Arkiv

Archive for oktober 2011

Socialpolitik er produktionspolitik

30. oktober 2011 4 kommentarer

Socialpolitik er produktionspolitik 

Indkomstskattens afskaffelse er en foranstaltning, der kan gøre sociale tabere til sociale vindere.

Igennem 50 år er de sociale problemer grebet an på principielt samme måde. Samtidig er der sket en voldsom teknisk udvikling sådan, at mens alt legemligt arbejde tidligere var strengt, omfatter det nu alle sværhedsgrader lige fra det grove arbejde til blot at sidde ned og holde øje med, om nogle maskiner arbejder, som de skal.

Man kan godt tænke sig, at mange mennesker blev arbejdsløse, fordi de var slidt op og ikke mere var i stand til at udføre det grove arbejde. Da der ikke var andre muligheder end det grove, og da de var blevet uegnet til det, har man til sidst undgået at ansætte dem. – De var blevet sociale tabere.

I vore dage er man kommet ud over det. Når en mand ikke mere magter at være jord- og betonarbejder, kan han jo være fortræffelig til f.eks. at polere biler. Netop nu hvor der findes arbejdsmuligheder af så varieret sværhedsgrad, skulle man vente, at pensionsalderen kunne sættes op til 75 år, at næsten alle handicappede kunne komme i arbejde på egnede opgaver, så offentlig hjælp blev stærkt reduceret o.s.v.

Men det er lige det modsatte, der er sket.

Som altid hvor regnskabet afviger fra budgettet og det forventede fra virkeligheden, er det ikke nok at konstatere en forskel. Nej, man vil vide årsagen til afvigelsen, så man kan forebygge overraskelser i femtiden.

Det klassiske samfund

Lad os tænke os det helt klasseløse samfund. Lad os tænke os, at alle personer fik nøjagtig lige store indkomster f.eks. som et postbud. Selvom det – selv i et fuldt socialistisk samfund – er praktisk uigennemførligt, er det dog teoretisk tænkeligt.

Det er meget nemt at se, at en masse aktiviteter ville holde op. Kunstmalerne ville blive arbejdsløse, så deres postbuds løn ville være understøttelse og ikke arbejdsvederlag. Det samme ville gælde guldsmede, folk som er beskæftiget med fremstilling af lystbåde, dyrere møbler, motorplæneklippere, havemøbler, saunaer, svømmebassiner, guldtæpper og opvaskemaskiner for blot at tage emnerne fra et enkelt katalog. Og der kan nævnes hundredvis af andre ting, som ikke kan finde afsætning eller kun en meget begrænset afsætning, hvis alle indtægter nivelleres ned til et postbuds løn. – Men sikke en masse mennesker, der ville blive socialt nødlidende, hvis det skete.

Nu er det sådan, at i det klasseløse samfund er der stor forskel på folk. Nogle har færre børn end andre, og nogle har slet ingen.

De som har få eller ingen børn efterspørger delvis andre varer end dem med de mange. Det åbner mulighed for, at kunstmaleren får solgt et billede i ny og næ, og at der engang imellem bliver afsat en havehængesofa. Men det bliver en dyr havehængesofa for med den – som så meget andet udover det nødvendige – er den billiggørende masseproduktion hørt op.

Men det afgørende, som vi ser er, at i kraft af at ligheden er fraveget, bliver der arbejds– og produktionsmuligheder for noget ud over det strengt nødvendige, og der bliver brug for folk, som ellers ville være sociale tabere.

En million millionærer

Lad os sætte tingene helt på spidsen til den anden side og tænke os, at en hel million af Danmarks 5 millioner indbyggere var millionærer! – Hvad ville der så ske?

Ja, for almindelige arbejdsduelige og arbejdende mennesker ville der måske ikke ske så meget. Bortset fra at en millionær ikke bliver til uden, at mange mennesker har medvirket og fået deres andel og uden, at mange varer er blevet fremstillet til glæde for dem, som har købt dem.

Men netop for mange af dem, som i dag er sociale tabere og ikke erhvervsaktive åbnes talrige arbejdsmuligheder som portnere, chauffører, telefonpassere, børnepassere, som medhjælp ved lektielæsning med børn, klipning af hække og græsplæner, som havemænd, vedligeholdelse af bygninger, biler, lystbåde og mange andre ting, som hverken slider på nerver eller kræver fysisk styrke. – Med det antal millionærer som her er forudsat, kan der slet ikke skaffes folk nok.

Disse tankeeksperimenter beviser naturligvis ingenting. – Men de kan dog lede os på vej. De gør det lettere for os at forstå, at den stigende økonomiske lighed i befolkningen også skaber stigende ensretning i behovet og at de, som ikke er leveringsdygtige indenfor disse rammer er skubbet udenfor. Bliver sociale tabere.

Omvendt: Jo større økonomisk ulighed des større spredning i behovet og des større beskæftigelsesmulighed for dem, hvis evner og forudsætninger ligger udenfor det normale. – Des mindre sociale problemer.

Lørdag den 19. august skal Fremskridtspartiet drøfte socialpolitik. – Indkomstskattens afskaffelse medfører, at indkomstudligningspolitikken er opgivet. Det vil give mange mennesker betænkeligheder, fordi vi alle fra barns ben er blevet indpodet denne politiks retfærdighed, hensigtsmæssighed og demokratiske nødvendighed. Den er blevet en slags religion. Det skal nok vise sig, at der også på Nyborgmødet (Fremskridtspartiets landsmøde, red.) viser sig bekymringer.

Dynamisk samfund

Men her må man gøre sig klart, at udligningspolitikken blev til i forrige århundrede, hvor man levede i et statisk samfund. Kagen havde en given størrelse, og fik nogen mere af den, blev der mindre til andre. Udligningspolitikken var dengang et fornuftigt program, som kunne styrke den nationale solidaritet.

Sådan er det ikke mere. Nu lever vi i et dynamisk samfund, hvor kagen kan gøres ubegrænset stor. Problemet er derfor ikke at tage fra nogen og give til andre, men at sørge for at kagen gøres så stor, at de sociale tabere får mere end før og mere, end hvis kagen ikke var blevet gjort større.

Moderne socialpolitik er en produktionspolitik. – De sociale fremskridt bygger på at gøre produktionen så stor og nuanceret, at alle rimelige behov kan dækkes, og alle brugbare kræfter benyttes.

Derfor er indkomstskattens afskaffelse også en social foranstaltning, som på en lang række områder kan gøre det mindre byrdefuldt at give en forholdsvis ringe rest af håbløse tabere bedre forhold end nu.

Da jeg er hovedbestyrelsesmedlem i et af gammelpartierne, hvor ikke alle mine synspunkter er lige populære, er jeg nødt til – som i tidligere numre af Fremskridt – at lade mit indlæg fremkomme under pseudonymet “V”

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 5 / 1. årgang /august 1973

Reklamer

Hvad er klogt?

27. oktober 2011 Skriv en kommentar

Hvad er klogt? 

Kæmpeprisfald på olie, på andre råvarer og på dollar forærede i 1986 Danmark over 20 milliarder kroner.

Alligevel klumrede 175 folketingsmedlemmer så forfærdeligt, at året også påførte Danmark alle tiders verdensrekorder i skattetryk og udlandsgæld,– disse to størrelser hænger sammen som årsag og virkning.

Blandt andet dette dokumenterer, at de otte folketingpartier er uduelige. Samtidig skænkede de samme kredse sig selv 50 % lønforhøjelse kombineret med 35 % arbejdstidsnedsættelse. De stak befolkningen den ene lodrette usandhed efter den anden.

Alt dette er med til at bevise, at de 175 er af så ringe karat, at det ville være en forbedring, om en af deres gennemsnittere blev udskiftet med Preben Møller Hansen.

Alligevel påstår mange, at det ikke er klogt af mig at sige dette offentligt.

De bruger ordet ”klogt” på samme måde som de otte fordærvede folketingspartier. Efter deres samstemmende og sammenspiste opfattelse, markeres visdom af, om man kan rage stemmer til sig selv. Dette er en af de vigtigste årsager til, at de så kraftigt har hasarderet Danmarks fremtid.

Fremskridtsbevægelsen er dannet til at gå til modstand mod dette hykleri. Skal Danmark igen på ret køl, må der på ny tales sandhed i dansk politik. Hvis det var ”klogt” at lyve, havde der ikke været behov for Z, for her er alle de andre eksperter. Så den klogskab vil vi ikke være med til.

Z sætter fædrelandsnyttighed som idealet og ikke forborgent (hemmelighedsfuld, red.) taktisk ”klogskab”. Som landets forfærdende fremtidsudsigter er, og som disse stort set forties af medierne, er der et kæmpemæssigt behov for Fremskridtspartiet:

At give korrekt oplysning om situationen som den virkelig er.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 23 / 15. årgang / 26. juni 1987

Mangel på arbejde?

25. oktober 2011 Skriv en kommentar

Mangel på arbejde?

Det er en misforståelse, at summen af arbejde skulle være konstant. Forholdet er det modsatte: Der er uendelige mængder af arbejde, som trænger sig på for at blive udført.

Problemet er derfor ikke at skaffe arbejde. Problemet er ene og alene prisen på arbejdskraft. Når det er særlig svært at sælge arbejdskraft i Danmark, skyldes det, at der hertillands er lagt en alt for høj skat på arbejde – indkomstskatten. Man solgte mindre snaps, da man indførte spiritusskatten. Tilsvarende vil man sælge mere arbejdskraft – også en overbeskæftigelse –, hvis man sætter indkomstskatten ned.

Fuld beskæftigelse kan kun genvindes ad én vej:

Ved at styrke indkomstskattenedsættelsesparti nummer et – Fremskridtspartiet.

Mogens Glistrup 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 25  / 15. årgang / 14. august 1987

Barske realiteter

23. oktober 2011 2 kommentarer

Barske realiteter 

Det er nogle barske realiteter, der blotlægges for skatteborgerne, når Rigsrevisionens beretninger tilstilles statsrevisorerne. Det seneste grelle eksempel er revisionens bemærkninger til den såkaldte ”filmstøtte” fra Statens Filminstitut. Heraf fremgår det at tre fjerdedele af de projekter, der får ”manuskriptstøtte” ryger lige i papirkurven!

Den fjerdedel som ”overlever” og udmøntes i en film overlever kun i kraft af en skatteborgerbetalt statsstøtte på op til 939 kroner pr. solgt billet!

I en konklusion hedder det:

Filmstøtte – som en statsopgave under Filminstituttet – ser Rigsrevisionens som udtryk for en konstant tilbagegang siden 1960´erne – i tilskuertallet med faldende entreindtægter til følge!

Nu er det desværre sådan, så Rigsrevisionen kun har den beføjelse at kunne uddele ”næser” til de implicerede skattekronemisbrugere. Der skal ikke mange skatteborgerovervejelser til for at finde ud af, hvor ”næserne” skal placeres. Dels hos de ansvarlige politikere som har bevilget 46 millioner skattekroner til filmstøtten dels hos de uansvarlige i Statens Filminstitut, som har bevilget samme beløb til støtte for noget makværk, som ingen publikumsinteresse har.

LO

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1 / 15. årgang / 16. januar 1987

Glistrup fik lystbådeafgiften til at falde

20. oktober 2011 4 kommentarer

Glistrup fik lystbådeafgiften til at falde 

I gyserføljetonen om lystbådeafgiften – se senest FREMSKRIDT nr. 2 side 11 – kommer nu et oplivende kapitel.

Ved folketingets 2. behandling den 31. januar 1979 viste det sig, at – af de i det egentlige Danmark valgte 175 folketingsmedlemmer – var alene Socialdemokratiet og Venstre med 86 stemmer for forslaget, mens de resterende 89 gik imod.

Da afgiften jo ikke skulle være gældende for Færøerne og Grønland, måtte man anstændigvis forvente, at de fire, der var valgt i disse områder, ville lade være med at blande sig i afstemningen.

Så hæderlig var imidlertid kun Lars Emil Johansen, da det endelige opgør kom den 2. februar 1979. Steenholdt, Johan Nielsen og Ellefsen gav imidlertid deres stemmer til socialdemokraterne og Venstre. Næppe fordi lystbådeafgiften interesserede dem synderligt, men simpelthen som en slags stemmekøb, hvor man vel regner med, at ministrene viser bevågenhed med skatteydermidler overfor projekter på Grønland og Færøerne, som særligt interesserer disse tre medlemmer.

Resultatet var herefter, at 178 kunne stemme og at 89 – altså præcis halvdelen af disse – var indstillet på at sige ja til lystbådeafgiften.

For at få denne til at falde måtte der derfor være samtlige 89 stemmer imod. Østre Landsret havde imidlertid med 6 stemmer mod 0 sagt, at jeg skulle være i landsretten uanset denne kampafstemning. Havde jeg efterkommet denne indblanding fra landsrettens side i folketingsarbejdet, var følgen blevet, at vi i dag havde haft en lystbådeafgift.

Min plads er imidlertid i folketinget, når dette arbejder. Det ville være svindel mod vælgerne, om jeg lod mig bøje af landsrettens kendelse.

Derfor var jeg i folketinget og gav min stemme sammen med de 88 andre, som stemte imod lystbådeafgiften.

Og derfor har vi ikke nogen lystbådeafgift i dag.

Dette er et eksempel, hvor virkningen så åbenbart havde været umiddelbar og direkte af Østre Landsrets bestræbelser på at holde mig væk fra at gøre oppositionsarbejdet i folketinget.  Men hver evig eneste gang, jeg trodser landsrettens krav, er der mange områder, hvorpå regeringen (A og V, red.) bliver krydset i sine onde anslag mod befolkningen. Det viser sig blot mere direkte og over en længere periode som et led i et forløb, der var blevet mere SVembedsmandsfordelagtigt, hvis landsretten havde fået sin vilje.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 3 / 7. årgang / 19. februar 1979

Forureningsbekæmpelse

18. oktober 2011 Skriv en kommentar

Forureningsbekæmpelse

Gammelpartierne har fra top til tå sølet Danmark ind i skat, gæld, urimelighedsbehandlinger og frihedsindskrænkninger.

Fremskridtsarbejdet er at vaske danskerne så rene som muligt for alt dette snavs.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 20 / 15. årgang / 5. juni 1987

Mediernes magt

16. oktober 2011 4 kommentarer

Mediernes magt

Oktober 1986 åbnede TV i dets fantastensidighed dørene på vid gab for et propagandafelttog fra Danmarks Naturfredningsforening. Det var det med de fem afdøde jomfruhummere.

Resultatet blev, at foreningen i den følgende tid fik 3.000 medlemmer om ugen, og nu har over en kvart million. (Landets to største partier har hver ca. 100.000).

Februar 1987 slog alle rekorder for torskefangst i det sydlige Kattegat.

Men, denne glædelige nyhed kommer hverken med i Tv-avisen eller andre store medier.

Man skal studere Læsø-Posten for at få det at vide.

Mogens Glistrup 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 13 / 15. årgang / 10. april 1987

%d bloggers like this: