Arkiv

Archive for the ‘Uncategorized’ Category

Radiointerviewes med Mogens Glistrup om de fremmede i landet

23. november 2015 Skriv en kommentar

Her kan interesserede høre 20 velgørende klip fra radioudsendelser med Mogens Glistrup, hvor han udelukkende besvare spørgsmål og fortæller om Danmarks største trussel/problem:                De fremmede i landet.

Reklamer
Kategorier:Uncategorized

Beskæftigelsesneutrale offentlige besparelser – Dansk dynamik

20. maj 2013 152 kommentarer

4. Beskæftigelsesneutrale offentlige besparelser

Kilde: DANSK DYNAMIK – En helt ny vækststrategi

         Udgivet af Fremskridtspartiets folketingsgruppe 1993

         Må gengives med fuld kildeangivelse

 ——————————————————————————————

Råderummet i dansk økonomi er ikke blevet større, blot fordi betalingsbalancen når et forventet årsoverskud på over 30 mia. kroner i 1993. Overskuddet er ikke en provenukilde, som staten kan anvende efter forgodtbefindende. Det giver alene staten mulighed for at konvertere sin udenlandske gæld til indenlandske lån som følge af øgede valutapositioner.

Råderummet bliver således ikke større, der foretages kun en simpel låneomlægning.

Denne låneomlægning er imidlertid ikke betydningsløs. Statens øgede aktivitet på det danske kapitalmarked bevirker, at en større del af udlånsmassen går til passive offentlige udgifter i stedet for aktive investeringer, der fortrænger de private investeringsprojekter. Det er derfor ikke ubetinget godt, at staten ombytter udenlandske lån med indenlandske.

Fortrængningsproblemet understreger mere end noget andet, at det er nødvendigt at stoppe den statslige underskudsfinansiering. Dels fordi den er truende for vor fremtidige vækst og beskæftigelsesmuligheder, og dels fordi den forvrænger befolkningens opfattelse af de offentlige aktiviteters sande omkostninger.

Men det er ikke ligegyldigt, hvordan gældsspiralen stoppes.

Forsøget på at nedbringe den store statsgæld, som i 1993 vil andrage mindst 633 mia. kroner, bør i starten ske ved at foretage så mange beskæftigelsesneutrale besparelser som muligt.

Fremskridtspartiets udspil er derfor underlagt en tidshorisont, der tager hensyn til den nuværende beskæftigelsessituation. Der foreslås således ingen afskedigelser af offentligt ansatte i 1993, ud over den naturlige afgang. Reduktionen i den offentlige arbejdsstyrke er i stedet fremskudt til finansårerne 94 og 95, hvor den private sektor forventes at kunne opsuge en del af den offentlige sektors overkapacitet.

Der er principielt tale om en nyskabelse inden for økonomisk politik, idet der foretages en kombineret finanspolitisk stramning og lempelse med positive beskæftigelsesmæssige konsekvenser. Stramningen sker ved at justere overførselsindkomsterne og fjerne en lang række tilskud. Og lempelsen effektueres ved de føromtalte skattelettelser, der alle opfylder et strategisk sigte.

Udspillet imødekommer dermed flere formål samtidig.

Fremskridtspartiet erkender, at offentlige besparelser er et spørgsmål om prioritering, og at vi netop i dette udspil tillægger beskæftigelseshensynet størst betydning. På lang sigt er det dog nødvendigt, at der gennemføres mere gennemgribende ændringer af den offentlige sektor. Derfor bør der allerede nu nedsættes et uafhængigt ekspertudvalg, der i 1993 kan præsentere forslag til en egentlig udgiftsreform. Ønsket er bl.a. begrundet af, at antallet af offentligt ansatte er vokset fra 420.000 i 1972 til 870.000 i 1992. Udvalget skal derfor præsentere løsninger til, hvordan de offentlige udgifters naturlige vækstmekanismer kan stoppes.

4.1. Målrettede offentlige besparelser

Besparelsesforslagene er sammensat på en sådan måde, at de ud fra en netto-betragtning er beskæftigelsesneutrale. Der kan således godt forekomme variationer i hvert enkelt besparelsesforslag uden, at der samlet set er tale om en netto-forskydning.

  • Reduktion af dansk ulandsbistand

Ulandsbistanden, som i 1993 er berammet til 8,3 mia. kroner, foreslås beskåret med 5 mia. kroner, hvorefter det reducerede beløb kan søges suppleret med frivillige private donationer. Lignende besparelser er foretaget i bl.a. Sverige, Norge og Finland, hvorfor der ikke er tale om et isoleret dansk fænomen. Det er dog Fremskridtspartiets mål, at der kun skal være en statslig katastrofereserve på 500 mio. kroner.

  • Afvikling af børnechecken

Den indkomstuafhængige børneydelse på 7.850 kroner for 0-6-årige og 5.900 for 7-17-årige afvikles. Det er helt urimeligt, at staten optræder som medforsørger for børn, som de enkelte familier har besluttet at få. Der er tale om et privatøkonomisk anliggende, som der kun kan kompenseres for i socialt begrundede tilfælde. Disse udgifter kan imidlertid afholdes inden for rammen af de øvrige børneydelser. Udgifterne på godt 7 mia. kroner skal derfor gradvis afvikles, begyndende med 1 mia. kroner i 1993.

  • Forhøjet egenbetaling for børnepasning

I Danmark anvendes der godt 11 mia. kroner til drift af vuggestuer, børnehaver, integrerede daginstitutioner og dagpleje, hvoraf det offentlige betaler ca. 8,5 mia. kroner. Det er et i international sammenligning uhørt beløb. Forældrebetalingen til den offentlige børnepasning skal derfor forhøjes således, at der etableres en bedre overensstemmelse mellem forbrug og finansiering. Den forhøjede egenbetaling, der skal give en samlet besparelse på 2 mia. kroner vil især ramme højindkomstgrupperne. I en undersøgelse foretaget af Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut (AKF), er det også blevet bekræftet, at det er denne gruppe, der benytter sig mest af de forskellige offentlige børnepasningsordninger (13)..

  • Kultursektoren

De offentlige kulturudgifter andrager godt 13. mia. kroner (14). Ved at forhøje egenbetalingen på dette område kan der opnås en besparelse på mindst 1 mia. kroner, uden at det påvirker beskæftigelsessituationen inden for kultursektoren. På længere sigt er det imidlertid nødvendigt, at der foretages mere gennemgribende tilskudsreduktioner og privatiseringer på dette område. Statsstyret kultur er et potentielt undertrykkelsesredskab, som passivere det kreative til fordel for det konforme og afrettede.

  • Færre tilskud

En lang række offentlige tilskud foreslås enten fjernet eller reduceret.

Det gælder fx tilskuddene til:

  1. Erhvervslivet på ca. 6 mia. kroner.
  2. Boligselskaberne på ca. 5 mia. kroner.
  3. Grønland og Færøerne på ca. 3,5 mia. kroner.
  4. Østhjælpen på ca. 2 mia. kroner.
  5. Foreninger og organisationer på ca. 1,2 mia. kroner.

De forskellige tilskudskonti beskæres, så der opnås en samlet besparelse på i alt 5 mia. kroner.

  • Arbejdsmarkedsuddannelserne

De nuværende arbejdsmarkedspolitiske foranstaltninger foreslås erstattet med den såkaldt virksomhedsrelaterede uddannelse (VRU). Derved opnås dels en forbedret uddannelses- og beskæftigelsesindsats, dels en besparelse i de samlede offentlige udgifter til arbejdsmarkedsformål på 5 mia. kroner. De personer, der i øjeblikket er omfattet af ordningen, færdiguddannes, hvorefter systemet langsomt afvikles. På længere sigt skal de såkaldte AMU-centre sælges, men indtil da, kan erhvervslivet leje dem til deres uddannelsesaktiviteter. De ansatte på centrene skal fortsat fungere som undervisere og betjene de funktioner, VRU-ordningen indebærer.

I princippet kan denne kombinerede omlægning og besparelse ikke betragtes som beskæftigelsesneutral. Det nuværende system bidrager nemlig ikke til skabelse af varige arbejdspladser, hvilket vil være tilfældet med VRU-ordningen.

Besparelsen er derfor paradoksalt nok beskæftigelsesfremmende.

  • Dagpengejustering

Forhøjelsen af den skattefri bundgrænse til 60.000 kroner har en skatteværdi på ca. 15.000 kroner. Indtil der er etableret en finansieringsform på dagpengeområdet, foreslås det derfor, at der foretages en generel nedjustering af dagpengene, så rådighedsbeløbet for dagpengemodtagerne er uforandret. Det vil dels øge udbuddet af arbejdspladser, der har et lønindhold under de nuværende maksimumsydelser og dels fjerne en række af de samspilsproblemer, der i dag afholder personer fra aktiv deltagelse på arbejdsmarkedet.

Nedjusteringen har en provenuværdi på 3 mia. kroner.

  • Lavere lønudvikling

Gennemførslen af skattelettelser vil få en positivt afsmittende effekt på lønudviklingen, både på det private og offentlige arbejdsmarked. Hvis lønstigningen i den offentlige sektor blot begrænses med 2 %, vil der kunne opnås en besparelse på over 3 mia. kroner. Det bør derfor også være finansministerens forhandlingsmål ved de kommende overenskomstforhandlinger.

  • Brugerbetaling

Private virksomheder, der i dag benytter sig af offentlige servicetilbud, skal i højere grad dække de omkostninger, der er forbundet med at levere ydelsen. Det samme gælder for privatpersoner, der modtager ydelser fra det offentlige. At gennemføre brugerbetaling er dog en tung proces, der kræver en vis indkøringsperiode. Derfor er besparelsen på dette område kun berammet til 2 mia. kroner i 1993.

  • Opstramning af udlændingeloven

Der foreligger ikke eksakte opgørelser over, hvor meget den offentlige sektor samlet anvender på udlændingeformål. Budgetoplysninger fra stat, amter og kommuner viser dog, at der på konti med direkte henvisning til udlændinge er tale om ca. 9 mia. kroner. For eksempel har Justitsministeriet oplyst, at de i 1993 skal bruge mellem 3 og 4 mia. alene til modtagelse af asylansøgere m.v. Hertil kommer forskellige socialudgifter samt udgifter til uddannelse, bolig kriminalforsorg, politi og mange udgifter i kommunerne på skønsmæssigt 8 mia. kroner. Ved en opstramning af udlændingeloven og en ændring af flygtninges sociale status vil der kunne opnås en minimums besparelse på 3 mia. kroner.

  • Kontanthjælpsreduktion

I forsøget på at fjerne en række af de såkaldte samspilsproblemer foretages en reduktion i de forskellige kontanthjælpsydelser. De samlede udgifter til kontanthjælp andrager i dag godt 11 mia. kroner, hvorfor en besparelse på 1 mia. kroner vil kunne fordeles med 10 % nedjustering af de forskellige ydelsesformer uden mærkbare ændringer i rådighedsbeløbet. Justeringen vil imidlertidvære af en sådan størrelsesorden, at der opnås en betydelig indkomstfremgang ved overgangen fra passiv hjælp til beskæftigelse.

Dermed etableres den motivation, som bl.a. Socialkommissionen har efterlyst i deres seneste rapport (15).

  • Driftsbesparelser ved privatisering

Ved en totalprivatisering af en række udvalgte statsopgaver vil der skønsmæssigt kunne opnås driftsbesparelser på 2 mia. kroner i 1993. Alene en delprivatisering af DSB skønnes at lette statens budgetmæssige driftsunderskud på 3,9 mia. kroner. Viften af privatiseringsmodne offentlige institutioner er imidlertid så stor, at der ikke alene bør fokuseres på de største statsvirksomheder.

4.2. Budgetforbedringer

Sideløbende med de ovenstående besparelser på i alt 33,5 mia. kroner, vil der kunne opnås en række budgetforbedringer som følge af den øgede økonomiske aktivitet.

  • 40.000 flere i arbejde

Det meget beskedne skøn om 40.000 flere personer i beskæftigelse vil alene føre til en budgetforbedring på 10 mia. kroner. Den forbedre budgetposition er en sammensætning af sparede dagpenge og øget skattegrundlag. Idet omfang, der sideløbende med dette udspil ikrafttrædelse indtræffer en international konjunkturopgang, vil virkningen naturligvis forstærkes.

  • Øgede momsindtægter som følge af større forbrug

De foreslåede skattelettelser vil især i det første skatteår blive omsat til tidligere uindfriede forbrugsønsker. Det vil ud fra en ret præcis vurdering føre til øget moms og afgiftsindtægter på 30 % af de 53 mia. kroner, en skattefri bundgrænse på 60.000 koster eller 15 mia. kroner i alt. For eksempel vil køb af biler med 180 % i registreringsafgift betyde, at 2 ud af 3 kroner havner i statskassen, ud over den almindelige moms på 25 %.

  • Dynamiske effekter

De planlagte skattelettelser for 1993, 1994 og 1995 vil medvirke til, at arbejdsindsatsen og investeringsomfanget øges kraftigt allerede i 1993. Forklaringen er, at både personer og virksomheder indretter sig efter de skattemæssige forhold, som de har sikkerhed for bliver gennemført i fremtiden. Der opnås således dynamiske effekter, før de planlagte skattelettelser er i funktion. Det vil både betyde øget indkomst- og selskabsskat på skønsmæssigt 6 mia. kroner.

4.3. Besparelser er ikke nok

De foreslåede besparelser og budgetforbedringer beløber sig til i alt 64,5 mia. kroner. Der er således tale om en overfinansiering i forhold til de skattelettelser, som Fremskridtspartiets udspil lægger op til. I forsøget på at stoppe den gældsspiral, som i de sidste mange år har præget dansk økonomi, er det dog nødvendigt at finde yderligere provenukilder. Målet er i første omgang at reducere det forventede underskud på finansloven for 1993 på 40,3 mia. kroner. Det kræver engangsindtægter i størrelsesordnen 30-35 mia. kroner.

Det er imidlertid vanskeligt at foretage større offentlige besparelser, uden at det får uheldige beskæftigelsesvirkninger. Derfor foreslår Fremskridtspartiet, at der rejses så meget provenu som muligt ved øget udlicitering og privatisering.

Tiltag af den karakter er også i overensstemmelse med kravet om beskæftigelsesneutralitet.

Henvisninger

13. Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut (AKF), ”Offentlige børnepasningsordninger”, AKFs Forlag, København, oktober 1988.

14. Kulturministeriet, ”Kulturens penge: Offentlige udgifter til kultur og folkeoplysning”, København, oktober 1992, s. 10.

15. Socialkommissionen, ”Tabt?” – Debatoplæg om midtergruppen”, København, november 1992.

Fortryder Anker Jørgensen?

6. november 2012 11 kommentarer

Fortryder Anker Jørgensen?

Demokratiets livskraft er størst, når debatterne kan ske for åbent tæppe. Anker Jørgensens hyppige advarsler om faren for demokratiet består ikke i de mange partier – store eller små – men kun i hemmelighedskræmmeriet eller fortielser.

Derfor endnu en opfordring til statsministeren om i fuld udstrækning at debattere landets problemer for åbent tæppe.

 

I forbindelse med Tv-debatten den 1. oktober havde Billed-Bladet planlagt en artikel om Mogens Glistrup og Anker Jørgensen. Hver især var opfordret til at skrive om modparten.

 

Den 19. september sendte Billed-Bladet følgende brev til Mogens Glistrup:

Kære Glistrup:

Det er med sorg jeg skriver til dig for at fortælle dig, at dit indlæg i sidste øjeblik er taget ud. Efter at Anker Jørgensen havde sagt nej, besluttede bladets ledelse trods alt at droppe sagen, fordi vi ikke må beskyldes for at tage parti. Sådan mener man, det kunne virke på nogle mennesker, hvis vi bragte dit indlæg alene.

Jeg er ked af, at du har ulejliget dig forgæves, men regner med, at vi er lige gode venner af den grund. Hils din kone mange gange.

Venlig hilsen

Leif Kjeldsen

 

Nedenstående gengiver vi den artikel, Mogens Glistrup havde skrevet, idet det dog skal tilføjes, at Billed-Bladet ville have kortet artiklen en smule ned:

Da fremskridtsbevægelsen var spædbarn, kom mange dybt fortvivlede til os og sagde med næsten ens ord: ”Min bedstefar var socialdemokrat. Min far var socialdemokrat. Selv har jeg altid stemt socialdemokratisk. Jeg har aldrig troet, jeg skulle tvivle, men nu kan jeg altså ikke holde det ud længere. Kildeskatten, Rifbjerg og alt det der. Det kan da ikke være socialdemokratisk politik. Jeg kan simpelt hen ikke blive ved mere. Er det mig, der er fej? Er det mig, der svigter? Eller er det Krag og de andre fine?

Samme Jens Otto Krag fortæller ikke om tilsvarende oplevelser i sin offentliggjorte dagbog. Utvivlsomt må imidlertid også han have mødt holdningen og fornemmet dens udbredthed. Derfor var det ikke overraskende at han – der jo ikke længere var nogen årsunge – benyttede først givne lejlighed til at lade sig erstatte af en arbejdsmand. De 13 år med cand. politter som socialdemokratiske partiledere havde kostet dyrt i retning af tabt kontakt med de virkelige samfundsproblemer.

Arbejdsmanden var Anker Jørgensen. Vi fremskridtsfolk modtog ham i største spænding. Skulle han blive med- eller modspiller i vor kamp mod den nye herremandsklasse, som de 13 år havde skabt?

Olympiadetalen

Det første sikre tegn på, hvor det bar hen, var hans olympiade tale. Blot muligheden for offentlige besparelser – den eneste vej at komme ud af skattemoradset på – blev kaldt for ”falsk tale”. Ved enhver olympiade – sagde Anker Jørgensen – sættes nye rekorder, og sådan er også naturloven for hver finanslov. Det offentliges udgifter må nødvendigvis blive større og større.

Hermed var handsken til fremskridtsbevægelsen kastet. Da vi få måneder senere i Gallup-tilslutning var Socialdemokratiets jævnbyrdige, udfordrede vi gang på gang Anker Jørgensen til at komme og diskutere med os. Han undslog sig konsekvent og undtagelsesfrit. Men omsider kom dog en socialdemokrat – Erhard Jacobsen. Med ham dystede vi møde efter møde om sygdomsbærmen i den danske samfundsøkonomi – at stat og kommuner har ladet sine udgifter svulme så stærkt ud over den økonomiske bæreevne.

I løbet af et halvt års tid var Erhard Jacobsen blevet klar over, hvilken vej de stærke befolkningsstrømme bar. På fjernsynsskærmen så vi Anker Jørgensen holde sin ”til venstre for midten-tale”. Direkte kontakt med ham var aldeles uopnåelig. Hans forhold til fremskridtsbevægelsen var blot, at han efter avisernes sigende arbejdede med, om han dog ikke kunne få puttet mig i fængsel.

Men snart skulle han få endnu flere problemer. Den Erhard Jacobsen, der skulle have gjort socialdemokratiarbejdet med at knække Fremskridtspartiet, indgik nu i de manges brigade, der simpelt hen ikke længere kunne bære over deres samvittighed fortsat at slutte op om Socialdemokratiet, som var blevet så totalt ændret siden Staunings og H. C. Hansens dage.

For at knuse oprøreren Erhard Jacobsen, før denne nåede partimæssigt at etablere sig tilstrækkeligt fast, kastede Anker Jørgensen Danmark ud i et valg. Snart stod det klart, at dette stykke partitaktik slog fejl. Befolkningen havde fået nok af socialdemokraternes olympiske rekorder.

Foragt for fair play

Men midt i valgkampen kammede udviklingen over. Anker Jørgensen havde været i Middelfart og talt om Middelhavet. Med socialdemokraternes sædvanlige nævnenyttighed til at ville løse alle andre landes problemer, havde han groft fornærmet olielandene. Det førte nu til boykot af Danmark, og det blev Anker Jørgensens redning. Med suveræn foragt for alle fair play synspunkter og særregler, lod Danmarks Radio nemlig socialdemokraterne – især Erling Jensen – køre en trommeild af valgpropaganda med det hovedindhold, at i en sådan national krisesituation, måtte man da slutte op om regeringspartiet.

Derfor gik Anker Jørgensen ud af valgslaget som nr. 1. Stadig leder af Danmarks største parti. Men det næststørste blev Fremskridtspartiet. Og derfor kunne han nu ikke længere undslå sig for at møde os ved officielle lejligheder.

Første gang, jeg traf ham på tomandshånd, var et par dage efter valget. Da statsministersekretæren viste mig ind, sad han ved et lille bord i et kæmpestort isnende koldt lokale. Menneskekontakten mellem os føltes endnu koldere.  Hans uforstående foragt var tydelig for dette nymodens sammenrend af apolitiske fremskridtsfolk. Også jeg skulle imidlertid sige noget. Jeg kom til at formulere mig på den måde, at jeg nok vidste, at en statsminister fik umådeligt mange tal på sit arbejdsbord hver dag og knapt kunne huske dem alle, men jeg ville dog lige gerne genopfriske hans hukommelse med ét tal, han måske havde glemt, nemlig at vælgerne havde udrustet Fremskridtspartiet med 28 folketingsmandater.

Det skæve smil hvormed han svarede ændrede aldeles stemningen. Det nærmest forårsvarmede. Det udtrykte til 100 %, at jeg da også måtte forstå den knibe, han var i. Kastet ud i at være leder for det parti, som i to generationer havde været den danske arbejders. Og så nu alle disse bryderier fordi andre havde fejlet.

Andres fejl

Siden da har ånden fra den 6. december 1973 altid været det dominerende, når jeg tænker på Anker Jørgensen. Nok har ikke i de knapt tre år vi har haft fælles arbejdsplads én eneste gang villet sludre uformelt med mig. Vi påtrængende fremskridtsfolk skal bestemt ikke tro, at vi er noget – at vi skulle være lige så gode som de gamle. Men selv om han altså dag ud og dag ind passerer forbi mig på Christiansborg uden et ord eller en kommentar til, hvad der er oppe – selv på trods af det, fornemmer jeg altså – ærlig eller falsk – en vis gensidighedens sympati fra december mødets tøbrud.

Men med en enkelt begrænsning: Fra Folketingets talerstol taler man lige ned til ministrene. Nærmest sidder statsministeren. Og normalt virker Anker Jørgensen som den forstående lytter, som det er inspirerende at henvende sig til. Men ikke når K. B. Andersen undtagelsesvis er på visit i Danmark og sidder ved hans side. Han er legemliggørelsen af det inkvisitoriske fremskridtshad. Og påvirkelig som han er af sine nærmeste omgivelser, konkurrerer  Anker Jørgensen med sin udenrigsminister ved de lejligheder om at hidse sig op mod banditten Glistrup.

Ganske oplagt er det skammeligt, at der skal være så elendig en kontakt mellem de to største politiske partier inden for arbejdslivet.

Derfor var den 13. september 1976 en lykkens dag. Anker Jørgensens fok erkendte da omsider, at man ikke får Z-bevægelsen dræbt ved fortsat at lade som om, vi ikke eksisterede. Folkestyre betyder debat. Debat med dem man er uenige med så det folk, der skal styre også kan bedømme de eksisterende opfattelser over for hinanden.

Og selv om vi fremskridtsfolk har svært ved at forstå at 913.155 ved sidste valg holdt fast ved det socialdemokratiske parti, må vi naturligvis respektere det og respektere, at deres politiske leder er Anker Jørgensen. Måtte den seneste udvikling klart konstatere, at han ikke længere til de mindreværdiges kreds henregner de 414.219, som satte deres krydser i den anden ende af stemmesedlen.

Vi er alle sammen mennesker.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 17 / 4. årgang  / 7. oktober 1976

Z lige nu

28. oktober 2012 2 kommentarer

Z lige nu

Det statsmonopol som indehaves af Danmarks Radio og TV er helt og fuldt i hænderne på gammelpartiernes røde lejesvende med deres bestandige tromlen fra årle morgen til sen nat for at fremkomme med ensidige budskaber til fædrelandets fordærvelse.

Løgn, fortielse og forvrængning er de våben, hvormed de vil ødelægge Fremskridtsbevægelsen. Brugt år efter år. Nu 16. år i træk. Og af alle de toneangivende journalister.

Derfor har vi nok kun os selv og vore spinkle kræfter at bygge på. Og derfor må disse kræfter udnyttes i længere tid, end de få uger som hengår fra valgudskrivelsen til valgdagen. I de par dusin døgn er det særdeles svært for et kirkerottefattigt parti som Fremskridtspartiet overhovedet at komme til orde. I de dage overlades scenen jo stort set til magthaverpartierne, som lover alt paradisisk og spiller på, at vælgerhukommelsen gang efter gang har vist sig at være uhyggelig kort.

Vor opgave nu er derfor ikke at fuldkommengøre vort indre partiorganisationsapparat. Det må vente. Vort virke skal være udadvendt. Med et ofte anvendt Fremskridtsudtryk: Nu gælder det at missionere blandt hedninge. Og efter opinionsresultater er der over 97 % af dem på landsplan. I visse egne af landet endda endnu flere.

Metoden er ganske enkel. Det eneste vi skal gøre er at sige sandheden. Vi Fremskridtsfolk skal bruge alle vore kræfter til at oplyse om de virkelige forhold.

Hver gang det lykkedes for os, er sejren vor. Hver eneste dansker er nemlig i virkeligheden et Fremskridtsmenneske. De fleste ved det bare ikke selv. Fordi de er blevet proppet med så mange usandheder om Z-partiet. Vor opgave er derfor uforfærdet at være sandhedens fakkelbærere.

I højsædet skal vi sætte de gamle dyder. Folketinget skal forkæle den arbejdsomme, den flittige, den selvdisciplinerede, den selvopofrende. Det er kravene, når vi skal ud af de folketingsskabte plager, som har præmieret ødslerne, de letsindige, de forkælede, de klynkende og de uforstandige.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 6 / 15. årgang / 20. februar 1987 

Pressemeddelelse fra Mogens Glistrup

22. oktober 2012 Skriv en kommentar

Pressemeddelelse fra Mogens Glistrup

I forbindelse med Knud Leif Thomsens udtræden af Radiorådet har TV, radio og næsten alle aviser bragt misvisende reportager. Jeg må derfor bede om, at man retleder seere, lyttere og læsere ved at optage følgende:

Jeg har ikke nogen særlig alliance med Danske Tidende.

Til ethvert blad sender jeg alt det Fremskridtsstof, jeg kan forvente optaget.

I ethvert blad findes mangt og meget som jeg er uenig i, og som jeg finder uanstændigt.

Det gælder Danske Tidende. Men det gælder også: Jydske Tidende, Sjællands Tidende, Berlingske Tidende, Aktuelt, Fagbladet, FTF-bladet, Land og Folk og alle andre blade.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 3 / 7. årgang  / 19. februar 1979

Vi må ikke glemme vi er medlem af EF

21. oktober 2012 Skriv en kommentar

Vi må ikke glemme vi er medlem af EF

I anledning af at der i dagspressen er blevet meddelt, at der vil blive rejst sigtelse med overdyrlæge Th. Riemann, for overtrædelse af dansk lovgivning vedrørende race diskriminering, finder jeg det rigtigt, at fremkomme med følgende oplysning:

Såfremt Fremskridtspartiet får gennemført sin økonomiske politik vil det medføre en voldsom opblomstring af dansk industri, handel og landbrug. En sådan ekspansion vil betyde en stærkt forøget efterspørgsel efter arbejdskraft, som igen vil betyde en øget indvandring af arbejdere af fremmed nationalitet. Folketingets partier – med Fremskridtspartiet som eneste undtagelse – hævder at indvandringen er standset. Dette er ikke tilfældet. Et af EF`s vigtigste principper er netop arbejdskraftens frie bevægelighed, og da der som følge af det engelske imperiums afvikling efter den anden verdenskrig befinder sig ca. 2 millioner englændere, som har deres oprindelse i Indien, Pakistan, Afrika o.s.v., vil Danmark ikke kunne afvise disse EF-borgere.

En logisk følge af Th. Riemanns ubehag ved arbejdere fra andre lande må derfor være modstand mod EF.

Grækenland er netop optaget i EF. Spanien vil sikkert snart følge efter. Såfremt modvilje mod at andre nationaliteter slår sig ned i Danmark, er hovedmotivet for at deltage aktivt i politik, er Fremskridtspartiet det dårligste tænkelige valg, da vi ikke alene er tilhængere af EF, men at selve gennemførelsen af vor økonomiske politik vil øge antallet af arbejdere af fremmed nationalitet i Danmark.

Det Fremskridtspartiet har gjort, har været at stemme nej til at gøre kriminelle til danske statsborgere samt at påpege de økonomiske og kulturelle problemer, der er opstået.

C. Hansen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 13 / 9. årgang / 3. april 1981 

Pensionister forstår ikke skrivebordsfolkenes snak

19. oktober 2012 1 kommentar

Pensionister forstår ikke skrivebordsfolkenes snak

Glistrup anmelder Lena Vedel-Pedersen.

Lena Vedel-Pedersen har gennem et stort antal radiobrevkassesvar placeret sig som en førstetalsmand for, at den sociale forvaltning er til for klienternes skyld og ikke omvendt.

Dette grundsynspunkt gennembelyser hun på ny i en 178 sider stor bog, som hun har udsendt på Chr. Erichsens Forlag om “RET OG PLIGT FOR PENSIONISTER, som situationen var ifølge de i sommeren 1973 gældende love og bestemmelser.

På et klart og nøgternt – og derfor også smukt – sprog forsyner hus læseren med et væld af præcise oplysninger.

Fremskridtspartiets tilhængere har imidlertid ekstra glæde af bogen.

Ud af næsten hver side stråler, at vi er på rette vej med vore socialpolitiske reformtanker.

Den nuværende ordning er så kompliceret, at alt for mange af socialsektorens skatteydermidler havner hos socialrådgivere og embedsmænd, som skal holde styr på systemet (eller manglen på system). De klienter, som burde have haft disse penge, bliver i stedet forvirrede og utrygge. Det gælder, når sagsbehandlingerne trækker ud – i uger, måneder og år, hvor hurtig hjælp ville have været særlig værdifuld på grund af den trængte situation, ansøgeren typisk står i. Det gælder også, når pensionsbeløb springer op og ned måned for måned på mystisk vis. Det er ikke noget rimeligt krav, at pensionisten til bunds skal kunne forstå skrivebordsfolkenes snak om, at den ene måned er der efterreguleringer med tilbagevirkende kraft, den næste såkaldt normalpension, der tredje en fornyet forhøjelse og den fjerde et ændret skattetræk. Søvnløshed og usikkerhed overfor fremtiden bliver uundgåeligt konsekvensen hos hundredtusindvis af pensionister.

Selv størrelsen af folkepensionen og andre sociale ydelser vil jo utvivlsomt blive markant højere, hvis Fremskridtspartiets synspunkter sejrer over gammelpartiernes bureaukratværk.

Det er imidlertid en udvikling, som vil tage ca. fem år. På vore møder samler interessen sig derfor ofte om de 350 kr., som pensionen efter vort forslag skal udgøre hver onsdag. Vi bliver jo svar skyldig, når man spørger, hvad gammelpartierne vil give i den tilsvarende periode, 1. januar 1975 til 31. marts 1976. De har jo ikke så langtrækkende planer konkret udformet endnu. Det næste spørgsmål til møderne er så ofte: “Hvad er det tilsvarende beløb nu? Heller ikke herpå kan der svares konkret. De mange komplicerede sondringer i nugældende lov giver et alt for flimrende billede. Vi er imidlertid bestemt ikke unfair overfor de andre, hvis vi angiver følgende tre ugebeløb:

  • 260 kr. til en enlig folkepensionist.
  • 170 kr. til en folkepensionist gift med en ikke-folkepensionist.
  • 200 kr. til en folkepensionist gift med en anden folkepensionist.

På vore møder kommer der imidlertid også mange andre forespørgsler om, hvor store pensionsydelserne er i øjeblikket. Da det jo er svært at holde alle disse tal i hovedet, er det nyttigt at have Lena Vedel-Pedersens bog ved hånden og på forhånd at have studeret i den så grundigt, at man nogenlunde hurtigt kan slå op i den. Man må så blot huske, at tallene er fra før 1. oktober 1973, og at der siden da er sket en mindre pristalsregulering.

Gavnligt er det også at læse Lena Vedel-Pedersens bog, hvis man hører til blandt de forhåbentligt mange Fremskridtsfolk, der forbereder mere eller mindre fuldstændige manuskriptudkast til den pjece, som vi gerne i løbet af vinterens løb skulle have udsendt om Fremskridtspartiets socialpolitiske forslag. Det er jo desværre ikke i ringe omfang lykkedes vore modstandere at forvanske og fordreje den kendsgerning, at vore pensionister kan forvente de bedste kår.

Mogens Glistrup

Lena Vedel-Pedersen:

Ret og pligt for pensionister / (178 sider. Chr. Erichsens Forlag, 1973).

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 8 / 15. oktober 1973 / 1. årgang

%d bloggers like this: