Et opgivende knæfald for tidligere fiaskoer

Et opgivende knæfald for tidligere fiaskoer

 

”Påskepakken 1986” er en traditionel socialistisk afgiftsbuket, den borgerlige regering og de radikale har vedtaget.

Dermed har skattetrykket endnu engang fået et tryk opad med godt 10.000 millioner kroner.

 

Det offentlige forbrug – altså ødsleriet med borgernes penge – har regeringspartierne (V, C, CD og KrF, red.)  fredet i klasse A.

 

Respekten – ja, måske endog beundringen og sympatien for de mange udgiftskrævende love, Socialdemokratiet gennem årerne har fået listet igennem er så stor, at det hører til dårlig tone i regeringskredse, hvis nogen blot foreslår at fjerne de værste uhyrligheder.

 

Fremskridtspartiets folketingsgruppe stemte imod påskepakken. Vi mener, den er skadelig, fantasiløs og et dybt opgivende knæfald for tidligere fiaskoer.

 

Over gevind

Alle kan se, at forbruget er for stort. Men det er det offentlige forbrug, der er gået over gevind. Derfor ville det have været langt bedre, hvis man i stedet for påskepakken havde vedtaget en række offentlige besparelser på et beløb, der mindst svarede til, hvad der nu skal kræves ind i afgiftsforhøjelser.

 

Det ville give den samme forbrugsbegrænsning, men det ville ikke have afgiftspakkens omkostningsforøgende effekt.

 

Det der nu vil ske er, at lønmodtagerne – som kompensation for de nye afgifter – vil kræve lønforhøjelse. Og hver gang lønmodtagerne skal have 2 kroner mere i timen, bliver virksomhedens lønudgift på grund af indkomstskatten 5 kroner mere i timen. Det gør virksomhederne mindre konkurrencedygtige. Det betyder, at det bliver mere vanskeligt at sælge dansk producerede varer ude i verden, og resultatet bliver sandsynligvis en endnu dårligere handelsbalance, et endnu større underskud på betalingsbalancen og ca. 30.000 flere ledige i den private sektor.

 

Se på erfaringerne

Det er i det hele taget forkert, når man tror, at problemet med betalingsbalanceunderskuddet kan løses med stigende skatter. Al erfaring viser jo, at hver gang der er indført nye skatter og afgifter, er det gået endnu værre, og sådan vil det også gå denne gang.

 

Olieafgiften på fyringsolie vil – i forhold til gældende priser – forhøje varmeudgiften for et ganske almindeligt parcelhus med ca. 4.000 kroner om året.

 

For en enlig folkepensionist og alle andre med en tilsvarende lav indtægt der i forvejen har et stramt budget, vil det være helt umuligt af afse dette beløb til den forhøjede varmeudgift.

 

Det må forudses, at afgiftsforhøjelsen vil medføre, at pensionister og andre med en dårlig økonomi vil komme til at sidde og fryse i deres bolig til næste vinter. Det samme gør sig gældende for de mange pensionister og andre lavindkomstfamilier, der bor i en petroleumsopvarmet lejlighed.

 

Forhøjelsen af benzinafgiften vil for en bilist med et kørselsbehov på 15.000 km. betyde en årlig merudgift på knap 2.000 kroner.

 

Optimismen forsvinder syd på

En anden negativ følgevirkning af ”Påskepakken 1986” vil være, at Flensborg og andre tyske byer fremover bliver handelscentre for mange danskeres køb af dagligvarer. Hvor meget dette konkret vil koste i form af tab af såvel arbejdspladser som valuta, kan der naturligvis kun gættes om. Givet er det imidlertid, at hvor de danske indkøbsrejsende hidtil har koncentreret sig om enkelte varegrupper som øl, vin, sukker m.m., så vil de nye afgiftsstigninger medføre at stort set alt, for eksempel benzin, fyringsolie, fødevarer, alle former for hårde hvidevarer – ja næsten alt –, med stor økonomisk fordel kan erhverves syd for grænsen.

 

Den skæve grænsehandel vil blive endnu skævere, og den sidste rest af optimisme vil forsvinde til et sted syd for grænsen.

Helge Dohrmann

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 13 / 14. årgang / 11. april 1986