Væk med gamle småskattesager

Fremskridtsforslag: Væk med gamle småskattesager

Mogens Glistrup redegør for lovforslag, der skal afskaffe umådeligt tidsspilde for offentligt ansatte, skatteborgerne og deres rådgivere, fordi skattevæsenet har alt for travlt med unødvendige småkorrektioner af skatteregningen.

Samfundsmæssigt er det rent spild af beslaglagte ressourcer til indkomstskattevæsenet. Herved tilvejebringes intet trivselsskabende. Danmarks kosteligste råstof – arbejdskraften – bør derfor ikke benyttes til bureaukrati ud over, hvad der er strengt nødvendigt for at opretholde nødvendige funktioner.

Her kan man høre radiointerviews med Mogens Glistrup

Faktum er imidlertid, at umådelig megen tid bruges både af de offentligt ansatte, skatteborgerne og deres rådgivere til noget så nyttelyst som at korrigere skatteligningen. Under alle omstændigheder vil den være skrigende uretfærdig, fordi indkomstskattesystemet ikke kan tilpasses det moderne samfund, og fordi den danske indkomstskattelovgivning er så rædselsfuld dårlig.

Lovforslaget

Fremskridtspartiet har derfor i folketinget fremsat følgende lovforslag om begrænsning af skattesagernes antal:

”Har en skatteyder (fysisk person) ikke senest den 8. november i det efter indkomståret følgende år fået meddelelse om iværksættelse af forhøjelse af ansættelsen af hans skattepligtige indkomst, formue eller særlige indkomst, kan sådan forhøjelse ikke senere ske, medmindre den udløser skattekrav for de pågældende indkomstår på mindst 40.000 kroner.

En sådan ordning vil medføre større tryghed i danske hjem og stærkt nedsætte skattevæsenets personalebehov. Den vil næppe medføre noget nævneværdigt nettoprovenuetab og ej heller forøge skatteuretfærdighederne.

Et af degenerationselementerne i indkomstskattesystemet ligger i myndighedernes overnidkærhed med skønsvilkårlige indkomstforhøjelser, for eksempel vedrørende et længst udrundet års befordring, privatforbrug og overarbejdsfradrag. I det offentliges mange milliardforretning er det småpenge. Men skatteyderen rejser børster. Og hurtigt har sagen slugt mere til administration m.v., end skattekravet udgør. Og ingen ved, om det rejste krav eller det oprindeligt selvangivne, er det mindst ukorrekte for en millimeterretfærdig optimus vir (juridisk for en idealperson som er i besiddelse af den højeste viden på et givet livsområde, red.).

Landsskatteretten overdynges med sager i forhold til, hvad den på sit nuværende ineffektivitetsniveau har kapacitet til at behandle og afgøre. Skattemyndighedernes tilbøjelighed til at gå tilbage i tiden for at foretage småreguleringer er en af hovedkilderne til overbebyrdelse af landsskatteretten.

Om ”8. november”

Når skattevæsenet skriver til skattesubjekterne om forhøjelser af skatteindkomsten, plejer man at anføre, at svar skal være meddelt i løbet af nogle få dage eller uger.

Man kunne – hvis det var nødvendigt – selvfølgelig opstille endnu kortere frister for det arbejde, som skattevæserne skal udføre. Deres folk er jo specialister, heldagsbeskæftigede og professionelle på skatteområdet.

Imidlertid er det for en hensigtsmæssig måde at tilrettelægge ligningsarbejdet på ikke nødvendigt at være så skrap over for eksperterne, som de er over for menigmand.

Man kan vente helt frem til begyndelsen af november måned med at forlange, at eksperterne skal være færdige med den selvangivelse som de har modtaget for 5-10 måneder forinden.

Fra 8. november er der cirka tre måneder til, at det næste års selvangivelser begynder at strømme ind. Disse tre måneder kan anvendes til afholdelse af ferier for skatteembedsmændene, færdiggørelse af de sager, som er rejst før 8. november for det foregående indkomstår og forberedelse af ligningsarbejdet for det nye år.

Dette sidste må så ske på en sådan måde, at nogle skatteydere eller skatteydergrupper ikke år efter år begunstiges ved at blive sat nederst i rækken, så deres selvangivelser er dårligere gennemgået end andre i perioden før 8. november.

Kernen er, at skattepersonalet under alle omstændigheder skal klare ét indkomstår på ét års arbejde. I stedet for inden for det enkelte år at beskæftige sig med mange indkomstår er det langt mere befolkningsvenligt til stadighed kun at beskæftige sig med det sidst indkomne hold selvangivelser.

Om ”40.000 kroner”

Hovedbetragtningerne bag det stillede lovforslag og hensynet til enkelhed i lovgivningen ville føre til, at tidsfristen 8. november var absolut.

Mange af betragtningerne taber imidlertid i vægt, hvis den enkelte sag drejer sig om et noget større skattebeløb.

Fremskridtspartiet mener derfor, at der i sådanne tilfælde skal kunne ske en afvigelse fra 8. november-grænsen.

Det er vigtigt, at få en helt skarp og klar grænse. Langt vigtigere end at man herved udsætter sig for ioniseringer vedrørende den, der ligger lige under grænsen i forhold til den, der ligger lige over grænsen. Sådanne angreb plejer socialdemokrater (herunder VCQMBF´ erne) at svælge i, men ret beset er de blot afkom af den lille misundelse over i den tarveligste og tommeste Christiansborgtone.

De 40.000 kroner er ikke noget helligt tal og for at kunne fremme med nytænkningen og lade denne chance for at vise sine velsignelser i praksis, vil Fremskridtspartiet gerne forhandle om et mindre grænsebeløb, som vi altid har været og altid vil være kompromisvillige, når blot udviklingen går i den rigtige retning.

En lav grænse vil imidlertid føre til, at mange gamle sager kommer op på ny. Sager, der ellers højst kunne føre til skatteforhøjelser på 8.000, 10.000 eller 12.000 kroner, undersøges. Fejlanvendelse af arbejdskraft finder derved sted, og man presser måske til syvende og sidst forhøjelser svarende til 15.000 kroner i merskat igennem, hvis grænsen for eksempel blev lagt på dette beløb.

Om ”strafbare forhold”

Det har været overvejet, om man ud over den objektive afgrænsede undtagelse på de 40.000 kroner, også skulle have en subjektivt afgrænset undtagelse, så strafbare forhold skulle føre til, at man under alle omstændigheder kunne foretage forhøjelser.

Herved ville man hidføre en enorm social ubalance. Det ville blive en undtagelse, som ramte rengøringskonen, den der privat udlejer sit sommerhus og andre ikke-skatteakrobater. Derimod er det typiske for den, der med Nureddin-mentalitet snu lægger sine skatteforhold til rette – eventuelt med revisorbistand – at hans skatteunddragelser bevæger sig uden for det strafbare område.

Dertil kommer, at dansk skattestrafferet er udformet så tilfældigt og vilkårligt, at myndighederne uden noget særligt overbevisende grundlag somme tider lader en sag falde inden for det strafbares område og til andre tider lader en ganske tilsvarende sag falde uden for.

Dette er tilfældighedernes hasardpræg over for skattevæsenshverdagen ville blot yderligere blive sat i skarp sovs, hvis der blev indført en undtagelse for strafbare forhold. Man ville meget vel kunne risikere, at skattevæsenerne i deres jagt på at få nogle flere personaleomkostninger ville undergrave hele lovens formål ved blot at kalde meget mere end nu for strafbart. I så fald ville man ikke nå den tilsigtede betydelige begrænsning af skattesagernes antal.

Selve lovforslaget og mere om spørgsmålet kan fås på folketingsgruppens kontor.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 5 / 7. årgang / 19. marts 1978