Arkiv

Archive for november 2010

Man pådutter os…

28. november 2010 14 kommentarer

Man pådutter os…

Det er usandt, når man pådutter Fremskridtspartiet yderliggående standpunkter, som skulle hindre os i at deltage i regeringen. Fremskridtspartiet er ikke og har aldrig været noget alt-eller-intet-parti.

Vore eneste krav er, at den ny regerings politik skal gavne landet, og at vælgerne respekteres.

Da blandt andet VCQM-partierne gennem årerne har stemt for de mange skatteforhøjelser, restriktioner og gældsætninger af landet, er det oplagt, at en regering bestående af disse fire partier alene ikke vil gavne landet. I praksis har der jo ikke i VKR-perioden, augustforlig o.s.v. været forskel på den politik, de fire har ført,, og den som er ført af socialdemokrater og radikale.

En grundlæggende demokratisk holdning kræver, at de – som skal bære regeringen – også skal være ligeberettigede. Det duer ikke, at nogle skal anses for finere og have større indflydelse, mens andre bare skal være andenrangs stemmekvæg.

Skal der føres en politik -som et parti skal støtte – må dette parti være med, når politikken udformes straks ved begyndelsen. Det bliver noget uholdbart miskmask, hvis en regering skal virke på den måde, at den først forhandler sig til enighed mellem sine egne fire partier og så blot forelægger det færdige resultat til automatisk godkendelse hos det femte regeringsbærende parti.

For at få fasthed i samarbejdet er Fremskridtspartiet – nu som før – rede til, at indgå en aftale om, at fælles gruppemøder mellem regeringssamarbejdspartierne afgøre sagerne. Men reglerne for disse fælles gruppe møder skal være ens for alle. Det vil være uanstændigt og udemokratisk, om nogle – for eksempel VCQM´ erne – skulle være finere end andre.

Og da særligt -da historiens erfaring giver 100 % garanti for -, at disse fire partier i praksis efter valget ikke vil være i stand til alene – uden daglig og direkte Z-indflydelse – at føre den nødvendige politik i længere tid. Sporene skræmmer fra VKR-regeringens tid fra de mange ulykkelige forlig og fra SV-regeringsåret.

Det danske folk må ikke én gang til lade sig voldtage af, at de gamle politikere lover og lover, at nu vil de forbedre sig. Det koster dyrt, da man tidligere – senest ved SV-regeringens (”den økonomi – genrejsende – stabiliseringsregering”) dannelse – hoppede på løfter, som viste sig at være aldeles tomme. Det Amfibium, som Schlüter (C) og Erhard Jacobsen (CD) lagde op til, da valget var udskrevet vil ikke blive et hak bedre. Lige som VKR-regeringen og SV-regeringen i praksis har været Danmarkshistoriens værste skatteplyndrere, vil en hvilken som helst regering uden Fremskridtsdeltagelse blive en fiasko. Danmark har ikke råd til endnu et eksperiment af den skuffe.

Og da slet ikke på så udemokratiske vilkår, at et parti som vælgerne stemmer på skulle være spedalsk, andenrangs og inferiørt. De, der vil fortsætte med at spytte på Fremskridtsvælgerne er ikke værdige til at blive ministre. Selvfølgelig skal der være samme indflydelse for den vælger, der stemmer C som for ham, der stemmer Z. Det respekterer Fremskridtspartiet og det må de andre også. Fremskridtspartiet skal ikke bruges som VCQMs gulvmåtte. Man kan ikke have en regering, som om tirsdagen og torsdagen går til Socialdemokratiet og om onsdagen og fredagen til Fremskridtspartiet. Det giver en sik-sak-kurs, som ingen kan have tillid til.

En VCQM-regering vil givetvis fortsætte disse partiers hidtidige politik: Større skatter og fortsættelse af at staten bare låner, låner og låner – i udland som i indland. Der skal en helt anden kraftig kost til. Man kan ikke fortsætte med bare at bekoste et alt for stort offentligt forbrug ved blot at låne. Tilbagebetalingens dag nærmer sig. Vanskelighederne kan ikke klares uden et stærkt Fremskridtsparti i folketinget – en styrke, der også må sætte sig igennem i regeringens daglige arbejde. Lad vælgerne afgøre, med hvilken vægt vi hver for sig skal have indflydelse. Det er det, vi har et valg til. Ikke at Schlüter, m.fl. efter valget skal tilsidesætte vælgernes afgørelse og gøre nogle finere end andre.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 18 / 7. årgang  / 15. oktober 1979

Reklamer

Ku´ det ske her?

24. november 2010 Skriv en kommentar

Ku´ det ske her?

Tre af Oslos faste løsgængere (der endnu ikke var kommet på at udvandre til fristaden Christiania) stjal et TV og en radio fra en gammel mand. Tyvegodset blev deponeret et sted, medens tyveknægtene gik på jagt efter en køber. Imidlertid fandt de ingen – og opsøgte i stedet socialkontoret.

Her fortalte de følgende: – Vi har stjålet et TV og en radio fra en gammel mand. Sagerne har vi solgt for 300 kroner, og pengene er brugt op. Nu er politiet efter os. Hvis vi kan få 300 kr. på socialkontoret, kan vi købe sagerne tilbage og levere dem til den gamle mand, før politiet får fat på os.

Det kunne socialkontoret ikke stå for. Fyrrene fik de 300 kroner  – og gik derpå ud i byen på sjov.

Kunne det ske herhjemme, spørger Minutavisen, der har bragt historien.

Fremskridtspartiet og

Minutavisen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 3 / 2. årgang / 5. februar 1974

Landsformanden har ordet juni 1992

21. november 2010 2 kommentarer

Landsformanden har ordet

Juni 1992

Kære partifæller!

Folkeafstemningen om EF den 2. juni blev en historisk dag. Tak til folketingsgruppen og de mange andre aktive Fremskridtsfolk der så dygtigt og aktivt medvirkede til, at det blev et nej.

Afstemningsresultatet er særligt bemærkelsesværdigt på baggrund af den massive og store indsats, der fra det store folketingsflertal, indenlandske og udenlandske toppolitikere, den skrevne og æterbårne presse, reklamebureauer, ledende fag- og erhvervsledere samt enorme beløb til reklamer og skrækkampagner for at få vælgerne til at stemme ja.

Valget var først og fremmest en sejr for vort danske demokrati, hvor folket gav flertallet af Christiansborg-politikerne en ordentlig begmand.

Taber blev reklamebureauer, der til trods for den enorme reklameindsats ikke formåede at købe og banke vælgerne nok til et ja.

En anden stor taber er meningsmålingsinstitutterne, der tog helt fejl. I øvrigt burde meningsmålinger ikke være tilladt de sidste 2-3 uger før et valg eller en folkeafstemning.

Det danske folks nej til en europæisk union og dens følgevirkninger vil sikkert sætte store og betydelige spor i det fremtidige europæiske samarbejde. Allerede i skrivende stund er det vedtaget, at der skal holdes folkeafstemning i Frankrig og i England, rører mange politikere på sig.

Det danske nej bliver ikke en katastrofe for Danmark – forhåbentlig tværtimod, og meget tyder på, at vort nej vil medvirke til en betydelig bedre og meget mere demokratisk udvikling af det fremtidige europæiske samarbejde.

Selvom vi i Fremskridtspartiet havde 69 % af vore vælgere som nej-sigere, så kan det naturligvis ikke undgås, at enkelte af vore medlemmer, og vælgere ikke er glade for resultatet af folkeafstemningen. Som gode demokrater bør vi på god demokratisk vis tage resultatet til efterretning og sammen arbejde for at styrke dansk produktion og afsætning, samt bekæmpe bureaukrati, pamperi og unødig statsdirigering.

Som vi forud for folkeafstemningen ofte fremførte, så siger Fremskridtspartiet fortsat ja til europæisk samarbejde om handel mv., men ligeså klart nej til Den Politiske Union.

Vor præsentationsfilm og den efterfølgende krydsild var god og ægte dansk. Det var virkelig god Fremskridtsreklame.

Med Fremskridtsvenlig hilsen

Johannes Sørensen

Landsformand

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 6 / 20. årgang / juni 1992

Det brede parti

17. november 2010 Skriv en kommentar

Det brede parti

De gamle partier har deres rod i hver sin befolkningsgruppe: Socialdemokraterne hos arbejdere, de radikale (B) hos husmænd, de konservative (C) hos funktionærer og selvstændige og Venstre hos bønder.

Selv om disse partier til en vis grad rekrutterer deres vælgere på tværs af de gamle klasseskel, har de dog bevaret deres tilhørselsforhold til f.eks. LO, Industrirådet og landbrugsorganisationerne.

Fremskridtspartiet varetager derimod ikke nogen gruppes særinteresser, men ønsker blot, at folk skal have lov til, at få deres belønning for det arbejde de udfører, hvad enten det består i det daglige slid ved samlebåndet, igangsættelse af nye initiativer eller anden sund udfoldelse.

Til gengæld skal det offentlige ikke føde på samfundsnassere, men begrænse sig til det, der er nødvendigt for et sundt samfunds beståen. Kun herved skabes de store værdier, som de fleste ønsker sig, og kun herved kan der ydes rundhåndet hjælp til de gamle, de syge og til dem, der uforskyldt er i økonomisk nød.

Med disse tanker står Fremskridtspartiet som det virkelige folkeparti, der med sin respekt for folks arbejde er i stand til at hente sine vælgere jævnt fordelt fra næsten alle dele af samfundet.

Redaktionen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 18 / 4. årgang  / 21. oktober 1976

Udslidte partier

14. november 2010 35 kommentarer

Udslidte partier

Socialdemokratiet og Det radikale Venstre (B) har opfyldt deres missioner og dermed mistet deres berettigelse.

1970ernes parti hedder Fremskridtspartiet.

Det radikale Venstre og Fremskridtspartiet er så at sige identiske i menneskesyn, tænkemåde og socialopfattelse. Den dybe afgrund mellem partierne skyldes, at deres historiske udspring findes i to vidt forskellige tidsaldre.

Fremskridtspartiet er skabt med henblik på det samfund, der er under kraftig udvikling i 1970´erne. Det er et Danmark som på næsten alle punkter adskiller sig markant fra det samfund, som det radikale partis stiftere ville reformere, da det nye århundrede gryede.

Den historiske opgave dengang var at formidle overgangen af den politiske grundopfattelse fra 1800-tallet liberalisme til det socialdemokrati, som fremtiden dengang tilhørte. Her havde Det radikale Venstre sin historiske mission, og partiet løste utvivlsomt opgaven i den overgangsperiode på en snes år, der fulgte efter partiets stiftelse i 1905.

I og med de socialdemokratiske ideers sejre var det rimeligt og sømmeligt, at de radikale kom på tryg aftægt. De fik kors og bånd og mange stjerner på, men befolkningens tilslutning mindskedes så at sige ved hvert eneste valg. Det kunne med sikkerhed forudses, at partiet ville forsvinde med 1970´erne. Hertil krævedes blot en ekstrapolation (det at danne ukendte størrelser ud fra kendte sammenhænge, red.) ud fra kendskabet til loven om, at når man falder ned af et skråplan, vil man til sidst rutsje med stærkt accelererende fart.

Tilfældigheden

Med H. C. Hansens (A) død den 19. februar 1960 – som det klareste tideskifteskel – havde socialdemokratismen udtømt det, som den kunne give Danmark.

Som vælgerne gjorde det for 2-3 generationer siden, måtte de på ny til at søge efter, hvem der nu var i pagt med samfundet, som det nu havde ændret sig. Der var ingen umiddelbare egnede emner på markedet. Ud fra princippet om at i de blindes rige er den kvartsynede den mest seende, flokkedes man om de radikales nye leder, Hilmar Baunsgaard, som i visse udsagn kunne give indtryk af, at han dog havde en vis kontakt til samfundets udvikling.

Denne ret tilfældige krusning på langtidsudviklingen skabte Det radikale Venstres Indian Summer. Den måtte imidlertid holde op præcis på det tidspunkt, hvor der blandt vælgernes valgmuligheder var nogen, som var i fuld pagt med samfundsudviklingen.

Derfor førte de to seneste folketingsvalg med et års mellemrum til, at de radikale drattede tilbage i den nedtursbane, som indledtes i 1920´erne.

Fremtiden

Det er nok også kortsigtede krusninger på den historiske udvikling, at Fremskridtspartiets opstigningsbane ikke blev så brat, som den burde have været. På grund af massemediernes misinformation blev den tordenkile, der skulle drive Z-partiet frem ved det første valg til dels forpagtet af Erhard Jacobsen (CD) og Poul Hartling (V).

Langtidstendensen er imidlertid klar: Såvel de radikale som Socialdemokratiet har gjort deres særdeles nyttige indsatser i Danmarkshistorien. Men nu er de ældede, og kan ikke hjælpe landet yderligere frem. Dertil har de mange år slidt alt for meget på dem og tilvejebragt hellige køer og begrebsforvirringer, som ikke kan føres med i fremtiden. Derfor er forholdet nu som det var på vore oldeforældres tid: Nye partier må tage over for at føre Danmark videre frem.

Havde Stauning, Borgbjerg, Peter Sabroe og Hørup været unge i dag, havde de utvivlsomt været at finde i Fremskridtspartiets rækker.

Niels Helveg Petersen (B) har derfor ikke ret, når han i pressen konkluderer at de to partier, som på nuværende udviklingspunkt er dømt til stadig tilbagegang – Socialdemokratiet og radikale – vil kunne tilføre landets ledelse stabilitet ved at gå i regeringssamarbejde med hinanden.

Ude af trit med 1970´erne

Tværtimod har de to partier mere end de fleste andre demonstreret, at de ikke forstår nutidssamfundets økonomiske sammenhænge. Derfor konsoliderede de ikke landet i de gode tider i 1960´erne, hvor statsministrene kom enten fra Socialdemokratiet eller fra Det radikale Venstre. Derfor har hver eneste af de mange storpolitiske forlig de to partier har deltaget i siden H. C. Hansens død ført til, at man nogle måneder senere måtte konstatere, at de store ord ikke hjalp et hak, men at landets problemer blot var blevet alvorligere.

Ser man på aldersfordelingen blandt vælgerne, viser det sig, at disse to partier – sammen med Kristeligt Folkeparti og de konservative – i særlig ringe grad har tag i de yngre aldersklasser, men bliver stærkere og stærkere repræsenteret, jo højere alder vælgerne har. Dette er der selvsagt ikke noget nedværdigende i. Partierne skal respekteres for den indsats, de har gjort, men man kan ikke rende fra, at de har passeret deres kulmination.

Det vil være en landsskadelig nostalgi, om vælgerne nu i nogle år faldt for Niels Helvegs indsmigrende opfordring til at genoplive den 1930´er-tid, som uigenkaldeligt er forbi.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 15 / 4. årgang / 2. september 1976

Fejhed – et dansk symbol

10. november 2010 12 kommentarer

Fejhed – et dansk symbol

Lederskabet i Danmark er overtaget af middelmådige politikere opfostret i og af snævre fagegoistiske udklækningsgrupper, skriver dyrlæge A. Th. Riemann, der er EF-kandidat.

At vide, hvad der er ret og rigtigt og ikke gøre det, er fejhed. Definitionen er klar, enkel og indlysende og – desværre – betegnende for den danske nation. Et folkekaraktertræk brænder sig i disse år fast og udvisker konturen af det samfund, der for et par menneskealdre siden var præget af stærke personligheder indenfor kirke, skole, andelsbevægelse og politik.

Lederskabet er overtaget af middelmådige politikere opfostret i og af snævre fagegoistiske udklækningsgrupper. Folket ser passivt på, at opkomlinge i fagbevægelsen, småpaver, der ved teknikkens hjælp og skæbnens tilskikkelser er blevet placeret på tekniske nøgleposter, terroriserer befolkningen. Ja, politikerne, hvoraf de fleste kommer fra samme kredse og hylder samme socialistiske og samfundsskadelige idéer, opgejler tilmed ofte deres socialistiske meningsfæller til samfundsødelæggende aktioner.

Selvfølgelig ved de udmærket, hvad der er ret og rigtigt, men de gør det modsatte. Danmark regeres og terroriseres af feje personer.

Aktionerer for særfordele

Gruppe efter gruppe aktionerer for at opnå særfordele. Akademikere, lærere, postbude, politibetjente, chauffører, journalister, børnehavepædagoger, læger og sygeplejersker, alle vil have mere i løn, uanset om de i dag aflønnes med 100.000 eller 300.000 kroner årligt. Man arbejder ”efter reglerne”, som man selv fortolker, holder faglige møder, stormer rundt med opråb og skilte eller aktionerer fysisk med trusler og psykisk vold mod sagesløse mennesker.

Aktivisterne er alle feje personer. De ved, at arbejdet ikke kan bære højere løn og at de, hver gang de tiltvinger sig en ekstra krone, tages den fra en anden. De ved således inderst inde, at deres krav er urimelige og alligevel forlanger de mere og mere. Det er fejt.

For nylig solgtes en færgerute på den danske ø Rømø til tyskerne. Ingen danskere turde købe den af frygt for matroserne og styrmændenes fagforeningsterror. De ansatte blev af den nye ejer tilbudt fortsat arbejde til den løn og på de vilkår, tyske søfolk har, men de foretrak i stedet den høje, danske arbejdsløshedsunderstøttelse. De er feje, for de ved, at det ikke er rigtigt at være naboerne, skatteyderne, ja, hele det danske samfund til byrde, når man har mulighed for at klare sig selv. Også de politikere, der har lavet regler for arbejdsløshedsunderstøttelse, så de frister Rømø-matroserne og 100.000 andre til misbrug, er feje, for de ved, at reglerne ikke er rigtige.

”Velfærdsstaten” – et misfoster

Den såkaldte ”velfærdsstat” i Danmark er et sørgeligt misfoster og følgerne er, at store dele af befolkningen lider af depression og psykisk trauma, medens 700.000 embedsmænd og socialarbejdere udplyndrer de offentlige kasser, samtidig med, at de øver åndelig, økonomisk og legemlig vold mod børn, unge og gamle. De professionelle embedsmænd og socialhjælpere sikrer sig selv, medens de med andres egoistiske indstilling invaliderer de nødstedte og skaber sociale tabere.

Under alt dette tappes erhvervslivet naturligvis for arbejdskraft. Det er ikke ”in” at arbejde med materielle ting eller fremme ”profit” og fortjeneste. Derfor er Danmark arbejdsmæssigt et underudviklet land med tusindvis af ”arbejdsløse” og masser af ugjort arbejde i landbruget, industrien, ja, i hele erhvervslivet.

Det er ikke ”meningsfyldt”, at skabe værdier, velstand og frodighed, ej heller tilfredshed og arbejdsglæde. I stedet appellerer politikere, skoler, uddannelsessteder, radio og TV til slaphed, arbejdsvægring og dovenskab. Det er fejhed mod den opvoksende slægt, der skal råde bod på og afdrage vor tids udskejelser og gæld.

Tidens samtaleemne er energipolitik. Skal vi have vindkraft, termoenergi fra sol og jord eller kernekraft, siger mange, for se bare, hvordan det er gået i Amerika! Selvom politikerne ved, at uheldet i Pennsylvania netop beviser, at teknikerne er i stand til at forhindre et uheld i at udvikle sig til en ulykke, søger man, at slå politisk mønt af tildragelsen. Med stramme miner tales alvorsord og fiskes letkøbte stemmer på urigtige påstande. Fejheden er åbenbar! Man søger at bilde befolkningen ind, at Danmark kun kan klare sig med de såkaldte ”alternative energiformer” og skyder igen et problem, der skal løses, over på efterkommerne.

Lever på nas

Vi praler af at være et af verdens rigeste lande og lever alligevel på nas, samtidig med, at vi dækker os, hvor andre træder modigt frem. Hvornår lærer vi at se op og ikke ned, at se frem og ikke tilbage, at se ud og ikke ind? Vi bilder os selv ind, at danskerne er specielle, værdifulde skabninger, der i langt højere grad skal beskyttes mod naturens, teknikkens og arbejdets risiko og farer, end andre folk, organisationer, fagforeninger og selvbestaltede ”sundhedspaver” pylrer om børn, voksne og gamle. De gør, med evindeligt sludder om risikoen ved at trække vejret, nyde maden og bruge hænderne, sunde og stærke mennesker til sygelige svæklinge, hvilket i høj grad er fejt!

Også blandt vore søstre og brødre i EF sakker vi agter ud. Vi har i de fem år, hvor vi har været tilknyttet det europæiske fællesskab, modtaget dobbelt så store beløb, som vi selv har ydet. At vore ministre rejser rundt i de såkaldte Ulande og falder vore hvide racefæller i ryggen, mens de agerer ”julemænd” for de lånte penge, gør bare situationen endnu mere barok. Metoden er fejhed i renkultur!

En folkerejsning er nødvendig

Hvorfor kommer der dog ikke en folkerejsning mod al denne fejhed og uduelighed? Hvorfor finder vi os i, at vore egne ledere nedrangere Danmark til en andenrangs nation, derhygger sig i smug, medens energiske, vågne og modige folk i nabolandene påtager sig både arbejdet, risikoen og de økonomiske byrder, – vi bør ikke fortsat lade os gøre til feje mennesker.

Det er måske skæbnes ironi, at vi selv har valgt de ledere, der i den sidste menneskealder har demoraliseret folket, gældsat landet og sat den nationale værdighed over styr.

Har velfærdsstatens dvaskhed og umoral paralyseret os? Eller er vi vanemennesker helt ud i det parodiske? Der er ingen tvivl om, at de fleste ved, hvad der er ret og rigtigt. De gør det bare ikke – heller ikke på valgdagen.

Fejheden er blevet en dansk folkesygdom.

A. Th. Riemann

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 8 / 7. årgang / 7. maj 1979

Lønforhøjelse

7. november 2010 1 kommentar

Lønforhøjelse

De gamle partier vil have et skattefrit bundfradrag for 1980 på 14.800 kroner.

Fremskridtspartiet foreslår 38.000 kroner.

Dette beløb vil være det lykkeligste, når der skal gøres en kraftindsats for hurtigst muligt, at redde Danmarks økonomi. Men det betyder ikke, at vi står stejlt på tallet. Som altid er Fremskridtspartiet rede til i samarbejde at forhandle sig frem til et mellemresultat. Enhver forhøjelse af det skattefri bundfradrag er nemlig så afgjort i landets interesse.

Nås de 38.000 kroner, bliver der 23.200 kroner mere skattefrit til hver enkelt. I lønposen betyder det, at man alt efter hvilken kommune man bor i finder cirka 45 % mere af disse 23.200 kroner. Eller på årsbasis cirka 10.440 kroner. Altså knapt 900 kroner pr. måned.

Hvis man skal nå det samme resultat ved en forhøjelse af månedslønnen, skal den være på cirka 2.000 kroner. På toppen af indtægten beskattes man jo med mere end 50 %.

Punkt 1 i redningsplanen for Danmark fastslår med andre ord en månedlig lønforhøjelse på 2.000 kroner til alle (det dobbelte til ægtepar hvad enten de begge har udearbejde, eller kun en af dem har det).

For at øge mængden af beskæftigelse må prisen på arbejdskraft imidlertid nedsættes. Redningsplanen foreslår en nedsættelse med 5 %.  Har man derfor 8.000 kroner i lån om måneden, bliver der et fradrag på 400 kroner i de 2.000 kroner! Alt inklusive bliver lønforhøjelsen derfor på 1.600 kroner.

Ser man nationaløkonomisk på det, betyder det, at nogle større dele af det vi producerer, skal flyttes over til, at den enkelte i større udstrækning får frit forbrugsvalg, og selv kan disponere over nogle af sine egne midler.

Besparelsen i det offentlige bliver ikke på nogen måde ødelæggende. Der bliver rigeligt med penge tilbage til, at stat, amt og kommuner på god og betryggende vis kan varetage de nødvendige fællesskabsopgaver, og til at der ikke bliver nogen enkeltperson, som bliver ramt uforsvarligt hårdt ved overgangen til den redningsplanspolitik, som er det eneste middel til at klare Danmarks vanskeligheder.

Det skal blot sikres, at vælgerne ikke endnu engang bliver holdt for nar efter den 23. oktober ved at stemme på de augustforligspartier, som har skadet så meget. Den eneste sikre vej til at redde Danmark er at sætte kryds ved liste Z – og også få venner og naboer til at gøre det.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 17 / 7. årgang / 8. oktober 1979

%d bloggers like this: