Arkiv

Archive for januar 2010

En god aftale

31. januar 2010 4 kommentarer

En god aftale

Et af de af vore punkter og ønsker der kom helskindet frem til fødsel ved finanslovsforliget mellem Q, V, R, Z og C var jo, at den personbiltransporterede del af den danske befolkning bliver lempet for benzinskatter på ca. 2 milliarder på årsbasis eller ca. 1 krone pr. liter.

Hensigten fra Fremskridtspartiets side er, at reducere ”skattetrykket for danskerne samt at tilnærme os EF-pakkens mål fra 1.1.1993 om,  at gøre det frit at transportere varer over grænserne indenfor EF uden afgifter.

Ved det at Danmark har meget højere benzinafgifter end f.eks. Tyskland, kører mange jo over vor sydgrænse og tanker op. Og når de nu alligevel er ”dernede”, køber de også mange andre forbrugsvarer. Alle varer er ikke billigere, men man har jo taget turen, så -! Derved har mange danske ”købmænd” – særlig i den sydligste del af Jylland – mistet omsætning og fortjeneste.

Ved at reducere benzinprisforskellen reducerer vi ”grænsehandlen”.

Det der får mig til at skrive er, at jeg på et par møder er blevet bebrejdet, at vi fik gennemført benzinprisreduktionen, når vægtafgiften (samtidig) skal stige med 55 % i alt 1,25 milliarder kroner.

Man har sagt, at det ikke har ændret ”købsvanerne”. Til jer der ikke får Jyllands-Posten, kan jeg oplyse, at i samme avis fra den 7.5 står: ”Billigere benzin øger salget i Sønderjylland” og videre: ”Flere tankstationer i Sønderjylland har øget omsætningen med 50 % siden den 1. januar, da afgiften blev sænket med 50 øre pr. liter”. Og de sidste 50 % af aftalen – fjernelsen af yderligere 50 øre – træder i kraft 1. juli d.å.

En anden del af finanslovsaftalen var jo at lempe afgifterne for ”grænsehandelsfølsomme varer” med ca. 1,5 milliard kroner, hvilket bevirkede, at al afgift forsvandt fra den 1.1.1990 på hårde hvidevarer, videoer, tv-apparater, sukker og nogle andre småting. Andre varer vil blive lettet for afgifter på ca. 700 millioner kroner til førstkommende efterår.

Jo, jeg tror dette er en god aftale for vore ”sydlige købmænd” og for de danske skatteydere. Men – indrømmet – det var kun det første spæde skridt, vi skal videre.

Aage Brusgaard

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 5 / 18. årgang / maj 1990

Skattelettelser er åbenbart det værste, der kan overgå den borgerlige regering?

24. januar 2010 10 kommentarer

Skattelettelser er åbenbart det værste, der kan overgå den borgerlige regering?

Fremskridtspartiets gruppeformand, Aage Brusgaard, udtaler som svar til reaktionerne på Fremskridtspartiets forslag til et finansforlig:

Selvfølgelig skal der nytænkning til når en borgerlig regering (V, C og B, red.) – ikke mindst Venstre – for første gang i 8 år –  trods løfter om det modsatte gennem 7 år – skal lave en finanslov med skattelettelser. Reaktionerne på Fremskridtspartiets forslag tyder på, atskattelettelser” er det værste, der kan overgå den borgerlige regering.

Det er tankevækkende, at hverken CD eller Kristeligt Folkeparti er kommet med konstruktive forslag til en løsning af problemerne – kun gold kritik!

Tværtimod afviser begge partier et forslag, der ikke mindst ville gavne deres vælgere, parcelhusejere og børnefamilierne.

Fremskridtspartiet lægger ikke op til fyring af en eneste offentlig ansat kun til, at man “nøjes med” at genbesætte 2 ud af 5 ledige stillinger. Når man i årerne 1972-88 oplevede, at antallet af offentligt ansatte er steget fra 400.000 til over 800.000, skulle det vel også være muligt at nedskære antallet af stillinger med blot 30.000.

På den baggrund skal man være SF’er eller CD’er for at afvise, at der må ske en begrænsning i antallet af offentlige arbejdspladser.

Fremskridtspartiet står fast på at uden reelle skattelettelser, der kan mærkes af den almindelige befolkning, så bliver der ikke tale om finanslovsforlig. Samarbejde betyder, at begge parter yder en indsats til fælles gavn, ellers er der tale om et “diktat”, og Fremskridtspartiet lader sig fortsat ikke “diktere” noget som helst hverken fra regeringen eller andre.

Aage Brusgaard

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 37  / 17. årgang / 10. november 1989

Indkomstskatteafskaffelse

20. januar 2010 40 kommentarer

Indkomstskatteafskaffelse

Fra første Fremskridtsfærd har det været et hovedpunkt at afvikle den fædrelandsødelæggende indkomstskat.

Det er skidt, så længe blot ét eneste frø er tilbage fra den ukrudtsplante. For så kan den igen vokse sig stor.

Hvor vidunderfuldt om Folketinget derfor med Fremskridtspartiets Esbjerg-visioner den 3. februar 1973 kunne erklære: ”I dag totalafskaffer vi indkomstskatten med øjeblikkelig virkning”.

Men det lader sig ikke gøre. Derfor opstilles her den klogeste rækkefølge for udryddelsen af indkomstskattens forfærdeligheder:

  • Socialsolidarisk og velstandsmæssigt mest gavnligt er at opfordre den malkeko, som alene kan lægge fremtidens guldæg. Derfor er det vigtigste af alt:

a) Forberede afskrivningsmuligheder (så tidssvarende ny teknologi hurtigst kan vinde indpas)

b) Afskaffelse af den samfundsforkalkende kapitalvindingsbeskatning (så ressourcerne sprænger stavnsbåndet og hurtigst kan finde herhen, hvor de under samfundsomskiftelighederne til enhver tid gør mest nytte).

Se nærmere side 26 i ”Sådan reddes Danmark (1989).

c) Leasingsærforfølgelserne ophæves (så enorme folkekræfter frigøres til gavn for produktionsapparatets modernisering).

d) Underskudsoverførselsretten udvides (så de, der løber en risiko og disponerer langsigtet, prisgives mindre).

  • Den alt for lave skattefri bundgrænse forhøjes stærkt (så folk med de laveste indtægter kan få deres privatforbrugsmuligheder forbedret i takt med de offentlige ydelsers bortfald og lønomkostningspresset kan sænkes).
  • Kommunale enhedsskatter (så skatten ikke opdeler det økonomiske livsgrundlag i 275 forskellige zoner).
  • 22 % -skattesatsen lempes (så alle indkomstskatteydere opnår samme lempelse).
  • 6 % og 12 % -skatten lempes. (når avislæsningsmiljøskadede vil give dette førsteprioritet, har indoktrineringen heldigvis ikke særligt meget smittet z-folket. Det fremgår af en opinionsundersøgelse fra 3. – 10. maj 1990 til et Kaj Dige Bach-blad. Der spurgtes om, hvad der er den vigtigste grund til at gennemføre en skattereform. For alle vælgere gav dette fordelingen i nedenstående første kolonne og for z-folk i kolonnen til højre:
Lavere marginalskatForenkling af skattesystemetLettelser for almindelige lønmodtagere og dårligst ligestilledeAndetVed ikke 20 %30 %43 %1 %6 % 7 %79 %14 %0 %0 %

Selskabsskatten og virksomhedsskatten lettes. (Her er tale om en bred forskellighedsvifte af skatteydere, for eksempel finansverdenen og hjemmemarkedserhverv, at det ikke er noget særligt velegnet område til at drive målrettet fornuftspolitik. Til syvende og sidst betales al skat af produktionen og så er det at foretrække, at skattebetalingsvejen er så kort som mulig. De forkætrede arbejdsgiverafgifter, som vi ved EF-harmoniseringen nok kommer til at godtage langt, langt flere af, har i al fald bl.a. den fordel. Når Z stadig gå imod dem, skyldtes det, at de andre partier lægger dem oven i de hidtidige horrible skatteplyndringer, men ved EF-tilpasningen bliver det dominerende skattenedsættelser, der så til en mindre grad måske afbødes af forhøjede socialafgifter. 

Overensstemmende hermed stemte Fremskridtspartiet mod regeringen (V, C og B, red.) den 29. maj 1990.

  • Formueskattenedsættelser (Erhvervsbladets 1988-lobby.kampagne var sagligt svagt funderet, fjr. for eksempel side 83-87 i ”Ud af skattereformfælderne”) (Udgivet af Mogens Glistrup i 1986, red.)
  • Lettelser på enkeltindkomstskatter er normalt ikke hensigtsmæssige. (Reduktion i folkepensionistbeskatningen, fjernelse af lejeværdien, mindre skat på overarbejde o.s.v. sker derfor som led i skatteskalamildnelser og ikke hurtigere).

I Fremskridts-fortiden (før november 1987) talte vi om uændrede forbrugsafgiftssatser. Den tid er forbi med den igangværende Europa-udvikling. Ved siden af 220 milliarder til udryddelse af indkomstskatten skal derfor skaffes 40 milliarder til forbrugsafgiftslettelser (inkl. afskaffelse af boligopvarmningsskatterne.).

Da de nuværende offentlige udgifter andrager 570 milliarder kroner vil vi alene have råd til offentlige udgifter på 310 milliarder kroner. Men da vi må forudse, at realrenteafgiften (20 milliarder kroner) og forskellige andre afgifter ikke vil kunne opretholdes med det nuværende provenu, skal vi reducere de offentlige til ca. 280 milliarder kroner. Det skal i alt væsentligt fuldbringes over årerne 1991-1996 inkl.

I hvert af disse år foreslås besparelser på ca. 60 milliarder kroner eller i alt 360 milliarder og en merudgift til sundhedsvæsenet, folkepensionen m.v. på 10 milliarder kroner årligt. Herefter har vi netto formindsket de offentlige udgifter med 30 milliarder kroner. Ad denne vej kommer derfor kun beskedne bidrag til nedbringelse af statens underskud, der i 1991 med den nuværende politik forudses at blive 30 milliarder kroner med stigende tendens.

Indfrielse af statsgælden (ca. 500 milliarder kroner) må derfor ske ved realisation af aktiver, såsom ATP-fonden, Lønmodtagernes Dyrtidsfond, andre særlige fonde, statens ejendomme og aktier og vidtgående privatiseringer. Da sådanne kun kan foretages én gang, må Fremskridtspartiet sige nej til mange yderligere privatiseringer, indtil vi har tilstrækkelig sikkerhed i form af, at der ikke sker det, at privatiseringsprovenuet soldes op i merforbrug til offentlige udgifter, sådan som regeringen både i 1989 og 1990 har anvendt privatiseringspengene til frådseorgier sammen med dens socialdemokratiske bonkammerater.

Det var derfor ved ja-stemmerne til lovene om Statsanstalten og Kastrup Lufthavn, at Z-gruppen begik sine hidtil største 1990-bommerter.

Mogens Glistrup

Ovennævnte må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 6 / 18. årgang / juni 1990

Samfundets trækdyr

17. januar 2010 4 kommentarer

Samfundets trækdyr

Det er fuldstændig misvisende, når LO og Mogens Lykketoft (A) angriber de selvstændige for under ét at have forøget deres privatforbrug p.g.a. skattefri kursgevinster. De selvstændige er ikke en ensartet gruppe, men består af mange hundrede tusinde små selverhvervende og få store og de førstnævnte spekulerer ikke i aktier eller statspapirer, idet de har mere end nok at gøre med at skaffe penge til lønninger, skatter og afgifter til de offentligt ansatte.

For det meste ligger deres indkomster ikke højere end deres ansattes.

Derimod er det de højere lønnede funktionærer, der har haft kapital og glæde af at spekulere i kursgevinster på aktier og statspapirer, som f.eks. Mogens Lykketoft og topfunktionærerne hos LO, der har haft økonomiske muligheder for at opnå skattefri gevinster og derved øge deres privatforbrug, og ikke de små selvstændige, der er samfundets trækdyr.

Men selvfølgeligskal det hilses velkomment, at LO nu vil kulegrave problemet: De skattefri gevinster, idet en belysning af dette problem uvægerligt må føre til den konklusion, at det er endnu et bevis på, at vort skattesystem har spillet fallit. Uanset hvilke reformer der gennemføres, kan indkomstskattesystemet ikke retfærdiggøres. De befolkningsgrupper, der har de største indkomster, kommer altid til at betale de mindste skatter, mens de befolkningsgrupper, der har til dagen og vejen, må betale den højeste andel af deres indtægt i skat. Den bedste skattereform vil være at afvikle skat på arbejde.

Ole Maisted

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 10  / 12. årgang / 9. marts 1984

Skattesnyder-folketingsmænd

13. januar 2010 3 kommentarer

Skattesnyder-folketingsmænd

En Venstre-regering indførte i 1903 indkomstskatten. Filosofien var, at den enkelte skulle bidrage til samfundets udgifter efter sin evne til at betale. Ændrede forhold i de mellemliggende 70 år har medført, at skatten nu betales hovedsageligt efter manglende evne til at snyde.

Skiftende folketing har ved deres udformning af skattelovgivningen – navnlig i de senere år – handlet på en i almindeligt omdømme uværdig måde ved at give regler – for eksempel om indkomstskatternes størrelse -, der almindeligt opfattes som aldeles urimelige.

Resultatet er blevet, at det er mere og mere udbredt, at folk søger at unddrage sig indkomstskatten -,hvad enten deres snyderi er legalt eller illegalt.

Skattemyndighederne kan kun behandle en brøkdel af de forekommende overtrædelser. I de sager – som behandles – bliver udfaldet ofte afhængigt af formalismer og jurister. Den omstændighed at en person har fået en skattebøde, er herefter i ringe omfang udtryk for, at hans skatteadfærd har været værre end andres.

Intet sikkert kan sluttes med hensyn til, hvem der reelt har været den værste skatteforbryder, fordi en person har fået en skattebøde, der måske er ti gange større end en andens.

De vilkårligheder – som er typiske for skattestraffesagers behandling – afføder imidlertid hos dem, det går ud over, en sund indignination, der tjener som drivkraft til at gå ind i det seje arbejde med at få forbedret den aldeles urimelige skattelovgivning. Arbejdet hermed kræver nemlig også enorm fysisk kondition, fordi den herskende klasse på dette område jo tæller i tusindvis af embedsmænd, som reelt bruger deres indflydelse til at bevare skattesystemet med alle dets tåbeligheder.

Alt andet lige er det derfor mere i befolkningens interesse at have en MF’er med en skattebøde. Den sidstnævnte vil meget let kunne blive lokket til at give op i kampen mod skattesystemets træghed, således som erfaringerne klart viser med det stadig stigende vanvid, som har præget folketingets arbejde med skattelovgivningen igennem de sidste 10-15 år.

Der er endnu et flertal i folketinget, som anlægger en hyklerisk holdning og ikke forstår den dybt alvorlige realitet i det, jeg her har forklaret.

Praktisk betydning får spørgsmålet, når folketinget skal anvende grundlovens paragraf 30, som pålægger folketinget at ekskludere et medlem, som har begået skattesnyderi “der i almindeligt omdømme gør ham uværdig til at være medlem af folketinget”.

Ved behandlingen af spørgsmålet om SF’eren Jens Maigaard kan forblive som folketingsmedlem, har Fremskridtspartiets medlemmer af det pågældende folketingsudvalg i betænkningen udtrykt, at det er klart, at ingen overtrædelser af indkomstskattelovgivningen kan henføres under grundlovens paragraf 30.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1 / 2. årgang / 8. januar 1974

Sit fædreland skylder man alt

10. januar 2010 6 kommentarer

Sit fædreland skylder man alt

For at hjælpe sig egen søn i gang med egen virksomhed købte en far en minoritetsaktiepost på 500.000 kr. aktier i det nystartede selskab. Købet skete til parikurs. Aktiemajoriteten lå og ligger stadig hos sønnen. Siden selskabets start for 20 år siden er det gået godt, og det har været muligt at udlodde udbyttet af aktierne med 6 % af pålydende værdi.

Sådan begyndte en historie fra det virkelige liv, som fortælles i Industrirådets blad Dansk Industri. Aktierne noteres ikke på Børsen. Derfor har skattevæsenet fastsat en kurs på dem til brug ved beregning af formueskat. Denne kurs er 1300, og den har skattevæsenet hidtil ikke villet fravige. Resultatet er, at den omtalte far hvert år må skaffe ca. 100.000 kr. for at betale differencen mellem aktiernes afkast og formueskatten. Det er i længden hverken morsomt eller billigt.

Men efter de gældende skatteregler har aktionæren ikke råd til at sælge aktierne, uanset om han sælger dem til sønnen eller til fremmede , og han kan heller ikke forære dem til en fond.

I sin kvide foreslog han sin advokat, at han kunne forære sine aktier til skatteministeren (Mogens Lykketoft, A, red.), men en sådan gave ville øge ministerens indkomstskat med 3,9 millioner kr. samtidig med, at giveren skulle udrede 3 millioner kr. i særlig indkomstskat.

Mandender hjalp en ny virksomhed i gang sidder altså stadig i en skattefælde. Han har hverken råd til at beholde sine aktier eller skille sig af med dem.

Fremskridtspartiet og

Erhvervsbladet

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 23 / 9. årgang / 19. juni 1981

Vi betaler selv lønstigning

6. januar 2010 61 kommentarer

Vi betaler selv lønstigning

Det eneste der ikke vil stige, er de priser, landmændene får for deres varer. For det første har Folketinget (inkl. V og C) jo sparket dem i knæ, og for det andet skal de jo ikke ned på 37 timer.

Den lønstigning vi nu bevilger hinanden, hvem skal så betale den? Ja, det skal vi selvfølgelig selv. Hvem ellers? Når vi i forvejen har underskud, og ingen kasse at tage af. Alene indenfor det offentlige vil det – når vi om et par år er nede på 37 timer og 13 % lønstigning – koste 6,6 milliard kr. Det beløb skal altså skrabes ind igen ved at hæve skatter og afgifter. Nøjagtig som i de sidste mange år. For at finde besparelser er jo upopulært. Så den mulighed er udelukket.

Da kommunernes kasser er tomme allerede nu, vil mange af de arbejdsforkortelsestimer blive betalt ved, at mange på sygehuse, plejehjem og hjemmehjælpere må løbe endnu hurtigere. Mange vil nemlig skulle lave det samme på 37 timer, som de i 1985 havde 40 timer til. Altså mere stress, utilfredshed og nedslidning, men det må jo være det, vi vil?

Fremskridtspartiet mener, det var bedre med 40 timer og lønstigning i form af skatte- og afgiftssænkning, væsentligt højere bundfradrag til gavn for særligt de lave indkomster. Det vil samtidig tvinge til offentlige besparelser. Dansk fremstillede varer vil være lettere at sælge til én mia. købelystne udlændinge og dermed også importere mindre, og færre bliver jagtet syd for grænsen for at gøre indkøb.

En skønne dag vil komme, da vi også får råd til at leve, som vi nu gør.

Aage Brusgaard

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 7 / 15. årgang / 27. februar 1987

%d bloggers like this: