Arkiv

Posts Tagged ‘det offentlige forbrug’

Om Fremskridtspartiets indflydelse

9. april 2012 3 kommentarer

Om Fremskridtspartiets indflydelse 

I tiåret 1965 til 1975 voksede det offentlige forbrugs andel af varer og tjenester. Siden 1975 er denne udviklingstendens brudt, idet den offentlige forbrugsandel har været stort set konstant i årerne 1975 til 1978.

Sådan står at læse på side 259 i finansministerens Budgetredegørelse 1979.

Når man læser videre, får man konstateret, at med SV-regeringens dannelse mistede Fremskridtspartiet indflydelse. Det offentlige forbrug eksploderede. Der nævnes følgende vækstprocenter fra 1978 til 1979:

Fritids- og voksenundervisning 16 %
Miljøbeskyttelse 14 %
Idræts og fritidsfaciliteter 12 %
Teater, film, musik m.v. 10 %
Rekreative områder og skov 9 %
El-forsyning 9 %
Dagforanstaltninger for børn og unge 9 %
Bistand til ældre 8 %
Kollektiv trafik 7 %

Alt sammen dejlige områder. Men Danmark har simpelthen ikke råd til det. Der er langt mere presserende opgaver, som skal løses herunder, at skabe orden i dansk samfundsøkonomi. At fortsætte med at låne, låne og låne ender i en katastrofe.

Tværtimod skal vi sørge for at opnå overskud overfor udlandet, så vi kan tilbagebetale den allerede opståede gæld. Den eneste vej hertil er, at vi alle slider hårdt i det for et styrket Fremskridtsparti.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 11 / 7. årgang / 25. juni 1979

Vi skal producere os ud af krisen

8. oktober 2009 7 kommentarer

Vi skal producere os ud af krisen

Den katastrofesituation landet befinder sig i med stigende gældsætning og høj arbejdsløshed skyldes, at forbruget i mange år har været større end produktionen.

Derfor er løsningen på problemerne naturligvis at gøre produktionen så meget større end forbruget, at der også bliver råd til at tilbagebetale gælden.

En produktionsforøgelse kræver arbejdskraft og produktionsanlæg at arbejde i. Arbejdskraften har vi. Der er 150.000 arbejdsløse, og der står masser af tomme eller halvtomme produktionsanlæg både i industrien og landbruget, f.eks. de mange nye kostalde, hvor køerne er slagtet med EF-tilskud.

Når nu vi har det hele klart til stor produktionsforøgelse, hvorfor er denne simple løsning så ikke for længst gennemført? Er det, fordi danskerne er dovne, eller er det, fordi danskerne ikke kan finde ud af, hvad de skal gå i gang med at producere?

Nej, årsagen er et udueligt Folketing, der igennem mange års forkert lovgivning har fået samfundet indrettet således, at initiativ og virkelyst ikke belønnes, men tværtimod straffes, og det animerer naturligvis ikke til hverken at udnytte bestående eller oprette nye produktionsanlæg.

Konsekvenserne af denne forkerte lovgivning viser sig bl.a. ved det helt horrible forhold, at forretningen ved passiv investering i f.eks. statsobligationer er mere end dobbelt så høj som ved aktiv investering i erhvervsvirksomheder, hvor der både er besvær med at drive virksomheden og risiko for at miste hele den investerede kapital i det tilfælde, hvor virksomheden ikke kan klare sig.

Udviklingen indenfor landbruget er også et godt eksempel på, at det ikke kan betale sig at yde en indsats i dagens Danmark. De landmænd, der i lange arbejdsdage har knoklet løs med en stor animalsk produktion, og dermed har skabt mange nye arbejdspladser i landbrugets følgeindustrier og forbedret valutaindtjeningen med mange milliarder kroner har i dag meget store økonomiske vanskeligheder end de landmænd, der har holdt sig til den meget mindre arbejdskrævende planteproduktion.

Hele Fremskridtspartiets politiske program går ud på at ændre disse samfundsskadelige forhold, og vi vil i den kommende folketingssamling med konkret udarbejdede lovforslag, vise, hvordan det er muligt at indrette lovgivningen på en sådan måde, at det igen kan betale sig at bestille noget og yde en ekstra indsats.

Ove Jensen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 17 / 8. årgang  / 29. november 1980

Et opgivende knæfald for tidligere fiaskoer

21. oktober 2008 15 kommentarer

Et opgivende knæfald for tidligere fiaskoer

 

Påskepakken 1986er en traditionel socialistisk afgiftsbuket, den borgerlige regering og de radikale har vedtaget.

Dermed har skattetrykket endnu engang fået et tryk opad med godt 10.000 millioner kroner.

 

Det offentlige forbrug – altså ødsleriet med borgernes penge – har regeringspartierne (V, C, CD og KrF, red.)  fredet i klasse A.

 

Respekten – ja, måske endog beundringen og sympatien for de mange udgiftskrævende love, Socialdemokratiet gennem årerne har fået listet igennem er så stor, at det hører til dårlig tone i regeringskredse, hvis nogen blot foreslår at fjerne de værste uhyrligheder.

 

Fremskridtspartiets folketingsgruppe stemte imod påskepakken. Vi mener, den er skadelig, fantasiløs og et dybt opgivende knæfald for tidligere fiaskoer.

 

Over gevind

Alle kan se, at forbruget er for stort. Men det er det offentlige forbrug, der er gået over gevind. Derfor ville det have været langt bedre, hvis man i stedet for påskepakken havde vedtaget en række offentlige besparelser på et beløb, der mindst svarede til, hvad der nu skal kræves ind i afgiftsforhøjelser.

 

Det ville give den samme forbrugsbegrænsning, men det ville ikke have afgiftspakkens omkostningsforøgende effekt.

 

Det der nu vil ske er, at lønmodtagerne – som kompensation for de nye afgifter – vil kræve lønforhøjelse. Og hver gang lønmodtagerne skal have 2 kroner mere i timen, bliver virksomhedens lønudgift på grund af indkomstskatten 5 kroner mere i timen. Det gør virksomhederne mindre konkurrencedygtige. Det betyder, at det bliver mere vanskeligt at sælge dansk producerede varer ude i verden, og resultatet bliver sandsynligvis en endnu dårligere handelsbalance, et endnu større underskud på betalingsbalancen og ca. 30.000 flere ledige i den private sektor.

 

Se på erfaringerne

Det er i det hele taget forkert, når man tror, at problemet med betalingsbalanceunderskuddet kan løses med stigende skatter. Al erfaring viser jo, at hver gang der er indført nye skatter og afgifter, er det gået endnu værre, og sådan vil det også gå denne gang.

 

Olieafgiften på fyringsolie vil – i forhold til gældende priser – forhøje varmeudgiften for et ganske almindeligt parcelhus med ca. 4.000 kroner om året.

 

For en enlig folkepensionist og alle andre med en tilsvarende lav indtægt der i forvejen har et stramt budget, vil det være helt umuligt af afse dette beløb til den forhøjede varmeudgift.

 

Det må forudses, at afgiftsforhøjelsen vil medføre, at pensionister og andre med en dårlig økonomi vil komme til at sidde og fryse i deres bolig til næste vinter. Det samme gør sig gældende for de mange pensionister og andre lavindkomstfamilier, der bor i en petroleumsopvarmet lejlighed.

 

Forhøjelsen af benzinafgiften vil for en bilist med et kørselsbehov på 15.000 km. betyde en årlig merudgift på knap 2.000 kroner.

 

Optimismen forsvinder syd på

En anden negativ følgevirkning af ”Påskepakken 1986” vil være, at Flensborg og andre tyske byer fremover bliver handelscentre for mange danskeres køb af dagligvarer. Hvor meget dette konkret vil koste i form af tab af såvel arbejdspladser som valuta, kan der naturligvis kun gættes om. Givet er det imidlertid, at hvor de danske indkøbsrejsende hidtil har koncentreret sig om enkelte varegrupper som øl, vin, sukker m.m., så vil de nye afgiftsstigninger medføre at stort set alt, for eksempelvis benzin, fyringsolie, fødevarer, alle former for hårde hvidevarer – ja næsten alt –, med stor økonomisk fordel kan erhverves syd for grænsen.

 

Den skæve grænsehandel vil blive endnu skævere, og den sidste rest af optimisme vil forsvinde til et sted syd for grænsen.

Helge Dohrmann

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 13 / 14. årgang / 11. april 1986

Kategorier:Økonomi, Centrum-Demokraterne, Det konservative Folkeparti, Det radikale Venstre, Grænsehandel, Skat og afgifter, Venstre Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,
%d bloggers like this: