så at få gjort radioavisen og Børsen interesseret i sagen og gennem et kraftigt pres gennem pressen er foreløbigt CD og Kristelig Folkeparti kommet på vores side og er enig med os.

Seneste initiativ er derfor en skriftlig henvendelse til skatteministeren af 29. juli, hvor vi forlanger alle forligspartierne indkaldt og sagen sat på skinner igen.

Der er jo en politisk forpligtigelse til at nå en afklaring. 10 kommuner venter spændt på, at komme i gang og mange virksomheder venter på, at kunne sætte skub i udvidelser og ansættelser.

Med den nuværende arbejdsløshed er det ganske enkelt uforskammet, men ikke overraskende – at socialisterne i den grad – udnytter situationen til at forhindre etablering af disse erhvervszoner, der kan blive 10 vækst lokomotiver. I Storbritannien blev der i perioden 1981 til 1986 etableret de første 23 zoner. På bare 5 år blev der skabt 63.000 nye jobs i disse vækstzoner! Det var jo ikke dårligt, om vi kunne opnå tilsvarende succes i Danmark.

Vi arbejder fortsat videre og håber på en afklaring, allerede inden denne artikel kommer på gaden.

Kim Behnke

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 8 / 21. årgang / august 1993

%d bloggers like this: