Arkiv

Archive for august 2010

Katastrofens måned?

29. august 2010 2 kommentarer

Katastrofens måned?

December 1979 kan blive den måned, hvori folkestyret virker mest landsskadeligt i hele det danske folkestyres 130½ år lange historie.

Sådan går det, hvis det viser sig at den magt, vælgerne 23. oktober gav Anker Jørgensen er lige så stor som hans agt.

Vejen mod Danmarks Afgrund blev bygget med stigende skatter og øget restriktionsbinding af de danskes arbejdspladser. Hjernevaskindoktrineret af de herskende embedsmandsklasser vil Anker Jørgensen nu slukke bålet med benzin og overdænge nationen med endnu højere skattetryk og endnu flere papirformalitetsbindinger af de eneste, som kan hjælpe os væk fra afgrunden – produktionslivets folk.

Her kan man høre radiointerviews med Mogens Glistrup

Det, regeringen (Socialdemokratiet, red.)  kalder den lange løsning er højst en løsning på Socialdemokratiets vanskelighederikke på Danmarks.

Den fallitpolitik, som har ødelagt Danmarks økonomi i mange år, fortsætter nu med at ødelægge endnu mere.

Alle skal nu til at trælle under kraftige byrder – mindre i løn, mere i skat – men det er helt nytteløst. Byrderne bliver båret forgæves som bidrag til en politik, der kun gør ondt værre.

Baggrundene er især to:

  • Regeringen vil gerne hyppe fikse idéer om ØD, værdistigningsafgift og meget mere, som kun bidrager til at forøge arbejdsløshed, valutaunderskud og inflation.

Men finder Anker Jørgensen 89 papegøjer, der efterplaprer, hvad han siger?

De 68 er på plads. Og det er sådan ser i orden. Liste A-vælgerne stemte ikke på Socialdemokratiet, men på Anker Jørgensen. Derfor må vi alle affinde os med, at han ene mand reelt har 69 stemmer. Demokrati betyder jo, at folket har lov til at ødelægge landet og dermed deres egen og deres børns og børnebørns fremtid. Og det var præcis den linje, som blev tilkendegivet ved valget den 23. oktober. Det er en dårlig undskyldning, at det vidste man ikke. I skæbnetimen må alle sætte sig nøje ind i de samfundsøkonomiske sammenhænge og når de ikke gør det, da uden at kny tage skade for hjemgæld. Sådan er folkestyrets filosofi.

Otto Stenholt (grønlandsk folketingsmedlem, red.) er nok også på plads. Blot lovvandalismen får den tillægsparagraf, at den ikke gælder for Grønland. Så får Stenholt nok en passende betaling til sit land. Hvem kan da forlange af ham, at han skal tage hensyn til et helt andet og fremmed land, som Danmark er i forhold til Grønland?

Gallup på månedens første dag vil muligt gøre nogle så valgforskrækkede, at de leverer de sidste 20 mandater.

Men kommer det til at knibe, har Anker Jørgensen jo ministertaburetter at dele ud til for eksempel en SVKR-regering.

Kun ét kan det danske folk være helt sikker på i al denne mistrøstighed: Fremskridtspartiet kan man stole 100 % på – også efter et valg. En liste Z-stemme bliver aldrig brugt til at ødelægge landet. Vi er positive til at stemme ja til selv det mindste Fremskridt. Men når feje krysterpolitikere som sædvanlig ikke tør tage et ansvar for at gøre noget som helst rigtigt, er der som sædvanlig 20 Z-stemmer imod – og Z-ordførere og Z-betænkningsbidrag, der udpenslet forklarer, hvor skidt det går. Ganske som vi nu i snart 9 år har forklaret sandheden til interesse for næsten ingen som helst.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 21 / 7. årgang / 3. december 1979

Frit erhverv konfiskeret

25. august 2010 18 kommentarer

Frit erhverv konfiskeret

Der var engang et frit erhverv. Alle eventyr begynder med DER VAR ENGANG og efterhånden kan vi tale om frie erhverv i forbindelse med eventyrsfortællingen.

De fleste går rundt i eventyrets verden og tror, at fiskere er frie folk, der søger deres indtjening på havet uden for bureaukraternes og restriktionernes verden. De tror, at fiskerne er underlagt udbud og efterspørgsel for de fisk de lander og prisen på varen er afhængig af deres dygtighed til at levere den vare, der er mest efterspurgt. Nej, ak og ve (AV-regeringen, red.) har sat en stopper for det frie erhverv. Der er ikke fisk nok til danske fiskere, hvis englænderne skal have lov til at fange mange flere fisk end danskerne.

Fra nu af fanges fiskene ikke i havet men omkring skrivebordene i Bruxelles og til alle socialisters fryd bliver der indført kvotaordninger. Det er ordninger, hvor man ikke må fange sild eller torsk det ene år og det næste år smide fiskene over bord. Bureaukraterne danser af glæde og klapper i de små hænder – det ord, der optræder mest med fisk i, er konfiskation. Englænderne snakker om den ene garnstørrelse og ruse efter den anden, og maskehullerne passer hver gang til danskernes hoveder. Englænderne har altid været dygtige kræmmere og til sidst kan de købe danske fiskefartøjer til halv pris. Fiskeministeren (Svend Jakobsen, A, red.) er en stor mand: Se, jeg kan holdeomkostningerne nede, nu koster fiskekuttere kun det halve! Imedens arbejder bureaukraterne som rasende. Ingen fiskere må fiske uden licens, de skal have tilladelse til at fiske fra skibe. Man opretter også særlige udvalg, hvor man skal kende en, der kender en, der er medlem af AV-partiet, for så kan man få tilskud til ophugning af de skibe, man ikke kan sælge til halv pris til englænderne og færinger. Færingerne har pengene, nemlig de tilskud Danmark sender op til deres bankkonti med jævne mellemrum. Et andet udvalg giver efter samme principper tilskud til, at øge produktiviteten på de skibe, englænderne og færingerne endnu ikke vil købe.

Nu findes der jo altid nogle kværulanter, der ikke kan lide bureaukraternes arbejde og som minsandten tror, de kan klare sig uden. For dem laver bureaukraterne særlige ordninger, der indeholder udstedelse af licenser, opdeling af fangstmængder, fangstniveau etc. Og for de utilfredse giver man mulighed for domstolsafgørelser. Bureaukraterne gnider sig i hænderne, for sådanne muligheder for domstolsafgørelser giver masser af arbejde til andre bureaukratkolleger og særlige hjælpere skal nok sørge for, at fiskerne ikke dør af sult, før de får afgørelsen, der alligevel falder ud til fordel for bureaukraterne.

De fleste siger til sig selv: Det er et held, man ikke er fisker!

Men glæd Dem ikke for tidligt…De står sikkert på socialisternes og bureaukraternes liste!

Ole Maisted

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 16 / 7. årgang / 24. september 1979

Socialdemokratiet eller Fremskridtspartiet

22. august 2010 50 kommentarer

Socialdemokratiet eller Fremskridtspartiet

Man må vælge mellem statsstyring eller meget store offentlige besparelser, og der må i al fald arbejdes konsekvent.

Ved næste folketingsvalg vil stemmesedlen opregne 11 – måske endda flere – partier. Reelt får vælgerne imidlertid kun to valgmuligheder: Socialdemokratiet eller Fremskridtspartiet.

VKR-partierne har vist, at de savner mod og styrkekraft til at føre selvstændig politik. De kristelige, centrum-demokrater (D) har så ringe saglig indsigt i landets hovedspørgsmål, at de blot hænger på som frynsevasaller til den enhver tid siddende regering. De to kommunistpartiers hovedsyn – socialiseringen – kan alene gennemføres efter en grundlovsændring. Retsforbundet har ikke styrke til at udgøre alternativet.

Hovedpartierne

De to hovedpartier er enige om, at Danmarks situation er meget alvorlig og om, at der kræves en kraftanstrengelse for at landet ikke skal gå helt rabundus.

Den altdominerende årsag hertil er, at Folketinget i de sidste 16 år har ført en slap og uforstandig politik. Umiddelbart kan man sige sig selv, at det er dumdristigt at stemme på de partier, som i de sidste år klart har bevist, at de ikke magter problemer, som var langt mere beskedne end de nuværende.

Her kan man høre radiointerviews med Mogens Glistrup

Tocifrede milliardbeløb

Kun Fremskridtspartiet har fremlagt præcise tal for, hvad vi vil gøre. Vi opererer bl.a. med offentlige besparelser på tocifrede milliardbeløb. Alle de andre partier kalder dette urealistisk. Så meget har ingen af dem jo nogensinde sparet. Sandheden er imidlertid, at vi i 1977 med gammelpartiernes politik må se i øjnene, at vi får øget skattetryk, høj rente, øget arbejdsløshed og et statsunderskud på hen ved en snes milliarder kroner samtidig med, at den danske stat på ny må ud og låne kæmpebeløb – sandsynligvis omkring 15 milliarder kroner – i udlandet.

Når problemerne er af den størrelsesorden, består det urealistiske i forskræmt at lukke øjnene herfor og alene foreslå foranstaltninger på det beskedne niveau, hvor augustforligsmagerne og Venstre bevæger sig.

To veje

Skal tilstrækkeligt store indgreb til, må de nødvendigvis gå en af to veje. Enten kraftig statsdirigering og planøkonomi eller frigørelse af de nu bundne økonomiske kæmpekræfter med afvikling i stort format af restriktioner, bureaukrati og indkomstskat.

Det er landsskadeligt miskmask i den situation at foregøgle, at problemerne kan løses hen over midten i dansk politik. Tager man lidt fra den ene dåse og lidt fra den anden, bliver vi på stedet og synker stadig dybere i hængedyndet.

Så enkelt

På vejviseren til den første metode står liste A. Til den anden liste Z.

Så enkel plejer politik altid at blive, når store nationale katastrofer truer.

Og det gør de i øjeblikket.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 19 / 4. årgang / 4. november 1976

Kategorier:Økonomi, Fremskridtspartiet, Mogens Glistrup, Personlig frihed, Socialdemokratiet Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

LO’s krav om ØD

18. august 2010 12 kommentarer

LO’s krav om ØD

ØD drejer sig om et krav, der bygger på en påstand om medarbejdernes medindflydelse og medejendoms ret, men er et politisk krav om indførelse af socialisme.

Statsministeren (Anker Jørgensen, red.) udtalte jo også for nylig under en folketingsdebat, at vi har for lidt socialisme i Danmark. Det politiske mål nås bedst ved at danne en central fond, hvor de overordnede beslutninger om udviklingen af dansk erhvervsliv kan tages. Medarbejdernes indflydelse på produktionens vilkår vil ikke blive bedre end den er i dag. Tværtimod har de i dag virkemidler for at sikre medarbejderne, idet loven om arbejdsmiljø giver de udvalgte tillidsrepræsentanter ubegrænsede muligheder for at sikre medarbejderne.

Andelen i firmaets profit får medarbejderne igennem løn, tantiemer, bonusordninger etc. og de er ikke tvungen til at lade deres andel af profitten blive stående i virksomheden men kan frit bruge den til at købe hus, bil, båd eller, hvad de har lyst til. Hvis de vil have en opsparing er det bedst, at købe finansministerens statspapirer, hvor man opnår en høj rente og en skattefri kapitalgevinst.

LO’s påstand om, at der mangler en risikovillig kapital i dansk erhvervsliv er selvfølgelig rigtig, men hvorfor skal det problem løses ved en tvungen opsparing fra lønmodtagernes side under henvisning til øget medindflydelse. Der er forhåbentlig ingen som tror, at de vil få medindflydelse på, hvad virksomheden skulle fremstille, fordi LO´s ØD-tanker blev indført? Dén, der har udtrykt det mest klart er Sten Danø, der i en TV-diskussion sagde, at:

Hvis man afskaffer de nuværende ledere, kommer der blot nogle andre bavianer!

Det er en helt umulig tanke, at beslutninger om, hvad, hvornår, hvorfor og hvordan skulle kunne træffes af hele personalet på en virksomhed. Dét det drejer sig om, er, at LO’s topfolk mener, de ved at nationalisere dansk erhvervsliv, kan indføre socialismen og de tror imod al erfaring, at de skulle kunne drive danske virksomheder bedre, end de nuværende ledere.

Lad os bare forestille os, at medarbejderne i en LO-virksomhed havde vetoret overfor den planlagte produktion og ønskede andre vilkår end der var penge til, så ville der ikke gå lang tid før der kom et diktat ovenfra, der henviste til virksomheder i andre lande, som kunne producere til konkurrencedygtige priser. Ingen – heller ikke LO kan drive virksomheder, uden det giver overskud. Medarbejderne har blot sat sig selv uden for reel indflydelse – de har for eksempel ingen pressionsmidler, når de har ejendomsret. Det vil sige, at der er samme forhold som i de socialistiske lande, hvor arbejderen bliver knyttet til én virksomhed i stavnsbinding til boligen, ingen aktionsret, fordi de på papiret har ejendomsret til virksomheden.

Lederne af fonden og fremtidens virksomheder vil blive valgt med 99,9 % af samtlige afgivne stemmer, fordi der ingen modkandidater er og fordi der er stemmetvang. Når der mangler risikovillig kapital i Danmarks erhvervsliv er der kun én vej – det er at lette restriktionerne og fremme indtjeningsmulighederne for dansk erhvervsliv. Socialdemokratiets økonomiske politik og LO’s tanker om ØD påvirker dansk erhvervsliv i negativ retning.

Alle, der har kapital investeret i dansk erhvervsliv, tænker jo kun på ét: Hvordan får vi trukket kapitalen ud med så stort et overskud som muligt? Og den, der har ledig kapital tænker kun på at investere den i papirer, som giver den største forrentning og den største skattefri kapitalgevinst.

Under sådanne forhold er det ikke morsomt at være lønmodtager, der skal tvangsindlægges til LO´s og Socialdemokratiets katastrofepolitik.

Ole Maisted

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 6 / 7. årgang / 2. april 1979

Frihed eller lighed?

15. august 2010 47 kommentarer

Frihed eller lighed?

Frihed – også i økonomiske sammenhænge – skaber større levefod.

Trods enorme anstrengelser fra de socialistiske planlæggere er den sovjetiske arbejders levefod i dag, som den man fandt i Europa i 1930

Men der findes alligevel mange, der med den ansete amerikanske professor, Ronald Dworkien, mener, ”at et samfund med stor lighed er et bedre samfund, selvom dets borgere foretrækker ulighed”.

Det er netop fordi så mange gammel-radikale, socialdemokrater og venstrefløjsfolk udlægger ”social retfærdighed” som økonomisk lighed, at de har vanskeligt ved at blive forargede på de totalitære socialist-regimer, hvor lighed hyldes og frihed mistænkeliggøres.

Man bør spørge disse ligheds-profeter, om de kan være enige med Fremskridtspartiet om, at hvis vi skal have fællesgoder – og det skal vi naturligvis som alle civiliserede samfund – bør der så ikke være bred enighed om, hvilke fællesgoder de enkelte borgeres arbejdsindsats skal bruges til?

I middelalderen mente man i almindelighed at den vigtigste samfundsopgave var at støtte kirken og præsteskabet. Man tog det som en selvfølge, at den økonomiske aflønning af en biskop var omtrent lige så meget større end en håndværkers, som Jens Otto Krags (A) New York-gage er større end en faglært arbejders.

I Sovjetunionen i dag tvivler ledelsen af landet ikke på, at folket står bag det fællesgode, som en højt betalt officerstand er.

I den socialdemokratiske karikatur af et samfund hvor markedsøkonomien råder, lider folk nød, fordi de der har særlige evner til at skabe værdier, beholder dem for sig selv og lader samfundet sejle sin egen sø.

I den virkelighed vi lever i, står valget ikke mellem et super-kapitalistisk samfund, hvor for eksempel en opfinder, der opdager en metode til at fremstille solenergi for det halve af den nuværende el-pris, kan skaffe sig et monopol på energi med os alle sammen og et dogmatisk (det at fastholde visse påstande uden hensyn til de virkelige forhold, red.) socialistisk samfund, som de mere rabiate socialdemokrater forestiller sig med hele produktionsapparatet i statseje og dirigeret af begejstrede og loyale partikammerater.

Socialdemokratiet og Fremskridtspartiet vil ofte have samme målsætning. Vi er jo alle danskere og har den samme baggrund. Således er både Fremskridtspartiet og Socialdemokratiet modstandere af monopoler (Socialdemokratiet naturligvis ikke af statsmonopoler). I princippet er Socialdemokratiet også enige med Fremskridtspartiet, hvad angår vigtige sociale reformer, for eksempel bedre vilkår til pensionister – når Socialdemokratiet ikke i praksis kan gøre noget ved det, skyldes det en erkendelse af, at partiets politik ikke har kunnet skabe den vækst i økonomien, man troede.

Den egentlige forskel mellem de to partier er deres forskellige indstilling til frihed og lighed.

Fremskridtspartiet stræber mod den størst mulige frihed for alle, for den enkeltes ret til at udfolde sig efter evne og lyst. De prioriterer friheden højst og ser dens genindførelse som en national opgave. (Se lederen her i bladet 77-22). Den fribårne vil hellere lide nogle afsavn end se sin frihed beskåret.

Socialdemokratiet på den anden side prioriterer ligheden højere end friheden. De tror fuldt og fast på, at man skaber retfærdighed ved at skabe lighed, – og det er derfor, de bekæmper det frie samfund, der altid vil føre til nogen ulighed.

Tendensen er klar: Lighed er måske det, de kæmper for. Og man skal ikke lade sig narre af, at det er Socialdemokratiet, der har skabt ”den herskende klasse” af vellønnede bureaukrater, der økonomisk er sikrede i alle ender og kanter. Fremskridtspartiet ville også forsvare deres store indtægter, hvis de for eksempel var indtjent ved produktivt arbejde i eksportindustrien eller på anden måde. Hvad der forarger os er ikke at Tjæreborgpræsten, der har gjort det muligt for millioner at rejse tjener gode penge, men at en mand som Jens Otto Krag, der aldrig nogensinde kunne tjene en kæmpeløn, hvis han skulle konkurrer med almindelige mennesker på det frie marked, af sit parti får et ligegyldigt administrativt job til over 900.000 kroner om året – efter skatten er trukket fra.

Man må erkende, at trods de fede ben socialdemokratiske politikere tildeler sig selv, er de idealister i den forstand, at de stræber mod økonomisk lighed, ganske uanset samfundsomkostninger i form af dræbt arbejdsglæde og kvalt initiativ.

Det er altså valget: Fremskridtspartiet, der oprigtigt tror på mennesket og den personlige frihed, og som vil skabe et spraglet, dynamisk samfund med arbejdsglæde, hvor alle er forskellige – og Socialdemokratiets lighedssamfund, hvor alle får de samme rationer og ingen – i al fald udenfor statsadministrationen – har råd til at holde Kjeld Olesens lystyacht eller som Niels Matthiasen kan muntre os andre ved hele tiden at optræde i nye skræddersyede habitter i 4.000 kroners klassen. I lighedssamfund er der ingen plads til en kreaturhandler, der efter en god handel inviterer hele landsbyen på krofest, ingen fisker, der efter en heldig fangst kan købe en flot bil, ingen arbejder, der kan blive rig ved at opfinde en duppedit. Der bliver ingen flotte piger i dyrt tøj og idiotiske udenlandske hatte på gaderne. Det bliver et gråt samfund, som vi i dag ser det fx i Kina. Men socialdemokraterne har ret i, at det også bliver et samfund, hvor der ingen misundelse er!

Orbiter

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 2 / 6. årgang / 13. februar 1978

Kategorier:Fremskridtspartiet, Personlig frihed, Socialdemokratiet, Velfærdsstaten Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Hurra for formanden

10. august 2010 1 kommentar

Hurra for formanden

Fallit-partierne – specielt Socialdemokratiet – ledes af en fast kreds af overklasseløg.

Professorer, direktører og akademikere i ½ million indtægtsklassen og derover. Det er rørende at se og høre deres omsorg for den udnyttede befolkning og for klassekampen.

Det er velbetalte førere for en samfundsklasse, de ikke selv tilhører.

Vi har en ganske almindelig maskinarbejder som landsformand. Han har passet jobbet med stor dygtighed i over 2 år, en sådan mand er et særsyn i fallitpartiernes folketingsgrupper.

Det er et privilegium for vor landsformand, at han er maskinarbejder, og det er et privilegium for Fremskridtspartiet at have en formand som er maskinarbejder.

Vi må være tossede, hvis vi giver afkald på et sådan privilegium.

Lad os genvælge Roland med fynd og klem.

B. Beyer

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 20 / 6. årgang / 20. november 1978

Konservative mangler

8. august 2010 Skriv en kommentar

Konservative mangler

Fredag den 25. november var forsidelederen i det konservative blad ”Dagens nyt” forfattet af Erik Ninn-Hansen,

Han skrev bl.a.:

Politik og sport har intet med hinanden at gøre og i Danmark bør vi afvise alle forsøg på at blande politik i idrætssamarbejdet med andre lande. Det må være sportsudøverne selv og klubberne, der bestemmer, hvilke sportsudøvere fra andre lande, de ønsker at konkurrere med. Staten har at holde fingrene væk.

Sidste år blev der vedtaget en resolution, hvor man advarede imod det sportslige samarbejde med de sydafrikanske idrætsudøvere.

Danmark burde have stemt imod, men gjorde det ikke. En sådan fejltagelse må ikke gentages.

Der er dukket et nyt forslag op i FN, der går ud på at forhindre idrætssamarbejdet med Sydafrika og endda omtaler sanktioner over for idrætsudøvere, som ikke vil rette sig efter resolutionens ordlyd. Mere pjattet kan det næsten ikke være.”

Her kan man høre radiointerviews med Mogens Glistrup

Den selvsamme dag stillede Fremskridtspartiet følgende forslag i folketinget:

”Folketinget tager afstand fra, at der blandes politik ind i idrætsudøvelse og ønsker derfor, at Danmark stemmer imod enhver form for boykot af sportsfolk fra bestemte lande.”

For dette forslag stemte Fremskridtspartiet og Centrum-Demokraterne. Kristeligt Folkeparti undlod at stemme, mens de 7 andre partier stemte imod.

Det var altså også de konservative, som stemte imod. Deres ordfører var Erik Ninn-Hansen, som fra folketingets talerstol begrundede holdningen med, at man ikke ville være med til at genere udenrigsminister K.B. Andersen (A).

Dette er et af Christiansborgdagligdagens utal af eksempler på den hykleriske dobbeltmoral – eller totale mangel på moral – som i de sidste 15 måneder har præget Det konservative Folkeparti. Partiet er aldeles beruset af, at det opnåede det næstdårligste valgresultat i sin historie (FREMSKRIDT 1977, side 24) på sloganet ”borgerlige stemmer der arbejder”. Gad vide om fremgangen fra alle tiders dårlige konservative valg skyldes, at vælgerne har været klar over, at det bare var pladsmangel, som førte til, at sloganets sidste ord ”socialdemokratisk” ikke var med på de mange plakater.

Den, som vil sætte sig ind i, hvad der virkelig foregår i folketingssalen, vil nemlig vide, at dette sidste ord hører med i en sandfærdig gengivelse.

Landsmødeopfordringen ”kom hjem Poul” har altså endnu ikke virket på Schlüter, mens Hartling (V) i stedet for vil drage endnu længere væk. Men dette sidste er måske slet ikke så galt. Lad os håbe, at det baner vej for et samarbejde mellem de ikke-socialistiske partier.

Socialdemokratiet sidder nemlig kun på ministerbænkene, så længe som partiet kan få held til at fortsætte sin del- og hersk-politik baseret på at bilde de andre ikke-socialistiske partier ind, at de ikke må samarbejde med Fremskridtspartiet. Den 7. december 1973, den 15. maj 1974 og den 29. januar 1975 var det glimtvis, som om Hartling var begyndt at forstå, at han måtte respektere, at over 400.000 ikke-socialistiske vælgere havde stemt på Fremskridtspartiet, men ved alle tre lejligheder lod han sig meget hurtig igen fuppe af Hækkerups (A) dygtige teknik med at ophidse de andre ikke-socialistiske partier mod Fremskridtspartiet, så der der igennem bevares grundlag for det socialdemokratiske gælds-, arbejdsløsheds-, underskuds- og skatteflåningsstyre i Danmark.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1. / 6. årgang / 23. januar 1978

Tusindben og andre flerfodede uhyrer

5. august 2010 24 kommentarer

Tusindben og andre flerfodede uhyrer

Hvor skal man begynde og ende med bengnaveri? Lange lister over implicerede er tørre som en vejviser. Både Jyllands-Posten og dagbladet B.T. har brugt sider på sådanne lister, som dog mangler mange navne og enkeltheder. Billedet forvirres også, når der medtages indtægter, som ikke er ben. Billedet af folketingsmænd der kaster ben til hinanden over hegnet er heller ikke helt korrekt. Det ville være mere rammende at sammenligne dette politiske ukrudt med den tidselart, som kan skyde underjordiske stængler, der er ti meter lange, og luger man et skud et sted, kommer der straks to nye et helt andet sted.

Hvem ville fx have troet, at Niels Mathiasen (A) ville gide tilbyde den afdankede SF-politiker Poul Dam et par fede ben? Selv Poul Dams partifæller indrømmer åbent, at han er umulig i offentlige stillinger, alligevel tilbyder Niels Mathiasen ham 90.000 kroner om året på – hold Dem fast – Kunstfondens beskedne budget! Man kan finde det rimeligt at forhenværende statsminister Hilmar Baunsgaard (B), hvis administrative evner er velkendte, får et ben i Radiorådet til 32.000 kroner om året, men hvorfor i alverden skal Poul Dam have 49.000 kroner for at indfinde sig til nogle møder i Radiorådet? Håber socialdemokraterne at Poul Dam kan levere dem nogle hundrede stemmer af kværulerende SF’er? Det bliver dyre stemmer – for skatteyderne.

Politikerne adopterer Moster Ane

Lad os sige landmand Jensen opfinder et aggregat til at fyre med halm og til trods for skattevæsenets mange forsøg på at standse dette forsøg på at nedbringe olieimporten alligevel kommer i gang og laver et lille selskab.

Advokaten siger, at der må en tredje til, og Jensen beder gamle Moster Ane træde ind i bestyrelsen. Hun får 500 kroner, og har ikke meget forstand på markedsføring. Men der er den forskel, at de penge Jensen betaler sin tante for at sidde i bestyrelsen kommer ud af hans egen lomme, men hver gang politikerne indsætter en Moster Ane i et koncessioneret selskab, en bank eller offentlig virksomhed, er det skatteyderne eller forbrugerne, der må betale.

Det hænder, at der er tale om en fagmand, der kommer på rette plads, men det er slet ikke afgørende for politikerne. Benene er et økonomisk tilskud til en partifælle. Socialdemokraterne Ole Espersen og Erling Olsen er lærde professorer, der skulle være hævet over korruption.

I den blå bog står Ole Espersen (A) opført som indehaver af tre professioner, som hver tager en mands hele arbejdskraft: Han er juridisk professor, medlem af folketinget og medlem af Europa Parlamentet. Lønnet alle tre steder! Hvordan kan en mand, der gerne vil optræde som juridisk – moralsk vejleder tage løn for tre gange 8-timers arbejde i døgnet?

Og så ser vi væk fra, at den høje løn for hvert af disse job undskyldes med, at de kræver ikke 8, men op til 16 timers arbejde i døgnet!

Erling Olsen (A) er også professor ved Roskilde Universitets Center. Han får 75.000 kroner for ikke at vise sig på Centret, mens han er i folketinget, hvor han får 140.247 kroner om året. Som om de 75.000 kroner fra statskassen ikke er nok, får han yderligere 90.000 kroner om året for at møde op til bestyrelsesmøder et par gange om året i Hovedstadsområdets Trafikselskab og drikke et par sjusser og ryge en enkelt cigar. B.T. anslår, at der gennem hans snabel i de offentlige kasser går 335.000 kroner om året.

Politikernes Tante Ane er lige så uvidende om det, de beskæftiger dem med. Som journalisten Leif Blædel der i en kritik af Fremskridtspartiets økonomiske oversigter ikke kender forskel på kredit og debitlisten i statens regnskaber.  Hvad kan man i øvrigt vente af en socialdemokratisk partifunktionær, som kræver lønforhøjelse. og som til sin skræk sættes ind i Statens Jordlovsudvalg til en løn af 95.000 kroner om året?

Finansminister Heinesen (A) alene bestemmer over dette ben, og det er gået til den ellers ukendte partisekretær Karl-Johan Mortensen. Som Moster Ane eller journalist Blædel blader han i regnskabet ved det årlige møde, ser på hver side ordet ”Transport” og han vil jo gerne bidrage med noget til jordudvalgets trivsel og siger: Hør, vi bruger alt for mange penge til transport. Det er vores pligt overfor skatteyderne, at der spares!

Hvor mange Moster Ane jobs?

Det er der næppe nogen, der ved. Tilskuddene skyder op alle vegne. De mere traditionelle er de seks statsrevisor-ben, der er på 80.000 kroner hver om året, men skal sættes op og som pudsigt nok fortrinsvis gives til politikere, der ikke har økonomisk indsigt som fx Poul Møller (C) og Grünbaum (A) – formodentlig ud fra den menneskeligt smukke betragtning: Det er synd for dem. akkurat som man i Danmarks Radio ansætter speakere med talefejl.

Så er der Ligningsrådet, hvor både finansministeren (Knud Heinesen, A, red.) og tinget kan indsætte gode venner til et arbejdsfrit job til 30.000 kroner om året. I Landsskatteretten er der tolv ben til 30.000 kroner hver. som de gamle partier fordeler blandt deres medlemmer.

Selv i Overfredningsnævnet – en national opgave – undser man sig ikke for at lave ti ben á 24.000 kroner til politikere.

Der er Landsnævnet for Omnibuskørsel. som lyder tilstrækkeligt uinteressant til, at man har kunnet lade det betale 15.000 kroner om året til hver af de seks politikere.

Der er telefonselskaber, bankerne og flyselskaberne, hvor politikerne anbringer hinanden. og det er jo kendt nok, at Socialdemokratiet gør alt, hvad det kan for, at staten skal få lidt eller megen indflydelse i danske selskaber. som det mener tjener nok til, at betale den beskyttelsespræmie som anbringelse af politikerne i ben udelukkende er.

Et firma der fx beskæftiger sig med at udvikle edb-metoder for at konkurrere på det internationale marked får næppe megen teknisk bistand af et socialdemokratisk postbud, der er udset af partiet til posten, fordi han med held har lavet nogle kineser-strejker.

En udvalgt tidselbuket

R. Lysholt-Hansen (A) er med sin halve million i ben stemplet af Ekstra Bladet og andre aviser som landets største bengnaver. Han har frasagt sig dem alle undtagen jobbet som direktør for Indbindingscentralen. og han har vel krav på, at man ikke genoptager angrebene.

Et punkt som dog ikke er omtalt i pressen bør dog nævnes: Igennem mange år var Lysholt-Hansen lønnet som lærer i Nykøbing på ventepenge. Det vil sige. han hævede gennem årene over en halv million for overhovedet intet at bestille! Det morsomste er dog, at Lysholt-Hansen efter en del år som lærer uden arbejde, men med løn blev udnævnt til overlærer ligeledes uden arbejde og med overlærerløn!

Det minder om anekdoten om den amerikanske farmer, der i en periode, hvor regeringen ville standse overproduktion, tilbød ham – som andre farmere – 20 dollar for hver tønde land. de ikke tilsåede med hvede. Da aftalen blev fornyet det næste år, skrev farmeren ind til Washington, at han gerne ville støtte landet mere end hidtil og var villig til ikke at tilså 1.000 tønder land. Hvad der var en revyvittighed i USA blev absurd virkelighed i Danmark.

Lad os se på venstremanden Gustav Holmberg der er landmand. Udover sin folketingsgage på 163.000 kroner har han blandt andet følgende ben, hvortil han har bragt sin kunnen som landmand:

  • Bestyrelsesmedlem i det internationale danske selskab Store Nordiske Telegraf-Selskab: 15.000 kroner.
  • Det danske Luftfartsselskab: 6.000 kroner
  • Jydsk Telefon: 25.000 kroner plus fri telefon og samtaler så han dagligt kan sludre med venner i fjerne verdensdele.

Alene penge-honoraret for Jydsk Telefon svarer til en timeløn på 1.000 kroner for bestyrelsesmøder. Desuden er han også i landsnævnet for Omnibuskørsel (15.000 kroner) og medlem af tilsynsråd for Bikuben (en ikke længere eksisterende bank, red.) sparekasser o.m.a.

Grünbaum (A), som kaldes ”ærlige Henry” af sit parti, har 140.000 kroner som MF’er. Som statsrevisor 80.000 kroner, fra Ligningsrådet: 30.000 kroner. Ministerpension for tiden (stiger hele tiden) 70.000 kroner. Samlet indtægt for ærlige Henry: 320.000 kroner.

Journalisten Knud Damgaard har 140.000 kroner som socialdemokratisk MF. Han er kommitteret for Hjemmeværnet, en hobbybeskæftigelse, der giver ham en kvart million om året – nøjagtigt 248.700 kroner, men det er også en løn, der stiger hele tiden, og den kvarte million vil blive nået i år.

Når socialisme og kristenhed vandrer tilsammen

I Danmarks Radio og i Socialdemokratiet spiller familiebånd en større rolle end dygtighed. Dorte Bennedsen (A), en bleg uvidende politikertype, blev udset til at følge sin mor, Bodil Koch, som kirkeminister. Tidligere hånede socialister de mennesker, der gjorde kristendommen til en levevej, og hvis de tjente fedt, var der ingen ende på socialdemokraternes hån, for står der ikke i skriften, at de rige ikke kan komme i himlen?

Dorte Bennedsen, der er gift med en mand med stor indtægt, nøjes da også med mindre end top-bengnaverne. Hun har 140.247 kroner i folketingsløn. Hun har fået et af de fedeste ben i Radiorådet (kr. 33.858). Hun er forkvinde for Forbrugerrådet, hvor hun bestræber sig på at gøre elektrisk strøm dyrere for forbrugerne (14.000 kroner). Hun hæver ministerpension (30.000 kroner om året ( skal stige) efter i en årrække at have fået fuld miinstergage uden at virke som minister.

Den socialdemokratiske præst Johan Nielsen, der som socialist og kristen i dobbelt forstand er de fattiges tolk, er da også spartansk indstillet. Han nøjes med 140.000 kroner som MF´er – 100.000 kroner i ventepenge fra et præsteembede. Hvorfor skal de ugudelige have al agurkesalaten?

Hans indstilling til mammon er ikke præget af religiøs fanatisme. Han tager sig betalt for at være medlem af Kreditforeningen Danmarks repræsentantskab, som således kan drage nytte af hr. pastorens sikkert indgående kendskab til de vanskelige kreditproblemer i et inflationssamfund. Det er betryggende at vide, at vor økonomiske fremtid er i så erfarne hænder og har Guds støtte.

Retsforbundet og de arbejdsfri indtægter

Ib Christensen, Retsforbundets leder, tordner jo dagligt mod hver lille husmand, der lapper på sin økonomi ved at sælge et stykke jord til sommerhusbebyggelse. Han kræver pengene skal gå i statskassen, fordi det er arbejdsfri indtægt.

Selv henter han en arbejdsfri indtægt på 38.400 kroner om året (det bliver dog heldigvis snart forhøjet) – en tredjedel af lønnen ved en statsstilling han for længe siden har forladt. Men, som han sikkert vil sige: Det er kun bøndernes og husmændenes arbejdsfri indtægter, jeg har noget imod. Jeg befinder mig fortræffeligt med min egen arbejdsfrie indtægt.

Storpampere ønsker ikke elefantordenen, men elefant-ben

Man kunne ved hjælp af en lommeregner komme op på store ben-summer, hvis man slog fx Orla Møller (A) og Winnie Russel’s (A) ben sammen.

Winnie har således i årevis fået 25.000 kroner om året som omsorgskonsulent i Gladsaxe uden at bestille noget som helst. Men da ægteparret nu har forladt de hjemmelige suppeben til fordel for et helt elephantastisk NATO-ben, lader vi det ligge.

Hvad ville de gamle anti-militariske socialdemokrater have tænkt, hvis de havde vidst hvilke skattefri elefant-ben, der er i forsvaret til de rigtige storpampere?

O, ungdom! O, skønne idealer!

Lad os kaste et sidelæns blik på den socialdemokratiske ungdom, der har så mange knubbede ord at sige om Fremskridtspatiets kynisme og manglende forståelse af indkomstudjævning. Har disse unge idealister noget ben at stå på?

Mogens Camre kendt for at udtrykke sin sympati med de undertrykte og fattige og for at håne os andre for at leve fedt og godt, mens mange ude i verden sulter –  har som MF´ er 140.247 kroner.

Arbejde i Landsskatteretten: 45.600 kroner. Desuden en tredjedel løn fra Finansministeriet (arbejdsfri indtægt). Ifølge B.T. cirka 40.000 kroner om året. Havde han arbejde i Finansministeriet i stedet for Landsskatteretten, ville han have mistet den arbejdsfri indtægt. Ganske fikst af en ung idealist.

Der er den naive Helle Degn, der drømmer om et socialistisk samfund, hvor der hænger chokoladefrøer på alle byens træer til børnene.

Selv får hun 140.247 kroner som MF’er og desuden en tredjedel af sin løn som lærer for ikke at bestille noget. I løbet af nogle år vil hun, hvis det går efter socialdemokratisk recept, kunne få lønnen forhøjet væsentligt for ikke at arbejde som overlærer og sidenhen naturligvis som skoleinspektør udenfor nummer – og efter en lille menneskealders hæves løn uden arbejde ved skolevæsenet, vil hun kunne blive udnævnt til rektor uden for arbejde, men med 2/3 af den fulde gage som pension.

Der er den søde småfnisende Mette Groes (A), hvis indsats har været at foreslå, at sportskonkurrencer bør omfatte både kvinder og mænd i indbyrdes konkurrence. Folketingsløn: 163.636 kroner. Desuden en tredjedel i løn som socialrådgiver ved Aalborg Universitetscenter: Kun sølle 30.000 kroner for at holde den søde pige væk fra arbejdet!

Birthe Weiss (A): 146.564 kroner som MF’er. 25.000 kroner fra Danmarks Radio. Det kongelige Teater tilsynsråd: 12.000 kroner. Det kan jo ikke være mindre, når den unge dame flere gange om året skal bevæge sig op ad alle de gammeldags trapper til direktionslokalet. I alt har den vrisne dame knapt 200.000 kroner i årlig pristalsreguleret indtægt.

Hun har da også meddelt B.T. – grædefærdig? –, at hun har måttet sælge sin eneste aktie, som gav 400 kroner i udbytte. Måske skulle vi indføre Assistenshuset igen, så unge endnu underbetalte socialdemokratiske politikere i en snæver vending kan pantsætte deres få fattige ejendele?

Jimmy Stahr (A) er en af de smarte unge socialdemokrater. Han har kun 146.564 kroner som MF’er (stiger snart), men Danmarks Radio vil alligevel kun give ham halv løn for ikke at bestille noget: Cirka 80.000 kroner anslår B.T. Han har heldigvis andre indtægter.

Må alle det? Eller kun politikerne?

Kommunisterne har fortalt B.T., at deres MF’er får 90.000 kroner om året. Resten går i partikassen. Bernhard Baunsgaard (B) har ligeledes meddelt B.T., at han frivilligt giver afkald på den arbejdsfri indtægt, han kunne have fået som rektor på ventepenge. Det tager vi hatten af for. Desuden fortæller, at hans ben som statsrevisor på 80.000 kroner tilfalder partikassen, bortset fra 10.000 kroner, som han beholder selv.

Det er en personlig gestus, man respekterer, men for skatteyderne, som skal betale pengene uanset om de brugers privat eller til radikale og kommunistiske propagandafremstød, er det jo lige meget: De skal blot skaffe pengene ved at hugge sten eller dyrke korn.

Men denne overførsel af indtægter rejser et interessant spørgsmål: Er det muligt, at overføre en sådan indtægt fra en folketingsmand til partikassen som ikke betaler skat? Vil det sige, at partikassen får det hele beløb og staten således mindre i skat?

Vi ville gerne høre Bernhard Baunsgaards svar på dette spørgsmål.

Selvom beløbet beskattes før det havner i partikassen eller af partiet senere hen, rejser det et spørgsmål, der er af interesse for mange skatteydere: Man kunne forestille sig en skatteyder, som overfører en del af sin lønindkomst til fx en søn, der studerer og derved kommer ned i skat, mens den studerendes søns skat ville være mindre.  Man kunne også forestille sig en pensionist, som under den nye lov overdrager sin eventuelle lønindkomst til sin kone for at undgå at miste folkepensionen. Ved sambeskatning kommer han til at betale det samme men beholder folkepensionen.

Spørgsmålet er altså: Er folketingsmænd mere lige end andre, eller kan almindelige mennesker benytte sig af samme ompostering af indtægter, som rigsdagsmænd fortæller, at de gør?

Det vil vi gerne høre Baunsgaards mening om!

Orbiter

Må citeres med fuld kildenangivelse:

Fremskridt nr. 5 / 6. årgang  / 3. april 1978

Kategorier:Det radikale Venstre, Politiske "ben" og skandaler, Socialdemokratiet Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,
%d bloggers like this: