Arkiv

Archive for september 2012

Socialdemokratiet bange for at VKZ får flertal

30. september 2012 18 kommentarer

Socialdemokratiet bange for at VKZ får flertal 

Når hovedparten af landets erhvervsledere og andre med tilknytning til den private sektor holder ferie, er der grund til, at den bliver brugt til grundigt at overveje, hvorledes udviklingen skal være efter efterårets folketingsvalg. Som alt står i øjeblikket, vil Socialdemokratiet kun kunne fortsætte, hvis de danner regering med støtte fra SF. Er det ønskeligt for dansk erhvervsliv? Eller vil man hellere prøve den mulighed, som meningsmålingerne har vist i mere end et år – et VKZ-flertal?

At VKZ ikke længere blot er teoretiske drømme, vidner Socialdemokratiets adfærd om. De er bange, meget bange, for at miste regeringsmagten. De ved, at hvis Nyrup må forlade statsministerposten og blive formand for et mindre folketingsudvalg, da vil Socialdemokratiet ikke komme i regering mere i dette årtusind.

Derfor er de bange, og derfor har de allerede givet smagsprøver på, hvorledes de vil søge at skabe et ekstremt skræmmebillede af, hvad et VKZ-flertal vil betyde. Det er der ingen grund til at blive skræmt over.

Fakta er, at den væsentligste opgave for et VKZ-flertal bliver at flytte centrum for den økonomiske udvikling i samfundet tilbage til den private sektor. Mens den nuværende regering (A, B, CD og KrF, red.) har brugt alle midler for at flytte vækstcentrum ind i staten, så skal et VKZ-flertal bruge ændrede skattelove, erhvervslove, arbejdsmarkedslove, finanslove m.v. til at flytte væksten over, hvor den er samfundsgavnlig, nemlig i den private sektor.

Den nuværende regering har mødt ethvert problem i samfundet med nye love, flere regler, flere embedsmænd og mere planøkonomi. Den nuværende regering tror på, at det er politikere og kommissærer, som skal styre udviklingen. Konsekvensen er blevet stigende skatter, afgifter og gebyrer for erhvervslivet til skade for erhvervsfriheden, konkurrenceevnen og beskæftigelsen. Det er på trods af, at den nuværende regering lovede, at den ikke ville forringe konkurrenceevnen. Hvordan tror man så, det vil blive, hvis CD og KrF bliver skiftet ud med SF?

Mange (alt for mange) ledere i erhvervslivet har valgt den typiske danske “lad-os-nu-se” holdning over for regeringens politik. De meget betydelige flytninger af ideologiske hegnspæle, som regeringen har gennemført – specielt inden for erhvervsområdet, har ikke alle vist deres sande ansigt endnu. Kommuners adgang til privat erhvervsdrift, ødelæggelse af udligningscirkulæret, statslige fonde til erhvervsinvesteringer m.v. er initiativer, som først om nogle år vil vise, hvor planøkonomiske og socialistiske de er. I mellemtiden rinder sandet ud af den private sektors timeglas. Erhvervsledere må derfor tænke lidt længere end til næste termin. De må bruge sommerferien til grundigt at tænke over hvilket politisk klima, de ønsker i Danmark.

Vil man have den planøkonomiske “tredje vej” med den snigende socialdemokratisme, der efter værste salamimetode skærer sig ind på erhvervslivets frihed? Eller vil man have et politisk flertal, hvis hovedmålsætning er at skabe fornyet vækst i den private sektor? VKZ vil møde problemer i samfundet ved at fjerne love, afbureaukratisere og deregulere til fordel for friheden og mangfoldigheden.

Den nuværende regering har gennemført hovedparten af sine initiativer for lånte midler. Væksten i den offentlige sektor har vi slet ikke haft råd til. Alene statens gæld vil i år runde 700 milliarder kroner. Hvor tror man, disse penge skal komme fra? Er det ved at ansætte flere embedsmænd i ToldSkat? Ved at lave nogle kulturprojekter? Ved at systemeksportere vores børnehaver til Østeuropa? Nej, midlerne kan kun komme fra den private sektor. Det bliver den private sektor, som gennem de næste mange år skal afdrage den store gæld. Skal det gøres muligt, må erhvervslivet have vækstfrihed og forbedret konkurrenceevne. Det hjælper jo ikke, at der bliver færre om at løfte byrden!

Ledere og beskæftigede i alle private erhverv fra fiskere, landmænd, industri, transport og håndværk, for slet ikke at tale om handel og service, må derfor bruge sommerferien til – meget grundigt – at overveje, hvad de vil satse på til efteråret. Det er en vigtig beslutning, måske den vigtigste. Det er langsigtede investeringer, der foretages, når Folketinget sammensættes ved efterårets valg.

Kim Behnke 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 8 / 22. årgang / august 1994

Reklamer
Kategorier:Økonomi, Den offentlige sektor, Erhvervspolitik, Folkestyre/demokrati, Skat og afgifter, Socialdemokratiet Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Verdens-sammenbrud?

29. september 2012 Skriv en kommentar

Verdens-sammenbrud?

Boganmeldelse:

Fremtidsadvarselsromanen ”The crash of 79” beskæftiger indgående med den politisk-økonomiske nutidsbaggrund i en række bestemmende lande, for eksempel USA, Schweiz, Italien, Iran og Saudi-Arabien. Samtidig med, at den underholder, giver den en omfattende klar og tydelig baggrundsviden på en uhøjtidelig facon, som klart afslører, med hvilken kynisme og overfladiskhed mange af denne verdens store problemer bliver løst.

Den er skrevet med så enkle sætningsbygninger, at dens 428 sider giver udbytte og sprogtræning til enhver, som blot har haft omkring fire års engelskundervisning. Der er derfor god grund til at anbefale den, efter at den nu er kommet i billigbogudgave – udsendt af Pocket Books, 1230 Avenue of the Americans, New York 10020.

Forfatteren, Paul E. Erdman, mener, at der er så mange brøstfældigheder i den internationale pengeverden og med den igangværende vanvittige våbentekniske udvikling (FREMSKRIDT 1977-8, side 7), at det helt store verdens-sammenbrud ligger lige om hjørnet. Derved bliver hans fremstilling en pedant til den fremragende udredning, som John Kenneth Galbraith skrev om baggrunden for ”Det store krak 1929).

Under den titel indgår sidstnævnte bog i Gyldendals serie af Uglebøger.

Mogens Glistrup 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 21 / 5. årgang / 5. december 1977

Velfærdens unødvendige vandring derhen, hvor “hønsene skraber”?

28. september 2012 Skriv en kommentar

Velfærdens unødvendige vandring derhen, hvor “hønsene skraber”? 

Velfærdskommissionens oplæg er jf. mediers omtale netop nu til afsluttende politisk behandling. I løbet af kort tid må der derfor forventes et forlig, idet det bredest mulige forlig er regeringens (V og C, red.) mål. Et forlig, der ifølge regeringens politiske udmeldinger vil føre til en række stramninger af betingelser for morgendagens og fremtidens velfærdsydelser.

Med udgangspunkt i artiklen “Aftenlandets undergang”, skrevet af Klaus Wivel og bragt i denne uges udgave af Weekendavisen, synes hele basis for velfærdsreformen at være et politisk bedrag af de ganske store.

Udgangspunktet for artiklen er Bruce Bawer´s bog “While Europe slept – How radical Islam is destroying the West from within”. I artiklen anføres, at Bawer, der også mestrer det danske sprog, har fundet frem til, at de europæiske storbyer kendetegnes ved ressourcetunge “indvandrerghettoer, som for det meste består af muslimer“.

Det anføres, at disse muslimer udgør en typisk befolkningsandel af størrelsesordenen 5% med en ret omfattende beslaglæggelse af velfærdsforbrug, idet dette forbrug angiveligt er af størrelsesordenen 40% af de samlede velfærdsressourcer.

Når dertil kommer ubændig tildeling af ydelser som ulandshjælp og lignende ydelser i form af en meget omfattende dansk militær deltagelse i fjern-operationer af (kultur-) politisk natur, synes det lidt malplaceret, at fjerne danskerens velfærd for at tækkes opgaver, der ikke er folkeligt belæg for.

Fremskridtspartiet noterer sig derfor, at folketingets partier, der måtte indgå et velfærdspolitisk forlig, vil skaffe sig selv dels et alvorligt forklaringsproblem, dels en besværlig fremtid.

Regeringens udmeldinger om, at problemerne løses ved dialog samt sikring af beskæftigelse af de fortsat overrepræsenterede ubeskæftigede indvandrere, må betragtes som ønsketænkning, baseret tillige på en meget omfattende fortielse af den politiske løgn, der har styret den danske politiske debat og beslutningstagen gennem nu mere end 20 år.

Velfærden i Danmark bør gerne fastholdes og om muligt udbygges, medens den “udviklingens bremseklods”, som en hysterisk forsvaret urealistisk og tillige ufolkelig tilvandringspolitik udgør, straks underkastes en afviklingsproces gennem tilbagevisning af personer med muslimsk baggrund og uden reel opfyldelse af indvandrerkriterier til disse personers oprindelige hjemlande.

Politikere og implicerede myndigheder, deltagende i den negativt befolkningsforandrende proces, skal efterfølgende i det danske folks navn underkastes den for sådanne van-styringer af samfundet hjemlede rettergangsaktivitet. Et retsopgør, som før set i Danmarks historie, men uden de pletter, der prægede retsopgøret efter befrielsen i maj 1945.

J. Herkild, Landsformand

Pressemeddelelse

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 2 / 34. årgang / juli 2006

Glistrup: Indflydelse efter vælgergrundlag

27. september 2012 20 kommentarer

Glistrup: Indflydelse efter vælgergrundlag 

Da Poul Hartling (V) igennem de sidste 3½ år konsekvent har nægtet at møde mig til debatarrangementer rundt om i landet, må han tage til takke med følgende svar på hans indlæg forleden:

Fremskridtspartiet har siden valget den 9. januar 1975 uden vaklen og gentagne gange påvist, at en socialdemokratisk regering, hverken kan eller tør løse de meget betydelige problemer, som Folketinget har påført landet ved slaphed i økonomiske anliggender. Letsindigheden har ført til statsunderskud og stadigt voksende gældsættelse, som igen fastlåser arbejdsløsheden, højrenten og fortsætter pengeforringelsen.

Vort synspunkt beror ikke på, at vi anser socialdemokraterne for at være værre end folk fra andre partier. Tværtimod har vi fra bevægelsens fødsel i 1971 uafbrudt godtaget den berømte Baunsgaard-udtalelse: ”Det afgørende er ikke, hvem man samarbejder med, men, hvad man samarbejder om”. 

Tydeligere og tydeligere er det imidlertid blevet, at denne sætning trænger til tilføjelsen ”og hvordan man samarbejder”. Dette er bl.a. godtgjort gennem rivningerne i røde kabinetter, VKR-regeringens lammelse på grund af hvert partis vetoret og musefældeklausulfarcen – alt opført, mens landets problemer voksede sig store i årene fra 1967.

Z-oplæg

Efter at Anker Jørgensen holdt sin regerings nekrologtale i fredags, er tiden inde til på ny at gøre et fremstød for at udmønte samarbejdet i praksis. Det gør Fremskridtspartiet herved i nedenstående-ikke-ultimative-fempunktsoplæg:

  1. Massive offentlige besparelser må være hovedgrundlaget for at få orden i dansk økonomi. De, som (endnu) ikke kan indse dette, er (endnu) ikke modne til at være med i samarbejdet om redning af landet.
  2. Den uanstændigt lave skattefri bundgrænse på 12.600 kr. for 1977 må forhøjes – gerne ad flere gange.
  3. Lønfremgangen skabes gennem skattelettelse. For en dels vedkommende kan den modregnes i den lønfremgang, der nu søges opnået ved forøgelse af firmaernes lønomkostninger være sig ved tariflønforhøjelser, lønglidning og/eller dyrtidsportioner.
  4. Samarbejdspartierne må i gerning vise den yderste forståelse og tolerance for hinanden, så ingen kommer til at dominere, men alle ligestilles i overensstemmelse med vælgergrundlag. Mod og hårdhudethed bliver også nødvendig.
  5. Et samlingsregeringsgrundlag, der kun indeholder foranstående punkter, vil være særdeles utraditionelt. I den foreliggende situation er det imidlertid at foretrække. Ellers skal der nemlig spildes lang tid på, at man forhandler sig frem til enighed om mere eller mindre vage formuleringer. Man må alligevel forudse, at den hastige udvikling hurtigt løber fra udformningen som man derefter skal spilde tid og kræfter og indbyrdes tillid på at drøfte ændringer i. holdbarheden i samarbejdet sikres derfor ved, at enhver samarbejdsdeltager kan fordre opstående spørgsmål afgjort bindende for alle samarbejdsdeltagere med en på forhånd aftalt kvalificeret majoritet, for eksempel tre femtedele eller to tredjedele i et fællesmøde mellem samarbejspartiernes folketingsmedlemmer.

400.00 vælgere

Fremskridtsgruppen overser ikke, at kolde skuldre har mødt os alle de mange gange vi tidligere har bedt om at komme ind i samarbejde. Det er imidlertid vort håb, at de seneste begivenheder har åbnet tilstrækkeligt manges øjne for, at landets problemer er af så alvorlig en størrelsesorden, at det er utilstedeligt fortsat at udelukke repræsentanterne for over 400.000 vælgere, som vil være med i et konstruktivt samarbejde og underkaste sig flertals beslutninger heri. Selv erkender vi selvsagt, at der med den nuværende folketingssammenslutning på en lang række områder ikke vil kunne skabes flertal for fremskridtspolitikken – for eksempel med hensyn til størrelsen af de ønskelige besparelser hos det offentlige, Sydslesvig-politik o.s.v. Vi er imidlertid desuagtet rede til at slide under samarbejdets åg, blot vi derved kan få udviklingen trukket i den rigtige retning. Selv om det selvfølgelig vil være kreperligt for os at se, at de løsninger, vi så kunne komme til at medvirke til, er for små og for langsomme sammenholdt med størrelsesordenen på de krav, som er skabt af de store tal på arbejdsløshedsregistrerede, valutagæld, statsunderskud, skattetryk, inflationsrate og rentesats.

VCQM-partierne banede i februar 1975 vejen for Anker Jørgensen-regeringen ved ikke at ville respektere de godt 400.000 fremskridtsvælgere som ligeværdige med deres egne. Lad ikke fejlen gentage sig. Vi kræver ikke større indflydelse for vore vælgere, end vi vil indrømme samarbejdspartnernes. Men et samarbejde, der skal bygge på, at fremskridtsfolkene ensidigt underkaster sig de andre kan aldrig blive noget holdbart samarbejde.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 22 / 4. årgang / 16. december 1976

Løb fra C til Z

26. september 2012 1 kommentar

Løb fra C til Z

Efter at Det konservative Folkepartis pressetjeneste har fået hjemtaget og analyseret sit dyrt købte opinionsmateriale fra tiden omkring valget den 8. september 1987, oplyser partiets formand, “At det især var midtervælgerne, der i sidste øjeblik svigtede firkløver-partierne, og i stedet stemte socialdemokratisk. De højreorienterede borgerlige vælgere stemte derimod igen på et firkløver-parti”.

Poul Schlüter (C) drager heraf den konsekvens, at nu gælder det for regeringen om at arbejde tæt sammen med Socialdemokratiet for at generobre midtervælgerne.

Her har vi forbrugeroplysning af højeste karat for de såkaldte “højreorienterede”.

Hvis de vil opnå indflydelse, skal de ved næste valg lade være med at stemme på ét regeringsparti. Så bliver resultatet, at VCQM vil føre fornuftig, økonomisk politik i stræben efter at generobre de frafaldne stemmer.

Historien bekræfter da også, at sådan er sammenhængen i de politiske kendsgerninger.

Da Fremskridtspartiet var stærkt, faldt skatterne. Ikke fordi Fremskridtspartiet havde flertal. Men fordi de andre partier gerne ville generobre de skatteforpinte, som havde krydset Z.

Da generobringen var fuldbyrdet den 10. januar 1984, steg skattetrykket til absolutte verdensrekordhøjder. Det var belønningen, de pågældende fik for at lade sig lokke af Schlüter og Co. til at forlade liste Z til fordel for liste C.

Det er nok ikke god takt og tone at bruge udtrykket “die dummen Dänen” om disse vælgere. Men det er faktisk sørgeligt, at de ved valg efter valg lader sig lokke til at stemme forkert og derved bidrager til, at det går skævere og skævere for Danmark. Med hensyn til den personlige frihed, forhøjelser af skatteplyndringen og deraf følgende verdensrekord i udlandsgæld, som alene kan tilbagebetales af de familier, som har sparet op og derfor ejer noget.

Kan det dog ikke snart trænge ind i folks hjerner, at den eneste måde, vi kan få ordentlige samfundstilstande på, er, at den enkelte bruger sit eneste ene kostbare kryds på valgdagen til at stemme Fremskridt?

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 9 / 16. årgang / 11. marts 1988

Ingen forskel

25. september 2012 Skriv en kommentar

Ingen forskel 

Kun realitetsforvanskede udenomssnakkere kan hævde, at Poul Schlüter (C) og Uffe Ellemann (V) skulle være mindre socialistiske end Anker Jørgensen og Gert Petersen (F).

Mogens Glistrup 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 23 / 15. årgang / 26. juni 1987

Op af sofaen med et Z

24. september 2012 Skriv en kommentar

Op af sofaen med et Z 

I forbindelse med de regerende partiers svigten overvejer mange den medicin mod pesten at blive sofavælger ved næste valg.

Det hjælper ikke en døjt. Hver og én af de 179 taburetter bliver nemlig besat, hvad enten der kommer en stemmeprocent på 9 eller 90.

Vejen frem er at sætte Fremskridtsfolk på flest mulige af folketingets stole. Vi har stemt imod alle begrædelighederne og derudover stillet et vælg af forslag i den brede befolknings interesse, såsom større folkepension, ophævelse af sygehusventelister, mindsket skat o.s.v. o.s.v.

Mogens Glistrup 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 17 / 15. årgang / 15. maj 1987

%d bloggers like this: