Væk med gamle småskattesager

Fremskridtsforslag: Væk med gamle småskattesager

Mogens Glistrup redegør for lovforslag, der skal afskaffe umådeligt tidsspilde for offentligt ansatte, skatteborgerne og deres rådgivere, fordi skattevæsenet har alt for travlt med unødvendige småkorrektioner af skatteregningen.

Samfundsmæssigt er det rent spild af beslaglagte ressourcer til indkomstskattevæsenet. Herved tilvejebringes intet trivselsskabende. Danmarks kosteligste råstof – arbejdskraften – bør derfor ikke benyttes til bureaukrati ud over, hvad der er strengt nødvendigt for at opretholde nødvendige funktioner.

Her kan man høre radiointerviews med Mogens Glistrup

Faktum er imidlertid, at umådelig megen tid bruges både af de offentligt ansatte, skatteborgerne og deres rådgivere til noget så nyttelyst som at korrigere skatteligningen. Under alle omstændigheder vil den være skrigende uretfærdig, fordi indkomstskattesystemet ikke kan tilpasses det moderne samfund, og fordi den danske indkomstskattelovgivning er så rædselsfuld dårlig.

Lovforslaget

Fremskridtspartiet har derfor i folketinget fremsat følgende lovforslag om begrænsning af skattesagernes antal:

”Har en skatteyder (fysisk person) ikke senest den 8. november i det efter indkomståret følgende år fået meddelelse om iværksættelse af forhøjelse af ansættelsen af hans skattepligtige indkomst, formue eller særlige indkomst, kan sådan forhøjelse ikke senere ske, medmindre den udløser skattekrav for de pågældende indkomstår på mindst 40.000 kroner.

En sådan ordning vil medføre større tryghed i danske hjem og stærkt nedsætte skattevæsenets personalebehov. Den vil næppe medføre noget nævneværdigt nettoprovenuetab og ej heller forøge skatteuretfærdighederne.

Et af degenerationselementerne i indkomstskattesystemet ligger i myndighedernes overnidkærhed med skønsvilkårlige indkomstforhøjelser, for eksempel vedrørende et længst udrundet års befordring, privatforbrug og overarbejdsfradrag. I det offentliges mange milliardforretning er det småpenge. Men skatteyderen rejser børster. Og hurtigt har sagen slugt mere til administration m.v., end skattekravet udgør. Og ingen ved, om det rejste krav eller det oprindeligt selvangivne, er det mindst ukorrekte for en millimeterretfærdig optimus vir (juridisk for en idealperson som er i besiddelse af den højeste viden på et givet livsområde, red.).

Landsskatteretten overdynges med sager i forhold til, hvad den på sit nuværende ineffektivitetsniveau har kapacitet til at behandle og afgøre. Skattemyndighedernes tilbøjelighed til at gå tilbage i tiden for at foretage småreguleringer er en af hovedkilderne til overbebyrdelse af landsskatteretten.

Om ”8. november”

Når skattevæsenet skriver til skattesubjekterne om forhøjelser af skatteindkomsten, plejer man at anføre, at svar skal være meddelt i løbet af nogle få dage eller uger.

Man kunne – hvis det var nødvendigt – selvfølgelig opstille endnu kortere frister for det arbejde, som skattevæserne skal udføre. Deres folk er jo specialister, heldagsbeskæftigede og professionelle på skatteområdet.

Imidlertid er det for en hensigtsmæssig måde at tilrettelægge ligningsarbejdet på ikke nødvendigt at være så skrap over for eksperterne, som de er over for menigmand.

Man kan vente helt frem til begyndelsen af november måned med at forlange, at eksperterne skal være færdige med den selvangivelse som de har modtaget for 5-10 måneder forinden.

Fra 8. november er der cirka tre måneder til, at det næste års selvangivelser begynder at strømme ind. Disse tre måneder kan anvendes til afholdelse af ferier for skatteembedsmændene, færdiggørelse af de sager, som er rejst før 8. november for det foregående indkomstår og forberedelse af ligningsarbejdet for det nye år.

Dette sidste må så ske på en sådan måde, at nogle skatteydere eller skatteydergrupper ikke år efter år begunstiges ved at blive sat nederst i rækken, så deres selvangivelser er dårligere gennemgået end andre i perioden før 8. november.

Kernen er, at skattepersonalet under alle omstændigheder skal klare ét indkomstår på ét års arbejde. I stedet for inden for det enkelte år at beskæftige sig med mange indkomstår er det langt mere befolkningsvenligt til stadighed kun at beskæftige sig med det sidst indkomne hold selvangivelser.

Om ”40.000 kroner”

Hovedbetragtningerne bag det stillede lovforslag og hensynet til enkelhed i lovgivningen ville føre til, at tidsfristen 8. november var absolut.

Mange af betragtningerne taber imidlertid i vægt, hvis den enkelte sag drejer sig om et noget større skattebeløb.

Fremskridtspartiet mener derfor, at der i sådanne tilfælde skal kunne ske en afvigelse fra 8. november-grænsen.

Det er vigtigt, at få en helt skarp og klar grænse. Langt vigtigere end at man herved udsætter sig for ioniseringer vedrørende den, der ligger lige under grænsen i forhold til den, der ligger lige over grænsen. Sådanne angreb plejer socialdemokrater (herunder VCQMBF´ erne) at svælge i, men ret beset er de blot afkom af den lille misundelse over i den tarveligste og tommeste Christiansborgtone.

De 40.000 kroner er ikke noget helligt tal og for at kunne fremme med nytænkningen og lade denne chance for at vise sine velsignelser i praksis, vil Fremskridtspartiet gerne forhandle om et mindre grænsebeløb, som vi altid har været og altid vil være kompromisvillige, når blot udviklingen går i den rigtige retning.

En lav grænse vil imidlertid føre til, at mange gamle sager kommer op på ny. Sager, der ellers højst kunne føre til skatteforhøjelser på 8.000, 10.000 eller 12.000 kroner, undersøges. Fejlanvendelse af arbejdskraft finder derved sted, og man presser måske til syvende og sidst forhøjelser svarende til 15.000 kroner i merskat igennem, hvis grænsen for eksempel blev lagt på dette beløb.

Om ”strafbare forhold”

Det har været overvejet, om man ud over den objektive afgrænsede undtagelse på de 40.000 kroner, også skulle have en subjektivt afgrænset undtagelse, så strafbare forhold skulle føre til, at man under alle omstændigheder kunne foretage forhøjelser.

Herved ville man hidføre en enorm social ubalance. Det ville blive en undtagelse, som ramte rengøringskonen, den der privat udlejer sit sommerhus og andre ikke-skatteakrobater. Derimod er det typiske for den, der med Nureddin-mentalitet snu lægger sine skatteforhold til rette – eventuelt med revisorbistand – at hans skatteunddragelser bevæger sig uden for det strafbare område.

Dertil kommer, at dansk skattestrafferet er udformet så tilfældigt og vilkårligt, at myndighederne uden noget særligt overbevisende grundlag somme tider lader en sag falde inden for det strafbares område og til andre tider lader en ganske tilsvarende sag falde uden for.

Dette er tilfældighedernes hasardpræg over for skattevæsenshverdagen ville blot yderligere blive sat i skarp sovs, hvis der blev indført en undtagelse for strafbare forhold. Man ville meget vel kunne risikere, at skattevæsenerne i deres jagt på at få nogle flere personaleomkostninger ville undergrave hele lovens formål ved blot at kalde meget mere end nu for strafbart. I så fald ville man ikke nå den tilsigtede betydelige begrænsning af skattesagernes antal.

Selve lovforslaget og mere om spørgsmålet kan fås på folketingsgruppens kontor.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 5 / 7. årgang / 19. marts 1978

Har vi en erhvervsvenlig regering?

Har vi en erhvervsvenlig regering?

Når jeg rejser dette spørgsmål, skyldes det, at regeringens (V, C, CD og KrF, red.) forskellige ministre er enige om, at et godt erhvervsliv – med vægt på eksporterhvervene – er den eneste udvej af den økonomiske sump, vi er havnet i. Dette problem er i øvrigt så soleklart, at Socialdemokratiets kronprins endda fortæller, at industrien skal forkæles.

Er det realistisk af regeringen at tro, at erhvervslivet vil pukle endnu mere, end det altid har gjort, på de vilkår erhvervslivet lever på?

De erhvervsledere vi har i dag er fra årgange, hvor flid, energi, opfindsomhed etc. ligefrem var indbygget i os. Hver gang en regering lagde nye byrder på os, indrettede vi os efter de skærpede betingelser med et minimum af protest.

Det samlede erhvervsliv har adskillige gange haft betydelig mere grund til at strejke end de risikofrie lønmodtagere. Det er måske en stor fejl, at vi ikke har meddelt samfundet, at grænsen for vor tålmodighed er nået. Jeg erindrer et forslag fra en driftig grosserer gående ud på, at vi skulle omringe Christiansborg med en ring af evigt tudende biler. Vi har da bilerne endnu – så måske.

Hvordan er erhvervslivets vilkår?

Formålet med at drive risikofyldt erhverv er, at der skal indtjenes en profit. Den skal bruges til at afholde et firmas udgifter, og så skulle der gerne være en fortjeneste til den/de, som løber risikoen.

Skal vi se på vilkårene, må vi begynde med dette lands skattesystemer.

Den personlige skat

Skattereformen er vedtaget og gennemføres nu. For driftige erhvervsfolk er det intet godt nyt at hente der. Vi skal stadig leve med en marginalskat på op til 78 %, hvor et land som Tyskland i øjeblikket er ved at reducere deres marginalskat fra 56 til 53 %. En god indtjening skal straffes med verdens højeste personskat.

Selskabsskatten

Medens et land som Holland er i fuld gang med at reducere denne form for beskatning, fandt vor såkaldte liberale regering anledning til at forhøje denne skat med 25 %. Det gav 8 milliarder kroner mere i den bundløse statskasse. Altså 8 milliarder som kunne være brugt til investeringer i blandt andet eksportindustrien samtidig med, at kostprisen pr. produceret enhed kunne holdes nede og altså dermed forbedre vor konkurrenceevne på de udenlandske markeder.

Formueskatten

Danmark er ene om denne ”opfindelse”, der alene kan føres tilbage til de danske socialisters misundelseskompleks. Skatten er ganske enkelt helt igennem uhæderlig.

Hvorfor?

Den bygger på følgende:

1. Opkrævning af penge der allerede er beskattet én gang.
2. Skat af erhvervslivets driftsmidler: Maskiner, bygninger, inventar, lager af råvarer og halvfabrikata.
3. Skat af fiktive værdier ansat af det offentlige gennem ”vurdering” af ejendomme, grunde etc.

Vi kender alle en mand, der herhjemme blev straffet hårdt, fordi han arbejdede med såkaldte fiktive værdier.

Det offentlige gør det straffrit.

Har en driftig mand lavet et A / K, og er han af den gamle skole, der hvert år konsoliderer sit firma til glæde for de ansatte og for efterfølgerne, så mener staten, at han bør straffes på det alvorligste. Lidt efter lidt forhøjes skattekursen til det tidobbelte, og så kræves der 2,2 % i formueskat. Mon det opmuntrer til fortsat konsolidering? Mon de generationer der kommer efter os er lige så tåbelige?

Energiafgifter

Vi ved alle, at olieprisen har været oppe på 38 dollar pr. tønde ,og at den nu er et godt stykke under det halve. Hvem andre end staten har fået glæde heraf? Se på benzinprisen og på prisen på fyringsolier. De har aldrig været så højt oppe som nu til glæde for statskassen og til hård belastning for erhvervslivet. Varerne må bære disse omkostninger, og konkurrenceevnen nedsættes atter.

Miljøafgiften

Industrien og landbrugets forurening har jo affødt rent hysteriske udtalelser og krav. Er det virkeligt rigtigt at belaste disse erhverv med 20 milliarder kroner i omkostninger, og har ”de vise” foretaget konsekvensberegninger?

Diverse

I hvert firma er der en statsafgift på over 6.000 kroner pr. ansat til dækning af førtidspensionering og diverse forsikringer.

Konsekvenserne af disse belastninger

Jeg har allerede påpeget, at den første konsekvens er, at vore varer fordyres og dermed gør os mindre konkurrencedygtige i udlandet. Den anden konsekvens er, at driftige erhvervsfolk – med penge, der kunne være brugt til investeringer – ganske enkelt forlader landet for at undgå skatteplyndringer og de uantagelige arbejdsvilkår herhjemme. Det er ikke de ringeste, der pakker sammen. En enkelt bank hjælper hvert år ca. 2.000 danskere med de praktiske arrangementer i forbindelse med emigreringen.

Hvor skal pengene komme fra

…vil regeringens finansfolk straks spørge?

Herpå er 2 klare svar:

1. For det første vil en anstændig skattepolitik gøre eksporterhvervene mere konkurrencedygtige. Eksporten vil stige og mange flere komme i arbejde.
2. For det andet må de offentlige omkostninger ned. Det kan ikke være rigtigt, at der skal ca. 900.000 offentlige ansatte til at administrere et land med 5,1 million indbyggere.

Et godt forslag

Send 5 virkelig dygtige folk med forstand på administration og økonomi til Schweiz og lad dem blive der, lige til de har opdaget, hvorledes et land skal ledes. Et land hvor det offentlige er en tredjedel af det danske regnet pro capita (pr. hoved, red.). Jeg håber, vor udenrigsminister (Uffe Ellemann-Jensen, red.) læser dette. Han var i TV så klog, at han talte om en kraftig reduktion af de offentlige udgifter. Han brugte for resten de samme argumenter som et progressivt politisk parti i 1972. Inkubationstiden har været lang.

H. Kjær-Hansen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 15 / nr. 15 / 1. maj 1987

Brixtofte går i kamp for Glistrup

Brixtofte går i kamp for Glistrup

Venstremanden Peter Brixtofte, som er inviteret til at skrive i “Fremskridt”, er nu gået i aktivitet for at hjælpe Mogens Glistrup. Brixtofte har stillet spørgsmål til Indenrigsministeren (Henning Rasmussen, A, red.), om det kan være rigtigt, at en person skal udsættes for repressalier, fordi han gør opmærksom på urimelige forhold i lovgivning og administration.

Ja, nu skal vi jo ikke blive alt for glade, for Brixtoftes spørgsmål er foranlediget af den aktivitet læge Jørgen Winther (V) har i gang og som bladet “FARMAKA–INFO” omtales som følger: “Sygesikring 1802 kritik frabedes. Læge Jørgen Winther`s påpegning af, at reglerne for medicintilskud medfører, at patienter kan få udskrevet et dyrt præparat skal betale en beskeden udgift har nu ført til, at sygesikringen i Århus amt har sendt ham en regning på godt 3.300 kr. Beløbet er den merudgift, Winther har påført sygesikringen ved at ordinere Naprosyn fremfor Acetard”.

“FARMAKA-INFO” omtaler sagen mod Jørgen Winther yderligere og slutter med følgende kommentar:

Der findes mange eksempler på, at folk der har udfordret systemet ved provokerende at afsløre dets mangler, er blevet genstand for myndighedernes særdeles udsøgte opmærksomhed for nu ikke at bruge så stærke ord som “forfølgelse” eller “repressalier”. Det mest kendte er vel skattesagen mod Mogens Glistrup.

Vi skal fra Fremskridtspartiets side huske at gøre Brixtofte opmærksom på hans synspunkter, næste gang der i Folketinget skal stemmes ja til, at Glistrup skal beskyttes mod politisk forfølgelse.

Redaktionen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 30/9. årgang/4. september 1981

Der handles mis med retsbevidstheden

Der handles mis med retsbevidstheden

Hvordan vil man dog forlange, at befolkningen fremover skal have blot den mindste antydning af tiltro til og respekt for retssystem og domstol i dette land?

I øjeblikket forsøger man at foregøgle al folket, at det er en fri og uafhængig domsmandsret, uden den allermindste forudindtagethed, der ved Københavns Byret (mis)behandler Glistrup-sagen.

Jo, go´morgen!

En retsformand, byretsdommer Preben Kistrup, udgået fra den herskende klasses rækker, hvis avancementsmuligheder er lig med og afhængig af, hvorledes den dom han til sin tid skal afsige vil be- eller mishage hans foresatte, landets magthavere.

Det er denne mand, der undervejs og ved selve domsforhandlingen skal ret- og vejlede de to civile domsmænd. Hr. Kistrup får det ikke svært. Byretspræsident, Erik Brogers, der allerede på et tidligt tidspunkt erkendte, at sagen er politisk ved at forkynde, at ingen fremskridtsmand eller -kvinde kunne dømme i denne sag, har møjsommeligt håndplukket de to domsmænd: Et SF medlem med nære relationer til partiets rødeste sjak, samt en tro socialdemokrat, der, med håb om en passende erkendtlighed, bekender sig til Anker Jørgensens til-venstre-for-midten-politik.

Læg dertil en anklager, som den karrierejagende, politisk sammenspiste stik-i-rend-dreng, Leo Lemvigh, der håber at kunne gøre sig fortjent til at aspirerer til en justitsministerpost i et – Gud forbyde det – nyt ministerium på niveau – A. Jørgensen.

Objektiv ret? Nej, fyldt med juridiske spidsfindigheder, der oser langt væk af politisk heksejagt.

T. Zinglersen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 18 / 2. årgang  / 5. november 1974

En højt skattet medborger – Carsten Skattenkock

En højt skattet medborger – Carsten Skattenkock

 

Der tales meget om det verdensrekordhøje skatteniveau i Danmark. Indenfor de seneste måneder er nye bilafgifter og en række miljøafgifter blevet føjet til listen over skatteplager, der rammer danskerne. Ekstra Bladet har med sin serie på glimrende vis rettet spotlight mod det danske skattesystem.

 

Nu er det ikke den nemmeste sag i verden at få et overblik over, hvor mange former for skatter man som skatteyder når at få betalt gennem et langt liv. En kort eftersøgning efter forskellige former for skatter og afgifter i dele af Finansloven for 1997 gav en ganske pæn liste. Ud fra listen har jeg skrevet en lille historie om, hvordan en danskers liv kan forme sig – set fra skatteministerens (Carsten Koch, A, red.) synsvinkel:

 

Carsten Skattenkock – den danske borger hvis liv vi nu skal få et kort indblik i – kom til verden, som så mange andre, ved en fødsel på den nu nedlagte fødeafdeling på Skive Sygehus.

 

Vores ven får sig nogle småjobs, mens han går i skole og betaler selvfølgelig bruttoskat af indtægten samt almindelig skat, hvis indtægten går ud over frikortet. Den unge skatteborger fylder 18 og vil investere i et kørekort, og de obligatoriske gebyrer for prøver og kørekort betales.

 

Carsten får sig et rigtigt job, efter endt skolegang og pludselig er verden ikke så simpel længere, nu skal han huske kommuneskat, amtsskat, bundskat, mellemskat, indkomstskat, topskat og efter eget valg kirkeskat. Skulle det lykkedes for Hr. Skattenkoch at spare noget op af den beskattede indkomst, så er der selvfølgelig samme grad af beskatning på renteindtægten samt aktieafgift og realrenteafgift, hvis opsparingen går til investeringer.

 

Nu er det selvfølgelig sjældent, at man allerede – når man lige er startet på arbejdsmarkedet -,  også er i stand til at spare op, pengene bliver oftest brugt til bil, registreringsafgift, vægtafgift, benzinafgift, lovpligtig ansvarsforsikring, afgift af ansvarsforsikring, nummerpladeafgift og afgift af smøreolie.

 

Efter Carsten kunne bruge nogle af sine penge til et hus og resten til stempelafgifter, ejendomsskat og lejeværdi af egen bolig. Carsten vil gerne have nogle møbler i sit hus, men kassen er ved at være tom. Efter en samtale med den flinke bankrådgiver klarer de imidlertid likviditetsproblemer dog med et lån, og Carsten kan så gå ud og købe sine møbler mod selvfølgelig at erlægge moms altså merværdiomsætningsafgift.

 

Nu er huset ved at være ekviperet, Carsten vil gerne holde en indflytningsfest, til det formål bruges penge til øl, afgift af øl, vin, afgift af vin, spiritus, afgift af spiritus, en stor cigar, tobaksafgift, engangsservice (Carsten vil ikke vaske op), afgift af engangsservice, samt selvfølgelig ovenpå det hele moms.

Sådan en fest producerer selvfølgelig en del affald. For at komme af med det lægger Carsten det hele i store sorte plastikposer, der er købt mod at betale prisen og afgift på plastposer. Samme afgift betales selvfølgelig på de plastposer, som Carsten brugte til at bære sine indkøb hjem i. Indkøbene var indpakket i forskellige former for emballage, hvilket sammen med varen og emballageafgiften var med til at skabe den endelige pris og en del affald, som Carsten så må betale afgift af affald, for at komme af med.

Til en god fest hører også musik, det kan være grammofonplader, CD´ere eller bånd, Carsten selv har optaget, da er der blankbåndsafgift, som også gælder videobånd.

Det bliver en lystig fest, der er mange dejlige gæster. En af Carstens venner har en sød kvindelig bekendt med, Hanne. S. Katter. Sådan noget kan jo udvikle sig, og det gør det! Noget senere holdes der bryllup, med hvad dertil hører af vin, afgift af..og moms. Alt koster jo, men der skal selvfølgelig også sørges for en god dessert, så Hanne sørger for at betale is, afgift af konsumis, chokolade, afgift af chokolade m.v. Til denne fest er der også børn til stede, så der indkøbes lidt sodavand, og der betales afgift af mineralvand m.v. og oveni det hele moms.

Carsten får ind i mellem den idé at ofre lidt på at tippe, spille lotto, afgift af tipning, spille på væddeløbsbanen, afgift af spil på væddeløb, spille på kasino, kasinoafgift. En måneds tid før brylluppet havde vores ven, Hr. Skattenkock været heldig og vundet 9.948 i lotto og betalte selvfølgelig afgift af gevinster ved lotterispil m.v.

 

Hanne og Carsten bliver enige om at bruge en del af pengene til en bryllupsrejse. Inden de forlader Danmark, husker de selvfølgelig lige at skaffe sig pas mod at betale det nødvendige gebyr samt at betale passagerafgift i lufthavnen.

 

Tilbage i huset begynder regningerne for el, vand og varme at komme væltende med, hvad dertil hører af betaling af afgift af elektricitet, afgift af ledningsført vand, vandledningsafgift og afgift af visse olieprodukter, samt (indirekte da elværket bruger det som brændsel) afgift af stenkul, brunkul, gas og koks m.v., CO2-afgift og grønne afgifter på el, vand og varme.

Livets hårde realiteter begynder at gå op for Carsten og Hanne. El-pærer og el-sikringer skal udskiftes, altså må nye indkøbes og afgift af glødelamper, samt afgift på el-sikringer betales. For at holde sig vågen så længe om aftenen at det kniber med at vågne om morgenen, drikker Carsten og Hanne en del kaffe og te om aftenen, det samme gøres der om morgenen, for ligesom at vågne i en grad, så de kan komme i gang. Derfor købes der store mængder kaffe og te til huset,  og afgifterne på kaffe og te betales.

 

Tiden går og Carsten og Hanne har et behageligt liv. De tjener begge en god løn, og selv efter at have betalt de mange former for skat på indkomst, så har de penge tilbage til at forbruge således, at de kan betale afgifter af forbruget samt afgifter af forbrugsafgifterne.

 

Der bliver endda råd til at lave en pensionsopsparing, således at der også kan betales realrenteafgift af pensionskapitaler.

Hanne bliver på et tidspunkt noget rastløs omkring sit arbejde og forsørger at starte sin egen lille produktionsvirksomhed, hvilket Carsten selvfølgelig bakker op om. Der bestilles råvarer, og en enkelt medarbejder ansættes til at hjælpe til, hvilket koster bidrag til lønmodtagernes garantifond, bidrag fra arbejdsgivere til arbejdsløshedsforsikring, bidrag til arbejdsmarkedets uddannelsesfond, lønsumsafgift og løn.

 

Råvarerne skal desværre importeres og told betales. Det er lidt et slid at få virksomheden til at fungere, men efterhånden går det bedre, og selskabet omdannes til et aktieselskab først med Hanne som eneaktionær, senere overdrager hun nogle af aktierne til Carsten og betaler afgift ved overdragelse af aktier.

På et tidspunkt begynder selskabet at give overskud og betaler således selskabsskat, der bliver betalt udbytte på aktierne, og Carsten og Hanne betaler aktieindkomstskat.

 

Takket være deres store arbejdsindsats er økonomien efterhånden blevet helt god, og det betyder, at så skal der betales formueskat, alligevel finder Hanne og Carsten penge til at realisere en af deres store drømme – at købe en lille sejlbåd -, der selvfølgelig skal forsikres og afgift af lystfartøjsforsikringer betales.

 

På et tidspunkt vil Carsten og Hanne dele aktierne således, at deres børn får hver deres del og således, at ejerforholdene i virksomheden er helt afklarede, da aktierne gives til børnene betales selvfølgelig gaveafgift.

 

Tiden går, som den nu gør, og også Carsten og Hanne bliver ældre. På et tidspunkt sker der det, at først dør den ene og senere den anden, hvilket i grunden er trist, men alligevel blot et tegn på at naturen går sin gang – ligesom skattevæsenet, der i en sidste henvendelse vedrørende Carsten og Hanne gør arvingerne opmærksomme på, at nu skal de jo huske at betale arveafgift af arven!

 

Og her skal min lille historie ende, og det skal siges, at enhver lighed med nulevende eller afdøde personer er ganske tilfældig og ikke tilsigtet. Skatter og afgifter griber i dag ind i alle dele af danskernes hverdag og tager penge på mange områder med mange begrundelser og ikke mindst på mange måder.

 

I ovenstående lille historie har jeg ikke medtaget problematikken omkring beskatning af de forhold som findes for virksomheder med aktiviteter i udlandet. Jeg har heller ikke medtaget alle de afgifter, der findes på virksomheder med specialproduktioner eller alle de afgifter, der betales fra landbrug og fiskeri.

Uanset at vi altså mangler nogle former for skatter og afgifter, så er det uden for enhver diskussion, at vi har mange former for skatter og afgifter, og at det er meget svært – for ikke at sige umuligt -, at få et overblik over hvornår vi betaler skat eller afgift af hvad. Det er også udenfor enhver diskussion, at det er urimeligt, at borgerne ikke ved, hvornår de betaler skat – og af hvad.

 

Der kan ofte læres meget af, at gå udenfor landets grænser og kigge på den måde problemer håndteres på der. Eksempelvis gør man i USA det, at når der købes ind, så er den pris, der står på prisskiltet det, som butikken vil have for varen, og når man så kommer til kassen, så bliver salgsskatten (hvad der svarer til vores moms) lagt til der – på den måde ved forbrugeren, hvor meget staten skraber til sig.

 

Men den slags åbenhed er den danske regering (A og B) og det danske Folketingsflertal vel ikke interesseret i?

 

Kim Behnke

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 3 / 25. årgang / marts 1997

Grundloven og samvittighedsfangen

Grundloven og samvittighedsfangen

 

“… der er for alvor grund til at betragte Glistrup som en politisk fange, frataget de grundlæggende borgerrettigheder…

Her kan man høre radiointerviews med Mogens Glistrup

 

Det varer snart ikke længe, før udenlandske borgerrettighedsforkæmpere begynder at bagvaske Danmark, som et land med en ledende oppositionspolitiker som samvittighedsfange”.

 

Sådan skrev Ekstra Bladet, som vist ingen vil beskylde for at nære særlig hjertelige følelser for hverken Glistrup eller Fremskridtspartiet, forleden i en leder. Baggrunden er den konservative justitsminister Ninn-Hansens svinestreg med at fratage Fremskridtspartiets leder og EF-spidskandidat, Mogens Glistrup, hans ytringsfrihed og nægte ham, imod alle regler, at anvende opsparet frihed fra Horserød (fængsel, red.) til at deltage i valgkampen.

 

Det er nok på sin plads endnu en gang at understrege, at det ikke er positiv særbehandling Glistrup og Fremskridtspartiet kræver. Kun fair play. Kun at Glistrup i lighed med alle andre indsatte, uden indskrænkninger og specielt opfundet kontrolforanstaltninger, kan anvende opsparede udgangsdage og -timer til det, der har hans interesse.

 

Men Schlüter (C),og hans justitsminister giver ikke Glistrup fair play. Tværtimod er der tale om negativ særbehandling i et omfang, som formentlig er uden sidestykke i den nyere politiske historie.

 

Danmark har fået sin samvittighedsfange.

 

Magthaverne ønsker Glistrup jordet, tværet ud, tilintetgjort menneskeligt, økonomisk, politisk, gjort tavs og – håbes det – glemt.

 

Sådan vild et ikke gå. Dertil er først og fremmest Glistrup selv, men også hans idéer, hans politik og hans frihedsbudskab for stærkt. Og efter befrielsen står en reduceret, men tilsvarende forstærket og beslutsom Fremskridtsbevægelse bag ham. Parat til at genoptage og til sejr gennemføre kampen for det, der er selve kernen i Fremskridtsbudskabet: Fuldstændiggørelse af den personlige frihed.

Det er værd at erindre sig her i dagene op til grundlovsfødselsdagen.

T. Zinglersen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 21 / 12. årgang / 1. juni 1984

Glistrup nægtet taleret – frihed til narkogangster

Glistrup nægtet taleret – frihed til narkogangster

 

Ny bommert af kriminalforsorgen understreger grovheden i justitsministerens negative særbehandling af Glistrup.

“Deltagelse i offentlige valgmøder er ikke formålstjenesteligt med henblik på Mogens Glistrups behandling herunder forberedelse af hans løsladelse”.

Her kan man høre radiointerviews med Mogens Glistrup

 

Sådan lød den konservative justitsminister Erik Ninn-Hansens naragtige og til lejligheden aldeles frit opfundne argumentation, da der i de justitsministerielle kontorer i en fart skulle hittes på en undskyldning for de grove overgreb på Fremskridtspartiets politiske leders ytringsfrihed og demokratiske rettigheder. De overgreb, der forhindrede partiets spidskandidat i at benytte surt sammensparede udgange fra fængslet i Horserød til deltagelse i EF-valgkampen.

(Se også FREMSKRIDT nr. 21.)

 

Nye beviser

At Ninn-Hansens aktion alene har haft til formål at stække handlekraften og lukke kæften på en besværlig politisk modstander, skal man enten være stok konservativ eller hedde Jakobsen for at benægte.

 

Og nu foreligger nye beviser for, hvor fjernt fra kriminalforsorgens gældende regler og daglige praksis justitsministerens argumentation i Glistrups sag befinder sig.

 

Frihed på rekordtid

Med Interpol som aktiv deltager støver dansk politi i øjeblikket rundt efter en farlig og berygtet narkoforbryder. Den 48-årige tyrk Serafet Oztürk.

 

Ikke fordi politiet ikke har haft ham fanget og fået ham dømt. Men fordi sagsbehandlerne i det – under justitsministeriet hørende – Direktoratet for Kriminalforsorg åbenbart anså det som “formålstjenligt med henblik på Oztürks behandling herunder forberedelse af hans løsladelse” kort tid efter en alvorlig dom at lade ham slippe ud.

 

Egen bil og kostbare stene

Historien er kort fortalt denne: I marts 1980 arresteres Serafat Oztürk som bagmand for et større heroinkup. 3,75 kg. farlig heroin til en værdi af omkring tyve millioner kroner skulle indsmugles til salg i Danmark. Den 19. maj 1981 idømmer et nævningeting ved Østre Landsret Oztürk otte års fængsel. Afsoning i Vridsløselille.

 

I statsfængslet får han kontakt med en vekselerer, der er dømt seks års fængsel for svindel til 11 mil. kr. Sammen arbejder de på at blive overflyttet til det åbne Horserød. Det lykkes på noget, der må betegnes som rekordtid, og snart anses tyrken for så resocialiseret, at han bevilges daglig udgang, så han kan passe “job” i København.

 

To år efter en dom på otte års indespærring for alvorlig narkokriminalitet kører Oztürk rundt i hovedstaden i en ny flot bil i 150.000 kroners-klassen og afsløres ved en given lejlighed i besiddelse af en samling kostbare ædelstene. Alligevel får han fortsat lov til hver morgen at forlade Horserød, blot han om aftenen triller retur nordpå for at nyde middagen og nattesøvnen i statspensionen.

 

Ingen – hverken ledelsen i Horserød eller skrivebordspaverne i kriminalforsorgen – har øjensynligt vist interesse for, hvad Oztürk foretog sig på sine daglige udgange.

 

Alle har vel haft for travlt med at hetze imod og opfinde specielle regler for Glistrups fåtallige fridage.

 

Fuglen fløjet

For nylig fik imidlertid politiet fornyet mistanke til den driftige bilkørende strafafsoner og heroinforbryder. Han blev hentet til afhøring for at forklare om sin gøren og laden.

 

Dagen efter var fuglen fløjet.

 

Formentlig stukket af til Tyrkiet. Efterladende sig kone og børn i Danmark som de danske skatteydere nu kan forsørge.

 

Et par spørgsmål

Med chefen for Københavns narkotikapoliti – politiadvokat Volmer Nissen – kan man spørge:

Jeg ved ikke, hvordan man tænker i kriminalforsorgen, men det roterer modsat i mit hoved. Jeg fatter ikke tilfældet Oztürk. Hvorfor skulle han så hurtigt i åben anstalt?. (B.T. 19/5)

 

Og nok et spørgsmål:

 

Hvad er det – set i lyset af Oztürk-sagen og flere lignende forhold -, der gør det “ikke formålstjenesteligt med henblik på behandling herunder forberedelse til løsladelse, “hvis politikeren Mogens Glistrup anvender en mindre del af en lovlig tildelt udgang til deltagelse i et politisk møde?”.

 

De kender svaret: Den mand er farlig!

 

T. Zinglersen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 23 / 12. årgang / 15. juni 1984 

Sy(g)stemet fører over 40 år gamle skattesager mod Glistrup

Sy(g)stemet fører over 40 år gamle skattesager mod Glistrup

 

Hvis du tror, Glistrups skattesager blev afgjort i 1983 så tro om igen!

 

Nu hvor han igen er blevet leder af Fremskridtspartiet, prøver de igen at beslaglægge hans arbejdskraft.

 

I korte træk er sagen forløbet således: Glistrup var selvstændig advokat fra 1956. Hans selvangivelser blev indgående gransket både af det lokale skattevæsen i Lyngby og af Ligningsdirektoratet.

 

Altid godkendt

Hver gang blev de godkendt, og da finansministeren (Poul Møller, C, red.) efter den berømte Focus-udsendelse i januar 1971 beordrede skattesagen startet, stod både Lyngbys borgmester, Fenneberg, og ligningsdirektør, Hove, offentligt frem og erklærede, at de havde kigget det meget nøje igennem hvert år, og Glistrups metoder var fuldt legale.

 

Der er på intet tidspunkt fundet noget ved efterforskningen, som ikke allerede var lagt åbent frem for skattevæsenet. Det gav systemet et problem! Svig er jo noget, man gør skjult, og hvordan kan man dømme en mand for skattesvig, når han hele tiden har lagt alle kortene på bordet?

 

Systemet svindlede

Systemet måtte selv begå svindel for at nå sit mål, så man allierede sig med en ekspert på området. Revisor Lundgaard Andersen fik til opgave at finde noget at dømme Glistrup på. Da der ikke fandtes ulovligheder, opfandt han den såkaldte fiktionsteori, der går ud på, at når fakta viste, at Glistrups selvangivelser er i orden, måtte staten simpelthen benægte fakta.

 

Sagen kørte frem til 1983, hvor Højesteret idømte Glistrup 3 års fængsel.

 

17 fiktive sommerhuse

Dommen byggede på, at en del af Glistrups aktieselskaber blev erklæret fiktive og uden reelt indhold. Det har senere vist sig upraktisk, fordi mange af selskaberne ejede fast ejendom. F.eks. har Glistrup 17 sommerhuse ved Skagen, som Højesteret har erklæret fiktive. Lene (Glistrups kone, red.) siger, de ikke er fiktive, når hun skal vaske gulve.

 

Systemets mand begik selvmord!

Lundgaard Andersen begik senere selvmord, da det blev afsløret, at han som hovedrevisor for Nordisk Fjer havde begået omfattende bedrageri og svindel.

 

Det var kun ca. 4 promille af Glistrups dispositioner, der var plukket ud til anklageskriftet, og selv her blev han frifundet for en stor del. Det siger sig selv, at frifindelsesprocenten ville være betydeligt højere i de 96,6 %, der ikke var medtaget i anklageskriftet. Alligevel har skattevæsenet siden krævet Glistrups slutopgørelser ændret til det bedrageren, Lundgaard Andersen er kommet frem til, selvom anklageren kun har fundet 4 promille af det værd at efterprøve og heraf kun har fået delvist medhold i straffesagen.

 

Alle Glistrups årsopgørelser siden 1956 er stadig uafklarede, og det kære væsen har bl.a. haft store problemer med at tackle lejeindtægter fra sommerhuse, der er erklæret fiktive ved højesteretsdom.

 

Særligt kontor til Glistrup-sagen

Der har siden starten i 1971 været et kontor udelukkende til behandling af Glistrup-sagen, hvor fastlønnede skatteeksperter har kunnet køre på Glistrup med det hovedformål at beslaglægge hans tid.

 

Overfor dette magtapparat må Glistrup selv forsvare sig og samtidig spille med blind makker. Der er nu et syvcifret antal sider i sagen, og når dele af den behandles, får han ikke at vide hvilke sider, der skal diskuteres.

 

Af de 45 år (1956 – 2000) er det eneste, der er kommet frem til domstolene året 1972. Den sag behandles i første instans ved Østre Landsret, som stadig har den under forberedelse.

 

“Blødersagen” (Britta Schall Holberg, V, red.) blev i sin tid kritiseret af menneskerettighedsdomstolen fordi den tog 5 år.

Hvad mon de vil sige til en sag fra 1956?

H.  Søndergård

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1-2  / 29. årgang / januar-februar 2001

Vi anklager

Vi anklager

Inden kommunalvalget i november vil der være afsagt dom i ”Glistrup-sagen”.

Hvorvidt dommen vil blive appelleret af Mogens Glistrup eller af anklagemyndighederne er naturligvis endnu uvist.

Sigtelsen mod Mogens Glistrup for bedrageri er i al stilfærdighed frafaldet. Den tavshed som pressen har udvist om denne kendsgerning står i skrigende modstrid til den opsigt, bedragerisigtelsen i sin tid gjorde. En sigtelse som medførte en pressekampagne af et uhørt hadsk og voldsomt omfang.

Her kan man høre radiointerviews med Mogens Glistrup

Ingen anden dansk skatteborger har fået sine selvangivelser så grundigt gennemgået som Mogens Glistrup med det resultat, at der ikke har kunnet sættes en finger på nogen unøjagtighed. Alt har været korrekt bogført og opgivet i overensstemmelse med bilagene.

Mogens Glistrups virksomhed talte – da den var størst – ca. tyve tusinde klienter. Mogens Glistrup ville formentlig havde kunne fortsætte uanfægtet, hvis der havde været tyve klienter – og ikke tyve tusinde. Navnlig hvis en kontorchef i kirkeministeriet, en borgmester fra Jylland, en enkelt socialdemokratisk folketingsmand samt en halv snes agtværdige og velhavende forretningsmænd havde været med. Men tyve tusinde klienter betød, at enten måtte Folketinget acceptere, at indkomstskattesystemet var forældet eller også måtte Mogens Glistrup dømmes. Hvis Glistrup havde ret i, at der blev betalt skat efter evne til at udfylde selvangivelsen – og ikke efter evne til at tjene penge –, måtte den danske stats økonomi ændres.

Udviklingen i 70`erne har i stadigt stigende grad givet Mogens Glistrup ret. Indkomstskatten er ikke retfærdig og virker mere og mere ødelæggende for tillidsforholdet mellem Folketinget og befolkning.

Hul efter hul i lovgivningen er blevet opdaget. Ændring efter ændring er blevet føjet til et i forvejen uoverskueligt skattesystem. Samfundet er gået mere og mere i opløsning.

Til trods herfor ser det ud som om, landsretten vil dømme Glistrup og dermed hans klienter for, at de indgåede kontrakter er ”fiktive” og dermed ikke retsgyldige. Dermed vil Danmarks borgere være stillet over for den kendsgerning, at selv om selvangivelserne i en lang årrække er blevet anerkendt af skattemyndighederne, vil en domstol til enhver tid kunne rejse sigtelse mod skatteyderne for at indgåede aftaler, der kun er foretaget af skattemæssige årsager og derfor ikke er gyldige. Ingen vil kunne føle sig sikker, med mindre de tilhører den herskende klasse.

Vi anklager samtlige øvrige danske partier for at fastholde et umuligt og bunduretfærdigt indkomstskattesystem, som straffer arbejdsomme, flittige og hæderlige arbejdere, småerhvervsdrivende, ekspeditricer, kontorfunktionærer, landmænd, chauffører – kort sagt de mennesker, som udgør rygraden i det danske samfund, medens smarte pengemænd flyder ovenpå.

Vi anklager Danmarks øvrige partier for at holde hånden over et system, som med største brutalitet opkræver den sidste øre i indkomstskat hos almindelige mennesker, medens Folketinget smider skattekronerne ud til pjank og pjat.

Vi anklager Folketingets øvrige partier for at lade det danske samfund gå under i uretfærdighed og korruption.

Vi har rejst disse anklager fra partiets start, og intet – ej heller en eventuel dom over Mogens Glistrup – skal få os til at bøje ryg.

Vi lader os ikke kujonere.

Leder

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 28 / årgang 9 / 21. august 1981

Mon vælgerne vidste, at det kun gjaldt prominente socialdemokrater?

Mon vælgerne vidste, at det kun gjaldt prominente socialdemokrater?

 

I år – som i de tidligere år – er der ca. 700.000 forkert udfyldte selvangivelser. Efter bedste rouletteprincip udtrækkes de mennesker, der skal igennem knusemaskinen. De eneste der slipper, – hvis de er så uheldige at blive udtrukket -, er troende socialdemokrater.

 

Vi har set – hvorledes den fhv. justitsminister, fhv. skatteminister og nuværende fiskeriminister Karl Hjortnæs (A) – kunne få henlagt sin forkert udfyldte selvangivelse fordi den offentlige anklager, – der er udnævnt af den fhv. justitsminister – skønnede, at et telefonisk forbehold overfor en skatteinspektør var tilstrækkeligt til, at anklagen for grov uagtsomhed ikke kunne holde.

 

Skatteinspektøren kunne ikke huske telefonsamtalen, og han havde ikke noteret det påstående forbehold. Alle andre skatteydere havde selvfølgelig fået deres sag for retten, men den kendte socialdemokrat slap for knusemaskinen.

Formanden for skatte- og afgiftsudvalget – socialdemokraten Bernhard Tastesen – demonstrede for åben Tv-skærm, at han i de sidste 10 år uberettiget havde fratrukket ca. 1.500 kr. om året. Det var sådan et dejligt rundt beløb uden dokumentation, som skattevæsenet i Kolding havde godkendt. TVs statsautoriserede revisor kendte ikke den regel, Tastesen brugte til at fratrække små runde beløb.

 

Skatteministeren mente, det var en bagatelagtig sag, og at ligningsmyndighederne i Kolding havde optrådt fornuftigt. Man må håbe, at ligningsmyndighederne overalt i landet vil optræde fornuftigt og tillade skatteyderne at trække små runde beløb på ca. 1.500 kr. fra indkomsten, selv om der ingen regler er om fradrag findes.

 

I øvrigt havde skatteministeren et afslappet forhold til skattepligtige indkomster, når det drejer sig om indkomster til socialdemokrater.

 

På følgende spørgsmål: “Hvorledes beregner skattevæsenet det indkomstbidrag, kandidater til amts-, kommunal- og folketingsvalg modtager i form af personlige valgannoncer fra skattebegunstigede organisationer og blade, og hvor stort er det skønnede samlede skattepligtige beløb?”, svarer skatteministeren: “Statsskattedirektoratet har i anledning af spørgsmålet oplyst, at kandidater til amts-, kommunal- og folketingsvalg efter praksis ikke beskattes af et beløb svarende til de udgifter, som af andre er afholdt til personlige valgannoncer.

 

Jeg kan tilslutte mig den nævnte ligningsmæssige praksis idet jeg vil tilføje, at støtte ydet i form af valgannoncering jo ydes som støtte til den pågældende kandidats synspunkter og politiske arbejde og ikke som støtte til personen som sådan”.

 

Svaret viser, at skatteministerens holdning til demokratiet er helt afhængig af, hvad der gavner Socialdemokratiet og dets folketingskandidater. Der anvendes millioner af tvangsudskrevne kroner til at finansiere de socialdemokratiske valgkampe. Der annonceres i statsstøttede blade, der betales med skattefri kroner til gavn for den enkelte kandidat.

 

Hvis skatteministeren ikke havde disse skattefri penge til sin rådighed, er det temmelig sikkert, at hverken han eller mange af hans partifæller havde været valgt til Folketinget/amt/kommune.

 

Store personportrætter – som valgannoncer viser -, at skatteministerens argumentation er falsk. Andre kandidater – der ikke kan få skattefri indtægter -, må føre valgkamp for indkomstbeskattede midler.

 

Demokratiet i Danmark er et skindemokrati.

 

Der er en vidunderlig bemærkning i svaret, at Statsskattedirektoratet har oplyst, at det er praksis, at socialdemokrater ikke skal betale skat, og denne ligningsmæssige praksis tilslutter skatteministeren sig.

 

Magt korrumperer, og vi har set, hvad skattefri gaver fører til i f.eks. Aalborg (Borgmester Marius Andersen, A, red.). Og der er tale om millionbeløb, som socialdemokrater har modtaget fra skattefri organisationer og blade. Her er der ikke tale om dobbeltbeskatning, men om dobbeltskattefrihed. Til gengæld har Danmark mistet sin frihed.

 

Ole Maisted

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 8 /10. årgang / 26. februar 1982