Forside > Økonomi, Mogens Glistrup, Skat og afgifter > Indkomstskatten afvikles over 6-7 år

Indkomstskatten afvikles over 6-7 år

18. november 2008

Indkomstskatten afvikles over 6-7 år

Midt i denne måned indfandt støvets år sig for den danske indkomstbeskatning. Da vore bedsteforældre avlede den, levede befolkningen i småsamfund. Familiernes forhold var ensartede og overskuelige. Kyndige og retsindige ligningsfolk fastsatte husmandens og gårdejerens indkomster ihukommende den gamle verselinje: Rev vi marken let, det er gammel ret. Skete det alligevel, at indkomstskatten sattes lidt for højt, var det til at bære med en topbeskatningsprocent omkring de to og en halv.

Bedsteforældres ideer

Ak hvor forandret når skattevæsen folkene i dag istemmer: Marken er mejet! Nu har det udviklet sig til en professionel fagekspertise at skønne sig til alverdens virkelige og indbildte indkomster og at stable disse ovenpå hinanden for at slutte med en beskatning, der ofte rager væsentligt op over halvdelen af den postulerede indkomst.

Skattetryk af den størrelse er dødsensfarlig. Det fører til en forvridning af den økonomiske struktur. Mange mennesker mener ikke, det kan betale sig at arbejde og investere, medmindre det kan ske sort. Bedsteforældrenes idéer om skattebetaling efter evne er blevet til skattesnydning efter evne. Dette fører igen til forvridning af retsbegreberne og dermed sænkning af kulturstadet.

De største genier

Som tiden går, bliver det plattere og plattere umuligt at opretholde en indkomstskat rent teknisk. Med nutidsspecialiseringens stadigt skiftende beskæftigelsesstruktur kan ingen ligningsmand være tilstrækkelig sagkyndig til overalt at kunne bedømme den “virkelige” indtjening og de “virkelige” driftsomkostningsfradrag.

Skal man nå et stykke ad vejen, må man bruge de største genier i hver generation på noget så goldt og samfundsmæssigt urentabelt som skattearbejde. Staten må sætte kontrollanter på hver enkelt skatteyder for at følge ham i hans dagligfærd for at få fastlagt det nødvendige grundlag for den indkomstmåling, som er indkomstbeskatningens alfa og omega.

Uhumsk olding

Uanset hvad vore politikermunde har udsovset gennem årerne, har lovgivningshandlingerne været bestandige forhøjelser af beskatningsprocenterne og uforståelighedsmørelse af skattereglerne. Den psykologiske virkning heraf er, at ingen mere tror på, at det er muligt for de danske statsledere at virkeliggøre en varig menneskeliggørelse af indkomstskattebetalingen. Demoraliseringsprocessen skrider derfor rask fremad. Privathjemsrengøringingspersonalet, aktieselskabsfidusmagerne og skatteemigranterne vil, hvad enten Sir Henry logrer eller bjæffer føre os videre ad den vej.

Antagelig er det lykkeligst for Danmark, at få forceret den pinefulde operation: Væk med indkomstskatten. En national lykke ville det være, om vi kunne komme mange år forud for de omgivende lande med hensyn til at sige den efterhånden uhumske olding det endelige farvel.

Visionsløse teknokrater i gammelpartierne og embedsmnadspaverierne kan slet ikke se, at det kan lade sig gøre. Demagoger som vor udenrigsminister (Henry Grünbaum, A, Red.), forsøger endog at bilde folk ind, at vi ville blive ført tilbage til stenalderen ved afskaffelse af indkomstskatten.

Det er imidlertid ikke noget Andersen-eventyr, at vi over en tilstrækkelig lang årrække på forsvarlig vis kan kvitte den af os selv skabte indkomstskat. Striden kan alene stå om, hvor lang afviklingsperioden skal være. De eneste som seriøst har arbejdet med den opgave, er nået frem til det resultat, at afviklingen vil være 6-7 år.

Farvel til runde fødselsdage

En indkomstskats afviklingspolitik er nemlig det stik modsatte af den nuværende stagnationslinje. Flere og flere gode produktive kræfter frigøres jo, i stedet for at man som nu binder og forvrider dem. Den økonomiske opblomstring – finansieret af indenlandsk og udenlandsk kapital og arbejdsincitament – vil gøre hele afviklingsprocessen væsentlig lettere.

Igangsættelsen skal udråbes hurtigt gennem lovgivning, men der vil herefter hengå et lille års tid, før nedskæringen af de offentlige udgifter er så langt fremme, at indkomstskattelettelsen bliver aktuel.

På det tidspunkt er man imidlertid også kommet så langt frem, at man kan lade den altovervejende majoritet glide ud af indkomstskatten ved en bestemmelse om, at indkomstskatten opkræves som en enhedsskat på 50 % af de indkomstdele, der overstiger 60.000 kr. skattepligtigt, mens beløb op til den nævnte grænse går helt fri for beskatning.

Når det er sagligt rigtigt at tage det store spring med det samme, beror det på, at netop i indkomstgrupperne op til 60.000 kr. er der enormt meget at hente ved at sløjfe indkomstoverførelsesordninger og frigøre tilskyndelserne til at tage overarbejde. Arbejdskraftbesparelserne i skattevæsenet bliver der selvsagt virkelig mærkbare, når det er 80 % eller mere af befolkningen, der med et slag føres ud af indkomstskatteåget.

Står det til Fremskridtspartiet, bliver der ikke flere 15. maj´er, hvor den danske indkomstbeskatning kan holde runde fødselsdage.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 2 / 1. årgang / juni 1973

Reklamer
  1. Endnu ingen kommentarer.
  1. 3. marts 2009 kl. 13:24
  2. 7. april 2009 kl. 11:05
  3. 7. april 2009 kl. 13:25
  4. 7. april 2009 kl. 14:04
  5. 8. april 2009 kl. 08:16
  6. 8. april 2009 kl. 12:10
  7. 8. april 2009 kl. 12:36
  8. 13. april 2009 kl. 10:14
  9. 15. juli 2013 kl. 10:34
  10. 17. juli 2013 kl. 08:36
  11. 18. juli 2013 kl. 06:29
  12. 18. juli 2013 kl. 11:19
  13. 22. juli 2013 kl. 07:07
  14. 23. juli 2013 kl. 06:58
  15. 23. juli 2013 kl. 08:17
  16. 24. juli 2013 kl. 05:48
  17. 25. juli 2013 kl. 06:57
  18. 27. juli 2013 kl. 07:57
  19. 29. juli 2013 kl. 11:21
  20. 29. juli 2013 kl. 11:43
  21. 30. juli 2013 kl. 04:43
  22. 30. juli 2013 kl. 07:20
  23. 5. august 2013 kl. 10:47
  24. 5. august 2013 kl. 12:34
  25. 6. august 2013 kl. 06:57
  26. 6. august 2013 kl. 07:46
  27. 7. august 2013 kl. 06:48
  28. 18. august 2013 kl. 10:14
  29. 26. august 2013 kl. 04:15
  30. 2. september 2013 kl. 09:13
  31. 3. september 2013 kl. 10:43
  32. 5. september 2013 kl. 05:07
  33. 5. september 2013 kl. 08:21
  34. 8. september 2013 kl. 07:51
  35. 10. september 2013 kl. 08:23
  36. 10. september 2013 kl. 10:06
  37. 11. september 2013 kl. 06:23
  38. 11. september 2013 kl. 10:12
  39. 12. september 2013 kl. 06:53
  40. 16. september 2013 kl. 04:34
  41. 17. september 2013 kl. 09:22
  42. 23. september 2013 kl. 07:52
  43. 23. september 2013 kl. 10:00
  44. 24. september 2013 kl. 06:35
  45. 30. september 2013 kl. 05:11
  46. 9. december 2013 kl. 11:13
  47. 3. april 2014 kl. 05:48
  48. 22. august 2014 kl. 13:06
  49. 15. november 2014 kl. 07:25
Der er lukket for kommentarer.
%d bloggers like this: