Arkiv

Posts Tagged ‘Skat og afgifter’

Stop jagten på trækdyrene

20. august 2012 6 kommentarer

Stop jagten på trækdyrene 

Socialdemokratiet og de Radikales (B) forslag om at nedskære befordringsfradraget vil skubbe tusinder af lønmodtagere over i offentlig forsørgelse, siger Fremskridtspartiets skatteordfører, Kim Behnke.

– Allerede i dag er det således, at mange familier næsten ingen økonomisk fordel har ved at passe et arbejde, frem for at være på. Udgifterne ved at tage på arbejde opvejes næsten ikke af lønindkomsten, når der også skal betales skat og de mange offentlige afgifter. Regeringens sidste skattereform gav et urimeligt indhug i befordringsfradraget, hvilket øjeblikkeligt kunne aflæses i manglende lyst hos ledige til at tage arbejde i nabobyer m.v.

Det er et komplet absurd samfund, hvor offentlige udgifter i stigende omfang går til dem, der ikke bidrager til samfundskagen, mens trækdyrene ude på arbejdspladserne konstant udsættes for nye angreb mod deres indkomst, siger Kim Behnke og fortsætter:

– Forslaget fra Socialdemokratiet og Radikale giver en verdensfjern miljøindpakning. Med de udgifter der allerede i dag er ved bilkørsel, er det ikke for sjov, folk bruger bil. Offentlig transport er ikke et alternativ for folk med skæve arbejdstider eller familier, der både skal hente børn og gøre indkøb på vej hjem fra arbejde.

Fremskridtspartiet vender sig stærkt imod de tilbagevendende angreb mod den arbejdende del af befolkningen. Hold fingrene fra trækdyrene, slutter Kim Behnke.

Kim Behnke

Pressemeddelelse

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 11 / 24. årgang / november 1996

Franskmændene ånder lettet op

29. juni 2012 Skriv en kommentar

Franskmændene ånder lettet op

Det er blevet lettere at være franskmand!!

Jaques Chiracs borgerlige regerings privatiseringspolitik og de lettelser der er sket for erhvervslivet har nu sat deres klare tydelige spor:

1. Franske virksomheders produktion er vokset eksplosivt i denne sommer og ordrebøgerne bugner af ordrer fra ind- og udland.

2. Specielt regeringens skattelettelser overfor erhvervsvirksomheder har medført optimistiske erhvervsinvesteringer overalt i det franske produktionsliv.

3. Følgevirkningerne af ovenstående har medført et markant fald i arbejdsløsheden.

 

Hvis vi skal have franske tilstande i Danmark, så stem Z

– så kan danskerne også komme til at ånde lettet op!!

Forside artikel

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 26 / 15. årgang / 21. august 1987

Skatteskorpionerne

19. juni 2012 6 kommentarer

Skatteskorpionerne

Sagesløse skatteydere har gentagne gange gjort den erfaring, at hver eneste gang regeringspartierne (V, C, CD og KrF, red.) indgår en aftale med Socialdemokratiet, er dette ensbetydende med, at skatteskruen bliver strammet en ekstra omgang.

Det vakte berettiget opsigt, da disse grådige partier for kort tid siden – under stor pressemæssig dækning – meddelte, at der nu var enighed om at lempe realrentebeskatningen, så den højst kunne udgøre 56 %.

Glæden i Fremskridtspartiet varede dog kun, til forslaget lå på tryk i folketingssalen, og vi således fik mulighed for at læse, hvad det egentlig var Isi Foighel (C) og Mogens Lykketoft (A) – med opbakning fra deres fem respektive partier – havde brygget sammen og formentlig ”glemte” at orientere offentligheden rigtigt om.

Det viser sig nemlig, at det der ved første blik ser ud som en skattelettelse på ca. 3 milliarder kroner i 1988 – for dem, der har sparet op – allerede i 1989 udarter sig til en skattestigning på ca. 5 milliarder kroner, ligesom årene fremover med en forventet stigende inflation også vil være ensbetydende med, at sparerne vil blive flået i skat.

Førstebehandlingen i Folketinget var nærmest pinlig. Ordførerne fra regeringspartierne takkede hjerteligt skatteministeren (Isi Foighel, C, red.) uden, at det egentlig kom frem, hvad det var, man mente Isi Foighel fortjente tak for.

Eneste afveksling var, da SFs ordfører – Jens Toft – i lighed med sit indlæg i Jyllands-Posten den 18. maj nærmest knugede såvel Venstre som Konservative til sit bryst i begejstring over, at dem der har sparet lidt op nu igen får et spark og bliver straffet, fordi de har fulgt skiftende regeringers opfordringer om at sætte lidt til side, og dermed har givet afkald på at bruge rub og stub af deres disponible indtægter.

Skattealliancen mellem regeringen og Socialdemokratiet er nu så langt ude, at SF begejstret roser de forlig, der indgås. Dermed er bunden formentlig nået i retning af politisk uvederhæftighed fra regeringspartiernes side.

Helge Dohrmann 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 19 / 15. årgang / 29. maj 1987

Finans- og skattelov

2. juni 2012 39 kommentarer

Finans- og skattelov

Her ved begyndelsen af skattereformens år nr. 1 kunne det være nyttigt at genopfriske, hvordan situationen ville have tegnet sig, såfremt det i stedet havde været Fremskridtspartiets skatteår nr. 1.

Fremskridtspartiets skattepolitik går ud på, at der over en 6-årig periode sker en fuldstændig afvikling af selve begrebet indkomstskat.

Det ville have startet med, at alle fra 1. januar i år havde fået et skattekort med en skattefri bundgrænse på 48.000 kroner samt, at sømandsskatten var blevet ophævet helt lige som kapitalvindingsskatten. Fra næste år ville den skattefrie bundgrænse ligge på 60.000 kroner og med en maksimal skat på 50 % af indkomst derudover.

Fra 1989 vil bundfradraget være 75.000 kroner og i 1990 hele 100.000 kroner samtidig med, at selskabsskatten bliver ophævet. I 1991 hæves bundgrænsen til 125.000 kroner, og endelig i 1992 skal der slet ikke betales indkomstskat. Samme år bliver formueskatten også ophævet. Og så endelig fra 1993 kan skattevæsenet helt nedlægges.

Planen har eksisteret i alle Fremskridtspartiets leveår og er altid blevet kritiseret. Hovedargumentet er: Hvor skal pengene så komme fra? De fleste glemmer for det første, at der ikke længere vil være den samme offentlige sektor, og at der udover indkomstskat er andre former for skat. For Fremskridtssamfundet vil forbrugerafgifter som 22 % moms og punktafgifter være en væsentlig del af finansieringen af skoler, sygehuse, folkepension og de andre opgaver, som det offentlige fortsat skal løse.

En af goderne (set fra det offentliges synspunkt) ved at afvikle indkomstskatten er, at befolkningen får flere penge i hænderne. Det gør igen at forbruget øges eller flyttes til dyre varer og med moms og punktafgifter, vil det give ekstra penge i statskassen.

For finansloven 1987 ville det have set således ud, såfremt Fremskridtspartiet havde bestemt:

Regeringens (V, C, CD og Krf, red.) skatteudskrivning 1987: 350 milliarder kroner. Heraf udgør indkomstskatten de 200 milliarder kroner.

Vi ønsker at afvikle indkomstskatten, og det første år med 48.000 kroner skattefrit ville vi miste 30 milliarder i indkomstskat. Når disse 30 milliarder kommer ud til privatforbrug, vil forbrugsskatterne stige med omkring 8 milliarder kroner. Derudover kommer reaktioner i erhvervslivet m.v. som skatter (selskabs-, ejendoms,- formueskatter o.s.v.), vil komme ca. 6 milliarder yderligere ind til det offentlige. Det giver et samlet resultat på en fremskridtsfinanslov med 334 milliarder kroner for 1987. Fremskridtspartiet har en række forslag til forbedringer i den offentlige sektor. Fjernelse af ventelister, bedre pension o.s.v. Ting der koster ekstra penge. Disse – samt den nævnte mindskelse af indkomstskatten – vil betyde besparelser. Her gælder det i første omgang kulturministeriet, udenrigsministjenesten, statslig ulandsbistand, erhvervstilskud og ikke mindst millioner af blanketter og skemaer, som ikke længere skal trykkes og udfyldes.

For interesserede så giver bogen ”Ud af skattereformfælderne (af Mogens Glistrup, red.) det samlede billede af et lykkeligt 1987 fremskridtssamfund.

Kim Behnke 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1 / 15. årgang / 16. januar 1987

Alle skatter er hæslige!

30. maj 2012 8 kommentarer

Alle skatter er hæslige!

Fremskridtspartiets udgangspunkt er, at alle former for skatter og afgifter er hæslige. Skat og afgift betyder jo, at der frastjæles nogle værdier fra en borger eller gruppe af borgere, for derefter at bruge pengene til at begunstige en anden borger eller gruppe af borgere. Det skattepolitiske mål må derfor være at reducerer skatterne og afgifterne til et absolut minimum.

Minimal offentlig sektor

Absolut minimum er de penge, som skal til for at opretholde en minimal offentlig sektor, der kun skal varetage nogle få afgrænsede opgaver. For Fremskridtspartiet er de vigtigste fælles-opgaver bl.a. følgende: Sundhed, alderdom, uddannelse, politi, domstole, demokratiet (Folketinget, byråd o.s.v. ), veje, forsvar og social sikring af de få, der absolut ikke kan klare sig selv. Der kan selvfølgelig nævnes nogle få andre opgaver, men hovedudgangspunktet er, at det meste bør foregå i privat regi.

Disse minimumsopgaver skal så betales i form af skat eller afgifter. Spørgsmålet er så, hvilken skal eller afgift, der har den mindste samfundsskade. Vurderingen er, at afgifter på forbrug (moms, punktafgifter o.s.v.) er de mindst skadelige skatteformer.

Den skadelige indkomstskat

I den modsatte ende er skatten på arbejde – indkomstskatten – den mest skadelige skat. Det er der flere grunde til:

1) Indkomstskat betyder, at arbejdsgiveren dels skal betale den løn som medarbejderen har brug for at kunne leve, og så derudover betale en skat. Skatten virker således omkostningsforøgende og dermed konkurrenceødelæggende.

2) Indkomstskatten, uanset, hvordan den sammenstrikkes, har også den virkning, at borgerne foretrækker sort arbejde. Og en lønmodtager må kikke på sin skattebillet før han siger ja til ekstra arbejde. Skatteskalaens hop betyder, at en enkelt ekstra tjent krone kan give et direkte tab!

3) Indkomstskatten, eller skat på arbejde betyder, at man straffer folk for at berige samfundet. Uanset om man er renovationsarbejder, maskinsnedker eller købmand, så er den daglige arbejdsindsats med til at gøre samfundskagen større. Da det er til alles bedste, at samfundskagen vokser, skal man ikke straffe, men belønne arbejdsindsatser.

I landet med verdens højeste skattetryk, kan det virke aldeles udsigtsløst, når borgeren først betaler en høj indkomstskat, derefter betaler 22 pct. moms på forbrug og derefter også betaler punktafgifter. Dertil kommer en mangfoldighed af: Ejendomskatter, lejeværdi af egen bolig, formueskat, arveafgift, miljøafgifter, selskabsskat o.s.v. Der er ikke mange øre tilbage af den tjente krone.

Væk med mine skatter

Man fristes derfor til at forlange skatter og afgifter fjernet i den rækkefølge, som girokortene dukker op i postkassen.

Men er det nu også den rigtige rækkefølge?

Mange gør med rette oprør mod den uretfærdige skat, der kaldes noget så usympatisk som lejeværdi af egen bolig. Spørgsmålet er imidlertid, om denne skat skal stå øverst på ønskesedlen?

Hvad er bedst – at få fjernet lejeværdien eller at få sin løn forhøjet (gennem indkomstskattenedsættelser) så meget, at det svarer til lejeværdien? For privatøkonomien er det ligegyldigt. Men for vores konkurrenceevne og vores samfundsøkonomi er det bestemt ikke ligegyldigt.

For hver milliard det er muligt at skrabe sammen til skattelettelser, da anvendes disse penge bedst på lempelser i indkomstskatten – eftersom det giver forøget konkurrenceevne. At lempe lejeværdien giver ingen konkurrenceforbedring!

EF´s indre marked med harmoniserede skatter og afgifter kan betyde, at forbrugsafgifter, som vi mener, er den bedste kilde til finansiering af en begrænset offentlig sektor, kan blive tvunget ned. Det giver behov for, at opkræve skatter og afgifter på områder, der ikke er omfattet af EF-harmoniseringer – vel at mærke stærkt reduceret skattetryk da indkomstskattens bortreduktion fortsat er målet.

Opretholdelsen af f.eks. ejendomsskatter og lejeværdi af egen bolig skal ses i det perspektiv, at der er gennemført væsentlige reduktioner i andre skatter og afgifter.

Gælden skal betales tilbage

Med en samfundsgæld på over 300 milliarder kroner til udlandet, må enhver skattelettelsesaktion gå på at skabe konkurrenceforbedring – kun gennem øget eksport kan vi fjerne udlandsgælden.

Kommer Fremskridtspartiet derfor i den behagelige situation at skulle afgøre, hvorvidt nogle milliarder kroner skal anvendes til lempelser af indkomstskatten eller lempelser af lejeværdien af egen bolig, så må det være soleklart, at indkomstskatten i bred forstand kommer først.

Men som fastslået i indledningen, så er alle skatter hæslige. Og derfor skal enhver fornuftig skattenedsættelse støttes.

Kim Behnke 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 4 / årgang 18 / april 1990

Farligt at tro på stat og kommune

2. april 2012 Skriv en kommentar

Farligt at tro på stat og kommune 

En ældre dame i det sønderjyske er for nylig blevet bedraget for 900 kroner af to gentlemen, der gav sig ud for at komme frakommunen” for at sprøjte mod orme på damens loft.

Konklusionen af den triste hændelse må være at borgerne i Danmark må skærpe deres opmærksomhed, så snart de hører ordet stat og kommune.

I alle tilfælde vil der være tale om pengeafpressere, der med eller uden officielt stempel – vil forsøge at fralokke os penge.

Fremskridtspartiet

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 11 / 1. årgang / 23. november 1973

Nej til forhøjelse af punktafgifter

28. marts 2012 Skriv en kommentar

Nej til forhøjelse af punktafgifter

Fremskridtspartiet vender sig på det kraftigste mod regeringens (A, B og Centrum Demokraterne (D), red.) planer om at finansiere rabatkort til de studerende over en forhøjelse af afgifterne på øl, vin og spiritus. Det siger Fremskridtspartiets finanspolitiske ordfører, Kim Behnke.

– Punktafgifterne er en skjult skat, og Fremskridtspartiet vil under ingen omstændigheder være med til at skatteskruen får endnu et nøk opad. Tværtimod. Danskerne er verdens mest skatteplagede folk, og fordi regeringen nu føler sig presset til at give de studerende rabat på deres transport til og fra skole, skal det ikke gå ud over den øvrige del af befolkningen.

Ordet ”spare” indgår desværre ikke i regeringens ordbog. Man tvivler nogle gange på, om de overhovedet kan stave til det. Hvis de studerende skal have mulighed for at komme til og fra skole – billigere end nu – så må der findes tilsvarende besparelser for denne udgift.

Det nytter ikke, at hver gang regeringen vil have finansieret et af sine påhit, så skal pengene finansieres over skatter, afgifter eller gebyrer. Befolkningen er i forvejen ved at kvæles af det alt for høje skatteniveau, der slår ethvert initiativ ihjel.

Fremskridtspartiet kræver, at regeringen sætter sig ned og finder kompenserende besparelser, hvis de studerende skal have et rabatkort og ikke bare blindt vælte udgifterne over på skatteyderne, slutter Kim Behnke.

Kim Behnke

Pressemeddelelse 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 5 / 24. årgang  / maj 1996 

Fiktive værdier!

26. februar 2012 6 kommentarer

Fiktive værdier! 

I Glistrup-sagen har det været skattemyndighederne meget magtpåliggende at få fastslået, at en borger ikke kan få formindsket sin skat gennem det, der betegnes som fiktive fradrag. Men der er ikke det ringeste i vejen for, at de samme myndigheder beskatter borgerne af nogle værdier, der er fiktive og som altså ikke findes. Der er der masser af eksempler på. Her skal blot nævnes to:

Fiktive formuer

En enkemand bor i en villa, som han og hans nu afdøde kone købte for mange år siden. Ved sidste vurdering blev villaen ansat til 1 million kroner. Da der ikke længere er lån i huset og da enkemanden i øvrigt hverken har gæld eller anden formue har han på sin selvangivelse måttet anføre en skattepligtig formue på 1 million kroner. Og når man har en formue på 1 million kroner, skal man betale 9 promille i formueskat af det beløb, der ligger over 630.000 kroner. Det betyder, at enkemanden årligt skal af med 3.300 kroner i formueskat.

Men denne mand har slet ikke en formue på 1 million, idet han, hvis han sælger huset, kun vil kunne få et kontant beløb på omkring 600.000 kroner.  Hans reelle formue er altså på 600.000 kroner og af en formue på 600.000 kroner skal der ikke svares formueskat.

Med andre ord: Hvert år må denne borger af med 3.300 kroner i i formueskat af en fiktiv formue.

Fiktiv arv

Manden har en datter, der bor i huset og plejer ham på hans gamle dage. Så sker det, at manden dør og datteren er hans eneste arving. Fra skifteretten får hun at vide, at hun har arvet 1 million, nemlig villaen og at hun derfor skal udrede en arveafgift på 193.000 kroner, der skal betales kontant. Men datteren har ikke arvet en million. Hun har kun arvet det beløb som huset kan indbringe ved kontantsalg, hvilket som før nævnt er omkring 600.000 kroner. Når en datter arver 600.000 kroner efter sin far skal hun, ifølge arveafgiftsloven, ikke betale 193.000 kroner i afgift, men kun 97.000 kroner. Hun er altså blevet opkrævet alt for meget i arveafgift, fordi myndighederne har forlangt afgift af en fiktiv afgift.

Hvis man, som Glistrup, foretager fradrag på sin selvangivelse som skattemyndighederne efter årelange og spidsfindige fortolkninger finder ud af må være fiktive, falder der bøder, der skal lægges store efterbetalinger og måske endog idømmes frihedsstraf. Men hvad sker der i det væld af tilfælde, hvor skattemyndighederne uden videre farer løs på folk og pålægger dem formueskat og arveafgift af værdier, der, som enhver kan se er opdigtede og altså fiktive?

Der sker naturligvis ingenting.

Kommentar

Ved behandling i folketinget er Fremskridtspartiet gået ind for, at der ved kommende ejendomsvurderinger anvendes det såkaldte kontantvurderingsprincip. Det skete i et betænkningsbidrag af 26. maj 1976 af følgende indhold:

”Gennemføres 16. almindelige vurdering pr. 1. april 1977 på nugældende stærkt forældede lovgrundlag, vil næsten alle ejendomsværdier stige med mere end halvdelen og et meget stort antal ejendomme vil opleve en lille fordobling af vurderingen.

I mange henseender vil dette virke som at kaste benzintankbeholdere på inflationsbålet. På grund af 16 års uforstandig styre er den danske økonomi nu så svag, at det vil være særdeles uheldigt at udsætte den for også en sådan behandling.

Den hensigtsmæssige måde at klare spørgsmålet på er anvist i Fremskridtspartiets forslag nr. 119 af 11. december 1975: Udskydelse af 16. almindelige vurdering, indtil ejendomsskatteområdet er blevet forsvarligt indrettet.

Hvis lovforslag nr. 119 samler flertal, er det uden betydning, hvad, der sker med kontantvurderingengsforslaget. Vedtages lovforslaget derimod ikke, vil Venstres forslag udgøre et lispund vand, der kan køle vanvidsinflationsbålet noget ned som en engangshjælp og så må man håbe, at der i mellemtiden kommer et fornuftigt folketingsflertal, der kan reparere de virkelige skader.

Som en sådan nødløsning indstiller mindretallets medlemmer af udvalget derfor, som ovenfor nævnt, kontantvurderingsforslaget til vedtagelse”.

Jeg benægter som bekendt vedholdende – og fuldstændig støttet af de cirka 20.000, der har deltaget i diskussionerne – at der for mit vedkommende er tale om aftaler indgået på skrømt.

Det er derfor en aparte oplevelse, at høre Kjeld Olesen (A) fortælle, hvor fiks man er i hans ministerium. Han har fået øje for, at et EF-direktiv, der formentlig træder i kraft den 1. juli 1978 – vil medføre, at man ikke kan sikre Storebæltsbroentrepriserne for danske virksomheder. Han vil derfor forud for 1. juli 1978 indgå en såkaldt rammeaftale med nogle danske leverandører og entreprenører. Denne rammeaftale skal, efter Kjeld Olesens oplysninger, være af et sådant indhold, at staten kan træde tilbage fra den uden overhovedet at være forpligtet til at betale noget som helst og også virksomhederne skal være frit stillede efter aftalens indgåelse. Alligevel vil han kalde den for en bindende aftale i forhold til EF-myndighederne.

Såvel i grovhed som i beløbsstørrelser var der her nok megen grund for bagmandspolitiet til at gribe ind overfor statsvirksomheden, der forestår Storebæltsbroen.

Det gør man imidlertid nok ikke.

Mogens Glistrup

(Klippet fra en Hans Egebjerg artikel i Berlingske Tidende)

Må citeres med fuld kildeangivelse

Fremskridt nr. 5  / 6. årgang / 3. april 1978

Statens malkeko?

14. august 2011 5 kommentarer

Statens malkeko? 

Det er beskæmmende at landbruget, der er et af Danmarks største eksporterhverv og som er i stærk konkurrence med andre landes mere eller mindre statsstøttede landbrug, også må kæmpe imod den danske regering (Socialdemokratiet, red.) idet landbruget gang på gang bliver pålagt nye restriktioner og udgifter, der virker erhvervshæmmende.

Landbrugserhvervet er efterhånden blevet så mishandlet af lovgivningen at den konjunkturtilbagegang, der er overalt nu med ekstra stor tyngde rammer brede dele af landbruget.

At det virkelig er en alvorlig situation, når man tænker på, at 4.000 optagne landmænd så sig nødtvungent til at bruge tid på at deltage i et af de største protestmøder, der nogensinde er afholdt på tværs af alle partiskel indenfor landbruget.

Da det især er de nyetablerede og dermed unge og produktive i landbruget, der af den grund er i store vanskeligheder, er det af afgørende betydning, at dette rettes op ved lovindgreb, inden det er for sent.

En af de urimeligheder der straks kunne rettes er hele problemstillingen om beskatningen af landbrugets stammebesætning. Det er et gammelt krav, som både skatte- og afgiftsminister Jens Kampmann (A) og senere Anders Andersen (V) lovede at løse, men der er intet gjort udover snak derom. Statsminister Anker Jørgensen lovede oven i købet ved åbningen af folketinget den 3. oktober 1978, at der ville blive fremsat lovforslag om dette – uden at gøre det.

I statsministerens lovkatalog ved sidste åbningstale var der ikke antydning af, at nu ville man indfri de givne løfter!

Om det er fordi statsministeren er blevet så glad ved landbruget, at han vil have statens malkeko som præmiedyr i landbrugets stambesætning, skal tiden vise, men det må befrygtes.

Fremskridtspartiet, der jo som mål har et frit landbrug, hvor ingen bliver forskelsbehandlet vil derfor presse på også her, hvor en del af landbruget er blevet pålagt økonomiske byrder med tilbagevirkende kraft, fordi skattemyndighederne ændrede en mangeårig praksis således, at tidligere rigtige og godkendte selvangivelser blev genbehandlet hvorved mange nyetablerede landbrugere, der havde øget produktionen med større besætninger blev pålagt store skattekrav i form af efterreguleringer og restskat.

En sådan fremgangsmåde fra myndighedernes side vil Fremskridtspartiet ikke være med til, og vi har derfor stillet følgende spørgsmål til ministeren:

Vil ministeren indfri de tidligere givne løfter til landbruget om ændring af beskatningen af landbrugets stambesætning?

Det vil nu vise sig, om regeringen (Socialdemokratiet, red.) vil holde løfterne til landbruget, men vi har jo sørgelige erfaringer, så vi har ikke det bedste håb.

Det må derfor håbes, at den tid snart kommer, hvor Fremskridtspartiet får indflydelse også på landbrugets forhold, så det igen kan blive bonden, der bestemmer, hvor stor en ”fedtprocent” statens malkeko skal producere!

Ernst Schmidt

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 21 / 7. årgang / 3. december 1979

Nej til flere miljøafgifter for landbruget

16. januar 2011 5 kommentarer

Nej til flere miljøafgifter for landbruget

Når en tilfældig seniorforsker fra Statens jordbrugsøkonomiske Institut nu foreslår en miljøafgift på landbrugets sprøjtemidler og samtidig i detaljer fortæller om, hvad det skal koste, er der virkelig grund til at være på vagt.

Det siger næstformanden for Folketingets miljøudvalg, Fremskridtspartiets gruppeformand, Aage Brusgaard, i anledning af forslaget og han fortsætter:

Det er fuldstændigt uhørt i dansk politik, at embedsmænd begynder at politisere og komme med egne forslag. Det hører simpelthen ingen steder hjemme.

Fremskridtspartiet afviser naturligvis forslaget. Idéen om at afgifter skal føres tilbage til landbruget giver mere bureaukrati, og lignende ordninger har tidligere vist, at landbruget ikke får alle pengene retur. Derfor vil forslaget reelt betyde flere udgifter for et i forvejen hårdt ramt erhverv. Det er naturligvis helt uacceptabelt.

De sprøjtemidler der bruges i dag kan slet ikke sammenlignes med de, der brugtes for 10 år siden. Årsagen til at sprøjtemængden ikke er faldet væsentligt, er EFs krav om ”grønne vintermarker”, som betyder, at landmændene er nødt til at sprøjte ”diverse ukrudt” ned, når de ikke må harve og pløje dem ned.

Forslaget om miljøafgifter hører ingen steder hjemme, og landbruget skal nok nå at halvere brugen af disse midler inden 1997. Seniorforsker Søren Rude behøver såmænd ikke at være så nervøs, og jeg vil anbefale ham at passe sit arbejde i stedet for som embedsmand at politisere, siger Aage Brusgaard.

Aage Brusgaard

Pressemeddelse

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 11 / 20. årgang / december 1992

%d bloggers like this: