Arkiv
Vi genta’r og genta’r og genta’r:
Vi genta’r og genta’r og genta’r:
I Berlingske den 1. juni foregav Rene Brusvang (Centrum Demokraterne, D) at være i tvivl om Fremskridtspartiets indstilling til at indgå i et forpligtende samarbejde med andre partier.
Der er ingen som helst rimelig grund til at nære en sådan tvivl.
Lige siden fremskridtsbevægelsens opkomst for 88 måneder siden har vor holdning enstemmigt været klar, entydig og uforandret. I handling som i ord.
På den nye foranledning skal jeg imidlertid oplyse, at Fremskridtspartiets eneste betingelse for at være med – ”tælles med” som Bertel Haarder (V) så usmageligt udtrykker det – i et samarbejde er, at det sker på lige fod med samarbejdets andre deltagere og, at erhvervslivets konkurrencevilkår forbedres massivt ved lempelse af restriktioner og indkomstskattetryk herunder betydelige forhøjelser af den skattefrie bundgrænse.
Mogens Glistrup
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 11 / 6. årgang / 3. juli 1978
Landsbyerne svigtet igen
Landsbyerne svigtet igen
“Kønne tanker og tom snak”- kalder Ernst B. Schmidt diskussionen om Landsbysamfundets bevarelse.
Alle taler om, at der skal gøres noget for landsbyerne, og at landsbysamfundet er blevet mishandlet af planlægningslovene. Alle vil så gerne på landet. Alle tænker kønt om landsbysamfundet. Alle priser det sunde miljø på landet, som man gerne vil styrke og bevare.
Det er derfor nedslående, at alle disse kønne tanker og forsætter forbliver tanker og tom snak!
Sidst har vi hørt det i folketinget, hvor Venstre prøvede at overgå Fremskridtspartiet ved at fremsætte et beslutningsforslag, hvor Venstres ordfører, Aksel Pedersen, ved førstebehandlingen sagde:
Med dette enkle beslutningsforslag ønsker vi i Venstre, at styrke det lokale selvstyre ved at give kommunerne ret til at pålægge myndighederne, at udstede byggetilladelse til enkeltbebyggelse i landsbyer og landzoner.
Mange partier i folketinget støttede tanken, men da Socialdemokratiet ønskede at lade kommunerne selv bestemme over landzonerne, blev landsbyen igen ladt i stikken af de borgerlige partier.
Fremskridtspartiet går imod den tanke, at ”landet” først og fremmest skal være til rekreation for bysamfundet i ferierne.
Fremskridtspartiet vil derfor – igen og igen – rejse spørgsmålet, hvorfor der ikke skal være ligestilling mellem by og land? Det kan ikke være rimeligt, at en befolkning skal holdes nede til fordel for andre, så derfor fortsætter Fremskridtspartiet ufortrødent kampen for ligestilling – også på dette område!
Ernst B. Schmidt
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 11 / 6. årgang / 3. juli 1978
Sydafrika
Sydafrika
Vi kørte 3.000 km, og overalt i Sydafrika blev vi slået af renlighed og orden. Intet snavs og papir og ingen dåser, graffiti eller hærværk. Af de 21 lande jeg har besøgt, er Sydafrika det smukkeste og mest velordnede.
På det fornemme Carlton i Johannesburg og på luksushotellet Holliday Inn i Pretoria talte jeg både i restauranterne og ved svømmebadet fem gange så mange sorte som hvide.
De sorte er da også ofte særdeles velhavende og kører i egen BMW eller Mercedes.
I homelandet Boputhatsschwanas ferieby Sun City sad de sorte omkring spillebordene side om side med de hvide.
Hele Sun City med dets eventyrlige Caschadehotel, parker, sportsbaner, restauranter og spillekasinoer er bygget af sorte. Det drives af sorte med et personale på 2.000 personer, – og så er der nogen, der vrøvler om apartheid!
Th. Riemann
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 9 / 13. marts 1987 / 15. årgang
Berettiget selvanklage
Berettiget selvanklage
Niels Helveg Petersen (B) betegner den offentlige forvaltning som ”et stort, uoverskueligt og uformeligt dyr”.
Her finder vi et af eksemplerne på, at han og hans samarbejdspartnere har gjort det så forfærdende elendigt og selvopgivende bare ladet stå til i stedet for at gøre den kraftanstrengelse, som skal til for at klare de selvskabte vanskeligheder.
Mogens Glistrup
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 20 / 15. årgang / 5. juni 1987
Det går nok!
Det går nok!
En mand faldt ud af et fly i 10 km højde, fortæller en tossehistorie. Først var han skrækslagen. Men da han var faldet 9 km, besindede han sig. Er det gået godt så længe, sagde han til sig selv, så går det nok også godt resten af vejen.
Denne historie kom jeg i tanke om forleden, da jeg ringede til en servicestation for at bestille tid til en motortest. Desværre hr. sagde den venlige damestemme i telefonen. I dag har vi helt fyldt op, og i morgen begynder industriferien. Så har vi lukket i 3 uger. Javel, svarede jeg, men jeg troede, der var mange ledige mekanikere. Hun lo. De ting har da ikke noget med hinanden at gøre, sagde hun.
Lidt senere fortalte min bager mig, at nu drog han i sommerhuset for 3 uger, så jeg måtte skaffe mig mit brød et andet sted så længe. Her havde de arbejdsløse bagere heller ikke noget med sagen at gøre. Mit renseri kunne heller ikke klare at få min habit præsentabel før i august.
Fabrikker med målegrej, maskiner og kostbart produktionsmateriel for milliarder og utallige små virksomheder affolkes i sommertiden i ca. 3 uger.
I forvejen udnyttes materiellet kun ca. 160 timer af månedens 720 timer. Det forældes teknisk, før det er slidt op, og afskrivningen bliver enorm, medens det konkurrerende udland arbejder i døgndrift.
Ikke mindst de socialistiske lande – fx ”DDR” – arbejder i tre skift døgnet rundt.
Og her holder vi ferie. Selv de arbejdsløse drager til Mallorca og Grækenland medens gamle Danmark, der gerne skulle bestå, så længe bølgen ruller, synker hen i dvale.
Det er trist at indrømme det, men velfærdssamfundet har gjort os til et dovent folk. Virkningen er yderligere forstærket ved uafladelige regeringsindgreb og studehandler med fagforeningerne, som har medført, at arbejdet faktisk ikke er lønsomt.
En dame som efter lang tids arbejdsløshed var så lykkelig at få et heltidsjob, kunne opstille et regnskab, som viste, at nu var det så som så med lykken. Hun havde 1.000 kroner mindre om måneden i købekraft, end medens hun var arbejdsløs.
Det er et ganske almindeligt forløb, men det bliver det kun værre af, og systemet garanterer med sikkerhed en elendig nationaløkonomi.
Suppleres det yderligere af stigende råstofpriser, kortere arbejdstid og højere lønninger, er katastrofen sikker.
For lidt siden forkyndte vor emsige udenrigsminister (Uffe Ellemann-Jensen, V, red.,) at han havde lovet en række hjælpeydelser på godt hundredemillioner til marxistiske styrer i Afrika – og at Kina – med flere end en milliard indbyggere – kunne glæde sig til nogle hundrede millioner fra Danmarks 5 millioner mennesker –, hvoraf flere end 200.000 er arbejdsløse, og omkring 2 millioner modtager sociale tilskud.
Nå ja – det går nok alt sammen, når det er gået så længe. Og det er jo en hævdvunden ret, at man kun skal modtage hjælp på sine egne betingelser.
Når det bliver aktuelt, skal vi nok stille vore, og de bliver af betydeligt format. Vi ved nok, hvad der skal til!
Lad os håbe at der er nogen, som vil opfylde dem.
Claus Frost-Hansen
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 14 / 15. årgang / 24. april 1987
Én alen af samme forfærdende stykke
Én alen af samme forfærdende stykke
Poul Schlüter (C) og Anker Jørgensen er én alen ud af samme forfærdende stykke. Derfor vil den omstændighed, at magtindflydelsen glider fra firkløveret (V, C, CD og KrF, red.) til socialdemokraterne ikke gavne andre end de socialdemokratiske toppersoner personligt.
De vil få til sig selv de taburetfordele, som firkløverpartierne nu har udnyttet i de sidste fire år. Men Danmark vil ikke blive gavnet det mindste ved, at en regering Anker Jørgensen afløser regeringen Poul Schlüter.
Mogens Glistrup
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 4 / 15. årgang / 6. februar 1987
