Archive

Archive for the ‘Mogens Glistrup’ Category

Radioudsendelser med Mogens Glistrup på Youtube

12. juni 2015 Skriv en kommentar

Her kan interesserede høre radioudsendelser med Mogens Glistrup på Youtube.

God fornøjelse.

Kategorier:Mogens Glistrup

Interviews med Mogens Glistrup

8. februar 2013 Skriv en kommentar

Har De besøgt Glistrups venner idag?

Kategorier:Mogens Glistrup Tags:

Z-genrejsningen

7. november 2012 10 kommentarer

Z-genrejsningen

Fremskridtspartiet havde før september 1982 en ikke helt så ringe indflydelse.

Men så startede Thorndahlismen en bølge af bortforæringer af Z-synspunkter. Fremskridtsfolk blev så selvopgivende, at det lignede et totalt ophørsudsalg.

Midt i al traurigheden i afvigte vinter tør vi håbe på, at sabotagen indefra mod vort nødvendige parti alene var noget forbigående og midlertidigt.

Men vi skal ikke være overmodige over, at det nu er gået så fredeligt indadtil i de sidste par år. Vi bøder stadig for synderne i halvandet året med de mange faneflugter. Derfor er det stadig nødvendigt at handle disciplineret og uselvisk og opofrende at afstå fra egotrips:

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 14 / 14. årgang / 18. april 1986

Fortryder Anker Jørgensen?

6. november 2012 11 kommentarer

Fortryder Anker Jørgensen?

Demokratiets livskraft er størst, når debatterne kan ske for åbent tæppe. Anker Jørgensens hyppige advarsler om faren for demokratiet består ikke i de mange partier – store eller små – men kun i hemmelighedskræmmeriet eller fortielser.

Derfor endnu en opfordring til statsministeren om i fuld udstrækning at debattere landets problemer for åbent tæppe.

 

I forbindelse med Tv-debatten den 1. oktober havde Billed-Bladet planlagt en artikel om Mogens Glistrup og Anker Jørgensen. Hver især var opfordret til at skrive om modparten.

 

Den 19. september sendte Billed-Bladet følgende brev til Mogens Glistrup:

Kære Glistrup:

Det er med sorg jeg skriver til dig for at fortælle dig, at dit indlæg i sidste øjeblik er taget ud. Efter at Anker Jørgensen havde sagt nej, besluttede bladets ledelse trods alt at droppe sagen, fordi vi ikke må beskyldes for at tage parti. Sådan mener man, det kunne virke på nogle mennesker, hvis vi bragte dit indlæg alene.

Jeg er ked af, at du har ulejliget dig forgæves, men regner med, at vi er lige gode venner af den grund. Hils din kone mange gange.

Venlig hilsen

Leif Kjeldsen

 

Nedenstående gengiver vi den artikel, Mogens Glistrup havde skrevet, idet det dog skal tilføjes, at Billed-Bladet ville have kortet artiklen en smule ned:

Da fremskridtsbevægelsen var spædbarn, kom mange dybt fortvivlede til os og sagde med næsten ens ord: ”Min bedstefar var socialdemokrat. Min far var socialdemokrat. Selv har jeg altid stemt socialdemokratisk. Jeg har aldrig troet, jeg skulle tvivle, men nu kan jeg altså ikke holde det ud længere. Kildeskatten, Rifbjerg og alt det der. Det kan da ikke være socialdemokratisk politik. Jeg kan simpelt hen ikke blive ved mere. Er det mig, der er fej? Er det mig, der svigter? Eller er det Krag og de andre fine?

Samme Jens Otto Krag fortæller ikke om tilsvarende oplevelser i sin offentliggjorte dagbog. Utvivlsomt må imidlertid også han have mødt holdningen og fornemmet dens udbredthed. Derfor var det ikke overraskende at han – der jo ikke længere var nogen årsunge – benyttede først givne lejlighed til at lade sig erstatte af en arbejdsmand. De 13 år med cand. politter som socialdemokratiske partiledere havde kostet dyrt i retning af tabt kontakt med de virkelige samfundsproblemer.

Arbejdsmanden var Anker Jørgensen. Vi fremskridtsfolk modtog ham i største spænding. Skulle han blive med- eller modspiller i vor kamp mod den nye herremandsklasse, som de 13 år havde skabt?

Olympiadetalen

Det første sikre tegn på, hvor det bar hen, var hans olympiade tale. Blot muligheden for offentlige besparelser – den eneste vej at komme ud af skattemoradset på – blev kaldt for ”falsk tale”. Ved enhver olympiade – sagde Anker Jørgensen – sættes nye rekorder, og sådan er også naturloven for hver finanslov. Det offentliges udgifter må nødvendigvis blive større og større.

Hermed var handsken til fremskridtsbevægelsen kastet. Da vi få måneder senere i Gallup-tilslutning var Socialdemokratiets jævnbyrdige, udfordrede vi gang på gang Anker Jørgensen til at komme og diskutere med os. Han undslog sig konsekvent og undtagelsesfrit. Men omsider kom dog en socialdemokrat – Erhard Jacobsen. Med ham dystede vi møde efter møde om sygdomsbærmen i den danske samfundsøkonomi – at stat og kommuner har ladet sine udgifter svulme så stærkt ud over den økonomiske bæreevne.

I løbet af et halvt års tid var Erhard Jacobsen blevet klar over, hvilken vej de stærke befolkningsstrømme bar. På fjernsynsskærmen så vi Anker Jørgensen holde sin ”til venstre for midten-tale”. Direkte kontakt med ham var aldeles uopnåelig. Hans forhold til fremskridtsbevægelsen var blot, at han efter avisernes sigende arbejdede med, om han dog ikke kunne få puttet mig i fængsel.

Men snart skulle han få endnu flere problemer. Den Erhard Jacobsen, der skulle have gjort socialdemokratiarbejdet med at knække Fremskridtspartiet, indgik nu i de manges brigade, der simpelt hen ikke længere kunne bære over deres samvittighed fortsat at slutte op om Socialdemokratiet, som var blevet så totalt ændret siden Staunings og H. C. Hansens dage.

For at knuse oprøreren Erhard Jacobsen, før denne nåede partimæssigt at etablere sig tilstrækkeligt fast, kastede Anker Jørgensen Danmark ud i et valg. Snart stod det klart, at dette stykke partitaktik slog fejl. Befolkningen havde fået nok af socialdemokraternes olympiske rekorder.

Foragt for fair play

Men midt i valgkampen kammede udviklingen over. Anker Jørgensen havde været i Middelfart og talt om Middelhavet. Med socialdemokraternes sædvanlige nævnenyttighed til at ville løse alle andre landes problemer, havde han groft fornærmet olielandene. Det førte nu til boykot af Danmark, og det blev Anker Jørgensens redning. Med suveræn foragt for alle fair play synspunkter og særregler, lod Danmarks Radio nemlig socialdemokraterne – især Erling Jensen – køre en trommeild af valgpropaganda med det hovedindhold, at i en sådan national krisesituation, måtte man da slutte op om regeringspartiet.

Derfor gik Anker Jørgensen ud af valgslaget som nr. 1. Stadig leder af Danmarks største parti. Men det næststørste blev Fremskridtspartiet. Og derfor kunne han nu ikke længere undslå sig for at møde os ved officielle lejligheder.

Første gang, jeg traf ham på tomandshånd, var et par dage efter valget. Da statsministersekretæren viste mig ind, sad han ved et lille bord i et kæmpestort isnende koldt lokale. Menneskekontakten mellem os føltes endnu koldere.  Hans uforstående foragt var tydelig for dette nymodens sammenrend af apolitiske fremskridtsfolk. Også jeg skulle imidlertid sige noget. Jeg kom til at formulere mig på den måde, at jeg nok vidste, at en statsminister fik umådeligt mange tal på sit arbejdsbord hver dag og knapt kunne huske dem alle, men jeg ville dog lige gerne genopfriske hans hukommelse med ét tal, han måske havde glemt, nemlig at vælgerne havde udrustet Fremskridtspartiet med 28 folketingsmandater.

Det skæve smil hvormed han svarede ændrede aldeles stemningen. Det nærmest forårsvarmede. Det udtrykte til 100 %, at jeg da også måtte forstå den knibe, han var i. Kastet ud i at være leder for det parti, som i to generationer havde været den danske arbejders. Og så nu alle disse bryderier fordi andre havde fejlet.

Andres fejl

Siden da har ånden fra den 6. december 1973 altid været det dominerende, når jeg tænker på Anker Jørgensen. Nok har ikke i de knapt tre år vi har haft fælles arbejdsplads én eneste gang villet sludre uformelt med mig. Vi påtrængende fremskridtsfolk skal bestemt ikke tro, at vi er noget – at vi skulle være lige så gode som de gamle. Men selv om han altså dag ud og dag ind passerer forbi mig på Christiansborg uden et ord eller en kommentar til, hvad der er oppe – selv på trods af det, fornemmer jeg altså – ærlig eller falsk – en vis gensidighedens sympati fra december mødets tøbrud.

Men med en enkelt begrænsning: Fra Folketingets talerstol taler man lige ned til ministrene. Nærmest sidder statsministeren. Og normalt virker Anker Jørgensen som den forstående lytter, som det er inspirerende at henvende sig til. Men ikke når K. B. Andersen undtagelsesvis er på visit i Danmark og sidder ved hans side. Han er legemliggørelsen af det inkvisitoriske fremskridtshad. Og påvirkelig som han er af sine nærmeste omgivelser, konkurrerer  Anker Jørgensen med sin udenrigsminister ved de lejligheder om at hidse sig op mod banditten Glistrup.

Ganske oplagt er det skammeligt, at der skal være så elendig en kontakt mellem de to største politiske partier inden for arbejdslivet.

Derfor var den 13. september 1976 en lykkens dag. Anker Jørgensens fok erkendte da omsider, at man ikke får Z-bevægelsen dræbt ved fortsat at lade som om, vi ikke eksisterede. Folkestyre betyder debat. Debat med dem man er uenige med så det folk, der skal styre også kan bedømme de eksisterende opfattelser over for hinanden.

Og selv om vi fremskridtsfolk har svært ved at forstå at 913.155 ved sidste valg holdt fast ved det socialdemokratiske parti, må vi naturligvis respektere det og respektere, at deres politiske leder er Anker Jørgensen. Måtte den seneste udvikling klart konstatere, at han ikke længere til de mindreværdiges kreds henregner de 414.219, som satte deres krydser i den anden ende af stemmesedlen.

Vi er alle sammen mennesker.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 17 / 4. årgang  / 7. oktober 1976

Z lige nu

28. oktober 2012 2 kommentarer

Z lige nu

Det statsmonopol som indehaves af Danmarks Radio og TV er helt og fuldt i hænderne på gammelpartiernes røde lejesvende med deres bestandige tromlen fra årle morgen til sen nat for at fremkomme med ensidige budskaber til fædrelandets fordærvelse.

Løgn, fortielse og forvrængning er de våben, hvormed de vil ødelægge Fremskridtsbevægelsen. Brugt år efter år. Nu 16. år i træk. Og af alle de toneangivende journalister.

Derfor har vi nok kun os selv og vore spinkle kræfter at bygge på. Og derfor må disse kræfter udnyttes i længere tid, end de få uger som hengår fra valgudskrivelsen til valgdagen. I de par dusin døgn er det særdeles svært for et kirkerottefattigt parti som Fremskridtspartiet overhovedet at komme til orde. I de dage overlades scenen jo stort set til magthaverpartierne, som lover alt paradisisk og spiller på, at vælgerhukommelsen gang efter gang har vist sig at være uhyggelig kort.

Vor opgave nu er derfor ikke at fuldkommengøre vort indre partiorganisationsapparat. Det må vente. Vort virke skal være udadvendt. Med et ofte anvendt Fremskridtsudtryk: Nu gælder det at missionere blandt hedninge. Og efter opinionsresultater er der over 97 % af dem på landsplan. I visse egne af landet endda endnu flere.

Metoden er ganske enkel. Det eneste vi skal gøre er at sige sandheden. Vi Fremskridtsfolk skal bruge alle vore kræfter til at oplyse om de virkelige forhold.

Hver gang det lykkedes for os, er sejren vor. Hver eneste dansker er nemlig i virkeligheden et Fremskridtsmenneske. De fleste ved det bare ikke selv. Fordi de er blevet proppet med så mange usandheder om Z-partiet. Vor opgave er derfor uforfærdet at være sandhedens fakkelbærere.

I højsædet skal vi sætte de gamle dyder. Folketinget skal forkæle den arbejdsomme, den flittige, den selvdisciplinerede, den selvopofrende. Det er kravene, når vi skal ud af de folketingsskabte plager, som har præmieret ødslerne, de letsindige, de forkælede, de klynkende og de uforstandige.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 6 / 15. årgang / 20. februar 1987 

Pressemeddelelse fra Mogens Glistrup

22. oktober 2012 Skriv en kommentar

Pressemeddelelse fra Mogens Glistrup

I forbindelse med Knud Leif Thomsens udtræden af Radiorådet har TV, radio og næsten alle aviser bragt misvisende reportager. Jeg må derfor bede om, at man retleder seere, lyttere og læsere ved at optage følgende:

Jeg har ikke nogen særlig alliance med Danske Tidende.

Til ethvert blad sender jeg alt det Fremskridtsstof, jeg kan forvente optaget.

I ethvert blad findes mangt og meget som jeg er uenig i, og som jeg finder uanstændigt.

Det gælder Danske Tidende. Men det gælder også: Jydske Tidende, Sjællands Tidende, Berlingske Tidende, Aktuelt, Fagbladet, FTF-bladet, Land og Folk og alle andre blade.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 3 / 7. årgang  / 19. februar 1979

Pensionister forstår ikke skrivebordsfolkenes snak

19. oktober 2012 1 kommentar

Pensionister forstår ikke skrivebordsfolkenes snak

Glistrup anmelder Lena Vedel-Pedersen.

Lena Vedel-Pedersen har gennem et stort antal radiobrevkassesvar placeret sig som en førstetalsmand for, at den sociale forvaltning er til for klienternes skyld og ikke omvendt.

Dette grundsynspunkt gennembelyser hun på ny i en 178 sider stor bog, som hun har udsendt på Chr. Erichsens Forlag om “RET OG PLIGT FOR PENSIONISTER, som situationen var ifølge de i sommeren 1973 gældende love og bestemmelser.

På et klart og nøgternt – og derfor også smukt – sprog forsyner hus læseren med et væld af præcise oplysninger.

Fremskridtspartiets tilhængere har imidlertid ekstra glæde af bogen.

Ud af næsten hver side stråler, at vi er på rette vej med vore socialpolitiske reformtanker.

Den nuværende ordning er så kompliceret, at alt for mange af socialsektorens skatteydermidler havner hos socialrådgivere og embedsmænd, som skal holde styr på systemet (eller manglen på system). De klienter, som burde have haft disse penge, bliver i stedet forvirrede og utrygge. Det gælder, når sagsbehandlingerne trækker ud – i uger, måneder og år, hvor hurtig hjælp ville have været særlig værdifuld på grund af den trængte situation, ansøgeren typisk står i. Det gælder også, når pensionsbeløb springer op og ned måned for måned på mystisk vis. Det er ikke noget rimeligt krav, at pensionisten til bunds skal kunne forstå skrivebordsfolkenes snak om, at den ene måned er der efterreguleringer med tilbagevirkende kraft, den næste såkaldt normalpension, der tredje en fornyet forhøjelse og den fjerde et ændret skattetræk. Søvnløshed og usikkerhed overfor fremtiden bliver uundgåeligt konsekvensen hos hundredtusindvis af pensionister.

Selv størrelsen af folkepensionen og andre sociale ydelser vil jo utvivlsomt blive markant højere, hvis Fremskridtspartiets synspunkter sejrer over gammelpartiernes bureaukratværk.

Det er imidlertid en udvikling, som vil tage ca. fem år. På vore møder samler interessen sig derfor ofte om de 350 kr., som pensionen efter vort forslag skal udgøre hver onsdag. Vi bliver jo svar skyldig, når man spørger, hvad gammelpartierne vil give i den tilsvarende periode, 1. januar 1975 til 31. marts 1976. De har jo ikke så langtrækkende planer konkret udformet endnu. Det næste spørgsmål til møderne er så ofte: “Hvad er det tilsvarende beløb nu? Heller ikke herpå kan der svares konkret. De mange komplicerede sondringer i nugældende lov giver et alt for flimrende billede. Vi er imidlertid bestemt ikke unfair overfor de andre, hvis vi angiver følgende tre ugebeløb:

  • 260 kr. til en enlig folkepensionist.
  • 170 kr. til en folkepensionist gift med en ikke-folkepensionist.
  • 200 kr. til en folkepensionist gift med en anden folkepensionist.

På vore møder kommer der imidlertid også mange andre forespørgsler om, hvor store pensionsydelserne er i øjeblikket. Da det jo er svært at holde alle disse tal i hovedet, er det nyttigt at have Lena Vedel-Pedersens bog ved hånden og på forhånd at have studeret i den så grundigt, at man nogenlunde hurtigt kan slå op i den. Man må så blot huske, at tallene er fra før 1. oktober 1973, og at der siden da er sket en mindre pristalsregulering.

Gavnligt er det også at læse Lena Vedel-Pedersens bog, hvis man hører til blandt de forhåbentligt mange Fremskridtsfolk, der forbereder mere eller mindre fuldstændige manuskriptudkast til den pjece, som vi gerne i løbet af vinterens løb skulle have udsendt om Fremskridtspartiets socialpolitiske forslag. Det er jo desværre ikke i ringe omfang lykkedes vore modstandere at forvanske og fordreje den kendsgerning, at vore pensionister kan forvente de bedste kår.

Mogens Glistrup

Lena Vedel-Pedersen:

Ret og pligt for pensionister / (178 sider. Chr. Erichsens Forlag, 1973).

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 8 / 15. oktober 1973 / 1. årgang

%d bloggers like this: