Arkiv

Archive for august 2010

Katastrofens måned?

29. august 2010 2 kommentarer

Katastrofens måned?

December 1979 kan blive den måned, hvori folkestyret virker mest landsskadeligt i hele det danske folkestyres 130½ år lange historie.

Sådan går det, hvis det viser sig at den magt, vælgerne 23. oktober gav Anker Jørgensen er lige så stor som hans agt.

Vejen mod Danmarks Afgrund blev bygget med stigende skatter og øget restriktionsbinding af de danskes arbejdspladser. Hjernevaskindoktrineret af de herskende embedsmandsklasser vil Anker Jørgensen nu slukke bålet med benzin og overdænge nationen med endnu højere skattetryk og endnu flere papirformalitetsbindinger af de eneste, som kan hjælpe os væk fra afgrunden – produktionslivets folk.

Det, regeringen (Socialdemokratiet, red.)  kalder den lange løsning er højst en løsning på Socialdemokratiets vanskelighederikke på Danmarks.

Den fallitpolitik, som har ødelagt Danmarks økonomi i mange år, fortsætter nu med at ødelægge endnu mere.

Alle skal nu til at trælle under kraftige byrder – mindre i løn, mere i skat – men det er helt nytteløst. Byrderne bliver båret forgæves som bidrag til en politik, der kun gør ondt værre.

Baggrundene er især to:

  • Regeringen vil gerne hyppe fikse idéer om ØD, værdistigningsafgift og meget mere, som kun bidrager til at forøge arbejdsløshed, valutaunderskud og inflation.

Men finder Anker Jørgensen 89 papegøjer, der efterplaprer, hvad han siger?

De 68 er på plads. Og det er sådan ser i orden. Liste A-vælgerne stemte ikke på Socialdemokratiet, men på Anker Jørgensen. Derfor må vi alle affinde os med, at han ene mand reelt har 69 stemmer. Demokrati betyder jo, at folket har lov til at ødelægge landet og dermed deres egen og deres børns og børnebørns fremtid. Og det var præcis den linje, som blev tilkendegivet ved valget den 23. oktober. Det er en dårlig undskyldning, at det vidste man ikke. I skæbnetimen må alle sætte sig nøje ind i de samfundsøkonomiske sammenhænge og når de ikke gør det, da uden at kny tage skade for hjemgæld. Sådan er folkestyrets filosofi.

Otto Stenholt (grønlandsk folketingsmedlem, red.) er nok også på plads. Blot lovvandalismen får den tillægsparagraf, at den ikke gælder for Grønland. Så får Stenholt nok en passende betaling til sit land. Hvem kan da forlange af ham, at han skal tage hensyn til et helt andet og fremmed land, som Danmark er i forhold til Grønland?

Gallup på månedens første dag vil muligt gøre nogle så valgforskrækkede, at de leverer de sidste 20 mandater.

Men kommer det til at knibe, har Anker Jørgensen jo ministertaburetter at dele ud til for eksempel en SVKR-regering.

Kun ét kan det danske folk være helt sikker på i al denne mistrøstighed: Fremskridtspartiet kan man stole 100 % på – også efter et valg. En liste Z-stemme bliver aldrig brugt til at ødelægge landet. Vi er positive til at stemme ja til selv det mindste Fremskridt. Men når feje krysterpolitikere som sædvanlig ikke tør tage et ansvar for at gøre noget som helst rigtigt, er der som sædvanlig 20 Z-stemmer imod – og Z-ordførere og Z-betænkningsbidrag, der udpenslet forklarer, hvor skidt det går. Ganske som vi nu i snart 9 år har forklaret sandheden til interesse for næsten ingen som helst.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 21 / 7. årgang / 3. december 1979

Frit erhverv konfiskeret

25. august 2010 18 kommentarer

Frit erhverv konfiskeret

Der var engang et frit erhverv. Alle eventyr begynder med DER VAR ENGANG og efterhånden kan vi tale om frie erhverv i forbindelse med eventyrsfortællingen.

De fleste går rundt i eventyrets verden og tror, at fiskere er frie folk, der søger deres indtjening på havet uden for bureaukraternes og restriktionernes verden. De tror, at fiskerne er underlagt udbud og efterspørgsel for de fisk de lander og prisen på varen er afhængig af deres dygtighed til at levere den vare, der er mest efterspurgt. Nej, ak og ve (AV-regeringen, red.) har sat en stopper for det frie erhverv. Der er ikke fisk nok til danske fiskere, hvis englænderne skal have lov til at fange mange flere fisk end danskerne.

Fra nu af fanges fiskene ikke i havet men omkring skrivebordene i Bruxelles og til alle socialisters fryd bliver der indført kvotaordninger. Det er ordninger, hvor man ikke må fange sild eller torsk det ene år og det næste år smide fiskene over bord. Bureaukraterne danser af glæde og klapper i de små hænder – det ord, der optræder mest med fisk i, er konfiskation. Englænderne snakker om den ene garnstørrelse og ruse efter den anden, og maskehullerne passer hver gang til danskernes hoveder. Englænderne har altid været dygtige kræmmere og til sidst kan de købe danske fiskefartøjer til halv pris. Fiskeministeren (Svend Jakobsen, A, red.) er en stor mand: Se, jeg kan holdeomkostningerne nede, nu koster fiskekuttere kun det halve! Imedens arbejder bureaukraterne som rasende. Ingen fiskere må fiske uden licens, de skal have tilladelse til at fiske fra skibe. Man opretter også særlige udvalg, hvor man skal kende en, der kender en, der er medlem af AV-partiet, for så kan man få tilskud til ophugning af de skibe, man ikke kan sælge til halv pris til englænderne og færinger. Færingerne har pengene, nemlig de tilskud Danmark sender op til deres bankkonti med jævne mellemrum. Et andet udvalg giver efter samme principper tilskud til, at øge produktiviteten på de skibe, englænderne og færingerne endnu ikke vil købe.

Nu findes der jo altid nogle kværulanter, der ikke kan lide bureaukraternes arbejde og som minsandten tror, de kan klare sig uden. For dem laver bureaukraterne særlige ordninger, der indeholder udstedelse af licenser, opdeling af fangstmængder, fangstniveau etc. Og for de utilfredse giver man mulighed for domstolsafgørelser. Bureaukraterne gnider sig i hænderne, for sådanne muligheder for domstolsafgørelser giver masser af arbejde til andre bureaukratkolleger og særlige hjælpere skal nok sørge for, at fiskerne ikke dør af sult, før de får afgørelsen, der alligevel falder ud til fordel for bureaukraterne.

De fleste siger til sig selv: Det er et held, man ikke er fisker!

Men glæd Dem ikke for tidligt…De står sikkert på socialisternes og bureaukraternes liste!

Ole Maisted

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 16 / 7. årgang / 24. september 1979

Socialdemokratiet eller Fremskridtspartiet

22. august 2010 50 kommentarer

Socialdemokratiet eller Fremskridtspartiet

Man må vælge mellem statsstyring eller meget store offentlige besparelser, og der må i al fald arbejdes konsekvent.

Ved næste folketingsvalg vil stemmesedlen opregne 11 – måske endda flere – partier. Reelt får vælgerne imidlertid kun to valgmuligheder: Socialdemokratiet eller Fremskridtspartiet.

VKR-partierne har vist, at de savner mod og styrkekraft til at føre selvstændig politik. De kristelige, centrum-demokrater (D) har så ringe saglig indsigt i landets hovedspørgsmål, at de blot hænger på som frynsevasaller til den enhver tid siddende regering. De to kommunistpartiers hovedsyn – socialiseringen – kan alene gennemføres efter en grundlovsændring. Retsforbundet har ikke styrke til at udgøre alternativet.

Hovedpartierne

De to hovedpartier er enige om, at Danmarks situation er meget alvorlig og om, at der kræves en kraftanstrengelse for at landet ikke skal gå helt rabundus.

Den altdominerende årsag hertil er, at Folketinget i de sidste 16 år har ført en slap og uforstandig politik. Umiddelbart kan man sige sig selv, at det er dumdristigt at stemme på de partier, som i de sidste år klart har bevist, at de ikke magter problemer, som var langt mere beskedne end de nuværende.

Tocifrede milliardbeløb

Kun Fremskridtspartiet har fremlagt præcise tal for, hvad vi vil gøre. Vi opererer bl.a. med offentlige besparelser på tocifrede milliardbeløb. Alle de andre partier kalder dette urealistisk. Så meget har ingen af dem jo nogensinde sparet. Sandheden er imidlertid, at vi i 1977 med gammelpartiernes politik må se i øjnene, at vi får øget skattetryk, høj rente, øget arbejdsløshed og et statsunderskud på hen ved en snes milliarder kroner samtidig med, at den danske stat på ny må ud og låne kæmpebeløb – sandsynligvis omkring 15 milliarder kroner – i udlandet.

Når problemerne er af den størrelsesorden, består det urealistiske i forskræmt at lukke øjnene herfor og alene foreslå foranstaltninger på det beskedne niveau, hvor augustforligsmagerne og Venstre bevæger sig.

To veje

Skal tilstrækkeligt store indgreb til, må de nødvendigvis gå en af to veje. Enten kraftig statsdirigering og planøkonomi eller frigørelse af de nu bundne økonomiske kæmpekræfter med afvikling i stort format af restriktioner, bureaukrati og indkomstskat.

Det er landsskadeligt miskmask i den situation at foregøgle, at problemerne kan løses hen over midten i dansk politik. Tager man lidt fra den ene dåse og lidt fra den anden, bliver vi på stedet og synker stadig dybere i hængedyndet.

Så enkelt

På vejviseren til den første metode står liste A. Til den anden liste Z.

Så enkel plejer politik altid at blive, når store nationale katastrofer truer.

Og det gør de i øjeblikket.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 19 / 4. årgang / 4. november 1976

Kategorier:Økonomi, Fremskridtspartiet, Mogens Glistrup, Personlig frihed, Socialdemokratiet Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

LO’s krav om ØD

18. august 2010 12 kommentarer

LO’s krav om ØD

ØD drejer sig om et krav, der bygger på en påstand om medarbejdernes medindflydelse og medejendoms ret, men er et politisk krav om indførelse af socialisme.

Statsministeren (Anker Jørgensen, red.) udtalte jo også for nylig under en folketingsdebat, at vi har for lidt socialisme i Danmark. Det politiske mål nås bedst ved at danne en central fond, hvor de overordnede beslutninger om udviklingen af dansk erhvervsliv kan tages. Medarbejdernes indflydelse på produktionens vilkår vil ikke blive bedre end den er i dag. Tværtimod har de i dag virkemidler for at sikre medarbejderne, idet loven om arbejdsmiljø giver de udvalgte tillidsrepræsentanter ubegrænsede muligheder for at sikre medarbejderne.

Andelen i firmaets profit får medarbejderne igennem løn, tantiemer, bonusordninger etc. og de er ikke tvungen til at lade deres andel af profitten blive stående i virksomheden men kan frit bruge den til at købe hus, bil, båd eller, hvad de har lyst til. Hvis de vil have en opsparing er det bedst, at købe finansministerens statspapirer, hvor man opnår en høj rente og en skattefri kapitalgevinst.

LO’s påstand om, at der mangler en risikovillig kapital i dansk erhvervsliv er selvfølgelig rigtig, men hvorfor skal det problem løses ved en tvungen opsparing fra lønmodtagernes side under henvisning til øget medindflydelse. Der er forhåbentlig ingen som tror, at de vil få medindflydelse på, hvad virksomheden skulle fremstille, fordi LO´s ØD-tanker blev indført? Dén, der har udtrykt det mest klart er Sten Danø, der i en TV-diskussion sagde, at:

Hvis man afskaffer de nuværende ledere, kommer der blot nogle andre bavianer!

Det er en helt umulig tanke, at beslutninger om, hvad, hvornår, hvorfor og hvordan skulle kunne træffes af hele personalet på en virksomhed. Dét det drejer sig om, er, at LO’s topfolk mener, de ved at nationalisere dansk erhvervsliv, kan indføre socialismen og de tror imod al erfaring, at de skulle kunne drive danske virksomheder bedre, end de nuværende ledere.

Lad os bare forestille os, at medarbejderne i en LO-virksomhed havde vetoret overfor den planlagte produktion og ønskede andre vilkår end der var penge til, så ville der ikke gå lang tid før der kom et diktat ovenfra, der henviste til virksomheder i andre lande, som kunne producere til konkurrencedygtige priser. Ingen – heller ikke LO kan drive virksomheder, uden det giver overskud. Medarbejderne har blot sat sig selv uden for reel indflydelse – de har for eksempel ingen pressionsmidler, når de har ejendomsret. Det vil sige, at der er samme forhold som i de socialistiske lande, hvor arbejderen bliver knyttet til én virksomhed i stavnsbinding til boligen, ingen aktionsret, fordi de på papiret har ejendomsret til virksomheden.

Lederne af fonden og fremtidens virksomheder vil blive valgt med 99,9 % af samtlige afgivne stemmer, fordi der ingen modkandidater er og fordi der er stemmetvang. Når der mangler risikovillig kapital i Danmarks erhvervsliv er der kun én vej – det er at lette restriktionerne og fremme indtjeningsmulighederne for dansk erhvervsliv. Socialdemokratiets økonomiske politik og LO’s tanker om ØD påvirker dansk erhvervsliv i negativ retning.

Alle, der har kapital investeret i dansk erhvervsliv, tænker jo kun på ét: Hvordan får vi trukket kapitalen ud med så stort et overskud som muligt? Og den, der har ledig kapital tænker kun på at investere den i papirer, som giver den største forrentning og den største skattefri kapitalgevinst.

Under sådanne forhold er det ikke morsomt at være lønmodtager, der skal tvangsindlægges til LO´s og Socialdemokratiets katastrofepolitik.

Ole Maisted

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 6 / 7. årgang / 2. april 1979

Frihed eller lighed?

15. august 2010 47 kommentarer

Frihed eller lighed?

Frihed – også i økonomiske sammenhænge – skaber større levefod.

Trods enorme anstrengelser fra de socialistiske planlæggere er den sovjetiske arbejders levefod i dag, som den man fandt i Europa i 1930

Men der findes alligevel mange, der med den ansete amerikanske professor, Ronald Dworkien, mener, ”at et samfund med stor lighed er et bedre samfund, selvom dets borgere foretrækker ulighed”.

Det er netop fordi så mange gammel-radikale, socialdemokrater og venstrefløjsfolk udlægger ”social retfærdighed” som økonomisk lighed, at de har vanskeligt ved at blive forargede på de totalitære socialist-regimer, hvor lighed hyldes og frihed mistænkeliggøres.

Man bør spørge disse ligheds-profeter, om de kan være enige med Fremskridtspartiet om, at hvis vi skal have fællesgoder – og det skal vi naturligvis som alle civiliserede samfund – bør der så ikke være bred enighed om, hvilke fællesgoder de enkelte borgeres arbejdsindsats skal bruges til?

I middelalderen mente man i almindelighed at den vigtigste samfundsopgave var at støtte kirken og præsteskabet. Man tog det som en selvfølge, at den økonomiske aflønning af en biskop var omtrent lige så meget større end en håndværkers, som Jens Otto Krags (A) New York-gage er større end en faglært arbejders.

I Sovjetunionen i dag tvivler ledelsen af landet ikke på, at folket står bag det fællesgode, som en højt betalt officerstand er.

I den socialdemokratiske karikatur af et samfund hvor markedsøkonomien råder, lider folk nød, fordi de der har særlige evner til at skabe værdier, beholder dem for sig selv og lader samfundet sejle sin egen sø.

I den virkelighed vi lever i, står valget ikke mellem et super-kapitalistisk samfund, hvor for eksempel en opfinder, der opdager en metode til at fremstille solenergi for det halve af den nuværende el-pris, kan skaffe sig et monopol på energi med os alle sammen og et dogmatisk (det at fastholde visse påstande uden hensyn til de virkelige forhold, red.) socialistisk samfund, som de mere rabiate socialdemokrater forestiller sig med hele produktionsapparatet i statseje og dirigeret af begejstrede og loyale partikammerater.

Socialdemokratiet og Fremskridtspartiet vil ofte have samme målsætning. Vi er jo alle danskere og har den samme baggrund. Således er både Fremskridtspartiet og Socialdemokratiet modstandere af monopoler (Socialdemokratiet naturligvis ikke af statsmonopoler). I princippet er Socialdemokratiet også enige med Fremskridtspartiet, hvad angår vigtige sociale reformer, for eksempel bedre vilkår til pensionister – når Socialdemokratiet ikke i praksis kan gøre noget ved det, skyldes det en erkendelse af, at partiets politik ikke har kunnet skabe den vækst i økonomien, man troede.

Den egentlige forskel mellem de to partier er deres forskellige indstilling til frihed og lighed.

Fremskridtspartiet stræber mod den størst mulige frihed for alle, for den enkeltes ret til at udfolde sig efter evne og lyst. De prioriterer friheden højst og ser dens genindførelse som en national opgave. (Se lederen her i bladet 77-22). Den fribårne vil hellere lide nogle afsavn end se sin frihed beskåret.

Socialdemokratiet på den anden side prioriterer ligheden højere end friheden. De tror fuldt og fast på, at man skaber retfærdighed ved at skabe lighed, – og det er derfor, de bekæmper det frie samfund, der altid vil føre til nogen ulighed.

Tendensen er klar: Lighed er måske det, de kæmper for. Og man skal ikke lade sig narre af, at det er Socialdemokratiet, der har skabt ”den herskende klasse” af vellønnede bureaukrater, der økonomisk er sikrede i alle ender og kanter. Fremskridtspartiet ville også forsvare deres store indtægter, hvis de for eksempel var indtjent ved produktivt arbejde i eksportindustrien eller på anden måde. Hvad der forarger os er ikke at Tjæreborgpræsten, der har gjort det muligt for millioner at rejse tjener gode penge, men at en mand som Jens Otto Krag, der aldrig nogensinde kunne tjene en kæmpeløn, hvis han skulle konkurrer med almindelige mennesker på det frie marked, af sit parti får et ligegyldigt administrativt job til over 900.000 kroner om året – efter skatten er trukket fra.

Man må erkende, at trods de fede ben socialdemokratiske politikere tildeler sig selv, er de idealister i den forstand, at de stræber mod økonomisk lighed, ganske uanset samfundsomkostninger i form af dræbt arbejdsglæde og kvalt initiativ.

Det er altså valget: Fremskridtspartiet, der oprigtigt tror på mennesket og den personlige frihed, og som vil skabe et spraglet, dynamisk samfund med arbejdsglæde, hvor alle er forskellige – og Socialdemokratiets lighedssamfund, hvor alle får de samme rationer og ingen – i al fald udenfor statsadministrationen – har råd til at holde Kjeld Olesens lystyacht eller som Niels Matthiasen kan muntre os andre ved hele tiden at optræde i nye skræddersyede habitter i 4.000 kroners klassen. I lighedssamfund er der ingen plads til en kreaturhandler, der efter en god handel inviterer hele landsbyen på krofest, ingen fisker, der efter en heldig fangst kan købe en flot bil, ingen arbejder, der kan blive rig ved at opfinde en duppedit. Der bliver ingen flotte piger i dyrt tøj og idiotiske udenlandske hatte på gaderne. Det bliver et gråt samfund, som vi i dag ser det fx i Kina. Men socialdemokraterne har ret i, at det også bliver et samfund, hvor der ingen misundelse er!

Orbiter

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 2 / 6. årgang / 13. februar 1978

Kategorier:Fremskridtspartiet, Personlig frihed, Socialdemokratiet, Velfærdsstaten Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Hurra for formanden

10. august 2010 1 kommentar

Hurra for formanden

Fallit-partierne – specielt Socialdemokratiet – ledes af en fast kreds af overklasseløg.

Professorer, direktører og akademikere i ½ million indtægtsklassen og derover. Det er rørende at se og høre deres omsorg for den udnyttede befolkning og for klassekampen.

Det er velbetalte førere for en samfundsklasse, de ikke selv tilhører.

Vi har en ganske almindelig maskinarbejder som landsformand. Han har passet jobbet med stor dygtighed i over 2 år, en sådan mand er et særsyn i fallitpartiernes folketingsgrupper.

Det er et privilegium for vor landsformand, at han er maskinarbejder, og det er et privilegium for Fremskridtspartiet at have en formand som er maskinarbejder.

Vi må være tossede, hvis vi giver afkald på et sådan privilegium.

Lad os genvælge Roland med fynd og klem.

B. Beyer

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 20 / 6. årgang / 20. november 1978

Konservative mangler

8. august 2010 Skriv en kommentar

Konservative mangler

Fredag den 25. november var forsidelederen i det konservative blad ”Dagens nyt” forfattet af Erik Ninn-Hansen,

Han skrev bl.a.:

Politik og sport har intet med hinanden at gøre og i Danmark bør vi afvise alle forsøg på at blande politik i idrætssamarbejdet med andre lande. Det må være sportsudøverne selv og klubberne, der bestemmer, hvilke sportsudøvere fra andre lande, de ønsker at konkurrere med. Staten har at holde fingrene væk.

Sidste år blev der vedtaget en resolution, hvor man advarede imod det sportslige samarbejde med de sydafrikanske idrætsudøvere.

Danmark burde have stemt imod, men gjorde det ikke. En sådan fejltagelse må ikke gentages.

Der er dukket et nyt forslag op i FN, der går ud på at forhindre idrætssamarbejdet med Sydafrika og endda omtaler sanktioner over for idrætsudøvere, som ikke vil rette sig efter resolutionens ordlyd. Mere pjattet kan det næsten ikke være.”

Den selvsamme dag stillede Fremskridtspartiet følgende forslag i folketinget:

”Folketinget tager afstand fra, at der blandes politik ind i idrætsudøvelse og ønsker derfor, at Danmark stemmer imod enhver form for boykot af sportsfolk fra bestemte lande.”

For dette forslag stemte Fremskridtspartiet og Centrum-Demokraterne. Kristeligt Folkeparti undlod at stemme, mens de 7 andre partier stemte imod.

Det var altså også de konservative, som stemte imod. Deres ordfører var Erik Ninn-Hansen, som fra folketingets talerstol begrundede holdningen med, at man ikke ville være med til at genere udenrigsminister K.B. Andersen (A).

Dette er et af Christiansborgdagligdagens utal af eksempler på den hykleriske dobbeltmoral – eller totale mangel på moral – som i de sidste 15 måneder har præget Det konservative Folkeparti. Partiet er aldeles beruset af, at det opnåede det næstdårligste valgresultat i sin historie (FREMSKRIDT 1977, side 24) på sloganet ”borgerlige stemmer der arbejder”. Gad vide om fremgangen fra alle tiders dårlige konservative valg skyldes, at vælgerne har været klar over, at det bare var pladsmangel, som førte til, at sloganets sidste ord ”socialdemokratisk” ikke var med på de mange plakater.

Den, som vil sætte sig ind i, hvad der virkelig foregår i folketingssalen, vil nemlig vide, at dette sidste ord hører med i en sandfærdig gengivelse.

Landsmødeopfordringen ”kom hjem Poul” har altså endnu ikke virket på Schlüter, mens Hartling (V) i stedet for vil drage endnu længere væk. Men dette sidste er måske slet ikke så galt. Lad os håbe, at det baner vej for et samarbejde mellem de ikke-socialistiske partier.

Socialdemokratiet sidder nemlig kun på ministerbænkene, så længe som partiet kan få held til at fortsætte sin del- og hersk-politik baseret på at bilde de andre ikke-socialistiske partier ind, at de ikke må samarbejde med Fremskridtspartiet. Den 7. december 1973, den 15. maj 1974 og den 29. januar 1975 var det glimtvis, som om Hartling var begyndt at forstå, at han måtte respektere, at over 400.000 ikke-socialistiske vælgere havde stemt på Fremskridtspartiet, men ved alle tre lejligheder lod han sig meget hurtig igen fuppe af Hækkerups (A) dygtige teknik med at ophidse de andre ikke-socialistiske partier mod Fremskridtspartiet, så der der igennem bevares grundlag for det socialdemokratiske gælds-, arbejdsløsheds-, underskuds- og skatteflåningsstyre i Danmark.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1. / 6. årgang / 23. januar 1978

%d bloggers like this: