Arkiv

Archive for februar 2009

Konservativ politik billigt til salg

27. februar 2009 Skriv en kommentar

Konservativ politik billigt til salg

 

Det konservative Folkeparti – der i de sidste par år har forsøgt at styrke sin stilling ved blandt andet at avertere efter provisionslønnede medlems-hververe – er sunket dybt i vælgernes gunst. Og det overvejes nu, hvordan og hvorledes skærene skal klares for det gamle parti. Man leder efter en smartere måde at sælge sin politik på, forlyder det.

 

De to morsomme brødre Jørgen og Hemming Hartmann Petersen fornøjer fra tid til anden dampradioens tilhørere med en udsendelse, der går under navnet Mellem Brødre. I en af disse udsendelser tog man for nylig problemet op. Den ene Hartmann foreslog reklamesloganet: “Vær næn ved Ninn!”

 

Sloganet faldt ikke i den anden Hartmanns smag. “Nu Schlütter vi”, sagde han afvisende.

 

Fremskridtspartiet

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 2 / 2. årgang / 22. januar 1974

Reklamer

Fremskridtspartiet vil afprøve nye holdninger fra Venstre

26. februar 2009 6 kommentarer

Fremskridtspartiet vil afprøve nye holdninger fra Venstre 

Fremskridtspartiets gruppeformand og finansordfører, Kim Behnke, vil ved førstkommende lejlighed i Folketinget foretage en afprøvning af en række nye holdninger i Venstres politik. 

– Venstres Landsorganisation har udsendt et oplæg til nyt principprogram, der på en del områder er ren afskrift af Fremskridtspartiets program, og derfor vil vi naturligvis efterprøve, om der er hold i de nye toner, eller om det hele er spil for galleriet, siger Kim Behnke og fortsætter:

– F.eks. skriver Venstre, at der bør være balance på det offentlige budget.

   Det må betyde, at Venstre ikke længere vil acceptere de drønende finanslovsunderskud.

– Venstre skriver også, at “vi kan ikke i længden opretholde en høj levestandard og et udbygget socialt system ved at stifte ny gæld“.

   Det må betyde, at Venstre for fremtiden vil modsætte sig yderligere statslig låntagen.

   Begge disse ting vil Fremskridtspartiet efterprøve under efterårets finanslovsforhandlinger.

– Når det drejer sig om EU-politikken ønsker Venstre, at de nationale beføjelser skal være hovedreglen og at unionens beføjelser skal være undtagelsen.

  Det er helt nye toner og dem vil Fremskridtspartiet snarest muligt efterprøve i Folketingets Europa-Udvalg.

– I forbindelse med den aktuelle debat om amternes nedlæggelse, brillere Venstre ved ikke at nævne dette med et eneste ord. På det punkt ved man altså ikke, hvor man har Venstre.

  Om man ved det på andre områder, skal Fremskridtspartiet snarest få opklaret, siger Kim Behnke.

Kim Behnke

Pressemeddelelse

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 4 / 23. årgang / maj 1995

Har “det nytter alligevel ikke noget”-holdningen grebet Danmark?

23. februar 2009 6 kommentarer

Har “det nytter alligevel ikke noget”-holdningen grebet Danmark?

 

Enten har den danske befolkning ikke fattet et kvæk af, hvad det er, den netop afgivne budgetredegørelse afslører, eller også er danske skatteydere hensunket i opgivelsens mørke med en “det nytter alligevel ikke noget”-holdning. De fortrænger den kendsgerning, at staten i år kommer ud med et foreløbigt anslået underskud på næsten 22 milliarder kroner og dermed forøger den i forvejen vanvittige statsgæld til næsten 570 milliarder kroner og en rentebyrde til herefter 57 milliarder kroner.

 

Dette rentebeløb betyder, at hver dansker, fra spæd til olding, årligt i gennemsnit skal af med et beløb på ca. 11.400 kroner, alene til renter af et statsligt overforbrug skabt af skiftende – mere eller mindre socialdemokratiske regeringer, inklusiv den nuværende såkaldt “borgerlige” regering (V, C og B, red.).

 

Tænk, hvis en almindelig dansk gennemsnitsfamilie på 2 voksne og 2 børn årligt havde 45.000 kroner mere til sig selv? Nu går pengene i stedet til statsrenter, ene og alene på grund af politikeres uansvarlighed og ødselhed med skatteydernes surt tjente kroner.

 

Lader stå til

Gang på gang svinger regeringens medlemmer pisken over de mere og mere udpinte skatteyderes rygge med krav om, at det private forbrug skal sættes ned. Samtidig formår de samme  regeringsmedlemmer ikke at styre deres egne ministeriers udgifter og overforbrug. Men det er jo også andres penge, ikke deres egne, og så er det jo “lettere” blot at lade stå til i stedet for at foretage de nødvendige, men måske også upopulære besparelser.

 

Udenrigsministeren (Uffe Ellemann-Jensen, V, red.) har i 1990 indtil nu et ekstraforbrug på 221,3 millioner kroner til Ulandshjælp og andre ekstraudgifter på 64,6 millioner kroner. Justitsministeren (Hans Engell, C, red.) ekstra 20 millioner til de i forvejen svulmende flygtningeudgifter. Arbejdsministeren (Knud Erik Kirkegaard, C, red.) et underskud på 322,3 millioner kroner, Kulturministeren (Ole Vig Jensen, B, red.) 196 millioner kroner o.s.v.

 

Det er ufatteligt, at regeringen ikke med verdens højeste skattetryk formår at holde hus med statshusholdningen. Den manglende balance skyldes ene og alene manglende mod og vilje til at foreslå reelle besparelser på de offentlige budgetter. Hvad nytter det, at befolkningen stemmer en borgerlig regering i Folketinget, når selvsamme regering blot videre-administrerer en socialdemokratisk politik? Hvad nytter det, at vælgerne sætter et ikke-socialistisk flertal i Folketinget, når regeringen ikke vil benytte dette flertal til at foretage en gennemgribende ændring af det offentlige system, men fortsat er i lommen på Socialdemokratiet? Hvad nytter det, at regeringen ligger under for socialdemokratisk hetz mod enhver “nedskæring” i de over 800.000 offentlige stillinger, når kendsgerningen er, at der er en årlig naturlig afgang fra den offentlige sektor på over 55.000 personer; stillinger, der sagtens kunne fjernes, uden at det betyder en eneste fyring?

 

Vanviddet fortsætter

Desværre har de uhyggelige afsløringer i budgetredegørelsen ikke lagt en dæmper på ministrenes trang til uhæmmet at bruge løs af skatteydermidler. Senest har Udenrigsministeren ansøgt finansudvalget om 400 millioner kroner til en række Ulandsprojekter og undervisningsministeren om ekstra 41 millioner kroner til flygtningeundervisning.

 

Budgetredegørelsen viser med uhyggelig tydelighed, at resultatet af regeringens forbrugsbegrænsende politik er slået fuldt ud igennem i form af provenuefald på alle statens indtægtskonti og i form af stigende udgifter til dagpenge og bistandsydelser i forhold til 1989. Det danske samfund har brug for, at alle hjul drejer hurtigere og det kan blandt andet ske gennem en større forbrugsomsætning, der skaber nye virksomheder og dermed flere i arbejde.

 

Erhvervslivets ønsker om komkurrenceforbedringer kan kun opnås ved lettelser i det vanvittige høje skattetryk, der dræber initiativlysten hos de mennesker, som bærer det danske samfund oppe. Indkomstskattelettelser er derfor den eneste ansvarlige løsning på landets problemer.

 

Skattelettelserne finansieres ved, at det løbske forbrug i den offentlige sektor afløses af omfattende besparelser. Væsentlige privatiseringer er også en farbar vej mod en reduktion af offentlige udgifter. En anden og supplerende vej er STØRRE MOD OG VILJE til, hos alle partier, at lægge ryg til upopulære besparelser.

 

Pakker sydfrugterne!

Hvis ikke den danske befolkning snart vågner op, så vil ethvert fornuftigt ungt menneske pakke sine “sydfrugter” og flytte til udlandet. Det er nemlig de kommende unge generationer, der kommer til at betale regningen for deres forældres offentlige fråseri med lånte midler.

 

Ingen ansvarlig regering kan, uden at foretage sig noget, blot se til, mens landets økonomi tager endnu en omgang på “gældens hurtigkørende karrusel“. Jeg vil derfor opfordre regeringen til, at årets finanslovsforhandlinger indledes allerede nu, og 1990-budgettet kan endnu nå at blive rettet op, hvis viljen er til stede hos Folketingets ikke-socialistiske flertal.

 

Man siger ofte, at “borgerne har de politikere, de selv fortjener”. Hvis det skulle være sandt, er danskerne tydeligvis et meget nøjsomt folkefærd.

 

Kim Behnke

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 7 / 18. årgang / august 1990

Kategorier:Økonomi, Den offentlige sektor, Det konservative Folkeparti, Det radikale Venstre, Erhvervspolitik, Offentligt ansatte, Skat og afgifter, Tossegode Danmark, Uncategorized, Velfærdsstaten, Venstre Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Socialdemokrati-programmet

20. februar 2009 10 kommentarer

Socialdemokrati-programmet 

Den solidariske vej er usolidarisk.

George Orwell forudsagde, at magthaverne fra 1984 ville nedtromle folket ved at misbruge den moderne psykologis mangfoldige propagandaindoktrineringsmidler til at indterpe, at krig er fred, at fattigdom er velfærd o.s.v.

Socialdemokraterne lever nu om dage op til profetien med deres evindelige appelleren til andre om at vise solidaritet. Kikker man nøjere efter på dem, der hyler op om solidaritetskravene, afsløres det, at de hermed mener, at andre skal være noget for dem selv og deres nærmeste, mens øvrige befolkningsgruppers vilkår og helhedens tarv rager dem en papand.

Solidaritetsprædikanterne sælger deres egointeresser og er ikke fællesskabshensyntagere.

Men i den situation, hvor Danmark er bragt, er vi alle først og fremmest afhængige af løsning af fællesskabets problemer. Midlet hertil – og dermed til velstand og sociale forbedringer – er stærkt forøget international konkurrencedygtighed for vor produktionsliv.

Opnås det ikke, er vi alle til rotterne.

Lykkes kraftanstrengelsen for at nå det, bliver alle danske politiske problemer meget, meget lettere at løse. Vi er alle i samme båd.

Men det er fagforbunds-egoisterne ikke meget for at indrømme.

De fortsætter syndebuks-udhængning på grundlag af pirring af folks misundelsestilbøjelighed.

Mogens Glistrup

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 7 / 13. årgang / 15. februar 1985

Den offentlige mafia

19. februar 2009 8 kommentarer

Den offentlige mafia


Det, vi kalder skatte- og toldvæsenet, er i realiteten blot en automatisering af slaveriet, hvor slaverne er kommet på egen kost og logi og blevet forsynet med en stabel giroindbetalingskort, som de kan indbetale det meste af deres løn på, hvis den ikke er trukket i forvejen mod at få nogle mere eller mindre fiktive modydelser af beskeden værdi og / eller til en overpris ud over alle tænkelige grænser.

Den samlede værdi af modydelserne som indbetaleren får tilbage, udgør kun en brøkdel af den pris han betaler og navnlig noget intet normalt begavet menneske ville købe til den pris, hvis han/hun havde frit valg til at købe den fiktive “service”, på et frit konkurrerende marked.


Overalt, hvor noget bliver socialt uden konkurrence, opstår der en gigantisk ubetalelig administration og korruption i alskens nuancer, fordi den helt vitale konkurrence mangler. Den sociale idé ville være god på mange områder, hvis denne planet bestod af nogle andre mennesker med langt mindre egoisme, men så længe dette ikke er tilfældet, kan vi godt lægge det sociale på hylden og glemme det indtil videre, hvis ikke alt skal ende i kaotiske tilstande.


Ernst Simonsen


Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridtspartiet nr. 2 / 36. årgang / 25. maj 2008

Miljøforbedring og forurenings bekæmpelse

18. februar 2009 3 kommentarer

Miljøforbedring og forurenings bekæmpelse

————————————————————————–

Det vil Fremskridtspartiet  Debatoplæg 1980

Fremskridtspartiet har lige fra starten klart givet udtryk for, at partiet gik ind for at bekæmpe den tiltagende forurening på alle områder, hvor der er menneskeskabt forurening for således at få et godt miljø at færdes i.

 

Den erfaring, vi har haft med industrisamfundets hastige vækst og påvirkning af miljøet og naturen, luft, vand og jord, har ikke mindst i 60´ernes hastige udvikling gjort det klart, at vi skal værne om os selv og naturen.

 

Det er derfor en naturlig ting, at vi arbejder for at forbedre arbejdsklimaet, at vi sætter krav til industrien om at kontrollere og begrænse den forurening, der er i forbindelse med produktionen.

 

Efter partiets opfattelse er vi nået langt i de sidste 5 år. Industrien har investeret milliardbeløb i nedsættelse af generne fra røg, møg og støj.

 

På arbejdspladserne har vi taget en række tekniske hjælpemidler i brug til at lette det daglige slid for de medarbejdere, der er beskæftiget med produktionen.

 

Forureningsbekæmpelse i videste forstand er på en måde noget grundlæggende i hele tankegangen bag Fremskridtspartiet, hvis det også anvendes på begreber og områder, som at landet er forurenet med bureaukratisk papirnusseri, eller at landet er forurenet med en uigennemtrængelig lovjungle for ikke at glemme den forurening af politisk art, der finder sted indenfor både kunst og kultur.

 

I Fremskridtspartiets programpunkt under ”Forurening” hedder det: ”Principielt må den, der forurener, selv bære de fulde omkostninger ved at rydde op efter sig, men i praksis kommer man i lang tid fremover ikke uden om, at forureningsbekæmpelse vil koste mere offentlig administration og flere skatteyderpenge, når miljøredningen skal gennemføres med påkrævet hurtighed. Især må der sættes ind mod, at giftstoffer og langsomt nedbrydelige kemiske forbindelser spredes i naturen”.

 

Når Fremskridtspartiet gerne vil forbedre miljøet for alle borgere, kan nogle måske fristes til at tro, at Fremskridtspartiet er tilhænger af gældende miljølovgivning. Men dette er langt fra tilfældet!

 

Miljølovgivning

Miljølovgivningen er et meget stort lovkompleks, som berører næsten alle lovområder på en eller anden måde indenfor hele den øvrige lovgivning.

 

Dette ses måske tydeligst af, at Miljøministeriet består af selve ministeriet, departementet og dertil hører med ministeren som øverste person Miljøstyrelsen, Planstyrelsen, Fredningsstyrelsen, Skovstyrelse og Levnedsmiddelinstituttet. Hele denne lovgivning og deraf følgende bureaukrati har på mange områder været til skade for det miljø, som store dele af befolkningen gerne vil leve i og med. At det forholder sig sådan, fremgår måske bedst ved at pege på de forskellige styrelser og deres indflydelse. Fremskridtspartiet er imod den meget centralistiske styring, som lovgivningen er resulteret i, da det er helt i modstrid med det kommunale demokrati, som skal styrkes ved en betydelig udvidelse af mulighederne for at foretage folkeafstemninger, der jo er et vigtigt punkt på partiprogrammet.

 

Især har planstyrelsen beføjelser med hensyn til at dirigere planlægningen berørt mange befolkningsgrupper på en for dem helt urimelig og uretfærdig vis i forhold til tidligere lovgivning. Der er bl.a. derfor Fremskridtspartiet om planlægningen i sit program siger, at: ”By- og landzoneloven kvæler langsomt livet i landzonen. Loven skal derfor mildnes og helst ophæves, således at en naturlig udvikling og udskiftning igen kan finde sted i landboområderne. Det samme gælder for lovene om lands- og regionsplanlægning og kommuneplanlægning”.

 

Det er efter Fremskridtspartiets opfattelse ganske sikkert, at en meget stor del af planlægningen er skyld i, at erhvervslivet i de mindre bysamfund er stagneret eller helt forsvundet til stor skade for hele samfundet.

 

Derudover er det klart, at store dele af planlægningen lige fra dispositionsplanerne over kommuneplanerne til regionsplaner, som skal slutte med en landsplan, ikke er det papir værd, det er skrevet på, selvom skatteyderne har betalt millionbeløb dertil.

 

Heller ikke inden for Fredningsstyrelsens områder er Fremskridtspartiet tilfreds med lovgivningen. Selvom Fremskridtspartiet vil være med til at sikre nationale klenodier såsom landskaber eller bygninger for efterkommere, så er det er helt urimeligt stort apparat, der er oprettet til det formål. Fremskridtspartiet mener tillige, at fredninger, der gennemføres for en lille gruppe særinteresser, ikke kan være i befolkningens interesse.

 

Levnedsmiddellovgivningen er Fremskridtspartiet utilfreds med, selvom det er en fælles opgave at sikre befolkningens sundhed, men det skal ikke være med en lov, som stiller urimelige krav til småhandlende m.h.t. butiksindregning og meget andet, eller som for eksempel forbyder en landbrugsskole at drikke mælk fra skolens sunde besætning, så også her vil Fremskridtspartiet ændre lovgivningen.

 

Sluttelig skal det omtales, at Fremskridtspartiet også på mange felter indenfor Miljøstyrelsens område vil ændre lovgivningen, ikke mindst administrationen omkring det man forstår ved forureningsbekæmpelse. For eksempel vil Fremskridtspartiet sikre grundvandet uden at der skal ofres unødigt meget på separate spildevandssystemer, der på landsplan koster milliardbeløb. Her vil Fremskridtspartiet også spare, uden at det går ud over forureningsbekæmpelsen.

 

Fremskridtspartiet vil kort sagt effektivisere forureningsbekæmpelsen ved at ændre dele af miljølovgivningen, så hver en nødvendig skattekrone kun anvendes til ren bekæmpelse!

 

Miljøhensyn

Der er ingen grund til at vi skal nedsætte hensynet til miljøet, fordi vi er i en krise. Alle former for krig, også krigen mod forureningen, skaber teknologiske fremskridt. Det samme gælder kravet om højere lønninger og bedre arbejdsmiljø.

Der er ingen tvivl om, at vi i Danmark er nået langt i dag, men der er en række faktorer, der kan forplumre billedet af den udvikling, vi er nået til:

 

1.I den aktuelle debat er det tilsyneladende fortidens syndere, der interesserer massemedier mest.

 

2.Bekæmpelsen af forureningen bliver brugt til at så mistillid til dansk erhvervsliv generelt.

 

3.Arbejdsmiljøloven og miljøloven er bemyndigelseslove, der kan misbruges til politiske formål.

 

4.Da det er bemyndigelseslove, stilles der ikke krav til myndighederne om hjælp og vejledning til at løse de opståede problemer.

 

I en krisetid er det nødvendigt, at der skabes så mange arbejdspladser som muligt, og at de eksisterende arbejdspladser fastholdes. Denne holdning skal myndighederne have, når de skal administrere miljølovene.

 

Det kan ikke være rigtigt, at viser bort fra, at vi i dag er nået langt med hensyn til forureningsbekæmpelsen og arbejdsmiljøet, og at det er de sidste procenter for at opnå 100 % tilfredshed med vore virksomheder, der bliver de dyreste. Vi kan ikke se bort fra, at hvis vi skærper kravene til vore virksomheder i forhold til, hvad andre lande gør, vil vi øge arbejdsløsheden og eksportere vore arbejdspladser til lande, hvor udviklingen på disse områder foregår i et langsommere tempo.

 

Danmark har desuden et særligt problem, da vort erhvervsliv består af få store virksomheder og mange små og mellemstore.

 

De små og mellemstore virksomheder har ikke de tekniske og økonomiske muligheder for at løse alle forurenings- og arbejdsmiljøproblemer så hurtigt som store virksomheder. Der er derfor farligt, hvis myndighederne farer hårdt frem imod disse virksomheder, uden at konsekvenserne af en hårdhændet fremfærd bliver klarlagt.

 

Efter Fremskridtspartiet mening kører myndighederne på frihjul, når de kun stiller krav. De burde være pålagt til at anvise den økonomisk mest forsvarlige løsning af de problemer, myndighederne kræver løst. Myndighedernes sagsbehandling af miljøproblemer af den ene eller den anden art er ofte for langsommelig og useriøs.

 

Dette problem hænger givet sammen med den politiske udnyttelse af denne lovgivning, der bygger på en hetz imod dansk erhvervsliv og vort økonomiske system. Hvis ikke miljølovene administreres med omtanke, men man derimod farer frem med ild og sværd, som det ser ud til for øjeblikket, vil vi i 1980´erne undre os over, at vi i 1970´erne havde råd til at nedlægge en væsentlig del af vort produktionsapparat, samtidig med at vi kunne se, at arbejdsløsheden og vore økonomiske problemer ville vokse i 1980´erne. I 1980´erne vil vi undre os over, at nogen i 1970´erne kunne tro på, at vi fremover kunne leve af uden de nødvendige antal arbejdspladser.

 

Ole Maisted og

Ernst Schmidt

Erhard Jakobsen tager fejl

17. februar 2009 19 kommentarer

Erhard Jakobsen tager fejl


På Centrumdemokraternes (D) landsmøde gik partiets leder, Erhard Jakobsen i stærke vendinger imod de mennesker, som forlanger lavere skatter. Det var et af hovedpunkterne i hans tale, og han gav en sælsom begrundelse ved at påpege, at langt de fleste danskere får meget mere af det offentlige, end de nogen sinde betaler i skat!


Påstanden kan der ikke rokkes ved, for sand er den jo, men den vigtigste side af sagen gik Erhard Jakobsen let henover, at dette faktum just er skyld i Danmarks enorme gæld og helt igennem elendige økonomiske situation.


Og at vores udlandsgæld ikke kan betales med højere skat – kun med produktion, der kan eksporteres. Høje skatter giver øgede lønkrav og øget arbejdsløshed.


Lige så umoralsk det er at forbruge mere end man tjener, er det også at forbruge samfundets ressourcer – så at sige – at “spise såsæden”, hvilket vi bogstavelig talt har gjort i mangfoldige år og da den ikke slog til, så lånte vi.


Den danske levestandard er kunstig oppustet, og det er det rene vrøvl at påstå, at det kun er et fåtal, som har levet over evne, for det har befolkningen som helhed. Også den enlige mor med 2 børn som altid trækkes frem fra kulissen, når den sociale nød skal beskrives.


Det bedst dokumenterede bevis på denne påstand er eksemplet med en enlig mor, som længe havde været på bistand og var så uheldig at få et heldagsjob. Hun kunne notere sig en nedgang i købekraft på 1.100 kr. om måneden!


Vi har det uheldige princip, at “behov for” anses som ligestillet med “ret til“. Intet samfund kan trives på de betingelser. Simpelthen fordi andre kommer til at betale for de behov, man ikke selv er i stand til at opfylde! Det hænger sammen med den almindelige, men forkerte påstand, at vi alle er lige meget værd – underforstået samfundet.


Men sådan er det ikke! Et menneskes “værd” er ikke entydig. For vore venner, for vor familie og øvrige nærtstående er vor arbejdsevne, intelligens og foretagsomhed ikke noget, som berører vor værdighed, her er det ganske andre normer, som gælder: Kærlighed, medmenneskelighed, godhed, varme oprigtighed og troskab.


Samfundets vurdering af os er en ganske anden og køligere. Her er det andre normer, som tæller: Intelligens, initiativ, vovemod, arbejdsomhed og generel dygtighed.


Vi bør ikke blande disse normer sammen, for de har intet med hinanden at gøre!


Nylig bragte en avis et interview med danskere, som boede syd for grænsen og var mægtig godt tilfredse. Lave skatter, stort udbud af billige forbrugsgoder o.s.v. Men, spurgte intervieweren, var der intet, de ikke var utilfredse med? Jo da, det var der sandelig. Mentaliteten den synes man ikke om.


Man havde åbenbart helt overset det faktum, at den var årsagen til velstanden.


Claus Frost-Hansen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 40 / 15. årgang / 27. november 1987

%d bloggers like this: