Arkiv

Archive for november 2009

Socialudgifter

30. november 2009 2 kommentarer

Socialudgifter

En særlig skatteform består i, at arbejdsmarkedet af loven tvinges til at indbetale beløb til de offentlige kasser. Ofte sker det med en vis procentdel af den enkelte virksomheds lønsum. Eksemplet herpå er de 36,4 millioner kroner, som i 1977 /78 bliver indbetalt til invalidepension og de 93 millioner til sygedagpenge. Større arbejdsmarkedsbidrag må erlægges i henhold til loven om arbejdsløshedsunderstøttelse. Således går arbejdernes medlemsbidrag til arbejdsløshedskasserne med 465.900.000 kr. i statskassen og i henhold til samme lov skal arbejdsgiverne betale 150 millioner kroner. Alt i alt viser talkortlægningen af det danske skattesystemFREMSKRIDT 6-1977 side 8-9, at de sociale kontingenter og arbejdsgiverbidrag dækker 1,6 % af den samlede skatteudskrivning.

På dette punkt adskiller Danmark sig meget markant fra vore konkurrentlande. En OECD-tabel fra 1974 fortæller, at de tilsvarende procenter var:

Land Procent
Norge 28,7
Holland 39,8
Sverige 19,8
Belgien 31,0
Vesttyskland 31,8
Frankrig 39,3
England 17,2
Finland 14,4
Canada 9,6
Italien 42,6
Svejts 39,4
USA (1973) 24,9
Japan 18,6

Den rækkefølge landene er stillet op i, svarer til tyngden af deres samlede skattetryk. Norge, Holland og Sverige var næsten lige så højt beskattet som Danmark. De seks næste lande til og med Canada ligger 20-25 % under Italien, Svejts og USA ca. 35 % lavere og Japan på omkring halvdelen af det danske skattetrykniveau.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 8 / 5. årgang / maj 1977

Reklamer

Socialdemokratisk overbudspolitik

27. november 2009 2 kommentarer

Socialdemokratisk overbudspolitik

Socialdemokraterne har altid haft en særlig evne til at bruge løs af skatteydernes penge og låne det i udlandet, som manglede til sin overbudspolitik.

Dette absolut kedelige talent har rigtig udfoldet sig her i 1991.

Vi har hørt en Jimmy Stahr, som har lovet flere penge til Det Kongelige Teater, danske film og museer.

Vi har hørt en Ole Espersen, som vil give flygtninge, som rejser hjem, økonomiske ydelser i op til et år efter de har forladt Danmark og ydermere sende pension til disse hjemvendte flygtninge.

Vi har hørt en Svend Auken, som vil eftergive FN – 600 millioner kroner, som vi har til gode for vores FN-styrke på Cypern.

Vi har set socialdemokratiet med assistance fra SF og de Radikale (B) ødelægge Danmarks anseelse i udlandet – først omkring Golf-krisen i såvel befrielsen af Kuwait og siden omkring beskyttelsen af kurderne. Dernæst vil man blokere for Danmarks og EFs samhandel med Sydafrika, ud fra nogle holdninger, som ikke gælder for andre lande, vi handler med.

Et negativt billede dannes af danskere, og det gavner ikke de mulige udenlandske investeringer og dermed nye arbejdspladser. Det kan ligeledes skade eksportmuligheder og dermed også beskæftigelsen.

Det ville være meget ulykkeligt for Danmarks økonomi, beskæftigelse og anseelse såfremt Socialdemokratiet igen fik regeringstaburetterne, og desværre gør det alternative flertal – S, SF og R det muligt. Heldigvis kan vælgerne ændre det, og bør gøre det, når chancen byder sig.

Johannes Sørensen

Landsformand 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 7 / 19. årgang  / august 1991

Velfærdssamfundet!!!

23. november 2009 5 kommentarer

Velfærdssamfundet!!!

For den almindelige dansker er de faktiske daglige forhold vel egentlig ganske gode. Aldrig tidligere i vor historie har man ved lånoptagning, belåning af konjunktur- og inflationsgevinster m.v. haft mulighed for at bo så godt, spise så dyrt, klæde sig så moderne, købe så mange nye biler, hårde hvidevarer, video- og Tv-apparater, holde så lange ferier, rejse så meget og få så meget udbetalt fra de offentlige kasser uden arbejdsindsats o.s.v. – o.s.v.

Den private lille egoisme trives i dag så godt som aldrig før. Hvis man en kort stund gider høre på de uduelige politikere eller som forleden lange aften i TV se og lytte til, hvad forskellige økonomer m.fl. mener om landets økonomiske situation, så kan man nok lige acceptere, at der muligvis bør gøres noget, men hvorfor egentlig? – Vi har det da nogenlunde! Og er det alligevel nødvendigt med indgreb og tilbageholdenhed, så skal det i hvert fald ikke være overfor os eller lige på vort område.

Det børnefjendske samfund

Ved læsning af dagens aviser m.v. afsløres dagligt nogle af de problemer vort velfærds- og lånesamfund også er belemret med. Flere og flere børn er de sidste årtier af fortravlede, udearbejdende forældre blevet overladt til pasning og opvækst i samfundets forkvaklede institutionssystemer.

Resultatet er, at flere og flere børn i disse år henvises til skole- og kliniske psykologer, kommer under psykiatrisk behandling, får støttepædagog, hjemmepædagog eller bliver anbragt under forskellige former uden for eget hjem.

Børne- og ungdomskriminaliteten er – sammen med voksenkriminaliteten – stærkt stigende, og hvis ikke flere og flere lovovertrædelser blev gjort straffrie – afkriminaliseret, så ville tallene for kriminalitetens stigning være chokerende store.

Dagligt beretter pressen om voldelige og blodige overfald på såvel børn, unge, voksne og ældre. Væbnede overfald på såvel sagesløse som banker og lignende er desværre nu også blevet en af vi danskes dagligdag.

Behandlersamfundet

Familien, der tidligere var det centrale – det samlende og faste ståsted for det enkelte menneske og det grundlæggende for hele samfundet er gennem de sidste 25 år blevet mere og mere tilsidesat og familiens opgaver overtaget af de såkaldte behandlere. I behandlersamfundet tales der i dag ofte mere om: Min dagplejemor, min pædagog, min lærer, min vejleder, min sagsbehandler, min læge, min hjemmehjælper, min omsorgsassistent, min hjemmesygeplejerske, min bankvejleder, min revisor, min skilsmissesagfører, min o.s.v. – o.s.v., end der tales om min mor og min far eller min familie.

I stedet for hjemmets tryghed og lille overskuelige verden er der nu i mange danskes hverdag – lige fra vugge til grav – kommet en sværm af vejledere og behandlere, der alle har en eller anden form for autoritet. Det er sikkert bl.a. derfor, mange børns og unges tillid og tro på autoriteter kan være på et meget lille sted.

Jeg hører ikke til dem, der mener, at alt det gamle var godt, og alt det nye dårligt, men vil vi have genskabt et menneskeværdigt, varmt og rigt samfund, så må meget genprivatiseres og det naturlige i børneopdragelse- og pasning genindføres.

Barnets naturlige base skal igen være familien, og dermed vil grunden til en rolig og harmonisk ungdoms- og voksentilværelse være lagt.

Privatisering

Ved en udstrakt privatisering af de alt for mange opgaver, der i dag løses af det offentlige, kan vi genskabe et trygt og frit menneskeværdigt samfund.

En klar forudsætning for gennemførelse af disse privatiseringstanker er den grundlæggende skatte, friheds– og socialpolitik som Fremskridtspartiet står for.

Med en skatte- og frihedsreform – der kan skabe gode konkurrencevilkår for danske eksportvarer -vil der over en overskuelig periode i forbindelse med en vidtgående privatisering, kunne skabes arbejdspladser i den produktive sektor til de mange offentligt ansatte, der vil blive overflødige i Fremskridtssamfundet.

Derfor er Fremskridtspolitikken så aktuel som nogensinde!

Johs. Sørensen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 3 /16. årgang / 29. januar 1988

Kommunistiske tilstande på fritidsmarkedet

20. november 2009 19 kommentarer

Kommunistiske tilstande på fritidsmarkedet

I lovgivningen om kommunalfuldmagten står at læse: “Kommunen må ikke tage en opgave op, der forrykker grænsen mellem den private og offentlige sektor, eller som væsentlig påvirker konkurrencen i den private sektor”.

Til trods for dette ser vi hele tiden nye konkurrenceforvridende initiativer fra kommunernes side over for de private tilbud på fritidsmarkedet.

Over hele landet tilbyder man i kommunalt støttede skolefritidsinteressegrupper og ungdomsskoler undervisning i hip hop, jazzballet, showdance og aerobic. Det tilbydes enten helt gratis eller mod en symbolsk betaling.

Mange af landets kommuner driver kommunale styrketræningsaerobic- og solariecentre. Kommunale skatteborgerpenge bruges til, at disse centre med dumpingpriser kan udkonkurrere private forretninger, der – ifølge lovgivningen – ikke må få støtte hverken fra hjemmekommunen direkte eller fra folkeoplysningsloven.

Ligeledes stiller også mange kommuner gratis lokaler til rådighed for danseklubber under Dansk Sportsdanserforbund og Dansk Idrætsforening. Med tilskud til alle medlemmer under 25 år samt løn til underviseren gives her tilbud om danseundervisning. Denne konkurrenceforvridning fra ca. 40 sådanne støttede danseklubber over det ganske land er naturligvis til stor skade for de private danseskoler, ligesom det kommunalt støttede “Dansens hus” i København og adskillige støttede danseteatergrupper naturligvis tager elever fra de private danseskoler.

Mange kommuner har oprettet en kommunal rideskole og en kommunal musikskole, som næsten helt har fjernet de tidligere eksisterende private initiativer på disse områder. Mange kommuner er efterhånden lokalområdets største restauratør med et væld af kommunalt støttede caféer og cafeterier til skade for de private restauratører.

Alt tyder på, at det er mange politikeres ønske, at her på det danske fritids- og kulturmarked skal skabes et monopol, så der kun findes offentlige tilbud på dette område. Alle private tilbud bliver bekriget af dumpingpriser fra kommunale tilbud og af en utrolig erhvervsfjendsk folkeoplysningslov.

Arte har efterhånden sørget for, at staten betaler 75 procent, hver gang vi køber en teaterbillet.

Jo flere støttede fritids- og kulturtilbud der er, jo sværere er det for de få tilbageblevne ustøttede private tilbud at overleve.

Hvornår har vi set monopoler føre til noget godt?

Det eneste vi med sikkerhed ved er, at monopoler bringer med sig, er faldende kvalitet, stigende omkostninger og voksende sløsethed med de økonomiske ressourcer.

Landets få – endnu overlevende – private danseskoler, aerobic- og styrketræningscentre samt rideskoler er jaget vildt.

Det burde have været mere naturligt for kommunerne at støtte de private forretninger, der med faguddannede og kvalificerede medarbejdere står til rådighed, så man i samarbejde kunne tilbyde borgerne prisbillige tilbud.

Det burde have været naturligt, at folkeoplysningsloven i stedet for at være erhvervsfjendsk, havde givet mulighed for, at den økonomiske støtte kunne gives til de eksisterende private forretninger, som derigennem – under behørig kontrol – skulle nedsætte priserne til gavn for forbrugerne.

I stedet vælger stat, kommune og politikere, at udkonkurrere de private tilbud for at opnå et monopol på dette område.

At man så sender en masse kvalificerede medborgere ud i arbejdsløshed er så mindre væsentligt i det spil.

Politikerne taler om, at støtte erhvervslivet, men glemmer helt, at det at drive en danseskole også er et erhverv nemlig et over hundred år gammelt liberalt erhverv.

Skal vi undgå et fuldstændig monopoliseret fritidsmarked med tilbud alene fra det “hellige danske klub- og foreningssystem”, skal der handles meget hurtigt.

Nu står folkeoplysningsloven snart foran en evaluering, og jeg har derfor udformet et væld af ændringsforslag til de politiske partier og det lovgivende folkeoplysningsudval for at redde de sidste private tilbud på det danske fritidsmarked.

Det mest groteske ved hele sagen er, at hvis det lykkes helt at udrydde de private forretninger, vil det koste mange skatteborgerkroner, thi i øjeblikket betaler de private forretninger skat af et evt. overskud. Lukkes vi, vil vore kunder søge over i det offentligt støttede system og forlange gratis lokaler, medlemstilskud til alle under 25 år, løn til underviseren og tilskud fra tipsmidlerne og derigennem forøge de offentlige udgifter.

Hele sagen drejer sig altså kun om en politisk ideologi om, at private forretninger på fritidsmarkedet skal fjernes og hele markedet monopoliseres i statsstøttede klubber, foreninger og oplysningsforbund.

Man indfører kommunistiske tilstande på fritidsmarkedet og kvalitetstilbudene, og de frie markedskræfter sættes ud af spil.

Fire politiske partier har gennem deres partiledere skriftligt over for mig givet udtryk for, at de støtter mig i mine synspunkter. Nu er tiden inde til, at de også i handling skal leve op til deres løfter.

Sagen behandles i øjeblikket i Folketinget på baggrund af det materiale, jeg har udarbejdet.

Tommy Havdrup

…formand for danselærernes konkurrenceudvalg og leder af en privatdrevet danseskole i Albertslund

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 3 / 23. årgang / marts 1994

Vor egen apartheid

18. november 2009 5 kommentarer

Vor egen apartheid

Vi har travlt med at blande os i andre landes forhold. Den hellige forargelse lyser ud af de socialistiske Tv-folk, når de omtaler lønproblemer i Sydafrika og for at være med på noderne skynder “gammelpartiernes” politikere sig, at mistænkeliggøre forhold, de ikke har grundlag for at bedømme.

Hvad med vore egne hjemlige forhold, hvor man hos mange befolkningsgrupper gennem direkte og indirekte skatter beslaglægger 90 procent af arbejdsindtægten?

Hvad med de 20 procent af befolkningen, der holdes udenfor pristalsordningen og må betale både dyrtiden og embedsmændenes pristalsforhøjede lønninger?

Hvad med bylandmændene, der skal sættes i “kartotek” og særbeskattes, medens andre, der ikke har den “perverse lyst” til at bo på landet, gerne må bygge villaer til 1 million og trække “underskuddet” fra skatten

Hvem er i øvrigt “bylandmand”? Er det tankvognschaufføren eller slagteriarbejderen, der for at holde hjemmet oppe pukler i 20 af døgnets timer? Eller er det skolelæreren og kontormanden, der søger ud i naturen for at give børneflokken sunde interesser og en sund opvækst

Før vi korrekser andre, bør vi “muge ud” i vort eget gammelpolitiske system, der er gennemsyret af misundelse og diskriminering.

A. Th. Riemann

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 4 / 2. årgang  / 19. februar 1974

Vi har talt for døve øren

16. november 2009 7 kommentarer

Vi har talt for døve øren

BT kan fortælle sine læsere, at 12.000 afghanere i disse dage forsøger at komme til Danmark. Udenrigsminister (Uffe Ellemann-Jensen (V) udtaler, at ”Danmarks flygtningeregler er for åbne og må skærpes”. Justitsministeren (Hans Engell, C, red.) vil have begrænset retten til familiesammenføringer. Den konservative formand for Udenrigsudvalget siger, at ”indvandrernes automatiske retskrav på familiesammenføring skal sløjfes”. Venstres Bjørn Elmquist udtaler, at ”barneægteskaber bør ikke have retskrav i Danmark”. Men de radikales (B) flygtningepolitiske ordfører, Kirsten Lee, mener ikke at der ”umiddelbart er saglige grunde for at ændre flygtningeloven, da EF-flygtningekonventionen ikke giver nogen grund til at Danmark skulle komme til at virke som en flygtningemagnet”.

Godtroende

Man skal være meget godtroende, hvis man som fru Lee tør hævde, at den store ”efterspørgsel” på opholdstilladelse i Danmark ikke hænger sammen med, at de fremmede her i landet er stillet langt bedre end andre steder og at Danmark derfor vil blive det foretrukne land for alle flygtninge, som får foden indenfor i EF.

Fremskridtspartiet har i årevis forsøgt at råbe politikerne fra andre partier op i disse spørgsmål, men vi har talt for ”døve øren” og de øvrige partier har totalt afvist vore ønsker om en folkeafstemning om flygtninge- og indvandrerpolitikken. Først nu er alvoren ved at gå op for de konservative (C) og Venstre. Man må håbe, at de to borgerlige partiers politikere endelig tør stå fast og dermed redde Danmark fra en flygtningeinvasion, som vi i dag kun kan forestille os i et mareridt.

Aage Brusgaard

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 7 / 18. årgang  / august 1990 

Demokratiets krise

13. november 2009 5 kommentarer

Demokratiets krise

Den krise – som netop de fire gamle partiers repræsentanter mener, at det danske folkestyre befinder sig i –er i overvejende grad forvoldt af deres egen manglende evne til at leve op til dette folkestyrets idealer.

Demokrati er at respektere andres synspunkter – at have og give andre mulighed for at være medbestemmende og øve indflydelse. Det er hermed også en forpligtigelse til samarbejde. Udelukker man nogen fra et sådant samarbejde, opstår demokratiets krise.

Derfor kan de ledende politikere ikke vedblivende behandle Fremskridtspartiets repræsentanter på tinge som en slags udenomsparlamentarisk gruppe, man bare kan latterliggøre og bagvaske. Vi er indvalgt på fuldt demokratisk vis af over 500.000 vælgere. vi har krav på – i folkestyrets ånd – at være medbestemmende i forhold til vore mandaters antal og øve indflydelse i forhold vore argumenters vægt. Vi mener også, at vi – i tilfælde af andres argumenters overvægt – er i stand til at efterleve den gamle sandhed, at ingen er ufejlbarlig.

De ”fire gamle” må derfor indse, at demokratiets krise ikke blot er skabt af dem selv, men også kun kan læses af dem selv gennem erkendelse af hidtil manglende samarbejdsvilje og respekt for andres synspunkter.

Deres bekymring for demokratiet burde i stedet vende sig til glæde over, at der stadig er så megen tillid til det danske folkestyres funktionsdygtighed, at en stor del af befolkningen foretrækker at kæmpe på demokratisk vis – og ikke ved udenomsparlamentariske metoder – mod den voksende socialisering, mod umyndiggørelse og gældsætning. I denne kendsgerning ligger den bedste garanti for demokratiets fortsatte beståen i vort samfund. Vel at mærke, hvis den bliver hørt.

Redaktionen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 10 / 5. årgang / 6. juni 1977

%d bloggers like this: