Arkiv

Posts Tagged ‘bureaukrati’

Pensionister forstår ikke skrivebordsfolkenes snak

19. oktober 2012 1 kommentar

Pensionister forstår ikke skrivebordsfolkenes snak

Glistrup anmelder Lena Vedel-Pedersen.

Lena Vedel-Pedersen har gennem et stort antal radiobrevkassesvar placeret sig som en førstetalsmand for, at den sociale forvaltning er til for klienternes skyld og ikke omvendt.

Dette grundsynspunkt gennembelyser hun på ny i en 178 sider stor bog, som hun har udsendt på Chr. Erichsens Forlag om “RET OG PLIGT FOR PENSIONISTER, som situationen var ifølge de i sommeren 1973 gældende love og bestemmelser.

På et klart og nøgternt – og derfor også smukt – sprog forsyner hus læseren med et væld af præcise oplysninger.

Fremskridtspartiets tilhængere har imidlertid ekstra glæde af bogen.

Ud af næsten hver side stråler, at vi er på rette vej med vore socialpolitiske reformtanker.

Her kan man høre radiointerviews med Mogens Glistrup

Den nuværende ordning er så kompliceret, at alt for mange af socialsektorens skatteydermidler havner hos socialrådgivere og embedsmænd, som skal holde styr på systemet (eller manglen på system). De klienter, som burde have haft disse penge, bliver i stedet forvirrede og utrygge. Det gælder, når sagsbehandlingerne trækker ud – i uger, måneder og år, hvor hurtig hjælp ville have været særlig værdifuld på grund af den trængte situation, ansøgeren typisk står i. Det gælder også, når pensionsbeløb springer op og ned måned for måned på mystisk vis. Det er ikke noget rimeligt krav, at pensionisten til bunds skal kunne forstå skrivebordsfolkenes snak om, at den ene måned er der efterreguleringer med tilbagevirkende kraft, den næste såkaldt normalpension, der tredje en fornyet forhøjelse og den fjerde et ændret skattetræk. Søvnløshed og usikkerhed overfor fremtiden bliver uundgåeligt konsekvensen hos hundredtusindvis af pensionister.

Selv størrelsen af folkepensionen og andre sociale ydelser vil jo utvivlsomt blive markant højere, hvis Fremskridtspartiets synspunkter sejrer over gammelpartiernes bureaukratværk.

Det er imidlertid en udvikling, som vil tage ca. fem år. På vore møder samler interessen sig derfor ofte om de 350 kr., som pensionen efter vort forslag skal udgøre hver onsdag. Vi bliver jo svar skyldig, når man spørger, hvad gammelpartierne vil give i den tilsvarende periode, 1. januar 1975 til 31. marts 1976. De har jo ikke så langtrækkende planer konkret udformet endnu. Det næste spørgsmål til møderne er så ofte: “Hvad er det tilsvarende beløb nu? Heller ikke herpå kan der svares konkret. De mange komplicerede sondringer i nugældende lov giver et alt for flimrende billede. Vi er imidlertid bestemt ikke unfair overfor de andre, hvis vi angiver følgende tre ugebeløb:

  • 260 kr. til en enlig folkepensionist.
  • 170 kr. til en folkepensionist gift med en ikke-folkepensionist.
  • 200 kr. til en folkepensionist gift med en anden folkepensionist.

På vore møder kommer der imidlertid også mange andre forespørgsler om, hvor store pensionsydelserne er i øjeblikket. Da det jo er svært at holde alle disse tal i hovedet, er det nyttigt at have Lena Vedel-Pedersens bog ved hånden og på forhånd at have studeret i den så grundigt, at man nogenlunde hurtigt kan slå op i den. Man må så blot huske, at tallene er fra før 1. oktober 1973, og at der siden da er sket en mindre pristalsregulering.

Gavnligt er det også at læse Lena Vedel-Pedersens bog, hvis man hører til blandt de forhåbentligt mange Fremskridtsfolk, der forbereder mere eller mindre fuldstændige manuskriptudkast til den pjece, som vi gerne i løbet af vinterens løb skulle have udsendt om Fremskridtspartiets socialpolitiske forslag. Det er jo desværre ikke i ringe omfang lykkedes vore modstandere at forvanske og fordreje den kendsgerning, at vore pensionister kan forvente de bedste kår.

Mogens Glistrup

Lena Vedel-Pedersen:

Ret og pligt for pensionister / (178 sider. Chr. Erichsens Forlag, 1973).

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 8 / 1. årgang / 15. oktober 1973

Nej til bureaukratisk EF-Union

23. september 2012 8 kommentarer

Nej til bureaukratisk EF-Union 

Vi kan aldrig indtræde i EF-Unionen, hvis vælgerne siger Nej Tak til Unionen den 2. juni 1992. Sådan forsøger de fanatiske EF-tilhængere at skræmme den danske befolkning.

Vi danskere skal ikke lade os påvirke af sådan latterlige skræmmekampagner, men vurdere om vi virkelig vil overgive magten til EF´s bureaukrati.

EF har travlt med at lære de østeuropæiske stater om demokrati, men burde man ikke starte demokratiseringen i EF-systemet først, før man belærer omverdenen. Den mest magtfulde institution i EF er Kommissionen, men ikke én af dens medlemmer er folkevalgte. Dog er det herfra, alle direktiver o.l. udspringer, og det er her, unionsplanerne udarbejdes. Det er totalitært.

EF ønsker markedsøkonomi i andre europæiske lande, men fortsætter selv i den socialistiske og planøkonomiske retning. Man ønsker et stærkt formynderi og bureaukrati til at undergrave vores personlige frihed.

Danske skatteydere har slidt og slæbt for det offentlige system i Danmark, og nu skal de samme skatteydere også betale for et lignende system i Sydeuropa.

Vi i Fremskridtspartiet er tilhængere af EF, men vi er kraftige modstandere af en Union. Der er alt for mange løse ender, alt for meget bureaukrati og alt for lidt demokrati i Unionsplanerne.

Vælgerne kan roligt stemme NEJ til Unionen den 2. juni. Skulle EF-Unionen så en dag blive mere demokratisk og åben, kan vi jo søge om at komme med. Hvis EF-Unionen skulle sige nej til denne ansøgning, vil det blot bekræfte vores mistanke om et totalitært og lukket system, som vi ikke vil være part af.

Johannes Sørensen

Landsformand

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 3 / 20. årgang / marts 1992

Er pråsen ved at gå op for Venstre?

17. september 2012 7 kommentarer

Er pråsen ved at gå op for Venstre?

Gennem årerne har Venstre i Folketinget ligget under for alskens erhvervsorganisationers pression. På ordre fra Håndværksrådet, Landbrugsrådet, Industrirådet o.s.v. har partiet stemt for erhvervstilskud i massevis.

I de sidste 13 år har Fremskridtsfolk i indlæg efter indlæg påvist, hvor nærsynet dette har været.

Her kan man høre radiointerviews med Mogens Glistrup

Som den tålmodige lærer glæder sig, når pråsen omsider går op for den tunge elev, frydes vi Z-folk derfor over følgende 14 punkter i “Børsen”:

1. Erhvervsfremmeordningerne bør gradvis omlægges, så der anvendes færre midler til finansieringsstøtte og traditionelle anlægsprojekter, og til gengæld flere midler til forskning, uddannelse og indførelse af ny teknik i produktionen.

2. De mange forskellige ordninger bør samles i nogle få effektive ordninger. Administrationen skal forenkles af hensyn til brugerne.

3. Der skal satses mere på en iværksættelses politik med henblik på etablering af nye virksomheder.

4. Der skal sættes massivt ind på at fremme softwareprojekter (dvs. udvikling af Edb-programmel).

5. Generelt skal erhvervsstøtten gøres mindre selektiv. Der skal satses mere på de generelle virkemidler.

6. Venstre afviser at lade staten støtte nogle på forhånd udpegede teknologiske vækstbrancher (vinderstrategien). Denne strategi lider af mindst to svagheder: Risikoen for at udpege de forkerte vindere og det offentlige bureaukratis langsommelige omstilling til hastigt skiftende teknologiske vilkår.

7. Alternativet er en markedsbaseret strategi, hvor det offentliges rolle alene er at smøre markedsmekanismen, så den fremmer en vækstproces.

8. En vis erhvervsfremmende indsats kan være nødvendig på kort sigt. Men ordningerne skal være midlertidige og afvikles hurtigst muligt.

9. Direkte støtte til private virksomheder er farlig af mange grunde. Subsidier til nogle virksomheder betales blot af andre virksomheder i form af højere omkostninger.

10. Der er en risiko for, at støtten omsættes i højere omkostninger fremfor i bedre konkurrenceevne.

11. Støtte til udvalgte brancher vil altid medføre tilfældige afgrænsninger og tendens til konkurrenceforvridning.

12. Statslig støtte til erhvervslivet vikler virksomhederne ind i et net af reguleringer og kontrol friheden undermineres gradvist.

13. Erhvervsstøtteordninger er ikke til at komme af med igen. De virker som afhængighedsskabende narkotika, fordi visse virksomheder og erhvervslivets organisationer indretter sig på dem og til en vis grad lever af dem. Derfor er det farligt at indføre nye støtteordninger, og derfor er det en stor opgave at indskrænke omfanget af den bestående erhvervsstøtte.

14. Venstre er tilhængere af den frie markedsøkonomi. Vi tror på, at den frie konkurrence og selvhjulpne virksomheder sikrer forbrugerne de bedste produkter til de fordelagtigste priser. Det langsigtede mål bør derfor være helt at afvikle den direkte statslige støtte til erhvervsvirksomhederne. I takt med afviklingen af erhvervsstøtten skal beskatningen af virksomhederne lettes tilsvarende. Filosofien skal være, at virksomhederne skal have lov at beholde en større del af deres indtjening, så de selv kan finansiere det nødvendige forsknings- og udviklingsarbejde”.

Fortsat risiko

Selvfølgelig er risikoen stadigvæk stor for, at næste gang et stålvalseværk eller en landboforening vil have statspenge, vil Venstre på ny dumpe i det kortsynede stemmekøbs-hul og stemme ja. Lad os derfor skynde os at glæde os over den omvendte synder, så længe glæden kan nydes uden bitter smag i munden.

Men det er nu alligevel en million gange sikre at krydse Z end at løbe risikoen for en V-stemme, der meget vel også i fremtiden kan vise sig at være spildt for den vælger, der ønsker et selvhjulpent – og dermed stærkt – dansk erhvervsliv.

Børsen og

Mogens Glistrup 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 40 / 12. årgang / 16. november 1984

Danmark har brug for Fremskridtspartiet

10. september 2012 3 kommentarer

Danmark har brug for Fremskridtspartiet 

25 år i politik er normalt ingen alder. I mange lande er det kun 5 eller 6 valgperioder. I Danmark har vi de sidste 25 år haft hele 10 folketingsvalg. Fremskridtspartiet har været med hver gang og har sammenlagt fået valgt 168 folketingsmedlemmer ved de 10 valg.

25 år har Fremskridtspartiet kæmpet for at få Danmark gjort til et bedre og friere samfund. De tre punkter, som for 25 år siden lagde fundamentet for partiet er fortsat aktuelle. Skatterne skal ned, bureaukratiet skal reduceres og lovjunglen skal udtyndes.

For 25 år siden havde vi et skattetryk i Danmark på “kun” 43 pct. Skattetrykket var på bare 12 år steget fra 30 pct. og havde bragt befolkningen i oprør. Fremkomsten af Fremskridtspartiet er derfor – med rette – udnævnt til at være et skatteoprør. 485.000 vælgere bragte os i Folketinget og skrev dermed danmarkshistorie. I dag har vi et skattetryk, som er betydeligt højere og ikke noget skatteoprør! Men hvad var skattetrykket blevet uden Fremskridtspartiet?

På de 25 år har man i stigende omfang skabt en afhængighedskultur, hvor borgerne får offentlige ydelser mod at betale over halvdelen af deres indkomst i skat. Det er smart, eftersom enhver klage, over skatterne, udløser spørgsmål om borgeren er villig til at miste de offentlige ydelser. Skatteoprøret er på 25 år blevet kvalt med overformynderi og et utal af offentligt ansatte, som målbevidst belærer befolkningen om, at der ikke er noget alternativ til verdens højeste skatter. Og de borgere, som kommer i klemme i systemet mødes af bureaukrati og besked om, at det er dem, der er noget galt med.

Fremskridtspartiet har derfor to væsentlige opgaver i dag, og som vil holde os beskæftiget i mange år:

1. – Vi skal overbevise folk om, at der er et alternativ til formyndersamfundet. Frihed er ikke kun noget, folk skal opleve i udlandet. Frihed giver vækst og menneskelig lykke. Og vi vil have mere velfærd gennem lavere skat.

2. – Vi skal hjælpe de mange borgere, som kommer i klemme i systemet. Bureaukratiet har mange ofre – vi er ene om at tage ofrenes parti.

Fremskridtspartiets politik fik for 25 år siden et solidt fundament.

Vores budskab om mere samfund og mindre stat, vores budskab om frihed til den enkelte, vores budskab om et bedre Danmark bliver aldrig forældet.

Danmark har brug for Fremskridtspartiet.

Vi spørger ikke, hvad Danmark kan gøre for os.

Fremskridtspartiet spørger befolkningen, hvad vi kan gøre for den.

Gruppeformand Kim Behnkes tale ved Fremskridtspartiets 25-års jubilæum

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 9 / 25. årgang / september 1997

TV-2 skal ikke styres politisk

2. september 2012 Skriv en kommentar

TV-2 skal ikke styres politisk 

– Så er Socialdemokraterne igen på banen med et af sine formynderiske forslag, der kun fortjener at blive makuleret.

Det siger Fremskridtspartiets mediepolitiske ordfører, Kim Behnke, på baggrund af Socialdemokratiets forslag om, at staten dropper TV-2´s gæld mod at der oprettes en bestyrelse sammensat af de politiske partier.

Kim Behnke:

– Forslaget er skrupskørt, og er et typisk eksempel på Socialdemokratiets formynderiske og bureaukratiske holdning. Løsningen på TV-2´s gældsproblem er, at stationen skal have lov til at bringe alle de reklamer, den vil. Samtidig kan det offentlige slette kautionen for TV-2´s gæld. Dermed er problemerne ude af verden.

Socialdemokratiet lever i en tvangsforestilling om, at politikerne skal styre nyhedsformidlingen. Det vender Fremskridtspartiet sig på det skarpeste imod. Hvad politisk styring af pressen resulterer i, fremgår af socialisternes egen avis, Det fri Aktuelt, der år efter år har et dundrende underskud. Vi kan derfor ikke advare nok mod forslaget, siger Kim Behnke.

Kim Behnke

Pressemeddelelse

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 10 / 19. årgang / november 1991

Socialdemokratisk plan giver øget skattetryk

27. august 2012 Skriv en kommentar

Socialdemokratisk plan giver øget skattetryk 

Grundlag

Socialdemokratiet har fundet ud af, at Danmark – der er socialdemokratiets ejendom – har brug for fuld beskæftigelse i 90´erne.

Ved bevidst at forveksle aktivitet og beskæftigelse med hinanden, har socialdemokratiet på bedste planøkonomiske vis befalet armsving og dybe knæbøjninger til enhver.

Når vi rokker med hovedet og danser Thaidans, er der fuld beskæftigelse i Danmark! Så enkel er den socialdemokratiske tankegang. Desværre koster den socialdemokratiske underholdning mange penge. Penge, der skal hentes hos de virksomheder, der skaber beskæftigelse og ikke blot aktivitet. Men også penge fra de ansatte i virksomhederne.

Øget beskatning og øget offentlig aktivitet er den socialdemokratiske plans “bidrag” til fuld beskæftigelse!

Planen

…tager udgangspunkt i den vrangforestilling, at “der kun er én måde at gribe chancen på”! Dermed er der fra den socialdemokratiske minaret udgået befaling om at forkaste ethvert alternativ til øget beskatning og øget offentlig aktivitet. Der er ikke tale om en “ensrettet” beslutningsproces, men alene om et “nødvendigt” valg af “den eneste mulighed”: A-koncernens befaling“! Amen!

Indhold

Efter mange års bevidst ødelæggelse af det danske samfund og dets eksistensgrundlag, mener hovedskurken i og hovedinspiratoren til denne ødelæggelse, at tiden nu er inde til yderligere indsats under følgende “overskrifter”:

Mål

  • Fra sommeren ´90: 8.000 ekstra praktikpladser.
  • 12.000 nye ordinære studiepladser ved de videregående uddannelser inden 1994.
  • Alle unge skal have uddannelses- eller arbejdsgaranti indtil 25-års-alderen.
  • Ordningen skal være gennemført senest ved udgangen af 1993.
  • 200.000 flere pr. år, end i dag, skal i midten af 90´erne på efteruddannelse.
  • Inden udgangen af 1995 skal der derfor etableres yderligere 50.000 årselevpladser indenfor efteruddannelsesområdet. Uddannelses-emnerne skal spænde fra almindelig opdragelse til fagligt stof.
  • Den enkelte lønmodtager skal have adgang til uddannelses-dagpenge fra A-kasse.
  • Kommunerne skal have mulighed for at deltage i selskabsdannelser med bl.a. skatteyderbetalt “ansvarlig kapital”.

Pris

Offentlige merudgifter pr. år skønsvist opgjort til ca. 5.000.000.000 kr. i 1995.

Hensigten

… er i virkeligheden indførelse af “borgerløn” til mindst alle mellem 16 og 25 år!

Resultatet vil blive en “fin” tilværelse som ung – i hvert fald til det 25. år! – Derefter vil man “hakke” i det resten af livet!

Z-syn

Det er naturligvis et positivt træk, at socialdemokratiet ønsker fuld beskæftigelse i 90´erne.

Det burde have været forberedt allerede i 60´erne… men en årlig merbelastning af erhvervslivet og dets ansatte på mindst 5.000.000.000 kr., kan ikke give ønsket om fuld beskæftigelse reelt indhold, med mindre uddannelsers art, omgang, form og indhold modsvarer erhvervslivets faktiske behov!

Derfor skal uddannelsers og ansættelsers omfang bestemmes af erhvervslivets vilkår / behov.

Derfor skal erhvervslivets vilkår forbedres med den ønskede og for landets befolkning nødvendige ekspansion som følge.

Derfor skal den offentlige sektor nedskæres og de frigjorte ressourcer komme befolkningen og dermed erhvervslivet til gode.

Derfor skal efteruddannelsers omfang og indhold bestemmes ud fra behov for omskoling fra offentlig til privat ansættelse – og fra bureaukratisk til frigjort brug af vore dages højteknologi og dennes muligheder.

Derfor skal de videregående uddannelsers omfang og indhold “trimmes” gennem omlægninger og anden tilpasning – i stedet for at vokse vildt og målløst på socialistisk vis.

Derfor skal videnskabeligt forskningsarbejde i langt højere grad udføres som kontraktforskning.

Målet må være, at de enkelte erhvervsbrancher selv tilrettelægger, planlægger og financierer den nødvendige uddannelse uden indblanding fra den fordyrende offentlige sektor!

Kun derved opnås mulighed for varige bidrag til fuld beskæftigelse. Gennem en afbalanceret, erhvervsbestemt uddannelsesaktivitet!

Socialdemokratiets plan “Alle igang” bør rettelig hedde “Gang i alle”. Den plan kan ikke bidrage til varig fuld beskæftigelse, men kun til varig gældsætning gennem en øget offentlig styret arm- og bensvingende nikkedukkebefolkning.

Det er der ikke brug for.

Derfor må socialdemokratiets seneste mirakelplan omgående afsløres og afvises.

J. Herkild

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 9 / 18. årgang / oktober 1990

Over 500 nye offentlige ansatte

8. april 2012 Skriv en kommentar

Det går fortsat den gale vej: Over 500 nye offentlige ansatte

Ifølge en nylig offentliggjort statistik har vort medlemskab af EF betydet, at over 500 nye embedsmænd kan godte sig over et fedt og lukrativt job i centraladministrationen 

Når man nu betænker, at EF har til opgave at forene landene og nedbryde toldskranker, tager man sig til hovedet, når det kan læses, at over halvdelen af de 500 nye skatteborgerbetalte skrivebordsnusserer har fundet tidsfordriv i toldvæsenet.

Færre ting at fortolde, men flere toldere. Forstå det, hvo der kan.

Nye love = nye institutioner

Det lader til at være en ufravigelig regel i dagens Danmark, at når nye love skal føres ud i praktik, ja, så formerer statsinstitutionerne sig. Nu er der således oprettet et nyt direktorat for vejtransport. Årsagen er en bestemmelse om, at vognmænd nu skal have særlig tilladelse til at køre med vogntog med mere end seks tons totalvægt.

Også Teknologirådet skal nu i funktion.

Det sker med et sekretariat under Handelsministeriet. Også her vil der ske nyansættelser.

Fremskridtspartiet

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 8 / 1. årgang / 15. oktober 1973

Væk med gamle småskattesager

4. april 2012 13 kommentarer

Fremskridtsforslag: Væk med gamle småskattesager

Mogens Glistrup redegør for lovforslag, der skal afskaffe umådeligt tidsspilde for offentligt ansatte, skatteborgerne og deres rådgivere, fordi skattevæsenet har alt for travlt med unødvendige småkorrektioner af skatteregningen.

Samfundsmæssigt er det rent spild af beslaglagte ressourcer til indkomstskattevæsenet. Herved tilvejebringes intet trivselsskabende. Danmarks kosteligste råstof – arbejdskraften – bør derfor ikke benyttes til bureaukrati ud over, hvad der er strengt nødvendigt for at opretholde nødvendige funktioner.

Her kan man høre radiointerviews med Mogens Glistrup

Faktum er imidlertid, at umådelig megen tid bruges både af de offentligt ansatte, skatteborgerne og deres rådgivere til noget så nyttelyst som at korrigere skatteligningen. Under alle omstændigheder vil den være skrigende uretfærdig, fordi indkomstskattesystemet ikke kan tilpasses det moderne samfund, og fordi den danske indkomstskattelovgivning er så rædselsfuld dårlig.

Lovforslaget

Fremskridtspartiet har derfor i folketinget fremsat følgende lovforslag om begrænsning af skattesagernes antal:

”Har en skatteyder (fysisk person) ikke senest den 8. november i det efter indkomståret følgende år fået meddelelse om iværksættelse af forhøjelse af ansættelsen af hans skattepligtige indkomst, formue eller særlige indkomst, kan sådan forhøjelse ikke senere ske, medmindre den udløser skattekrav for de pågældende indkomstår på mindst 40.000 kroner.

En sådan ordning vil medføre større tryghed i danske hjem og stærkt nedsætte skattevæsenets personalebehov. Den vil næppe medføre noget nævneværdigt nettoprovenuetab og ej heller forøge skatteuretfærdighederne.

Et af degenerationselementerne i indkomstskattesystemet ligger i myndighedernes overnidkærhed med skønsvilkårlige indkomstforhøjelser, for eksempel vedrørende et længst udrundet års befordring, privatforbrug og overarbejdsfradrag. I det offentliges mange milliardforretning er det småpenge. Men skatteyderen rejser børster. Og hurtigt har sagen slugt mere til administration m.v., end skattekravet udgør. Og ingen ved, om det rejste krav eller det oprindeligt selvangivne, er det mindst ukorrekte for en millimeterretfærdig optimus vir (juridisk for en idealperson som er i besiddelse af den højeste viden på et givet livsområde, red.).

Landsskatteretten overdynges med sager i forhold til, hvad den på sit nuværende ineffektivitetsniveau har kapacitet til at behandle og afgøre. Skattemyndighedernes tilbøjelighed til at gå tilbage i tiden for at foretage småreguleringer er en af hovedkilderne til overbebyrdelse af landsskatteretten.

Om ”8. november”

Når skattevæsenet skriver til skattesubjekterne om forhøjelser af skatteindkomsten, plejer man at anføre, at svar skal være meddelt i løbet af nogle få dage eller uger.

Man kunne – hvis det var nødvendigt – selvfølgelig opstille endnu kortere frister for det arbejde, som skattevæserne skal udføre. Deres folk er jo specialister, heldagsbeskæftigede og professionelle på skatteområdet.

Imidlertid er det for en hensigtsmæssig måde at tilrettelægge ligningsarbejdet på ikke nødvendigt at være så skrap over for eksperterne, som de er over for menigmand.

Man kan vente helt frem til begyndelsen af november måned med at forlange, at eksperterne skal være færdige med den selvangivelse som de har modtaget for 5-10 måneder forinden.

Fra 8. november er der cirka tre måneder til, at det næste års selvangivelser begynder at strømme ind. Disse tre måneder kan anvendes til afholdelse af ferier for skatteembedsmændene, færdiggørelse af de sager, som er rejst før 8. november for det foregående indkomstår og forberedelse af ligningsarbejdet for det nye år.

Dette sidste må så ske på en sådan måde, at nogle skatteydere eller skatteydergrupper ikke år efter år begunstiges ved at blive sat nederst i rækken, så deres selvangivelser er dårligere gennemgået end andre i perioden før 8. november.

Kernen er, at skattepersonalet under alle omstændigheder skal klare ét indkomstår på ét års arbejde. I stedet for inden for det enkelte år at beskæftige sig med mange indkomstår er det langt mere befolkningsvenligt til stadighed kun at beskæftige sig med det sidst indkomne hold selvangivelser.

Om ”40.000 kroner”

Hovedbetragtningerne bag det stillede lovforslag og hensynet til enkelhed i lovgivningen ville føre til, at tidsfristen 8. november var absolut.

Mange af betragtningerne taber imidlertid i vægt, hvis den enkelte sag drejer sig om et noget større skattebeløb.

Fremskridtspartiet mener derfor, at der i sådanne tilfælde skal kunne ske en afvigelse fra 8. november-grænsen.

Det er vigtigt, at få en helt skarp og klar grænse. Langt vigtigere end at man herved udsætter sig for ioniseringer vedrørende den, der ligger lige under grænsen i forhold til den, der ligger lige over grænsen. Sådanne angreb plejer socialdemokrater (herunder VCQMBF´ erne) at svælge i, men ret beset er de blot afkom af den lille misundelse over i den tarveligste og tommeste Christiansborgtone.

De 40.000 kroner er ikke noget helligt tal og for at kunne fremme med nytænkningen og lade denne chance for at vise sine velsignelser i praksis, vil Fremskridtspartiet gerne forhandle om et mindre grænsebeløb, som vi altid har været og altid vil være kompromisvillige, når blot udviklingen går i den rigtige retning.

En lav grænse vil imidlertid føre til, at mange gamle sager kommer op på ny. Sager, der ellers højst kunne føre til skatteforhøjelser på 8.000, 10.000 eller 12.000 kroner, undersøges. Fejlanvendelse af arbejdskraft finder derved sted, og man presser måske til syvende og sidst forhøjelser svarende til 15.000 kroner i merskat igennem, hvis grænsen for eksempel blev lagt på dette beløb.

Om ”strafbare forhold”

Det har været overvejet, om man ud over den objektive afgrænsede undtagelse på de 40.000 kroner, også skulle have en subjektivt afgrænset undtagelse, så strafbare forhold skulle føre til, at man under alle omstændigheder kunne foretage forhøjelser.

Herved ville man hidføre en enorm social ubalance. Det ville blive en undtagelse, som ramte rengøringskonen, den der privat udlejer sit sommerhus og andre ikke-skatteakrobater. Derimod er det typiske for den, der med Nureddin-mentalitet snu lægger sine skatteforhold til rette – eventuelt med revisorbistand – at hans skatteunddragelser bevæger sig uden for det strafbare område.

Dertil kommer, at dansk skattestrafferet er udformet så tilfældigt og vilkårligt, at myndighederne uden noget særligt overbevisende grundlag somme tider lader en sag falde inden for det strafbares område og til andre tider lader en ganske tilsvarende sag falde uden for.

Dette er tilfældighedernes hasardpræg over for skattevæsenshverdagen ville blot yderligere blive sat i skarp sovs, hvis der blev indført en undtagelse for strafbare forhold. Man ville meget vel kunne risikere, at skattevæsenerne i deres jagt på at få nogle flere personaleomkostninger ville undergrave hele lovens formål ved blot at kalde meget mere end nu for strafbart. I så fald ville man ikke nå den tilsigtede betydelige begrænsning af skattesagernes antal.

Selve lovforslaget og mere om spørgsmålet kan fås på folketingsgruppens kontor.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 5 / 7. årgang / 19. marts 1978

Ny beskæftigelsesterapi for statens skrankepaver

17. marts 2012 5 kommentarer

Ny beskæftigelsesterapi for statens skrankepaver

Der er oprettet endnu en beskæftigelsesforanstaltning for skrankepaver: Direktoratet for Markedsforordninger, der mod stor leje har fået til huse i to etager i B & Ws´ kontorhus.

En stor del af “arbejds”tiden får det store antal af ansatte til at gå med udstedelse af importlicenser til bl.a. vinhandlere, der ønsker at importere vin fra et ikke EF-land. Der er ingen form for begrænsning i udstedelsen af en sådan licens, så alene af den grund er de overflødige. Men der skal stilles en sikkerhed i form af en sparekassebog eller en noteret check.

Ingen forklaring

En vinhandler, der skulle importere 1254 liter rødvin fra Spanien, beretter til Fremskridt: –

For dette parti skulle jeg stille en sikkerhed på 190,05 kroner, som jeg medbragte i kontanter. Dem var man meget betænkelig ved at modtage, da der ikke i skemaet står noget herom. Nølende gik man dog med til at modtage Nationalbankens tryksager. Efter rødvinens ankomst blev licensdokumentet afstemplet af Toldvæsenet, hvorefter jeg returnerede til Direktoratet, som så nogle dage senere sendte mig de deponerede 190,05 kroner tilbage i check.

Jeg prøvede pr. telefon at få en forklaring på, hvad det deponerede beløb skulle være sikkerhed for, hvilket dog var helt umuligt og på mine gentagne spørgsmål herom, blev røret smækket på. Da måneden var gået, modtog jeg et meget fint kontoudtog fra en Edb-maskine, der udviste samtlige bevægelser, samt at jeg ikke skyldte noget og ikke havde noget til gode.

Det hele ligner i mine øjne en beskæftigelsesforanstaltning…

RW og Z

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 9 / 1. årgang / 2. november 1973

Liberalisme

22. februar 2012 Skriv en kommentar

Liberalisme 

Til liberalistens religion hører, at den der opfører sig med et højdepunkt af egoisme og alene tænker på at tjene fedest muligt til sig selv, herved i virkeligheden handler mest samfundsgavnligt.

Han vil nemlig som sælger af arbejdskraft, varer eller andet søge at afhænde det, der er mindst udbud af på det givne sted i forhold til behovet og derved komme til at udfylde et hul eller en niche.

Omvendt vil han, som køber sørge for at få mest muligt for den mindste pris. Og altså nå de største resultater ved at tære mindst muligt på samfundets ressourcer.

Her kan man høre radiointerviews med Mogens Glistrup

Specielt i vor forarmede TV/SF-verden er der al mulig pædagogisk grund til – igen og igen – at indterpe denne doktrin om den usynlige hånd, som automatisk får spekulant-kapitalisten til at handle med størst solidarisk samfundsnyttighed. Teorien er i det virkelige liv langt overlegen i forhold til polit-idéer om, at afgørelser skal kontrolleres og styres af embedsmænd i fastlønnede stillinger i statslige bureaukratier.

Når det er slået fast, skal man imidlertid ikke falde på halen i den modsatte grøft af Margrethe Auken (SF). At en løsning er liberal eller liberalistisk er bare en etikette, som kort betegner dens indhold. Men det siger ikke noget i sig selv, om det netop på det pågældende område også er bedst i Danmark i 1986.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 6 / 15. årgang / 20. februar 1987

%d bloggers like this: