Arkiv

Archive for oktober 2008

Elementært samfundskendskab

31. oktober 2008 2 kommentarer

Elementært samfundskendskab


Det er fup, når nogle foregiver, at Folketinget i lilleputstaten Danmark nævneværdigt magter og evner at påvirke den store verden.


Krig eller fred, livsvilkår i Sydafrika og Chile, almindelige økonomiske konjunkturer, teknikkens udvikling o.s.v. er forhold, som danskerne må affinde sig med. Ganske som de blæser ind over os udefra med vestenvinden (eller undertiden med den barske øst-kulde).


Det danske folketing skal derfor holde op med at spilde tid på at kandestøbe om de sten, danskerne alligevel ikke kan løfte. I stedet skal folketingsmedlemmerne koncentrere sig om Danmarks ressourcer. De består stort set af de værdier, som kan produceres af de 5,1 millioner danskere plus det, vi kan drage ud af jorden og af havet omkring Danmark.


Vælgernes opgave

Efter hvilke grundprincipper disse råstoffer skal forvaltes, er det folketingsvælgernes opgave at fastlægge.

Folketingspolitikken kan nemlig føre til, at der ud af grundlaget kommer et stort nationalprodukt. Eller at den samlede samfundskage bliver mindre.


Sammensætningen af kager er også noget, Folketinget kan bestemme en del om: Skal der være mange boliger, megen ulandshjælp, mange bøger eller, hvordan skal produktet fordeles?


Det tredje spørgsmål, hvor Folketinget har den vigtigste finger med i spillet, er afgørelsen af, hvor meget af kagen der skal tilfalde hver befolkningsgruppe: De ældre, børnene, landbrugerne, bureaukraterne o.s.v.


Sammenhæng

Det ville være lykkeligt, om de tre opgaver kunne klares hver for sig uafhængigt af hinanden. Men sådan er det ikke.


Opgave nr. 1 – Størst muligt nationalprodukt – løses bedst ved meget langt at give erhvervslivet tøjlesløshed: Ingen skat, ingen formynderilov o.s.v. Men så må Folketinget helt give op overfor opgave nr. 2 og nr. 3. Derfor er der ingen tvivl om, at vi skal have nogle skatter og nogle formynderlove.


Det praktiske liv

I praktisk politik adskiller Fremskridtspartiet sig fra de andre partier ved, at vi påviser, at de er gået alt for langt i retning af, at skatteplyndre og restriktions-lovjungle-befænge befolkningen. Med det resultat, at det samlede nationalprodukt er blevet for lille.


Samtidig med at opgave nr. 1 altså løses elendigt af det nuværende styre, har Folketinget helt overdrevne forestillinger om, hvor stærkt det i virkelighedens verden gennem lovreguleringer og skatte-omfordelinger kan detailpåvirke løsningen af opgave nr. 2 og nr. 3 efter sine ønskemål. Derfor er resultatet blevet, at Danmark er langt fattigere og befolkningen langt ufriere end nødvendigt, og at virkningerne i det praktiske liv af de mange love er ret forskelligt fra, hvad gammelpartierne forestillede sig, da de skrev lovene.


Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 8 / 14. årgang / 28. februar 1986

Reklamer
Kategorier:Økonomi, Mogens Glistrup, Skat og afgifter, Uncategorized, Velfærdsstaten Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Invalidebudgetternes skatteyderpenge skal bruges til de invalide og ikke til administration

30. oktober 2008 8 kommentarer

Invalidebudgetternes skatteyderpenge skal bruges til de invalide og ikke til administration

Det ulykkeligste ved den nuværende danske behandling af invalider er, at systemet ikke opfordrer den handicappede til at leve en normal tilværelse, så vidt som hans lidelse nu tillader det for ham. Både social- og skattevæsenets udfoldelser trækker i retning af at holde de invaliderede væk fra normale arbejdspladser.

Fremskridtspartiet vil i stedet indføre en ordning, som tilskynder de ikke totalt handicappede til at påtage sig lettere arbejde i det normale liv. For eksempel telefonbordspasning, billetsalg, datakodning til Edb-maskiner og vagtopgaver. Mange af de nuværende invalidepensionister vil kunne ansættes til disse og andre jobs i private virksomheder til fuld tarifmæssig løn. Det offentlige må så i stedet for at udbetale invalidepension give et tilskud til arbejdsgiveren til dækning af en del af denne løn og de foranstaltninger, som kan være nyttige for, at den handicappede kan komme på arbejdspladsen (brede døre til kørestole, lysindretninger o.s.v.). Tilskuddet til arbejdsgiveren skal være faldende år for år, efterhånden som den handicappede opnår rutine i hvervet og derfor kan gøre sådan fyldest, at produktionen kan bære en fuld løn til ham.

Det er ved sådanne foranstaltninger, at man undgår spændinger i samfundet. Derimod fungerer mange af de nuværende revalideringscentre, beskyttede værksteder og hvad det nu ellers hedder, i virkeligheden blot som reder, hvorfra der udgår utilfredshedens bandbuller mod det skrækkelige kapitalistsamfund, som man tror, vi lever i.

Hastigt voksende horder

Man glemmer helt, at det eneste grundlag for vor sociale standard er, hvad forretningen Danmark kan producere af velstand. Det er grundlaget for såvel de handicappedes tilværelse som for, at der kan skaffes lønpenge til socialrådgivere, revalideringskonsulenter, familievejledere, forskningsassistenter på Roskilde Universitet og hvilke stillinger, de nu beklæder alle de mange, som er så travlt optaget af, at undergrave det bestående samfund.

Alle disse hastigt voksende horder af offentligt ansatte, som danner hovedbaggrunden for landets vanskeligheder, har været med til at opbygge en meget kompliceret behandlingsform for invalidepensionssager. Vel giver systemet føde til mange kontoransatte. Fra de lokale rådhuse og op til de centrale socialankestyrelser. Derimod lever man ikke op til ordet om, at i sociale forhold er hurtig hjælp mere end dobbelt hjælp. Fra en ansøgning om invalidepension, til sagen afgøres, går der normalt mange måneder og ikke sjældent mere end et år. Disse livsdræbende ventetider må selvfølgelig med hård hånd skæres væk og det hurtigt.

Fremskridtspartiet har foreslået, at den, der ønsker sig tilkendt invalidepension, skal henvende sig på et af de 22 hospitaler ud over landet, som får ret til at udstede lægeattester i den slags sager. Selve grundlaget bliver herved mere ensartet, end tilfældet er under den nuværende ordning. Umiddelbart på grundlag af hospitalsattesterne træffes så afgørelse af, om der kan tilkendes invalidepension eller ej. Fra attestens udstedelse må der ikke gå mere end 14 dage, før afgørelsen foreligger. Herved undgås den betydelige ekstrabelastning, som det nuværende system påfører de handicappede og invalidebudgetternes skatteyderpenge bruges til deres formål i stedet for at blive ædt op til aflønning af bureaukratiet.

Når man først opnår invalidepension efter det gældende system, meddeles den så at sige altid på livstid. Naturen og lægevidenskaben helbreder imidlertid heldigvis i mange tilfælde. Enhver af os har jo kendskab til tilfælde, hvor malerarbejde eller andet udføres sort af en person, der har sit alibi overfor skattevæsenet i orden, fordi han er invalidepensionist, men hvor han viser sig at være særdeles habil til at udføre sit arbejde.

Ny lægelig gennemgang

Fremskridtspartiet foreslår derfor, at der bliver foretaget en lægelig gennemgang af samtlige landets invalidepensionister med henblik på afklaring af, hvem der ikke (længere) bør fortsætte med at høre til gruppen. Derudover er det vort forslag, at fremtidige tilkendelser af invalidepension normalt sker på et vist åremål. Hvis den pågældende så, når fristens udløb nærmer sig – det kan være måske 3, 5 eller 10 år – stadig anser sig for handicappet, må han på ny søge om invalidepension.

Med al forståelse for de, som virkeligt er handicappede, må vi nemlig gøre os klart, at de danske skatteydere simpelthen ikke har råd til, at betale for alle dem, som gerne vil stå af rotteræset, og som under de nuværende tilstande i alt for vidt omfang har held med sig til at komme over i invalidepensionistgruppen. Fremskridtspartiets hidtidige indsats på det pågældende punkt har imidlertid båret frugt. Da vi begyndte vort arbejde, var antallet af invalidepensionister stærkt stigende. I 1972/73 var man kommet op på 21.000 nye. Da en gennemsnitsårgang i aldersgruppen 22 til 66 år består af 63.000 danskere, vil det sige, at den stadigt stigende tendens var kommet op på, at hen ved en tredjedel af en normal fødselsårgang blev tilkendt invalidepension.

Vor påpegning af, hvad der gik i svang på dette område, har ført til, at tilgangen vel nu ligger på omkring det halve.

Forebyggende indsats over for de forhold, der skaber invalider, skulle gerne tvinge procenten yderligere stærkt ned.

Denne udvikling betyder så, at samfundet bedre får råd til at hjælpe de medborgere, som virkelig er så svært handicappede, at de ikke kan klare sig selv.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 18 / 2. årgang  / 5. november 1974 

—————————————————————————————————————————————————–

Blandt den herskende klasses positioner er et næsten fuldstændigt monopol på organisationer, presse, fjernsyn og radio. Det misbruger man til stadighed ved at udbrede usandheder om, hvad Fremskridtspartiet går ind for. Derved har man utvivlsomt kunnet rejse en uberettiget mistillid hos mange mod Fremskridtspartiet.

Et eksempel er invalidepensionen. Hetzen mod Fremskridtspartiet går nærmest ud på, at partiet vil lade de handicappede sejle deres egen sø og kun tænker på de raske.

Gang på gang har Fremskridtspartiet fremstillet, hvad det i virkeligheden mener, men massemedierne har knapt ænset det.

Et godt eksempel er denne artikel, hvor Mogens Glistrup gennemgår partiets syn på hele invalidepensionsspørgsmålet.

Artiklen er tidligere blevet afvist af dagspressen!

Højere folkepension til alle fra nytår 1975

30. oktober 2008 3 kommentarer

Højere folkepension til alle fra nytår 1975

 

Nyt Z-lovforslag til sanering af hele folkepensionskomplekset vil sikre pensionisterne to milliarder kroner mere om året. Ingen straf for ægteskab og ekstraindtægter.

 

Allerede i efteråret 1973 og under valgperioden op til folketingsvalget i december samme år, gjorde Fremskridtspartiet opmærksom på, at reglerne om skatteyderbetalte alderspensioner i høj grad trænger til ændringer og en økonomisk á jourføring.

 

Mens der på langt de fleste områder bør ske nedsættelser af de offentlige udgifter, hører folkepensionsfeltet efter Fremskridtspartiets opfattelse til et af de få områder, hvor lovgivningen ikke i tilstrækkeligt omfang er fulgt med i den velstandsudvikling, der er skabt af det private erhvervslivs og teknikkens mægtige indsats gennem den fredsperiode, som nu har varet hen ved 30 år i vor del af verden. Der bør derfor nu gøres en bevidst indsats fra lovgivningsmagtens side for at rette op på det misforhold og snarest ske en forhøjelse af folkepensionsniveauet.

 

Som yderligere begrundelse for nu at få foretaget en virkelig sanering og forbedring af hele lovgivningen omkring folkepensionsspørgsmålet er også det faktum, at lovgivningen som den er i dag, er alt for indviklet, med det uheldige resultat, at pensionsudbetalingerne svinger op og ned. Det skaber utryghed hos de pensionsberettigede og går stik imod ordningens hovedsigte. Derudover tilvejebringes rig grobund for en omfattende administration, som samfundsmæssigt hører til det mest unyttige, der forekommer her i landet.

 

Alle favoriseringer må fjernes

Hertil kommer, at fra gammel tids forestillingsverden slæbes rundt på en ordning, hvorefter skatteyderbetalte alderspension ofte er væsentligt højere til dem, der har været ansat i offentlig tjeneste og hverv end til dem, der har arbejdet i det private erhvervsliv. Denne forskelsbehandling er blevet fastholdt og til dels uddybet som følge af den alt for store indflydelse, som de offentligt beskæftigedes interesseorganisationer har haft på lovgivningens udvikling. Her, som andetsteds, er det et vigtigt formål for lovgivningsmagten i 1970´erne at foretage en justering ved at bryde de særfavoriseringer, som de offentligt beskæftigede, har opnået. De økonomiske muligheder for at foretage denne nedbrydning igennem en rimelig, men kortvarig overgangsordning forbedres ved forhøjelse af det almindelige folkepensionsniveau. Reglen i Grundlovens § 27, stk. 2 er ikke til hindrer for, at særreglerne om pensionering af tjenestemænd praktisk talt afskaffes over en kortere periode.

 

En gennemførelse af lovforslaget forventes at medføre merudgifter for det offentlige på ca. 500 millioner kroner i finansåret 1974/75, ca. 1,8 milliarder kroner i 1975/76 og ca. 2 milliarder kroner i 1976/77.

 

Ingen straf for ægteskab og ekstraindtægt

I bemærkningerne til lovforslaget anfører folketingsgruppen, at Fremskridtspartiet finder det vigtigt, at folkepensionsbeløbet fastsættes til et enhedsbeløb, som står fast over en længere periode. De nuværende regler om straf på ægteskab og nedsættelser ved ekstraindtægter findes at være urimelige. Direkte forkert er det at gennemføre reglerne i lov nr. 270 af 4. juni 1970 om at komplicerer folkepensionsordningen med en særlig tillægspensionsordning. Fremskridtspartiet vender sig også imod det ventetillæg, hvorom der er opnået enighed i sekspartiaftalen af 18. september 1974. Det er direkte utiltalende, at de ældre mennesker skal tvinges ud i en ordning, hvor de skal spille hasard om, hvorvidt det kan betale sig for dem at udskyde tidspunktet for opnåelse af folkepension.

 

Folkepensionsordningen bør være et rent statsligt anliggende, idet dette giver den mindste administration.

Ugevis folkepension har den fordel, at de pensionsberettige får en hjælp til at klare økonomien, også hvor alderdomssvækkelse eller andre forhold medfører, at de er lette bytter for bedragere, tyve og letsindighedsdispositioner. Med nutidens EDB-teknik vil ugevis udbetaling af ensartede beløb til stort set de samme mennesker ikke medføre særlige administrative fordyrelser. For modtagerne er bank- og sparekassevæsenet nu så veludbygget, at ulemper kan undgås også for de pensionister, der har svært ved at komme hjemmefra, eller som er på rejse.

 

Løsagtige budgetter

Om § 2 hedder det, at det i forbindelse med den budgetreform, som Fremskridtspartiet arbejder for, og som bl.a. finder udtryk i notatetHvad koster 60.000 kr. skattefrit“, vil det nok være hensigtsmæssigt at gå over til en ordning, hvor antallet af folkepensionister ligger fast for hvert finansår ad gangen. Så længe det offentlige offentliges budgetsystemer er så løsagtige, som forholdet nu er, er der imidlertid ikke fundet fuldt tilstrækkelig grund til, at forlade det hævdvundne system grundet på aldersgrænser.

 

Slutteligt siges det i bemærkninger til § 3, at folkepensionssystemet bør forbeholdes de ældste medborgere. Den hjælp, man fra samfundets side skal yde til de medborgere, som endnu ikke er kommet op mellem de ældste, bør tilrettelægges efter transgskriterier, bedst efter systemet med sociale sikringsvagter.

 

Imidlertid må man i den overgangsperiode, der hengår før førtidspensionister opnår 67 års alderen, respektere “velerhvervede rettigheder”, ligesom pensionsbeløb, der måtte overstige de i forslagets § 1 anførte beløb, må udredes, indtil den almindelige folkepensionssats kommer op på samme eller højere niveau.

 

Sociale ydelser til borgere i andre EF-lande eller andre udlændinge bør holdes udenfor folkepensionsloven.

 

Mogens Glistrup og 

T.  Zinglersen

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 18 / 2. årgang / 5. november 1974

 

Fremskridtspartiets forslag til lov om folkepension

 

§ 1

I 1975 udbetaler staten hver onsdag 350 kr. til hver folkepensionist. I perioden 1. januar 1976 – 31. marts 1977 forhøjes beløbet til 400 kr.

 

§ 2

Ret til at oppebære de i § 1 nævnte beløb opnås af personer, som senest den onsdag, beløbet forfalder til betaling, er fyldt 67 år og har været optaget i dansk folkeregister som bosat her i landet i de sidste 10 år. Den, der således har erhvervet ret til folkepension, bevarer denne ret til og med den sidste onsdag, hun eller han lever.

 

§ 3

Andre, som senest i 1974 har opnået ret til folkepensionsbeløb, bevarer denne ret.

 

§ 4

Denne lov træder i kraft den 1. januar 1975

—————————————————————————————————————————

Nationaløkonomforgiftede bangebukse

29. oktober 2008 2 kommentarer

Nationaløkonomforgiftede bangebukse

 

Før krigen var boligen et forbrugsgode på linje med andre. Den frie konkurrence sørgede for rigeligt udbud til rimelige priser. Markedet var forbrugerens. Han kunne vælge og vrage, hvor han ville bo til en pris, der nødvendigvis måtte svare til, hvad han kunne betale. Ellers kunne udlejere og hussælgere simpelthen ikke komme af med deres vare og måtte i stedet gå fallit. Så hellere udleje eller sælge til opnåelige priser.

 

Krigen og efterkrigstiden bragte forstyrrelser i boligforbrugsbilledet, som den gjorde det for andre forbrugsvarer. Rationering, restriktioner og andre statsindgreb blev nødvendige overalt.

 

Denne fjerne fortid er heldigvis for længst historie på næsten alle områder. Markedet er på ny forbrugerens. Han kan vælge og vrage, hvor han vil købe sit tøj, sin Mallorcarejse eller sit køleskab til en pris, der nødvendigvis må svare til, hvad han kan betale. Ellers kan manufakturhandlere, rejsebureauer og isenkræmmere simpelthen ikke komme af med deres vare og må i stedet gå fallit. Så hellere sælge til opnåelige priser.

 

Men boligen er blevet en undtagelse. Nationaløkonomforgiftede bangebuksfolketingspolitikere har i 1951, 1955,1958, 1966 og nu igen på fandens fødselsdag i 1974 ligget under for de boligsælgere, der ikke evner at klare sig i frikonkurrencens friske blæsevejr. I deres tilgramsning af medborgernes skattepenge pynter de sig endog med skønne tillægsord som “sociale” og “almennyttige“. Sjældent har danmarkshistorien imidlertid opvist nogle så asociale og så ualmennyttige som disse Verner Jørgensen´er, der har formået at få den gift, de udspyr, til at brede sig til næsten hele bygge- og boligmarkedet.

 

Lad gå med, at det nye forslag er fire-årigt. Efter så mange års boligmisregimente må der vel en rekonvalecensperiode til, før den karske frihed igen kan tåles. Nej, det nedslående er, at vi med fuld sikkerhed kan forudse, at når de fire år er gået, er situationen på ny blevet værre, som den var blevet det, hver gang de tidligere boligforlig var udløbet.

Imens forvoldes endnu flere ulykker og forkvaklinger, fordi sygdom og råddenskab er blevet indpodet på hele boligområdet. Kig blot på, hvad for eksempel parcelhusenes og ejerlejlighedernes selvbestaltede riddere: Centrums-Demokraterne, Det konservative Folkeparti, Kristeligt Folkeparti og Venstre, Danmarks liberale Parti, er gået med til med hensyn til indkomstbeskatning af den fiktive størrelse, som benævnes lejeværdi af egen bolig. I forligsfaderen Lauge Dahlgaards udlægning lyder det:

 

“For årerne 1975-77 indeholder boligforliget bestemmelser om stigende lejeværdi af egen bolig, således at statens og kommunernes skatteprovenu i 1977 endog kommer til at overstige det beløb, som S-SF forliget i fjor ville føre til.

I boligforliget indgår imidlertid at man fra 1976 skal søge at komme over til helt nye principper for beskatning af ejerboliger. En gradvis afvikling af lejeværdibegrebet og begrænsning af rentefradragsretten skal søges gennemført.

 

Man kan være skeptisk m.h.t. om det overhovedet lader sig gøre at realisere disse tanker, der jo ikke er nye”.

 

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 18 / 2. årgang / 5. november 1974

Der handles mis med retsbevidstheden

29. oktober 2008 Skriv en kommentar

Der handles mis med retsbevidstheden

Hvordan vil man dog forlange, at befolkningen fremover skal have blot den mindste antydning af tiltro til og respekt for retssystem og domstol i dette land?

I øjeblikket forsøger man at foregøgle al folket, at det er en fri og uafhængig domsmandsret, uden den allermindste forudindtagethed, der ved Københavns Byret (mis)behandler Glistrup-sagen.

Jo, go´morgen!

En retsformand, byretsdommer Preben Kistrup, udgået fra den herskende klasses rækker, hvis avancementsmuligheder er lig med og afhængig af, hvorledes den dom han til sin tid skal afsige vil be- eller mishage hans foresatte, landets magthavere.

Det er denne mand, der undervejs og ved selve domsforhandlingen skal ret- og vejlede de to civile domsmænd. Hr. Kistrup får det ikke svært. Byretspræsident, Erik Brogers, der allerede på et tidligt tidspunkt erkendte, at sagen er politisk ved at forkynde, at ingen fremskridtsmand eller -kvinde kunne dømme i denne sag, har møjsommeligt håndplukket de to domsmænd: Et SF medlem med nære relationer til partiets rødeste sjak, samt en tro socialdemokrat, der, med håb om en passende erkendtlighed, bekender sig til Anker Jørgensens til-venstre-for-midten-politik.

Læg dertil en anklager, som den karrierejagende, politisk sammenspiste stik-i-rend-dreng, Leo Lemvigh, der håber at kunne gøre sig fortjent til at aspirerer til en justitsministerpost i et – Gud forbyde det – nyt ministerium på niveau – A. Jørgensen.

Objektiv ret? Nej, fyldt med juridiske spidsfindigheder, der oser langt væk af politisk heksejagt.

T. Zinglersen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 18 / 2. årgang  / 5. november 1974

FPU-udtalelse om påskepakken

28. oktober 2008 1 kommentar

FPU-udtalelse om påskepakken


Fra et hovedbestyrelsesmøde udtaler Fremskridtspartiets Ungdom:


Påskepakkens indhold viser med al ønskelig tydelighed, at firkløverregeringen (V, C, CD og KrF, red.) ikke er et alternativ til den socialdemokratiske politik.


Aldrig tidligere har Danmark været tynget af et større skattetryk end nu. Når prisfald på olie og dollar har gjort, at danskerne endelig har fået mulighed for at øge forbruget til gavn for beskæftigelsen, øger regeringen straks skattetrykket i en grad som aldrig er set før og bomber os på den måde tilbage i arbejdsløshedsstatistikken.

Ved overenskomstforhandlingerne på arbejdsmarkedet dikterede regeringen en lønramme på to procent. Selvsamme regering gik siden ind for en lønforhøjelse til sig selv på 37 procent.


Det er sandelig ikke blevet lettere at være dansker, men så sandelig lettere at være fremskridtsmand.

FPU

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 12  / 14. årgang / 4. april 1986

Fup og fakta

27. oktober 2008 Skriv en kommentar

Fup og fakta


Enhver skattenedsættelse har – direkte og afledet – positive samfundsøkonomiske virkninger. Derfor er der intet forkert i, at VKR-regeringen påstår, at dette også gælder marginalskattenedsættelser af skatteprogressionen.


Men problemet er, om fordelen ved at bruge 1 milliard på at nedsætte skatteloftet fra 68 til 66 % er større end at bruge milliarden til en anden skattelettelse. Og her er svaret benægtende i mangfoldige tilfælde.


For øvrigt er det største marinalskattechock ikke når man bevæger sig fra 58 % til 68 % men når man ved at overskride bundgrænsen går fra 0 til 52 %.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 37 / 17. årgang / 10. november 1989

%d bloggers like this: