Arkiv

Posts Tagged ‘Socialdemokratiets skatte- og afgiftspolitik’

Socialdemokratisk plan giver øget skattetryk

27. august 2012 Skriv en kommentar

Socialdemokratisk plan giver øget skattetryk 

Grundlag

Socialdemokratiet har fundet ud af, at Danmark – der er socialdemokratiets ejendom – har brug for fuld beskæftigelse i 90´erne.

Ved bevidst at forveksle aktivitet og beskæftigelse med hinanden, har socialdemokratiet på bedste planøkonomiske vis befalet armsving og dybe knæbøjninger til enhver.

Når vi rokker med hovedet og danser Thaidans, er der fuld beskæftigelse i Danmark! Så enkel er den socialdemokratiske tankegang. Desværre koster den socialdemokratiske underholdning mange penge. Penge, der skal hentes hos de virksomheder, der skaber beskæftigelse og ikke blot aktivitet. Men også penge fra de ansatte i virksomhederne.

Øget beskatning og øget offentlig aktivitet er den socialdemokratiske plans “bidrag” til fuld beskæftigelse!

Planen

…tager udgangspunkt i den vrangforestilling, at “der kun er én måde at gribe chancen på”! Dermed er der fra den socialdemokratiske minaret udgået befaling om at forkaste ethvert alternativ til øget beskatning og øget offentlig aktivitet. Der er ikke tale om en “ensrettet” beslutningsproces, men alene om et “nødvendigt” valg af “den eneste mulighed”: A-koncernens befaling“! Amen!

Indhold

Efter mange års bevidst ødelæggelse af det danske samfund og dets eksistensgrundlag, mener hovedskurken i og hovedinspiratoren til denne ødelæggelse, at tiden nu er inde til yderligere indsats under følgende “overskrifter”:

Mål

  • Fra sommeren ´90: 8.000 ekstra praktikpladser.
  • 12.000 nye ordinære studiepladser ved de videregående uddannelser inden 1994.
  • Alle unge skal have uddannelses- eller arbejdsgaranti indtil 25-års-alderen.
  • Ordningen skal være gennemført senest ved udgangen af 1993.
  • 200.000 flere pr. år, end i dag, skal i midten af 90´erne på efteruddannelse.
  • Inden udgangen af 1995 skal der derfor etableres yderligere 50.000 årselevpladser indenfor efteruddannelsesområdet. Uddannelses-emnerne skal spænde fra almindelig opdragelse til fagligt stof.
  • Den enkelte lønmodtager skal have adgang til uddannelses-dagpenge fra A-kasse.
  • Kommunerne skal have mulighed for at deltage i selskabsdannelser med bl.a. skatteyderbetalt “ansvarlig kapital”.

Pris

Offentlige merudgifter pr. år skønsvist opgjort til ca. 5.000.000.000 kr. i 1995.

Hensigten

… er i virkeligheden indførelse af “borgerløn” til mindst alle mellem 16 og 25 år!

Resultatet vil blive en “fin” tilværelse som ung – i hvert fald til det 25. år! – Derefter vil man “hakke” i det resten af livet!

Z-syn

Det er naturligvis et positivt træk, at socialdemokratiet ønsker fuld beskæftigelse i 90´erne.

Det burde have været forberedt allerede i 60´erne… men en årlig merbelastning af erhvervslivet og dets ansatte på mindst 5.000.000.000 kr., kan ikke give ønsket om fuld beskæftigelse reelt indhold, med mindre uddannelsers art, omgang, form og indhold modsvarer erhvervslivets faktiske behov!

Derfor skal uddannelsers og ansættelsers omfang bestemmes af erhvervslivets vilkår / behov.

Derfor skal erhvervslivets vilkår forbedres med den ønskede og for landets befolkning nødvendige ekspansion som følge.

Derfor skal den offentlige sektor nedskæres og de frigjorte ressourcer komme befolkningen og dermed erhvervslivet til gode.

Derfor skal efteruddannelsers omfang og indhold bestemmes ud fra behov for omskoling fra offentlig til privat ansættelse – og fra bureaukratisk til frigjort brug af vore dages højteknologi og dennes muligheder.

Derfor skal de videregående uddannelsers omfang og indhold “trimmes” gennem omlægninger og anden tilpasning – i stedet for at vokse vildt og målløst på socialistisk vis.

Derfor skal videnskabeligt forskningsarbejde i langt højere grad udføres som kontraktforskning.

Målet må være, at de enkelte erhvervsbrancher selv tilrettelægger, planlægger og financierer den nødvendige uddannelse uden indblanding fra den fordyrende offentlige sektor!

Kun derved opnås mulighed for varige bidrag til fuld beskæftigelse. Gennem en afbalanceret, erhvervsbestemt uddannelsesaktivitet!

Socialdemokratiets plan “Alle igang” bør rettelig hedde “Gang i alle”. Den plan kan ikke bidrage til varig fuld beskæftigelse, men kun til varig gældsætning gennem en øget offentlig styret arm- og bensvingende nikkedukkebefolkning.

Det er der ikke brug for.

Derfor må socialdemokratiets seneste mirakelplan omgående afsløres og afvises.

J. Herkild

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 9 / 18. årgang / oktober 1990

Hvorfor holder Socialdemokratiet fast ved en politik, der er så åbenlys forkert?

21. august 2012 97 kommentarer

Hvorfor holder Socialdemokratiet fast ved en politik, der er så åbenlys forkert? 

Jeg tænker her på Socialdemokratiets politik m.h.t. den voldsomt store offentlige sektor, der har medført en forskel mellem udgifter og indtægter i milliardklassen.

Statsgælden kommer op på ca. 400 mia. kr. i 1983 som et resultat af mange års forsyndelser. Tallet sættes i relief, når man kan konstatere, at de personlige indkomster i 1983 forventes at udgøre 390,7 mia. kr., og de samlede skatter og afgifter vil beløbe sig til 234,3 mia. kr.

Hvis man havde ønsket, at der skulle være balance mellem statens indtægter og udgifter, skulle der have været opkrævet skatter og afgifter for yderligere ca. 400 mia. kr.

Man trykker statspapirer

Det turde Socialdemokratiet ikke. I stedet valgte man at trykke statspapirer, der kunne sælges – skulle man tro – til Socialdemokratiets politiske modstandere, nemlig kuponklipperne. For at dække underskuddet ind, måtte Socialdemokratiet give kuponklipningen imellem 10 til 20 mia. kr. i skattefri gevinster forlods, for at nogle overhovedet ville købe statspapirerne. Dernæst måtte Socialdemokratiet give kuponklipperne ca. 40 mia. kr. i renteindtægter. Altså en stensikker indkomst af passive investeringer der ikke har medvirket til nye produktive arbejdspladser.

Hvem skal nu betale denne statsgæld, kursgevinster og renteindkomster til kuponklipperne? Det skal de lønmodtagere, der ikke har mere i indkomst, end til at betale skatter, husleje og andre fornødenheder. Fremskridtspartiet finder, det er en ejendommelig fordelingspolitik, Socialdemokratiet fører. Dette parti tager fra de fattige og giver til de rige (kuponklipperne).

Det er ikke os, der er asociale

Når Socialdemokratiet skælder Fremskridtspartiet ud for at være asocialt, så kan Fremskridtspartiet melde hus forbi. I stedet for at skabe balance på de offentlige budgetter har Socialdemokratiet ved sin asociale politik yderligere skabt over 300.000 arbejdsløse i den private sektor. Det kan man da kalde fiasko på alle fronter.

Socialdemokratiet har haft travlt med at forsvare kuponklippernes, de finkulturelles, de højtlønnede offentligt ansattes interesser, frem for almindelige lønmodtageres interesser. Oven i alle de andre ulykker Socialdemokratiet har påført de mindre indkomster her i landet, har Socialdemokratiet forbitret bekæmpet Fremskridtspartiets idé med at hæve den skattefri bundgrænse. Socialdemokratiet vil kun være med til at forbedre statens budget ved at opkræve nye skatter og afgifter.

De lave indkomster skal ud af skattesystemet

Uanset hvordan man vender og drejer skattelovene, så må det være indlysende, at det er en fordel for de laveste indkomster, at de bliver løftet ud af skattesystemet. At hæve den skattefri bundgrænse er et udtryk for, at de laveste indkomster ikke kan bære skattebyrden.

Hvordan Socialdemokratiet kan få en sådan skattepolitik til at være asocial, kan kun være et udtryk for, at Socialdemokratiet har mistet enhver tillid til, at indkomstskatten er anvendelig til noget som helst.

Hvis det skulle være tilfældet, så støt Fremskridtspartiet i, at vi får afskaffet et asocialt skattesystem.

Ole Maisted

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 38 / 11. årgang / 28. oktober 1983 

Kategorier:Økonomi, Den offentlige sektor, Offentligt ansatte, Skat og afgifter, Socialdemokratiet Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Ulykkestoften

12. februar 2009 17 kommentarer

Ulykkestoften

For et par måneder siden gik en prås op for Hans Excellence Statsministeren (Poul Schlüter, C, red.): “Vort indkomstskattesystem er pilråddent“.

Denne mageløse opdagelse har efterplaprerne siden gentaget igen og igen.

Men Schlüter har nu præsteret det hartad umulige: At gøre et pilråddent skattesystem endnu mere pilråddent.

Bevares, også på skatteområdet har Optimist-Poul det som den nok som bekendte Admiral: Andres tanker er ham mere end nok.

Og hans faste tænketank i skattespørgsmål hedder Kong Mogens (Mogens Lykketoft, A, red.). Ulykkeligvis med Lykketoft som efternavn. Han fulgte Schlüter blindt, da det gjaldt at plyndre selvpensionisterne med realrenteskatten. Selskabsskatteforhøjelsen og den lede tvangsopsparing groede også i Lykketofts ukrudts-urtegård. Og nu gjorde Schlüter så alle dårlige gange tre ved mindre end tre måneder efter den seneste kæmpefadæse råt at sluge den daværende socialdemokratiske regerings skattereformoplæg fra maj 1982.

Hovedstrategiener den gammelkendte: Folketinget jævner befolkningens fradragschancer med jorden. Når skatteborgeren først en gang for alle har mistet sit forsvarsværk, vil presset på de offentlige udgifter med uomgængelig sikkerhed hurtigt udløse, at skattedoseringen igen når op i de alt for velkendte galskabshøjder. Men nu udskrives de høje procenter vel at mærke på en større indkomstsum, så slutresultatet bliver langt større skatteplyndring.

Når de gammelparti-ræve taler for de gæs, fortier de, at dette er deres hovedformål.

Kuponklippere skal slippe billigere end dem, der går på arbejde. Fremtidig beskattes arbejdsindkomst med 48,5 % op til 106.000, så 50 % til 130.000, 56 % til 200.000 og 68 % derudover, mens kapitalafkastprocenten indtil videre “kun” bliver 50. Fordi man siger, at det skal betale sig at spare op. Men opsparing – udskudt forbrug – er ikke livets lyst. Den økonomiske side af tilværelsen trives ved øget produktion. Og det kræver et lavere skattetryk.

Derfor måles en skattereforms fortræffelighed først og fremmest i, hvor meget den nedsætter skatten. Lykketoft er just ikke skattenedsætter. Og derfor er firkløverregeringen (V, C, CD og KrF, red.) det heller ikke.

“Argumentet” mod skattenedsættelser er det puritanske: Det vil da være forfærdeligt at øge folks forbrug. Nej og atter nej. Det er da kun pragtfuldt, hvis det sker. Orden i økonomien – den ønskede forbrugsbegrænsning – skal opnås ved, at det offentlige nedsætter sit overforbrugs-vanvid. Men det behager ikke socialdemokratteknokrat-herskerklassen. Og derfor behager det heller ikke den firkløverregering, som har vist sig ikke at være noget skift fra socialdemokratstyret – blot et socialdemokratisk alternativ.

Efter den sorte 19. juni-forligsdag kan man med endnu større styrke end tilforn fastslå, at Danmark har brug for et stærkt Fremskridtsparti. Måske kommer vi et spadestik dybere end at tale om en Lykketoftsreform ved at kalde det en V. A. Jakobsen/Uffe Thorndahl-reform. Havde de ikke ved deres partisplitning gjort Fremskridtspartiet midlertidigt svagt, var katastrofen aldrig indtruffet. Da Fremskridtspartiet var rigtig stærkt – 1974 og følgende år – faldt indkomstskattetrykket. Da vi svækkedes kunne vi holde skattetrykket uændret. Da Schlüteristispesten hærgede os, begyndte skattetrykket at stige. Og nu da vi for en tid ligger på sottesengen, kommer så denne ulykkelige skattereform.

Men 19. juni-udspillet er ikke endnu blevet lov i Danmark. En hurtig vækst af Z-partiet vil forskrække de andre – som vi forskrækkede dem uden at have flertal for 10-12 år siden. Dengang fik vi bragt dem over mod dydens smalle vej. Det kan vi nå igen.

Der er i al fald ikke nogen som helst anden redningsmulighed end at aktionere stærkt for at genskabe ånden fra 1973. Der er alt at tabe og intet at vinde ved at støtte et af forligspartierne. Der er alt at vinde og intet at tabe ved at storme over til Holger Danskes Fremskridts Parti.

Men tro ikke enfoldigt,at dette befolkningens eneste selvforsvar kommer af sig selv. Hvert eneste Z-menneske må gøre en målbevidst, arbejdsom, selvopofrende og disciplineret indsats.

Den sædvanlige underlødige gammelparti-snedighed udfolder sig bl.a. i, at 19. juni-papiret bevirker, at staten fra 1. januar 1987 vil pumpe kæmpemilliardbeløb ud i dagligdagsomsætningen. Under etiketten børnetilskud. Den øjeblikkelige virkning heraf bliver, at folk tror, at nu har gammelpartierne gjort det godt for dem, mens de ikke tilstrækkeligt erkender, at de selv kommer til senere mangefold at betale regningen.

Efteråret 1987 er af stemmekøbsfidusmageren Poul Schlüter gentagne gange udpeget som næste valgtermin.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 25 / 13. årgang / 28. juni 1985

En højt skattet medborger – Carsten Skattenkock

20. oktober 2008 185 kommentarer

En højt skattet medborger – Carsten Skattenkock

 

Der tales meget om det verdensrekordhøje skatteniveau i Danmark. Indenfor de seneste måneder er nye bilafgifter og en række miljøafgifter blevet føjet til listen over skatteplager, der rammer danskerne. Ekstra Bladet har med sin serie på glimrende vis rettet spotlight mod det danske skattesystem.

 

Nu er det ikke den nemmeste sag i verden at få et overblik over, hvor mange former for skatter man som skatteyder når at få betalt gennem et langt liv. En kort eftersøgning efter forskellige former for skatter og afgifter i dele af Finansloven for 1997 gav en ganske pæn liste. Ud fra listen har jeg skrevet en lille historie om, hvordan en danskers liv kan forme sig – set fra skatteministerens (Carsten Koch, A, red.) synsvinkel:

 

Carsten Skattenkock – den danske borger hvis liv vi nu skal få et kort indblik i – kom til verden, som så mange andre, ved en fødsel på den nu nedlagte fødeafdeling på Skive Sygehus.

 

Vores ven får sig nogle småjobs, mens han går i skole og betaler selvfølgelig bruttoskat af indtægten samt almindelig skat, hvis indtægten går ud over frikortet. Den unge skatteborger fylder 18 og vil investere i et kørekort, og de obligatoriske gebyrer for prøver og kørekort betales.

 

Carsten får sig et rigtigt job, efter endt skolegang og pludselig er verden ikke så simpel længere, nu skal han huske kommuneskat, amtsskat, bundskat, mellemskat, indkomstskat, topskat og efter eget valg kirkeskat. Skulle det lykkedes for Hr. Skattenkoch at spare noget op af den beskattede indkomst, så er der selvfølgelig samme grad af beskatning på renteindtægten samt aktieafgift og realrenteafgift, hvis opsparingen går til investeringer.

 

Nu er det selvfølgelig sjældent, at man allerede – når man lige er startet på arbejdsmarkedet -,  også er i stand til at spare op, pengene bliver oftest brugt til bil, registreringsafgift, vægtafgift, benzinafgift, lovpligtig ansvarsforsikring, afgift af ansvarsforsikring, nummerpladeafgift og afgift af smøreolie.

 

Efter Carsten kunne bruge nogle af sine penge til et hus og resten til stempelafgifter, ejendomsskat og lejeværdi af egen bolig. Carsten vil gerne have nogle møbler i sit hus, men kassen er ved at være tom. Efter en samtale med den flinke bankrådgiver klarer de imidlertid likviditetsproblemer dog med et lån, og Carsten kan så gå ud og købe sine møbler mod selvfølgelig at erlægge moms altså merværdiomsætningsafgift.

 

Nu er huset ved at være ekviperet, Carsten vil gerne holde en indflytningsfest, til det formål bruges penge til øl, afgift af øl, vin, afgift af vin, spiritus, afgift af spiritus, en stor cigar, tobaksafgift, engangsservice (Carsten vil ikke vaske op), afgift af engangsservice, samt selvfølgelig ovenpå det hele moms.

Sådan en fest producerer selvfølgelig en del affald. For at komme af med det lægger Carsten det hele i store sorte plastikposer, der er købt mod at betale prisen og afgift på plastposer. Samme afgift betales selvfølgelig på de plastposer, som Carsten brugte til at bære sine indkøb hjem i. Indkøbene var indpakket i forskellige former for emballage, hvilket sammen med varen og emballageafgiften var med til at skabe den endelige pris og en del affald, som Carsten så må betale afgift af affald, for at komme af med.

Til en god fest hører også musik, det kan være grammofonplader, CD´ere eller bånd, Carsten selv har optaget, da er der blankbåndsafgift, som også gælder videobånd.

Det bliver en lystig fest, der er mange dejlige gæster. En af Carstens venner har en sød kvindelig bekendt med, Hanne. S. Katter. Sådan noget kan jo udvikle sig, og det gør det! Noget senere holdes der bryllup, med hvad dertil hører af vin, afgift af..og moms. Alt koster jo, men der skal selvfølgelig også sørges for en god dessert, så Hanne sørger for at betale is, afgift af konsumis, chokolade, afgift af chokolade m.v. Til denne fest er der også børn til stede, så der indkøbes lidt sodavand, og der betales afgift af mineralvand m.v. og oveni det hele moms.

Carsten får ind i mellem den idé at ofre lidt på at tippe, spille lotto, afgift af tipning, spille på væddeløbsbanen, afgift af spil på væddeløb, spille på kasino, kasinoafgift. En måneds tid før brylluppet havde vores ven, Hr. Skattenkock været heldig og vundet 9.948 i lotto og betalte selvfølgelig afgift af gevinster ved lotterispil m.v.

 

Hanne og Carsten bliver enige om at bruge en del af pengene til en bryllupsrejse. Inden de forlader Danmark, husker de selvfølgelig lige at skaffe sig pas mod at betale det nødvendige gebyr samt at betale passagerafgift i lufthavnen.

 

Tilbage i huset begynder regningerne for el, vand og varme at komme væltende med, hvad dertil hører af betaling af afgift af elektricitet, afgift af ledningsført vand, vandledningsafgift og afgift af visse olieprodukter, samt (indirekte da elværket bruger det som brændsel) afgift af stenkul, brunkul, gas og koks m.v., CO2-afgift og grønne afgifter på el, vand og varme.

Livets hårde realiteter begynder at gå op for Carsten og Hanne. El-pærer og el-sikringer skal udskiftes, altså må nye indkøbes og afgift af glødelamper, samt afgift på el-sikringer betales. For at holde sig vågen så længe om aftenen at det kniber med at vågne om morgenen, drikker Carsten og Hanne en del kaffe og te om aftenen, det samme gøres der om morgenen, for ligesom at vågne i en grad, så de kan komme i gang. Derfor købes der store mængder kaffe og te til huset,  og afgifterne på kaffe og te betales.

 

Tiden går og Carsten og Hanne har et behageligt liv. De tjener begge en god løn, og selv efter at have betalt de mange former for skat på indkomst, så har de penge tilbage til at forbruge således, at de kan betale afgifter af forbruget samt afgifter af forbrugsafgifterne.

 

Der bliver endda råd til at lave en pensionsopsparing, således at der også kan betales realrenteafgift af pensionskapitaler.

Hanne bliver på et tidspunkt noget rastløs omkring sit arbejde og forsørger at starte sin egen lille produktionsvirksomhed, hvilket Carsten selvfølgelig bakker op om. Der bestilles råvarer, og en enkelt medarbejder ansættes til at hjælpe til, hvilket koster bidrag til lønmodtagernes garantifond, bidrag fra arbejdsgivere til arbejdsløshedsforsikring, bidrag til arbejdsmarkedets uddannelsesfond, lønsumsafgift og løn.

 

Råvarerne skal desværre importeres og told betales. Det er lidt et slid at få virksomheden til at fungere, men efterhånden går det bedre, og selskabet omdannes til et aktieselskab først med Hanne som eneaktionær, senere overdrager hun nogle af aktierne til Carsten og betaler afgift ved overdragelse af aktier.

På et tidspunkt begynder selskabet at give overskud og betaler således selskabsskat, der bliver betalt udbytte på aktierne, og Carsten og Hanne betaler aktieindkomstskat.

 

Takket være deres store arbejdsindsats er økonomien efterhånden blevet helt god, og det betyder, at så skal der betales formueskat, alligevel finder Hanne og Carsten penge til at realisere en af deres store drømme – at købe en lille sejlbåd -, der selvfølgelig skal forsikres og afgift af lystfartøjsforsikringer betales.

 

På et tidspunkt vil Carsten og Hanne dele aktierne således, at deres børn får hver deres del og således, at ejerforholdene i virksomheden er helt afklarede, da aktierne gives til børnene betales selvfølgelig gaveafgift.

 

Tiden går, som den nu gør, og også Carsten og Hanne bliver ældre. På et tidspunkt sker der det, at først dør den ene og senere den anden, hvilket i grunden er trist, men alligevel blot et tegn på at naturen går sin gang – ligesom skattevæsenet, der i en sidste henvendelse vedrørende Carsten og Hanne gør arvingerne opmærksomme på, at nu skal de jo huske at betale arveafgift af arven!

 

Og her skal min lille historie ende, og det skal siges, at enhver lighed med nulevende eller afdøde personer er ganske tilfældig og ikke tilsigtet. Skatter og afgifter griber i dag ind i alle dele af danskernes hverdag og tager penge på mange områder med mange begrundelser og ikke mindst på mange måder.

 

I ovenstående lille historie har jeg ikke medtaget problematikken omkring beskatning af de forhold som findes for virksomheder med aktiviteter i udlandet. Jeg har heller ikke medtaget alle de afgifter, der findes på virksomheder med specialproduktioner eller alle de afgifter, der betales fra landbrug og fiskeri.

Uanset at vi altså mangler nogle former for skatter og afgifter, så er det uden for enhver diskussion, at vi har mange former for skatter og afgifter, og at det er meget svært – for ikke at sige umuligt -, at få et overblik over hvornår vi betaler skat eller afgift af hvad. Det er også udenfor enhver diskussion, at det er urimeligt, at borgerne ikke ved, hvornår de betaler skat – og af hvad.

 

Der kan ofte læres meget af, at gå udenfor landets grænser og kigge på den måde problemer håndteres på der. Eksempelvis gør man i USA det, at når der købes ind, så er den pris, der står på prisskiltet det, som butikken vil have for varen, og når man så kommer til kassen, så bliver salgsskatten (hvad der svarer til vores moms) lagt til der – på den måde ved forbrugeren, hvor meget staten skraber til sig.

 

Men den slags åbenhed er den danske regering (A og B) og det danske Folketingsflertal vel ikke interesseret i?

 

Kim Behnke

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 3 / 25. årgang / marts 1997

Socialdemokratisk MF`er sælger skatte”fiduser”

29. august 2008 31 kommentarer

Socialdemokratisk MF’er sælger skatte”fiduser”

Det sker samtidig med at han og hans parti fører hetz mod og jagter alle, der forsøger at kurere folkesygdommen ondt i skatten – og mens Glistrup er dømt uværdig og buret inde.

Fremskridtspartiets landsformand Helge Dohrmann har formentlig ret, når han med sit forslag om at få offentliggjort samtlige skatteregistre forventer, at der vil komme artige afsløringer frem af, folketingsmedlemmer, ministre, borgmestre og andre, der i tide og utide foregiver at få moralske opstød af danskernes opfindsomhed mod sygdommen ondt i skatten, selv har tilsigtede fradrag af en størrelsesorden, der ligger over gennemsnittet.

I hvert fald er det nu afsløret, at en af Socialdemokratiets virkelige topfolk, økonomiprofessor Erling Olsen, selv er med til at sælge skattelettelser til de hårdt plagede danske skatteydere.

Har selv købt

Den forhenværende socialdemokratiske boligminister, der fortsat er medlem af Folketinget, har nemlig siden maj 1984 været næstformand i det nyoprettede selskab SDS-Invest, der indtil årsskiftet havde solgt investeringsbeviser for 526 millioner kroner i portioner på 20.000, 4.000 eller 1.000 kroner.

For sin ulejlighed har Erling Olsen modtaget et honorar på 30.000 kr., som dog formentlig ikke har fået hans skat til at stige. Olsen har nemlig været så fornuftig selv at købe skattelettelsesbeviser i invest-foretagenet, oplyser Ekstra Bladet.

SDS-Invest er et selskab under Sparekassen SDS, der fortrinsvis arbejder med de såkaldte akkumulerede investeringsbeviser. Der udbetales ikke udbytte, man akkumulerer – opsamler – gevinsten, der efter tre år er skattefri.

Indrømmer skattetænkning

SDS-Invests formålsparagraf lyder: “Foreningens formål er at anbringe medlemmernes midler i danske og udenlandske aktier og obligationer og andre værdipapirer eller lignende for derved at opnå en passende risikospredning og tilfredsstillende afkast eller formue”.

Erling Olsen er mandfolk nok til overfor bladet at indrømme, at der er en god portion skattetænkning forbundet med hele foretagendet.

Den socialdemokratiske toppolitiker skal selvfølgelig ikke have utak for, at han hjælper danskerne mod folkesygdommen ondt i skatten. Det er kun dobbeltrollen i det spegede spil, der er forargelig.

Glemmes skal det heller ikke, at Erling Olsen to gange har været med til at dømme Mogens Glistrup uværdig til at indtage sin retmæssige plads i Folketinget.

Hvem sagde dobbeltmoral?

T. Zinglersen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 3 / 13. årgang / 18. januar 1985

%d bloggers like this: