Arkiv

Posts Tagged ‘Fremskridtspartiet’

15 friske pust der gør Danmark til et bedre samfund

26. januar 2014 Skriv en kommentar

Tryghed med Fremskridtspartiet gør Danmark til et bedre samfund…med 15 friske pust:

——————————————————————————————————————————————–

1. Personlig frihed giver virkelyst og velfærd.

– Den offentlige sektor skal reduceres.

2. Stop EU´s udvikling mod et socialistisk Europa.

– Vi siger klart nej til mere union.

3. Der skal være orden i økonomien.

– Statens gældsætning skal stoppes.

– Vi skal leve af vores børns arbejde.

4. Skatter og afgifter skal sættes ned, så borgerne kan klare sig selv.

– Det vigtigste er forhøjelse af den skattefri bundgrænse.

5. Arbejdsløsheden skal fjernes ved at give erhvervslivet bedre forhold.

– Arbejdsløse skal have job – ikke offentlig forsørgelse.

6. Virksomhederne skal lettes for de administrative byrder og betale lavere skatter.

Erhvervslivets styrke er samfundets styrke.

7. Familien skal være i centrum med tryghed for børn og unge.

– Stop for formyndersamfundet.

8. Samfundets svage, de ældre, de handicappede og de syge skal have langt bedre forhold.

9. Alle ventelister for syge skal væk.

– Sygehusene skal styrkes, og der skal være behandlingsgaranti.

10. Befolkningen skal have direkte indflydelse ved flere folkeafstemninger… også i kommuner.

11. Uddannelsen af vores børn og unge skal være bedre.

– Fra folkeskole til universitetet skal vi forbedre uddannelserne.

12. Vi skal have god service i vores samfund.

Udlicitering af opgaver til private giver konkurrence og kvalitet.

13. Vores miljø skal være iorden.

– Vi skal værne om naturen – men afvise fanatikernes hysteri.

– Et rigt samfund har bedre råd til et godt miljø.

14. Vold og kriminalitet skal stoppes.

– Politi og domstole skal styrkes, så rockere og andre kriminelle stoppes.

15. Udlændinge, der ikke kan klare sig selv eller er kriminelle skal straks udvises.

– Stop for særbehandling af udlændinge.

—————————————————————————————————————————————————-

Fremskridtspartiet arbejder for at gøre Danmark til et bedre samfund med tryghed og velfærd for alle.

Et samfund med frie borgere uden formynderi.

Hvis du fortsat ønsker:

  • Stigende skatter og afgifter
  • En elendig udlændingepolitik
  • Ventelister ved sygehusene og
  • Dårlig behandling af vores ældre

– så skal du fortsat stemme på de andre partier.

Er du derimod enig med Fremskridtspartiet og kræver:

  • En strammere udlændingepolitik
  • Lavere skatter
  • Bedre sygehusvæsen og
  • Anstændig behandling af de svage

– så skal du støtte Fremskridtspartiet.

Fremskridtspartiet vil have:

  • Et samfund i frihed
  • Et samfund med tryghed for alle uden vold og kriminalitet
  • Et samfund, hvor familierne ikke skal frygte den næste skatteregning

Hvad siger du?

Kilde: Brochure fra 1998

Kategorier:15 Fremskridt for Danmark-serien. Gode forslag der gør Danmark til et bedre land - igen. Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Dansk dynamik – En helt ny vækststrategi

20. maj 2013 9 kommentarer

Dansk dynamik – En helt ny vækststrategi

Kilde:

DANSK DYNAMIK – En helt ny vækststrategi.

Er udgivet af Fremskridtspartiets folketingsgruppe 1993

Må gengives med fuld kildeangivelse

 ———————————————————————————–

Forord

Det danske samfund oplever en ulykkelig situation, hvor arbejdsløsheden er steget uafbrudt siden 1987. I samme periode er beskæftigelsen faldet, hvilket påviser, at arbejdsløsheden ikke alene skyldes aftagende økonomisk vækst og vigende efterspørgsel. Adskillige undersøgelser og analyser har dokumenteret, at ledigheden fortrinsvis skyldes en forkert indretning af vort dagpengesystem kombineret med et skattesystem, som straffer den aktive indsats.

Såvel dagpengesystemet som skattesystemet er indrettet under helt andre forhold end de nuværende i 90´ernes Danmark. Dagpengereglerne er ikke tilpasset en ledighed på over 300.000 helårspersoner. Og skattesystemet er ikke indrettet på den internationalisering, vores økonomi er blevet udsat for.

Der er derfor brug for en grundlæggende revision af den del af de systemer, som i dag udgør en barriere for at få genskabt en kraftig velstandsskabende vækst i vores erhvervsliv og hele samfund.

Politiske forlig i Folketinget er præget af her-og-nu løsninger uden perspektiv og uden vilje til at ændre på grundlæggende forhold.

Mange udvalg har været nedsat, mange rapporter er blevet skrevet, og endnu flere politiske forhandlinger har været ført uden, at det har fået et flertal i Folketinget til at foretage de fornødne ændringer i lovgivningen og den administrative praksis.

Resultatet er blevet, at ledigheden er steget, statens gældsætning er forøget, og det samlede skatteniveau er forhøjet. Det vil Fremskridtspartiet ikke affinde sig med.

Siden Fremskridtspartiet første gang kom i Folketinget den 4. december 1973, har Fremskridtspartiet fremlagt grundige forslag til, hvordan det danske samfund kan rettes op – økonomisk og velfærdsmæssigt. Dette forslag er ikke gammel vin på nye flasker, men derimod en helt ny vækststrategi for det danske samfund. Vækststrategien er dog fortsat baseret på det veldokumenterede rigtige synspunkt, at vejen til mindre arbejdsløshed og mere velfærd går gennem markant lavere personskatter (skat på arbejde) og en kraftigt reduceret offentlig sektor.

Visse skattelettelser giver ikke indkomsttab for det offentlige, eftersom de er så vækstskabende, at de bliver selvfinansierende. Andre skattelettelser giver indkomsttab for det offentlige. I stedet for at kompensere dette tab med andre indtægter (nye skatter og afgifter) foreslår Fremskridtspartiet i dette udspil, at der gennemføres beskæftigelsesneutrale besparelser i den offentlige sektor. Det vil sige, at de offentlige budgetter reduceres betydeligt uden at der, som en netto-betragtning, gennemføres afskedigelser.

Fremskridtspartiet har med interesse læst Socialdemokratiets udspil ”Den gode cirkel” og KV-regeringens udspil ”Vejen til fuld beskæftigelse”. Dette er et udspil fra Fremskridtspartiet, som skal modsvare de to andre udspil. Hvor de andre partiers udspil ikke gør op med den fejlslagne politik, så gør Fremskridtspartiets udspilEn helt ny vækststrategi.

Det er ganske enkelt Dansk dynamik.

Fremskridtspartiets folketingsgruppe, 1993

 ———————————————————————————————————————————————-

Dansk dynamik

Vejen til øget beskæftigelse går via øget produktion. Denne erkendelse er udgangspunktet for Fremskridtspartiets udspil til løsning af de to helt grundlæggende problemer i det danske samfund: Lav vækst og høj ledighed.

Fremskridtspartiets udspil er et angreb på de væksthæmmende barrierer, som i dag bidrager til at fortrænge produktion og beskæftigelse:

  • Arbejdsmarkedsuddannelserne, der ikke er i overensstemmelse med virksomhedernes nuværende og fremtidige behov.
  • Dagpengeydelserne, der sammenpresser lønstrukturen på arbejdsmarkedet og i praksis virker som en politisk fastsat minimumsløn.
  • Beskatningen, der både reducerer udbuddet af arbejdskraft, opsparing og investeringer og påvirker virksomhedernes risikovillighed og lokaliseringsovervejelser negativt.
  • Statsgælden, der beslaglægger en stadig større andel af udlånsmassen og bidrager til et højt renteniveau.
  • Reguleringen, der hæmmer den fri etableringsret og erhvervsudøvelse.

Ved at sammenkæde en række politiske tiltag der enten fjernes eller reducerer disse fortrængningseffekter, præsenterer Fremskridtspartiet en helt ny vækststrategi, der sigter mod en grundlæggende forbedring af erhvervs- og beskæftigelsesvilkår i Danmark.

Vækststrategien er et opgør med de myter og forestillinger, der har præget den politiske og økonomiske debat i Danmark i de sidste 30 år. Det er et brud med den økonomiske politik, som har søgt at reducere ledigheden ved at fjerne visse personer fra arbejdsmarkedet, øget beskatningen og belastet erhvervslivet med omfattende detailregulering.

Ambitionsniveauet er højt, men ikke urealistisk. Stort set alle OECD-lande har i 80´erne gennemført samfundsmæssige forandringer, der er lige så vidtgående, som det foreliggende udspil. Og selvom enhver omstilling kræver opofrelse, så behøver det rent faktisk ikke at gøre ondt, før det bliver godt. Det hele afhænger alene af hvilke midler, der tages i anvendelse.

1.1  Alternativet

De fleste politiske partier er bekymrede over den store arbejdsløshed. Det er Fremskridtspartiet også, men vi ønsker at gøre noget ved det. Ikke ved at forøge statens underskud og anvende midlerne til fremrykning af offentlige anlægsinvesteringer, institutionaliseret uddannelse- og erhvervsstøtte, som Folketingets øvrige partier har foreslået. Det er traditionelle instrumenter, som hidtil har vist sig fuldstændig virkningsløse.

Intet tyder på, at de anførte instrumenter er blevet tilført nogen ny magisk kraft – snarere tværtimod.

For det første er offentlige anlægsinvesteringer i dag underlagt EF´s licitationsregler, hvilket på forhånd tilslører den beskæftigelsesmæssige virkning.

For det andet har de hidtidige offentlige uddannelses- og beskæftigelsespolitiske foranstaltninger ikke haft nogen dokumenteret effekt, der berettiger til en forøget indsats. Og endelig er erfaringerne med selektiv erhvervspolitik så dårlige, at påstanden om en mulig beskæftigelsesgevinst kan afvises.

Forventninger om at de traditionelle virkemidler vil resultere i mere beskæftigelse er således grundløse. Men hertil kommer de utilsigtede virkninger af et stadigt større statsunderskud. Det offentliges lånebehov vil føre til rentestigninger, idet en større andel af udlånsmassen skal anvendes til finansiering af statsunderskuddet. Det vil fortrænge ellers rentable private investeringer og derved øge både ledighed og statsunderskuddet yderligere.

KV-regeringens og Socialdemokratiets udspil – ”Vejen til fuld beskæftigelse” og ”Den gode cirkel” – vil således ikke bidrage til øget vækst og beskæftigelse, men nærmere forstærke de problemer, vi står over for i dag. Fremskridtspartiet ønsker med det foreliggende udspil at præsentere et alternativt forhandlingsoplæg, der bygger på velstandsskabelse i stedet for fattigdomsforståelse. Vi har nemlig ikke mistet troen på, at der kan gøres noget effektivt for at reducere den høje ledighed.

1.2  Den nye vækststrategi

Udspillet består af fire hovedhjørnestene, som samlet set vil bidrage til en øget vækst og beskæftigelse, samtidig med, at der tilstræbes balance på statsregnskabet.

– Arbejdsmarkedets strukturelle stivheder nedbrydes og erstattes med mere dynamiske tilpasningsmekanismer. Dagpengesystemet erstattes af understøttelsesordninger, der både hviler på individuelle og kollektive forsikringsprincipper. Det nye dagpengesystem bygger på frivillighed og er omkostningsneutralt for alle virksomhedstyper.

– Personbeskatningen reduceres. Den skattefri bundgrænse øges til 60.000 kr., dels med det formål at give en indkomstforbedring for alle og dels for at eliminere de såkaldte samspilsproblemer. Marginalskatten på 6 % fjernes for at øge arbejdsudbud, opsparing og investeringer. Der etableres en særlig fradragsordning for virksomheder, så alle uddannelsesinvesteringer kan afskrives med 125 %. Og endelig bortfalder de evt. ejendomsbeskatninger som følge af nye vurderinger.

– En række beskæftigelsesneutrale udgifter justeres som følge af de strategiske skattelettelser. Arbejdsmarkedsuddannelserne afvikles og erstattes af virksomhedsrelaterede uddannelsesordninger, ligesom tilbageværende erhvervsstøtteordninger ophæves. På længere sigt – når den private sektors efterspørgsel efter arbejdskraft øges – nedbringes antallet af offentligt ansatte, så der etableres flere permanente besparelser.

– Statslige aktie- og ejendomsbesiddelser afhændes og en række udvalgte statsinstitutioner udbydes til salg. De frigjorte éngangsindtægter og løbende driftsbesparelser anvendes til henholdsvis nedbringelse af statsgælden og til skattelettelser. Samtidig gennemføres der liberaliseringer på en række infrastrukturelle områder. Det drejer sig bl.a. om energi-, transport- og boligsektoren.

Det overordnede motiv bag udspillet er at flytte ressourcer fra den offentlige til den private sektor. Det er her fremtidens vækst og arbejdspladser skal skabes, og derfor er det nødvendigt at reducere skattetrykket væsentligt, så der både er tilskyndelse og fornøden likviditet til beskæftigelseslovende investeringer.

Vækststrategien er imidlertid underlagt en tidshorisont, der strækker sig over flere finansår. For eksempel udskydes reduktionen i antallet af offentligt ansatte, indtil den private sektor kan opsuge den offentlige sektors overkapacitet.

Strategiske skattelettelser – Dansk dynamik

20. maj 2013 91 kommentarer

 3. Strategiske skattelettelser

Kilde:

DANSK DYNAMIK – En helt ny vækststrategi

Udgivet af Fremskridtspartiets folketingsgruppe 1993

Må gengives med fuld kildeangivelse

 ——————————————————————————–

Danskerne er ubestridt det mest skatteplagede folk i verden. Men desværre er det en udbredt forestilling, at det høje skattetryk modsvarers af meget høje indkomstoverførsler og ”gratisydelser”, der tilnærmelsesvis udligner skattebelastningen. Det forudsættes således, at det der betales i skat kommer tilbage i form af offentlige tilskud. Det høje skatteniveau påvirker således kun vort samlede indkomstniveau i et beskedent omfang.

Men i den seneste undersøgelse fra OECD, der behandler forholdet mellem skat og indkomstoverførsler, punkteres denne myte totalt. En dansk lønmodtager har, som det fremgår af nedenstående tabel, det suverænt laveste rådighedsbeløb ift. bruttoindtjeningen, hvis man sammenligner med de øvrige OECD-lande.

 

Rådighedsbeløb i procent af bruttoindtjeningen fra 1988-1991

Land

1988

1989

1990

1991

Luxembourg

96,6

98,8

98,9

98,4

Portugal

87,8

91,6

92,4

93,1

Belgien

86,0

90,9

89,9

89,3

Frankrig

90,2

89,1

89,2

88,8

Spanien

89,3

89,2

88,6

87,8

Norge

83,5

83,2

84,1

84,8

Storbritannien

82,8

82,7

83,1

83,5

Italien

84,1

84,2

84,1

83,4

Grækenland

84,1

83,1

Uoplyst

Uoplyst

Sverige

73,4

72,5

75,4

83,0

Irland

77,7

78,6

79,0

79,0

Tyskland

78,1

77,5

78,7

77,6

Holland

73,4

74,5

69,6

68,9

Danmark

67,3

67,6

67,5

67,6

Undersøgelsen er en bekræftelse af, at der ikke er nogen entydig sammenhæng mellem skatternes størrelse, og den modydelse den enkelte borger modtager fra det offentlige; og det er en underkendelse af velfærdsstatens økonomiske legitimitet. Men bag de sørgelige tal skjuler der sig et mere fundamentalt problem: Hvorledes påvirker det høje skatteniveau Danmarks vækst- og beskæftigelsesmuligheder?

Hvis man forsøger at danne sig et overblik over den skattepolitiske udvikling i Danmark, er jagten på et større provenu et gennemgående træk. Hensynet til finansieringen af de offentlige udgifter har været så tungtvejende, at forbehold over for skatternes utilsigtede virkninger konsekvent er blevet tilsidesat. Det kan vi imidlertid ikke tillade os mere; beskatningen har nemlig udviklet sig til et realøkonomisk problem, der truer vor nuværende såvel som fremtidige velfærd.

Det er rent faktisk muligt at påvise, at det høje skatteniveau både direkte og indirekte påvirker skatteydernes økonomiske dispositioner.

Deres adfærd er på en lang række områder betinget af skattemæssige betragtninger.

3.1. Arbejdsindsats

Valget mellem arbejde og fritid er en af de beslutninger, der bliver mest forvredet under et højt skatteniveau. Stiger skatten for arbejdsindkomster, er det fx naturligt at reducere arbejdsindsatsen til fordel for mere fritid, der endnu ikke er gjort til et skatteobjekt.

Når Fremskridtspartiet præsenterer dette synspunkt, bliver det ofte fremhævet, at den enkelte lønmodtager kun i beskedent omfang kan bestemme sin arbejdstid, fordi den er reguleret af overenskomster. Denne indvending kan imidlertid tilbagevises på flere punkter.

  1. For det første er det ligegyldig, at valget mellem arbejde og fritid træffes af den enkelte eller af organisationerne ved overenskomstforhandlingerne. Sidstnævntes krav må i en vis udstrækning afspejle medlemmernes ønske, hvorfor valget mellem arbejde og fritid omformes til et kollektivt krav. Den seneste arbejdstidsnedsættelse kan derfor betragtes som et fælles krav, der bl.a. var motiveret den høje skat på arbejdsindkomster.
  2. For det andet er det i en lang række tilfælde muligt at foretage individuelle justeringer af arbejdsudbuddet i form af deltidsbeskæftigelse, overarbejde og ekstrajob. Og de fleste undersøgelser viser, at der sker betydelige bevægelser på dette område selv ved en beskeden skattestigning eller – reduktion. For eksempel har en norsk arbejdsmarkedsforsker påvist, at det især er kvindernes arbejdsindsats, der øges markant, når der gennemføres en beskeden lettelse i personbeskatningen(7)
  3. Endelig kan den store gruppe af selvstændigt erhvervsdrivende selv bestemme deres arbejdstid, og deres arbejdsindsats vil derfor være meget følsom over for skattestigninger. En skattestigning gør det nemlig relativt billigere at befinde sig på golfbanen i stedet for i virksomheden.

Ud fra en politiske betragtning er det uinteressant, om en person vælger mere fritid frem for arbejde, men det er ikke uinteressant, på hvilken måde det sker. Beslutningen skal ikke hvile på skattemæssige forhold, men udelukkende på de individuelle ønsker og behov.

Det er derfor nødvendigt med reduktioner i marginalskatterne eller med andre ord i skatten af den sidst tjente krone. Det er truende for den fremtidige velstand, at arbejde fravælges til fordel for fritid af rent skattemæssige årsager.

3.2  Samspilsproblemer

Kombinationen af indkomstskat og indtægtsbestemte sociale ydelser fører ofte til marginalskatter på omkring 100 % og i særlige tilfælde mere. Der er med andre ord tale om en fattigdomsfælde, der indebærer, at mange familier er afskåret fra at skaffe sig bedre økonomiske vilkår ved at gøre en ekstra indsats. Det er et klassisk eksempel på, hvorledes det politiske system skaber mismod og frustrationer.

At problemet berører en meget stor gruppe i det danske samfund dokumenteres bl.a. af de beregninger, som Lovmodelrådet har udarbejdet(8). Heraf fremgår det, at den såkaldte marginalgruppe, der er ramt af samspilsproblemerne i 1990 udgjorde ca. 302.900 personer. Det understreges samtidig, at 53 % at disse personer er dagpengemodtagere, og at ca. 29 % er kontanthjælpsmodtagere. Fælles for alle der befinder sig i denne marginalgrupper er, at de ikke har nogen økonomisk tilskyndelse til at komme i beskæftigelse.

I en undersøgelse foretaget af tværministerielt udvalg (9) blev dette problem behandlet mere indgående. Desværre er udvalgets analyse og forslag til løsninger præget af, at der er tale om et særdeles følsomt emne. Samspilsproblemerne kan nemlig kun løses ved, at der gennemføres en kombineret reduktion i indkomstskat og sociale ydelser.

Men det vil også bidrage til at deres økonomiske situation kan forbedres markant. Den indtægtsforøgelse der kan opnås ved at komme i beskæftigelse vil mere end udligne tabet at sociale ydelser. Samtidig vil personer uden beskæftigelse stadig befinde sig i en rimelig indkomstposition.

3.3 Opsparing

Valget mellem opsparing og forbrug er også betinget af skatteniveauet; dels via beskatningen af kapitalafkast og dels via den velfærdspolitik der ligger bag beskatningen.

Beskatningen af kapitalafkast reducerer den kompensation, som skatteyderen modtager for sin opsparing eller investering. Når det ses i sammenhæng med at renteudgifter er fradragsberettigede, er tilskyndelsen til at spare op i stedet for at forbruge yderst beskeden. Dette er ikke et angreb på rentefradragsretten, men et ønske om at få beskatningen af kapitalafkast reduceret. Vi mener, at der er en sammenhæng mellem afkast og opsparing på trods af, at visse økonomer påstår det modsatte.

Årsagen skulle ifølge disse økonomer være, at opsparingen er bestemt af mere fundamentale faktorer. Hvis beskatningen af kapitalafkast øges, bliver den enkelte skatteyder således nødt til at øge sin opsparing for at opnå et ønsket rådighedsbeløb i fremtiden. Det øger opsparingen. På den anden side reduceres tilskyndelsen til at spare op, når beskatning af kapitalafkastet øges. Og det reducerer opsparingen. Deraf sluttes det helt urealistisk, at de to modsatte effekter udligner hinanden.

Ovenstående argumentation er kritisk afhængig af, at opsparing ikke er overflødiggjort af andre forhold. Hvis det offentlige i større omfang finansierer pension, uddannelse, samfundsydelser og boligudgifter, bortfalder tilskyndelsen til at spare op. I det omfang der finder en opsparing sted, er den derfor yderst følsom over for ændringer i kapitalbeskatningen.

Nyere analyser har da også vist, at en stigning i realafkastet på blot et par procent fører til en stigning i opsparingen på mellem 10 og 20 % (10). Meget tyder altså på, at de politiske ønsker om en højere opsparing kunne nås selv ved en beskeden nedsættelse af kapitalbeskatningen. Det ville overflødiggøre forbrugsbegrænsende indgreb i stil med ”kartoffelkuren”.

3.4. Investeringer

Skatternes indvirkning på investeringsomfanget er primært dikteret af opsparingens størrelse, hvorfor der er tale om en indirekte effekt. Men der er også mere direkte effekter:

  1. Skatternes forvridning af investeringsmønstret eller sammensætningen af de aktiver, som opsparingen skal finansiere og
  2. Visse afgiftstyper der direkte reducerer investeringsomfanget.

Investeringsmønstret forvrides, fordi der er en uensartet beskatning af forskellige former for kapitalafkast. Nogle investeringer beskattes således mildt eller slet ikke, mens andre investeringer brandbeskattes. Forvridningen forstærkes endvidere af, at beskatningen følger forskellige principper fx med eller uden inflationskorrektion.

Disse forhold tilskynder den enkelte investor til at placere sin opsparing i lavt beskattede aktiver. Og det er helt i overensstemmelse med den sunde fornuft, men det er ulykkeligt ud fra en samfundsmæssig betragtning. Det betyder nemlig, at en bestemt type af investeringer, der før skat er realøkonomisk rentable, fortrænges til fordel for investeringer, der før skat er mindre rentable.

Endelig bidrager en række afgiftsformer til at hæmme eller fortrænge private investeringer, der i en afgiftsfri situation vil blive iværksat. Det er fx tilfældet med den såkaldte aktieomsætningsafgift på 1 %. Det lyder måske ikke af så meget, men det har alligevel en markant effekt på fondsbørsens omsætning(11). Den politiske målsætning om at gøre København til et finansielt kraftfelt forudsætter, at denne afgift fjernes helt.

Det samme gælder for kapitaltilførelsesafgiften på 1 %, der både er hæmmende for oprettelsen af selskaber og udvidelse af egenkapital. Derfor bør denne afgift også fjernes, evt. i forbindelse med ophævelsen af selskabernes kapitalkrav, der virker som en katalysator for de mest besynderlige selskabskonstruktioner.

3.5. Lokalisering

Skatterne påvirker også beslutningen om, i hvilket land personer og virksomheder skal placere deres erhvervsaktivitet. I 80´erne opstod der ligefrem konkurrence på skatteområdet, hvor hvert land forsøgte at tilbyde det bedst mulige erhvervsklima. Selvom vi i Danmark gennemførte en skattereform med virkning fra 1987, så blev den aldrig et konkurrencedygtigt modstykke til de øvrige europæiske landes skattereformer; på visse områder var der nærmere tale om en forværring.

Det er derfor ikke overraskende, at gennemsnitlig 30.000 af den mest kvalificerede del af arbejdsstyrken årligt forlod Danmark i 80´erne, toppende med 32.000 personer i 1991. En ikke ubetydelig del af denne fraflytning var begrundet af skattemæssige overvejelser, og intet tyder på, at billedet vil ændre sig i 90 ´erne, hvis der ikke sker en markant skattereduktion. Når det sammenholdes med, at Danmark samtidig oplever en nettotilflytning af personer med et meget beskedent kvalifikationsniveau, er der grund til bekymring. Ikke fordi vi skal frygte mobilitet mellem forskellige lande, men fordi årsagen til mobiliteten er skadelig for vor nuværende og fremtidige velstand.

Hvis den uheldige tendens skal stoppes, er det nødvendigt at personskatterne og de sociale ydelser reduceres væsentligt, så tilskyndelsen til at flytte ind og ud af Danmark ikke hviler på skatte- eller forsorgsmæssige beslutninger. Men det er også nødvendigt at rette opmærksomheden mod de forhold, der påvirker virksomhedernes lokaliseringsovervejelser.

Her er Danmarks engang på miljøområdet særdeles skadelig. Mens de øvrige europæiske lande har valgt at føre en afbalanceret miljøpolitik, har et politisk flertal i Danmark valgt at spænde buen så hårdt, at en lang række virksomheder overvejer at flytte til udlandet inden for den nærmeste fremtid. Meget tyder på, at CO2-afgiften kan blive anstødsstenen. Den har påført virksomhederne en økonomisk belastning, der slet ikke står i relation til de miljømæssige skader, CO2´en påstår at forvolde. Og selvom virksomhederne skulle afholde sig fra at ”stemme med fødderne”, så vil mange arbejdspladser være truet som følge af indskrænkninger. Derfor må CO2-afgiften fjernes samtidig med, at der generelt etableres en mere afbalanceret miljøpolitik.

3.6. Skattelettelser med et strategisk sigte

Fremskridtspartiet har i adskillige år plæderet for lavere skatter. Det gør vi også i år. Men vores forslag til skattelettelser for 1993 er udformet med et særligt strategisk sigte, der både tager højde for den nuværende ledighedsudvikling og de langsigtede muligheder for at påvirke det omtalte adfærdsmønster, der i dag er forvredet af det høje skatteniveau. Vi har derfor sammensat skattelettelserne på en sådan måde, at de tilgodeser en række kortsigtede såvel som langsigtede målsætninger.

60.000 kroner skattefrit

Den skattefri bundgrænse eller personfradraget forhøjes fra de nuværende ca. 30.000 kr. til 60.000 kr. Det betyder, at antallet af personer, der ikke skal betale indkomstskat stiger fra ca. 636.000 til skønsmæssigt 1.135.000. Det er i overensstemmelse med Fremskridtspartiets princip om, at man ikke skal beskattes af en indkomst, man ikke kan leve af.

Den foreslåede forhøjelse vil umiddelbart føre til et bruttoprovenutab på ca. 53 mia. kr., som der fordeler sig med ca. 20 mia. kr. til staten, 10 mia. kr. til amterne og 23 mia. kr. til kommunerne. Den endelige fordeling af provenutabet vil blive fastsat under forhandlinger med amter og kommuner.

Forhøjelsen af den skattefri bundgrænse vil opfylde to væsentlige formål:

  1. Det private forbrug vil øge omsætningen inden for detailhandel, byggeri og håndværk. Det vil ud fra et meget forsigtigt skøn give 40.000 nye arbejdspladser i 1993. For hver person der går fra ledighed over i beskæftigelse, vil det offentlige i gennemsnit opnå en budgetforbedring på ca. 250.000 kr. Besparelsen er sammensat af henholdsvis dagpengeudgiften, det øgede skattegrundlag og en reduceret belastning af det offentlige aktiveringssystem. Først i 1994 opnås der en helårsvirkning, der skønsmæssigt vil skabe 75.000 nye jobs alene som følge af en stigende økonomisk vækst i samfundet.
  2. Skattelettelsen vil – kombineret med en justering af de indtægtsbestemte sociale ydelser – bidrage til en positiv adfærdspåvirkning. Personer, der befinder sig i marginalgruppen, vil have en tilskyndelse til at komme i beskæftigelse, fordi samspilsproblemet ikke længere udgør en barriere for en permanent indkomstforbedring.

Marginalskattelettelse:

Den såkaldte 6 % skat, der betales af indkomster over 162.330 kr., fjernes med virkning fra skatteåret 1993. Skatten er på ingen måde en rigmandsskat, idet godt 1,5 million lønmodtagere hvert år når over den omtalte indkomstgrænse. Endvidere udgør skatten kun 1,5 % at de samlede offentlige udgifter,hvilket slet ikke står i forhold til de skadevirkninger, skatten forvolder.

En fjernelse af 6 % skatten vil således kun medføre et bruttoprovenutab på 7 mia. kr., som stort set er selvfinansierende på grund af følgende dynamiske effekter:

  • Arbejdsindsatsen øges hvorved der sker en direkte forbedring af skattegrundlaget.
  • Lokaliseringsovervejelser ændres i positiv retning, hvorved flere højindkomsttagere opgiver planer om emigration og flere vender hjem fra udlandet. Det øger igen beskatningsgrundlaget.
  • Frynsegoder og lønaccessioner bliver mindre attraktive og erstattes derfor af almindelig lønindkomst. Det øger også beskatningsgrundlaget.

Hertil kommer de positive opsparings- og investeringseffekter, som ikke umiddelbart øger beskatningsgrundlaget, men som på længere sigt bidrager til øget vækst og beskæftigelse og dermed også til øgede skatteindtægter.

Fradragsret for menneskelig kapital

Som led i en afvikling af det nuværende aktiveringssystem, etableres en fradragsret på 125 % for alle udgifter afholdt ifm. de virksomhedsrelaterede uddannelser (VRU). Ordningen skal gælde for al intern uddannelse etc.). Provenuvirkningen kendes ikke på forhånd, idet VRU-ordningen ikke tidligere har været afprøvet. Men i princippet vil ordningen kunne benyttes af de ca. 30.000 selskaber og 160.000 personligt ejede erhvervsvirksomheder, der i 1992 havde et overskud. Det givne provenutab skal dækkes af en løbende reduktion i de bevillinger, som de såkaldte AMU-centre og andre erhvervsuddannelsessteder får tilført.

VRU-systemet vil opfylde følgende formål:

  • Skabe sammenhæng mellem uddannelsen og virksomhedernes langsigtede behov, fordi uddannelsen afholdes af virksomheden selv.
  • Gøre det attraktivt for virksomheden at oplære langtidsledige med henblik på et permanent beskæftigelsesforløb.
  • Mindske udsvingene i beskæftigelsen fordi virksomhedernes personaleplanlægning får en mere langsigtet profil.
  • Sikre, at de beskæftigede ikke fejluddannes inden for områder, hvor de ikke kan opnå beskæftigelse.

Afgiftsfjernelser:

Aktieomsætningsafgiften på 1 % afvikles. Provenutabet andrager sig kun til ca. 0,7 mia. kr. og er således en ubetydelig indtægtskilde. Til gengæld er afgiften særdeles hæmmende for aktieomsætningen på Københavns Fondsbørs.

Afviklingen af omsætningsafgiften vil opfylde følgende formål:

  • Øge aktieomsætningen på fondsbørsen og tiltrække udenlandske investorer hvilket vil fremme Københavns stilling som Nordens finansielle knudepunkt.
  • Forbedre erhvervslivets finansieringsvilkår idet en øget andel af risikovillig kapital vil tilflyde det danske aktiemarked.

Kapitaltilførselsafgiften på 1 % skal også afvikles. Provenutabet andrager sig her til beskedne 4 mia. kr., og er ligeledes en ubetydelig provenukilde. Til gengæld påvirker afgiften selskabernes adfærd i en uheldig retning.

Afvikling af tilførselsafgiften vil opfylde følgende formål:

  • Lette oprettelsen og omdannelsen af selskaber og fremme selskabernes udvidelse af egenkapitalen.
  • Gøre det økonomisk fordelagtigt for selskaberne at placere hovedsædet i Danmark i stedet for at placere den egentlige ledelse i udlandet. Afgiften foreslås afviklet ifm., at selskabernes kapitalkrav reduceres fra de nuværende 250.000 kr. til de oprindelige 80.000 kr.

Ejendomsvurdering:

Offentlig ejendomsvurdering bygger i dag på et forfejlet system. Senest har den 19. al, vurdering i 1992 medført skattestigninger på over 14 mia. kr. Konsekvenserne af vurderinger af alle ejendomme betyder, at ejendomsskatterne stiger, lejeværdien af egen bolig stiger, formueskatten stiger m.v. I en situation med økonomisk afmatning, kan nye højere vurderinger derfor medføre, at mange ejendomme sættes på tvangsauktion. Den kortsigtede løsning er at neutralisere virkningen af nye ejendomsvurderinger.

Neutraliseringen af nye vurderinger har følgende formål:

  • At reducere antallet af forventede tvangsauktioner som følge af de nye vurderinger. Og dermed undgå nye milliardudgifter til boligpakker.
  • At imødegå de problemer som opstår – fx da pensionister skulle betale for hjemmehjælp – ,når formueopgørelsen øges som følge af de stigende ejendomsvurderinger.
  • At forhindre stavnsbinding på boligmarkedet som følge af skattemæssige mobilitetsbarrierer og undgå huslejestigninger og øgede udgifter til boligstøtte.

At fastfryse tidligere ejendomsvurderinger er dog langtfra en permanent løsning. Det var det heller ikke, da Folketinget for år tilbage fastfrøs den 17. almindelige vurdering. Men det kan fungere som en midlertidig løsning, indtil der er etableret en helt ny opgørelsesmetode, der erstatter den vilkårlighed, som præger det nuværende offentlige ”vurderingssystem”.

3.7. Personbeskatningen før og efter

To af de foreslåede skattelettelser ændrer på en række afgørende punkter ved den personlige marginalbeskatning. Forhøjelsen af den skattefrie bundgrænse bevirker, at yderligere 500.000 personer helt undgår at betale indkomstskat.

Fjernelsen af 6 % skatten betyder, at den højeste marginalskattesats reduceres fra de nuværende 68 % til 62 % fra og med skatteåret 1993.

De omtalte personskattelettelser vil være et vigtigt skridt i retning af et mere dynamisk samfund, hvor vækst og beskæftigelse er sat i højsædet. Men det er overordentlig vigtigt, at processen videreføres, så det samlede beskatningsniveau reduceres yderligere.

Fremskridtspartiets mål er, at de foreslåede skattelettelser for 1993 følges op af yderligere lettelser i finansårene 1994 og 1995.

  • Kommuneskatterne, de amtskommunale skatter og statsskatten skal reduceres, så proportionalsatsen kun udgør 40 % mod de nuværende ca. 52 %. Det kan dels ske ved at reducere statsskatten på 22 % til 10 %, dels ved at sænke skatteloftet for de kommunale skatteprocenter. Skattelettelsen kan bl.a. finansieres ved en privatisering af A-kassesystemet og en nedlæggelse af amterne.
  • Kapitalindkomstbeskatningen skal også reduceres fra de nuværende 56 % til 40 % således, at der skabes symmetri mellem beskatning af henholdsvis arbejds- og kapitalindkomst. Det vil endvidere fremme både arbejdsindsats, opsparing og investeringer.
  • Endelig skal 12 % skatten reduceres til 10 %, så den højeste marginalskattesats bliver 50 % med en uændret indkomstgrænse på 230.000. Det vil øge gennemsigtigheden i skattesystemet og bidrage til yderligere dynamiske effekter.

Gennemføres disse skattelettelser i forlængelse af Fremskridtspartiets udspil for 1993, vil der kun være to marginalskattesatser tilbage: Én på 40 % for indkomster under 230.000 kr. og én for indkomster over 230.000 kr. Altså et enkelt og overskueligt skattesystem. Det er dog fortsat Fremskridtspartiets mål at afvikle indkomstskatten helt.

3.8. Skatteomlægninger og skatteillusion:

Skattereformer uden ægte skattelettelser er som en solferie uden sol. Forsøg på at omlægge beskatningen fra ét skatteobjekt til et andet løser ikke det grundlæggende problem, at beskatningsniveauet er alt for højt i Danmark. Befolkningen lider ikke af nogen form for skatteillusion, der berettiger til en udgiftsneutral omlægning af skatterne. Den samlede skattebyrde opleves stadig som det, den er: Uforandret.

Fremskridtspartiet kan derfor ikke tilslutte sig de forslag, som Udvalget om Personbeskatning har præsenteret i deres nyligt aflagte rapport (12). Ikke fordi vi mener udvalgets rapport indeholder forkerte oplysninger, men fordi rapporten alene er udarbejdet ud fra udgiftsneutrale forudsætninger. Forslagene giver således ikke en samlet skattelettelse, idet de foreslåede personskattelettelser udlignes af fradragssanering, miljøskatter, skærpet kapitalgevinst, skærpet ligning etc. Det er – uanset om udvalget hævder det modsatte – betydningsløs kosmetik.

Det er overvejelserne om et bruttoskattesystem imidlertid ikke. Det vil nemlig indebære, at den skattepligtige nettoindkomst ikke længere opgøres som summen af alle skattepligtige indkomster fratrukket summen af fradragsberettigede udgifter. Under et bruttoindkomstprincip trækkes fradragene ud af beregningen af den skattepligtige indkomst, hvilket automatisk vil udhule fradragenes skatteværdi. Det er helt i strid med skatteevneprincippet og må alene betragtes som et forsøg på at skabe en skatteskrue med et endnu større gevind. Og det er lige det modsatte, vi har brug for.

Ægte skattelettelser kræver ægte udgiftsbesparelser eller privatiseringer. Der findes ikke andre alternativer. Men ægte skattelettelser er også det middel, der er nødvendigt, hvis der skal skabes øget vækst og beskæftigelse. Og det vil pr. automatik forbedre skattegrundlaget.

Henvisninger:

(7)Koren Charlotte, ”Progressiviteten och lonebeskattningen”, Nordiska skattenvetenskabliga forskningsrådets skriftsserie, NSFS 25, 1990, s. 221-231. Se også ”Rapport fra Udvalget om Personbeskatning”, København, oktober 1992, s. 126-130.

(8) Økonomiministeriet, Lovmodel ”Kan det betale sig at arbejde?”, København, juni 1992, s. 16-50

(9) Boligministeriet m.fl., ”Beskrivelse af samspilsproblemerne”, København, marts 1991.

(10) Peter Birch Sørensen, ”Formueskat, indkomstskat og opsparing”, bilagE i betænkninger nr. 1136, ”Beskatning af formuer”, København 1988. Se også ”Privat opsparing”, Betænkning fra udvalget vedrørende fremme af den private opsparing, Økonomiministeriet, København, august 1989.

(11) Stockholms Børs har fx udarbejdet et studie over virkningerne af aktieomsætningsafgiften og beskrevet resultatet efter afgiftens bortfald. Se Stockholm Stock Exchange, ”The Swedish Turnover on Share Trading”, Stockholm, july 1992.

(12)Udvalget om Personbeskatning, “Rapport fra Udvalget om Personbeskatning”, København, oktober 1992.

Privatisering – Dansk dynamik

20. maj 2013 42 kommentarer

5. Privatisering

Kilde:

DANSK DYNAMIK – en helt ny vækststrategi.

Udgivet af Fremskridtspartiets folketingsgruppe 1993

Må gengives med fuld kildeangivelse

 ——————————————————————————-

For at forstå privatiseringens bidrag som finansieringskilde er det nødvendigt at understrege, at der ikke tale om en entydig model. Teknisk set er der tale om et utal af metoder, men i denne sammenhæng behandles kun tre former:

  • Total-privatisering.
  • Frasalg af aktie- og ejendomsbesiddelser.
  • Udlicitering.

5.1. Total-privatisering

Den mest direkte form for privatisering er et regulært salg af statslige institutioner og virksomheder. Som eksempel kan nævnes salg af Statsanstalten for Livsforsikring, som blev afhændet til Baltica i 1990 og indbragte 4,2 mia. kroner i statskassen. Denne total-privatisering behøver dog ikke blive et isoleret tilfælde. Der eksisterer en lang række offentlige institutioner, som kan privatiseres efter tilsvarende mønster.

I den kommunale sektor findes en række virksomheder, der fungerer som fælleskommunale selskaber. Det gælder fx Kommunekemi A/S, Kommunernes gensidige forsikringsselskab, Tarco A/S, Kommunedata A/S, Kommunal Leasing A/S. I de enkelte kommuner optræder også en lang række aktiviteter, som i fuld form kan overlades til private virksomheder. Det drejer sig fx om el- vand- og varmeforsyning, biografer, campingpladser, haller, havne, konferencefaciliteter, vandlande, golfbaner osv.

I den statslige sektor er der lignende privatiseringsmodne aktiviteter.

Det drejer sig om bl.a. om følgende institutioner:

  • Statens Planteavlsforsøg
  • Statens Husdyrbrugsforsøg
  • Statens Jordbrugsøkologiske Institut
  • Statens forstlige Forsøgsvæsen
  • Fiskeriministeriets Forsøgslaboratorium
  • Kort- og Matrikelstyrelse
  • Statshavnene
  • Forbrugerrådet
  • Eksportkreditrådet
  • Statens Bilinspektion
  • Retsinformation
  • Statens Filmcentral
  • Det Kongelige Teater
  • Forsvarets Bygningstjeneste
  • Dansk Tipstjeneste (Idag Danske Spil, red,)
  • Danmarks Statistik
  • DSB (helt eller delvist)
  • Post og Telegrafvæsenet

Fælles for de nævnte institutioner er, at de uden nævneværdige problemer kan overgå til fuldstændig privat drift. I det omfang det offentlige har brug for den service, de enkelte institutioner udbyder, kan de købe dem på lige vilkår med andre brugere.

Den form for total-privatisering giver mindst to fordele:

  • Der opnås en varig driftsbesparelse på offentlige budgetter, som finansierer skattelettelser.
  • Der opnås en éngangsindtægt, som kan finansiere de statslige og kommunale gældsafdrag.

 

5.2 Frasalg af statslige aktie- og ejendomsbesiddelser

Den anden type af privatisering er slag af offentlige aktiver, dvs. bygninger, jordarealer og materiel såvel som aktier og andre værdipapirbeholdninger. Kommunerne har således betydelig jord- og ejendomsbesiddelser, der udmærket kunne sælges som led i en sanering af den kommunale økonomi.

Staten har siden 1989 frasolgt jord og bygninger for om mod 4 mia. kroner. Det er imidlertid helt utilstrækkeligt, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at få nedbragt statsgælden på 633 mia. kroner. Derfor skal frasalget af ejendomsbesiddelser intensiveres i finansåret 1993.

Det samme skal frasalget af den statslige aktie- og værdipapirbeholdning i følgende selskaber:

  • Det Danske Luftfartsselskab (SAS)
  • Det Danske Stålvalseværk A/S
  • Bella Center A/S
  • A/S Storebæltsforbindelsen
  • Dansk Olie og Naturgas A/S
  • GiroBank A/S
  • TeleDanmark A/S
  • Københavns Lufthavn A/S
  • Padborg Godsregistrereing A/S
  • Crown Tours ApS
  • A/S Regnecentralen
  • Dyrehavsbakken A/S
  • Dampskibsselskabet Øresund
  • TV2-Reklame A/S

Afhændelsen af de statslige aktier i disse virksomheder vil kunne indbringe et milliardbeløb, der også kan anvendes til gældsafdragelse. Samtidig vil der være tale om en liberalisering for de pågældende selskaber, idet staten ikke længere har bestemmende indflydelse på deres drifts- og ledelseskultur.

5.3. Udlicitering

Den sidste type af privatisering er såkaldt udlicitering, hvor finansieringen stadig er offentlig, mens private virksomheder i fri konkurrence tilbyder at løse opgaverne for det offentlige. Der er med andre ord tale om en privatisering af udbuds- eller produktionssiden.

En række af de opgaver, som i dag løses i kommunalt regi, vil umiddelbart kunne udbydes i fri licitation. For eksempel brandslukning, gaderenovation, kantinedrift, bespisningsordningen, miljøforanstaltninger, parkvæsen, reparation, vedligeholdelse, rengøring og rensningsanlæg. Inden for staten eksisterer de samme muligheder for at udlicitere opgaver til privat drift:

  • Statens Indkøb
  • Fængselsvæsnet
  • Miljøopgaver
  • Rengøring
  • Besejling af småøer
  • Statens Informationstjeneste
  • Sundheds- og uddannelsesinstitutioner
  • Trykkeriopgaver
  • Affaldshåndtering
  • Skovdrift
  • EDB-opgaver
  • Etc.

I Udliciteringsudvalgets rapport er der opført i alt 260 mulige licitationsopgaver (16).

Formålet med at udlicitere de omtalte opgaver er at opnå en effektivitetsgevinst. Ifølge ”Rapport om privatisering og markedsføring af offentlige aktiviteter” vil der kunne opnås en gennemsnitlig driftsbesparelse på 20 % (17). Det er også i overensstemmelse med de hidtidige erfaringer.

5.4. Fordele ved privatisering

Ud over at være provenukilde til finansiering af skattelettelser og gældsnedbringelse, er privatisering forbundet med en række meget væsentlige fordele, der i sig selv gør dem attraktive.

  • Privatiseringer øger den personlige frihed, både hvad angår forbrugsvalg og produktion. Dels fordi forbruget er baseret på en selvvalgt efterspørgsel, og dels fordi udbuddet er mere differentieret ift. de standardiserede ydelser, det offentlige tilbyder.
  • Privatiseringer øger effektiviteten, hvilket er en betingelse for overlevelse i den internationale konkurrence. Privatiseringer vil således gøre dansk økonomi modstandsdygtig over for den konkurrencesituation, som åbningen af det europæiske marked vil medføre.
  • Privatiseringer øger spredningen af ejendomsretten, idet alle principielt kan etablere en virksomhed, som det offentlige tidligere havde monopol på at drive. Det svækker koncentrationstendenserne og fremmer decentrale løsninger.
  • Privatisering er bedre end besparelser, fordi aktivitetsniveauet opretholdes. Besparelser rammer derimod ofte ”kødet” i stedet for ”fedtet”.

5.5 Opnåeligt provenu ved privatiseringer

Det er meget svært at foretage en tilnærmelsesvis præcis vurdering af de forskellige privatiseringsforslags provenu, idet der ikke foreligger konkrete værdifastsættelser af de offentlige aktiviteter. Men Fremskridtspartiet har det grundsynspunkt, at de foreslåede privatiseringer bør gennemføres på trods af den usikre værdifastsættelse.

Statens situation er i den forbindelse ikke forskellig fra en virksomheds beslutning om at sende et produkt på markedet; den ved ikke på forhånd, om produktet kan afsættes og til hvilken pris. Staten må derfor – ligesom virksomheden – udbyde sine opgaver til salg og derefter søge at opnå det størst mulige provenu. Under et offensivt frasalg af offentlige aktiviteter, vil der sagtens kunne opnås et provenu på de 25-30 mia. kroner, der ud over de beskæftigelsesneutrale besparelser er forudsætningen for budgetbalance i 1993.

Henvisninger

16. Finansministeriet, ”Udlicitering af offentlige drifts- og anlægsopgaver”, København. Oktober 1991.

17. Finansministeriet, Budgetdepartementet, ”Offentlig eller privat, Rapport om privatisering og markedsføring af offentlige aktiviteter”, marts 1990.

Liberaliseringer – Dansk dynamik

20. maj 2013 51 kommentarer

6. Liberaliseringer

Kilde:

DANSK DYNAMIK – en helt ny vækststrategi.

Udgivet af Fremskridtspartiets folketingsgruppe 1993

Må gengives med fuld kildeangivelse

———————————————————————————

Regulering af virksomhedernes etableringsret og erhvervsudøvelse er en af de mest undervurderede statslige aktiviteter. Da der endnu ikke eksisterer et kvalificeret mål for det samlede reguleringstryk, er det yderst vanskeligt at danne sig et samlet billede af reguleringens rækkevidde og de samfundsøkonomiske konsekvenser.

I en nyligt offentliggjort undersøgelse – foretaget af konsulentfirmaet McKinsey & Co. – fremhæves den statslige regulering ligefrem som den værste trussel mod produktivitetstilvæksten (18). Undersøgelsen anfører, at det netop kan forklare den relative produktivitetsforskel mellem USA og de europæiske lande.

Undersøgelsen påviser, at den fri etableringsret og erhvervsudøvelse er dét produktivitetsforhold, der har den største betydning for et lands konkurrenceevne. Det interessante ved den omtalte undersøgelse er, at uddannelse ikke figurerer som et afgørende produktivitetskriterium. Der var i 80´erne en international konkurrence, der gik ud på at tiltrække så mange virksomheder som overhovedet muligt. Desværre indtog Danmark en tilbagetrukket rolle i denne konkurrence med en mindre liberalisering af lukkeloven som det mest kreative højdepunkt.

Skal de danske virksomheders konkurrenceevne sikres, skal der foretages mere omfattende liberaliseringer. Ellers vil de danske virksomheder flytte til de steder i Europa, hvor etableringsretten og erhvervsudøvelsen er mindst reguleret.

Fremskridtspartiet har i denne forbindelse valgt at fokusere på tre områder:

  • Energisektoren
  • Transportsektoren
  • Boligsektoren

6.1. Energisektoren

Fremskridtspartiet foreslår, at der foretages en gennemgribende liberalisering af energisektoren, der ophæver el-selskabernes monopol. Derved vil de billigste energiformer fortrænge de dyreste og skabe et optimalt energimarked, der er i overensstemmelse med virksomhedernes langsigtede behov. Forudsætningen er imidlertid, at den offentlige regulering af el-priserne bringes til ophør. Staten skal således stoppe favoriseringen af en energiform frem for en anden.

6.2. Transport og Kommunikationssektoren

Liberaliseringen skal dels ske ved, at private virksomheder får adgang til at operere på det samlede europæiske jernbanenet, dels ved at staten umiddelbart overlader det til private entrepriser at etablere faste forbindelser over Øresund og Femernbælt.

Private skal desuden inddrages i udbygning og drift af det danske motorvejsnet.

Fremskridtspartiet foreslår også, at dereguleringen af luftfarten intensiveres. Formålet er at gøre flytrafikken til en mere konkurrencedygtig transportform – både for person- og cargoflyvning. I den forbindelse er det nødvendigt, at monopolrettighederne på indenrigsflyvningen fjernes, samtidig med at statens aktiebeholdning i De Danske Luftfartsselskaber A/S (SAS) afhændes.

Inden for kommunikationssektoren er der allerede foretaget væsentlige liberaliseringer; fx er apparat- og mobiltelefonområdet i dag underlagt en konkurrence, der både sikre et frit forbrugsvalg og prisbillige løsninger. Sammenlægningen af telefonselskaberne under TeleDanmark A/S ved tvangsindløsning af private investorers aktiebeviser i KTAS (Københavns Telefon Aktieselskab, red.) og JTAS (Jydsk Telefon Aktieselskab, red.), var en bevægelse i forkert retning med øget statskontrol og monopolisering. Derfor skal TeleDanmark A/S udbydes til salg samtidig med, at retten til at drive televirksomhed liberaliseres.

6.3. Boligsektoren

Et af de områder, hvor reguleringens konsekvenser har været mest synligt, er inden for boligsektoren. Det er nærmest en tilsnigelse at tale om et marked, for intet sted er forholdet mellem udbud og efterspørgsel mere forvredet af planøkonomi.

Huslejekontrollen har fx medvirket til:

  • at fastlåse den eksisterende beboelsesstruktur, idet besiddelsen af et lejemål, der har en større værdi end den betalte husleje, har fjernet tilskyndelsen til at flytte.
  • at reducere arbejdskraftens geografiske mobilitet, hvilket kan forklare en del af den såkaldte strukturarbejdsløshed.
  • at skabe en ineffektiv udnyttelse af boligmassen, idet midaldrende mennesker sjældent fraflytter deres lejlighed, selvom børnene har forladt hjemmet. Boligvalget er således betinget af økonomiske forhold og ikke af kapacitetsmæssige behov.
  • at ejendomssaneringen er blevet nedprioriteret, idet udlejerne ikke har fundet det lønsomt at opretholde dets beboedes værdi.
  • at mindske byggeaktiviteten og dermed reducere udbuddet af lejligheder.

Disse negative ´virkninger kan bedst imødegås ved en ophævelse af huslejekontrollen. Fremskridtspartiet er opmærksom på, at en sådan liberalisering – i en overgangsperiode – kan få alvorlige følger for enkelte familiers privatøkonomi. Men vi vil hellere medvirke til en midlertidig finansiering af disse enkelte lejeres forhøjede boligudgifter end at fortsætte med den helt uacceptable forvridning af boligmarkedet.

De samme problemer optræder på erhvervslejeområdet, hvor reguleringen også forvrider den naturlige prisdannelse. Her kan der dog ikke argumenteres for forholdet mellem en stærk og svar part, idet der altid er tale om stort set jævnbyrdige parter. Derfor bør aftale- og kontraktfriheden genskabes og reguleringsbestemmelserne i erhvervslejeloven udgå.

Henvisninger:

18. Undersøgelsen af konsulentfirmaet McKinsey & Co. er gengivet i ugeskriftet Mandag Morgen; ”Regeringen spænder ben for høj produktivitet”, nr. 38 – 2. november 1992, s. 10-13.

Z-genrejsningen

7. november 2012 10 kommentarer

Z-genrejsningen

Fremskridtspartiet havde før september 1982 en ikke helt så ringe indflydelse.

Men så startede Thorndahlismen en bølge af bortforæringer af Z-synspunkter. Fremskridtsfolk blev så selvopgivende, at det lignede et totalt ophørsudsalg.

Midt i al traurigheden i afvigte vinter tør vi håbe på, at sabotagen indefra mod vort nødvendige parti alene var noget forbigående og midlertidigt.

Men vi skal ikke være overmodige over, at det nu er gået så fredeligt indadtil i de sidste par år. Vi bøder stadig for synderne i halvandet året med de mange faneflugter. Derfor er det stadig nødvendigt at handle disciplineret og uselvisk og opofrende at afstå fra egotrips:

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 14 / 14. årgang / 18. april 1986

Fortryder Anker Jørgensen?

6. november 2012 11 kommentarer

Fortryder Anker Jørgensen?

Demokratiets livskraft er størst, når debatterne kan ske for åbent tæppe. Anker Jørgensens hyppige advarsler om faren for demokratiet består ikke i de mange partier – store eller små – men kun i hemmelighedskræmmeriet eller fortielser.

Derfor endnu en opfordring til statsministeren om i fuld udstrækning at debattere landets problemer for åbent tæppe.

 

I forbindelse med Tv-debatten den 1. oktober havde Billed-Bladet planlagt en artikel om Mogens Glistrup og Anker Jørgensen. Hver især var opfordret til at skrive om modparten.

 

Den 19. september sendte Billed-Bladet følgende brev til Mogens Glistrup:

Kære Glistrup:

Det er med sorg jeg skriver til dig for at fortælle dig, at dit indlæg i sidste øjeblik er taget ud. Efter at Anker Jørgensen havde sagt nej, besluttede bladets ledelse trods alt at droppe sagen, fordi vi ikke må beskyldes for at tage parti. Sådan mener man, det kunne virke på nogle mennesker, hvis vi bragte dit indlæg alene.

Jeg er ked af, at du har ulejliget dig forgæves, men regner med, at vi er lige gode venner af den grund. Hils din kone mange gange.

Venlig hilsen

Leif Kjeldsen

 

Nedenstående gengiver vi den artikel, Mogens Glistrup havde skrevet, idet det dog skal tilføjes, at Billed-Bladet ville have kortet artiklen en smule ned:

Da fremskridtsbevægelsen var spædbarn, kom mange dybt fortvivlede til os og sagde med næsten ens ord: ”Min bedstefar var socialdemokrat. Min far var socialdemokrat. Selv har jeg altid stemt socialdemokratisk. Jeg har aldrig troet, jeg skulle tvivle, men nu kan jeg altså ikke holde det ud længere. Kildeskatten, Rifbjerg og alt det der. Det kan da ikke være socialdemokratisk politik. Jeg kan simpelt hen ikke blive ved mere. Er det mig, der er fej? Er det mig, der svigter? Eller er det Krag og de andre fine?

Samme Jens Otto Krag fortæller ikke om tilsvarende oplevelser i sin offentliggjorte dagbog. Utvivlsomt må imidlertid også han have mødt holdningen og fornemmet dens udbredthed. Derfor var det ikke overraskende at han – der jo ikke længere var nogen årsunge – benyttede først givne lejlighed til at lade sig erstatte af en arbejdsmand. De 13 år med cand. politter som socialdemokratiske partiledere havde kostet dyrt i retning af tabt kontakt med de virkelige samfundsproblemer.

Arbejdsmanden var Anker Jørgensen. Vi fremskridtsfolk modtog ham i største spænding. Skulle han blive med- eller modspiller i vor kamp mod den nye herremandsklasse, som de 13 år havde skabt?

Olympiadetalen

Det første sikre tegn på, hvor det bar hen, var hans olympiade tale. Blot muligheden for offentlige besparelser – den eneste vej at komme ud af skattemoradset på – blev kaldt for ”falsk tale”. Ved enhver olympiade – sagde Anker Jørgensen – sættes nye rekorder, og sådan er også naturloven for hver finanslov. Det offentliges udgifter må nødvendigvis blive større og større.

Hermed var handsken til fremskridtsbevægelsen kastet. Da vi få måneder senere i Gallup-tilslutning var Socialdemokratiets jævnbyrdige, udfordrede vi gang på gang Anker Jørgensen til at komme og diskutere med os. Han undslog sig konsekvent og undtagelsesfrit. Men omsider kom dog en socialdemokrat – Erhard Jacobsen. Med ham dystede vi møde efter møde om sygdomsbærmen i den danske samfundsøkonomi – at stat og kommuner har ladet sine udgifter svulme så stærkt ud over den økonomiske bæreevne.

I løbet af et halvt års tid var Erhard Jacobsen blevet klar over, hvilken vej de stærke befolkningsstrømme bar. På fjernsynsskærmen så vi Anker Jørgensen holde sin ”til venstre for midten-tale”. Direkte kontakt med ham var aldeles uopnåelig. Hans forhold til fremskridtsbevægelsen var blot, at han efter avisernes sigende arbejdede med, om han dog ikke kunne få puttet mig i fængsel.

Men snart skulle han få endnu flere problemer. Den Erhard Jacobsen, der skulle have gjort socialdemokratiarbejdet med at knække Fremskridtspartiet, indgik nu i de manges brigade, der simpelt hen ikke længere kunne bære over deres samvittighed fortsat at slutte op om Socialdemokratiet, som var blevet så totalt ændret siden Staunings og H. C. Hansens dage.

For at knuse oprøreren Erhard Jacobsen, før denne nåede partimæssigt at etablere sig tilstrækkeligt fast, kastede Anker Jørgensen Danmark ud i et valg. Snart stod det klart, at dette stykke partitaktik slog fejl. Befolkningen havde fået nok af socialdemokraternes olympiske rekorder.

Foragt for fair play

Men midt i valgkampen kammede udviklingen over. Anker Jørgensen havde været i Middelfart og talt om Middelhavet. Med socialdemokraternes sædvanlige nævnenyttighed til at ville løse alle andre landes problemer, havde han groft fornærmet olielandene. Det førte nu til boykot af Danmark, og det blev Anker Jørgensens redning. Med suveræn foragt for alle fair play synspunkter og særregler, lod Danmarks Radio nemlig socialdemokraterne – især Erling Jensen – køre en trommeild af valgpropaganda med det hovedindhold, at i en sådan national krisesituation, måtte man da slutte op om regeringspartiet.

Derfor gik Anker Jørgensen ud af valgslaget som nr. 1. Stadig leder af Danmarks største parti. Men det næststørste blev Fremskridtspartiet. Og derfor kunne han nu ikke længere undslå sig for at møde os ved officielle lejligheder.

Første gang, jeg traf ham på tomandshånd, var et par dage efter valget. Da statsministersekretæren viste mig ind, sad han ved et lille bord i et kæmpestort isnende koldt lokale. Menneskekontakten mellem os føltes endnu koldere.  Hans uforstående foragt var tydelig for dette nymodens sammenrend af apolitiske fremskridtsfolk. Også jeg skulle imidlertid sige noget. Jeg kom til at formulere mig på den måde, at jeg nok vidste, at en statsminister fik umådeligt mange tal på sit arbejdsbord hver dag og knapt kunne huske dem alle, men jeg ville dog lige gerne genopfriske hans hukommelse med ét tal, han måske havde glemt, nemlig at vælgerne havde udrustet Fremskridtspartiet med 28 folketingsmandater.

Det skæve smil hvormed han svarede ændrede aldeles stemningen. Det nærmest forårsvarmede. Det udtrykte til 100 %, at jeg da også måtte forstå den knibe, han var i. Kastet ud i at være leder for det parti, som i to generationer havde været den danske arbejders. Og så nu alle disse bryderier fordi andre havde fejlet.

Andres fejl

Siden da har ånden fra den 6. december 1973 altid været det dominerende, når jeg tænker på Anker Jørgensen. Nok har ikke i de knapt tre år vi har haft fælles arbejdsplads én eneste gang villet sludre uformelt med mig. Vi påtrængende fremskridtsfolk skal bestemt ikke tro, at vi er noget – at vi skulle være lige så gode som de gamle. Men selv om han altså dag ud og dag ind passerer forbi mig på Christiansborg uden et ord eller en kommentar til, hvad der er oppe – selv på trods af det, fornemmer jeg altså – ærlig eller falsk – en vis gensidighedens sympati fra december mødets tøbrud.

Men med en enkelt begrænsning: Fra Folketingets talerstol taler man lige ned til ministrene. Nærmest sidder statsministeren. Og normalt virker Anker Jørgensen som den forstående lytter, som det er inspirerende at henvende sig til. Men ikke når K. B. Andersen undtagelsesvis er på visit i Danmark og sidder ved hans side. Han er legemliggørelsen af det inkvisitoriske fremskridtshad. Og påvirkelig som han er af sine nærmeste omgivelser, konkurrerer  Anker Jørgensen med sin udenrigsminister ved de lejligheder om at hidse sig op mod banditten Glistrup.

Ganske oplagt er det skammeligt, at der skal være så elendig en kontakt mellem de to største politiske partier inden for arbejdslivet.

Derfor var den 13. september 1976 en lykkens dag. Anker Jørgensens fok erkendte da omsider, at man ikke får Z-bevægelsen dræbt ved fortsat at lade som om, vi ikke eksisterede. Folkestyre betyder debat. Debat med dem man er uenige med så det folk, der skal styre også kan bedømme de eksisterende opfattelser over for hinanden.

Og selv om vi fremskridtsfolk har svært ved at forstå at 913.155 ved sidste valg holdt fast ved det socialdemokratiske parti, må vi naturligvis respektere det og respektere, at deres politiske leder er Anker Jørgensen. Måtte den seneste udvikling klart konstatere, at han ikke længere til de mindreværdiges kreds henregner de 414.219, som satte deres krydser i den anden ende af stemmesedlen.

Vi er alle sammen mennesker.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 17 / 4. årgang  / 7. oktober 1976

%d bloggers like this: