Arkiv

Archive for the ‘Socialdemokratiet’ Category

Fortryder Anker Jørgensen?

6. november 2012 11 kommentarer

Fortryder Anker Jørgensen?

Demokratiets livskraft er størst, når debatterne kan ske for åbent tæppe. Anker Jørgensens hyppige advarsler om faren for demokratiet består ikke i de mange partier – store eller små – men kun i hemmelighedskræmmeriet eller fortielser.

Derfor endnu en opfordring til statsministeren om i fuld udstrækning at debattere landets problemer for åbent tæppe.

I forbindelse med Tv-debatten den 1. oktober havde Billed-Bladet planlagt en artikel om Mogens Glistrup og Anker Jørgensen. Hver især var opfordret til at skrive om modparten.

 

Den 19. september sendte Billed-Bladet følgende brev til Mogens Glistrup:

Kære Glistrup:

Det er med sorg jeg skriver til dig for at fortælle dig, at dit indlæg i sidste øjeblik er taget ud. Efter at Anker Jørgensen havde sagt nej, besluttede bladets ledelse trods alt at droppe sagen, fordi vi ikke må beskyldes for at tage parti. Sådan mener man, det kunne virke på nogle mennesker, hvis vi bragte dit indlæg alene.

Jeg er ked af, at du har ulejliget dig forgæves, men regner med, at vi er lige gode venner af den grund. Hils din kone mange gange.

Venlig hilsen

Leif Kjeldsen

 

Nedenstående gengiver vi den artikel, Mogens Glistrup havde skrevet, idet det dog skal tilføjes, at Billed-Bladet ville have kortet artiklen en smule ned:

Da fremskridtsbevægelsen var spædbarn, kom mange dybt fortvivlede til os og sagde med næsten ens ord: ”Min bedstefar var socialdemokrat. Min far var socialdemokrat. Selv har jeg altid stemt socialdemokratisk. Jeg har aldrig troet, jeg skulle tvivle, men nu kan jeg altså ikke holde det ud længere. Kildeskatten, Rifbjerg og alt det der. Det kan da ikke være socialdemokratisk politik. Jeg kan simpelt hen ikke blive ved mere. Er det mig, der er fej? Er det mig, der svigter? Eller er det Krag og de andre fine?

Samme Jens Otto Krag fortæller ikke om tilsvarende oplevelser i sin offentliggjorte dagbog. Utvivlsomt må imidlertid også han have mødt holdningen og fornemmet dens udbredthed. Derfor var det ikke overraskende at han – der jo ikke længere var nogen årsunge – benyttede først givne lejlighed til at lade sig erstatte af en arbejdsmand. De 13 år med cand. politter som socialdemokratiske partiledere havde kostet dyrt i retning af tabt kontakt med de virkelige samfundsproblemer.

Arbejdsmanden var Anker Jørgensen. Vi fremskridtsfolk modtog ham i største spænding. Skulle han blive med- eller modspiller i vor kamp mod den nye herremandsklasse, som de 13 år havde skabt?

Olympiadetalen

Det første sikre tegn på, hvor det bar hen, var hans olympiade tale. Blot muligheden for offentlige besparelser – den eneste vej at komme ud af skattemoradset på – blev kaldt for ”falsk tale”. Ved enhver olympiade – sagde Anker Jørgensen – sættes nye rekorder, og sådan er også naturloven for hver finanslov. Det offentliges udgifter må nødvendigvis blive større og større.

Hermed var handsken til fremskridtsbevægelsen kastet. Da vi få måneder senere i Gallup-tilslutning var Socialdemokratiets jævnbyrdige, udfordrede vi gang på gang Anker Jørgensen til at komme og diskutere med os. Han undslog sig konsekvent og undtagelsesfrit. Men omsider kom dog en socialdemokrat – Erhard Jacobsen. Med ham dystede vi møde efter møde om sygdomsbærmen i den danske samfundsøkonomi – at stat og kommuner har ladet sine udgifter svulme så stærkt ud over den økonomiske bæreevne.

I løbet af et halvt års tid var Erhard Jacobsen blevet klar over, hvilken vej de stærke befolkningsstrømme bar. På fjernsynsskærmen så vi Anker Jørgensen holde sin ”til venstre for midten-tale”. Direkte kontakt med ham var aldeles uopnåelig. Hans forhold til fremskridtsbevægelsen var blot, at han efter avisernes sigende arbejdede med, om han dog ikke kunne få puttet mig i fængsel.

Men snart skulle han få endnu flere problemer. Den Erhard Jacobsen, der skulle have gjort socialdemokratiarbejdet med at knække Fremskridtspartiet, indgik nu i de manges brigade, der simpelt hen ikke længere kunne bære over deres samvittighed fortsat at slutte op om Socialdemokratiet, som var blevet så totalt ændret siden Staunings og H. C. Hansens dage.

For at knuse oprøreren Erhard Jacobsen, før denne nåede partimæssigt at etablere sig tilstrækkeligt fast, kastede Anker Jørgensen Danmark ud i et valg. Snart stod det klart, at dette stykke partitaktik slog fejl. Befolkningen havde fået nok af socialdemokraternes olympiske rekorder.

Foragt for fair play

Men midt i valgkampen kammede udviklingen over. Anker Jørgensen havde været i Middelfart og talt om Middelhavet. Med socialdemokraternes sædvanlige nævnenyttighed til at ville løse alle andre landes problemer, havde han groft fornærmet olielandene. Det førte nu til boykot af Danmark, og det blev Anker Jørgensens redning. Med suveræn foragt for alle fair play synspunkter og særregler, lod Danmarks Radio nemlig socialdemokraterne – især Erling Jensen – køre en trommeild af valgpropaganda med det hovedindhold, at i en sådan national krisesituation, måtte man da slutte op om regeringspartiet.

Derfor gik Anker Jørgensen ud af valgslaget som nr. 1. Stadig leder af Danmarks største parti. Men det næststørste blev Fremskridtspartiet. Og derfor kunne han nu ikke længere undslå sig for at møde os ved officielle lejligheder.

Første gang, jeg traf ham på tomandshånd, var et par dage efter valget. Da statsministersekretæren viste mig ind, sad han ved et lille bord i et kæmpestort isnende koldt lokale. Menneskekontakten mellem os føltes endnu koldere.  Hans uforstående foragt var tydelig for dette nymodens sammenrend af apolitiske fremskridtsfolk. Også jeg skulle imidlertid sige noget. Jeg kom til at formulere mig på den måde, at jeg nok vidste, at en statsminister fik umådeligt mange tal på sit arbejdsbord hver dag og knapt kunne huske dem alle, men jeg ville dog lige gerne genopfriske hans hukommelse med ét tal, han måske havde glemt, nemlig at vælgerne havde udrustet Fremskridtspartiet med 28 folketingsmandater.

Det skæve smil hvormed han svarede ændrede aldeles stemningen. Det nærmest forårsvarmede. Det udtrykte til 100 %, at jeg da også måtte forstå den knibe, han var i. Kastet ud i at være leder for det parti, som i to generationer havde været den danske arbejders. Og så nu alle disse bryderier fordi andre havde fejlet.

Andres fejl

Siden da har ånden fra den 6. december 1973 altid været det dominerende, når jeg tænker på Anker Jørgensen. Nok har ikke i de knapt tre år vi har haft fælles arbejdsplads én eneste gang villet sludre uformelt med mig. Vi påtrængende fremskridtsfolk skal bestemt ikke tro, at vi er noget – at vi skulle være lige så gode som de gamle. Men selv om han altså dag ud og dag ind passerer forbi mig på Christiansborg uden et ord eller en kommentar til, hvad der er oppe – selv på trods af det, fornemmer jeg altså – ærlig eller falsk – en vis gensidighedens sympati fra december mødets tøbrud.

Men med en enkelt begrænsning: Fra Folketingets talerstol taler man lige ned til ministrene. Nærmest sidder statsministeren. Og normalt virker Anker Jørgensen som den forstående lytter, som det er inspirerende at henvende sig til. Men ikke når K. B. Andersen undtagelsesvis er på visit i Danmark og sidder ved hans side. Han er legemliggørelsen af det inkvisitoriske fremskridtshad. Og påvirkelig som han er af sine nærmeste omgivelser, konkurrerer  Anker Jørgensen med sin udenrigsminister ved de lejligheder om at hidse sig op mod banditten Glistrup.

Ganske oplagt er det skammeligt, at der skal være så elendig en kontakt mellem de to største politiske partier inden for arbejdslivet.

Derfor var den 13. september 1976 en lykkens dag. Anker Jørgensens fok erkendte da omsider, at man ikke får Z-bevægelsen dræbt ved fortsat at lade som om, vi ikke eksisterede. Folkestyre betyder debat. Debat med dem man er uenige med så det folk, der skal styre også kan bedømme de eksisterende opfattelser over for hinanden.

Og selv om vi fremskridtsfolk har svært ved at forstå at 913.155 ved sidste valg holdt fast ved det socialdemokratiske parti, må vi naturligvis respektere det og respektere, at deres politiske leder er Anker Jørgensen. Måtte den seneste udvikling klart konstatere, at han ikke længere til de mindreværdiges kreds henregner de 414.219, som satte deres krydser i den anden ende af stemmesedlen.

Vi er alle sammen mennesker.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 17 / 4. årgang  / 7. oktober 1976

Ankers sande tanker – partisplittelse hos A

13. oktober 2012 1 kommentar

Ankers sande tanker – partisplittelse hos A

Anker Jørgensen har sagt noget klogt om de indre forhold i Socialdemokratiet. De er i al fald ikke bedre end i Fremskridtspartiet, men til forståelsen kan vi Fremskridtsfolk lære noget ved at kaste blikket ind bag naboens vinduer:

”Gruppen i Folketinget virker splittet, fordi den mindste forskel i synspunkter bliver blæst op til den helt store uenighed. I virkeligheden er der ikke tale om nogen splittelse.

Nogle af medlemmerne siger for meget for at gøre sig bemærket. Her må man forstå, at det netop er en del af demokratiet, at den enkelte politiker siger sin mening. Nogen større beherskelse og selvdisciplin var dog ønskværdig.

Den sideordnede opstilling kalder på den enkeltes aktivitet. Det kan være sundt, men det kan også være farligt.

Det bør gælde, at man har en åben debat indadtil, men optræder enig udadtil. Men det er klart, at der i store spørgsmål som eksempelvis EF, atomkraft i et så stort og åbent parti som Socialdemokratiet er forskel på opfattelserne.

Hverken en million socialdemokratiske vælgere eller 66 folketingsmedlemmer tænker ensrettet. Det ville mildest talt også være pinligt, hvis det var tilfældet”.

Dette stod at læse i Aktuelt for 10. februar 1980. Og er jo sådan set blot en uddybning af Øberg-citatet i FREMSKRIDT 1980-3 side 21. Men det var dejligt, om det kunne sive ind i de titusinder, som – midlertidigt (?) – har opgivet Fremskridtspartiet på grund af den tåbelige oppustning af de påståede strammer/slapper-modsætninger.

Fremskridtspartiet

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 6 / 8. årgang  / 14. april 1980

Radioavisen løb videre med avisand

12. oktober 2012 3 kommentarer

Radioavisen løb videre med avisand

Radioavisen (Danmarks Radio, red.)har endnu engang vist sig at være upålidelig når det gælder formidling af nyheder, der berører Fremskridtspartiet. Radioavisen undlod at kontrollere meddelelse, der kunne skade Fremskridtspartiet.

En god del af sidste uges tirsdag kværnede monopolavisen løs med en yderst aparte historie.

Det fremgik, at Fremskridtspartiets folketingsgruppe på Christiansborg sammen med Socialdemokratiet, de radikale (B) og firkløverpartierne (V, C, CD og KrF, red.) skulle have tilsluttet sig et syvkantet forlig, hvis hovedindhold skulle være at tvangsudskrive yderligere ca. 150 millioner kr. – skatteyderkroner til Civilforsvaret.

Nyhedsformidlere – med blot det svageste kendskab til dansk indenrigspolitik gennem de seneste 11 år  – bør ikke  være uvidende om, at Fremskridtspartiet – ikke mindst i forbindelse med de årlige finanslove – er gået imod forøgede bevillinger af den art, som der her var tale om.

Der var da også tale om en ægte “and”.

Meget uheldigt

Fremskridtspartiets John Arentoft, der er medlem af indenrigsministerens udvalg, der behandler og forhandler civilforsvarsspørgsmål siger:

 Der er intet forlig indgået, og på nuværende tidspunkt er der berammet to nye møder i udvalget, så enhver kan sige sig selv, at Radioavisens meddelelse om at der sådan i al stilhed skulle være enighed om et femårigt civilforsvarsforlig har intet på sig. Vi har end ikke drøftet mulighederne i folketingsgruppen.

Jeg synes, det er meget uheldigt, at såvel Radioavisen som Kristeligt Dagblad, som Danmarks Radio opgav som kilde, foruddiskonterer på den måde, slutter John Arentoft.

Kilde eller ikke kilde, så bør Danmarks Radios medarbejdere være så velinformerede, at en sådan gang pølsesnak ikke kan slippe igennem til lytterne. Skulle man være i tvivl på Radioavisen, ville det være let at foretage en hurtig kontrolopringning til et af partiets folketingsmedlemmer, der nemt kunne give de rigtige oplysninger.

g-mand

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 25  / 12. årgang / 29. juni 1984

Sverige: Verdens 7. største våbeneksportør

10. oktober 2012 1 kommentar

Sverige: Verdens 7. største våbeneksportør

Sverige har en årlig våbeneksport, der kun overgåes af 6 andre lande i verden. Blandt hovedaftagerne er en stribe ulande. Der er også et diktaturland som Chile.

Sydafrika, som på mange felter er boykottet, hvad angår ganske almindelige forbrugsvarer, er en af kunderne.

Samtidig er der forbud mod at fremstille krigslegetøj. Værre gang dobbeltmoral skal man lede længe efter. Og dette er vort naboland – gennem mange år et forbillede for vore socialdemokrater – har i snart en menneskealder haft socialdemokratisk regering, som må have ansvaret for udviklingen af våbeneksporten.

I vor egen ”andedam” er det svært at få tilladelse til blot at lave f.eks. skruer, der skal anvendes i en jetjager. Vi har råd til søgt idealisme midt i vor mangel på beskæftigelse. Latterligt.

Folketingsmedlem, Inge Fischer Møller, Socialdemokratiet, ofre masser af tid og kræfter på også at få forbudt fremstilling og salg af krigslegetøj i Danmark.

Hvor er de dog dygtige de socialdemokrater.

Redaktionen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 5 / 9. årgang / 6. februar 1981

Socialdemokratisk løsningsmodel fungerer

5. oktober 2012 14 kommentarer

Socialdemokratisk løsningsmodel fungerer 

Hvorvidt landbruget er det danske samfunds hovederhverv, behøver man ikke at debattere, for én kendsgerning er alle enige om nemlig, at vi danske ikke kan undvære vort landbrugserhverv.

Hvilke betingelser skal vi så give dette vigtige erhverv? Ja, efter Fremskridtspartiets mening er det således at jo mere profit, der er ved at drive landbrug, jo flere vil gøre det.

Jo mere profit der er ved at drive landbrug, jo større bliver landbrugsproduktionen altså.

Jo mere profit der er ved at drive landbrug i Danmark, jo rigere bliver det danske samfund på grund af landbrugseksporten.

Disse realiteter kan ingen modbevise, og derfor er det ganske besynderligt, at man ikke gør det attraktivt at være landmand i Danmark, men når f.eks. Erhard Jacobsen, (CD) kunne vinde en valgkamp på at skælde ud på VK-planen, fordi denne vil nedsætte højeste understøttelsestakst til kr. 85.000 om året, samtidig med at gennemsnitsindkomsten for landbofamilierne er en tredjedel af højeste understøttelsestakst, ja, så undrer man sig over, at nogle landmænd stemte på Erhard Jacobsen ved det seneste folketingsvalg.

Realiteten er altså, at det brede vælgergrundlag i Danmark på folketingsvalgdagen er mere optaget af at hjælpe Erhard Jacobsen med at holde understøttelsen oppe på kr. 190.000 årligt for et arbejdsløst ægtepar end på at forbedre landbrugets profitmuligheder.

Man kan med rette konkluderer, at vælgernes reaktion er ganske besynderlig, for hvem er det, der har fremlagt en politik, der virkelig nedsætter det danske renteniveau?

Ja, det er ihvertfald ikke Centrum Demokraterne (D) – for Erhard siger jo, at dét med de højrentefremkaldende statsobligationer, dét kan vi ikke gøre noget ved.

Altså, Erhard Jacobsen vandt det seneste folketingsvalg ved at agitere for, at det arbejdsløse ægtepar skal have en indtægt på kr. 190.000 årligt, og de partier, der talte for at hæve landmandsfamiliernes indtægter, de tabte det sidste folketingsvalg. Sådan er det at være politisk parti i Danmark!

Lige såvel som socialdemokraterne holder sig i live ved at købe sig de brede massers stemmer, således har nu også Erhard Jacobsen lært, at de ledige alt i alt tæller mange stemmer på valgdagen.

Hvor længe kan CD holde sig oven vande endda som et stort parti ved at lefle for de uproduktive og blæse dansk landbrug en lang march?

Leder

Må citers med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 11 / 10. årgang / 19. marts 1982

Top secret

3. oktober 2012 1 kommentar

Top secret

Ole Maisted har spurgt statsministeren (Anker Jørgensen, red.) om han kan be- eller afkræfte oplysninger i Ekstra Bladet den 26. marts 1981, hvoraf det fremgår, at B&W i 60´erne betalte millionbeløb til hemmelige sovjetiske bankkonti i Schweiz som returkommission for de ca. 25 store skibsordrer, som Sovjetunionen havde placeret hos B&W.

Maisted vil også gerne vide, om det er rigtigt, at denne disposition var godkendt af op til flere socialdemokratiske ministre.

Mon Anker Jørgensens svar er et klart nej?

Ole Maisted

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 14 / 9. årgang / 10. april 1981

Socialdemokratiet bange for at VKZ får flertal

30. september 2012 18 kommentarer

Socialdemokratiet bange for at VKZ får flertal 

Når hovedparten af landets erhvervsledere og andre med tilknytning til den private sektor holder ferie, er der grund til, at den bliver brugt til grundigt at overveje, hvorledes udviklingen skal være efter efterårets folketingsvalg. Som alt står i øjeblikket, vil Socialdemokratiet kun kunne fortsætte, hvis de danner regering med støtte fra SF. Er det ønskeligt for dansk erhvervsliv? Eller vil man hellere prøve den mulighed, som meningsmålingerne har vist i mere end et år – et VKZ-flertal?

At VKZ ikke længere blot er teoretiske drømme, vidner Socialdemokratiets adfærd om. De er bange, meget bange, for at miste regeringsmagten. De ved, at hvis Nyrup må forlade statsministerposten og blive formand for et mindre folketingsudvalg, da vil Socialdemokratiet ikke komme i regering mere i dette årtusind.

Derfor er de bange, og derfor har de allerede givet smagsprøver på, hvorledes de vil søge at skabe et ekstremt skræmmebillede af, hvad et VKZ-flertal vil betyde. Det er der ingen grund til at blive skræmt over.

Fakta er, at den væsentligste opgave for et VKZ-flertal bliver at flytte centrum for den økonomiske udvikling i samfundet tilbage til den private sektor. Mens den nuværende regering (A, B, CD og KrF, red.) har brugt alle midler for at flytte vækstcentrum ind i staten, så skal et VKZ-flertal bruge ændrede skattelove, erhvervslove, arbejdsmarkedslove, finanslove m.v. til at flytte væksten over, hvor den er samfundsgavnlig, nemlig i den private sektor.

Den nuværende regering har mødt ethvert problem i samfundet med nye love, flere regler, flere embedsmænd og mere planøkonomi. Den nuværende regering tror på, at det er politikere og kommissærer, som skal styre udviklingen. Konsekvensen er blevet stigende skatter, afgifter og gebyrer for erhvervslivet til skade for erhvervsfriheden, konkurrenceevnen og beskæftigelsen. Det er på trods af, at den nuværende regering lovede, at den ikke ville forringe konkurrenceevnen. Hvordan tror man så, det vil blive, hvis CD og KrF bliver skiftet ud med SF?

Mange (alt for mange) ledere i erhvervslivet har valgt den typiske danske “lad-os-nu-se” holdning over for regeringens politik. De meget betydelige flytninger af ideologiske hegnspæle, som regeringen har gennemført – specielt inden for erhvervsområdet, har ikke alle vist deres sande ansigt endnu. Kommuners adgang til privat erhvervsdrift, ødelæggelse af udligningscirkulæret, statslige fonde til erhvervsinvesteringer m.v. er initiativer, som først om nogle år vil vise, hvor planøkonomiske og socialistiske de er. I mellemtiden rinder sandet ud af den private sektors timeglas. Erhvervsledere må derfor tænke lidt længere end til næste termin. De må bruge sommerferien til grundigt at tænke over hvilket politisk klima, de ønsker i Danmark.

Vil man have den planøkonomiske “tredje vej” med den snigende socialdemokratisme, der efter værste salamimetode skærer sig ind på erhvervslivets frihed? Eller vil man have et politisk flertal, hvis hovedmålsætning er at skabe fornyet vækst i den private sektor? VKZ vil møde problemer i samfundet ved at fjerne love, afbureaukratisere og deregulere til fordel for friheden og mangfoldigheden.

Den nuværende regering har gennemført hovedparten af sine initiativer for lånte midler. Væksten i den offentlige sektor har vi slet ikke haft råd til. Alene statens gæld vil i år runde 700 milliarder kroner. Hvor tror man, disse penge skal komme fra? Er det ved at ansætte flere embedsmænd i ToldSkat? Ved at lave nogle kulturprojekter? Ved at systemeksportere vores børnehaver til Østeuropa? Nej, midlerne kan kun komme fra den private sektor. Det bliver den private sektor, som gennem de næste mange år skal afdrage den store gæld. Skal det gøres muligt, må erhvervslivet have vækstfrihed og forbedret konkurrenceevne. Det hjælper jo ikke, at der bliver færre om at løfte byrden!

Ledere og beskæftigede i alle private erhverv fra fiskere, landmænd, industri, transport og håndværk, for slet ikke at tale om handel og service, må derfor bruge sommerferien til – meget grundigt – at overveje, hvad de vil satse på til efteråret. Det er en vigtig beslutning, måske den vigtigste. Det er langsigtede investeringer, der foretages, når Folketinget sammensættes ved efterårets valg.

Kim Behnke 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 8 / 22. årgang / august 1994

Kategorier:Økonomi, Den offentlige sektor, Erhvervspolitik, Folkestyre/demokrati, Skat og afgifter, Socialdemokratiet Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,
%d bloggers like this: