Arkiv

Posts Tagged ‘Demokrati’

Fortryder Anker Jørgensen?

6. november 2012 11 kommentarer

Fortryder Anker Jørgensen?

Demokratiets livskraft er størst, når debatterne kan ske for åbent tæppe. Anker Jørgensens hyppige advarsler om faren for demokratiet består ikke i de mange partier – store eller små – men kun i hemmelighedskræmmeriet eller fortielser.

Derfor endnu en opfordring til statsministeren om i fuld udstrækning at debattere landets problemer for åbent tæppe.

I forbindelse med Tv-debatten den 1. oktober havde Billed-Bladet planlagt en artikel om Mogens Glistrup og Anker Jørgensen. Hver især var opfordret til at skrive om modparten.

 

Den 19. september sendte Billed-Bladet følgende brev til Mogens Glistrup:

Kære Glistrup:

Det er med sorg jeg skriver til dig for at fortælle dig, at dit indlæg i sidste øjeblik er taget ud. Efter at Anker Jørgensen havde sagt nej, besluttede bladets ledelse trods alt at droppe sagen, fordi vi ikke må beskyldes for at tage parti. Sådan mener man, det kunne virke på nogle mennesker, hvis vi bragte dit indlæg alene.

Jeg er ked af, at du har ulejliget dig forgæves, men regner med, at vi er lige gode venner af den grund. Hils din kone mange gange.

Venlig hilsen

Leif Kjeldsen

 

Nedenstående gengiver vi den artikel, Mogens Glistrup havde skrevet, idet det dog skal tilføjes, at Billed-Bladet ville have kortet artiklen en smule ned:

Da fremskridtsbevægelsen var spædbarn, kom mange dybt fortvivlede til os og sagde med næsten ens ord: ”Min bedstefar var socialdemokrat. Min far var socialdemokrat. Selv har jeg altid stemt socialdemokratisk. Jeg har aldrig troet, jeg skulle tvivle, men nu kan jeg altså ikke holde det ud længere. Kildeskatten, Rifbjerg og alt det der. Det kan da ikke være socialdemokratisk politik. Jeg kan simpelt hen ikke blive ved mere. Er det mig, der er fej? Er det mig, der svigter? Eller er det Krag og de andre fine?

Samme Jens Otto Krag fortæller ikke om tilsvarende oplevelser i sin offentliggjorte dagbog. Utvivlsomt må imidlertid også han have mødt holdningen og fornemmet dens udbredthed. Derfor var det ikke overraskende at han – der jo ikke længere var nogen årsunge – benyttede først givne lejlighed til at lade sig erstatte af en arbejdsmand. De 13 år med cand. politter som socialdemokratiske partiledere havde kostet dyrt i retning af tabt kontakt med de virkelige samfundsproblemer.

Arbejdsmanden var Anker Jørgensen. Vi fremskridtsfolk modtog ham i største spænding. Skulle han blive med- eller modspiller i vor kamp mod den nye herremandsklasse, som de 13 år havde skabt?

Olympiadetalen

Det første sikre tegn på, hvor det bar hen, var hans olympiade tale. Blot muligheden for offentlige besparelser – den eneste vej at komme ud af skattemoradset på – blev kaldt for ”falsk tale”. Ved enhver olympiade – sagde Anker Jørgensen – sættes nye rekorder, og sådan er også naturloven for hver finanslov. Det offentliges udgifter må nødvendigvis blive større og større.

Hermed var handsken til fremskridtsbevægelsen kastet. Da vi få måneder senere i Gallup-tilslutning var Socialdemokratiets jævnbyrdige, udfordrede vi gang på gang Anker Jørgensen til at komme og diskutere med os. Han undslog sig konsekvent og undtagelsesfrit. Men omsider kom dog en socialdemokrat – Erhard Jacobsen. Med ham dystede vi møde efter møde om sygdomsbærmen i den danske samfundsøkonomi – at stat og kommuner har ladet sine udgifter svulme så stærkt ud over den økonomiske bæreevne.

I løbet af et halvt års tid var Erhard Jacobsen blevet klar over, hvilken vej de stærke befolkningsstrømme bar. På fjernsynsskærmen så vi Anker Jørgensen holde sin ”til venstre for midten-tale”. Direkte kontakt med ham var aldeles uopnåelig. Hans forhold til fremskridtsbevægelsen var blot, at han efter avisernes sigende arbejdede med, om han dog ikke kunne få puttet mig i fængsel.

Men snart skulle han få endnu flere problemer. Den Erhard Jacobsen, der skulle have gjort socialdemokratiarbejdet med at knække Fremskridtspartiet, indgik nu i de manges brigade, der simpelt hen ikke længere kunne bære over deres samvittighed fortsat at slutte op om Socialdemokratiet, som var blevet så totalt ændret siden Staunings og H. C. Hansens dage.

For at knuse oprøreren Erhard Jacobsen, før denne nåede partimæssigt at etablere sig tilstrækkeligt fast, kastede Anker Jørgensen Danmark ud i et valg. Snart stod det klart, at dette stykke partitaktik slog fejl. Befolkningen havde fået nok af socialdemokraternes olympiske rekorder.

Foragt for fair play

Men midt i valgkampen kammede udviklingen over. Anker Jørgensen havde været i Middelfart og talt om Middelhavet. Med socialdemokraternes sædvanlige nævnenyttighed til at ville løse alle andre landes problemer, havde han groft fornærmet olielandene. Det førte nu til boykot af Danmark, og det blev Anker Jørgensens redning. Med suveræn foragt for alle fair play synspunkter og særregler, lod Danmarks Radio nemlig socialdemokraterne – især Erling Jensen – køre en trommeild af valgpropaganda med det hovedindhold, at i en sådan national krisesituation, måtte man da slutte op om regeringspartiet.

Derfor gik Anker Jørgensen ud af valgslaget som nr. 1. Stadig leder af Danmarks største parti. Men det næststørste blev Fremskridtspartiet. Og derfor kunne han nu ikke længere undslå sig for at møde os ved officielle lejligheder.

Første gang, jeg traf ham på tomandshånd, var et par dage efter valget. Da statsministersekretæren viste mig ind, sad han ved et lille bord i et kæmpestort isnende koldt lokale. Menneskekontakten mellem os føltes endnu koldere.  Hans uforstående foragt var tydelig for dette nymodens sammenrend af apolitiske fremskridtsfolk. Også jeg skulle imidlertid sige noget. Jeg kom til at formulere mig på den måde, at jeg nok vidste, at en statsminister fik umådeligt mange tal på sit arbejdsbord hver dag og knapt kunne huske dem alle, men jeg ville dog lige gerne genopfriske hans hukommelse med ét tal, han måske havde glemt, nemlig at vælgerne havde udrustet Fremskridtspartiet med 28 folketingsmandater.

Det skæve smil hvormed han svarede ændrede aldeles stemningen. Det nærmest forårsvarmede. Det udtrykte til 100 %, at jeg da også måtte forstå den knibe, han var i. Kastet ud i at være leder for det parti, som i to generationer havde været den danske arbejders. Og så nu alle disse bryderier fordi andre havde fejlet.

Andres fejl

Siden da har ånden fra den 6. december 1973 altid været det dominerende, når jeg tænker på Anker Jørgensen. Nok har ikke i de knapt tre år vi har haft fælles arbejdsplads én eneste gang villet sludre uformelt med mig. Vi påtrængende fremskridtsfolk skal bestemt ikke tro, at vi er noget – at vi skulle være lige så gode som de gamle. Men selv om han altså dag ud og dag ind passerer forbi mig på Christiansborg uden et ord eller en kommentar til, hvad der er oppe – selv på trods af det, fornemmer jeg altså – ærlig eller falsk – en vis gensidighedens sympati fra december mødets tøbrud.

Men med en enkelt begrænsning: Fra Folketingets talerstol taler man lige ned til ministrene. Nærmest sidder statsministeren. Og normalt virker Anker Jørgensen som den forstående lytter, som det er inspirerende at henvende sig til. Men ikke når K. B. Andersen undtagelsesvis er på visit i Danmark og sidder ved hans side. Han er legemliggørelsen af det inkvisitoriske fremskridtshad. Og påvirkelig som han er af sine nærmeste omgivelser, konkurrerer  Anker Jørgensen med sin udenrigsminister ved de lejligheder om at hidse sig op mod banditten Glistrup.

Ganske oplagt er det skammeligt, at der skal være så elendig en kontakt mellem de to største politiske partier inden for arbejdslivet.

Derfor var den 13. september 1976 en lykkens dag. Anker Jørgensens fok erkendte da omsider, at man ikke får Z-bevægelsen dræbt ved fortsat at lade som om, vi ikke eksisterede. Folkestyre betyder debat. Debat med dem man er uenige med så det folk, der skal styre også kan bedømme de eksisterende opfattelser over for hinanden.

Og selv om vi fremskridtsfolk har svært ved at forstå at 913.155 ved sidste valg holdt fast ved det socialdemokratiske parti, må vi naturligvis respektere det og respektere, at deres politiske leder er Anker Jørgensen. Måtte den seneste udvikling klart konstatere, at han ikke længere til de mindreværdiges kreds henregner de 414.219, som satte deres krydser i den anden ende af stemmesedlen.

Vi er alle sammen mennesker.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 17 / 4. årgang  / 7. oktober 1976

Z lige nu

28. oktober 2012 2 kommentarer

Z lige nu

Det statsmonopol som indehaves af Danmarks Radio og TV er helt og fuldt i hænderne på gammelpartiernes røde lejesvende med deres bestandige tromlen fra årle morgen til sen nat for at fremkomme med ensidige budskaber til fædrelandets fordærvelse.

Løgn, fortielse og forvrængning er de våben, hvormed de vil ødelægge Fremskridtsbevægelsen. Brugt år efter år. Nu 16. år i træk. Og af alle de toneangivende journalister.

Derfor har vi nok kun os selv og vore spinkle kræfter at bygge på. Og derfor må disse kræfter udnyttes i længere tid, end de få uger som hengår fra valgudskrivelsen til valgdagen. I de par dusin døgn er det særdeles svært for et kirkerottefattigt parti som Fremskridtspartiet overhovedet at komme til orde. I de dage overlades scenen jo stort set til magthaverpartierne, som lover alt paradisisk og spiller på, at vælgerhukommelsen gang efter gang har vist sig at være uhyggelig kort.

Vor opgave nu er derfor ikke at fuldkommengøre vort indre partiorganisationsapparat. Det må vente. Vort virke skal være udadvendt. Med et ofte anvendt Fremskridtsudtryk: Nu gælder det at missionere blandt hedninge. Og efter opinionsresultater er der over 97 % af dem på landsplan. I visse egne af landet endda endnu flere.

Metoden er ganske enkel. Det eneste vi skal gøre er at sige sandheden. Vi Fremskridtsfolk skal bruge alle vore kræfter til at oplyse om de virkelige forhold.

Hver gang det lykkedes for os, er sejren vor. Hver eneste dansker er nemlig i virkeligheden et Fremskridtsmenneske. De fleste ved det bare ikke selv. Fordi de er blevet proppet med så mange usandheder om Z-partiet. Vor opgave er derfor uforfærdet at være sandhedens fakkelbærere.

I højsædet skal vi sætte de gamle dyder. Folketinget skal forkæle den arbejdsomme, den flittige, den selvdisciplinerede, den selvopofrende. Det er kravene, når vi skal ud af de folketingsskabte plager, som har præmieret ødslerne, de letsindige, de forkælede, de klynkende og de uforstandige.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 6 / 15. årgang / 20. februar 1987 

Ankers sande tanker – partisplittelse hos A

13. oktober 2012 1 kommentar

Ankers sande tanker – partisplittelse hos A

Anker Jørgensen har sagt noget klogt om de indre forhold i Socialdemokratiet. De er i al fald ikke bedre end i Fremskridtspartiet, men til forståelsen kan vi Fremskridtsfolk lære noget ved at kaste blikket ind bag naboens vinduer:

”Gruppen i Folketinget virker splittet, fordi den mindste forskel i synspunkter bliver blæst op til den helt store uenighed. I virkeligheden er der ikke tale om nogen splittelse.

Nogle af medlemmerne siger for meget for at gøre sig bemærket. Her må man forstå, at det netop er en del af demokratiet, at den enkelte politiker siger sin mening. Nogen større beherskelse og selvdisciplin var dog ønskværdig.

Den sideordnede opstilling kalder på den enkeltes aktivitet. Det kan være sundt, men det kan også være farligt.

Det bør gælde, at man har en åben debat indadtil, men optræder enig udadtil. Men det er klart, at der i store spørgsmål som eksempelvis EF, atomkraft i et så stort og åbent parti som Socialdemokratiet er forskel på opfattelserne.

Hverken en million socialdemokratiske vælgere eller 66 folketingsmedlemmer tænker ensrettet. Det ville mildest talt også være pinligt, hvis det var tilfældet”.

Dette stod at læse i Aktuelt for 10. februar 1980. Og er jo sådan set blot en uddybning af Øberg-citatet i FREMSKRIDT 1980-3 side 21. Men det var dejligt, om det kunne sive ind i de titusinder, som – midlertidigt (?) – har opgivet Fremskridtspartiet på grund af den tåbelige oppustning af de påståede strammer/slapper-modsætninger.

Fremskridtspartiet

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 6 / 8. årgang  / 14. april 1980

Socialdemokratisk løsningsmodel fungerer

5. oktober 2012 14 kommentarer

Socialdemokratisk løsningsmodel fungerer 

Hvorvidt landbruget er det danske samfunds hovederhverv, behøver man ikke at debattere, for én kendsgerning er alle enige om nemlig, at vi danske ikke kan undvære vort landbrugserhverv.

Hvilke betingelser skal vi så give dette vigtige erhverv? Ja, efter Fremskridtspartiets mening er det således at jo mere profit, der er ved at drive landbrug, jo flere vil gøre det.

Jo mere profit der er ved at drive landbrug, jo større bliver landbrugsproduktionen altså.

Jo mere profit der er ved at drive landbrug i Danmark, jo rigere bliver det danske samfund på grund af landbrugseksporten.

Disse realiteter kan ingen modbevise, og derfor er det ganske besynderligt, at man ikke gør det attraktivt at være landmand i Danmark, men når f.eks. Erhard Jacobsen, (CD) kunne vinde en valgkamp på at skælde ud på VK-planen, fordi denne vil nedsætte højeste understøttelsestakst til kr. 85.000 om året, samtidig med at gennemsnitsindkomsten for landbofamilierne er en tredjedel af højeste understøttelsestakst, ja, så undrer man sig over, at nogle landmænd stemte på Erhard Jacobsen ved det seneste folketingsvalg.

Realiteten er altså, at det brede vælgergrundlag i Danmark på folketingsvalgdagen er mere optaget af at hjælpe Erhard Jacobsen med at holde understøttelsen oppe på kr. 190.000 årligt for et arbejdsløst ægtepar end på at forbedre landbrugets profitmuligheder.

Man kan med rette konkluderer, at vælgernes reaktion er ganske besynderlig, for hvem er det, der har fremlagt en politik, der virkelig nedsætter det danske renteniveau?

Ja, det er ihvertfald ikke Centrum Demokraterne (D) – for Erhard siger jo, at dét med de højrentefremkaldende statsobligationer, dét kan vi ikke gøre noget ved.

Altså, Erhard Jacobsen vandt det seneste folketingsvalg ved at agitere for, at det arbejdsløse ægtepar skal have en indtægt på kr. 190.000 årligt, og de partier, der talte for at hæve landmandsfamiliernes indtægter, de tabte det sidste folketingsvalg. Sådan er det at være politisk parti i Danmark!

Lige såvel som socialdemokraterne holder sig i live ved at købe sig de brede massers stemmer, således har nu også Erhard Jacobsen lært, at de ledige alt i alt tæller mange stemmer på valgdagen.

Hvor længe kan CD holde sig oven vande endda som et stort parti ved at lefle for de uproduktive og blæse dansk landbrug en lang march?

Leder

Må citers med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 11 / 10. årgang / 19. marts 1982

Ingen forskel

25. september 2012 Skriv en kommentar

Ingen forskel 

Kun realitetsforvanskede udenomssnakkere kan hævde, at Poul Schlüter (C) og Uffe Ellemann (V) skulle være mindre socialistiske end Anker Jørgensen og Gert Petersen (F).

Mogens Glistrup 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 23 / 15. årgang / 26. juni 1987

Op af sofaen med et Z

24. september 2012 Skriv en kommentar

Op af sofaen med et Z 

I forbindelse med de regerende partiers svigten overvejer mange den medicin mod pesten at blive sofavælger ved næste valg.

Det hjælper ikke en døjt. Hver og én af de 179 taburetter bliver nemlig besat, hvad enten der kommer en stemmeprocent på 9 eller 90.

Vejen frem er at sætte Fremskridtsfolk på flest mulige af folketingets stole. Vi har stemt imod alle begrædelighederne og derudover stillet et vælg af forslag i den brede befolknings interesse, såsom større folkepension, ophævelse af sygehusventelister, mindsket skat o.s.v. o.s.v.

Mogens Glistrup 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 17 / 15. årgang / 15. maj 1987

S-K faren

17. august 2012 1 kommentar

S-K faren 

Nedtællingen til det næste folketingsvalg er allerede begyndt. Gammelpartierne handler ud fra, hvad der giver stemmer mere end ud fra fornuft og landets bedste.

Alle kæmper de for at blive det største parti efter næste valg, og dermed sikres mulighed for at skulle danne regering. Men hvad bliver det egentlig for en regering, vi får efter næste valg?

Mange har talt og skrevet om muligheden for, at det bliver en S-SF-regering. Det fordrer imidlertid, at disse to partier får flertal, idet de ikke vil samarbejde med VS, og de radikale vil ikke samarbejde med dem.

Zs mandater

En borgerlig regering kan fortsætte som firkløverregering. Her vil de selvfølgelig håbe på eget flertal.

De kan også vælge det fortsatte samarbejde med de radikale (B) eller blive tvunget af mandattallene til at tage Fremskridtspartiet med. Det vil imidlertid hverken de radikale eller firkløveret (V, C, CD og KrF, red.) være med til, efter egne udsagn.

Alle ovenstående muligheder munder ud i, at der vil blive tale om en mindretalsregering med løs eller fast støtte.

Sådanne mindretalsregeringer har imidlertid et konstant problem med at holde sammen på flertallet. Derfor frister det partierne, hvis en flertalsregering kan samles.

Sporerne skræmmer

Erfaringerne fra såvel delstatsvalget i Hamborg som parlamentsvalget i Østrig siger, at selv om konservative (C) og socialdemokrater har kæmpet mod hinanden før og under valgkampen, så finder de alligevel sammen efter valget.

Flere konservative topfolk har allerede luftet muligheden for et sådant samarbejde. Lige så mange har afvist det.

Men risikoen er der.

Kim Behnke

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 43 / 14. årgang / 12. december 1986

%d bloggers like this: