Arkiv

Posts Tagged ‘gaeld’

Beskæftigelsesneutrale offentlige besparelser – Dansk dynamik

20. maj 2013 154 kommentarer

4. Beskæftigelsesneutrale offentlige besparelser

Kilde: DANSK DYNAMIK – En helt ny vækststrategi

         Udgivet af Fremskridtspartiets folketingsgruppe 1993

         Må gengives med fuld kildeangivelse

 ——————————————————————————————

Råderummet i dansk økonomi er ikke blevet større, blot fordi betalingsbalancen når et forventet årsoverskud på over 30 mia. kroner i 1993. Overskuddet er ikke en provenukilde, som staten kan anvende efter forgodtbefindende. Det giver alene staten mulighed for at konvertere sin udenlandske gæld til indenlandske lån som følge af øgede valutapositioner.

Råderummet bliver således ikke større, der foretages kun en simpel låneomlægning.

Denne låneomlægning er imidlertid ikke betydningsløs. Statens øgede aktivitet på det danske kapitalmarked bevirker, at en større del af udlånsmassen går til passive offentlige udgifter i stedet for aktive investeringer, der fortrænger de private investeringsprojekter. Det er derfor ikke ubetinget godt, at staten ombytter udenlandske lån med indenlandske.

Fortrængningsproblemet understreger mere end noget andet, at det er nødvendigt at stoppe den statslige underskudsfinansiering. Dels fordi den er truende for vor fremtidige vækst og beskæftigelsesmuligheder, og dels fordi den forvrænger befolkningens opfattelse af de offentlige aktiviteters sande omkostninger.

Men det er ikke ligegyldigt, hvordan gældsspiralen stoppes.

Forsøget på at nedbringe den store statsgæld, som i 1993 vil andrage mindst 633 mia. kroner, bør i starten ske ved at foretage så mange beskæftigelsesneutrale besparelser som muligt.

Fremskridtspartiets udspil er derfor underlagt en tidshorisont, der tager hensyn til den nuværende beskæftigelsessituation. Der foreslås således ingen afskedigelser af offentligt ansatte i 1993, ud over den naturlige afgang. Reduktionen i den offentlige arbejdsstyrke er i stedet fremskudt til finansårerne 94 og 95, hvor den private sektor forventes at kunne opsuge en del af den offentlige sektors overkapacitet.

Der er principielt tale om en nyskabelse inden for økonomisk politik, idet der foretages en kombineret finanspolitisk stramning og lempelse med positive beskæftigelsesmæssige konsekvenser. Stramningen sker ved at justere overførselsindkomsterne og fjerne en lang række tilskud. Og lempelsen effektueres ved de føromtalte skattelettelser, der alle opfylder et strategisk sigte.

Udspillet imødekommer dermed flere formål samtidig.

Fremskridtspartiet erkender, at offentlige besparelser er et spørgsmål om prioritering, og at vi netop i dette udspil tillægger beskæftigelseshensynet størst betydning. På lang sigt er det dog nødvendigt, at der gennemføres mere gennemgribende ændringer af den offentlige sektor. Derfor bør der allerede nu nedsættes et uafhængigt ekspertudvalg, der i 1993 kan præsentere forslag til en egentlig udgiftsreform. Ønsket er bl.a. begrundet af, at antallet af offentligt ansatte er vokset fra 420.000 i 1972 til 870.000 i 1992. Udvalget skal derfor præsentere løsninger til, hvordan de offentlige udgifters naturlige vækstmekanismer kan stoppes.

4.1. Målrettede offentlige besparelser

Besparelsesforslagene er sammensat på en sådan måde, at de ud fra en netto-betragtning er beskæftigelsesneutrale. Der kan således godt forekomme variationer i hvert enkelt besparelsesforslag uden, at der samlet set er tale om en netto-forskydning.

  • Reduktion af dansk ulandsbistand

Ulandsbistanden, som i 1993 er berammet til 8,3 mia. kroner, foreslås beskåret med 5 mia. kroner, hvorefter det reducerede beløb kan søges suppleret med frivillige private donationer. Lignende besparelser er foretaget i bl.a. Sverige, Norge og Finland, hvorfor der ikke er tale om et isoleret dansk fænomen. Det er dog Fremskridtspartiets mål, at der kun skal være en statslig katastrofereserve på 500 mio. kroner.

  • Afvikling af børnechecken

Den indkomstuafhængige børneydelse på 7.850 kroner for 0-6-årige og 5.900 for 7-17-årige afvikles. Det er helt urimeligt, at staten optræder som medforsørger for børn, som de enkelte familier har besluttet at få. Der er tale om et privatøkonomisk anliggende, som der kun kan kompenseres for i socialt begrundede tilfælde. Disse udgifter kan imidlertid afholdes inden for rammen af de øvrige børneydelser. Udgifterne på godt 7 mia. kroner skal derfor gradvis afvikles, begyndende med 1 mia. kroner i 1993.

  • Forhøjet egenbetaling for børnepasning

I Danmark anvendes der godt 11 mia. kroner til drift af vuggestuer, børnehaver, integrerede daginstitutioner og dagpleje, hvoraf det offentlige betaler ca. 8,5 mia. kroner. Det er et i international sammenligning uhørt beløb. Forældrebetalingen til den offentlige børnepasning skal derfor forhøjes således, at der etableres en bedre overensstemmelse mellem forbrug og finansiering. Den forhøjede egenbetaling, der skal give en samlet besparelse på 2 mia. kroner vil især ramme højindkomstgrupperne. I en undersøgelse foretaget af Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut (AKF), er det også blevet bekræftet, at det er denne gruppe, der benytter sig mest af de forskellige offentlige børnepasningsordninger (13)..

  • Kultursektoren

De offentlige kulturudgifter andrager godt 13. mia. kroner (14). Ved at forhøje egenbetalingen på dette område kan der opnås en besparelse på mindst 1 mia. kroner, uden at det påvirker beskæftigelsessituationen inden for kultursektoren. På længere sigt er det imidlertid nødvendigt, at der foretages mere gennemgribende tilskudsreduktioner og privatiseringer på dette område. Statsstyret kultur er et potentielt undertrykkelsesredskab, som passivere det kreative til fordel for det konforme og afrettede.

  • Færre tilskud

En lang række offentlige tilskud foreslås enten fjernet eller reduceret.

Det gælder fx tilskuddene til:

  1. Erhvervslivet på ca. 6 mia. kroner.
  2. Boligselskaberne på ca. 5 mia. kroner.
  3. Grønland og Færøerne  på ca. 3,5 mia. kroner.
  4. Østhjælpen på ca. 2 mia. kroner.
  5. Foreninger og organisationer på ca. 1,2 mia. kroner.

De forskellige tilskudskonti beskæres, så der opnås en samlet besparelse på i alt 5 mia. kroner.

  • Arbejdsmarkedsuddannelserne

De nuværende arbejdsmarkedspolitiske foranstaltninger foreslås erstattet med den såkaldt virksomhedsrelaterede uddannelse (VRU). Derved opnås dels en forbedret uddannelses- og beskæftigelsesindsats, dels en besparelse i de samlede offentlige udgifter til arbejdsmarkedsformål på 5 mia. kroner. De personer, der i øjeblikket er omfattet af ordningen, færdiguddannes, hvorefter systemet langsomt afvikles. På længere sigt skal de såkaldte AMU-centre sælges, men indtil da, kan erhvervslivet leje dem til deres uddannelsesaktiviteter. De ansatte på centrene skal fortsat fungere som undervisere og betjene de funktioner, VRU-ordningen indebærer.

I princippet kan denne kombinerede omlægning og besparelse ikke betragtes som beskæftigelsesneutral. Det nuværende system bidrager nemlig ikke til skabelse af varige arbejdspladser, hvilket vil være tilfældet med VRU-ordningen.

Besparelsen er derfor paradoksalt nok beskæftigelsesfremmende.

  • Dagpengejustering

Forhøjelsen af den skattefri bundgrænse til 60.000 kroner har en skatteværdi på ca. 15.000 kroner. Indtil der er etableret en finansieringsform på dagpengeområdet, foreslås det derfor, at der foretages en generel nedjustering af dagpengene, så rådighedsbeløbet for dagpengemodtagerne er uforandret. Det vil dels øge udbuddet af arbejdspladser, der har et lønindhold under de nuværende maksimumsydelser og dels fjerne en række af de samspilsproblemer, der i dag afholder personer fra aktiv deltagelse på arbejdsmarkedet.

Nedjusteringen har en provenuværdi på 3 mia. kroner.

  • Lavere lønudvikling

Gennemførslen af skattelettelser vil få en positivt afsmittende effekt på lønudviklingen, både på det private og offentlige arbejdsmarked. Hvis lønstigningen i den offentlige sektor blot begrænses med 2 %, vil der kunne opnås en besparelse på over 3 mia. kroner. Det bør derfor også være finansministerens forhandlingsmål ved de kommende overenskomstforhandlinger.

  • Brugerbetaling

Private virksomheder, der i dag benytter sig af offentlige servicetilbud, skal i højere grad dække de omkostninger, der er forbundet med at levere ydelsen. Det samme gælder for privatpersoner, der modtager ydelser fra det offentlige. At gennemføre brugerbetaling er dog en tung proces, der kræver en vis indkøringsperiode. Derfor er besparelsen på dette område kun berammet til 2 mia. kroner i 1993.

  • Opstramning af udlændingeloven

Der foreligger ikke eksakte opgørelser over, hvor meget den offentlige sektor samlet anvender på udlændingeformål. Budgetoplysninger fra stat, amter og kommuner viser dog, at der på konti med direkte henvisning til udlændinge er tale om ca. 9 mia. kroner. For eksempel har Justitsministeriet oplyst, at de i 1993 skal bruge mellem 3 og 4 mia. alene til modtagelse af asylansøgere m.v. Hertil kommer forskellige socialudgifter samt udgifter til uddannelse, bolig kriminalforsorg, politi og mange udgifter i kommunerne på skønsmæssigt 8 mia. kroner. Ved en opstramning af udlændingeloven og en ændring af flygtninges sociale status vil der kunne opnås en minimums besparelse på 3 mia. kroner.

  • Kontanthjælpsreduktion

I forsøget på at fjerne en række af de såkaldte samspilsproblemer foretages en reduktion i de forskellige kontanthjælpsydelser. De samlede udgifter til kontanthjælp andrager i dag godt 11 mia. kroner, hvorfor en besparelse på 1 mia. kroner vil kunne fordeles med 10 % nedjustering af de forskellige ydelsesformer uden mærkbare ændringer i rådighedsbeløbet. Justeringen vil imidlertidvære af en sådan størrelsesorden, at der opnås en betydelig indkomstfremgang ved overgangen fra passiv hjælp til beskæftigelse.

Dermed etableres den motivation, som bl.a. Socialkommissionen har efterlyst i deres seneste rapport (15).

  • Driftsbesparelser ved privatisering

Ved en totalprivatisering af en række udvalgte statsopgaver vil der skønsmæssigt kunne opnås driftsbesparelser på 2 mia. kroner i 1993. Alene en delprivatisering af DSB skønnes at lette statens budgetmæssige driftsunderskud på 3,9 mia. kroner. Viften af privatiseringsmodne offentlige institutioner er imidlertid så stor, at der ikke alene bør fokuseres på de største statsvirksomheder.

4.2. Budgetforbedringer

Sideløbende med de ovenstående besparelser på i alt 33,5 mia. kroner, vil der kunne opnås en række budgetforbedringer som følge af den øgede økonomiske aktivitet.

  • 40.000 flere i arbejde

Det meget beskedne skøn om 40.000 flere personer i beskæftigelse vil alene føre til en budgetforbedring på 10 mia. kroner. Den forbedre budgetposition er en sammensætning af sparede dagpenge og øget skattegrundlag. Idet omfang, der sideløbende med dette udspil ikrafttrædelse indtræffer en international konjunkturopgang, vil virkningen naturligvis forstærkes.

  • Øgede momsindtægter som følge af større forbrug

De foreslåede skattelettelser vil især i det første skatteår blive omsat til tidligere uindfriede forbrugsønsker. Det vil ud fra en ret præcis vurdering føre til øget moms og afgiftsindtægter på 30 % af de 53 mia. kroner, en skattefri bundgrænse på 60.000 koster eller 15 mia. kroner i alt. For eksempel vil køb af biler med 180 % i registreringsafgift betyde, at 2 ud af 3 kroner havner i statskassen, ud over den almindelige moms på 25 %.

  • Dynamiske effekter

De planlagte skattelettelser for 1993, 1994 og 1995 vil medvirke til, at arbejdsindsatsen og investeringsomfanget øges kraftigt allerede i 1993. Forklaringen er, at både personer og virksomheder indretter sig efter de skattemæssige forhold, som de har sikkerhed for bliver gennemført i fremtiden. Der opnås således dynamiske effekter, før de planlagte skattelettelser er i funktion. Det vil både betyde øget indkomst- og selskabsskat på skønsmæssigt 6 mia. kroner.

4.3. Besparelser er ikke nok

De foreslåede besparelser og budgetforbedringer beløber sig til i alt 64,5 mia. kroner. Der er således tale om en overfinansiering i forhold til de skattelettelser, som Fremskridtspartiets udspil lægger op til. I forsøget på at stoppe den gældsspiral, som i de sidste mange år har præget dansk økonomi, er det dog nødvendigt at finde yderligere provenukilder. Målet er i første omgang at reducere det forventede underskud på finansloven for 1993 på 40,3 mia. kroner. Det kræver engangsindtægter i størrelsesordnen 30-35 mia. kroner.

Det er imidlertid vanskeligt at foretage større offentlige besparelser, uden at det får uheldige beskæftigelsesvirkninger. Derfor foreslår Fremskridtspartiet, at der rejses så meget provenu som muligt ved øget udlicitering og privatisering.

Tiltag af den karakter er også i overensstemmelse med kravet om beskæftigelsesneutralitet.

Henvisninger

13. Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut (AKF), ”Offentlige børnepasningsordninger”, AKFs Forlag, København, oktober 1988.

14. Kulturministeriet, ”Kulturens penge: Offentlige udgifter til kultur og folkeoplysning”, København, oktober 1992, s. 10.

15. Socialkommissionen, ”Tabt?” – Debatoplæg om midtergruppen”, København, november 1992.

Glistrup: Indflydelse efter vælgergrundlag

27. september 2012 20 kommentarer

Glistrup: Indflydelse efter vælgergrundlag 

Da Poul Hartling (V) igennem de sidste 3½ år konsekvent har nægtet at møde mig til debatarrangementer rundt om i landet, må han tage til takke med følgende svar på hans indlæg forleden:

Fremskridtspartiet har siden valget den 9. januar 1975 uden vaklen og gentagne gange påvist, at en socialdemokratisk regering, hverken kan eller tør løse de meget betydelige problemer, som Folketinget har påført landet ved slaphed i økonomiske anliggender. Letsindigheden har ført til statsunderskud og stadigt voksende gældsættelse, som igen fastlåser arbejdsløsheden, højrenten og fortsætter pengeforringelsen.

Vort synspunkt beror ikke på, at vi anser socialdemokraterne for at være værre end folk fra andre partier. Tværtimod har vi fra bevægelsens fødsel i 1971 uafbrudt godtaget den berømte Baunsgaard-udtalelse: ”Det afgørende er ikke, hvem man samarbejder med, men, hvad man samarbejder om”. 

Tydeligere og tydeligere er det imidlertid blevet, at denne sætning trænger til tilføjelsen ”og hvordan man samarbejder”. Dette er bl.a. godtgjort gennem rivningerne i røde kabinetter, VKR-regeringens lammelse på grund af hvert partis vetoret og musefældeklausulfarcen – alt opført, mens landets problemer voksede sig store i årene fra 1967.

Z-oplæg

Efter at Anker Jørgensen holdt sin regerings nekrologtale i fredags, er tiden inde til på ny at gøre et fremstød for at udmønte samarbejdet i praksis. Det gør Fremskridtspartiet herved i nedenstående-ikke-ultimative-fempunktsoplæg:

  1. Massive offentlige besparelser må være hovedgrundlaget for at få orden i dansk økonomi. De, som (endnu) ikke kan indse dette, er (endnu) ikke modne til at være med i samarbejdet om redning af landet.
  2. Den uanstændigt lave skattefri bundgrænse på 12.600 kr. for 1977 må forhøjes – gerne ad flere gange.
  3. Lønfremgangen skabes gennem skattelettelse. For en dels vedkommende kan den modregnes i den lønfremgang, der nu søges opnået ved forøgelse af firmaernes lønomkostninger være sig ved tariflønforhøjelser, lønglidning og/eller dyrtidsportioner.
  4. Samarbejdspartierne må i gerning vise den yderste forståelse og tolerance for hinanden, så ingen kommer til at dominere, men alle ligestilles i overensstemmelse med vælgergrundlag. Mod og hårdhudethed bliver også nødvendig.
  5. Et samlingsregeringsgrundlag, der kun indeholder foranstående punkter, vil være særdeles utraditionelt. I den foreliggende situation er det imidlertid at foretrække. Ellers skal der nemlig spildes lang tid på, at man forhandler sig frem til enighed om mere eller mindre vage formuleringer. Man må alligevel forudse, at den hastige udvikling hurtigt løber fra udformningen som man derefter skal spilde tid og kræfter og indbyrdes tillid på at drøfte ændringer i. holdbarheden i samarbejdet sikres derfor ved, at enhver samarbejdsdeltager kan fordre opstående spørgsmål afgjort bindende for alle samarbejdsdeltagere med en på forhånd aftalt kvalificeret majoritet, for eksempel tre femtedele eller to tredjedele i et fællesmøde mellem samarbejspartiernes folketingsmedlemmer.

400.00 vælgere

Fremskridtsgruppen overser ikke, at kolde skuldre har mødt os alle de mange gange vi tidligere har bedt om at komme ind i samarbejde. Det er imidlertid vort håb, at de seneste begivenheder har åbnet tilstrækkeligt manges øjne for, at landets problemer er af så alvorlig en størrelsesorden, at det er utilstedeligt fortsat at udelukke repræsentanterne for over 400.000 vælgere, som vil være med i et konstruktivt samarbejde og underkaste sig flertals beslutninger heri. Selv erkender vi selvsagt, at der med den nuværende folketingssammenslutning på en lang række områder ikke vil kunne skabes flertal for fremskridtspolitikken – for eksempel med hensyn til størrelsen af de ønskelige besparelser hos det offentlige, Sydslesvig-politik o.s.v. Vi er imidlertid desuagtet rede til at slide under samarbejdets åg, blot vi derved kan få udviklingen trukket i den rigtige retning. Selv om det selvfølgelig vil være kreperligt for os at se, at de løsninger, vi så kunne komme til at medvirke til, er for små og for langsomme sammenholdt med størrelsesordenen på de krav, som er skabt af de store tal på arbejdsløshedsregistrerede, valutagæld, statsunderskud, skattetryk, inflationsrate og rentesats.

VCQM-partierne banede i februar 1975 vejen for Anker Jørgensen-regeringen ved ikke at ville respektere de godt 400.000 fremskridtsvælgere som ligeværdige med deres egne. Lad ikke fejlen gentage sig. Vi kræver ikke større indflydelse for vore vælgere, end vi vil indrømme samarbejdspartnernes. Men et samarbejde, der skal bygge på, at fremskridtsfolkene ensidigt underkaster sig de andre kan aldrig blive noget holdbart samarbejde.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 22 / 4. årgang / 16. december 1976

Socialdemokrater og finanslov

24. juni 2012 Skriv en kommentar

Socialdemokrater og finanslov

Den nuværende generation af topsocialdemokraters politik har ført til kæmpe arbejdsløshed, enorm valutagæld, meget høj rente, rekordskattetryk, statsunderskud (en snes milliarder) og alt for lav folkepension. Enhver må kunne se at de mennesker, der har ført denne politik ikke evner korrekt at vurdere samfundsøkonomiens sammenhænge.

Derfor ville det være urimeligt at lægge vægt på det, ledende socialdemokrater siger, når de udtaler sig om Fremskridtspartiets 800 ændringsforslag til finansloven.

Sandheden er, at en vedtagelse af forslagene over kort tid vil fjerne arbejdsløshed, valutaunderskud, lave obligationskurser og størstedelen af inflationspengeforringelsen. Derudover lempes den urimelige indkomstskat, der ikke svarer til tidens krav allerede i år, så den skattefri bundgrænse bliver 21.000 kroner, medens bundgrænsen bliver 60.000 kroner i 1977. Folkepensionen stiger til 23.400 kroner (46.800 kroner for et pensionistægtepar), og der kommer orden i statens finanser.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 7 / 4. årgang / 8. april 1976 

Tiden arbejder for Fremskridtspartiet

1. maj 2012 4 kommentarer

Tiden arbejder for Fremskridtspartiet

Uretten kan ikke bære et nederlag! Og det er uretten, der præger det danske folketing.

Vi må kende vores besøgelsestid, for tiden er med os. Og kun hvis vi svigter ideologien og de sunde tanker, Fremskridtspartiet er bygget op på, vil vælgerne svigte os. Og derfor skal vi stå fast.

Kompromis – mellemting er ”noget bras” – for at benytte et statsministerudtryk (Poul Schlüter, C, red.). Vi skal ikke være kompromissøgende – tværtimod –, for det vil være farligt ikke mindst på det økonomiske område. Vi vil – ved for en hver pris at søge kompromis – kompromittere os, og denne kompromispolitik vil igen ende i alles kamp mod alle – netop den situation Danmark befinder sig i.

Samfundsøkonomisk skal fanen holdes højt. Vi har alt for længe hørt på Keynes og Gallbraiths letsindige principper. Følgen er blevet gældsætning og økonomisk morads for både de enkelte og fællesskabet.

Den økonomiske frihed – liberalismen – må frigøre sig, fra det socialistiske vildnis vi er langt inde i.

Rundt omkring os præger nye principper – fremført af den internationale finansekspert Lafall – udviklingen og fremgangen. Se blot på Japan, USA og England! Dem må vi lære af.

Principperne er:

  • Skatterne fjernes eller holdes på et lavt niveau. Virksomhederne og de enkelte mennesker får lov til at beholde indtjening og overskud.
  • Pengene vil efter god forretningsskik blive investeret i nye arbejdspladser, der sætter yderligere gang i erhvervslivet, produktudviklingen og eksporten.
  • Det vil overalt tjenes sunde penge, – penge der ligger en produktion og værdiskabelse bagved. Og der vil blive et sundt forbrug på baggrund af velstand i stedet for et forbrug, der modsvarers af oppustede, fiktive værdier og gældsættelse af befolkningen og samfundet.

Hvis ikke vi finder ud af det, forarmes landet, og vi ender i økonomisk trældom og politisk forvirring.

A. Th. Riemann

PS. Læs Guy Sormans nye bog ”Den liberale løsning”.

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1 / 15. årgang / 16. januar 1987

Det bør være lovligt at arbejde

15. april 2012 3 kommentarer

Det bør være lovligt at arbejde 

Forbud imod overarbejde og ekstra arbejde.

Det er planer, som dele af fagbevægelsen og en del socialdemokratiske politikere i disse tider fremturer med. Man påstår at ved at gøre det ulovligt at lave en ekstra indsats, løses arbejdsløsheden. Det var fra samme sted, at man i sommerens løb ville forbyde unge studerende og andre unges mulighed for at tjene en sum penge til studier og private gøremål. Da var det også i overbevisningen om, at ville klare arbejdsløsheden.

Man tror, at tvang og ensretning i bedste socialistiske stil vil løse problemerne. Metoden er blevet prøvet i Østeuropa, og vi skal i vesten nu betale for deres mislykkede socialistiske eksperiment.

Det ville være en skændsel, såfremt det bliver gjort strafbart at yde en ekstra indsats – det er tilstrækkeligt, at folk flåes af skattesystemet og endvidere risikerer dagpengekarantæne ved lidt ekstra arbejde.

Danmarks gældsproblemer skal løses ved, at folk yder en ekstra indsats, og øget produktion vil også give flere arbejdspladser.

Et af Fremskridtspartiets politiske hovedmål er kampen for den personlige frihed. Det er den frihed, som socialisterne ønsker at indskrænke mest muligt. Desværre har de ikke lært af Østeuropas triste erfaringer med det socialistiske tvangssamfund.

Fremskridtspartiet vil gerne medvirke til at løse arbejdsløsheden, men det bliver aldrig via forslag, som forbyder folk at yde en ekstra indsats, men via forslag, som gør det attraktivt.

Johannes Sørensen

Landsformand 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1 / 20. årgang / januar 1992

Om Fremskridtspartiets indflydelse

9. april 2012 3 kommentarer

Om Fremskridtspartiets indflydelse 

I tiåret 1965 til 1975 voksede det offentlige forbrugs andel af varer og tjenester. Siden 1975 er denne udviklingstendens brudt, idet den offentlige forbrugsandel har været stort set konstant i årerne 1975 til 1978.

Sådan står at læse på side 259 i finansministerens Budgetredegørelse 1979.

Når man læser videre, får man konstateret, at med SV-regeringens dannelse mistede Fremskridtspartiet indflydelse. Det offentlige forbrug eksploderede. Der nævnes følgende vækstprocenter fra 1978 til 1979:

Fritids- og voksenundervisning 16 %
Miljøbeskyttelse 14 %
Idræts og fritidsfaciliteter 12 %
Teater, film, musik m.v. 10 %
Rekreative områder og skov 9 %
El-forsyning 9 %
Dagforanstaltninger for børn og unge 9 %
Bistand til ældre 8 %
Kollektiv trafik 7 %

Alt sammen dejlige områder. Men Danmark har simpelthen ikke råd til det. Der er langt mere presserende opgaver, som skal løses herunder, at skabe orden i dansk samfundsøkonomi. At fortsætte med at låne, låne og låne ender i en katastrofe.

Tværtimod skal vi sørge for at opnå overskud overfor udlandet, så vi kan tilbagebetale den allerede opståede gæld. Den eneste vej hertil er, at vi alle slider hårdt i det for et styrket Fremskridtsparti.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 11 / 7. årgang / 25. juni 1979

Parcelhusejernes fremtid

5. marts 2012 68 kommentarer

Parcelhusejernes fremtid

VKR-regering nummer 2 har påført Danmark alle tiders verdensrekord i gælds og skattetryk.

Det bagatelliserer medierne. Men befolkningen kommer til at bøde i mange år for firkløverrets (V, C, CD og KrF, red.) svigtende mod og manglende rygrad.

Om vi piber eller synger, må vi vedgå byrder og gæld efter Schlüter. Men vi kan også lære af vore erfaringer. Sådan gik det, fordi vælgerne ved det sidste folketingsvalg svigtede Fremskridtets parti. Og værre vil det gå, hvis det kommende valgs stemmesedler på ny gør liste Z magtesløs. Skatte- og gældsplyndring vil løbe endnu mere grassat.

Men får Z styrke, vil fremtiden opvise faldende skatter. Og dermed også betalingsbalanceforbedringer.

Folk er slet ikke klar over, hvor langt ned i skidtet det regerende folketing har smidt os. Derfor må Fremskridtskræfter bruges til at oplyse om fakta.

For kun hvis man ind til marv og ben forstår hvor galt, det er fat, kan man som vælger disponere med maksimum af fornuft (og få også andre til at stemme Fremskridt).

Udlandsgælden er røget op i ca. 550 milliarder kroner. Heroverfor står tilgodehavender på ca. 280 milliarder pålydende. Men da en del er rente- og afdragsfrie udlån til Ulande og lignende er det rimeligt at sige, at vi skylder 290 milliarder kroner væk.

Det beløb stiger til langt over 300 milliarder ved en forventede devaluering og ved det underskud der uundgåeligt i det halve års tid, som er mindsteperioden for, at Folketinget kan nå frem til betalingsbalanceoverskud.

Kun de danske som ejer hus eller andre faste værdier har styrke til direkte at betale af på denne gæld. Pro persona skylder de i gennemsnit ca. 300.000 kroner plus renter.

Fortsætter gammelpartiernes samvittighedsløse gældsstiftelse i hidtidige spor, fordobles beløbet ca. hvert femte år.

Når de udenlandske kreditorer erklærer, at Danmark har gået planken ud, ruineres mange danske gennem påførsel af førførsteprioriteter i deres faste ejendom. Der er ikke andre håndfaste værdier, som teknisk kan bruges i en fart.

Sammenlagt blev alle landets faste ejendomme pr. 1. januar 1986 vurderet til 1.516 milliarder kroner. En bankerotrekonstruktion vil nok omfatte beboelsesejendomme m.v. til en værdi af ca. 1.200 milliarder. Da der skal være en vis margen i kreditorernes interesser, og da nye lånefaciliteter bliver nødvendige for, at vi løbende kan klare vore afdragsforpligtelser, bliver før førsteprioriteterne forventeligt på ca. 40 % af vurderingsbeløbet. Er husvurderingen (parcelhus plus sommerhus) fx 1.250.000 kroner, vil det sige, at ejeren påtvinges en ny gældsbyrde på 500.000 kroner at afvikle med lige store afdrag over 5 år med tillæg af en rente i størrelsesordenen 25 % p.a. Så betydelige rystelser vil forplante sig herfra at også Christianitter, socialhjælpsmodtagere, lejere osv., vil få deres familiers velfærd ødelagt med virkning årtier ud i fremtiden.

Men selv før bankerotten vælter alle danskere omkuld, er skattekvælertaget med parcelhusejere uhyggeligt stigende fra år til år, så længe liste Z er magtesløs.

Det begyndte med, at fradragsretten blev taget fra ejendomsskatterne. Man sagde, at så ville ejendomsskatten falde tilsvarende. I stedet er den vokset stærkt. Især her i 1987. Alt er lagt op til, at 1988 bliver endnu værre.

Dernæst gennemførte regeringen 18. almindelige vurderings stigninger i ejendomsvurderingerne. Det forhøjer de lejeværdier, som bevirker, at man i kontanter skal betale skat, selv om tegnebogen ikke har fået flere penge. Sammenligner man selvangivelsens ejerskema over de seneste år, opdager man, hvor slem forringelsen er. Endda har vi heller ikke her endnu set det værste. Selv om vurderingsstigningen ikke fortsætter, vil lejeværdien – med uændret lov – stige 20 % hvert år langt ud i fremtiden.

De høje ejendomsvurderinger betød videre for omkring 100.000 parcelhusejere, at de oven i alle de andre skatter også blev belemret med formueskat (eller kraftig forøgelse af den formueskat, de i forvejen betalte). Hver en øre de herefter sparer op rammes af formueskatten: 10 kroners renteindtægt beskattes med 9,20 kroner. Opsparingsværdien fortæres derudover af inflation, som kun har holdt midlertidig pause i de år, olien og andre importvarer fladt kraftigt i pris.

Omvendt går det den, som gældsætter sig eller bruger løs, indtil han igen er kommet under de 5 kvarte millioner, som ungefähr er formueskattebundgrænsen (det dobbelte hvis man skipper vielsesattesten og er skatteplanlægningsminded). Vil man være lige så røget, som Foighel (Skatteminister Isi Foighel, C, red.) er speget, må man ofte frigøre sig for al god gammeldags opsparingsopdragelse og erkende at den mest varige og urørlige lykke, der kan opnås i Nu-Danmark er forbundet med dyre turistrejser eller andet storforbrug. Som allerede Liva Weel kvad: ”Minderne har jeg da lov at ha´. Dem kan du aldrig, nej aldrig ta´”.

Men værst af alt: Rentefradragsretten er særligt for den yngre generation blevet udhulet på det groveste. Da man lånte penge, kunne man regne med, at hver gang man havde 10.000 kroner i renteudgifter, skulle man kun selv betale 2.700 kroner. Fradragsvirkningen dækkede nemlig de 7.300. Sådan er det sidste gang på de selvangivelser, man afleverer i disse måneder. Derefter vil skattereformen og kartoffelkvaksalveriet (kartoffelkuren, red.) hurtigt komme til at betyde, at de 2.700 kroner bliver til 6.900 kroner – altså mere end en 2½-dobling. Bevares, ofte er det ”kun” 5.000 kroner, og visse overgangsregler vil i de første år mildne skaden lidt.

Men de love som Isi Foighel i 1986 fik vedtaget i Folketinget mod Fremskridtsstemmerne, vil have det nævnte indhold. Også for de mange faste lån med måske 20 års eller længere løbetid som man påtog sig i tillid til firkløvernes gentagne forsikringer og garantier om, at rentefradragsretten ikke ville blive svækket.

Fra regeringsside foreligger allerede udtalelser om, at det ” måske kan blive nødvendigt med yderligere stramninger af rentefradragsretten”.  Man skal ikke være ekspert i fuglenes tale for at oversætte dette til, at det betyder, at der vil ske yderligere udplyndringer, hvis befolkningen ikke ved førstkommende valg iværksætter et nyt Z-skatteopgør.

Fyringsolien er allerede fordyret ved regeringens påskepakke og kartoffelkur. Men nu lurer Schlüter på, hvad der er kaldt en 5-dobbelt påskepakke, så man skal betale for 10 liter, hver gang der kommer én liter i tanken.

Skattens fader og moder er de offentlige udgifter. Når Anker, Schlüter (C), Gert (F), Ellemann (V), Mimi (Centrum Demokraterne, D), Helveg (B) og deres følgesvende lader de offentlige udgifter eksplodere, vil skatten uundgåeligt også stige. Det kan man kun lægge på dem, der har noget at betale med. Altså typisk dem, der har sparet op. Så barsk er realiteternes verden.

Skylden for at det er gået så galt ligger derfor hos de folketingspartier, som i de sidste 27 år har stemt ja til finanslove, som har opbygget den offentlige sektor langt udover, hvad Danmark har råd til.

Hybridødsleri, Ulandshjælpvækst, lønstigninger til offentligt ansatte, de 12 milliarder der smides nytteløst i Kattegat varsler, at spenderingen med skatteyderpenge vil stige meget kraftigt i de kommende år, hvis gammelpartierne ikke forskrækkes hårdt af mange Fremskridtsstemmer. Den kost er den eneste, de overhovedet har respekt for.

Flimmerfordummelseskassen sætter nok lighedstegn mellem højden af social velfærd og offentlige udgifter. Det er én af de helt katastrofale fejlindoktrineringer af befolkningen. Tværtimod er produktionsforøgelse den mest effektive solidaritetsindsats overfor samfundets svage.

Folketinget kan ikke uddele større kage, end den produktionssektoren giver mulighed for at bage.

Skal vi derfor have midler til at tilbagebetale udenlandsgælden og trives i frihed for eksorbitante (enorme, red.) skatter, er der kun én vej: Stærk nedsættelse af de offentlige udgifter.

Og når vi kommer til det kardinalpunkt, er Fremskridtspartiet helt alene på broen. Kun liste Z har fremlagt de fornødne spareforslag. Om nogle af disse skal gennemføres beror alene på, at folketingsvalget 1987 giver en stærk Z-modvægt til det VKR-ødsleri, som befolkningen blev plaget med fra 1968-1971 og nu igen i perioden 1984-87. Hvert eneste Fremskridtskryds hjælper med til at mindske de uanstændige og samfundsskadelige skurkestregsanslag mod personlig frihed i Danmark.

Vælgerne må ikke på ny lade sig narre af skøn forførelsespræk. Det eneste han kan regne med er, hvordan de enkelte folketingspartier betjener folketingssalens afstemningsknapper. Her afslører kendsgerningerne brutalt, at de andre partier stemmer ja til øgede offentlige udgifter som vejrhaner, der slapt og viljeløst registrerer, hvilken vej vinden blæser den dag. Og hver dag byder på nye medieopblæsninger af så det ene, så det andet område, hvor der ønskes yderligere statsstøtte.

Der skal jo sælges aviser hver dag.

De sidste 13 års erfaring bekræfter entydigt, at Fremskridtspartiet ikke lader sig kaste hid og did af oppiskede stemningsbølger, men konsekvent siger nej til ikke absolut nødvendige offentlige udgifter.

Intet tyder på, at A, V, Q, M, B, F´erne ikke igen falder i grøften, hvis der atter kommer til at mangle Z-havkatte i folketingshyttefadet.

At stemme Z er den eneste vej til at undgå yderligere skatteforhøjelser og til at opnå de massive skattenedsættelser, som er så piskende nødvendige i det fallittruede Danmark. Uden på hver eneste parcelhusgadedør hvor der ikke stemmes Z, kan man med sandhed klistre plakaten: ”Her bor de tossede”.

Mogens Glistrup 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 13 / 15. årgang / 10. april 1987

Kategorier:Økonomi, Boligpolitik, Centrum-Demokraterne, Den offentlige sektor, Det konservative Folkeparti, Mogens Glistrup, Offentligt ansatte, Skat og afgifter, Venstre Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,
%d bloggers like this: