Arkiv

Archive for the ‘Claus Frost-Hansen’ Category

Socialforskningsobjekt?

19. maj 2012 5 kommentarer

Socialforskningsobjekt?

Siden 1814 har vi haft folkeskolen, der forpligtige børn mellem 7 og 14 år at lære skrivning og læsning. Undervisningen er udbygget med gymnasier, universiteter, højskoler og talrige kurser, der lod os være stolte af dansk folkeoplysning. Når det så alligevel i dag står ringe til med den, kan vi måske bedre forstå, at verden ser ud som den gør – søden for Kongeåen og øst for Skåne. For slet ikke at tale om de talrige lande hvor man slet ikke kan være nyttige.

Det er et meget interessant emne, vi her skal beskæftige os med, som burde appellere til sociologisk nysgerrighed dette, at vi danskere er så skrappe til mangt og meget. Til at bygge broer, komplicerede vejanlæg og klare os fint ude i verden, mens vi overhovedet ikke kan se simple sammenhænge i vort samfund og overskue dagligdagens problemer end ikke, når de bliver klippet i pap og bukket i neon for os. Blinde muldvarpe som løser rumfartsproblemer – en interessant konstellation.

Min saglige far berettede engang for mig, at han som lille dreng en juleaften havde fået et indianertelt af den slags med en stang i midten. Han ville rejse det på gulvtæppet med det samme. Det mislykkedes naturligvis, fordi stangen ikke ville stå. Det udløste skrig og skrål, til han med et klaps i enden blev beordret i seng. Logik var ikke hans stærke side i otteårsalderen. Om end på et højere niveau, men med samme mangel på logik bevæger vi os som folk i dag. Tingene skal hænge sammen og fungere uanset, hvor meget de strider mod naturlovene. Vi er ret tungnemme.

Lad os se på et par eksempler.

1.     

For tiden jamres over et tiltagende fattigdomsproblem. Det siges, at omkring 150.000 er fattige. Heraf ca. 30.000 så elendigt stillede at selv Mother Teresa ville knibe en tåre, hvis hun hørte om deres trængsler. En af hendes disciple hastede tilbage til Bombays slum, da han ikke kunne udholde synet af de lidende danskere.

Smertelig berørt søger socialministeren (Mimi Jakobsen, CD, red.) at fremskaffe 10 millioner kroner til at lindre den værste nød. Forskellige muligheder prøves, hedder det.

Samtidig ansøger udenrigsministeren (Uffe Ellemann-Jensen, V, red.) om finansudvalgets godkendelse af yderligere 700 millioner kroner til asylsøgende og flygtninge. Foruden 120 millioner kroner til at udbedre hullede veje (!) i Kenya og Tanzania. Sidstnævnte land ville også være glad for at få godt 27 millioner kroner til forbedring af transportsystemet. Det er for resten også en erkendelse af, at ca. 400 bevilgede millioner til projekter i Indien er spildte, hvilket dog ikke forhindre, at der bedes om 400 mere. Formanden for ulandsstyrelsen (et ret ironisk navn) – socialdemokraten Chr. Kelm-Hansen – siger i den forbindelse, at vi må lære at forstå mentaliteten i de lande, vi ønsker at hjælpe. Der er ikke den samme forståelse af begrebet tid, og effektivitetskravet har man også svært ved at efterkomme. Det er jo sandt nok og velsagtens årsagen til den elendighed, vi så gerne vil afhjælpe. Det, at man ikke rigtig forstår noget og kræver hjælp på sine egne præmisser, at vi ikke kan sige:  Så fatter vi skovlen venner og tager fat!

2.     

Vi har svært ved at se sammenhængen mellem vor egen sociale deroute, manglen på penge til sygehuse, operationer, vanskeligt stillede medborgere, boliger og anlægsarbejde og det faktum, at vi forærer pengene bort hurtigere, end vi kan tjene dem.

Nuvel, men så kan vi i det mindste glæde os over de mange venner, vi får ude i verden, ikke sandt? Tja, det kan måske diskuteres.

Dagbladet Information bragte for nogle dage siden udtalelser fra en libaneser, som talte på egne og andres vegne. Han kritiserede asylcentret Sandholmlejren og havde sandelig noget at skrive hjem om. Politiet var racistisk, personalet sjusket og de fysiske forhold sammenlignede han med Hitlers koncentrationslejre. Det er nærliggende at formode, at de kurdere som iført håndjern blev ført bort af politiet efter deres happening i København deler disse meninger, iranerne gør det i stor udstrækning som palæstinenserne også.

Mon ikke snart en rimelig portion nationalegoisme kunne være påkrævet i stedet for det daglige vås om, at vi er et af verdens rigeste lande?

Claus frost-Hansen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 25 / 15. årgang / 21. august 1987

Reklamer

De uvidende eksperter

29. januar 2012 6 kommentarer

De uvidende eksperter

Winston Churchill sagde i sin tid, at han anså demokratiet for en elendig styreform, men den bedste man havde. Sikkert rigtigt, men måske kan vi alligevel en dag finde på noget bedre uden at forfalde til diktatur. Den slags har vi set nok af for tiden hos vore østlige naboer, som har det mangefold værre end os.

En af årsagerne til at demokratiet er så tungt at danse med er, at det ifølge sin natur kræver, at selv de dummeste menneskers udsagn skal påhøres med respekt og tages alvorligt. Og at mange selvbestaltede eksperter udtaler sig skråsikkert om ting, de reelt ikke aner noget om. Velfunderede meninger tæller for dem ikke mere end fordomme og med sådanne ”vejledere”, skal det gå skidt.

Lad os tage et par eksempler.

Nylig hævdede Socialdemokratiets militærpolitiske ordfører – Knud Damgaard – i sit blad ”Hjemmeværnet”, at ”generalerne ved for lidt”. Det var møntet på NATO-generalen Rogers, der havde ytret sig kritisk om det tåbelige begreb ”defensivt forsvar”, der som bekendt går ud på at bekæmpe en fjendtlig aggressor på dansk grund frem for i angrebsfasen uden for Danmark.

En general er – med undtagelser, en man hverken finder i vestlige eller østlige lande, men kun i sydamerikanske eller afrikanske diktaturlande – en person, der har tilbragt omkring 40 år af sit liv med militære studier: Krigshistorie, strategi, taktik, våbenlære, psykologi, geopolitik m.m. ofte har han krigserfaring. Han er professionel soldat!

Knud Damgaard er (iflg. Blå Bog) professionel handelsmedhjælper, fhv. gartnerimedhjælper, hotelportier, forsikringsrepræsentant, annoncekonsulent, sekretær og nu redaktør af førnævnte blad.

Med denne brogede baggrund tillader han sig ikke blot en dialog, men endog en kritik af en højt kvalificeret professionel!

Damgaards naive forestillinger ville medføre, at danske soldater og eventuelle allierede forstærkninger i en krigssituation ville have samme chancer som ænder i jagttid.

Danmarks Radio

Danmarks Radio og TV har den seneste tid beskæftiget sig meget med den afrikanske stat Zimbabwe. Karin Lis Svarre – ”afrikaspecialist” – har beskrevet den som en moderne stat, der under Mugabes kloge ledelse er i gang med en fredelig udvikling og belært os om det zimbabwianske folks glade fremtid og indre harmoni. Virkeligheden ser anderledes ud. Der eksisterer ikke noget ”zimbabwiansk” folk, men stammer – shonaer, matabeler og ”indvandrede” buskmænd, der inderligt hader hinanden. Mugabe – den glødende marxist der sidder med magten – har ført skånselsløs udryddelseskrig mod sin ærkefjende Nkomo og hans stamme. Med østtysk bistand for øvrigt. Det er et land i borgerkrig, når man kommer lidt uden for de større byer. Præcis som i nabostaterne Mozambique. Mugabe har på det nærmeste udryddet Ndebele stammen (ca. 20 % af befolkningen), der ledes af Nkomo. Det skete med den berygtede 5´ Brigade – ledet af nordkoreanerne.

Når Mugabe ikke har smidt de hvide ud, skyldes det, at landet ville gå i stå. Medens det tidligere Rhodesia under hvid ledelse foruden at brødføde sig selv også forsynede naboer med mad, industriprodukter – og endda kunne bidrage til Røde Kors´ internationale hjælpeprogrammer –, så har Zimbabwe for længst meldt sig på FNs bistandskontor og modtager milliarder af dollars. Navnet Zimbabwe stammer fra nogle ruiner af bygningsværker i den sydvestlige del af landet. Ifølge den officielle version skulle de være rester af en forsvundet negerkultur på højt niveau. Faktum er, at engelske og tyske arkæologer allerede i forrige århundrede klart påviste, at de er rester fra en arabisk kultur omkring 1400-tallet og bygget som værn om en guldmine imod de vilde indfødte. Hverken historikere eller arkæologer har for øvrigt noget sted fundet rester negerkulturer al den stund, der aldrig har eksisteret andet end jævne agrarsamfund, medens det almindeligste har været jæger- og samlersamfund.

Se – en betingelse for at mennesker kan træffe de rigtige beslutninger er, at de informeres korrekt og ikke fyldes med ideologisk propaganda og sniksnak. Vi bebrejder diktaturstaterne deres censur og vildleden at deres befolkninger, men hvordan med vort eget demokrati og vore eksperter, som fylder os med forvrøvlet sludder for at fremme deres egne politiske formål?

Claus Frost-Hansen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 11 / 15. årgang / 27. marts 1987

Krigerne på Amager

6. oktober 2011 31 kommentarer

Krigerne på Amager 

Da PLO – den palæstinensiske befrielsesfront – fik tilladelse til at åbne et propagandakontor i København, var der en del mennesker, som fandt, at nu overdrev man frisindet. PLO har et dårligt ry som paraplyorganisation for en række terrororganisationer, der foruden at bekæmpe Israel også fører blodig krig mod hinanden. Her i landet udsender organisationen et dansksproget kampskrift, som i jødefjendtlighed ikke står tilbage for nazitidens værste.

Palæstinensernes tragedie skal ikke underkendes, men det er rimeligt at se på årsagerne og ikke blot på virkningen. Da staten Israel i 1948 blev oprettet som den første og hidtil eneste stat i Mellemøsten med parlamentarisk demokrati – og med hele den demokratiske verdens billigelse –, var det jødernes opgave at kultivere et landområde, hvis dyrkede arealer var mindre end på Kristi tid – faktisk kun et stenet område, hvor nomader levede et kummerligt liv med deres hjorde. De skabte en moderne stat efter vestligt forbillede med det resultat, at mange palæstinensere flygtede. Andre, som ikke ville affinde sig med det nye styre og bekæmpede det, blev udvist. Palæstinenserne modtog reelt ingen støtte fra deres stenrige arabiske brødrefolk, som trods milliardindtægter fra olieboringer (foretaget af vestlige olieboreselskaber) bare anbragte dem i elendige flygtningelejre, hvor de hverken kunne leve eller dø, og nu får så Danmark regeringen præsenteret og ansvaret overdraget.

Ugeavisen Amager Posten redegjorde nylig for, at asylansøgerene i lejren ved Kongelunden på Amager er krigere fra PLO og kommer fra flygtningelejrene i Mellemøsten. Under en samtale med lederen af PLO’s propagandakontor erfarede man, at det overvejende er unge mennesker, som næsten aldrig har gået i skole, men hele livet ernæret sig med deres våben, og at PLO ikke vil have noget ansvar for dem!

Beboerne i Søvang – de nærmeste naboer til lejren – har henvendt sig til Dansk Røde Kors og Hovedstadens Trafikselskab med jammerklager. Dels om de vanskeligheder de har ved at komme hjem fra byen efter arbejde, hvor busserne allerede på Rådhuspladsen er fyldt af palæstinensere, som har været på bytur –, dels at busserne ydermere forsinkes på grund af chaufførernes bryderier med at få betaling for transporten af palæstinenserne.

Amager Posten talte også med en række beboere, som nødigt ser deres navne på tryk for repressalier.

De siger, at deres døtre er bange for at køre med busserne, medens ældre mennesker er betænkelige ved at gå udendørs. Hos købmand Møller-Jensen, der har et minimarked, fylder gæsterne deres lommer med varer i et omfang, så købmanden er nødt til at gå i hælene på dem, når de gæster butikken.

Kunne det være anderledes? Næppe! Og det er ikke helt rimeligt at bebrejde palæstinenserne deres opførsel, når de aldrig har lært andet end tag-selv-princippet. De er ukendte med den civiliserede opførsels begreber. Bebrejdelserne bør ramme de partier og politikere, som gennem en idiotisk lovgivning har udvirket, at danske borgere dårligt nok kan leve i deres eget land uden frygt for knivstikkere og tyvepak.

Man har åbnet grænserne for halvvilde, som aldrig vil kunne klare sig i det højtudviklede danske samfund som andet end kriminelle og bistandsmodtagere. Eller mener politikerne virkelig, at det er muligt at integrere 20-25-årige analfabeter her, hvor der i forvejen er hård kamp om jobbene, og hvor kravene i de kommende år vil stige betydeligt? Her i 80´erne skal vi konkurrere med de hårdt arbejdende og knalddygtige folk fra Japan, Singapore, Taiwan og Korea –, og i 90´erne kommer de myreflittige kinesere ind på arbejdsmarkedet med 1 milliard nye arbejdslystne, der hverken holder ferier, weekend eller 39 timers arbejdsuge, men i stedet pukler 80 timer med uddannelse og produktion af varer, så de kan skaffe sig de goder, vi andre betragter som selvfølgeligheder.

Socialdemokratiets indvandrerudvalg har foretaget en beregning, der viser, at der om 13 år vil være omkring 400.000 fremmede i landet –, at ca. 10 % af befolkningen til den tid vil være muslimer og uden forudsætninger for at klare sig – personligt, arbejdsmæssigt og kulturelt.

Begivenhederne i England i de senere år – massive raceoptøjer, bandekrige og uhyrlige ødelæggelser af samfundsværdier – har åbenbart ikke været nogen lære for de danske politikere.

Venstrefløjspolitikerne – der altid klager mest over samfundsforholdene – har været og er de mest ivrige for at få fremmede hertil. Grunden er naturligvis, at Iran forsyner os med Tudehfolk, kommunister, og at de mellemøstlige flygtninge næsten alle er socialister – følgelig vælgere i en nær fremtid.

Kulisserne er sat for et drama uden sidestykke i Danmarks historie. Den generelle oplysning om problemerne med de fremmede er elendig, for mens der er stor sandhed i, at nogle flygtninge kan berige den danske kultur – nemlig de fjernøstlige, som vi kan lære meget af –, så er det til at overse, hvad vi kan lære af krigeriske mellemøstlige analfabeter.

Frost-Hansen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 16 / 15. årgang / 8. maj 1987

Det går nok!

18. september 2011 6 kommentarer

Det går nok! 

En mand faldt ud af et fly i 10 km højde, fortæller en tossehistorie. Først var han skrækslagen. Men da han var faldet 9 km, besindede han sig. Er det gået godt så længe, sagde han til sig selv, så går det nok også godt resten af vejen.

Denne historie kom jeg i tanke om forleden, da jeg ringede til en servicestation for at bestille tid til en motortest. Desværre hr. sagde den venlige damestemme i telefonen. I dag har vi helt fyldt op, og i morgen begynder industriferien. Så har vi lukket i 3 uger. Javel, svarede jeg, men jeg troede, der var mange ledige mekanikere. Hun lo. De ting har da ikke noget med hinanden at gøre, sagde hun.

Lidt senere fortalte min bager mig, at nu drog han i sommerhuset for 3 uger, så jeg måtte skaffe mig mit brød et andet sted så længe. Her havde de arbejdsløse bagere heller ikke noget med sagen at gøre. Mit renseri kunne heller ikke klare at få min habit præsentabel før i august.

Fabrikker med målegrej, maskiner og kostbart produktionsmateriel for milliarder og utallige små virksomheder affolkes i sommertiden i ca. 3 uger.

I forvejen udnyttes materiellet kun ca. 160 timer af månedens 720 timer. Det forældes teknisk, før det er slidt op, og afskrivningen bliver enorm, medens det konkurrerende udland arbejder i døgndrift.

Ikke mindst de socialistiske lande – fx ”DDR” – arbejder i tre skift døgnet rundt.

Og her holder vi ferie. Selv de arbejdsløse drager til Mallorca og Grækenland medens gamle Danmark, der gerne skulle bestå, så længe bølgen ruller, synker hen i dvale.

Det er trist at indrømme det, men velfærdssamfundet har gjort os til et dovent folk. Virkningen er yderligere forstærket ved uafladelige regeringsindgreb og studehandler med fagforeningerne, som har medført, at arbejdet faktisk ikke er lønsomt.

En dame som efter lang tids arbejdsløshed var så lykkelig at få et heltidsjob, kunne opstille et regnskab, som viste, at nu var det så som så med lykken. Hun havde 1.000 kroner mindre om måneden i købekraft, end medens hun var arbejdsløs.

Det er et ganske almindeligt forløb, men det bliver det kun værre af, og systemet garanterer med sikkerhed en elendig nationaløkonomi.

Suppleres det yderligere af stigende råstofpriser, kortere arbejdstid og højere lønninger, er katastrofen sikker.

For lidt siden forkyndte vor emsige udenrigsminister (Uffe Ellemann-Jensen, V, red.,) at han havde lovet en række hjælpeydelser på godt hundredemillioner til marxistiske styrer i Afrika – og at Kina – med flere end en milliard indbyggere – kunne glæde sig til nogle hundrede millioner fra Danmarks 5 millioner mennesker –, hvoraf flere end 200.000 er arbejdsløse, og omkring 2 millioner modtager sociale tilskud.

Nå ja – det går nok alt sammen, når det er gået så længe. Og det er jo en hævdvunden ret, at man kun skal modtage hjælp på sine egne betingelser.

Når det bliver aktuelt, skal vi nok stille vore, og de bliver af betydeligt format. Vi ved nok, hvad der skal til!

Lad os håbe at der er nogen, som vil opfylde dem.

Claus Frost-Hansen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 14 / 15. årgang / 24. april 1987

Demokratiet i opbrud

16. juni 2011 12 kommentarer

Demokratiet i opbrud

Græsrodsbevægelserne består af små aggressive grupper i samfundet. De har aversion mod så forskelligartede ting som: Elmaster i naturen, løn- og arbejdsforhold, kønsroller, bilisme, EF, kernekraft og meget andet. Det eneste de har tilfælles er, at de virker samfundsnedbrydende, idet de ikke vil acceptere det parlamentariske samfunds spilleregler og uden hensyn til andre grupper i samfundet, tiltager de sig magt. De gør det gennem vold, fysiske blokader og med overenskomststridige strejker og arbejdsnedlæggelser. Nogle af dem har på det seneste fremkaldt borgerkrigslignende tilstande i de større byer. Deres overblik over samfundsproblemerne svarer præcis til det niveau, græsrødder befinder sig på!

Selv i de bedste samfund – hvortil Danmark endnu en stakket stund hører –, er der splittelsestendenser og evigt utilfredse medborgere. Det er godt, for de holder politikerne oppe på mærkerne og medvirker til en stadig forbedring af samfundsforholdene. Til gengæld er det katastrofalt, hvis man ikke holder dem under kontrol, og at de bliver de dominerende kræfter. De har nemlig hverken evne eller lyst til samarbejde og koordination, vægtning og vurdering af de mange hånde og modstridende interesser i et kompliceret samfund. De har kun én ting i hovedet: Trivsel for deres egne ideer!

Samfundet er meget sårbart overfor minoriteters anslag. En håndfuld edb-operatører kan lamme bank- og handelsverdenen, nogle få postarbejdere, der bliver vrede over ikke at få deres vilje kan med et par stykker madpapir sabotere det elektroniske apparatur, så teknikere i timevis må søge efter fejlen. Typografer og journalister har tit standset nyhedsformidlingen i både radio, tv og pressen. Havnearbejdere og rengøringsfolk kan i lunefulde sindsstemninger bringe vort samfund tilbage til forholdene omkring århundredeskiftet til skade for den majoritet af befolkningen, som overhovedet intet har med problemstillingerne at gøre.

Det er tragikomisk, at først dannede det arbejdende folk – og med god grund – faglige organisationer til at varetage sine interesser. Sidenhen blev almindelige mennesker slaver af dette system, som de tidligere havde været det af benhårde arbejdsgivere og ridefogeder.

Og nu underkender medlemmerne de forhandlingsresultater, deres repræsentanter har forhandlet sig frem til. Det synes åbenbart, at folkeskolen har forsømt en af sine vigtigste opgaver: At forklare børnene og de unge om samfundets kontinuitet, at det ikke er højere løn, som sikrer materiel velstand, men produktion, at lønposens tal og købekraften ikke hænger sammen. Vi kan med lethed bevilge hinanden svimlende lønninger, men resultatet er kun svimlende priser! Vi kan nedsætte arbejdstiden til 20 timer om ugen og give hinanden længere ferier. Så bliver produktionen så dyr, at vi ikke kan konkurrere med udlandet og afsætte vore varer, vi bliver fattigere!

Desværre er Fremskridtspartiet det eneste parti i Folketinget, som med rette kan kalde sig folkets parti, idet det ikke hytter en enkelt samfundsklasse på de andres bekostning, men ser på nationens interesser og søger at træffe de bedst mulige afgørelser for Danmark som et hele –, en politik der ulykkeligvis ikke tiltaler de kortsynede masser, og som det er et hestearbejde at komme igennem med.

Vi lever i et såkaldtrepræsentativt demokrati, som indebærer, at vi vælger vore ledere og bør kunne have tillid til, at de sørger for Danmarks vel – og dermed for os alle.

Kører hver samfundsgruppe sit eget race, ender samfundet som en jungle, hvor kun den stærkeste overlever –, den der kan true med og gennemføre de værste skurkestreger. En tilstand vi er på vej imod. Vore folkevalgte har svigtet vor tillid, de har nedbrudt landets økonomi, ødelagt udlandets respekt for Danmark på så at sige alle områder: Moralsk, forsvarspolitisk og kulturelt. Og nu – for at sætte kronen på værket – smuldrer de Danmark ud til mågerne ved at åbne grænserne for alverdens ulykkelige, som hellere skulle blive i deres egne lande og kæmpe for bedre levevilkår. Sådan som danskerne har gjort det i århundreder!

Danmarks velfærd blev jo ikke opbygget på udnyttelse af kolonier eller ved social bistand fra omverdenen, men gennem hårdt og målbevidst arbejde af flittige mennesker, der samarbejdede i stedet for at slå hinanden ihjel.

Frost-Hansen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 20 / 15. årgang / 5. juni 1987

Krakker verdensøkonomien?

26. maj 2011 1 kommentar

Krakker verdensøkonomien? 

Til den industrialiserede verdens plager – truslen om en atomkrig, den globale forurening og ulandenes foruroligende befolkningstilvækst føjer sig nu en ny bekymring: Muligheden for at verdensøkonomien bryder sammen i et gigantisk krak!

Midt i tyverne udgav den russiske økonom N. D. Kondratieff i Berlin bogen ”Die langen Wellen der Konjunktur” – en langsigtet prognose for de verdensøkonomiske sammenhænge. Han blev hurtigt erklæret for bindegal – som Oswald Spengler, der en halv snes år tidligere havde udsendt sit værk ”Vestens Undergang”, hvor han bl.a. påstod at Rusland, som på dette tidspunkt var svækket af krigen, ludfattigt og endnu rystet af revolutionen – ville blive en dominerende verdensmagt.

Spengler havde med belæg i historien hævdet, at kulturer opstår, modnes, blomstrer og visner bort. Og nu – mente han –, var det vores kultur, der befandt sig i slutningsfasen. Kondratieff mente, at det samme gjorde sig gældende i verdensøkonomien. Han sagde, at den bevægede sig i en cyklus på omkring 55 år, der kan inddeles i sinusformede bølger med op- og nedgangskonjunkturer.

De gamle pessimister blev hurtigt glemt, men i de senere år er man atter begyndt at interessere sig for dem. Som naturligt er, når det opdages, at de havde ret i mange af deres spådomme.

Ifølge Kondratieff var medgangsbølgen begyndt omkring 1920. Det var en grim ting at sige i det nye Sovjet Rusland og medførte hans deportation til Sibirien, hvor han forsvandt. Han oplevede ikke at se sine teorier blive virkeliggjort, men det gør vi!

I bogen siges, det at varepriserne begynder at falde dramatisk samtidig med, at arbejdsløsheden stiger i midten af tyverne. Han forudså at i slutningen af dette årti eller i begyndelsen af trediverne, ville der komme sammenbrud, som udløste depression, konkurser og videre øgning af arbejdsløsheden. Denne tilstand sagde han ville vare en halv snes år og så afløses af begyndende højkonjunkturer. Det slog til. Wall Street krakkene i 1929 rystede hele verden, og trediverne blev en barsk tid for de fleste mennesker.

Efter 2. Verdenskrig bevægede ”bølgen” sig atter opad – til 1973, hvor varepriserne atter begyndte at falde, arbejdsløsheden steg og blev yderligere forstærket af oliekrisen. Det var bogstavelig talt helt efter bogen og passede perfekt ind i de tre foregående cyklusser – adviserede således om begyndelsen på den næste nedgangsbølge

Siden 1974 – skriver Christopher Samuelson fra Valmet International Finansiel Times –, har verdens fondsmarkeder oplevet en utrolig opgangsperiode.

I 12 år er priserne uophørligt steget. Dow Jones Index er eksempelvis gået fra 572 til næsten 2.000 – FT Index (Financial Times) fra 146 til 1425! Et sådant opgangsmarked passer eksakt ind i mønsteret for tidligere perioder og varsler panik og sammenbrud. Det er almen bekendt, at der så at sige overalt i den industrialiserede verden er alt for store udlån. Den 3. Verden har i dag en gæld til industrilandene på omkring 1.000 milliarder dollars. Til at gøre dette utrolige tal forståeligt kan anføres, at USA´s statsgæld – et af de største i dets historie – i 1986 udgjorde godt 172 milliarder. Derfor anser en del økonomer, at et gigantisk økonomisk krak kunne ødelægge verdensøkonomien totalt, hvis en af de store gældsplagede nationer i den 3. Verden en dag erklærer, at den hverken kan eller vil betale sine gældsposter og følges af andre i samme situation. De mener, at en sådan handling vil udløse panik på de internationale børsmarkeder og vover endog det gæt, at nedgangen baseret på tidligere erfaringer kunne ligge på 80 %. Den gamle talemåde om ”så sikkert som fast ejendom” duer ikke mere. Priserne falder i deflationsperioder, og nedgangen er allerede begyndt i USA, hvor jordværdien er faldet drastisk. Der er hen ved 20 milliarder uerholdelige fordringer på landbrugsgæld, som nu må afskrives. I 1985 krakkede 120 amerikanske banker, og i 1986 var der 82, som lukkede. Årsagen var næsten altid udlån med fast ejendom som sikkerhed. I England er jordpriserne fra midten af 1985 til udgangen af 1986 faldet med ca. 40 %.

Både i Europa og i USA har banker og kreditforeninger overbelånt fast ejendom og ydet meget store energilån og forretningskreditter. Protektionisme begynder både i Europa og i USA, – en truende handelskrig mellem EF og USA er stadig en mulighed. Mellem USA og Japan har der været store økonomiske uoverensstemmelser.

Hvorledes man bedst sikrer sin kapital i disse tider, er eksperterne uenige om, men aktiekøb tilrådes ikke.

Claus Frost-Hansen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 10 / 15. årgang / 20. marts 1987

Idealerne – borte med blæsten

22. maj 2011 4 kommentarer

Idealerne – borte med blæsten

Spørger vi os selv, hvorfor alting ser så sort ud i verden, så var det måske en idé, om vi så lidt på de forbilleder, vi har. Måske de kunne trænge til at blive udskiftet.

Under en af de store snestorme sidste vinter lod jeg bilen stå og begav mig til S-togstationen. I Virum – hvor jeg bor –, lå der bjerge af sne på vejene, som var spejlglatte. En gammel herre faldt og kunne ikke rejse sig. Forbipasserende tog sig af ham, medens en dame ringede efter en ambulance. Jeg fortsatte spadsereturen – en travetur på ca. 15 minutter –, og inden jeg var nået til stationen, kunne jeg høre ambulancen tude i det fjerne. Med fuld udrykning pløjede den sig gennem snemasserne. Hvad der videre skete, kan man jo forestille sig, men jeg tænkte en del over tingene og over de djærve Falck folk, der døgnet rundt tjener os alle og ofte under meget vanskelige forhold. Og hvad med alle de andre gode samfundsborgere, som gør deres pligt og lidt til, er de vore idoler? Er der nogle, som skriver digte og sange for dem? Er de forbilleder for ungdommen eller for os andre for den sags skyld?

På ingen måde. De er der bare.

Men for tåbelige popsangere i latterlige antræk – lige slemme om de er klædt ud som omvandrende tøjbunker, præsenterer sig med nøgen overkrop eller i snusket arbejdstøj –, der foredrager idiotiske tekster med skingre stemmer, medens andre hamrer i trommer. Dem ligger vi på maven for – ja, tilbeder!

Verdensberømte forskere – som vi kan takke for menneskehedens store fremskridt – modtages i lufthavnen af nogle få kolleger upåagtet af det store flertal, medens titusinder hujende strømmer til, når en af tidens ”grupper” beærer landet med et besøg. De bliver millionærer på deres pjank og fup.

Foreningen til Kræftens Bekæmpelse kan til gengæld tigge småpenge af os på gader og stræder.

Eller vor regering (V, C, Centrum Demokraterne (D) og KrF, red.) og Folketinget skænker i tusindvis af millioner til hel- eller halvvilde stater i fjerne verdensdele for slet ikke, at tale om alle de banditchefer og diktatorer verden over som vor ”progressive” regering støtter i menneskehedens og fremskridtets navn.

Respekten for hæderlighed og dygtighed, flid og foretagsomhed er svundet ind til intet i de senere år. Langt mere interesserer man sig i de beslutningsdygtige kredse for samfundets ringeste og mest uduelige mennesker end for dem, der både har evne og vilje til at bringe os ud af vort økonomiske kaos og det åndelige og moralske forfald.

Det er vor egen skyld, når vi lever i et demokratisk samfund. Og når vi ikke sætter de uduelige politikere og deres falske ideer på porten.

Skal Danmark blive en tromme- og dansestat som landene i Afrika eller som de socialistiske lande, hvor selv snørebånd og vaskepulver er mangelvarer for slet ikke at tale om de daglige fødevarer. Eller skal vi igen blive et samfund, som har råd til at tage vare på sine syge, gamle og de unge generationer.

I så fald er det på høje tid, at vi tager skeen i den anden hånd og foretager os andet end blot at jamre.

Faktisk har tilværelsen aldrig været lettere i Danmark, hvis blot vi bruger hovedet til andet end at spise med.

Danmark er et ludfattigt land, så længe vi bruger mere, end vi tjener, og det er strengt, hvis bare vi bruger en anelse mindre, end vi tjener.

Så simpelt er det!

Frost-Hansen 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 18 / 15. årgang / 22. maj 1987 

%d bloggers like this: